Tagboliger - byggeteknik

Forord2

Indledning4

1 Klimaskærm5

1.1 Tagdækning9

1.2 Undertag11

1.3 Varmeisolering16

1.4 Dampspærre20

1.5 Inddækninger23

1.6 Kviste26

1.7 Ovenlysvinduer32

1.8 Skorstene, skotrender og små gennemføringer37

1.9 Lodrette facader43

2 Konstruktion46

2.1 Bygningens bæreevne47

2.2 Ombygning af eksisterende tagkonstruktion51

2.3 Ny tagkonstruktion59

2.4 Vægge64

2.5 Etageadskillelse66

2.6 Brandsikring71

2.7 Lydisolering86

3 Funktion95

3.1 Boligens indretning96

3.2 Vådrum og køkken103

3.3 Adgangsforhold110

3.4 Elevator116

3.5 Flugtveje og redningsforhold121

3.6 Parkering og udearealer125

4 Indeklima og installationer127

4.1 Temperaturforhold127

4.2 Dagslys128

4.3 Lydforhold134

4.4 Varme136

4.5 Ventilation139

4.6 Vand og afløb141

4.7 El-installationer143

4.8 Føringsveje143

Litteratur148

I eksisterende ejendomme kan det være aktuelt at udnytte ubeboede loftrum eller tilføje en ekstra etage med henblik på at etablere tagboliger. Dette rummer en række udfordringer, fx vedrørende arkitektur, beslutning og tilrettelægning samt byggetekniske forhold.

Med denne anvisning ønsker SBi at bidrage til en kvalitetsbaseret etablering af tagboliger. Udgangspunktet er den viden og erfaring, der er opbygget gennem de senere års indsats for øget anvendelse af tagetager. Som et resultat af, at der foreligger megen relevant viden på dette område, er det målet med anvisningen at give et overblik over denne viden, henvise til relevante kilder, og kun i et vist omfang fordybe sig i detaljer.

Anvisningen behandler de mange byggetekniske udfordringer, som er forbundet med opførelse af tagboliger, og retter sig primært mod professionelle brugere, fx rådgivere og arkitekter. Hvilke beslutninger, overvejelser og forberedelser man som bygherre skal igennem, før man går i gang med at opføre tagboliger, og hvordan byggeprocessen forløber, er beskrevet i SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger (Hansen og Andersen, 2009). Anvisningen henvender sig til alle med interesse for emnet tagboliger og er tilgængelig på www.anvisninger.dk eller www.sbi.dk/tagboliger.

Denne anvisning er udarbejdet i et samarbejde mellem SBi og sbs med seniorforsker, civilingeniør, ph.d. Ernst Jan de Place Hansen som projektleder. I den indledende fase var seniorforsker, civilingeniør, ph.d. Birgitte Dela Stang projektleder. Arkitekt Lis Strunge Andersen har koordineret arbejdet hos sbs. Ud over projektlederen har følgende SBi-medarbejdere bidraget til anvisningen: Annette Bredmose (afsnit 3), Birgit Rasmussen (afsnit 2.7 og 4.3), Erik Brandt (afsnit 3.2 og 4.6), Steen Pedersen (afsnit 2.6), Kjeld Johnsen (afsnit 4.1 og 4.2), Klavs Feilberg Hansen (afsnit 2.1), Niels Chr. Bergsøe (afsnit 4.5), Rob Marsh (afsnit 4.7 og 4.8) og Søren Aggerholm (afsnit 4.4).

Desuden har et antal interne og eksterne personer bidraget ved den afsluttende kvalitetssikring af indholdet. Her skal lyde en særlig tak til Kaj Lorenzen og Bjarne Rich, Københavns Kommune, og Anders Vestergaard, Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, som velvilligt har bidraget med viden om tagkonstruktioner og om brandforhold. Ligeledes takkes de mange, der velvilligt har stillet fotos m.m. til rådighed for anvisningen.

Der skal lyde en stor tak til

• –Boligfonden Kuben,

• –Danfoss A/S,

• –Grundejernes Investeringsfond,

• –Gyproc A/S,

• –Indenrigs- og Socialministeriet,

• –Knauf Danogips A/S,

• –Lafarge Roofing A/S,

• –Mineraluldsindustriens Brancheråd og

• –VELUX A/S,

der alle har ydet økonomisk støtte til projektets gennemførelse.

Til projektet har været knyttet en styregruppe med repræsentanter for ovennævnte støttekilder. Styregruppens medlemmer takkes for at have deltaget aktivt i de overordnede drøftelser af anvisningens udformning.

I en følgegruppe har siddet repræsentanter for virksomheder, boligforeninger og andre med erfaring fra eller interesse for etablering af tagboliger. Følgegruppens medlemmer takkes ligeledes for deres input og aktive medvirken.

Endelig har anvisningen været til høring i efteråret 2008, og mange virksomheder og organisationer har bidraget ved den lejlighed. SBi takker bidragyderne for det store arbejde med at kommentere og konsolidere manuskriptet.

Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet

Afdelingen for Byggeri og Sundhed

Oktober 2009

Niels-Jørgen Aagaard

Forskningschef

Alle bygningsdele i en tagbolig skal udføres teknisk forsvarligt for at sikre bygningsdelens og bygningens funktion i dens levetid. Det gælder klimaskærmen, konstruktionselementerne, samlingerne og installationerne. De tekniske løsninger afhænger af, om tagetagen indrettes til beboelse eller andet formål, ligesom der kan være særlige forhold omkring adgangsveje, som det er nødvendigt at tage hensyn til.

Det er kompliceret og kræver omhu at indrette, ombygge eller nybygge en etage til tagboliger. Det er derfor vigtigt at benytte byggeteknisk forsvarlige løsninger for at undgå svigt og skader, der kan føre til dyre og langvarige erstatningssager. Således har Byggeskadefonden erfaring for, at de dyreste skader ses i tagboliger, særlig i forbindelse med indretning af tagterrasser.

I denne anvisning gennemgås de byggetekniske forhold ved etablering af tagboliger. Anvisningen henvender sig primært til professionelle rådgivere og består af følgende fire dele:

• –Klimaskærm. Om klimaskærmens forskellige lag samt de forskellige former for gennemføringer fra kviste til ventilationskanaler.

• –Konstruktion. Om de konstruktive-, brand- og lydmæssige forhold.

• –Funktion. Om indretning, adgangsforhold, flugtveje og udearealer.

• –Indeklima og installationer. Om de forhold man skal være opmærksom på for at sikre et tilfredsstillende indeklima i tagboliger samt hvilke valg, man står over for i forbindelse med tilslutning af tagboliger til de forskellige forsyningsnet.

Der findes i forvejen viden og information om tagboliger i en række forskellige publikationer og hjemmesider, jf. litteraturlisten. Det er ønsket med denne anvisning at give et overblik over den foreliggende viden, snarere end at gå ned i detaljer inden for de enkelte områder. På en række af de områder, som er omtalt i anvisningen, svarer forholdene til en almindelig renovering af et eksisterende byggeri. Fokus er derfor på de særlige byggetekniske udfordringer relateret til de konstruktive forhold, til brand- og lydisolering samt adgangsforhold m.m., mens øvrige de forhold behandles mere generelt.

SBI-anvisning 226, Tagboliger – byggeteknik knytter sig naturligt til Bygningsreglement 2008 (BR08) (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) og SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008 (Stang, 2009). Disse kan derfor betragtes som generelle referencer til de fleste af anvisningens afsnit. Ligeledes er der en tæt sammenhæng med SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger (Hansen & Andersen, 2009).

På www.sbi.dk/tagboliger præsenteres en række eksempler på gennemførte tagboligprojekter. Eksempelsamlingen er primært tænkt som inspiration for bygherrer, der overvejer at gå i gang med at etablere tagboliger, men ønsket er med tiden at udvide samlingen, så den i højere grad end i dag behandler de konkrete byggetekniske løsninger.

En bygnings klimaskærm har til opgave at sikre indeklimaet mod skader og ubehag relateret til fugt, træk, varme og kulde. Samtidig skal den give tilfredsstillende lys- og lydforhold. Klimaskærmen består i traditionel forstand af ydervægge, tag, fundament, terrændæk, vinduer og døre. Denne anvisning fokuserer på de dele af klimaskærmen, der berøres ved etablering af tagboliger, dvs. taget med tilhørende vinduesåbninger, kviste og lignende, samt i et vist omfang de tilstødende lodrette facader.

Der skelnes således mellem:

• –Selve taget, fra tagdækning til indvendig beklædning.

• –1.0.2, Gennembrydninger af taget, fx ved ovenlysvinduer, kviste, skotrender, brandkamme, skorstene og ventilationskanaler.

• –Lodrette facader (afsnit 1.9), typisk i de tilfælde, hvor der tilføjes en ekstra etage på bygningen.

For de dele som er synlige udefra, dvs. tagdækning, facader, vinduer, tagrender og nedløbsrør skal man være opmærksom på, om lokalplan, byplanvedtægt eller reguleringsplan efter de tidligere gældende byggelove, se SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 2.1 Generelt (Stang, 2009), stk. 2, fastsætter krav til materialevalg, farver, detaljer eller andet.

Anvisningen behandler ikke tagrender og nedløbsrør. Som i alle projekter, der involverer taget, skal man primært sikre sig at dimensionere tagrender og nedløbsrør efter afvandingsarealet, samt være opmærksom på, at tagrender kan udvide sig som følge af høje temperaturer.

Bygningsreglementet stiller krav om lufttæthed af nye bygninger. Kravet er som udgangspunkt ikke gældende for tagboliger. Vælger man i forbindelse med en totalrenovering eller væsentlige anvendelsesændringer at benytte BR08s energiramme til at dimensionere efter, se BR08, kap. 7.2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009), skal man leve op til kravet. I så fald kan kommunen i forbindelse med byggetilladelsen stille krav om dokumentation for lufttæthed, se SBi-anvisning 225, Etablering af Tagboliger, 7.3.1 Myndighedskrav (Hansen & Andersen, 2009). Etablering af lufttæthed er beskrevet nærmere i SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007).

Konstruktive forhold, herunder krav til brand- og lydisolering, behandles i afsnit 2, Konstruktion.

• 1.0.1 Taget som klimaskærm

  

  En væsentlig funktion ved taget er, at det skal fungere som en del af bygningens klimaskærm. Herunder sikre at der ikke trænger fugt ind i konstruktionen og de underliggende boliger udefra. Tagdækningen og undertaget spiller en central rolle i den forbindelse, se fx www.duko.dk/. Ved udnyttelse af loftetagen til beboelse, skal man desuden minimere varmetabet gennem taget. Endelig skal man forhindre fugtig indeluft i at trænge op i taget med risiko for, at der opstår kondensskader, typisk vha. en dampspærre Til taget som klimaskærm regnes også inddækninger, uanset om det er i forbindelse med et tagudhæng, en gennembrydning eller en brandkam.

  Fugt og holdbarhed

  En omhyggelig projektering og udførelse af taget er afgørende for at sikre tagkonstruktionens og tagboligens levetid. Bygningsreglementet nævner specifikt:

  • –at bygninger skal udføres, så vand og fugt ikke medfører skader eller brugsmæssige gener, herunder forringet holdbarhed og utilfredsstillende sundhedsmæssige forhold (BR08, kap. 4.6, stk.1) (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009)

  • –at tage skal udføres, så regn og smeltevand fra sne på forsvarlig vis kan løbe af (BR08, kap. 4.6, stk. 4).

  Taget er særlig udsat for vind og vejr, og omhyggeligt udførte tætninger og samlinger er derfor særlig påkrævet. Bygningsdele og samlinger mellem disse bør udformes, så de yder konstruktiv fugtbeskyttelse af underliggende bygningsdele. Således kan et stort tagudhæng beskytte sårbare samlinger mellem tag og ydervæg. Se SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 4 Konstruktioner (Stang, 2009) og SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al. 2009).

  Det er væsentligt at fremhæve Bygningsreglementets krav om, at der under planlægning, projektering, udbud og udførelse af bygningskonstruktioner skal træffes de foranstaltninger, som af hensyn til klimatiske forhold er nødvendige for en forsvarlig udførelse (BR08, kap. 4.1, stk. 5). Specifikt peges på risikoen for skimmelsvampevækst.

  Kravet opfyldes ved at benytte følgende retningslinjer:

  • –undgå at benytte unødigt fugtfølsomme byggematerialer og byggetekniske løsninger.

  • –afsæt tid i bygherrens udbuds- og tidsplan til den nødvendige udtørring af byggematerialer og konstruktioner. Se også SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger, 9.1 Opstart (Hansen & Andersen, 2009).

  • –foretag en cost-benefit analyse af at benytte totalinddækning af byggeriet under opførelsen. En sådan analyse bør foretages så tidligt, at en totalinddækning kan blive en del af udbuddet. Se også SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger, 9.2 Byggepladsetablering (Hansen & Andersen, 2009) samt www.vinterkonsulenterne.dk

  • –ved udbud af fagentrepriser bør bygherren sørge for, at der etableres fælles faciliteter til opbevaring af fugtfølsomme materialer på byggepladsen. Se også SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger, 8.5 Udbud og licitation (Hansen & Andersen, 2009).

  Det er vigtigt, at arbejdet kan udføres uhindret af vejrliget. Da etablering af tagboliger som oftest inkluderer åbning af det eksisterende tag, bliver det aktuelt med en delvis eller hel inddækning (totalinddækning) af bygningen. Inddækningen kan udformes med rulbare sektioner eller midlertidige åbninger, der muliggør transporter ind og ud. Inddækningen kan udformes som en telthal eller en traditionel stilladskonstruktion med en gittertagkonstruktion, beklædt med presenninger eller trapezplader, hen over byggeriet. Der henvises til inddækningsfirmaer og Vinterkonsulenterne for nærmere information om sådanne løsninger.

  Dokumentation af fugtforhold

  Af særlig interesse for tagboliger nævner SBi-anvisning 216 (Stang, 2009) ud over risikoen for skimmelsvampevækst også risikoen for opfugtning og udtørring af træ og træbaserede materialer samt UV-stråling som påvirkninger, man skal håndtere for at undgå utilsigtet nedbrydning af byggematerialer eller konstruktioner.

  Kommunen kan i forbindelse med udstedelse af byggetilladelsen stille krav om, at man dokumenterer, at bygningskonstruktioner og -materialer ikke har et fugtindhold, der ved indflytning medfører risiko for vækst af skimmelsvamp (BR08, kap. 1.4, stk. 3, nr. 4 og kap. 4.1, stk. 6) (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Se også SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger, 7.3.1 Myndighedskrav (Hansen & Andersen, 2009).

  Fugtkravet kan eftervises ved måling af fugtindhold i materialer og bygningsdele før ibrugtagning eller ved anden form for dokumentation fra en fugtsagkyndig, fx via kvalitetssikring. SBi-anvisning 216 (Stang, 2009) beskriver overordnet, hvordan sådanne målinger bør tilrettelægges. Man skal være opmærksom på, at fugtmålinger, der viser et fugtindhold lavere end materialernes kritiske fugtindhold, ikke er en garanti mod, at der kan optræde fugtophobninger og skimmelsvampevækst i byggeriet. Fugtmåling og visuel inspektion for skimmelsvampe bør være en del af kvalitetssikringen med henblik på at undgå fugttekniske problemer.

  Yderligere anvisninger findes fx i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2009), i SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 4.6 Fugt og holdbarhed (Stang, 2009), samt (Bunch-Nielsen & Christensen, 2006).

  Udskiftning af taget

  Behovet for udskiftning af hele eller dele af taget vil ofte være baggrunden for at overveje etablering af tagboliger. Omvendt kan et ønske om at etablere tagboliger uden at der er behov for at udskifte dele af taget alligevel føre til, at taget skal ombygges eller udskiftes. Det kan skyldes, at en ændret tagform er påkrævet. Under alle omstændigheder giver det lejlighed til at vurdere tagets tilstand og sikre, at det efter etablering af tagboliger kan fungere korrekt som klimaskærm. Man skal blandt andet vurdere behovet for at etablere en dampspærre. Behovet for en dampspærre vil øges med isoleringstykkelsen. Man skal også være omhyggelig med valg af undertag, se afsnit 1.2, Undertag.

  Uanset at man måtte ønske at bevare den eksisterende tagdækning, kan det ikke anbefales at gennemføre ombygningen uden at fjerne denne. Det skyldes først og fremmest, at det ikke er muligt at etablere et undertag indefra på fornuftig vis. Det beløb man sparer ved ikke at fjerne tagdækningen, kan vise sig at være småpenge i forhold til omkostningerne ved at afhjælpe eventuelle skader som følge af et mangelfuldt udført undertag.

  Bemærk, at en udskiftning af tagdækningen i sig selv kan udløse et behov for øget isoleringstykkelse for at overholde kravet om varmeisolering af bygningsdele (BR08, kap. 7.4.3, stk. 2) (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009), jf. afsnit 1.3,Varmeisolering. En omdannelse af et eksisterende loft til tagboliger kan derudover gøre det nødvendigt at hæve taget eller ændre tagformen for at overholde kravet til lofthøjde. Alt i alt kan etablering af tagboliger derfor resultere i væsentlige ændringer af tagets "synlighed", hvilket kræver godkendelse hos kommunen.

  Se SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger, 4 Tagformer (Hansen & Andersen, 2009) og

  SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger, 7.3.1 Myndighedskrav (Hansen & Andersen, 2009).

  Forhold vedrørende den konstruktive del af taget, herunder brandsikring og lydisolering, er beskrevet i afsnit 2, Konstruktion.

• 1.0.2 Gennembrydninger af taget

  

  Gennembrydninger af taget ved kviste og ovenlysvinduer vil øge anvendeligheden og værdien af tagboliger, mens andre gennembrydninger af taget primært har en praktisk funktion, fx gennemføringer af ventilationskanaler, skorstene og andre små gennemføringer.

  Gennembrydninger af taget er ofte kritiske, idet der er risiko for, at der opstår utætheder omkring samlingerne. Det er derfor meget vigtigt, at man er særlig omhyggelig med at etablere gode, tætte og robuste gennemføringer i dampspærren og undertaget. Af samme grund er det nødvendigt med et fast underlag for undertaget omkring gennembrydningerne. Det faste underlag skal have en udstrækning der er tilstrækkelig stor til at samlingen kan udføres korrekt, se fx BYG-ERFA blad (27) 97 11 25 (Berthelsen et al., 1997b).

  Store gennembrydninger af taget, fx ved kviste, ovenlysvinduer, skorstene og skotrender er mest komplicerede, men også gennemføringer af ventilationskanaler og lign. kan være en udfordring at udføre korrekt. Læs mere om gennemføringer i tæthedsplanet i SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007).

  

  Figur 1. Udskæring i undertag og krydsfinerunderlag for gennemføring (t.v.). Montering af rørkrave på undertaget (midt). Montering af undertag med skrå afstivning over rørkrave (t.h.). Foto: www.godetage.dk.

  En særlig udfordring er gennembrydninger af taget i form af altaner eller tagterrasser, der behandles i afsnit 3.1, Boligens indretning og afsnit 2.5, Etageadskillelse. Brandkamme er behandlet i afsnit 1.5, Inddækninger.

  Der findes i flere tilfælde præfabrikerede elementer, fx kviste, som med fordel kan vælges frem for elementer, der bygges på stedet. Det forkorter den tid, der skal bruges oppe på tagfladen, hvor arbejdsbetingelserne er vanskeligere end på en fabrik.

• 1. 1. 1.1 Tagdækning

  

  Tagdækningen er tagkonstruktionens yderste lag (regnskærmen). Valget af tagdækning sker i høj grad ud fra arkitektoniske hensyn, men har stor betydning for tagkonstruktionens levetid. Der er derfor en række forhold, som man skal være opmærksom på ved valg af tagdækning.

  Forholdene er de samme, uanset om man bevarer en eksisterende tagkonstruktion, eller om man etablerer et nyt tag. Ved anvendelse af en eksisterende tagkonstruktion og tagdækning af tegl, beton el.lign. skal man være opmærksom på, at placering af kviste og lign. ikke nødvendigvis er optimal i forhold til størrelsen på tagstenene. Man bør stræbe efter at kviste, tagvinduer og andre gennembrydninger af taget placeres, så de passer med et helt antal tagsten. Etablerer man en ny tagkonstruktion, vil man lettere kunne tilpasse placeringen af gennembrydninger af taget til et helt antal tagsten.

  Etablering af tagboliger i nyere boligbebyggelser med flade tage vil typisk være initieret af behovet for at renovere det eksisterende tagpaptag for at forbedre afvandingsforholdene og sikre en længere levetid af taget.

  • 1. 1. 1. 1.1.1 Typer af tagdækning

    De forskellige former for tagdækning stiller forskellige krav til undertaget og til tagets hældning. Valget af tagdækning har derfor indflydelse på tagkonstruktionens udformning. Tagdækning består typisk af tagsten af tegl eller beton, skifer, profilerede plader af cementbaserede materialer, stål eller letmetal, tagpap eller andre banevarer. Tagpap og andre banevarer egner sig i modsætning til de øvrige materialer også til tage med en meget lav hældning, ned til mindstekravet på 1:40.

    Benyttes tagsten af tegl, skelner man primært mellem falstagsten og vingetagsten, også kaldet økonomitegl. Falstagsten giver en mere tæt tagdækning end vingetagsten og er derfor bedre til at holde slagregn og fygesne ude. Falstagsten stiller dermed mindre restriktive krav til undertag og hældning. Se Tegl 36 (Murerfagets Oplysningsråd, 2005).

    Benyttes skifer, skelnes mellem naturskifer og kunstskifer. Førstnævnte er dyrest, men holder væsentlig længere. Det betyder blandt andet, at det ikke kan anbefales at reparere et naturskifertag med kunstskifer, da kunstskiferne i løbet af kort vil få en anden farve end det oprindelige tag. Uanset om natur- eller kunstskifer benyttes, skal man være omhyggelig med udførelsen (Gram, 2005).

    Tagpap kan også komme på tale som tagdækning på det nye tag, i det mindste på dele af tagfladen, se fx TOR-anvisning 22 (Tagpapbranchens Oplysningsråd, 2001).

  • 1. 1. 1. 1.1.2 Fastgørelse

    Den valgte tagdækning skal være fuldstændig fastgjort, så den ikke rives løs i stormvejr. Udførelsen afhænger af hvilken type tagdækning, der benyttes. Benyttes teglsten, skal hver tredje sten bindes, og de bundne sten skal fordeles diagonalt på tagfladen for at sikre, at alle sten er i kontakt med en bunden sten. Benyttes tagpap, er det vigtigt, at underlaget er stabilt, plant og jævnt. Der må ikke forekomme nedbøjninger, hvor der kan samle sig vand. Især ved kanter og gennemføringer skal man sikre sig, at tagpappet er monteret rigtigt til underlaget for at undgå, at tagdækningen river sig løs.

  • 1. 1. 1. 1.1.3 Brandsikring, vedligehold og levetid

    Ved valg af tagdækning skal man sikre sig, at den er brandmæssigt egnet. Tagdækningen bør være lavet af ubrændbart materiale, fx tagsten af tegl eller beton på lægter af træ. Alternativt kan benyttes en konstruktionsopbygning som på anden måde er godkendt til tagdækning, typisk i form af tagpap på beton, letbeton eller krydsfinerplader.

    Hvor mange år, det enkelte tag holder, afhænger ikke kun af den tagdækning man vælger. Levetiden styres også af, hvordan man vedligeholder, hvilken taghældning man har valgt, og hvor udsat taget er for vind og vejr. Endelig findes de forskellige typer af tagdækninger i et antal kvaliteter. Derfor vil levetiden variere meget fra bygning til bygning for en given type tagdækning.

    I et projekt støttet af Grundejernes Investeringsfond er der udviklet et værktøj til beregning af forventede levetider, bl.a. for tagkonstruktioner. Værktøjet er tilgængeligt på www.levetider.dk – foreløbig i en testversion. I fremtiden vil det kunne findes på www.ejendomsviden.dk.

    Desuden henvises til producenternes anvisninger.

• 1. 1. 1.2 Undertag

  Et undertag skal opfange nedbør, som passerer tagdækningen. Undertaget skal derfor være så vandtæt, at vandmængder, der løber ned på undertaget, ikke trænger ind. Samtidig skal det tillade, at indefra kommende fugt kan slippe ud, så man undgår skadelig ophobning af fugt i tagkonstruktionen. Fugten indefra kan fjernes enten ved ventilation under undertaget eller ved diffusion gennem undertaget.

  I de tilfælde, hvor man skal montere et undertag på en eksisterende tagkonstruktion, anbefales det at udføre arbejdet udefra, efter at tagdækningen er fjernet. Dette vil være tilfældet ved etablering af tagboliger i eksisterende loftrum hvor der ikke er noget undertag, eller hvor et eksisterende undertag skal skiftes. Montering udefra anbefales, uanset om man vil genbruge tagdækningen eller ej.

  BYG-ERFA blad (27) 97 11 24 (Berthelsen et al., 1997a) beskriver krav til undertagets vandtæthed, telteffekt, dimensionsstabilitet, UV-stabilitet, fugtgennemtrængelighed, levetid og robusthed. Se også afsnit 1.0.1, Taget som klimaskærm.

  Hjemmesiden www.godetage.dk omtaler gennemføringer i undertag, opstramning af banevareundertag, skotrender, og inddækninger omkring kviste som områder, der har vist sig at volde særlige udførelsesmæssige problemer. For hvert af disse punkter giver hjemmesiden eksempler på korrekt udførelse.

  • 1. 1. 1. 1.2.1 Klassifikation af undertage

    Undertage klassificeres af Dansk Undertagsklassifikationsordning, DUKO, i fire anvendelsesklasser (www.duko.dk). Hvilken klasse man skal vælge, afhænger af det tag, som undertaget indgår i. Der er fem forhold, som afgør, hvilke krav man bør stille til undertaget:

    1. 1. Tagdækning

    2. 2. Taghældning

    3. 3. Kompleksitet (udtrykt ved omfanget af gennemføringer og sammenskæringer)

    4. 4. Tilgængelighed (inspektionsmulighed)

    5. 5. Klimapåvirkning og etagehøjde.

    Valget af undertag har stor betydning, når man skal overholde kravet i BR08, kap. 4.1, stk. 5 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) om at træffe foranstaltninger for en forsvarlig udførelse.

  • 1. 1. 1. 1.2.2 Diffusionstætte og diffusionsåbne undertage

    Der skelnes mellem følgende undertage:

    • –Diffusionstætte, ventilerede undertage.

    • –Diffusionsåbne, uventilerede undertage.

    Diffusionstætte, ventilerede undertage tillader ikke fugt at trænge igennem hverken indefra eller udefra, og skal derfor ventileres på undersiden (en ventileret tagkonstruktion). Det kræver en ventilationsspalte på minimum 45 mm i gennemsnit. Da undertage af banevarer eller bløde plader vil hænge mellem tagspærene, betyder det, at taget skal projekteres med en spalte på mindst 70 mm, mere ved store tagflader. En løsning med et diffusionstæt undertag er historisk set den mest anvendte og er at foretrække frem for en løsning med et diffusionsåbent undertag.

    

    

    Figur 2. Tagkonstruktion med ventileret undertag. Undertag af banevarer. Der skal projekteres med 70 mm luftspalte over isoleringen. Kilde: SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2009).

