I Danmark har man, ligesom i mange andre europæiske lande, oplevet et flyttemønster fra land- og yderområder til byer.
Spørgsmålet er, hvad det er, der får folk til at flytte?
I dette temahæfte undersøger vi, om det at miste et job påvirker personers flyttemønstre forskelligt, alt efter om de bor i byen eller på landet. Vi beskriver udviklingen inden for flytninger og arbejdsstedslukninger i forskellige kommunetyper i perioden 2007-2014, og vi undersøger, om personer, der mister job efter en arbejdsstedslukning, i højere grad flytter, når de bor i land- og yderkommuner. Vi undersøger også, om de fratrådte forbliver ledige, kommer i beskæftigelse, starter en uddannelse eller går på pension eller på anden vis er uden for arbejdsstyrken inden for en toårig periode efter arbejdsstedslukningen.