    Diffusionsåbne, uventilerede undertage tillader vanddamp at trænge igennem indefra, men ikke fugt udefra. De kan derfor anbringes direkte mod isoleringen (en uventileret tagkonstruktion). Undertagets diffusionsmodstand (Z-værdi) skal være mindre end 3 GPa s m²/kg for at sikre dette. Ved at vælge et diffusionsåbent undertag kan isoleringstykkelsen øges, eller konstruktionshøjden kan reduceres. Det kan være af betydning ved etablering af tagboliger. Ikke mindst i områder, hvor der er restriktioner på at hæve taghøjden.

    

    

    Figur 3. Tagkonstruktion med uventileret undertag. Kilde: SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2009).

    Begge typer undertage fungerer kun korrekt, hvis fugtig rumluft effektivt hindres i at trænge op i tagkonstruktionen. Dette sikres normalt ved anvendelse af en dampspærre, som både hindrer fugtoptrængning forårsaget af konvektion og diffusion. Desuden skal loftkonstruktioner være lufttætte. Ved efterisolering af tage i forbindelse med renovering kan pudsede lofter ikke længere anses for tilstrækkeligt tætte til at sikre mod opfugtning af konstruktionen. Der skal derfor altid ved renoveringsopgaver etableres en dampspærre. Se også BYG-ERFA blad (27) 07 06 29 (Bjarløv, Hjorslev Hansen & Brandt, 2007), TRÆ 54, Undertage: Træfiber- og faste undertage (Brandt 2007), SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2009) og BYG-ERFA blad (27) 08 12 30 (Hjorslev Hansen, Olsson & Brandt, 2008).

  • 1. 1. 1. 1.2.3 Inspektion og levetid af undertag

    Etablering af tagboliger i eksisterende loftrum stiller skærpede krav til undertaget. Det skyldes, at mulighederne for at inspicere og vedligeholde konstruktionen indefra vanskeliggøres eller helt fjernes, når tagkonstruktionen lukkes inde. De eneste inspektionsmuligheder vil være i forbindelse med en eventuel skunk og et uudnyttet spidsloft, hvilket man skal være opmærksom på ved valg af undertag. Det samme vil gøre sig gældende, når tagboliger etableres ved påbygning af en ekstra etage med skrå taghældning.

    Et korrekt udført, diffusionstæt og fast undertag i form af krydsfiner, OSB-plader eller brædder beklædt med tagpap, vil erfaringsmæssigt have en levetid på mindst 50 år og derfor i reglen en levetid, der svarer til tagdækningens levetid. Da der kræves fast undertag ved alle gennembrydninger af taget, vil det i mange tilfælde alene af den grund være en fordel at benytte et fast undertag overalt. Se fx BYG-ERFA blad (27) 05 06 28 (Christensen, Bunch-Nielsen, Johansen, & Heinz, 2005) og TOR-anvisning 26 (Tagpapbranchens Oplysningsråd, 2003). Det kan være nødvendigt at nedtage hele tagdækningen, hvis man skal reparere et undertag. Derfor bliver det ofte unødvendigt dyrt at udbedre skader i et undertag med en relativ kort levetid.

    

    Figur 4. Fast undertag, totalinddækket – en god løsning. Foto: Hovedstadens Bygningsentreprise A/S.

    Uanset om man vælger et fast undertag eller et undertag af banevarer, skal man sikre sig, at tagkonstruktionen er afstivet forsvarligt før man begynder at lægge undertag på.

    Ved brug af banevare som undertag, skal man være omhyggelig med at spænde undertaget helt ud, så man undgår blafring, der ud over at give lydgener kan ende med at slide så meget på undertaget, at der opstår utætheder, se fx BYG-ERFA blad (47) 99 04 22 (Berthelsen, Brandt, Ditlev, & Bunch-Nielsen, 1999). Man skal være endvidere særlig opmærksom på detaljer ved tagfod, skotrender, tagkip m.m.

    

    Figur 5. Undertag af banevare gennemhullet af en tagbinder. Registreret ved 1- eller 5-års eftersyn. Årsagen til skaden kan være blafring. Foto: BvB.

    

    Figur 6. Eksempel på undertag af banevare, der hænger mellem spærene. Der er også problemer med overgangen til kvisttaget nederst i billedet. Registreret ved 1- eller 5-års eftersyn. Foto: BvB.

  • 1. 1. 1. 1.2.4 Undertag og brand

    Normalt stilles ingen krav til undertagets brandtekniske egenskaber, men hvis undertaget udgør tagrummets indvendige overflade, skal det leve op til de gældende overfladekrav. Det vil være tilfældet, hvis dele af tagrummet ikke udnyttes til beboelse, fx et skunkrum eller et ikke frilagt spidsloft. Her vil undertaget udgøre tagrummets indvendige overflade. Læs mere på www.godetage.dk og i DBI Vejledning 36, Undertage – sikring mod brandspredning (Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, 2007a).

  • 1. 1. 1. 1.2.5 Gennembrydninger og undertag

    Særlige forhold gør sig gældende ved gennembrydninger af taget, hvor det normalt altid vil være nødvendigt med et fast underlag for den del af undertaget, der støder op til gennemføringen, for at sikre en tæt samling mellem undertag og gennemføring. Det faste underlag skal have en udstrækning der er tilstrækkelig stor til, at samlingen kan udføres korrekt, se fx BYG-ERFA blad (27) 97 11 25 (Berthelsen et al., 1997b). Typiske udførelsesfejl er forkert afslutning af undertag ved tagfod og kip, dårlig opstramning og manglende underlag for gennemføringer i undertaget.

• 1. 1. 1.3 Varmeisolering

  Etablering af selvstændige tagboliger på et eksisterende loft betragtes – for så vidt angår krav til bygningens energiforbrug – som en ændret anvendelse. Etablering af tagboliger på en ny etage eller udvidelse af eksisterende lejligheder betragtes som en tilbygning. I alle tilfælde skal man opfylde BR08, kap. 7.3.2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) om U-værdier og linjetab for ændret anvendelse og tilbygninger, eller varmetabsrammen for ændret anvendelse og tilbygninger i kap. 7.3.3. Tabel 1 viser relevante krav fra kap. 7.3.2 i BR08. De angivne krav skal også overholdes, hvis man fx blot udskifter eller etablerer en ny tagdækning, jf. BR08, kap. 7.4.3, stk.2.

  Tabel 1. Krav til varmeisolering ved ændret anvendelse og tilbygninger, BR08 kap. 7.3.2.

  Bygningsdel	U-værdi [W/m2k]	Min. isoleringstykkelse1
  Tagkonstruktion	0,15	250 mm
  Ydervæg	0,20	200 mm
  Vindue	1,50
  Tagvindue og ovenlys	1,80
  Skillevæg mod uopvarmet loft- eller trapperum	0,40	100 mm
  	Linjetab2 [W/m K]
  Samling mellem tagkonstruktion og vinduer eller ovenlys	0,10

  1) De angivne isoleringstykkelser forudsætter anvendelse af isoleringsmateriale med en lambdaværdi på 0,037 W/(m K). Det er en betingelse for anvendelse af de nævnte U-værdier og linjetab, at det samlede areal af vinduer og yderdøre, herunder ovenlys etc. mod det fri, højst udgør 22 % af det opvarmede etageareal i tagboligerne.
  2) Af DS 418, kap. 6.12 (Dansk Standard, 2005a) fremgår, hvordan kravet til linjetab omkring vindue/ovenlys kan håndteres.

  Der stilles ikke krav til varmeisolering af vægge eller etageadskillelser mellem opvarmede rum. Hvis man benytter gulvvarme som opvarmningsform, skal etageadskillelsen dog rumme 50 mm isolering under varmerørene (jf. BR08, kap. 7.5).

  

  Figur 7. Tagkonstruktion under montering af isoleringsmateriale. Foto: Hovedstadens Bygningsentreprise A/S.

  

  Figur 8. Tagkonstruktion efter montering af isoleringsmateriale. Foto: Hovedstadens Bygningsentreprise A/S.

  • 1. 1. 1. 1.3.1 Minimumkrav til varmeisolering

    Ved at benytte varmetabsrammen i BR08, kap. 7.3.3 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) har man mulighed for at "omfordele" noget af varmetabet. Derved kan nogle bygningsdele udføres med en højere U-værdi (mindre isolering) end de ovennævnte krav, mod at andre bygningsdele udføres med en lavere U-værdi. Dog er der – uanset hvordan man vælger at opfylde varmetabsrammen – mindstekrav til varmeisoleringen af de enkelte bygningsdele (U-værdier), som skal være overholdt, jf. tabel 2.

    Tabel 2. Minimumkrav til varmeisolering, BR08, kap. 7.5 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009).

    Bygningsdel	U-værdi [W/m2k]	Min. isoleringstykkelse1
    Tagkonstruktion	0,25	150 mm
    Ydervæg	0,40	100 mm
    Vinduer, herunder tagvinduer og ovenlys	2,00
    Skillevæg mod uopvarmet loft- eller trapperum	0,50	75 mm
    	Linjetab2 [W/m K]
    Samling mellem tagkonstruktion og vinduer eller ovenlys	0,20

    1) De angivne isoleringstykkelser forudsætter isoleringsmateriale med en lambdaværdi på 0,037 W/(m K).
    2) Af DS 418, kap. 6.12 (Dansk Standard, 2005a) fremgår, hvordan kravet til linjetab omkring vindue/ovenlys kan håndteres.

  • 1. 1. 1. 1.3.2 Efterisolering

    Ved etablering af tagboliger på et eksisterende loft vil der normalt være behov for at efterisolere taget. Samtidig kan det være nødvendigt at hæve tagkonstruktionen for at overholde kravet til lofthøjde. Lokalplanbestemmelser kan forhindre, at taget hæves tilstrækkeligt til, at der er plads til 250 mm isolering i konstruktionen, jf. kravet i tabel 1. I Københavns Kommune er det således normal anvendt praksis, at tillade, at taget hæves med 600 mm. I de tilfælde, hvor der mangler plads i højden til den ekstra isolering, kan varmetabsrammen anvendes. Det er en forudsætning, at der kompenseres for den manglende tagisolering andetsteds i klimaskærmen.

    Det anbefales at fjerne tagdækningen i forbindelse med etablering af tagboliger. Derved lettes arbejdet med at efterisolere og montere undertaget. Efterisolering på indersiden af spærene i større stil forhindres ofte af kravet til lofthøjde.

    BR08, kap. 7.3.3, stk. 1 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) rummer en bestemmelse om, at det tidligere varmetab gennem den dækkede del af den eksisterende bygning kan medregnes i varmetabsrammen, hvilket for en tagetage vil være det gamle tag eller loft. EBST har oplyst, at denne bestemmelse ikke kan benyttes i forbindelse med tagboliger. Dette forventes præciseret i et kommende tillæg til BR08.

  • 1. 1. 1. 1.3.3 Varmeisolering ved større renoveringsopgaver

    Ofte kombineres etablering af tagboliger med en større renovering af bygningen. I så fald kan man blive omfattet af den regel i bygningsreglementet, der gælder, hvis renoveringen omfatter mere end 25 % af klimaskærmen, eller hvis omkostningerne udgør mere end 25 % af seneste offentlige ejendomsvurdering med fradrag af grundværdien. I så fald skal der samtidig med ombygningsarbejdet ske en opgradering af de dele af klimaskærmen eller installationerne, som ikke berøres af ombygningen, forudsat at det er rentabelt, se BR08, kap. 7.4.2, stk. 1-2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelserne, såfremt arkitektoniske eller byggetekniske forhold kan begrunde dette.

    Man kan også vælge at benytte energirammebestemmelserne i BR08, kap. 7.2 til at dimensionere energiforbruget efter. Det giver mulighed for et større varmetab gennem klimaskærmen end kap. 7.3 muliggør, forudsat at man kan hente det ind ved besparelser på energiforbrug i øvrigt. Samtidig skal man være opmærksom på, at kravet om lufttæthed i så fald skal opfyldes, se BR08, kap. 7.2.1, stk. 4.

  • 1. 1. 1. 1.3.4 Varmeisolering og brand

    Såfremt der anvendes isoleringsmaterialer, der ikke kan klassificeres som A2-s1,d0 [Ubrændbart], stilles der supplerende brandkrav til konstruktionen. Se Eksempelsamling om brandsikring af byggeri, kap. 3.2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006).

• 1. 1. 1.4 Dampspærre

  En korrekt udført dampspærre skal forhindre, at den varme og fugtige rumluft trænger ud i konstruktionen. Her vil den i kolde perioder kondensere, med fare for angreb af råd og svamp. En ventileret tagkonstruktion kan ikke opveje en utæt dampspærre. Det kan anbefales at etablere et tæthedsplan som beskrevet i SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007), men der er ikke krav om lufttæthed ved etablering af tagboliger, med mindre man vælger at benytte energirammebestemmelserne i BR08, kap. 7.2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) til at dimensionere efter, som beskrevet i afsnit 1.3, Varmeisolering.

  

  Figur 9. Dampspærre under montering. Foto: Hovedstadens Bygningsentreprise A/S.

  I to BYG-ERFA blade (39) 08 06 30 (Brandt et al., 2008) og (27) 07 06 29 (Brandt, Hjorslev Hansen, Christensen & Bunch-Nielsen, 2007) beskrives forskellige typer dampspærrer og deres egenskaber, samt hvad der skal tages hensyn til ved projektering og udførelse af almindeligt anvendte dampspærrer. De fleste fugtproblemer i forbindelse med en dampspærre skyldes enten, at den er anbragt forkert, eller at den ikke er lufttæt. Især volder udførelsen af samlinger, tilslutninger og gennemføringer problemer, se figur 10. Skader opstår ofte under eller umiddelbart efter opsætning af dampspærren, fx når kabler og ledninger skal monteres og samles.

  Tagboliger adskiller sig ikke fra boliger generelt på dette punkt, men pga. den termiske opdrift er det særlig vigtigt, at dampspærren i taget er tæt. Ved at montere dampspærren så tidligt som muligt, undgås problemer med fugtophobning i tagkonstruktionen pga. byggefugt. Se fx BYG-ERFA blad (42) 00 05 12 (Ditlev, Bunch-Nielsen & Christensen, 2000).

  

  Figur 10. Dampspærre ved gennemføring. Foto: www.godetage.dk.

  

  Figur 11. Utæt og forkert udført dampspærre. Foto: BvB.

  • 1. 1. 1. 1.4.1 Materialeegenskaber

    En dampspærre skal kunne tåle håndtering på byggepladsen og skal monteres korrekt. Det er vigtigt at skabe tilstrækkelig tæthed ved samlinger, gennemføringer etc. Derfor skal man være særlig omhyggelig med både at projektere og udføre arbejdet. Det er vigtigere at opnå lufttæthed i en tagkonstruktion end at benytte en dampspærre med en meget høj vanddampmodstand. I lette konstruktioner kan man med fordel lade dampspærren fungere som tæthedsplan, uanset om kravet om lufttæthed skal overholdes eller ej. Se nærmere i SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007).

    Som tommelfingerregel bør dampspærren være mindst 10 gange så tæt som den samlede tæthed af lagene længere ude i konstruktionen frem til en eventuel ventilationsspalte. I praksis sikres det ved, at dampdiffusionsmodstanden (Z-værdien) af dampspærren har en værdi på mindst 50 GPa s m²/kg. Traditionelt har et intakt og dermed lufttæt pudset loft været opfattet som værende tilstrækkelig tæt i velventilerede tagkonstruktioner. Men med vore dages krav til isolering kan man ikke længere antage, at fugt, der trænger gennem pudsen, kan fjernes ved overskudsvarme og naturlig ventilation. Derfor skal der også ved renovering anvendes en dampspærre.

    Fugtadaptive dampspærrer er betegnelsen for specialfolier, hvor diffusionsmodstanden afhænger af omgivelsernes relative luftfugtighed, RF. De aktuelt markedsførte produkter har en forholdsvis høj diffusionsmodstand ved lav RF, hvor de fungerer som egentlige dampspærrer. Ved høj RF har de en forholdsvis lav diffusionsmodstand, dvs. at de ikke længere fungerer som dampspærrer, men derimod tillader fugt at passere. Se mere i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2009) og BYG-ERFA blad (27) 05 12 29 (Bunch-Nielsen & Christensen, 2005).

    Fugtadaptive dampspærrer kan i nogle sammenhænge bidrage til at fjerne fugt fra konstruktioner. Anvendt i tagelementer kan de fx om sommeren tillade passage af fugt, som af solen er drevet ned på oversiden af dampspærren. Årsagen er, at dampspærren kommer til at ligge i fugtige omgivelser, så diffusionsmodstanden reduceres, hvorved fugten kan trænge gennem tagelementets bund.

    Fugtadaptive dampspærrer kan ifølge sagens natur generelt ikke anvendes til at spærre for byggefugt. Bemærk, at alle produkter har begrænsede anvendelsesområder og brugsbetingelser, hvilket skal være specificeret og udtrykkeligt oplyst af det pågældende produkts leverandør.

  • 1. 1. 1. 1.4.2 Placering i konstruktionen

    Dampspærren skal af fugttekniske grunde placeres på den varme side af isoleringen, så tæt som muligt på de opvarmede rum. Erfaringsmæssigt er den mest sikre placering lidt inde i isoleringen – regnet fra indersiden. Her er den bedre beskyttet mod beskadigelse, fx forårsaget af montering af elinstallationer.

    Omvendt er det vigtigt, at dampspærren højst anbringes 1/3 inde i isoleringslaget regnet fra den varme side for at undgå kondensdannelse i isoleringslaget, se figur 12.

    

    Figur 12. Dampspærren placeres maksimalt 1/3 inde i isoleringslaget regnet fra den varme side. Dampspærren er på figuren markeret med stiplet, fed linje. Foto: www.godetage.dk.

    Afhængig af hvilke materialer der benyttes, er der behov for at fjerne byggefugt. For at sikre, at byggefugten ikke beskadiger tagkonstruktionen, skal dampspærren monteres så tidligt som muligt i processen. Først herefter iværksættes brug af affugtningsudstyr eller varme, kombineret med udluftning.

    Hvis den eksisterende konstruktion allerede indeholder en dampspærre, skal den kontrolleres, og eventuelle utætheder skal udbedres. Samlinger og gennemføringer kan være vanskelige at kontrollere, og i tvivlstilfælde bør man etablere en ny dampspærre for at være helt sikker.

• 1. 1. 1.5 Inddækninger

  Inddækninger skal sikre, at vand ledes korrekt ned ad taget til tagrenden, i stedet for at trænge ind i tagkonstruktionen. Inddækninger benyttes de steder, hvor tagfladen gennembrydes af skorstene, kviste, ovenlys, m.m. En brandkam skal udføres med inddækning for at sikre muren mod ophobning af fugt. Man benytter også inddækninger ved overgangen mellem to taghældninger på et mansardtag og et københavnertag (Om tagformer: Se fx SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger (Hansen & Andersen, 2009)). Desuden benyttes inddækninger af fodblik i forbindelse med tagrender, fx som vist i figur 13.

  

  Figur 13. Tagfod med udhæng. Kilde: TOR-anvisning 26 (Tagpapbranchens Oplysningsråd, 2003).

  Til nybyggeri samt de fleste renoveringsarbejder skal anvendes inddækninger af zink eller aluminium som anvist i By og Byg Anvisning 201, Blyfri taginddækninger (Nicolajsen, 2002) og BYG-ERFA blad (37) 06 04 06 (Nicolajsen, Wielandt & Heron, 2006). Inddækninger af bly må af miljømæssige årsager kun anvendes i forbindelse med renoveringsarbejder udført på fredede eller bevaringsværdige ejendomme samt kirkebygninger af kulturhistorisk betydning (Bekendtgørelse nr. 1082, 2007).

  Inddækninger mellem mur og tag udføres ofte som metalinddækninger med et indskud og løskanter. Hvor et skråtag møder en lodret begrænsning, fx en brandkam, kan inddækningen udføres som vist i figur 14 eller som en siderende eller skjult inddækning som vist i figur 15. Erfaringen viser, at inddækninger med aftrappede løskanter har færre utætheder end lige inddækninger, som beskrevet i BYG-ERFA blad (37) 98 12 04 (Ladegård Hansen, 1998). Ved et tegltag kan man alternativt udføre en forskelling mellem tagsten og mur som beskrevet i Tegl 36 (Murerfagets Oplysningsråd, 2005) og vist i figur 16. Inddækning ved tag med tagpap kan udføres som vist i figur 17.

  

  Figur 14. Inddækning af tagflade ved tilslutning mod mur. Samlingen skal udføres med trekantliste, så bevægelse mellem tag og mur kan optages. Undertaget føres op ad mur og er fastholdt bag inddækning af zink og løskant. Kilde: TOR-anvisning 26 (Tagpapbranchens Oplysningsråd, 2003).

  

  Figur 15. Inddækning af skrå sammenskæring mellem tegltag og mur. Inddækningen er udført som siderende. Mod mur er siderenden inddækket med en løskant udført som en gennemgående skinne i en udfræset rille, der følger tagets hældning. Undertag og kant af siderende er ført op under løskanten. Fugen er tætnet med elastisk fugemasse. Kilde: By og Byg Anvisning 201, Blyfri taginddækninger (Nicolajsen, 2002).

  

  Figur 16. Skrå inddækning mellem mur og tagflade med forskelling. Der udspares mindst ¼ sten ind i muren. Undertaget føres ind i falsen og klæbes fast. Der lægges et lag af fx vådt papir oven på tagstenene, før forskellingen udføres. Herved kan der ske bevægelse mellem tagsten og mur. Kilde: (Murerfagets Oplysningsråd, 2005).

  

  Figur 17. Inddækning af murkrone med højde mindre end 0,6 m. Tagpaptag. Kilde: TOR-anvisning 22 (Tagpapbranchens Oplysningsråd, 2001).

  Inddækninger i form af taghætter og lign. udføres af det aktuelle tagdækningsmateriale eller af vejrbestandig plast. Inddækninger i forbindelse med kviste, ovenlys og skorstene er beskrevet i afsnit 1.6, Kviste, afsnit 1.7, Ovenlysvinduer og afsnit 1.8, Skorstene, skotrender og små gennemføringer. Se også afsnit 1.0.2, Gennembrydninger af taget.

• 1. 1. 1.6 Kviste

  

  I ældre bygninger står man tit i den situation, at lofthøjden i tagetagen er lille, og at det ikke er muligt eller ønskeligt at ændre tagformen. For at kunne etablere tagboliger vil påbygning af kviste da være den eneste måde at skabe ekstra plads under taget og samtidig give forbedrede lysforhold. Kviste foretrækkes ofte frem for ovenlys af arkitektoniske grunde, se fx figur 20, ligesom udsynsforholdene bliver bedre. Kviste findes i en hel række forskellige typer tilpasset de forskellige tagformer.

  

  Figur 18. Eksempel på løsning med kviste placeret direkte over vinduerne i de underliggende etager. Kvistene er udformet, så de matcher hele gadens udtryk. Ny Østergade, København. Foto: Attic Group.

  Det kræver stor omhu at udføre kviste og deres sammenbygning med det eksisterende tag korrekt, så der ikke trænger fugt ind i kvisten eller den eksisterende tagkonstruktion. Det er vigtigt med god afvanding af kviste, da de udsættes for stor vandbelastning fra den ovenliggende tagflade. Skotrender og inddækninger omkring kviste skal derfor også udføres omhyggeligt, se figur 19.

  

  Figur 19. Eksempel på en kvist med forsænket siderende. Flunken har ventileret bræddeunderlag med zinkbeklædning. Kvistfronten er af krydsfiner med strukturmåtte og påmonteret zinkbeklædning. Foto: Arkitektfirmaet Stig Trøst.

  Det har også stor betydning, hvilket materiale der benyttes som underlag for beklædningen på kvisten eller som underlag for kvisttagets undertag. Undertagets sammenstød med kvisttaget er en vanskelig detalje, og det er bl.a. derfor vigtigt at vælge et undertag af god kvalitet. Løsninger er fx beskrevet i BYG-ERFA blad (39) 07 10 29 (Brandt et al., 2007) og på www.godetage.dk.

  En bygge- og fugtteknisk tilfredsstillende kvistkonstruktion skal være omhyggeligt projekteret og beskrevet med detaljerede tegninger af fx ventilationsspalter, lufttætte samlinger mellem dampspærrer og detaljer af, hvordan inddækning udføres. Utætheder ses typisk i hjørnet ved flunken i overgangen mellem kvisttag og hovedtag og ved kvistens hjørnestolper ved kvistfront, jf. Kviste skal tegnes (Byggeskadefonden, 2004).

  Som alternativ til kviste kan man i stedet indbygge ovenlysvinduer. Hvilken af de to løsninger, man vælger, afhænger bl.a. af de arkitektoniske krav, lofthøjden, samt behovet for udsyn og dagslys. Valget mellem kviste og ovenlysvinduer i en eksisterende tagflade kan være begrænset af bestemmelser i en lokalplan, idet nogle lokalplaner kræver anvendelse af kviste. I de tilfælde, hvor man frit kan vælge mellem kviste og ovenlysvinduer, bør valget ske ud fra en kombination af de indvendige forhold (dagslys, udsyn) og de udvendige forhold (arkitektur, farver).

  • 1. 1. 1. 1.6.1 Placering og størrelse

    Ved placering af kviste bør der tages hensyn til til bygningens øvrige arkitektur, således at der opnås en vis harmoni udefra. Derudover kan der være behov for at tilpasse sig det øvrige nærmiljø, naboejendomme og lign. Placeringen vælges ofte i en kombination mellem udseende, funktion og konstruktion, fx spærplacering. En fornuftig ståhøjde i kvisten bør være afgørende for kvistens lodrette placering. Kvisten bør være placeret tilpas tæt på tagkanten og med et passende stort vindue, så det kan anvendes som redningsåbning.

  • 1. 1. 1. 1.6.2 Udformning

    Uanset type har kviste det til fælles, at de har et selvstændigt tag samt et eller flere lodrette vinduer. Vinduet er normalt placeret ud mod facaden, men der findes også eksempler på kviste, hvor der tillige er vinduer i kvistens sider (flunker), se fx figur 20. Der findes også altankviste, hvor vinduet er erstattet af en dør, og hvor der er en lille altan indbygget i taget foran kvisten, som fx i figur 21 og figur 22.

    

    Figur 20. Montage af præfabrikeret kvist. Foto: Attic Group.

    

    Figur 21. Eksempel på kviste med udgang til altan i taget, placeret forskudt i forhold til vinduerne i de underliggende etager. Den indbyrdes afstand er afpasset størrelsen på kvistene samt de eksisterende vinduer. Ved at placere kvistene tilbagetrukket bliver der plads til en lille altan foran. Gothersgade, Fredericia. Foto: Attic Group.

    

    Figur 22. Eksempel på en utraditionel udformning af kviste. Med denne udformning er det særlig vigtigt at sikre en tæt samling mellem kvisttag og hovedtag. Foto: BvB.

    En kvist er normalt udført som et træskelet. Flunkerne er typisk beklædt med zink eller et andet plademateriale, men ses også med skifer eller træspån. Kvistens tag kan beklædes med de samme materialer som det eksisterende tag, fx tegl eller tagpap, afhængig af taghældning m.m., eller med et afvigende materiale for at skabe kontrast.

    Kviste kan præfabrikeres eller bygges på stedet. Præfabrikerede kviste, som dominerer markedet i dag, har den fordel, at arbejdet foregår indendørs under kontrollerede forhold. Præfabrikation kræver, at sammenbygningen med det eksisterende tag kan foregå uden vanskelige tilpasninger pga. skæve vinkler og lign. Ligeledes skal man sikre, at dampspærresamlingen mellem kvist og det eksisterende tag kan udføres tæt. Før kvisten opføres eller monteres, skal eventuelle brudte spær udveksles.

    Kommunerne kan udstede retningslinjer ved påbygning af kviste. Århus Kommune har i Vejledning om kviste (Bygningsinspektoratet, 2009a) beskrevet et sæt retningslinjer, der fokuserer på den arkitektoniske udformning og de brandtekniske forhold. Blandt retningslinjerne kan nævnes spørgsmålet om størrelsen på kviste, deres indbyrdes afstand og deres placering i fht. tagkanten.

    I eksempelsamlingen på www.sbi.dk/tagboliger findes en række eksempler på, hvordan kviste kan udformes.

  • 1. 1. 1. 1.6.3 Ventilation af kvist

    Det er vigtigt at sikre en god ventilation af kvistkonstruktionen. Det betyder, at der skal være ventilationsspalte såvel i flunken som i kvisttaget, som vist i figur 23. God ventilation af konstruktionen sikres fx med lufttilgang ved kvistfoden op i flunken – og gerne tilsluttet hovedtagets ventilering. Der skal være en mindst 20 mm ventileret spalte i flunken, mellem beklædning og isolering/vindtæt lag. I kvisttaget skal der være mindst 50 mm hulrum, som ventileres gennem en spalte på mindst 25 mm. Det er også vigtigt med en velfungerende rumventilation for at forhindre, at varm og fugtig indeluft sætter sig på de koldere kvistoverflader.

    

    Figur 23. Eksempel på opbygning og ventilering af kvistkonstruktion. Kilde: BYG-ERFA blad (37) 08 06 26, (Johansen, Bunch-Nielsen, Christensen & Trøst, 2008).

• 1. 1. 1.7 Ovenlysvinduer

  Ovenlysvinduer i skrå eller vandrette tagflader er en effektiv måde at opnå gode dagslysforhold i en tagbolig. Tagvinduer mod syd og vest giver samtidig et stort solindfald, som om vinteren vil medvirke til opvarmning af tagboligen og derved bidrage til energiregnskabet. Om sommeren kan der til gengæld forekomme overtemperaturer, således at en indvendig eller udvendig solafskærmning mod syd og vest er nødvendig. Se mere i afsnit 4.1, Temperaturforhold og 4.2, Dagslys.

  

  Figur 24. Ovenlysvinduer placeret nær kip giver en god fordeling af dagslys i boligen. Foto: Arkitekt Steen Pedersen.

  

  Figur 25. Ovenlys placeret i forbindelse med indskudt etage. Foto: Rönby Studio, (Rønby Pedersen, 2006).

  • 1. 1. 1. 1.7.1 Placering og udformning

    Ovenlysvinduer bør placeres således, at der både skabes gode dagslysforhold og udsyn fra tagboligen samtidig med, at der tages hensyn til den eksisterende bygnings arkitektur. Der bør fx skeles til, hvordan de eksisterende vinduer i facaden er placeret. Omvendt kan ovenlysvinduer bruges til at skabe et nyt udtryk i tagfladen.

    Som alternativ til ovenlysvinduer kan man indbygge kviste. Valget mellem ovenlysvinduer og kviste i en eksisterende tagflade kan være begrænset af bestemmelser i en lokalplan, idet nogle lokalplaner kræver anvendelse af kviste. I de tilfælde, hvor man frit kan vælge mellem kviste og ovenlysvinduer, bør valget ske ud fra en kombination af de indvendige forhold i tagboligen (dagslys, udsyn) og de udvendige forhold (arkitektur, farver). Farven på ovenlysvinduer kan have betydning for, hvor iøjnefaldende de er.

    Ovenlysvinduer kan udføres med eller uden mulighed for at blive åbnet. Et ovenlysvindue uden mulighed for at blive åbnet anvendes ofte i de tilfælde, hvor dele af tagfladen er vandret (københavnertag). I høje tagrum med åbent til kip vil oplukkelige ovenlysvinduer eller ovenlysvinduer med indbyggede udluftningsventiler placeret højt være en hjælp til at undgå overtemperaturer om sommeren.

    En særlig variant er kombinationen af et ovenlysvindue og en altan. Altanen "foldes ud" i forlængelse af selve ovenlysvinduet, se figur 26.

    

    Figur 26. Ovenlysvindue der åbnes og bliver til en tagaltan. Kilde: VELUX A/S.

    Uanset typen af ovenlysvindue skal man være omhyggelig med indbygningen i taget, så overgangen mellem vinduesramme og tag bliver tæt, se figur 27. Samtidig er det vigtigt at bibeholde den nødvendige ventilation mellem et diffusionstæt undertag og isoleringsmaterialet, se figur 28.

    

    Figur 27. Bortledning af vand omkring ovenlys. Kilde: BYG-ERFA blad (27) 97 11 25 (Berthelsen, Brandt, Bunch-Nielsen & Ditlev, 1997b).

    

    Figur 28. Detalje der viser hvordan ventilation sikres ved indbygning af ovenlys. Kilde: SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2009).

    Udformningen af samlingen mellem ovenlysvindue og tag har desuden betydning for størrelsen af det linjetab, man skal medregne, jf. DS 418 kap. 6.12 (Dansk Standard, 2005a).

• 1. 1. 1.8 Skorstene, skotrender og små gennemføringer

  Afsnitsindhold:

  • –1.8.1 Skorstene

  • –1.8.2 Skotrender

  • –1.8.3 Små gennemføringer

  • 1. 1. 1. 1.8.1 Skorstene

    Skorstene er på tilbagetog pga. moderne opvarmningsformer. Mange bygninger hvor det er aktuelt at etablere tagboliger, er dog udstyret med en eller flere skorstene. Det er man nødt til at tage hensyn til, når man i forbindelse med etablering af tagboliger renoverer taget. Specifikt skal man sikre sig, at der ikke kan trænge fugt ind i tagkonstruktionen udefra omkring skorstenen.

    Samtidig stiller bygningsreglementet krav om, at overfladetemperaturen på brændbart materiale skal holdes så lav, at der ikke er fare for antændelse (BR08 kap. 8.1, stk.3). For skorstene er afstanden til brændbart materiale ofte bestemt ved CE-mærkningen eller MK godkendelser. Her er det den angivne afstand til brændbart materiale der skal overholdes. For små ikke CE-mærkede eller MK godkendte stålskorstene og murede skorstene m.m. anfører BR08 kap.8.1, stk.4 krav til afstand til brændbart materiale.

    Bjælker, spær og dampspærre kan normalt anbringes direkte op ad eksisterende murede skorstene uden risiko for brand, hvis skorstenen er udført:

    • –med mindst 228 mm murværkskorstensvanger (dvs. at skorstenen har en tykkelse på mindst 1 sten) eller

    • –som elementskorsten med mindst 108 mm skalmuring omkring skorstenselementet.

    Ved stålskorstene er det ikke muligt at føre dampspærren helt frem til skorstenen pga. den høje overfladetemperatur. SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 8.1 Generelt (Stang, 2009), stk. 3, anviser et eksempel på, hvordan dette løses.

    

    Figur 29. Skotrende bag skorsten. Skotrenden opbygges, så den får fald fra midten af skorstenen og ud mod siderne. Kilde: TOR-anvisning 26 (Tagpapbranchens Oplysningsråd, 2003).

    

    Figur 30. Inddækning omkring skorsten. Foto: SBi.

    

    Figur 31. Inddækning omkring skorsten med aftrappede løskanter, der er udført med vandnæse forneden. Kilde: BYG-ERFA blad (37) 98 12 04 (Ladegård Hansen, 1998.)

    I øvrigt gælder de regler for skorstene, som er beskrevet i BR08 og tilhørende anvisninger. Det betyder bl.a. at man skal sikre, at tagets brandmodstandsevne ikke svækkes pga. skorstenen. Udover afstanden fra skorstenen til brændbart materiale stiller det krav til de materialer, skorstenen er udført af, skorstenens isolering, samt spærenes dimensioner og lign.

    Desuden skal man sikre:

    • –at skorstenen har tilstrækkelig højde til at opnå tilstrækkelig træk og til at sikre, at røgen hurtigt spredes.

    • –at skorstenen har et lysningsareal, der passer til røgmængden.

    • –at skorstensfejeren har adgang til skorstenen.

    Det er også vigtigt at forhindre, at skorstenen kan fungere uden at være til gene for beboerne i den nye tagbolig, fx i form af sodudtrækninger og lign. på den øverste del af skorstenen, forhold som man måske ikke har været så meget opmærksom på, da loftet var uudnyttet.

  • 1. 1. 1. 1.8.2 Skotrender

    Skotrender skal sikre, at vand ledes korrekt til tagrende fra indadgående hjørner på tagflader, fx hvor kvist møder tagflade. Skotrender skal udføres forsænket i plan med oversiden af spær, så regnvand på undertaget kan ledes uhindret til skotrenden. Er skotrenden placeret oven på taglægterne – som det ofte ses – kan regnvand på undertaget ikke ledes til skotrenden.

    

    Figur 32. Skotrende. Foto: www.godetage.dk.

    Skotrenden udføres af et zink- eller aluminiumsprofil, der er mindst 400 mm bredt i hver side af renden, se fx (Brandt, 2007) og www.godetage.dk. Skotrendens nødvendige bredde vurderes i hvert enkelt tilfælde og afhænger af tagfladernes størrelse og hældning. Jo større tagflader, jo bredere skotrende – og jo lavere taghældning, jo bredere skotrende.

    Figur 33 og figur 34 viser, hvordan en skotrende kan udføres med tegl og fast undertag. Lignende eksempler for andre tagtyper og typer af undertage findes på www.godetage.dk, hvor man også kan se en 3D-model af en skotrende.

    

    Figur 33. Undertag ved skotrende. Foto: Hovedstadens Bygningsentreprise.

    

    Figur 34. Snit i skotrende, vinkelret på tagflade. Udsnit af detaljetegning fra www.godetage.dk.

  • 1. 1. 1. 1.8.3 Små gennemføringer

    Små gennemføringer omfatter aftræk for ventilationskanaler og lign. Ved etablering af små gennemføringer er det afgørende, at der er tæt kontakt mellem gennemføring og henholdsvis tagdækning, undertag og dampspærre for at undgå, at der trænger fugt ind i tagkonstruktionen og for at sikre, at gennemføringen er forsvarligt fastholdt. Gennemføringen skal udføres med flange eller krave, så vand fra tagfladen ledes uden om gennemføringen. Med mindre der i forvejen benyttes fast undertag, skal undertaget have et fast underlag, fx af 18 mm tagkrydsfiner, jf. BYG-ERFA blad (27) 97 11 25 (Berthelsen et al., 1997b). Dampspærren skal ligeledes have et fast underlag i området omkring gennemføringen, fx i form af 15 mm krydsfinerplade, jf. BYG-ERFA blad (39) 08 06 30 (Brandt et al., 2008). Tilslutningen skal udføres lufttæt. Det faste underlag skal have en udstrækning, der er tilstrækkelig stor til, at samlingen kan udføres korrekt, se fx BYG-ERFA blad (27) 97 11 25 (Berthelsen et al., 1997b).

    

    Figur 35. Rørgennemføring. Hvor grat, kel, skorsten etc. blokerer den normale ventilation mellem tagfod og kip, skal der sørges for ventilation af taget på anden vis, fx ved anvendelse af ventilationsstudse (evt. kombineret med tudsten) eller "fisk". Gennemføringen udføres med fast underlag for tilslutning af undertaget. Den viste modfaldskile leder vandet uden om gennemføringen og reducerer dermed vandbelastningen på denne. Inddækningen omkring gennemføringen skal være mindst 100 mm. Kilde: SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2009).

    

    Figur 36. Gennemføring i tilgængeligt banevareundertag med gennemføringskrave, set indefra. Foto: www.godetage.dk.

    

    Figur 37. Gennemføring af ventilationskanal. Kilde: BYG-ERFA (Brandt et al., 2008).

    Den del af aftrækskanalerne, som strækker sig op over tagfladen, skal være kondensisoleret. Se fx BYG-ERFA blad (37) 97 12 15 (Ditlev, Helbo Andersen, & Bunch-Nielsen, 1997) for en beskrivelse af, hvordan kondensproblemer i eksisterende aftrækshætter afhjælpes.

    Selve inddækningen af gennemføringen i form af taghætter og lign. udføres af det aktuelle tagdækningsmateriale eller af vejrbestandig plast.

• 1. 1. 1.9 Lodrette facader

  

  Afhængig af tagetagens udformning kan etableringen af tagboliger betyde, at der skal ske ændringer i facaden. Man skal under alle omstændigheder interessere sig for, hvordan tag og facade sammenbygges. Hvis projektet omfatter en decideret facaderenovering med eller uden udskiftning af vinduer, eller hvis man fx vælger en ensidig taghældning, vil det også være nødvendigt at interessere sig for facaden som sådan.

  Sammenbygning af tag og facade

  En ændret sammenbygning af facade og tag kombineret med en forhøjelse af facaden kan være nødvendig ved etablering af tagboliger. Enten fordi man vælger at ændre tagformen og dermed tagkonstruktionen, eller fordi man vil opnå tilstrækkelig etagehøjde. Valget står mellem at fortsætte den eksisterende facade eller lade den nye facade få et andet udseende for at understrege, at der er tale om en ny etage.

  Endelig skal man naturligvis tage stilling til, hvordan de lodrette facader skal udformes og sammenbygges med taget i de tilfælde, hvor tagboliger etableres ved at føje en ekstra etage på bygningen, fx som vist i figur 38. Eksempler på sådanne byggerier, hvor der er sket ændringer i facaden, findes i eksempelsamlingen på www.sbi.dk/tagboliger.

  

  Figur 38. Ny etage på eksisterende byggeri med fladt tag. Elmelyparken, Solrød. Foto: Enemærke & Petersen A/S.

  

  Figur 39. Tagboliger på fladt tag th. Elmelyparken, Solrød. Til venstre ses situationen før påbygningen. Foto: VELUX A/S.

  

  Figur 40. Lodret snit i tagfod. Varm skunk, Københavnertag. Udsnit af detaljetegning fra: www.godetage.dk/.

  Tung eller let facade

  Valget mellem en tung og en let facade vil ofte falde ud til den lettes fordel, selv om den eksisterende bygning som regel har en tung facade. Det skyldes, at det kan være nødvendigt at begrænse den ekstra last fra den nye/ombyggede etage mest muligt af hensyn til bygningens bæreevne eller jordbundsforholdene. Ved at anvende lette facader vil der ofte også være større valgfrihed mht. om facaden placeres direkte over den eksisterende facade eller rykkes tilbage i forhold til denne.

  Præfabrikerede facadeelementer

  I det omfang der findes egnede præfabrikerede facadeelementer med eller uden monterede vinduer, kan det være en fordel at benytte disse for at minimere den tid, der benyttes på byggepladsen. Det gælder, uanset om man vælger en let eller en tung facade.

  Facader og brand

  Hvor der udvides med en ny etage oven på et eksisterende fladt tag, skal man sikre sig, at ydervæggen lever op til gældende overfladekrav. Se DBI Vejledning 30 (Dansk Brandteknisk Institut, 2000). Bemærk, at den måde, som flunker på kviste opbygges på, normalt ikke kan anvendes til at opbygge en udvendig beklædning på en ydervæg.

Tagboliger kan indrettes i en ny tagetage, der bygges oven på en eksisterende ejendom, eller i et eksisterende loftrum, der har været uudnyttet eller benyttet til fx pulterrum eller tørrerum. I alle tilfælde vil etagedæk og tag blive berørt ved indretning af de nye tagboliger. Skillevægge mellem de nye tagboliger kan enten være nye vægge eller baseres på eksisterende vægge. Valg af nye konstruktioner og konstruktionsændringer afhænger i høj grad af bygningstypen, og det er hensigtsmæssigt som i SBi-anvisning 221, Efterisolering af etageboliger (Munch-Andersen, 2008) at skelne mellem følgende tre hovedgrupper af bygningstyper:

• –Ældre muret byggeri fra ca. 1850 til ca.1930. Ydervægge og hovedskillevægge, dvs. bærende skillevægge på langs af facaden, er murede. Etagedæk er træbjælkelag med indskud, pudsede lofter og bræddegulve. Taget er som oftest udført som sadeltag med tagdækning af tegl eller skifer, eller som københavnertag. Københavnertagets skrå flader er normalt dækket med tegl eller skifer, mens den vandrette del er dækket med zink eller tagpap.

• Nyere muret byggeri fra ca. 1930 til ca.1960. Ydervægge og hovedskillevægge er murede. Etagedæk er typisk enten træbjælkelag som i ældre muret byggeri eller betondæk støbt på stedet, men der findes også dæk med stålbjælker og præfabrikerede elementer af tegl og beton. Taget er typisk udført som sadeltag med tagdækning af tegl eller eternit.

• Betonelementbyggeri fra ca. 1960. Denne type byggeri er karakteriseret ved bærende og afstivende tværvægge og etagedæk af betonelementer samt ydervægge af betonsandwichelementer. Typisk udformet med fladt tag.

Etablering af tagboliger sker oftest i ældre muret byggeri. En udførlig beskrivelse af de byggetekniske forhold i ældre muret byggeri findes i SBi-rapport 142 (Engelmark, 1983). De byggetekniske forhold for alle tre bygningstyper er beskrevet i SBi-anvisning 221 (Munch-Andersen, 2008). De ovenfor nævnte tagformer er kort beskrevet i SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger, 4 Tagformer (Hansen & Andersen, 2009).

Etablering af en tagbolig i en eksisterende bygning betragtes i henhold til bygningsreglementet som en ændret anvendelse eller som en tilbygning, se BR08, kap. 7.4.1, stk. 1 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009), og derfor skal det gældende bygningsreglement følges. Det er ikke mindst nødvendigt at forholde sig til de brand-, lyd-, energi- og ventilationsmæssige forhold og foretage de nødvendige ombygninger af etageadskillelsen mellem loftrum og underliggende boliger. Man skal også være opmærksom på, hvordan etageadskillelsen udformes, hvis den danner underlag for en tagterrasse.

Gældende last-, sikkerheds- og konstruktionsnormer skal benyttes i relation til statik og stabilitet. Overordnet set skal bygningens bæreevne og stabilitet vurderes, ligesom det er nødvendigt at vurdere, i hvor høj grad den eksisterende tagkonstruktion (spærkonstruktion) kan genbruges, eventuelt ved forstærkning, eller om der af konstruktive eller pladsmæssige grunde skal opføres en helt ny tagkonstruktion. Et grundigt kendskab til den eksisterende konstruktions statik er centralt i den forbindelse, opnået ved de tekniske forundersøgelser, se SBi-anvisning 225 (Hansen & Andersen, 2009). Man skal også være opmærksom på den funktion, vægge på tagetagen kan have stabilitetsmæssigt.

• 1. 1. 2.1 Bygningens bæreevne

  

  En tilføjelse af en ekstra etage på en bygning eller en ombygning af en eksisterende loftetage til boligformål giver en ændret belastning på den eksisterende bygnings konstruktioner. Det skal derfor som led i de tekniske forundersøgelser afklares, om bygningen har den nødvendige bæreevne. Ligeledes skal det ved etablering af elevatorer sikres, at den nødvendige forankring af elevatorkonstruktionen til bygningen kan udføres, uanset om elevatoren placeres i eller uden på bygningen.

  • 1. 1. 1. 2.1.1 Ændrede laster

    Etablering af en tagbolig på en eksisterende bygning fører til forøgelse af den samlede lodrette last på bygningen. Erfaringsmæssigt kan denne forøgelse være et problem for væggene i de nederste etager i bygninger på 4 etager og derover, hvis der er tale om bærende hovedskillevægge af bindingsværk med udmuring.

    Lasten fra en tagbolig kan også have betydning for væggene umiddelbart under tagboligen og for etageadskillelsen under tagboligen. I tabel 3 er angivet den nyttelast, der ifølge lastnormen skal regnes med på øverste etageadskillelse, når udnyttelsen af loftet ændres.

    Tabel 3. Nyttelast på øverste etageadskillelse som funktion af udnyttelsen.

    	Jævnt fordelt nyttelast [kN/m2]
    Utilgængeligt loft	0,5
    Loftrum	1,0
    Bolig	2,0
    Kontor, let erhverv	3,0

    Værdierne for nyttelast er hentet fra Lastnormen DS 410 fra 1982 (Dansk Ingeniørforening, 1982b) og er baseret på partialkoefficientmetoden. Denne metode har været anvendt for murværk siden normen fra 1969 (Dansk Ingeniørforening, 1969), se fx SBi-rapport 223 (Knutsson, 1992), dog ændret med indførelse af sikkerhedsnormen DS 409 i 1982 (Dansk Ingeniørforening, 1982a). For beton har metoden været anvendt siden normen fra 1973 (Dansk Ingeniørforening, 1973). For bygninger opført tidligere, hvor beregninger var baseret på tilladelige spændinger, kan man regne med samme værdier. Værdierne i murværks- og betonnormer baseret på partialkoefficienter giver stort set samme sikkerhed som de ældre normer og byggelove. Forholdene er ikke ændret afgørende efter overgangen til Eurocodes (Dansk Standard, 2007c). Ganske vist kan man for boliger anvende 1,5 kN/m² som nyttelast, men den tilhørende partialkoefficient er forhøjet.

    Som udgangspunkt skal de gældende normer følges, uanset bygningens alder, men ved mindre indgreb i bygningen er der mulighed for at få dispensation, så man i stedet kan benytte de regler, der var gældende på opførelsestidspunktet. Man bør derfor i god tid tage kontakt til byggesagsmyndighederne for at få en afklaring på dette punkt.

    Hvis etablering af tagboligen også betyder, at tagets udformning ændres, kan dette ændre belastningen yderligere. Fx medfører et tungt tag i form af teglsten en øgning af egenlasten på ca. 0,3 kN/m² i forhold til et let tag. Udskiftning af et fladt tag med et tag med hældning medfører samtidig, at vindlasten på bygningen forøges, men dette vil normalt ikke være et problem for bygningens stabilitet.

  • 1. 1. 1. 2.1.2 Murede bygninger

    Ved etablering af tagboliger i murede bygninger er det vigtigt at vide, om de bærende og afstivende vægge udgøres af bindingsværk med udmuring, af massivt murværk, af hule mure med faste bindere (stenbindere) eller af hule mure med trådbindere.

    Massive vægge og hule mure med faste bindere vil normalt have så høj bæreevne, at de problemfrit kan klare en øget last fra en tagbolig. Hule mure med trådbindere kræver en nærmere undersøgelse. Det samme gælder i de tilfælde, hvor bærende og afstivende vægge er af bindingsværk med udmuring, da de fx kan være angrebet af råd.

    Ud fra bygningens opførelsestidspunkt og den på dette tidspunkt gældende bygningslov kan man afgøre, hvilken type bærende og afstivende vægge man kan forvente. Kommunens bygningsarkiv vil i mange tilfælde kunne være til hjælp, når man skal fastslå vægtypen nærmere. Dog vil man ikke kunne se på tegningerne, om der er bindere i væggen. I tabel 4 er krav og regler til murudformningen angivet som funktion af opførelsestidspunktet for ydermures vedkommende.

    Tabel 4. Forventet udformning af ydermure afhængig af opførelsestidspunktet.

    Før 1795	Bindingsværk med udmuring Massive vægge
    1795-1856	Grundmurede massive vægge
    1856-1939	Grundmurede massive vægge med 1-11/2 sten vægtykkelse
    1939-1961	Hule mure med stenbindere Hule mure med varmforzinkede trådbindere 5 mm i diameter i øverste etage
    1961-1969	Hule mure med varmforzinkede trådbindere 4 mm i diameter
    1969-1984	Hule mure med varmforzinkede trådbindere 4 mm i diameter i byggeri med højst to etager Hule mure med korrosionsfaste bindere i byggeri med mindst tre etager
    1984-	Hule mure med korrosionsfaste bindere

    Som omtalt er hule mure med trådbindere kritiske med hensyn til at kunne bære en forøget lodret last. Som det fremgår af tabel 4, kan man forvente, at der optræder hule mure med trådbindere i bygninger opført efter 1939. Man kan imidlertid ikke være helt sikker på, at der ikke optræder hule mure med trådbindere i byggeri opført før 1939, da der kan være givet dispensation, jf. BYG-ERFA blad (21) 04 12 31 (Hansen, 2004) samt SBi-anvisning 211, Korroderede trådbindere i murværk (Hansen & Egholm, 2005).

    Hvis en ydermur udelukkende har løbere i alle skifter, er det et sikkert tegn på, at der er tale om en hul mur eller en skalmur med trådbindere. Muren kan også være hul, selv om den indeholder kopper, da de kan være enden af halve sten. En frihugning af en sten ved siden af en kop kan afgøre, om kopstenen er enden af en hel eller en halv sten. Drejer det sig om en bygning opført før 1984, kan der være anvendt varmforzinkede trådbindere, og disse bør udskiftes med korrosionsfaste bindere, inden der etableres en tagbolig. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at udsave prøveemner af murværket for at få bestemt trykstyrken. Gammelt murværk, dvs. murværk muret med kalkmørtel 100/1200, accepteres normalt at have en regningsmæssig trykstyrke på 1,2 MPa.

    Bærende vægge af bindingsværk

    Etablering af tagboliger vil øge belastningen på indvendige, bærende skillevægge. Frem til ca. år 1890 kunne sådanne vægge være udført af bindingsværk udmuret med teglsten – også omkring trapperum, jf. SBi-rapport 142 (Engelmark, 1983). Væggene er typisk brandbeskyttet med rør og puds. Murværket er typisk udført som halvstensmur med sten af dårlig kvalitet, og kan normalt ikke regnes for at have en bæreevne af betydning. Ofte vil der i de øverste etager endda være en åben fuge mellem murværket og det ovenfor liggende vandrette tømmer. Der er typisk tale om bygninger med 4-5 etager samt loftetage.

    Normalt vil det ikke være noget problem at flytte et dørhul, hvis man bl.a. sørger for at blænde den eksisterende døråbning, men i mange tilfælde vil det være kritisk eller direkte umuligt at frilægge eller helt at fjerne stolper. Kommunens bygningsarkiv vil også i dette tilfælde være en kilde til information.

    Bindingsværk - frilægning af stolper

    Med frilægning af stolper forstås at udfyldningsmurværk og pudslag fjernes, mens alt bindingsværk bevares, inkl. løsholter og skråbånd. I Københavns Kommune er det normalt anvendt praksis at give tilladelse til at frilægge bindingsværk på loftetagen, se www.kk.dk/Borger/BoligOgByggeri/Byggetilladelse/Konstruktioner.

    I etagen under loftetagen vil det normalt også være muligt, men hvis der er tale om en hovedskillevæg, kræves en ingeniørberegning der viser, at det er forsvarligt. Endnu en etage nede kan man måske få tilladelse til at frilægge bindingsværket i tværskillevæggene, men det forudsætter en ingeniørberegning.

    De frilagte konstruktioner må ikke have en ringere brandmodstandsevne end den oprindelige konstruktion. Derfor skal frilagt bindingsværk som minimum brandbeskyttes med en beklædning i klasse K₁ 10 B-s1,d0 [klasse 1 beklædning], medmindre det ved beregning el.lign. kan påvises, at de frilagte stolper i loftetagen ubeskyttet kan opfylde kravene til klasse REI 60 [bærende og adskillende bygningsdel BD-60].

    Bindingsværk - fjernelse af stolper

    Det er normalt anvendt praksis i Københavns Kommune at give tilladelse til at fjerne stolper i tværskillevægge af bindingsværk i loftetagen. I de øvrige etager kan man evt. fjerne en eller flere stolper i tværskillevægge, forudsat at man udfører en anden bærende konstruktion hen over åbningen. Fx en stålbjælke der er brandsikret mindst som klasse R 60 A2-s1,d0 [bærende, ikke-adskillende bygningsdel BS-60]. Man skal dog være opmærksom på, om de underliggende konstruktioner kan håndtere denne ændring i lastfordelingen. Det er særligt belastningen af den væg eller de stolper, som bjælken hviler af på, der tænkes på.

    Man vil normalt ikke få tilladelse til at fjerne stolper i hovedskillevægge, da det vil give en merbelastning af nabostolper, der forplanter sig til de i forvejen overbelastede stolper i de underliggende etager. Det har nemlig vist sig, at især hovedskillevægge af bindingsværk ofte er underdimensionerede efter nutidens konstruktionsnormer. Undtagelsen er stueetagen, hvor der er mulighed for at stille stålsøjler på kældervæggen, der normalt er grundmuret.

    Et eksempel, hvor man ønsker at fjerne stolper, kunne være: Loftetagen udnyttes ved at udvide underliggende lejligheder, og man ønsker i den forbindelse at fjerne stolper i den oprindelige lejlighed for at sammenlægge rum. Det vil i et vist omfang være muligt, forudsat at der er tale om en tværskillevæg, og at man erstatter stolperne med en bjælke som beskrevet ovenfor.

    Der skal i alle tilfælde, hvor den bærende konstruktion ændres, udarbejdes et ingeniørprojekt, som skal fremsendes sammen med ansøgningen om byggetilladelse.

  • 1. 1. 1. 2.1.3 Betonbygninger

    Der vil normalt ikke være problemer i forbindelse med øget lodret last på bærende og afstivende betonvægge i denne type bygninger, men det skal naturligvis eftervises, at en eventuel forøget lodret last kan optages.

  • 1. 1. 1. 2.1.4 Fundamentets bæreevne

    Uanset antallet af etager i den eksisterende bygning skal funderingsforholdene undersøges til bunds. Fundamentsstørrelser, funderingspæle m.v. skal være fuldt belyst, idet der ellers er risiko for at bygningen synker.

  • 1. 1. 1. 2.1.5 Forankring af elevatorer

    Elevatorkonstruktioner er normalt selvbærende og vil derfor ikke give anledning til konstruktive problemer. For at forankre elevatoren til bygningen vil der dog være behov for visse fysiske indgreb i fx etageadskillelser/reposer eller trappevægge, afhængig af elevatorens placering. Elevatortårne placeret udvendig på bygningen giver særlige udfordringer hvad angår forankring pga. den vindlast, de udsættes for.

    Ligeledes bevirker Arbejdstilsynets krav om personsikkerhed, at der skal etableres henholdsvis såkaldt tophøjde og grube. Se nærmere i afsnit 3.4, Elevator.

• 1. 1. 2.2 Ombygning af eksisterende tagkonstruktion

  

  Ved etablering af tagboliger kan der være arkitektoniske eller andre grunde til helt eller delvis at bevare den eksisterende tagkonstruktion (spærkonstruktion). I så fald skal der tages stilling til, i hvilket omfang man kan genbruge eller udbedre og forstærke spærene, og i hvilket omfang man er nødt til helt at udskifte dem. Det kan dels være begrundet i spærenes og understøtningernes tilstand, dels i en vurdering af, om de kan overføre en eventuel forøget last. Det er nødvendigt at afdække spærkonstruktionen for at kunne tage stilling til dette.

  Indgreb i tagkonstruktionen – generelle forhold

  Foretages der større ændringer i tagkonstruktionen, kan det være nødvendigt at beregne de berørte spær og udvekslingen mellem dem for at eftervise stabiliteten af det nye statiske system. Se afsnit 2.2.7, Udveksling af spær. Hvor omfattende en eftervisning eller redegørelse, man skal udarbejde, vil afhænge af det valgte statiske system. Større modifikationer af taget kan fx være indbygning af kviste, der spænder over tre eller flere spær.

  Særlig i de tilfælde, hvor man i et tag med hanebåndsspær laver større udvekslinger i den ene side og samtidig vælger at frilægge et antal hanebånd, skal man passe på. I sådanne tilfælde er det statiske system ikke symmetrisk, og der er ingen skivevirkning i hanebåndsniveau. Man bør derfor beregne de berørte spær og udvekslingen imellem dem med et beregningsprogram, der kan håndtere beregninger i tre dimensioner, for at få deformationernes indflydelse med ved beregning af snitkræfter.

  Generelt skal man være opmærksom på samlingsdetaljerne ved tagfod, hanebånd og kip og deres tilstand, fx om der er råd i tagfoden, og om samlingen kan fungere korrekt rent statisk. Spærkonstruktionen skal være fastgjort korrekt til etageadskillelsen (træbjælkelaget), så vandrette reaktioner fra spærhovedet kan overføres til bjælkelaget. Træbjælkelaget fungerer i den sammenhæng som en stor skive, der sikrer, at den vandrette resultant af vindlasten på tagkonstruktionen fordeles til de underliggende afstivende vægge. Som udgangspunkt antages det, at forbindelsen fra etageadskillelsen og nedadtil er i orden.

  Ofte vil det være nødvendigt at forstærke samlingen ved tagfod som følge af den øgede last fra spærkonstruktionen. Den øgede egenlast kan skyldes, at der er udført forstærkning af eksisterende spær, at der er monteret gipsplader og en konstruktion til fastholdelse af isoleringsmateriale, ligesom der kan være foretaget udskiftning af tagdækningen.

  Det er vigtigt, at man sætter sig ind i konstruktionens statik for at sikre, at tagkonstruktionen er stabil, også under reparation eller ombygning, og for at kunne vurdere om forstærkninger er nødvendige for at sikre en tilstrækkelig bæreevne. Ved udbedring af eksisterende spær skal det vurderes, om der er behov for forstærkning, opretning eller udskiftning af spær eller dele af spær, herunder indsættelse af hjælpespær.

  • 1. 1. 1. 2.2.1 Tagformens betydning

    Ved etablering af tagboliger i ældre ejendomme er det nødvendigt at understøtte gavltrekanten i tagkonstruktionen svarende til forholdene i moderne ejendomme. I københavnertage, sidebygninger samt asymmetriske tagformer, er tagkonstruktionen ikke stabil i sig selv. I de tilfælde er det nødvendigt også at udnytte gavltrekantens afstivende virkning for at undgå voldsomme dimensioner i tagkonstruktionen. Ligeledes kan det vise sig nødvendigt at forhøje trappevægge for at afstive tagkonstruktionen. Samtidig skal skivevirkningen i selve tagfladen sikres.

    En typisk ombygning af tagkonstruktionen vil omfatte en forhøjelse af tagkonstruktionen mod gården og af gavltrekanten, alternativt en forhøjelse af et antal spærfag uden at gavltrekanten forhøjes. I sjældne tilfælde, da det er vanskeligere at opnå tilladelse, inkluderer ombygningen en forhøjelse mod gaden. Ved større indgreb, fx i form af en ekstra etage mod gården som i eksempel 13 i eksempelsamlingen på www.sbi.dk/tagboliger, er der reelt tale om en ny tagkonstruktion, se afsnit 2.3, Ny tagkonstruktion.

    En forhøjelse af spærfag og gavltrekant vil påvirke tagkonstruktionens stabilitet, hvorfor en udnyttelse af gavltrekantens afstivende virkning er nødvendig. Alternativt må den afstivende virkning sikres ved at indbygge stålrammer i tagkonstruktionen. En sådan løsning kan resultere i ret store reaktioner, som det kan være vanskeligt at aflevere på murkronen. Løsningen kan også begrænse mulighederne for indretning af tagetagen.

    Københavnertagets stabilitet er desuden betinget af tilstedeværelsen af afstivende vægge i tagetagen, jf.SBi-rapport 142 (Engelmark, 1983). Det er derfor nødvendigt at indrette tagboligerne med et vist antal afstivende skillevægge eller anden afstivende konstruktion. Det nødvendige antal afstivende skillevægge afhænger blandt andet af, i hvor høj grad man er i stand til at udnytte skivevirkning i den vandrette tagflade.

    Københavnertage er ofte opført med trempelkonstruktioner, især mod gaden. Man skal være opmærksom på, at der ved rådangreb i trempelens forankring i bjælkelaget kan ske en bevægelse udefter mod gesimsmurværket, som herved kan skubbes ud. Trempelkonstruktioner, der ligger indmuret i gesimser, bør vises særlig opmærksomhed, idet der hyppigt forekommer fugt ved og i tagfoden, hvilket kan forårsage rådskader i tømmeret.

    For bygninger med mansardtag kan brandmæssige hensyn være styrende for, om spidsloftet kan indrettes til selvstændige opholdsrum. Der vil i givet fald være tale om bærende og afstivende etagedæk mellem spidsloft og underliggende etage, der hviler på brandbare konstruktioner. Der er redegjort nærmere for dette i afsnit 2.6.5, Konstruktive forhold – Bygningsdele i bygningens øverste etage.

    Eksempelsamlingen på www.sbi.dk/tagboliger indeholder flere eksempler på projekter, hvor der er sket større eller mindre ændringer af tagformen ved etablering af tagboliger, fx eksempel 13: Jagtvej & Samsøgade, København Ø.

  • 1. 1. 1. 2.2.2 Forstærkning og udskiftning af spærdele

    Ved råd- og svampeangreb i spærkonstruktionen kan det være nødvendigt at forstærke eller udskifte dele af spærene, se fx (Koch & Lund Johansen, 2001). Først skal fugtkilden findes og elimineres, så samme skade ikke opstår igen. Samlingerne mellem nyt og gammelt træ kan udføres med lasker eller bladsamlinger. Samlingerne udføres med gennemgående bolte, bulldogskiver, underlagsskiver og møtrikker.

    Alt nyt træ bør være trykimprægneret i klasse A eller AB iht. Nordisk Træbeskyttelsesråd (NTR) og skal på monteringstidspunktet have en træfugtighed på højst 18 %, jf. NTR Dokument nr.3: 1998 (Nordisk Trebeskyttelsesråd, 1998). Bolte, bulldogskiver, underlagsskiver og møtrikker mv., der bruges til fastgørelsen, skal være udført i varmforzinket eller rustfrit stål, i henhold til Eurocode 5 (Dansk Standard, 2007d). Figur 41 viser, hvordan gammelt træ er samlet med nyt.

    

    Figur 41. Eksisterende spær samlet med nyt træ. Foto: www.godetage.dk.

  • 1. 1. 1. 2.2.3 Hjælpe- og ekstraspær

    Spærafstanden i ældre tage er ofte betydeligt større end spærafstanden i nye tage. Vurderer man, at spærene ikke har tilstrækkelig bæreevne, kan det derfor være nødvendigt at indsætte ekstra spær mellem de eksisterende. TRÆ 51 (Munch-Andersen et al., 2005) beskriver, hvordan man ved hjælp af mellemspær i visse tilfælde kan reducere kravene til lægtedimensionen. Mellemspær samles i kip og fastholdes ved tagfod og muliggør, at lastnormens punktlast kan fordeles over flere lægter. Mellemspær påvirker ikke kravene til lægternes optagelse af vind- og snelast, da disse belastninger er jævnt fordelt, men punktlasten vil normalt være den kritiske.

  • 1. 1. 1. 2.2.4 Opretning af eksisterende spær

    Hvis det ikke er muligt at opnå et plant underlag for tagdækningen, kan en opretning af taget være nødvendig. Det giver samtidig mere plads til efterisolering og ventilation af taget. En opretning kan enten udføres på oversiden af spærene eller på siden af spærene, fx som beskrevet i TRÆ 51 (Munch-Andersen et al., 2005).

    Ved opretning på oversiden af spærene skal man ved valg af fastgørelsesmetode tage hensyn til, at sømmenes forankringslængde i spærene reduceres. Opretning på oversiden af spærene anvendes i København primært på københavnertage. Ved opretning på siden af spærene skal der bruges min. 45 mm brede planker, så det er muligt at montere afstandslister og lægter.

  • 1. 1. 1. 2.2.5 Efterimprægnering af træ

    Ved udbedring af eksisterende spær, bør man efterimprægnere spærene som forebyggelse mod svampe- og insektangreb. Desuden skal eksisterende angreb udbedres. Fejl og mangler i konstruktionen skal altid udbedres før træet efterimprægneres for at minimere chancen for senere angreb.

    Der findes en række forskellige måder at efterimprægnere på (Koch, 2000), (Koch & Lund Johansen, 2001):

    • –Overfladebehandling

    • –Dypning

    • –Borehulsvanding

    • –Trykinjektion

    • –Deponering.

    Spærkonstruktionens tilgængelighed er afgørende for, hvilken metode der er mest egnet. Ved overfladebehandling trænger imprægneringsmidlet kun få millimeter ind i træet. Det kan anbefales at slibe eller skrælle angrebet træ af først. Ved dypning sænkes trædelene helt eller delvis ned i væsken, hvilket normalt ikke vil være relevant ved efterimprægnering af eksisterende spær, med mindre det er muligt at dyppe spærender. Både ved borehulsvanding, trykinjektion og deponering af stænger med borsyre i forborede huller trænger midlet længere ind i træet, men metoderne kræver, at der bores huller i træet, se figur 42. Det kan påvirke bæreevnen af spæret, og det er derfor nødvendigt at en sagkyndig person inddrages for at vurdere om disse metoder til efterimprægnering kan benyttes i det aktuelle tilfælde. Deponeringsmetoden er kun anvendelig til træ med et fugtindhold over fibermætningspunktet (28 vægt %).

    

    Figur 42. Borehulsvanding (tv.), trykinjektion (midte), deponering (th.). Metoderne må ikke anvendes til bærende konstruktioner uden nøje instruktion af en rådgivende ingeniør. Kilde: (Koch & Lund-Johansen, 2001).

  • 1. 1. 1. 2.2.6 Indbygning af nye spær

    Når et antal af de gamle spær udskiftes med nye, skal man sikre sig, at de nye spær passer ind i den eksisterende tagkonstruktion, dvs. at de er udført som de bevarede, evt. forstærkede spær.

    Ved ældre bygninger med gesimser skal man være opmærksom på, at remmen, som spærene ligger af på, på bygningens facade mod gaden som hovedregel er hævet over spærfoden. Derfor er typisk hvert tredje spærfag i en eksisterende tagkonstruktion udført med trempelkonstruktion, som vist på figur 43, for at sikre stabilitet i tværretningen. Trempelkonstruktionen skal sikre, at de vandrette kræfter føres uden om gesimsen og ned i den nederste rem, idet gesimsen ellers vil tage skade. Via trempelkonstruktionen føres kræfterne videre til murværket (lodrette kræfter) og bjælkelaget (vandrette kræfter). Udskiftes et sådant spærfag, skal det derfor erstattes med et spærfag med en tilsvarende opbygning.

    

    Figur 43. Spær sadlet over stolpevæg – hovedspærfag (en såkaldt trempelkonstruktion). Kilde: SBi-rapport 142 (Engelmark, 1983).

    I de tomme spærfag, se figur 44, vil spæret føre kræfterne ned i den lodrette stolpe, der kun kan optage lodrette kræfter. De vandrette kræfter overføres dels via skivevirkningen i spærfaget, dels via den rem som spærene ligger af på, til hovedspærfagene. Hovedspærfag er traditionelt placeret lige over bjælkerne i bjælkelaget, mens placeringen af tomme spærfag i en vis udstrækning er sket ud fra hensyn til tagkviste og andre gennembrydninger af taget. Se SBi-rapport 142 (Engelmark, 1983) for uddybende beskrivelse.

    

    Figur 44. Spær sadlet over stolpevæg – tomt spærfag. Kilde: SBi-rapport 142 (Engelmark, 1983).

  • 1. 1. 1. 2.2.7 Udveksling af spær

    Gennembrydninger i taget skal så vidt muligt placeres, så de går fri af spærene. Dette kan ikke altid lade sig gøre ved større tagvinduer, kviste og altaner indbygget i taget. Ved gennembrydninger, der er placeret, så de ikke passer ind i spærinddelingen, og som højest kræver en normal spærafstand, kan der anbringes et spær på hver side, som illustreret på figur 45. Det forudsætter anvendelse af et ekstra spær.

    De fleste gennembrydninger af taget, der kræver mere plads end en normal spærafstand, kræver kun udveksling af ét spær. Her kan et stykke af spærhovedet skæres bort og de frie ender fastholdes med vekselbjælker til nabospær. De to nabospær skal derved optage 50 % mere belastning end de normale spær. Da hanebåndsspær ofte er betydeligt overdimensionerede, er det ikke altid nødvendigt at forstærke spærene. Man bør dog altid konsultere en sagkyndig person. Se fx TRÆ 52 (Munch-Andersen & Lund Johansen, 2005), hvorfra figur 45 stammer.

    

    Figur 45. Eksempler på udvekslinger. Udveksling af spær (tv), udveksling af bjælker for skorsten (th). Kilde: Træbranchens Oplysningsråd, TRÆ 52 (Munch-Andersen & Lund Johansen, 2005).

    I sadeltage med udveksling i hanebåndsniveau anbefales det at benytte en løsning med udvekslingsbjælker i begge sider af taget for at undgå problemer med store vandrette reaktioner eller store vandrette flytninger i hanebåndsniveau. Vælger man at benytte udvekslingsbjælke i kun den ene side, er man ofte nødt til at kompensere ved at forstærke eksisterende spær eller sikre sig, at tagkonstruktionen er i stand til at overføre kræfter ved skivevirkning i hanebåndsniveau. Frilagte hanebånd kan udgøre et problem i den forbindelse.

    TRÆ 52 (Munch-Andersen & Lund Johansen, 2005) anviser en løsning, hvor spæret understøttes ved hanebåndet med en eller to dragere. En anden løsning, som bl.a. Københavns Kommune ser foreslået i projektmateriale, indeholder et antal stålrammer med momentstive hjørner. Stålrammerne består af en vandret del, der erstatter hanebåndet, en skrå del, der følger taghældningen, og en lodret del svarende til højden af trempelkonstruktionen.

    Københavnertaget

    Ved københavnertage skal man være særlig opmærksom på at sikre, at tagkonstruktionen kan fungere statisk i forbindelse med udveksling af spær. I det eksisterende spær, se figur 46, hælder de to skrå dele af spæret ind mod hinanden, og deres bidrag fra lodret belastning til normalkraft i element BD udligner delvis hinanden. Forskellen i de to skrå deles bidrag fra lodret belastning giver sammen med bidrag fra vindlast på tværs af bygningen en resulterende kraft, , i element BD. H optages af de eksisterende afstivende vægge, som typisk er pulterrumvægge.

    Denne delvise udligningseffekt er ikke mulig i et ved D udvekslet spær, se figur 47, hvilket betyder, at der opstår en større resulterende vandret kraft i den vandrette tagflade BD. Den vandrette reaktion H kan optages af fx en udvekslingsbjælke eller af den vandrette tagflade ved skivevirkning i denne. Fra udvekslingsbjælke eller tagskive skal de vandrette reaktioner fra udvekslede spær overføres til fx afstivende vægge eller anden afstivende konstruktion. Endelig skal de vandrette reaktioner overføres fra afstivende vægge eller anden afstivende konstruktion til bjælkelag (skive).

    

    Figur 46. Statisk model for eksisterende spær.

    

    Figur 47. Statisk model for udvekslet spær.

    Københavns Kommune anviser en række principløsninger, afhængige af tagformen, se www.kk.dk/Borger/BoligOgByggeri/Byggetilladelse/Konstruktioner/Tagkonstruktioner.aspx

• 1. 1. 2.3 Ny tagkonstruktion

  

  En helt ny tagkonstruktion bliver aktuel, hvis det af den ene eller anden grund ikke er muligt eller ønskeligt at genbruge den eksisterende konstruktion. Det er også aktuelt i de tilfælde, hvor der bygges en helt ny etage. Den nye tagkonstruktion kan som udgangspunkt udformes helt frit, forudsat at en eventuel lokalplan ikke sætter begrænsninger.

  Byggeskadefondene oplever relativt ofte eksempler på stabilitetsproblemer i nye tagkonstruktioner opført på bygninger med flade tage i forbindelse med etablering af tagboliger. Det må derfor anbefales, at man er særlig opmærksom på dette forhold.

  Følgende ønsker kan være styrende for udformningen af den nye tagkonstruktion:

  • –Taget skal tilføre bygningen energi vha. solfangere eller lignende.

  • –Udseendet skal tilpasses kvarterets bygninger.

  • –Bygningens arkitektur skal nyfortolkes, hvilket ofte kan være aktuelt, når den eksisterende bygning har fladt tag.

  • 1. 1. 1. 2.3.1 Tilpasning til den eksisterende bygnings konstruktion

    Det vigtigste, man skal være opmærksom på, når man etablerer en ny tagkonstruktion, er, at den passer ind i den eksisterende bygnings konstruktion:

    • –Spærdimensionerne skal afpasses efter såvel bygningens bredde (facade til facade), som den last, der skal overføres.

    • –Spærene skal forbindes til etageadskillelsen og forankres stabilt nedefter.

    Typisk vil øverste etageadskillelse således udgøre spærenes trækbånd, uanset om etageadskillelsen er et betondæk eller et træbjælkelag. I sidstnævnte tilfælde forudsætter det normalt, at spærene placeres med samme afstand som bjælkerne. I princippet kan man vælge en anden løsning, men det ses meget sjældent i nyt byggeri. Figur 48 viser forskellige mulige placeringer af hovedspærfag i forhold til tagbjælker. Samlingerne mellem etageadskillelse og spær samt en eventuel rem er vigtige detaljer. Se bl.a. TRÆ 28 (Johansen, 2006).

    

    Figur 48. Forskellige placeringer af hovedspærfag i forhold til tagbjælker. Kilde: SBi-rapport 142 (Engelmark, 1983).

    Når en ny tagkonstruktion etableres vil der uanset tagform, være behov for at lade gavltrekanten understøtte af tagkonstruktionen, svarende til forholdene i moderne ejendomme.

    Et københavnertag eller et asymmetrisk tag er ikke stabilt i sig selv. I de tilfælde er det derfor nødvendigt at udnytte gavltrekantens afstivende virkning, ligesom det kan vise sig nødvendigt at forhøje trappevæggene for at afstive tagkonstruktionen. Samtidig skal skivevirkningen i selve tagfladen sikres. Alternativt må den afstivende virkning sikres ved at indbygge stålrammer i tagkonstruktionen. En sådan løsning kan resultere i ret store reaktioner, som det kan være vanskeligt at aflevere på murkronen. Løsningen kan også begrænse mulighederne for indretning af tagetagen. En asymmetrisk tagform kan fx skyldes, at tagkonstruktionen er forhøjet med en ekstra etage mod gården (som i eksempel 13 i eksempelsamlingen på www.sbi.dk/tagboliger).

    Moderne spærhoveder er normalt meget slanke, og de skal afstives for tre lasttyper:

    • –Vindlast på det færdige hus, især tryk og sug på gavltrekanter.

    • –Trykkraft fra sne og egenlast. Sne og egenlast giver en betydelig trykkraft i spærhovederne, som derfor virker som søjler.

    • –Vindlast under opførelsen.

    Ved tage med fast undertag bestående af en pladebeklædning beklædt med tagpap, kan undertaget udnyttes til at afstive spærene mod vindpåvirkning. Det skal imidlertid sikres, at kræfterne overføres til remmen på en måde, der sikrer en tilstrækkelig ventilation af taget. Det kan gøres som vist på figur 49.

    

    Figur 49. Tagdetalje ved tagfod. Kilde: Træinformation. TræCAD (2009).

    Ved tage med banevare som undertag kan man afstive med lægter eller med trækbånd. Når der skal placeres vinduer i tagfladen er afstivning med lægter mest egnet, da denne afstivning kan udføres stejlere. TRÆ 52 (Munch-Andersen & Lund Johansen, 2005) viser forskellige løsningsmodeller baseret på disse afstivningstyper. I figur 50 er vist et eksempel på afstivningstyper fra en igangværende revision af TRÆ 52.

    

    Figur 50. Afstivning af hanebåndsspær med gitterbjælker og skråafstivning med lægter. Der anvendes en eller to skråafstivninger pr. tagflade, afhængigt af tagets størrelse. Kilde: Udkast til Træspær 2, 2. udgave, Træinformation, 2009.

    Ved tage med banevare som undertag skal man også sikre en fornuftig overføring af kræfterne fra afstivningen til remmen. Et eksempel er vist i figur 51.

    

    Figur 51. Eksempel på udførelse af skråafstivning ved hanebåndbjælke og tagfod. Kilde: Udkast til Træspær 2, 2. udgave, Træinformation, 2009.

  • 1. 1. 1. 2.3.2 Opbygning af ny tagkonstruktion

    Den nye tagkonstruktion udføres som regel med en vis hældning. Enten fordi den gamle konstruktion var udført med hældning, eller fordi etableringen af tagboliger sker ud fra ønsket om at erstatte et eksisterende fladt tag med et tag med hældning og dermed forbedre afvandings- og isoleringsforholdene. Konstruktionen vil typisk blive udført som et koldt tag, dvs. med isoleringen inde i konstruktionen, så den yderste del af den bærende konstruktion bliver kold om vinteren.

    Det kolde tag udføres sædvanligvis som en ventileret konstruktion, dvs. med en ventilationsspalte mellem undertag og isolering, hvor ventilation sker gennem ventilationsåbninger ved tagfod, ved kip, ved gavle og lignende, se SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2009). Isoleringsmaterialer vil på baggrund af tykkelsestolerancekrav i produktstandarderne normalt blive leveret med en vis overhøjde. Derved er der risiko for, at den effektive ventilationsspalte formindskes. I praksis vil overhøjden typisk kunne ligge på op til ca. 5 % ved etlags isolering, mens den ved flerlagsløsninger kan nå op på 8-10 %. Ved projektering af ventilerede undertage skal man derfor ved fastlæggelse af konstruktionshøjden tage hensyn til isoleringsmaterialets eventuelle overhøjde. Dette gøres ved enten at projektere med den angivne overhøjde, eller ved at fastholde isoleringsmaterialet med Ø 2 mm ståltråd pr. 300 mm.

    En effektiv ventilation er vigtig for at undgå fugtproblemer, hvilket først og fremmest sikres ved et tilstrækkeligt tværareal og en hensigtsmæssig fordeling af ventilationsåbningerne. Ved overgang mellem tagflader med forskellig hældning, fx ved mansardtag eller københavnertag, skal man ligesom ved tagfod sikre, at ventilationen kan foregå uhindret. Ligeledes er det vigtigt at forhindre fugttilførsel indefra til isoleringslaget ved at definere og udføre korrekt dampspærre og lufttætning.

    Taget kan også udføres uventileret som præfabrikerede tagelementer. En sådan løsning bør normalt kun anvendes i samråd med en fugtsagkyndig rådgiver.

    I øvrigt adskiller opbygningen af tagkonstruktionen sig ikke fra en tagkonstruktion i et nybyggeri, hvorfor der henvises til den gængse litteratur på området. Man skal som altid, når det gælder tagkonstruktioner, sikre sig, at lægtningen er udført korrekt, at indtrængende vand kan ledes væk under de tværgående lægter, samt at fugt kan ventileres bort.

    Ligeledes skal lægteafstanden afpasses efter det materiale, der benyttes som tagdækning. Det er også vigtigt at holde styr på lægtestød for at sikre, at vind- og snelast kan overføres til spærene. På www.godetage.dk beskrives, hvordan lægtestød skal placeres afhængig af bygningsbredden for at opnå den nødvendige styrke.

    Se også afsnit 1.0.1, Taget som klimaskærm.

• 1. 1. 2.4 Vægge

  

  Vægge i tagetagen omfatter lodrette lejlighedsskel mellem boliger eller mellem bolig og trapperum og skillevægge i tagboligen. Afhængig af tagformen kan tagetagen også rumme ydervægge.

  Dette afsnit omhandler særlige konstruktive forhold ved vægge, herunder åbninger og gennemføringer i vægge, mens der henvises til afsnit 2.7, Lydisolering, afsnit 1.3, Varmeisolering, og afsnit 2.6, Brandsikring, for beskrivelse af øvrige forhold.

  Lodrette lejlighedsskel vil normalt fungere som bærende og afstivende vægge. Ydervægge og skillevægge kan være udført som bærende og afstivende vægge, som afstivende vægge eller som ikke-bærende vægge, afhængig af deres placering og funktion.

  • 1. 1. 1. 2.4.1 Ældre vægges opbygning

    Frem til 1890 blev der ikke skelnet mellem bærende og afstivende indervægge og ikke-bærende indervægge. Efter 1890 kom der krav om, at bjælkelagsbærende indervægge skulle udføres af grundmur, hvorefter brugen af bindingsværk i indervægge ophørte, se SBi-rapport 142 (Engelmark, 1983). Indervægge blev nu udført under hensyntagen til deres funktion som bærende eller ikke bærende vægge. Fx blev bærende og afstivende vægge omkring trapperum grundmurede. Tværgående indervægge blev oprindeligt udført som bræddeskillevægge med to lag brædder, men senere kom andre typer til. Bjælkelagsbærende vægge skulle fra 1890 være 1 sten tykke (1½ sten i kælderen). Betonelementer har siden afløst de murede vægge som bærende og afstivende indervægge i etageboligbyggeri.

  • 1. 1. 1. 2.4.2 Sammenbygning med tag/etageadskillelse

    Etablering af tagboliger vil give en øget belastning af de bærende og afstivende vægge, men i de fleste tilfælde vil det ikke give problemer for bygningens bæreevne.

    Udformningen af sammenbygningen mellem væg og tag/etageadskillelse vil afhænge af, om væggen er en bærende og afstivende væg, en bærende væg, en afstivende væg eller en ikke-bærende væg. Er der tale om en væg, der fungerer som adskillelse mellem to selvstændige tagboliger, skal den også af lyd- og brandmæssige årsager udformes med omhu. Se afsnit 2.7, Lydisolering, og afsnit 2.6, Brandsikring.

    Etablerer man tagboliger i bygninger, hvor et eksisterende københavnertag bevares, skal man være opmærksom på, at man ikke i samme omfang som ved andre tagformer kan fjerne eller placere lette vægge (skillevægge) frit. Det skyldes væggenes afstivende funktion, og det er særlig kritisk de steder, hvor det er nødvendigt at lave større udvekslinger af spær for at få plads til kviste og lignende. Det er muligt at flytte eller fjerne enkelte skillevægge, hvis man bibeholder et vist antal som afstivende. Det er til gengæld meget vigtigt at kontrollere, hvorvidt det er nødvendigt at disse bliver forankret lodret til en underliggende stabiliserende konstruktion og i så fald sikre, at de forankres. Det er især aktuelt ved korte lette skillevægge.

    Ofte vil de eksisterende vægge på loftetagen være spinkle pulterrumsvægge, som ikke egner sig som vægge i en tagbolig. Man vil da fjerne alle vægge og i stedet indbygge gipsvægge. Denne operation skal i givet fald ske med hensyntagen til væggenes funktion, som beskrevet ovenfor.

    Ønsker man at fjerne hele vægge eller dele af en væg, skal man være særlig opmærksom, hvis væggen indgår i bygningens stabiliserende system. Hvis væggen er bærende, er det nødvendigt at kompensere rent styrkemæssigt for den del af væggen der fjernes. Det kan som regel ske ved at indlægge en stålbjælke over åbningen. Man skal sikre, at stålbjælken har et ordentligt vederlag, og at den understøttende konstruktion har tilstrækkelig styrke. Desuden skal stålbjælken brandisoleres. Se afsnit 2.6, Brandsikring.

    I det omfang det er nødvendigt at placere gennemføringer i vægge, skal de udføres, så de ikke svækker væggen hvad angår lydisolering og brandsikring. Det betyder konkret, at udsparinger i vægge skal være så små som muligt, og at gab mellem vægge og gennemføringer skal lukkes tæt. Man skal være opmærksom på, at gennemføringen i sig selv kan lede både brand og lyd. Ligeledes skal man sikre, at gennemgang af gas, røg og lugt hindres, se BR08, kap. 8.1, stk. 2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009).

    I vådrum skal rørgennemføringer i vægge desuden være vandtætte i den vandbelastede del af vådrummet, også kaldet vådzonen, se By og Byg Anvisning 200, Vådrum (Brandt, 2001).

• 1. 1. 2.5 Etageadskillelse

  

  Etageadskillelsen har indtil etableringen af tagboliger enten fungeret som en etageadskillelse mellem en beboet etage og et ubeboet loftrum eller som underlag for et fladt tag el.lign.

  Uanset om tagboliger etableres i et eksisterende loftrum eller som en ny etage, vil det stille ændrede krav til etageadskillelsen, fordi denne fremover vil være adskillelse mellem to beboede etager. Det stiller bl.a. krav til de brand- og lydmæssige forhold, se afsnit 2.6, Brandsikring og afsnit 2.7, Lydisolering. Hertil kommer behovet for gennemføringer i etageadskillelsen, se afsnit 2.5.4, Gennemføringer i etageadskillelsen.

  I tilfælde af, at der etableres tagterrasser på hele eller dele af etageadskillelsen, er der en række særlige krav til opbygningen af konstruktionen, se afsnit 2.5.5, Tagterrasser og altaner.

  • 1. 1. 1. 2.5.1 Eksisterende byggeri

    Etageadskillelsen vil i etageejendomme opført frem til 1950 primært være udført som træbjælkelag. Indtil 1890 spænder bjælkerne fra facade til facade. Efter 1890, hvor hovedskillevæggene blev grundmuret, kan de også spænde fra facade til hovedskillevæg. Bjælkerne har et tværsnit på 6 × 6'' til 10 × 10'' (eller med vore dages mål: 150 × 150 mm til 250 × 250 mm). Som brandisolering er indskudt 1'' brædder (25 mm) med et faststampet lerlag. Lerlaget, som skulle være mindst 2'' tykt (50 mm), fungerer også som lyddæmpning. Lofter blev pudset på et underlag af spredt forskalling og kyllingevæv. Gulve blev udført af 5/4'' (31 mm) høvlede og pløjede fyrrebrædder udlagt direkte på bjælker.

    

    Figur 52. Sædvanlig opbygning af træbjælkelag. Kilde: SBi-rapport 142 (Engelmark, 1983).

    Træbjælkerne hviler af på udsparinger i murværket. I tagbjælkelaget kan det forekomme, at bjælkeenden kun er beskyttet af ½ sten mod normalt 1 sten, hvilket gør bjælkeenderne mere udsatte for nedbrydning.

    Fra begyndelsen af 1950'erne blev helstøbte betondæk med en tykkelse på 100-120 mm normale. Senere kom også 150 mm massivdæk eller huldæk med større tykkelse til (185 mm huldæk modsvarer 150 mm massivdæk). 150 mm massivdæk eller 185 mm huldæk opfylder normalt de krav til luftlydisolation af etageadskillelser, der var gældende indtil 1. februar 2008. Sådanne konstruktioner skal renoveres for at leve op til de nugældende krav. Se også afsnit 2.7, Lydisolering.

    

    Figur 53. Etageadskillelse bestående af et 150 mm betondæk med trægulv. Kilde: SBi-anvisning 172, Bygningers lydisolering: Nyere bygninger (Kristensen, 1992a).

  • 1. 1. 1. 2.5.2 Fugtmæssige og konstruktive forhold

    Ved etablering af tagboliger skal man sikre, at etageadskillelsen konstruktivt og fugtteknisk fungerer som den skal. Uanset om etageadskillelsen har fungeret som adskillelse mellem en beboet og en ubeboet etage eller som underlag for et tag, kan der fx være optræk til råd- og svampeskader. Dette skal afhjælpes i forbindelse med etablering af tagboliger.

    I flade tage med træskelet som bærende konstruktion opstår råd- og svampeskader i etageadskillelsen oftest pga. en utæt tagdækning, men kan også skyldes indbygget fugt, fordi træet ikke har været tilstrækkelig tørt. Ved rejste tage vil etageadskillelsen primært være udsat i sammenføjningen med tagkonstruktionen. Her kan fugtskader affødt af en utæt tagdækning pga. manglende eller beskadigede tagsten eller lignende brede sig fra spærkonstruktionen til etageadskillelsen.

    Ved tilstandsvurdering af træbjælkelag skal man bl.a. tage stilling til, om bjælkerne er underdimensionerede, om der er uønsket store sætninger, og om bjælkehovederne har fugtskader. Undersøgelser af bjælker fra et konkret byggeri viste, at ældre træbjælker styrkemæssigt godt kan være fuldt på højde med nye bjælker på trods af udtørringsrevner m.m. Se mere i Den ældre boligmasses bygningsmæssige kvalitet (Carlsen & Engelmark, 1981). En tilstandsvurdering af etageadskillelser omfatter samtidig en vurdering af konstruktionens brand- og lydisoleringsevne. Se også SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger, 7.3 Tekniske forundersøgelser (Hansen & Andersen, 2009).

  • 1. 1. 1. 2.5.3 Sammenføjning med andre bygningsdele

    Sammenføjningen mellem etageadskillelse og tagkonstruktion (spær) skal vurderes i forhold til, om det er nødvendigt at ændre på tagkonstruktionen for at kunne lægge nyt tag eller for at opnå en tilstrækkelig etagehøjde i de nye tagboliger.

    Der kan også være et ønske om, at tagboligernes rumfordeling helt eller delvis adskiller sig fra de underliggende etager, eller at tagboligerne leveres som færdige moduler. I begge tilfælde vil der være behov for at afklare, hvordan koblingen mellem den eksisterende og den nye konstruktion udføres. I flere tilfælde ses løsninger, hvor den eksisterende etageadskillelse bibeholdes. Oven på den eksisterende etageadskillelse anbringes en separat gulvkonstruktion. Mellemrummet mellem etageadskillelsen og den ny gulvkonstruktion kan benyttes til fremføring af installationer, ligesom det muliggør en anden placering af skillevægge end i de eksisterende etager.

    Særlig i de tilfælde, hvor etageadskillelsen har fungeret som underlag for tagdækningen, typisk af tagpap, er det muligt at etablere et vandret gulv i tagboligen, selvom der er en vis hældning på det gamle tag. Derved undgår man helt at fjerne den gamle tagdækning. Det er en stor fordel, hvis der ikke er bygningstekniske eller bygningsfysiske argumenter for at fjerne taget. Et eksisterende tagpaptag vil da fungere som en dampspærre mellem to etager. Det vil normalt ikke være noget problem, når begge etager er beboede og opvarmede. Eksempelsamlingen på www.sbi.dk/tagboliger og litteraturlisten rummer byggerier, hvor denne løsning er benyttet. Figur 54 skitserer, hvordan det er løst i et konkret byggeri.

    

    Figur 54. Ny selvstændig gulvkonstruktion bygget oven på eksisterende etageadskillelse fra 1970'erne. Den eksisterende ejendom havde fladt tag. Se også eksempel 17 i eksempelsamlingen på sbi.dk/tagboliger. Kilde: Mangor og Nagel (udsnit af tegning).

  • 1. 1. 1. 2.5.4 Gennemføringer i etageadskillelsen

    For at sikre adgang til tagboligerne via en eksisterende trappeopgang vil der ofte være behov for at gennembryde etageadskillelsen. I ældre etageejendomme med træbjælkelag kan det være nødvendigt at save en eller flere bjælker over, især hvis adgangen til loftetagen etableres ved at forlænge hovedtrappen og murene omkring den. I så fald er det nødvendigt at indbygge forstærkninger rundt langs trappeåbningen for at sikre, at de vandrette kræfter fra tagets spærkonstruktion kan overføres. Muren rundt om trappeskakten vil optage de lodrette kræfter.

    Hvis adgang til loftetagen etableres via en ny, selvstændig trappe, fx hvis de eksisterende lejligheder udvides opad, har man større mulighed for at placere trappen optimalt i forhold til det eksisterende bjælkelag. Ved oversavning af bjælker skal man være opmærksom på, at der ikke er nogen mur under trappen, som kan overføre de lodrette kræfter. Man skal derfor både håndtere de lodrette kræfter som sådan og de vandrette kræfter fra tagets spærkonstruktion.

    TRÆ 52 (Munch-Andersen & Lund Johansen, 2005) anviser løsninger på bjælkeudveksling i forbindelse med trapper. I ejendomme med betonelementer som etageadskillelser kan man vælge at udskifte elementet over den eksisterende trappe med et element med en trappeåbning for at kunne forlænge denne. Alternativt skal man sikre, at der kan skæres en åbning i den eksisterende etageadskillelse (underlag for oprindeligt tag), uden at denne svækkes statisk.

    Lodret føring af installationer bør så vidt muligt foregå i særlige installationsskakte for at lette udskiftning og reparation. Er det nødvendigt at placere gennemføringer i selve etageadskillelsen skal de udføres, så de ikke svækker etageadskillelsen, hvad angår lydisolering og – hvis etageadskillelsen er en brandadskillende bygningsdel – brandsikring, jf. BR08, kap. 5.5.2, stk. 4 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) og Brandteknisk vejledning 31 (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2005). Det betyder, at udsparinger i etageadskillelser skal være så små som muligt, og at gab mellem etageadskillelse og gennemføringer skal lukkes tæt. Man skal være opmærksom på, at gennemføringer i sig selv kan lede både brand og lyd, ikke mindst gennemføringer af ventilationskanaler.

    Rørgennemføringer i vådrum skal desuden være vandtætte, og rørgennemføringer i etageadskillelsen i den vandbelastede del af vådrummet er ikke tilladt.

    Se også afsnit 3.1, Boligens indretning, og afsnit 4.6, Vand og afløb. Ligeledes skal man sikre, at gennemgang af fugt, gas, røg og lugt hindres i flg. BR08, kap. 8.1, stk. 2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009).

  • 1. 1. 1. 2.5.5 Tagterrasser og altaner

    Etableres en tagterrasse – eller altan – på (dele af) den etageadskillelse, der hidtil har fungeret som adskillelse mellem en beboet etage og et ubeboet loftrum, er det vigtigt at tage hensyn til, at tagterrassen på en og samme tid fungerer som en del af klimaskærmen og udsættes for en belastning fra brugerne. Det betyder bl.a., at den del af etageadskillelsen, der fungerer som underlag for en tagterrasse, skal varmeisoleres samt skal opfylde ydeevnekravene til klimaskærmen.

    Det er kompliceret at udføre tagterrasser korrekt for at undgå vandindtrængning. Det er derfor meget vigtigt, at de projekteres, planlægges og udføres med stor omtanke, se BYG-ERFA blad (23) 07 12 29 (Bunch-Nielsen et al., 2007) og (27) 08 04 30 (Bunch-Nielsen et al., 2008) for nærmere beskrivelse. Erfaringsmæssigt er der ofte projekteret med for lille inddækningshøjde, hvor belægningen på tagterrassen møder det tilstødende dør- eller facadeparti ved en niveaufri adgang. Figur 54 viser, hvordan det er løst i et konkret byggeri. Et andet problem er utilfredsstillende afvanding af terrasseoverfladen som følge af en forkert udført opbygning af tagterrassen.

    Normalt vil man placere varmeisoleringen på oversiden af den bærende konstruktion for at undgå, at etagehøjden i de underliggende lejligheder bliver uønsket lav i de dele, der befinder sig under tagterrassen. Det betyder omvendt, at det er nødvendigt med særlige foranstaltninger for at sikre en niveaufri adgang fra bolig til tagterrasse. Samtidig skal der tages hensyn til belastningerne på taget og de særlige påvirkninger, der overføres fra belægningen til tagdækningen. Det er derfor mest hensigtsmæssigt at udforme disse belastede tage som omvendte tage eller duo-tage.

    Fugtteknisk fungerer omvendte tage og duo-tage som varme tage, idet de bærende dele af tagkonstruktionen ligger på den varme side af isoleringen.

    I det omvendte tag er der kun én membran, idet tagdækningen i princippet også er dampspærre. I duo-taget skal isoleringen på oversiden af dampspærren normalt udgøre mindst halvdelen af isoleringen for at sikre, at membranen holdes frostfri. Herved kan faldet på taget reduceres til 1:100.

    Ved at udforme tagkonstruktionen som et duo-tag eller et omvendt tag kan membranen holdes frostfri. Herved hindres, at belægningen fryser fast til membranen og beskadiger den ved dimensionsændringer.

    I omvendte tage eller duo-tage skal det øverste isoleringslag – som ligger over membranen – bestå af et materiale med lukkede celler, som kun optager små vandmængder og derfor ikke beskadiges af frostpåvirkninger, fx XPS-isolering (ekstruderet polystyren).

    I duo-tage kan der anvendes andre isoleringsmaterialer under membranen, hvor de ikke udsættes for vandpåvirkninger, fx EPS-isolering (ekspanderet polystyren) eller celleglas.

    Isoleringen har – ud over den varme- og fugttekniske funktion – til formål at beskytte tagmembranen mod mekaniske påvirkninger.

    Tagterrasser kan også udformes som almindelige retvendte, varme tage, forudsat at belægningen placeres på opklodsninger, så vandet frit kan løbe under belægningen. Tagmembranen skal i givet fald have et fald på mindst 1:40.

    For yderligere anvisninger henvises til ovennævnte BYG-ERFA blade, samt SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2009).

    

    Figur 55. Eksempler på opbygning af tagterrasser. Kilde: SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2009).

    1. Omvendt tag til tagterrasse eller grønt tag udlagt på betondæk. Membranen ligger under isoleringen og fungerer også som dampspærre. Mellem isolering og belægning er udlagt fiberdug for at beskytte isoleringen.

    2. Duo-tag til tagterrasse eller grønt tag. Membranen ligger mellem de to lag isolering og fungerer også som dampspærre. Tykkelsen af det øverste isoleringslag skal dimensioneres iht. SBi anvisning 224, Fugt i bygninger, 12.5.3 Ændring af kolde tage til varne tage. (Brandt et al, 2009). Mellem isolering og belægning er udlagt geotekstil for at beskytte isoleringen.

    3. Tagterrasse udformet som retvendt tag med fliser på fødder eller opklodsninger, så afvanding sikres. Faldet skal være mindst 1:40.

• 1. 1. 2.6 Brandsikring

  Tagboliger skal opfylde de krav og anvisninger, som gælder for anvendelseskategori 4 (etageboliger m.m.) i bygningsreglementets kap. 5 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Kapitlet beskriver, hvilket brandsikkerhedsniveau der skal overholdes.

  Eksempler på specifikke krav til udførelse og indretning af bygningsafsnit er beskrevet i:

  • –SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008 (Stang, 2009)

  • –Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006)

  • –Brandsikring af byggeri (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2008).

  Når ordet "krav" benyttes efterfølgende, er det med reference til ovenstående publikationer samt vejledninger fra Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, jf. litteraturlisten.

  Brandsikring i forbindelse med etablering af tagboliger er kompliceret. Der er typisk tale om ældre beboelsesbygninger, som ikke lever op til kravene til brandsikring af nybyggeri. Byggesagsmyndighederne skal derfor altid inddrages for at tage stilling til, hvilke brandsikringsmæssige tiltag, der er nødvendige for at etablere tagboliger. Her ses helt bort fra, hvad en besigtigelse af ejendommen kan afsløre af fejl og mangler i form af opbevaring af brændbart materiale på bagtrappen, manglende retablering af brandvæg efter etablering af undertag, m.m.

  Ved etablering af tagboliger er der krav til:

  • –Indretning, se afsnit 2.6.1

  • –Flugtveje og redningsforhold, se afsnit 2.6.2

  • –Konstruktive forhold (krav til bygningsdeles brandmodstandsevne) – generelt, se afsnit 2.6.3

  • –Konstruktive forhold – eksisterende bygningsdele og trapper, se afsnit 2.6.4

  • –Konstruktive forhold – bygningsdele i bygningens øverste etage, se afsnit 2.6.5

  • –Brandtekniske installationer, se afsnit 2.6.6

  • –Brand- og røgspredning (krav til overfladers brandmodstandsevne samt opdeling i brandmæssige enheder), se afsnit 2.6.7

  • –Redningsberedskabets indsatsmulighed, se afsnit 2.6.8.

  Tabel 8 i afsnit 2.6.9 viser forholdet mellem de europæiske brandklasser, der blev indført i den danske byggelovgivning via et tillæg til bygningsreglementet i 2002, og de daværende danske betegnelser. De danske betegnelser anvendes stadig hyppigt, ligesom en række godkendelser af produkter er baseret på disse. Det betyder blandt andet, at de brandtekniske egenskaber af en eksisterende konstruktion kun kan bedømmes efter de daværende danske betegnelser. I øvrigt henvises til BR08, kap. 5 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Det skal bemærkes, at en byggevare, der er klassificeret efter det danske system, ikke nødvendigvis kan opnå den tilsvarende europæiske klassifikation. Det kræver en ny prøvning.

  Krav til tagboliger

  Som udgangspunkt skal nye tagboliger leve op til de specifikke krav til bygningers brandsikring beskrevet i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006). Rundt omkring i kommunerne er det dog normal anvendt praksis at godkende andre, mere bygbare løsninger. Det vil være forskelligt fra kommune til kommune, hvad der er normal anvendt praksis. Det vil altid komme an på en vurdering i den konkrete byggesag, om en godkendelse kan opnås.

  Krav til den eksisterende bygning

  Ældre beboelsesbygninger skal leve op til brandkravene i Bekendtgørelse nr. 81, 1976 (bygninger opført før år 1900), og i Bekendtgørelse nr. 184, 1983 (bygninger opført efter år 1900). Kravene blev indført for at sikre, at ældre beboelsesbygninger i et vist omfang blev ført up to date hvad angår brandsikring. Man skulle som bygningsejer, da de pågældende bekendtgørelser trådte i kraft, forholde sig til, hvordan ens ejendom kunne opgraderes rent brandmæssigt.

  Etablering af tagboliger i en ældre beboelsesbygning vil normalt ikke udløse krav om, at den eksisterende bygning skal renoveres, så den lever op til de nuværende brandkrav udmøntet i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006). En overholdelse af de pågældende krav vil i de fleste tilfælde gøre tagboligprojektet urealistisk dyrt. En række alternative løsningsmodeller er beskrevet nedenfor, se fx afsnit 2.6.4. Særlige forhold gør sig gældende for trapper, især hvis man i forbindelse med etablering af tagboliger nedlægger bagtrappen.

  • 1. 1. 1. 2.6.1 Indretning

    En tagbolig skal udgøre mindst én selvstændig brandcelle, jf. BR08, kap. 5.1 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009).

    En brandcelle

    • –er et eller flere rum, hvorfra branden ikke spredes til andre brandceller i den tid, der kræves for evakuering og redningsmandskabets redning af personer.

    • –udgør en selvstændig brandmæssig enhed.

    • –skal være adskilt fra omkringliggende brandceller med bygningsdele mindst som bygningsdel klasse REI 60 eller EI 60 [(ikke) bærende og adskillende bygningsdel BD-60].

    • –må maksimalt være i 2 etager.

    Boliger kan normalt indrettes, så der kun er adgang til én flugtvejstrappe, jf. kap. 2.2 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006).

    En tagbolig med et større areal end 150 m2 bør opdeles i flere brandceller. Rum med flere etager bør have redningsåbninger på alle etager, jf. kap. 2.7.1 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri.

    I visse tilfælde kan det samlede areal af tagboliger i en ejendom udgøre mere end 600 m2. I så fald er det nødvendigt med en opdeling i brandsektioner, hvis der ikke etableres sprinkleranlæg, se SBI-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 5.5.2 Brand- og røgspredning i den bygning, hvor branden opstår eller til bygninger på samme grund (Stang, 2009), tabel 5.5.2.2a. Hvis tagboligerne etableres i ejendomme med indadgående hjørner bør opdelingen i brandsektioner placeres mindst 2,5 m fra et indadgående hjørne for at undgå vinkelsmitte, jf. SBi-anvisning 216, figur 5.5.2.2b. Det kan fx være aktuelt i karréejendomme.

    Gange i flugtveje udformes normalt som selvstændige brandceller, mens trapper udformes som selvstændige brandsektioner, jf. BR08, kap. 5.5.2, stk. 3. (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Hvor gulvet i øverste etage er mere end 9,6 meter over terræn, og hver boligenhed ikke er udstyret med en åben altan, skal adgang fra hovedtrappen til kælderen enten gå via det fri eller via en luftsluse, se Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006), kap. 2.8.

  • 1. 1. 1. 2.6.2 Flugtveje og redningsforhold

    Disse forhold er beskrevet i afsnit 3.5, Flugtveje og redningsforhold.

  • 1. 1. 1. 2.6.3 Konstruktive forhold – generelt

    Bestemmelse af bærende og afstivende konstruktioners bæreevne under brand skal ske i henhold til DS/EN 1990, Projekteringsgrundlag for bærende konstruktioner (Dansk Standard, 2007b), DS/EN 1991-1-2, Brandlast (Dansk Standard, 2007c) samt brandafsnit i øvrige relevante konstruktionsnormer. Ved sammenbygning af eksisterende bygningsdele med nye skal det sikres, at den samlede konstruktion i brandmæssig henseende ikke er ringere end kravene til de enkelte bygningsdele i konstruktionen.

    Særlige regler gælder, hvis der ved etableringen af tagboliger bliver mere end 22 m fra terræn til gulvet i øverste udnyttede etage, jf. BR08, kap. 5.3, stk. 4 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009).

    Frilagte stolper i bindingsværk

    Det er under visse betingelser muligt at frilægge stolper i bindingsværksvægge. Hvis det drejer sig om en bærende bindingsværksvæg, bør stolperne ikke frilægges, medmindre de ubeskyttede kan opfylde kravene til klasse REI 60 [bærende og adskillende bygningsdel BD-60], se afsnit 2.1.2, Murede bygninger, under overskriften Bindingsværk – frilægning af stolper.

    Isoleringsmaterialer

    For bygninger, hvor højden til gulv i øverste etage er mere end 5,1 m over terræn, med bærende konstruktioner der delvis består af træ, bør anvendes isoleringsmateriale mindst af materiale klasse B-s1,d0 [klasse A materiale], se Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006), kap. 3.2.

    I bygninger med bærende konstruktioner af materiale klasse A1 eller A2-s1,d0 [ubrændbart materiale], fx beton, kan alle typer af isoleringsmaterialer som udgangspunkt anvendes i tagkonstruktionen. Isoleringsmaterialer, der ikke opfylder kravene til materiale klasse D-s2,d2 [klasse B materiale], kræver dog, at den underliggende konstruktion mindst opfylder kravene til materiale klasse (R)EI 30 [(Ikke) bærende, adskillende bygningsdel BD-30].

    Se også afsnit 3.2 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006) samt By og Byg Anvisning 207, Anvendelse af alternative isoleringsmaterialer (Pedersen et al., 2003).

  • 1. 1. 1. 2.6.4 Konstruktive forhold – eksisterende bygningsdele og trapper

    Krav til eksisterende bærende bygningsdeles brandmodstand

    Det er et krav, at bærende konstruktioner udføres i henhold til Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006), eller at det dokumenteres, at de kan overleve et relevant brandforløb, se fx Information om brandteknisk dimensionering (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2004b). Etablering af tagboliger vil oftest øge højden fra terræn til gulvet i bygningens øverste udnyttede etage. Herved kan kravene til de eksisterende bærende og afstivende konstruktioners brandmodstandsevne principielt blive skærpet. De specifikke krav fremgår af tabel 5, baseret på tabel 3.1 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006).

    Krav til trapper er beskrevet særskilt i afsnittet Trapper nedenfor.

    For altaner og altangange henvises til tabel 3.2 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri. Her er kravene ikke afhængige af bygningens højde. Københavns Kommune har beskrevet sine retningslinjer vedr. opsætning og renovering af altaner på eksisterende bygninger på:

    www.kk.dk/Borger/BoligOgByggeri/Byggetilladelse/Konstruktioner/Altaner.aspx

    Tabel 5. Krav til eksisterende bærende konstruktioners brandmodstandsevne.

    Højde til gulv i øverste etage målt fra terræn	Brandmodstandsevne	Dansk betegnelse ***
    op til 5,1 m	R(EI) 60	BD-bygningsdel 60
    fra 5,1 m til 9,6 m	R(EI) 60 A2-s1,d0*	BS-bygningsdel 60
    fra 9,6 m til 12 m	R(EI) 60 A2-s1,d0	BS-bygningsdel 60
    fra 12 m til 22 m	R(EI) 120 A2-s1,d0**	BS-bygningsdel 120

    *) eller klasse R60 D-s2,d2 udført med beklædning klasse K₂ 60 A2-s1,d0.
    **) Det betyder, at nøgleelementer og deres fastholdelse i knudepunktsfiguren får en brandmodstandsevne på mindst 120 minutter. Nøgleelementer er bygningsdele, der har betydning for bygningens overordnede stabilitet. Se også kap. 3.3 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006).
    ***) Se også tabel 8.

    Grænsen på 12 m overskrides fx ved en ejendom med 4 etager samt loftrum, hvor stueetagen er hævet i forhold til gadeniveau, og hvor man ønsker at indrette loftet til tagboliger.

    Kravene i tabel 5 kan kun vanskeligt imødekommes med de materialer, som er anvendt i det traditionelle byggeri. For brandsikring af bygninger med bærende konstruktioner af træ anviser Brandteknisk vejledning 33, Træbygninger (Dansk Brandteknisk Institut, 1999) løsninger for bygninger med op til 4 etager. Enten forsyner man bygningen med automatisk sprinkleranlæg, eller man beskytter de bærende konstruktioner af træ med et ubrændbart eller næsten ubrændbart brandbeskyttelsessystem. Herved opnås den samme brandsikkerhed.

    Eksisterende etageadskillelser af træ kan anses at opfylde kravene til klasse REI 60 [bærende og adskillende bygningsdel BD-60], jf. Brandtekniske eksempler (Dansk Brandteknisk Institut, 2000), svarende til kravene til en etageadskillelse op til 5,1 m over terræn, jf. tabel 5.

    Det er normalt anvendt praksis at acceptere de eksisterende etageadskillelser som underlag for en tagbolig, såfremt:

    • –Etageadskillelsen har vederlag på en eksisterende bygningsdel, der mindst opfylder kravene til klasse R(EI) 60 A2-s1,d0 [bærende bygningsdel BS-60], fx en bærende ydervæg af teglsten, jf. Brandtekniske eksempler (Dansk Brandteknisk Institut, 2000),
      eller
      etageadskillelsen har vederlag på en eksisterende bygningsdel, der mindst opfylder kravene til klasse R 60 D-s2,d2 [bærende, ikke-adskillende bygningsdel af mindst klasse B materiale], der er udført med en beklædning klasse K₂ 60 A2-s1,d0 [60 minutters brandbeskyttelsessystem],
      eller
      etageadskillelsen har vederlag på en eksisterende bygningsdel, hvis brandmodstandsevne er forbedret, således at den mindst svarer til en bygningsdel klasse R 90 [bærende, ikke-adskillende bygningsdel BD-90]. Denne løsning kan eksempelvis anvendes, hvor etageadskillelsen har vederlag på en del af tagkonstruktionen, som det er tilfældet i en mansardtagskonstruktion.

    • –Etageadskillelsen er intakt og udført svarende til traditionelle træbjælkelag, normalt opbygget, som vist på figur 52:

    1. • 1 ¼” (32 mm) høvlede og pløjede gulvbrædder.

       • Indskudsmateriale: Ler eller sand.

       • Bjælker med indskudsbrædder i not.

       • Forskalling.

       • Rørvæv og puds (skal være intakt).

    Figur 56 skitserer de beskrevne eksempler på normalt anvendt praksis.

    

    Figur 56. Etageadskillelse mod tagbolig. Eksempler på normalt anvendt praksis.

    Normalt skal bærende konstruktioner brandbeskyttes på alle sider, eksempelvis skal en firkantet søjle brandbeskyttes på alle 4 sider. Hvor eksisterende dele af et spær brandbeskyttes, er det normalt anvendt praksis at godkende, at spæret ikke brandbeskyttes på den del, som vender mod tagfladen.

    Brandadskillende bygningsdele skal lukkes tæt ved samlinger og gennemføringer, så adskillelsernes brandmæssige egenskaber ikke forringes if. BR08, kap 5.5.2, stk. 4 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Samlingernes brandmodstandsevne bestemmes iht. beregningsmetoderne angivet i konstruktionsnormerne eller ved prøvning. Se også SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 5.3 Konstruktive forhold (Stang, 2009).

    Trapper

    Der er behov for at sikre sig, at trappens bærende konstruktion overholder krav til brandmodstandsevnen. I de fleste tilfælde vil der være mere end 9,6 m til gulv i øverste etage efter ombygning. Så har det tidligere som udgangspunkt været nødvendigt at udskifte hovedtrappen, hvis den er af træ, idet konstruktionen skal overholde kravene til klasse R 30 A2-s1,d0 [bærende, ikke-adskillende bygningsdel BS-30], jf. tabel 3.3 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006).

    I 2006 blev kravene lempet, idet man i bygninger med op til 22 m til gulv i øverste etage kan benytte sig af trapperumssprinkling som alternativ løsning, jf. Ny forskrift udvider mulighederne for trapperumssprinkling i ældre beboelsesejendomme (Kristensen, 2007) og Brandsikring af trætrapper ved brug af sprinkling (Socialministeriet, 2007). Trapperumssprinkling skal udføres i overensstemmelse med Trapperumssprinkling (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2007b), suppleret med beklædning på hovedtrappens underside af klasse K₁ 10 B-s1,d0 [klasse 1 beklædning].

    Betragtes bygningen i stedet som en træbygning, brandsikret i henhold til Brandteknisk vejledning 33, Træbygninger (Dansk Brandteknisk Institut, 1999), er det som alternativ til trapperumssprinkling muligt at brandsikre hovedtrappen med beklædning klasse K₂ 30 A2-s1,d0 [30 minutters brandbeskyttelsessystem]. Det er dog kun muligt, hvis der efter ombygning er mindre end 9,6 m til gulv i øverste etage. Er trappen i forvejen beklædt med rør og puds på forskalling, svarer beklædningskravet til 2 × 13 mm gips langs trappens underside og lodrette sider. Hvis trappen er uden underbeklædning, skal benyttes 2 × 15 mm brandgipsplade på forskalling eller en lignende løsning, jf. Retningslinjer for nedlægning af bagtrapper (Bygningsinspektoratet, 2009b).

    Begge løsninger er betydeligt billigere end at udskifte hovedtrappen. Trapperumssprinkling er at foretrække, hvis man ønsker at bevare en smuk, gammel hovedtrappe, som anvist i Brandsikring af trætrapper ved brug af sprinkling (Socialministeriet, 2007), og er det eneste alternativ, når der er mere end 9,6 m til gulv i øverste etage. Ved bygninger med mere end 22 m til gulv i øverste etage stilles der særlige krav til trappen, jf. afsnit 2.6.8, Redningsberedskabets indsatsmulighed.

    Ved etablering af trapperumssprinkling skal man være opmærksom på, at der normalt stilles krav til de adskillende bygningsdele, eksempelvis at hoveddøre skal være mindst af klasse EI₂ 30 [BD-dør 30 M]. Uanset hvilken løsning der vælges, skal den godkendes af de lokale byggesagsmyndigheder.

    Se også afsnit 3.3, Adgangsforhold, vedr. krav til hovedtrapper ved nedlæggelse af bagtrapper.

  • 1. 1. 1. 2.6.5 Konstruktive forhold – bygningsdele i bygningens øverste etage

    Bygningsdele i bygningens øverste etage – generelt

    Krav til brandmodstandsevne af bærende og afstivende lodrette og vandrette bygningsdele i den øverste etage (tagboligetagen) vil afhænge af bygningens højde. Kravene til etageadskillelsen mellem tagboligen og den underliggende etage svarer til kravene til bærende og afstivende bygningsdele i den eksisterende bygning, som beskrevet ovenfor. Lodrette bygningsdele samt en eventuel etageadskillelse mellem tagboligen og et loftrum (spidsloft) skal være udført mindst som klasse R 30 [bærende, ikke-adskillende bygningsdel BD-30], hvis der er mindre end 12 m til gulvet i øverste etage, og mindst som klasse R 60 [bærende, ikke-adskillende bygningsdel BD-60], hvis der er mellem 12 og 22 m, jf. kap. 3.3 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006).

    Det er normalt anvendt praksis at tillade tagkonstruktioner og bærende bygningsdele i øverste etage, der opfylder kravet til klasse R 30 [bærende, ikke-adskillende bygningsdel BD-30], som skitseret i figur 57, uanset om øverste etageadskillelse er mere end 12 m over terræn. Det forudsætter, at der ikke sker væsentlige ændringer i tagkonstruktionen, og at denne ikke indgår i et bærende system, der eksempelvis bærer et spidsloft, der indrettes til bolig. Det er normalt anvendt praksis i Københavns Kommune fx at acceptere en forhøjelse af taget med op til 60 cm og/eller tilføjelse af en lille tagaltan eller kvist, mens større indgreb, der fx involverer udveksling af spær som beskrevet i afsnit 2.2, udløser krav om klasse R 60.

    

    Figur 57. Tagkonstruktion og bærende bygningsdele i øverste etage. Eksempel på normalt anvendt praksis. *: R 30 når der ikke sker væsentlige ændringer i tagkonstruktionen, uanset om der er mere end 12 m til gulv i øverste etage. Ellers R 60.

    For sammenbyggede bygningsdele i øverste etage gælder, at den samlede konstruktion i brandmæssig henseende ikke må blive ringere, end hvad der kræves for den enkelte bygningsdel i konstruktionen.

    Bygningsdele i øverste etage – mansardtag

    For bygninger med mansardtag kan brandmæssige hensyn være styrende for, om spidsloftet kan indrettes til selvstændige opholdsrum. Der vil i givet fald være tale om bærende og afstivende etagedæk mellem spidsloft og underliggende etage, der hviler på brandbare konstruktioner. Det er normalt anvendt praksis at acceptere, at etagedækket hviler af på ståldragere, der løber på langs ad bygningen, og som har vederlag på fx murede vægge, typisk trappevægge eller lejlighedsskel, som skitseret på figur 58. Ståldragerne skal mindst opfylde kravene til klasse R 60 A2-s1,d0 [bærende, ikke-adskillende bygningsdel BS-60]. Alternativt accepteres, at etagedækket understøttes med en stolpekonstruktion, der mindst opfylder kravene til klasse R 90 [bærende, ikke-adskillende bygningsdel BD-90]. I første omgang skal man dog kontakte en brandtekniker/ingeniør.

    Man skal sikre sig, at den konstruktion, som ståldrageren eller stolperne hviler af på, har mindst samme brandmodstandsevne som ståldrageren/stolpen. Vælges løsningen med stolper, er deres placering bl.a. afhængig af, om den underliggende etageadskillelse opfylder kravene til klasse REI 90 [bærende, adskillende bygningsdel BD-90], som skitseret på figur 58. I modsat fald er placeringen af stolper bundet af, at der under stolperne skal være en bærende væg, der opfylder disse krav. De steder, hvor det ikke er muligt at anbringe en stolpe, fx ud for et vindue, skal der benyttes dragere el.lign. med en tilsvarende brandmodstand.

    

    Figur 58. Mansardtag med udnyttet spidsloft. Eksempel på normalt anvendt praksis.
    *) ståldrager med vederlag på trappevægge eller lejlighedsskel
    **) stolper, alternativ til ståldragere
    ***) samt de dele af tagkonstruktionen, der indgår i det bærende system
    ****) dog ingen krav, hvis spidsloftet indrettes som hems
    *****) REI 90 kræves, hvis etageadskillelsen skal bære R 90 stolper, og der ikke er en R 90 bærende væg under stolperne. Ellers REI 60.

    Samtidig skal etagedækket mellem spidsloft og underliggende etage opfylde kravene til klasse REI 60 [bærende og adskillende bygningsdel BD-60], medmindre spidsloftet indrettes som en hems på højst 4,5 m2. En hems opfattes i den forbindelse som et møbel og udløser derfor ikke noget krav til etageadskillelsen.

    Hvis spidsloftet i et mansardtag ikke udnyttes, er det normalt anvendt praksis at betragte spidsloftet som et uudnytteligt tagrum. I så fald skal etagedækket mellem spidsloftet og den underliggende etage mindst opfylde klasse EI 30 [ikke-bærende, men adskillende bygningsdel BD-30], som skitseret på figur 59. Etageadskillelsen mellem loftetage og underliggende etage (mansardbjælkelaget) skal overholde kravene til klasse REI 60 [bærende og adskillende bygningsdel BD-60].

    

    Figur 59. Mansardtag uden udnyttelse af spidsloft. Eksempel på normalt anvendt praksis.
    *) R 30 når der ikke sker væsentlige ændringer i tagkonstruktionen, uanset at der er mere end 12 m til gulv i øverste etage. Ellers R 60.
    **) samt de dele af tagkonstruktionen der indgår i det bærende system.

    Uanset om spidsloftet under mansardtaget udnyttes, er det normalt anvendt praksis at forlange, at tagkonstruktionens "stol" brandbeskyttes, så den opfylder kravene til klasse R 90 [bærende, ikke-adskillende bygningsdel BD-90], jf. figur 58 og figur 59. Det skyldes, at denne del af tagkonstruktionen indgår i det bærende system, når etagen over mansardbjælkelaget overgår til beboelse. Det samme gælder, hvis andre dele af tagkonstruktionen indgår i det bærende system.

  • 1. 1. 1. 2.6.6 Brandtekniske installationer

    I bygninger placeret i anvendelseskategori 4, herunder etageboliger, skal der være røgalarmanlæg. Der bør være mindst én røgalarm pr. bolig, herunder nyetablerede tagboliger. Der bør maksimalt være 10 m mellem røgalarmerne.

    Kravet om røgalarmanlæg er ikke nødvendigvis opfyldt for den eksisterende bygning, men det er på nuværende tidspunkt uafklaret, hvorvidt etableringen af tagboliger udløser et krav for den eksisterende bygning, jf. afsnittet Krav til den eksisterende bygning i introduktionen til afsnit 2.6.

  • 1. 1. 1. 2.6.7 Brand- og røgspredning

    Afstandsforhold og krav til overfladers brandtekniske egenskaber

    Tagboligers afstand til naboskel mv. er bundet af placeringen af den eksisterende bygning. Det kan få betydning i de tilfælde, hvor man ønsker at udforme tagboliger med fremspring og lign., idet der er øget risiko for brandspredning. Der kan så blive tale om skærpede krav til overfladers brandtekniske egenskaber eller krav om opførelse af en brandvæg. Ofte vil det være et spørgsmål om at forlænge den brandvæg, der i forvejen er ind mod nabobygningen. For at opfylde kravet til brandspredning bør der således udføres en brandvæg, hvis afstanden til naboskel er mindre end 2,5 m. Hvis yderbeklædningen er ringere end K₁ 10 B-s1,d0 [klasse 1 beklædning], er kravet dog 5 m. Se SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 5.5.3 Brandspredning til bygninger på anden grund (Stang, 2009).

    

    Figur 60. Sikring mod brandsmitte over en brandvæg. Kilde: SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008 (Stang, 2009).

    Hvor der etableres kviste i nærheden af en brandkam, bør der if. Brandteknisk vejledning 33 (Dansk Brandteknisk Institut, 1999) sikres en afstand på min. 1,0 m fra kviste til brandkammen.

    Ved vurdering af, hvilke overfladekrav der er gældende for den aktuelle bygningsdel, skal man være opmærksom på, at der stilles forskellige krav i forhold til, om der er tale om et tag, en ydervæg eller en flunke på en kvist. Fx lever zinkbeklædninger på underlag af forskalling som udgangspunkt ikke op til kravene for en beklædning klasse K₁ 10 D-s2,d2 [klasse 2 beklædning].

    Bygningers modstandsevne over for brand- og røgspredning

    Tabel 6 indeholder kravene til bygningsdeles modstandsevne over for brand- og røgspredning. De er gældende for såvel enkelte bygningsdele som for samlingerne mellem dem. Kravet til bygningsdele mellem brandsektioner gælder fx for bygningsdele, der omgiver et trapperum.

    Tabel 6. Krav til bygningsdeles modstandsevne over for brand- og røgspredning.**

    Adskillelse	Brandmæssigt krav til bygningsdele
    mellem brandsektioner	klasse EI 60 A2-s1,d0*
    mellem brandceller	klasse EI 60
    mod uudnytteligt tagrum	klasse EI 30

    * eller, hvis gulvet i øverste etage er mindre end 9,6 meter over terræn, klasse EI 60 D-s2, d2 udført med beklædning klasse K₂ 60 A2-s1, d0.
    ** Se tabel 8 for tidligere danske betegnelser.

    Ældre etageejendomme er normalt ikke opdelt i brandceller og brandsektioner som det kendes i dag, jf. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006). De forskellige boligenheder er dog adskilt med bygningsdele, der if. Brandtekniske eksempler (Dansk Brandteknisk Institut, 2000) imødekommer kravet om, at vægge mellem brandsektioner eller brandceller lever op til klasse EI 60 D-s2,d2 [ikke-bærende, men adskillende bygningsdel BD-60 af mindst klasse B materiale] eller klasse EI 60 [ikke-bærende, men adskillende bygningsdel BD-60]. Inspiration kan også hentes i BYG-ERFA blad (22) 04 12 15 (Harpøth, 2004).

    Et tagrum regnes for uudnytteligt, når der kræves væsentlige indgreb for at kunne indrette det til opholdsrum. I praksis vil et tagrum med W-spær (gitterspær) regnes som uudnytteligt og et tagrum med hanebåndsspær som udnytteligt, jf. BR08, kap. B.1.1.6 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Spidsloft og skunke kan være uudnyttelige tagrum. Et uudnytteligt tagrum kan indeholde installationer. Bemærk i den forbindelse, at DS 428, Norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg (Dansk Standard, 1986), der bl.a. indeholder krav til de rum, hvor der opstilles ventilationsanlæg, er under revision (sommer 2009).

    Tagboliger udgør normalt en selvstændig brandcelle, hvilket betyder, at boligens lejlighedsskel mod andre tagboliger skal udføres mindst som en bygningsdel klasse EI 60 [ikke-bærende, men adskillende bygningsdel BD 60]. Hvor lejlighedsskellet samtidig er en brandsektionsvæg, skal det udføres mindst som en bygningsdel klasse EI 60 A2-s1,d0 [ikke-bærende, men adskillende bygningsdel BS 60]. Hvor væggen sammenbygges med taget, skal der etableres en brandkam eller en brandkamserstatning i henhold til Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006), kap. 5.2. Brandkammen eller brandkamserstatningen kan dog udelades, hvor brandsektionsvæggen adskiller en tagbolig fra en elevatorskakt eller fra et flugtvejstrapperum. Her skal brandsektionsvæggen kun føres op i tæt forbindelse med undersiden af tagdækningen.

    Mod uudnytteligt tagrum kan den fornødne brandmodstandsevne opnås ved at udføre de adskillende væg- og loftkonstruktioner som bygningsdel klasse EI 30 [ikke-bærende, men adskilende bygningsdel BD 30].

    Ved etablering af flere tagboliger med et samlet areal over 600 m2 skal man desuden være opmærksom på følgende krav til udførelsen:

    • –For at reducere risikoen for brandspredning hen over brandsektionsvægge skal man etablere brandkamme eller brandkamserstatninger og evt. udføre sikring mod vandret brandspredning. Se nærmere i SBI-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 5.5.2 Brand- og røgspredning i den bygning, hvor branden opstår eller til bygninger på samme grund (Stang, 2009) og DBI Vejledning 36, afsnit 4.3 (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2007a).

    • –Hvor hulrum (fx ved ventilation af facader) passerer en brandmæssig adskillelse, skal man udføre brandstop. Brandstop kan fx udføres af isoleringsmateriale klasse A2-d1,s0 [ubrændbart], træ eller træbaserede plader. Undtaget er de tilfælde, hvor en ventileret ydervæg opfylder kravene beskrevet i afsnittet Krav til udvendige vægoverflader nedenfor. Se nærmere i SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 5.3 Konstruktive forhold (Stang, 2009), stk. 3.

    • –Gennemføringer af installationer gennem brandadskillende bygningsdele skal udføres, så adskillelsernes brandmæssige egenskab ikke forringes. Se afsnit 4.8, Føringsveje, samt BR08, kap. 5.5.2 stk. 4 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) og Brandteknisk vejledning 31 (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2005).

    Krav til indvendige overflader

    Indvendige overflader må ikke kunne bidrage væsentligt til brand- og røgudvikling i tagboligen. Kravene til de indvendige overflader er angivet i tabel 7. Etablering af tagboliger kan medføre skærpede kravene til indvendige overflader i eksisterende flugtveje, se også afsnittet Trapper i afsnit 2.6.4, Konstruktive forhold – eksisterende bygningsdele og trapper.

    Tabel 7. Krav til indvendige overflader. Se tabel 8 for tidligere danske betegnelser.

    Overflade	Bolig	Flugtvej, herunder trapper
    Væg	K1 10 D-s2,d2	K1 10 B1-s1,d0
    Loft	K1 10 B1-s1,d0 *	K1 10 B1-s1,d0
    Gulv	ingen krav	Dfl-s1

    * dog klasse K₁ 10 D-s2,d2 for lofter i bygninger, hvor gulvet i øverste etage er mindre end 5,1 m over terræn.

    Et nedhængt loft inkl. ophængningssystem bør ikke bidrage til brand- og røgspredningen i den tid, som personer, der opholder sig i rummet, skal bruge til at forlade rummet. Nedhængte lofter udført af materialer, som er af klasse B-s1,d0 [klasse A materiale], opfylder dette, som beskrevet i afsnit 5.1.2 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006).

    Krav til udvendige vægoverflader

    Udvendige vægoverflader bør udføres med beklædning klasse K₁ 10 B-s1,d0 [klasse 1 beklædning]. For ydervægge med en ventileret facadebeklædning (regnskærm) kan regnskærmen udføres i materiale klasse B-s1,d0 [klasse A materiale], hvis overfladen på ydervæggen bag regnskærmen opfylder ovennævnte krav, jf. Facadebeklædninger i SBI-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 5.5.2 Brand- og røgspredning i den bygning, hvor branden opstår eller til bygninger på samme grund (Stang, 2009). Hvis højden til gulv i øverste etage er mindre end 22 m over terræn, er der lempelser til ovenstående, jf. tabel 5.5.2.1 i samme kapitel.

    Krav til tagdækning

    Tagdækning bør udføres som mindst klasse B_ROOF(t2) [klasse T], dvs. tagdækning af ubrændbart materiale, eller en med konstruktionsopbygning som på anden måde er godkendt til tagdækning. Ubrændbar tagdækning er fx tagsten af tegl eller beton og metalplader på lægter af træ eller metal.

    Krav til undertage

    Der er normalt ingen krav til undertage, når disse er adskilt fra tagboligen med en indvendig beklædning, der lever op til gældende krav. Sikring mod brandspredning til undertaget via åbninger i ydervæggen kan udføres iht. DBI Vejledning 36, afsnit 4.2 (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2007a).

  • 1. 1. 1. 2.6.8 Redningsberedskabets indsatsmulighed

    Redningsmandskabet skal kunne nå frem til redningsåbningerne for at kunne redde personer i de tilfælde, hvor flugtvejen er spærret. Der bør derfor ikke være trapper, lysskakte, bassiner eller lignende under redningsåbninger, som kan forhindre anvendelse af håndstiger.

    Etablering af tagboliger kan medføre, at man overskrider grænsen på 10,8 m til undersiden af redningsåbninger på øverste etage. Det vil være tilfældet, hvis bygningen har 3 etager inden ombygning, og hvis nederste etage er i niveau med eller lidt over terræn. I så fald er det ikke længere muligt at benytte håndstiger til redning af personer. Der skal derfor etableres et befæstet brandredningsareal med en bredde på mindst 4 m placeret mellem 3 og 10 m fra facaden. Her skal redningsberedskabet kunne rejse kørbare stiger, jf. BR08, kap. 5.6.1 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Tilkørselsarealer hertil skal have en bredde på mindst 2,8 m. En bygning med mere end 4 etager kan – afhængig af opførelsestidspunktet – allerede inden ombygning have et befæstet areal til rådighed. I modsat fald vil en sådan bygning også skulle opfylde kravet om et befæstet areal.

    

    Figur 61. Krav til brandredningsareal. Kilde: SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008 (Stang, 2009).

    Vender redningsåbningerne mod gaden, kan denne som regel fungere som befæstet areal. Hvis redningsåbningerne vender ind mod gården, skal der være plads nok til, at stiger kan komme ind og rundt i gården. Det kan blive nødvendigt at fjerne plankeværker, skure, træer og lign. i gården. Etablering af tagboliger kan også betyde, at der skal benyttes længere og dermed mere pladskrævende stiger. Gårdens adgangs- og pladsforhold kan derfor betinge, at tagboligernes redningsåbninger vender mod gaden.

    Det kan anbefales at undersøge hos egen kommune, hvor meget plads der kræves for at få redningsmateriel frem og opstillet.

    Hvis etablering af tagboliger medfører, at gulvet i øverste etage er mere end 22 m over terræn, kan redningsåbningerne ikke nås vha. stiger. Trapperne vil da være den eneste redningsmulighed for de personer, der befinder sig i tagboligen. Det betyder, at trappen skal udformes som en sikkerhedstrappe, jf. BR08, kap. 5.2, stk. 8 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) og Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006), kap. 2.8. En sådan trappe kan efter behov suppleres med et sprinkleranlæg eller en brandmandselevator. Det medfører således store krav at etablere tagboliger i så høje bygninger. I praksis er det dog en yderst lille del af den eksisterende boligmasse. I disse tilfælde bør man derfor tage kontakt til kommunen på forhånd for at undersøge mulighederne.

    I visse tilfælde kan det blive aktuelt at etablere stigrør i bygningen. Det er nødvendigt, hvis det ikke er muligt at fremføre brandslanger ad de primære indsatsveje. Dette vil være et problem i høje bygninger, hvor gulvet i øverste etage er mere end 22 m over terræn, ved trappeopgange med en lysningsbredde mindre end 0,2 m, eller hvis der ikke er oplukkelige vinduer i trappeopgangen, se BR08 kap. 5.6.1, stk. 3.

    Røgudluftning vil normalt kunne foregå via tilgængelige, oplukkelige vinduer i trapperummet, der fungerer som primær indsatsvej.

  • 1. 1. 1. 2.6.9 Eksempler og brandklasser

    Eksempler på ikke-bærende bygningsdele, branddøre, materialer, beklædninger, gulvbelægninger, tagdækninger og tagelementer fremgår af Brandteknisk Vejledning 30, Brandtekniske eksempler (Dansk Brandteknisk Institut, 2000). For så vidt angår bærende og afstivende konstruktioner henvises til DS/EN 1990, Projekteringsgrundlag for konstruktioner (Dansk Standard, 2007b), DS/EN 1991, Last på bærende konstruktioner (Dansk Standard, 2007c) og øvrige relevante konstruktionsnormer.

    Vejledning om kviste (Bygningsinspektoratet, 2009a) er et eksempel på retningslinjer udarbejdet af en kommune, i dette tilfælde specifikt for kviste, som bl.a. forholder sig til de brandtekniske forhold.

    De gældende brandkrav er formuleret efter de europæiske brandklasser indført i bygningsreglementet i 2002, mens fx eksemplerne i Brandteknisk Vejledning 30 (Dansk Brandteknisk Institut, 2000) er formuleret iht. de daværende danske betegnelser. I tabel 8 er vist sammenhængen mellem de to systemer for udvalgte krav.

    Tabel 8. Sammenhæng mellem europæiske og danske betegnelser for brandklasser.

    Europæiske brandklasser	Danske betegnelser
    Bygningsdele
    R xx A2-s1,d0	BS xx for bærende, men ikke-adskillende bygningsdele
    R xx	BD xx for bærende, men ikke-adskillende bygningsdele
    REI xx A2-s1,d0	BS xx for bærende og adskillende bygningsdele
    REI xx	BD xx for bærende og adskillende bygningsdele
    EI xx A2-s1,d0	BS xx for ikke-bærende, men adskillende bygningsdele af ubrændbart materiale
    EI xx	BD xx for ikke-bærende, men adskillende bygningsdele
    EI xx D-s2,d2	BD xx for ikke-bærende, men adskillende bygningsdele af mindst klasse B materiale
    EI 60 D-s2,d2 udført med beklædning klasse K2 60 A2-s1,d0	BD 60 for ikke-bærende, men adskillende bygningsdele af klasse B materiale med ubrændbar beklædning
    Branddøre
    EI2 30	BD-30-M branddør
    Beklædninger
    K2 xx A2-s1,d0	xx minutters brandbeskyttelsessystem
    K1 10 D-s2,d2	Klasse 2 beklædning
    K1 10 B-s1,d0	Klasse 1 beklædning
    Tagdækning og gulvbelægning
    BROOF (t2)	Klasse T tagdækning
    Dfi-s1	Klasse G gulvbelægning
    Materialer
    A1	Ubrændbart materiale
    A2-s1,d0	Ubrændbart materiale
    B-s1,d0	Klasse A materiale
    D-s2,d2	Klasse B materiale

    Med adskillende menes, at bygningsdelen fungerer som adskillelse mellem to brandceller.
    'xx' betegner antal minutter, typisk 30, 60, 90 eller 120.

    I øvrigt henvises til Brandteknisk Vejledning 35, bilag 1 (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2003). Det europæiske klassifikationssystem er nærmere beskrevet i kap. 3.1 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006).

• 1. 1. 2.7 Lydisolering

  Ved etablering af tagboliger i ny tagetage eller i eksisterende loftrum vil etagedæk (eller tag) og eventuelle skillevægge blive berørt. De nye etageadskillelser baseres på de eksisterende etagedæk, mens skillevægge mellem de nye tagboliger enten kan være nye vægge eller baseres på eksisterende vægge.

  I dette afsnit beskrives, hvilke overordnede forhold man skal være opmærksom på ved projektering af de nye konstruktioner, ligesom det indeholder eksempler på konstruktionsløsninger. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at lydkravene i bygningsreglementet er skærpet med indførelse af BR08 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009), og at der derfor generelt mangler erfaringer med nye konstruktionsløsninger.

  Valg af nye konstruktioner og konstruktionsændringer afhænger i høj grad af bygningstypen. Det er hensigtsmæssigt at skelne mellem de tre hovedgrupper af bygningstyper nævnt i afsnit 2: Ældre muret byggeri, nyere muret byggeri og betonelementbyggeri.

  Afsnit 4.3, Lydforhold beskriver de grundlæggende myndighedskrav samt forholdsregler mod støj fra naboer.

  • 1. 1. 1. 2.7.1 Lydisolationsbegreber og transmissionsveje

    De største lydmæssige udfordringer ved etablering af tagboliger er opfyldelse af kravene til luftlydisolation og trinlydniveau. Ved projekteringen af nye tagboliger er det vigtigt at vide, at lyd ikke kun transmitteres gennem direkte adskillende bygningsdele. Andre transmissionsveje, fx utætheder eller flankerende konstruktioner, kan have stor betydning og endda være dominerende.

    Begreberne luftlydisolation og trinlydniveau er forklaret herunder og illustreret i figur 62 og figur 63. Referencer til standarder findes i DS 490 (Dansk Standard, 2007a).

    Luftlydisolation

    Luftlydisolationen er et udtryk for, i hvilken grad luftlyd – fx musik fra en højttaler eller samtale – transmitteres fra et rum til et andet. Luftlyd transmitteres:

    • –direkte gennem den rumadskillende væg eller etageadskillelse.

    • –gennem flankerende konstruktioner.

    • –gennem eventuelle utætheder.

    Luftlyd forplanter sig primært til naborum, men også til rum længere væk.

    

    Figur 62. Luftlyd. Kilde: Grundejernes Investeringsfond.

    Trinlydniveau

    Trinlydniveauet betegner den lyd, der frembringes i et rum, når gulvet i et andet rum påvirkes med en standardiseret bankemaskine. Trinlyd transmitteres:

    • –direkte gennem en etageadskillelse.

    • –gennem flankerende konstruktioner.

    Trinlyd forplanter sig primært, men ikke kun, til underboen.

    

    Figur 63. Trinlyd. Kilde: Grundejernes Investeringsfond.

  • 1. 1. 1. 2.7.2 Projektering af lydforhold

    Arten og omfanget af de lydisolerende foranstaltninger ved etablering af tagboliger i eksisterende bygninger afhænger af de eksisterende konstruktioner. De kan være meget forskellige. Projekteringen skal altid tage udgangspunkt i den konkrete ejendom, som skal besigtiges og vurderes af en bygningskyndig rådgiver tidligt i processen.

    For at opnå tilstrækkelig lydisolation er det nødvendigt, at der ved projektering lægges stor vægt på valg og vurdering af:

    • –Materialer og materialetykkelser.

    • –Samlingsdetaljer.

    • –Flankerende konstruktioner.

    Ligeledes vil bygningens konkrete udformning og den udførelsesmæssige kvalitet af den valgte principløsning være afgørende for, om der opnås tilstrækkelig lydisolation. Specielt grænseværdierne for trinlydniveau stiller krav til etageadskillelsen. Uanset hvilken type etagedæk, der findes i den pågældende bygning, skal den akustiske detailprojektering have fokus på den samlede gulvkonstruktions egenskaber for at sikre overholdelse af grænseværdien for trinlydniveau.

    Lydisolation af lette konstruktioner – særlige forholdsregler

    Lette konstruktioner i lejlighedsskel, dvs. skillevægge med en vægt pr. areal-enhed under 100 kg/m² (skeletvægge af træ eller stål) og etageadskillelser med en vægt pr. arealenhed under 250 kg/m², kan give problemer med utilstrækkelig lydisolation ved lave frekvenser, selv om kravene til lydisolation i DS 490, lydklasse C er opfyldt. Ved lette konstruktioner i lejlighedsskel anbefales det derfor at udvide det bygningsakustiske frekvensområde nedad til 50 Hz som beskrevet i DS 490 (Dansk Standard, 2007a). Mellem en bolig og rum uden for boligen bør følgende grænseværdier overholdes for lette konstruktioner, jf. DS 490:

    • –Luftlydisolation, R'_w + C_50-3150 > 53 dB.

    • –Trinlydniveau, L'_n,w + C_I,50-2500 < 53 dB.

    Konstruktionsløsninger

    Ved etablering af tagboliger er langt de fleste konstruktioner nye, men etageadskillelserne og eventuelle lejlighedsskel baseres på eksisterende konstruktioner. Konstruktionsløsninger kan i stort omfang findes i SBi-anvisning 172, Bygningers lydisolering: Nyere bygninger (Kristensen, 1992a) og SBi-anvisning 173, Bygningers lydisolering: Ældre bygninger (Kristensen, 1992b). Men grundlaget for disse publikationer er mere end 15 år gammelt, og da der med BR08 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) er indført skærpelser til lydkrav, savnes i et vist omfang både nyere konstruktionsløsninger og ydeevneniveauer. Trods disse forhold findes der generelt mange brugbare informationer og løsninger i de to anvisninger. De kan suppleres med data fra producenternes hjemmesider.

  • 1. 1. 1. 2.7.3 Lydisolering af vægge omkring boliger

    Der stilles krav til luftlydisolationen af lejlighedsskel, herunder vægge mod trapperum. Følgende principløsninger for tunge og lette vægkonstruktioner vil normalt kunne opfylde DS 490 (Dansk Standard, 2007a), klasse C, jf. SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008 (Stang, 2009):

    • –Tunge enkeltvægge med stor tykkelse, fx:

    • –180-250 mm beton eller letklinkerbeton med tykkelse og rumvægt, der giver tilsvarende egenskaber. Tynde vægge stiller de største krav til den akustiske projektering med hensyn til flanketransmission mv.

    • –1½ sten murværk.

    • –Tunge enkeltvægge med separate forsatsvægge, fx:

    • –150 mm beton + mellemrum (min. 10 mm) + 50 mm isolering + pladebeklædning.

    • –1 sten murværk + mellemrum (min. 10 mm) + 50 mm isolering + pladebeklædning.

    • –Tunge dobbeltvægge uden bindere, fx:

    • –100 mm beton + 50 mm isolering + 100 mm beton.

    • –¾ sten murværk + 50 mm isolering + ¾ sten murværk.

    • –½ sten murværk + 110 mm isolering + ½ sten murværk.

    • –Lette, pladebeklædte dobbeltvægge med separate opbygninger.

    I tilfælde, hvor en eksisterende betonvæg eller muret væg skal benyttes som grundlag for lejlighedsskel, kan det således være nødvendigt at forbedre lydisolationen. Det kan fx kan ske ved at anvende en forsatsvæg, jf. eksempler nævnt ovenfor. Principper for detailløsninger og samlinger for sådanne konstruktioner findes i SBi-anvisning 173, Bygningers lydisolering: Ældre bygninger (Kristensen, 1992b), kap.4, samt i (Klinkby, 1994). Ved helt nye lejlighedsskel er det i mange tilfælde mest attraktivt at benytte lette skillevægge.

    Eksempler på tilslutning til tag og samlinger ved etagekryds findes i SBi-anvisning 172, Bygningers lydisolering: Nyere bygninger (Kristensen, 1992a), kap. 4.

  • 1. 1. 1. 2.7.4 Lydisolering af etageadskillelser

    Der stilles krav til luftlydisolation og trinlydniveau for etageadskillelser mod andre boliger. Følgende principløsninger for tunge og lette konstruktioner vil normalt kunne opfylde DS 490 (Dansk Standard, 2007a), klasse C, jf. SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008 (Stang, 2009):

    • –Tunge massive dæk (fx 185 mm beton eller letklinkerbeton med tykkelse og rumvægt, der giver tilsvarende egenskaber) med gulv på strøer.

    • –Tunge huldæk (fx 185 mm betonhuldæk) med gulv på strøer eller let, svømmende gulv samt lydisolerende underloft.

    • –Tunge huldæk (fx 185 mm betonhuldæk) med let, lydisolerende gulv med særlig god trinlyddæmpning.

    • –Tunge massive dæk (fx 185 mm beton) med tungt, lydisolerende gulv på underlag med god trinlyddæmpning.

    • –Lette etagedæk med svømmende gulv på underlag med god trinlyddæmpning samt lydisolerende underloft.

    Konstruktionseksempler findes i SBi-anvisning 172, Bygningers lydisolering: Nyere bygninger (Kristensen, 1992a), kap. 3 og SBi-anvisning 173, Bygningers lydisolering: Ældre bygninger (Kristensen, 1992b), kap. 4.

    Underloft eller ny gulvkonstruktion

    Projekteringen foretages ud fra den konkrete opbygning af det eksisterende etagedæk, som i meget få tilfælde opfylder lydkravene. Principielt kan forbedringen af lydisolationen ske ved at montere et underloft og/eller en ny gulvkonstruktion. Ulemperne ved at vælge en løsning med et underloft er, at det kræver adgang til lejligheden nedenunder, samt at etagehøjden reduceres, hvilket ikke altid er muligt under hensyntagen til minimumskrav til rumhøjde.

    Eksempler på betonetageadskillelser med både underloft og trægulv på strøer findes i SBi-anvisning 172 (Kristensen, 1992a), kap. 3 og SBi-anvisning 173 (Kristensen, 1992b), kap. 4.

    Et underloft kan give en betydelig, men ikke altid tilstrækkelig forbedring af både luft- og trinlydisolationen. Det skal opbygges som en separat konstruktion på træskelet eller skinner fra væg til væg. Alternativt kan loftet nedstroppes (nedhængt loft), men forbedringen bliver i så fald mindre. Detaljerede udførelseseksempler findes i SBi-anvisning 173 (Kristensen, 1992b). Eksempler på loftkonstruktioner til forbedring af træetageadskillelser findes også i BYG-ERFA blad (99) 94 03 16 (Klinkby, 1994) og Bedre lydisolering i eksisterende etageboliger (Grundejerens Investeringsfond, 2005a). Der er særlige krav til brandsikring af nedhængte lofter, som omtalt i afsnittet Krav til indvendige overflader i afsnit 2.6, Brandsikring.

    Ved forbedring med en ny gulvkonstruktion afhænger mulighederne meget af bygningstypen og pladsforholdene. Løsninger for støbte betondæk med trægulv findes i SBi-anvisning 172 (Kristensen, 1992a), kap. 3 og SBi-anvisning 173 (Kristensen, 1992b), kap. 4, men kriterierne i DS 490 (Dansk Standard, 2007a), klasse C kan ikke opfyldes. For træetageadskillelser findes gulvløsninger i anvisning 173, men heller ikke for disse kan kravene i DS 490, klasse C opfyldes. Både for træ- og betonetageadskillelser skal der altså mere end simple, kendte løsninger til for at opnå den nødvendige forbedring.

    Forbedring af træetageadskillelse

    I bygninger opført før 1930 er træbjælkelag med eller uden indskudsler den mest almindelige form for etageadskillelse. Sådanne etageadskillelser kan ikke overholde de nuværende krav til luftlydisolation og trinlydniveau, og en del af problemet kan være utætheder. Ifølge SBi-anvisning 173 (Kristensen, 1992b) kan der for typiske etageadskillelser med lerindskud opnås luftlydisolation R'_w 45-50 dB og trinlydniveau L'_n,w 63-75 dB. Følgelig er det nødvendigt at forbedre luftlydisolationen med 5-10 dB og trinlydisolationen med 10-20 dB for at kunne overholde grænseværdierne på hhv. R'_w min. 55 dB og L'_n,w max 53 dB. Der skal foretages mere end almindelige tiltag for at opnå dette.

    I et forsøgsprojekt med ældre træetageadskillelser (Grundejernes Investeringsfond, 2005a), se figur 64, indgik tre typer af konstruktionsløsninger. Målet var at forbedre luftlyd- og trinlydisolationen, så kravene i BR08 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) opfyldes. En løsning var at udskifte såvel indskud som gulvkonstruktion. En anden at tilføje en ny gulvkonstruktion, mens den tredje løsningsmodel var at tilføje et nedhængt loft. Se principskitserne i figur 65, figur 66 og figur 67 (konstruktionstype I, II og III). Der blev gennemført laboratorie- og feltmålinger på konkrete løsninger inden for alle tre typer.

    

    Figur 64. Principskitse af en typisk træetageadskillelse. Kilde: GI

    

    Figur 65. Principskitse af konstruktionstype I. Ændringer i etageadskillelsen: Det eksisterende gulv fjernes, herefter udføres der lydisolerende arbejder i selve etagedækket, og et nyt gulv udlægges. Kilde: GI

    

    Figur 66. Principskitse af konstruktionstype II. Etablering af blændgulv: Der udlægges lyddæmpende materialer direkte oven på det eksisterende gulv, og herpå udlægges et nyt blændgulv. Kilde: GI

    

    Figur 67. Principskitse af konstruktionstype III. Nedhængt loft: Der monteres et nedhængt loft af gipsplader med lydabsorberende materialer i hulrummet og eventuelt ny stuk. Kilde: GI

    Alle tre typer af løsninger resulterede i en luftlydisolation, der opfylder grænseværdien for DS 490 (Dansk Standard, 2007a), klasse C, men krav til trinlydniveauet blev kun opfyldt for specifikke løsninger af konstruktionstype I, se detailtegning figur 68. Detailløsninger med arbejdsbeskrivelser og måleresultater findes på www.ejendomsviden.dk/nabostoj.

    

    Figur 68. Detailtegning af eksempel på konstruktionstype I, som opfylder kravet til trinlydisolation. Bærende gulv på stålbeslag (hatteprofiler). Kilde: GI.

    For hovedparten af de undersøgte løsninger vurderes de foreslåede ændringer af etageadskillelsen ikke at påvirke brandmodstandsevnen. Undtagelsen er en løsning med svømmende gulv udlagt på genudlagte gulvbrædder, når disse er udlagt med mellemrum (specifik løsning af type I). Her kan brandmodstandsevnen være reduceret, og anvendelse af denne løsning bør derfor aftales med bygningsmyndigheden. Samtidig overholder løsningen ikke trinlydkravet, så alene det forhold kan forhindre anvendelsen af denne løsning.

    For hver af de anviste løsninger gælder, at de skal tilpasses den konkrete ejendom. Forsøgsprojektet indeholder yderligere forslag til lydisolerende tiltag i etageadskillelser, som dog ikke er afprøvet i praksis.

    I et andet projekt beskrevet af Maxit (Maxit, 2004), blev løsningen vist i figur 69 udviklet til renovering af tagboliger. Løsningen blev udviklet til overholdelse af BR95, men har også potentiale til opfyldelse af de skærpede krav i BR08 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Luftlydisolationen er målt til 64 dB og opfylder dermed kravet på min. 58 dB, mens gennemsnittet af to målinger af trinlydisolationen er på niveau med kravet på maks. 53 dB. Målingerne viser henholdsvis 50 og 55 dB. Det vurderes, at denne løsning ikke påvirker brandmodstandsevnen af etageadskillelsen.

    

    Figur 69. Renovering af træetageadskillelse, detailtegning. Kilde: Nyt gulvkoncept fra Maxit reducerer nabostøj mellem etagerne (Maxit, 2004)

    Efter 1930 er betondæk blevet mere almindelige som etageadskillelse. I langt de fleste tilfælde vil sådanne konstruktioner heller ikke kunne opfylde de nugældende krav, bl.a. som følge af en utilstrækkelig vægt. Ved etablering af tagboliger på sådanne etageadskillelser eller tagdæk må der benyttes et svømmende gulv og/eller et underloft, jf. SBi-anvisning 172, Bygningers lydisolering: Nyere bygninger, (Kristensen, 1992a), og SBi-anvisning 173, Bygningers lydisolering: Ældre bygninger (Kristensen, 1992b), eller der må udvikles nye gulv- og/eller loftopbygninger.

  • 1. 1. 1. 2.7.5 Trapperum

    Akustisk regulering af trapperum kan projekteres efter principperne i SBi-anvisning 172, Bygningers lydisolering: Nyere bygninger (Kristensen, 1992a), kap. 7.

  • 1. 1. 1. 2.7.6 Lyd og installationer

    Installationer kan både fungere som støjkilder og som transmissionsveje, idet lyd fx kan transmitteres fra et rum til et andet via varmerør, andre rørføringer og ventilationskanaler. Mange former for rør og kabler går gennem vægge og etageadskillelser, og det er vigtigt, at der er helt tæt omkring gennemføringerne, da lyd kan transmitteres gennem utætheder. Der må ikke være fast forbindelse mellem rør og konstruktion, ligesom rørene ikke må skabe kobling mellem to konstruktionsdele. Derfor skal der være elastisk mellemlæg mellem rør og konstruktioner. Lydtransmission mellem boliger via radiatoranlæg reduceres ved hjælp af en central lodret stigledning placeret hensigtsmæssigt. Ventilationskanaler, som forbinder flere rum, skal normalt forsynes med lyddæmpere.

    Elevatorer bør placeres i trappetårne eller midt i trapperum for at undgå støj i boliger.

    Lydtransmission og støj relateret til installationer er beskrevet i SBi-anvisning 172, Bygningers lydisolering: Nyere bygninger (Kristensen, 1992a), kap. 6.

  • 1. 1. 1. 2.7.7 Lydisolering af tag og ydervægge

    Det eksterne støjniveau fra trafik kan nødvendiggøre projektering af lydisolation. På det punkt adskiller forholdene for tagboliger sig dog ikke væsentligt fra projektering af andre boliger. Normalt er tag og ydervægge ikke kritiske, og det er primært et spørgsmål om krav til vinduer. Eksempler på konstruktioner findes i SBi-anvisning 172, Bygningers lydisolering: Nyere bygninger (Kristensen, 1992a), kap. 3 og SBi-anvisning 173, Bygningers lydisolering: Ældre bygninger (Kristensen, 1992b), kap. 4.

  • 1. 1. 1. 2.7.8 Lydforhold internt i boliger

    Der er generelt ikke krav til lydisolation mellem de enkelte rum internt i boliger, men lyd fra andre rum i samme bolig kan blive generende. Bygherren kan derfor vælge at stille krav til boligens interne lydisolation, fx om tilstrækkelig lydmæssig adskillelse af udvalgte rum i en boligenhed. Dette gøres ved at definere grænseværdier for luftlydisolation og trinlydniveau, hvilket er særlig relevant for tagboliger i to etager.

    Almindeligvis gælder, at lydisolationen forbedres, når tyngden af konstruktionen øges. Fx kan man lydisolere skeletvægge bedre både ved at benytte separat skelet for de to vægsider og benytte flere lag pladebeklædning på hver side. I SBi-anvisning 172, Bygningers lydisolering: Nyere bygninger (Kristensen, 1992a) findes eksempler på indvendige vægge med forskellige niveauer af lydisolation.

    I rum med stor lofthøjde, herunder dobbelthøje rum, bør der være særlig fokus på rummets akustik. Uden lydabsorberende overflader kan der blive en utilfredsstillende akustisk kvalitet (lang efterklangstid). Lydabsorption projekteres efter samme principper som for trapperum.

Med funktion menes den daglige brug af den enkelte tagbolig, og hvad man skal være opmærksom på, for at beboerne får den størst mulige glæde af boligen. Som udgangspunkt kan man også anvende tagetagen til andre formål end boliger, fx til institutioner, lægeklinikker eller en fælles tagterrasse for beboerne på de øvrige etager, men denne anvisning fokuserer på anvendelse til tagboliger.

Tagetagens indretning og de krav, det stiller til adgangsveje, hænger til en vis grad sammen med, om etagen indrettes til beboelse i form af særskilte lejligheder eller via udvidelse af eksisterende lejligheder opad.

Tagformen er bestemmende for, hvor meget plads der bliver til rådighed til den enkelte tagbolig. De mulige tagformer vil ofte være styret af arkitektoniske hensyn til det ydre, ikke mindst i ældre etageejendomme der støder direkte op til nabobygninger.

Mulighederne for at indrette boligen vil i høj grad afhænge af, hvor føringsveje til installationer er placeret, hvilket igen afhænger af, om man vælger at placere køkken og vådrum samme sted som på de underliggende etager. Ved indretning af nye boliger i tagetagen stilles der krav i Bygningsreglementet om, at der skal være adgang med elevator til de nye boliger, såfremt bygningen er på 3 etager og derover. Kravet gælder dog ikke ved udvidelse af eksisterende lejligheder opad.

Bygningsreglementet stiller også krav om tilfredsstillende udearealer, hvilket både dækker fælles udendørs opholdsarealer og parkeringspladser.

I eksempelsamlingen på www.sbi.dk/tagboliger findes oplysninger om gennemførte tagboligprojekter, som kan give inspiration til, hvordan tagetagen kan indrettes.

• 1. 1. 3.1 Boligens indretning

  

  I BR08, kap. 3.3 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) stilles krav til indretning af boliger, dels i form af generelle krav om en hensigtsmæssig størrelse, lofthøjde, indretning og gangbredde, dels i form af specifikke krav til dørbredder. De generelle krav suppleres med anbefalede minimumsmål, fx til indretning af bade- og wc-rum. Disse krav gælder også for nye tagboliger.

  

  Figur 70. Den tilgængelige bolig med tilhørende ganglinjer. Kilde: SBi-anvisning 222, Tilgængelige boliger (Sigbrand & Jensen, 2008).

  Som udgangspunkt bør boligen indrettes, så den umiddelbart eller med minimale ændringer bliver egnet for personer med handicap. Det betyder bl.a. niveaufri adgang, brede døre og et rummeligt bade- og wc-rum. SBi-anvisning 222, Tilgængelige boliger (Sigbrand & Jensen, 2008) giver gode anvisninger på, hvordan en bolig kan indrettes, så fx en kørestolsbruger, en halvsidigt lammet eller en synshandicappet kan anvende boligen. Se også DS 3028, Tilgængelighed for alle (Dansk Standard, 2001).

  Kun i det tilfælde, hvor opfyldelse af bygningsreglementets kap. 3.3 kræver, at der foretages gennemgribende ændringer i bygningen, kan der ske lempelser, jf. BR08, kap. 3.1 stk. 2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Det er op til byggesagsmyndigheden, om der kan ske lempelser i det konkrete tilfælde.

  Indretning af loftetagen skal også tage hensyn til krav til placering af bærende eller afstivende vægge.

  • 1. 1. 1. 3.1.1 Små eller store lejligheder – indretningsmuligheder

    Tagboliger skal opfylde de samme krav til indretning som nye boliger generelt, men den eksisterende bygnings ydre dimensioner betyder, at tagboliger ofte vil være forholdsvis små, ikke mindst når de indrettes i eksisterende loftrum med skråtag. Samtidig er muligheden for at få en type 2 elevator placeret uden større indgreb ofte stærkt begrænset. I så fald er det ikke realistisk, at en kørestolsbruger kan bo der. Det kan derimod fx en rollatorbruger, en gigtramt eller en synshandicappet, hvorfor tilgængeligheden for bl.a. disse grupper bør indarbejdes ved projektering af boligens rum. En rollatorbruger behøver 1,1 × 1,1 m til at vende 90° og 1,3 × 1,3 m til at vende 180°.

    Det kan derfor vise sig, at bagtrapperummet skal inddrages i de eksisterende boliger for at opnå den nødvendige plads. Et eksempel er vist på figur 71 og figur 72. På den måde øges boligernes brugsværdi betragteligt, idet det så også bliver muligt for gangbesværede personer at komme på besøg. Se afsnit 3.3, Adgangsforhold og afsnit 3.5, Flugtveje og redningsforhold.

     

    

    Figur 71. Eksempel på ombygning af bagtrapperum til køkken samt etablering af elevatoradgang via nye altaner med direkte adgang fra køkken. (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2004a). Kilde: Pålsson Arkitekter AS.

    

    Figur 72. Forholdene før ombygningen vist i figur 71. (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2004a). Kilde: Pålsson Arkitekter AS.

    I det hele taget kan begrænsede pladsforhold være styrende for, hvordan tagboligen kan indrettes. En løsning kan være, at lade køkkenet stå i åben forbindelse med stuen. Derimod bør man uanset pladsforhold så vidt muligt forsøge at få plads til en altan e.l.

    

    Figur 73. Indretning med åben forbindelse mellem køkken og stue. Foto: Dorthe Krogh.

    Boligens brugsmæssige kvalitet øges, når den kan indrettes på flere måder. Det kan være med til at sikre, at boligen kan tilpasses beboernes ændrede ønsker. Ligeledes kan en stor lofthøjde, fx opnået med loft til kip, forbedre den rumlige kvalitet og indeklimaet. Således kan stor lofthøjde kombineret med vinduer placeret tæt på kippen sikre gode dagslysforhold længere inde i rummene.

    

    Figur 74. Opholdsrum i tagbolig med stort lysindfald. Foto: sbs.

    Tagboliger ses også indrettet som penthouselejligheder, typisk hvor bygningen tilføjes en ekstra etage. I så fald vil det være uproblematisk at indrette dem, så også kørestolsbrugere kan bo i dem eller besøge dem, idet pladsforholdene giver mulighed for at indrette baderum og køkken med frie gulvarealer på mindst 1,5 × 1,5 m.

    En måde at udnytte et eksisterende loftrum til tagboliger på, er at udvide eksisterende lejligheder opad. Man vil som regel udnytte udvidelsen opad til opholds- eller soverum, mens man bibeholder køkken og bade- og wc-rum i den hidtidige lejlighed, da de er dyre at flytte. Dog kan udvidelsen af lejligheden opad give plads til at udvide det eksisterende køkken og/eller bade- og wc-rum. SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 3.3.1 Boligers indretning (Stang, 2009) anbefaler, at adgangsetagen i nye boliger i flere etager som minimum indeholder køkken, et soverum, et opholdsrum og et rummeligt bade- og wc-rum, men pladsforholdene i en ombygget lejlighed under taget kan forhindre dette.

    Særlige krav til bade- og wc-rum og køkken er beskrevet i afsnit 3.2, Vådrum og køkken.

  • 1. 1. 1. 3.1.2 Beboelsesrum

    I de tilfælde, hvor tagboliger indrettes i eksisterende loftrum, bør man af pladshensyn overveje at indrette boligen på en måde, så man så vidt muligt undgår gangarealer. Hvis man indretter tagboliger med gangarealer, skal man være opmærksom på bygningsreglementets krav til gangbredder på mindst 1,0 m i adgangsrum (vindfang, entre mv.). Hvis der er døre eller skabe i gangens sider, bør bredden forøges med 0,3 m, således at en kørestols- eller rollatorbruger kan vende 90°.

    Døre i boligens adgangsetage skal have en fri bredde på mindst 0,77 m. Dette sikrer, at både en kørestolsbruger og en rollatorbruger kan passere. Dørtrin bør ikke overstige 2,5 cm.

    Kravene til indretning af beboelsesrum (soverum, opholdsrum etc.) er mere frie end køkken og vådrum. Der er fokus på god plads, og at der er flere muligheder for møblering, så rummene efter behov kan opfylde flere funktioner.

    Hvis taget har stor rejsning, kan der være mulighed for at etablere en hems under kippen. Man skal i så fald være opmærksom på, at hanebåndet ofte skal forstærkes for at kunne bære den øgede last eller evt. understøttes med stolper. Se nærmere i afsnit 2.2, Ombygning af eksisterende tagkonstruktion.

    

    Figur 75. Snittegning af tagbolig med hems og udvendigt elevatortårn. I forbindelse med udskæring i taget til de nye tagboliger har det været nødvendigt at forstærke dele af spærkonstruktionen (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2004a). Kilde: Pålsson Arkitekter AS.

  • 1. 1. 1. 3.1.3 Uderum (altan/tagterrasse)

    Uderum i form af en altan eller en tagterrasse tilfører tagboligen en øget attraktionsværdi, ikke mindst hvis pladsforholdene under taget er begrænsede. Til gengæld er det yderst kompliceret at udføre altaner og tagterrasser fugtteknisk korrekt, som beskrevet i Tagterrasser i afsnit 2.5, Etageadskillelse. Det er derfor meget vigtigt, at de projekteres, planlægges og udføres med stor omtanke. Der henvises til BYG-ERFA blade om tagterrasser, (47) 07 05 03, (27) 08 04 30 (hhv. Bunch-Nielsen & Christensen, 2007, 2008), (23) 07 12 29 (Bunch-Nielsen, Christensen & Dons, 2007), samt SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2009) og TOR-anvisning 22 (Tagpapbranchens Oplysningsråd, 2001).

    Der skal etableres niveaufri adgang til altaner, jf. BR08, kap 3.2.2 stk. 2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Fritaget for kravet er terrasser på bygningens tag, såfremt der ikke er adgang til taget med elevator.

    Etablering af en altan eller terrasse kan medføre indgreb i den eksisterende tagkonstruktion, idet der typisk er behov for udveksling af spær, jf. afsnit 2.2, Ombygning af eksisterende tagkonstruktion. Muligheden for at udveksle spær kan være afgørende for, hvor stor en altan der kan indrettes.

    Muligheden for at indbygge altaner øges med dybden af bygningen. En anden løsning er at knytte altaner til alle boliger ved at bygge et altantårn på gårdsiden.

    

    Figur 76. Kvist med direkte adgang til det fri. Foto: Knauf Danogips A/S.

    

    Figur 77. Tagbolig med altan. Foto: Tagbolig A/S.

    

    Figur 78. Lejligheder med kviste og med direkte adgang til tagterrasse. Foto: Tagbolig A/S.

    

    Figur 79. Altan indbygget i tagfladen, Københavnertag. Foto: Tagbolig A/S.

    Københavns Kommune har beskrevet sine retningslinjer vedr. opsætning og renovering af altaner på eksisterende bygninger, herunder hvilke konstruktive forhold der skal redegøres for, på: www.kk.dk/Borger/BoligOgByggeri/Byggetilladelse/Konstruktioner/Altaner.aspx

    Der ses også eksempler på altaner placeret tæt på kippen, som vist på figur 80. Her skal man være opmærksom på, at det kan være vanskeligt at benytte altanen som redningsåbning. Det kræver en vandret afstand fra altanen til facaden på højst 1,4 m.

    

    Figur 80. Altaner i tag, tæt på kip. Sadeltag. Altanerne kan være problematiske at anvende som redningsåbninger. Foto: BvB.

    En tagterrasse kan enten knyttes til den enkelte bolig eller indrettes med fælles adgang for alle beboere. Egentlige tagterrasser er pladskrævende og etableres derfor normalt kun, hvis den øverste etage indrettes til penthouselejligheder, eller hvis der indrettes en særskilt tagterrasse på hele etagen. Se eksempelsamlingen på www.sbi.dk/tagboliger. En fælles terrasse vil til gengæld være til glæde for alle beboere. En mellemløsning er en svalegang, der dels giver adgang til de enkelte tagboliger, dels kan benyttes som opholdsrum.

• 1. 1. 3.2 Vådrum og køkken

  Placering af vådrum (fx bade- og wc-rum) og køkken bestemmes ofte af muligheden for at etablere de nødvendige installationer i form af vand, afløb og ventilation, se afsnit 4.6, Vand og afløb. Især afløbsinstallationer skal som hovedregel være i nærheden af eksisterende faldstammer for at sikre tilstrækkeligt fald på afløbsledningerne; alternativt må der etableres nye faldstammer.

  Ved etablering af tagboliger (i etageejendomme) er der krav i bygningsreglementet om mekanisk ventilation i køkken og bad, herunder specifikke krav til fjernelse af indeluft med en volumenstrøm på henholdsvis 20 l/s fra køkkener og 15 l/s fra bade- og wc-rum, se BR08, kap. 6.3.1.2, stk.1. Ventilation fra tagboliger kan evt. etableres som selvstændig ventilation, fx ved selvstændige udluftningskanaler/ventilatorer fra køkken og bad. Der er desuden krav til, hvorledes frisklufttilførsel sikres, jf. SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008 (Stang, 2009).

  Både køkken og bad bør placeres op ad ydervæg, så der er mulighed for dagslysadgang og frisklufttilførsel gennem oplukkelige vinduer.

  I de tilfælde, hvor etablering af tagboliger kombineres med indbygning af vådrum i de øvrige lejligheder, bør man undersøge muligheden for at benytte præfabrikerede units, der hejses ind, eller hele elementer der samles på stedet, se fx Komponentbadeværelser (Bygge- og Boligstyrelsen, 1997). Dette gælder, uanset om de placeres inden for den eksisterende etageplan, ved nedlæggelse af en bagtrappe, eller som en udbygning mod gården. Pladsforholdene vil ofte være ganske små, men ved at benytte præfabrikerede units, kan man lægge hovedparten af arbejdsprocessen på fabrik, hvor der er adgang til vådrummet fra alle sider. Tilsvarende vil arbejdsprocessen på byggepladsen tage kortere tid. Uanset hvilken løsning man vælger, skal man sikre sig, at den eksisterende konstruktion kan bære den ekstra belastning.

  

  Figur 81. Præfabrikeret vådrumselement. Foto: VELUX A/S.

  

  Figur 82. Præfabrikeret vådrumselement. Foto: VELUX A/S.

  

  Figur 83. Præfabrikeret vådrum. Foto: Karsten Pålssons Tegnestue. (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2002).

  • 1. 1. 1. 3.2.1 Pladsforhold i vådrum

    I et bade- og wc-rum bør der være 1,1 m fri plads foran faste installationer for at opfylde bygningsreglementets krav til pladsforhold. I lighed med køkkener giver det kun akkurat plads nok til, at en rollatorbruger kan vende 90°. Dette vil i mange tilfælde være tilstrækkeligt for en gæst, mens en beboer med rollator vil behøve 1,3 × 1,3 m frit vendeareal, som er fri af dørens opslagsareal, så døren kan lukkes. En rollatorbruger vil ofte støtte sig til vasken, hvorfor væggen bør kunne optage den ekstra vægt. Hvis man ønsker, at rummet skal kunne anvendes ved hjælp i hjemmet, giver SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 3.3.2 Bade- og WC-rum (Stang, 2009) minimumsmål til indretningen. Den ekstra gulvplads kan, indtil der bliver behov for den til kørestol eller rollator, anvendes til fx en vaskesøjle med tilhørende bord til sortering af tøjet.

  • 1. 1. 1. 3.2.2 Vådrum – krav til udførelse

    Vådrum i tagboliger er primært bade- og wc-rum med gulvafløb, men kan også omfatte bryggers. Vådrum skal udføres omhyggeligt, da følgeskader fra utætheder kan være omfattende og meget kostbare at udbedre.

    Vådrum i tagboliger skal – som alle andre vådrum – udføres i henhold til By og Byg Anvisning 200, Vådrum (Brandt, 2001). Det væsentligste krav er, at gulve og vægge, herunder samlinger, tilslutninger og rørgennemføringer, skal være vandtætte. Især skal konstruktioner, hvori der indgår træ eller andet organisk materiale, sikres mod indtrængning af vand. Herudover skal konstruktionerne kunne modstå andre normalt forekommende påvirkninger, fx personophold, kemikaliepåvirkning og høj fugtbelastning, uden at det medfører skade.

    Ved indbygning af vådrum i ældre bygninger skal man være opmærksom på, at vådrummets konstruktioner ikke skades af evt. deformationer i de tilstødende bygningsdele. Øget belastning af træbjælkelag og bindingsværksvægge kan give deformationer, og man skal sikre sig, at fugtindholdet i de eksisterende trækonstruktioner i gennemsnit er bragt ned under 13 vægt-%. I By og Byg Anvisning 200, Vådrum (Brandt, 2001) og Gode vådrum ved bygningsrenovering (Byggeskadefonden vedr. Bygningsfornyelse, 2002) beskrives de nødvendige forholdsregler nærmere.

    Zoneinddeling

    Ved udførelse af nye vådrum vil der ofte være forskellige krav til udførelsen, afhængig af hvor i rummet man er. Der skelnes mellem vådzone og fugtig zone, se figur 84 til figur 87.

    

    Figur 84. Vådzone og fugtig zone i vådrum med bruseniche. Kilde: By og Byg Anvisning 200, Vådrum (Brandt, 2001).

    

    Figur 85. Vådzone og fugtig zone i vådrum med fastmonterede skærmvægge. Kilde: By og Byg Anvisning 200, Vådrum (Brandt, 2001).

    

    Figur 86. Vådzone og fugtig zone i vådrum med badekar. Kilde: By og Byg Anvisning 200, Vådrum (Brandt, 2001).

    

    Figur 87. Væg med håndvask regnes kun til vådzone, hvis der er armatur med bruser over håndvasken. Kilde: By og Byg Anvisning 200, Vådrum (Brandt, 2001).

    Vådzonen omfatter den del af rummet, hvor der jævnligt må forventes direkte vandpåvirkning. Her stilles de strengeste krav til konstruktioner, materialer og overfladebehandlinger. Vådzonen omfatter hele gulvet, de nederste 100 mm af alle vægge samt vægge ved bruseniche, badekar og håndvask med brusearmatur. Anvendes fastmonterede skærmvægge, afgrænser disse vådzonen på væggene, se figur 85.

    Fugtig zone er vægområdet uden for vådzonen. Også her må der påregnes større påvirkninger end i boligens øvrige rum, fx fra høj relativ luftfugtighed og lejlighedsvis vandpåvirkning. Der stilles derfor også i fugtig zone skærpede krav til materialevalg og konstruktionsopbygning.

    Vandtæthed

    For at sikre vandtætheden af gulve og vægge er vandtæt behandling eller beklædning normalt nødvendig. Ved tagboliger vil gulve som regel blive udført af beton, eventuelt ved udstøbning af beton på det eksisterende træbjælkelag. Gulvets vandtæthed sikres yderligere med en overfladebehandling – i reglen et MK-godkendt flisesystem. Kun i særlige tilfælde, fx ved brug af terrazzo, kan kravet om vandtæt overfladebehandling fraviges.

    Vægge kan både udføres af uorganiske og organiske materialer. I vådzonen er der krav om, at skeletvægge og vægge, der indeholder organisk materiale, skal udføres med vandtæt beklædning, som normalt er et MK-godkendt flisesystem. Det er et krav, at MK-godkendte vandtætte flisebeklædninger indeholder et egentligt vandtæt lag med en tykkelse på mindst 1 mm. Også øvrige vægtyper bør forsynes med vandtæt beklædning i vådzone.

    I den fugtige zone kan skeletvægge og vægge, der indeholder organisk materiale, udføres efter mere lempelige regler, og her er det fx muligt at udføre malebehandlede skeletvægge eller flisebeklædte vægge uden membran. Det er dog en forudsætning, at de udføres med et særligt vådrumsmalesystem eller vådrumsflisesystem, som skal have dokumentation for at opfylde kravene til at opnå MK-godkendelse. Uorganiske materialer kan normalt anvendes i fugtig zone, når blot de forsynes med en vandafvisende overfladebehandling, fx fliser eller malebehandling. Se også BYG-ERFA blad (42) 02 10 16 (Brandt, Jensen & Svane, 2002).

    Vand fra vægge skal ledes ud på gulvet, og væggen skal derfor samles vandtæt med gulvet, eller væggens vandtætte lag skal føres ud over og overlappe gulvets opkant. Vand fra gulvet skal hindres i at løbe ud ad døren. Det kan sikres ved at gulvniveauet umiddelbart foran døren er mindst 30 mm over risten på gulvafløbet, eller ved at der laves en vandtæt opkant, fx støbt, på mindst 20 mm under døren. Derved kan gulvet opsamle en vis vandmængde, fx fra en utæt vandinstallation.

    Fald på gulv

    De områder af gulvet, hvor der dagligt må forventes direkte vandpåvirkning, skal have fald mod afløb og skal være uden lunker. Disse områder er vist skraveret på figur 84 til figur 87. Faldet bør være 1-2 %, under fritstående badekar og fast inventar dog mindst 2 %. Øvrige områder af gulvet bør også udføres med et lille fald mod afløb for at undgå risiko for bagfald og lunker.

    Vand fra brusenichen bør hindres i at løbe ud over den øvrige del af gulvet, hvilket bedst sker ved at gulvet i brusenichen forsænkes. En forsænkning på 10 mm vil normalt være tilstrækkelig. Det forsænkede område bør være så stort, at vand fra et eventuelt badeforhæng vil dryppe af inde i forsænkningen.

    Vand- og afløbsinstallationer

    Gennemføringer af installationer skal være vandtætte. Gennemføringer må ikke forekomme i den mest vandbelastede del af gulvet, vist med mørk farve på figur 84 til figur 87. Gulvafløb bør være VA-godkendt til den pågældende type gulvkonstruktion og gulvbelægning. De bør så vidt muligt være med lodret udløb. Der kan være andre måder at opfylde bygningsreglementets krav på, end en VA-godkendelse, men en VA-godkendelse er den enkleste måde at dokumentere kravene på.

    Se også afsnit 4.6, Vand og afløb samt BYG-ERFA blad (53) 01 09 28 (Brandt, Kaufmann & Godtkjær, 2001) og (43) 02 09 26 (Brandt & Nielsen, 2002).

    Lofter

    Lofter bør udføres, så fugtig luft ikke kan trænge ind i tilstødende bygningsdele eller rum. Mod uopvarmede rum kan lufttæthed normalt sikres ved brug af en dampspærre i loftkonstruktionen.

    Der stilles ikke krav til overfladehandlingen af lofter i vådrum, men det er en fordel, hvis behandlingen kan tåle lettere vandpåvirkning.

    Fuger

    Vandtætheden af en vådrumskonstruktion må aldrig afhænge af en (elastisk) fuge, og der stilles derfor ikke særlige krav om, at fuger skal kunne udføres vandtætte.

    Til fugning anvendes fleksible mørtelfuger, dvs. cementbaserede fugemørtler med tilsætning af plastmateriale, som gør den færdige fuge mere fleksibel end en ren cementbaseret fuge. Denne fugetype kan normalt også anvendes i hjørner, omkring gulvafløb mv. Kun hvor der forventes særlig store bevægelser, er der behov for elastiske fuger. Elastiske fuger stiller særlige krav til fugens geometri – tilstrækkelig bredde og dybde – for at sikre, at de forventede bevægelser kan optages. Der bør anvendes bundstop eller sliptape som modhold for fugemassen og primer til at sikre vedhæftning til kontaktfladerne.

  • 1. 1. 1. 3.2.3 Køkken

    Køkkener i tagboliger har tit skråvægge på den ene side, hvilket begrænser indretningsmulighederne, idet overskabe mv. kun kan hænges på de lodrette vægflader. Desuden begrænser skråvæggene det gulvareal, der er anvendeligt som arbejdsplads, idet arbejdspladser under skråvægge bør have en fri højde på mindst 2,1 m, typisk ved forkant af bordplade og lign.

    Køkkenet bør placeres i boligen, så der er god kontakt til andre rum, evt. som en integreret del af et opholdsrum. Indretning af køkken i åben forbindelse med stuen frem for et separat køkken sparer plads og kan gøre indretningen og brugen af boligen mere fleksibel. Dette er særlig relevant ved etablering af tagboliger på begrænset plads.

    Det er vigtigt med god plads, og køkkenet bør så vidt muligt disponeres, så der er mulighed for at flere personer kan arbejde i det samtidig. Om muligt bør der etableres mindst 4,4 m køkkenbord med en højde på 850 eller 900 mm. Der skal mindst være mulighed for indretning af en tilberedningsplads, en kogeplads og en opvaskeplads. Der skal ifølge bygningsreglementet etableres emhætte over komfur. Emhætten skal have afkast til det fri og have tilstrækkelig effektivitet til at opfange de luftformige forureninger fra madlavning. Der bør etableres dagslysadgang og/eller lampeudtag over alle arbejdspladser.

    For nye køkkener kræver bygningsreglementet, at køkkenet skal indrettes med plads til at køkkenarbejdet kan foregå på en hensigtsmæssig og betryggende måde. Bygningsreglementets krav om plads i køkkenet kan opfyldes ved at sørge for 1,1 m fri plads foran arbejdspladserne.

    En fri afstand på 1,1 m foran arbejdspladsen tilgodeser akkurat en rollatorbrugers behov, såfremt vedkommende kun skal vende 90°, men mere plads øger komforten og 1,3 × 1,3 m gør det muligt at vende 180°. Ved indretning af et elementkøkken kan man med fordel anvende løse elementer, fx ved vasken, så ældre har mulighed for at sidde ned med benene inde under vasken. Af hensyn til bl.a. synshandicappede bør låger på overskabe i åben tilstand ikke rage ud over køkkenbordets forkant. Herved undgås risikoen for at støde hovedet ind i en (glemt) åben låge.

    Yderligere oplysninger om hensigtsmæssig adgang for bevægelseshæmmede findes i SBi-anvisning 222, Tilgængelige boliger (Sigbrand & Jensen, 2008).

    Køkkenet bør forsynes med rigelige elinstallationer også til evt. fremtidig udvidelse eller ændring i anvendelsen af rummet og køkkenudstyret. Der bør både være adgang (eller forberedt adgang) til 400 V og 230 V. Bygningsreglementet kræver, at der etableres mekanisk udluftning (i etageboliger). Det gælder dog ikke i de tilfælde, hvor loftetagen udnyttes ved at udvide eksisterende lejligheder opad.

• 1. 1. 3.3 Adgangsforhold

  

  Når man vælger at indrette tagboliger i en eksisterende bygning, bør adgangsvejenes tilstand og fremtidige udformning vurderes i relation til tagboligernes og de andre lejligheders brugere.

  Således vil etablering af elevator til alle etager øge de øvrige boligers kvalitet, ved at sikre adgang for mennesker, hvis funktionsevne er nedsat, fx kørestolsbrugere, gangbesværede samt små børn og ældre. Man skal være opmærksom på, at gode adgangsforhold ikke kun er til gavn for beboerne, men i høj grad også for besøgende, fx venner og familie. Den unge søn/datter i en eksisterende bolig på fx 4. sal vil herved kunne få besøg af gangbesværede familiemedlemmer og venner.

  • 1. 1. 1. 3.3.1 Tilgængelighed

    Som udgangspunkt skal bygningsreglementets krav i kap. 3.2 om tilgængelighed (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) opfyldes ved etablering af nye tagboliger, herunder krav til:

    • –Niveaufri adgang ved yderdøre

    • –Dørbredde

    • –Fælles adgangsveje

    • –Elevator

    • –Trapper i fælles adgangsveje

    • –Værn ved trapper, altaner, osv.

    SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008 (Stang, 2009), SBi-anvisning 222, Tilgængelige boliger (Sigbrand & Jensen, 2008), DS 3028, Tilgængelighed for alle (Dansk Standard, 2001) samt Tjeklister for tilgængelighed på sbi.dk giver anvisninger på, hvordan kravene til tilgængelighed kan opfyldes.

    Bemærk, at:

    • –Bekendtgørelse om tilgængelighedsforanstaltninger i forbindelse med ombygninger i eksisterende byggeri (Bekendtgørelse nr. 1250, 2004), og

    • –Vejledning til kommunerne om byggesagsbehandling af tilgængelighedsbestemmelser (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2008)

    ikke gælder for boliger og dermed heller ikke for ombygning til tagboliger. Dette understreges, idet SBi's undersøgelser om kendskabet til disse ombygningsbestemmelser har vist, at der har hersket i tvivl herom.

    Ved ombygning kan kommunen godkende, at bygningsreglementets krav om bygningers indretning lempes, herunder kravet om tilgængelighed. Det forudsætter dog, at opfyldelsen af indretningskravene skønnes at kræve gennemgribende ændringer i bygningen.

  • 1. 1. 1. 3.3.2 Indgangsparti

    Hvis indgangspartiet ombygges i forbindelse med etableringen af tagboliger, skal man være opmærksom på krav i BR08, kap. 3.2.1, stk. 2, om niveaufri adgang, et vandret og markeret areal foran døren, samt en porttelefon.

  • 1. 1. 1. 3.3.3 Trapper

    Ældre ejendomme er traditionelt udført med en hovedtrappe og en bagtrappe. De to trapper blev bygget for at sikre en flugtvej ud af bygningen i tilfælde af, at en brand blokerede hovedtrappen. I dag opføres nybyggeri i reglen kun med en enkelt trappe, der så til gengæld udgør en selvstændig brandsektion og er opført af ubrændbare materialer – typisk beton.

    Trappeadgang til tagboligerne kan ske via de eksisterende trapper, som enten skal forlænges (ekstra etage) eller forbedres (tagboliger på loftrum). Adgang kan også etableres via separate elevator- og trappetårne.

    Trappen skal have en bredde på mindst 1,0 m og kan gøres tilgængelig ved at etablere gribeegnede håndlister i begge sider af trappen samt markere trinforkanterne med kontrastfarve af hensyn til svagsynede. Disse markeringer vil i en evakueringssituation være til gavn for alle, se afsnit 3.5, Flugtveje og redningsforhold. For at undgå at uopmærksomme personer og synshandicappede støder hovedet mod undersiden af trappen, bør trappens underside afskærmes. Krav til trapper og værn er nærmere beskrevet i BR08, kap. 3.2.2 og 3.2.3 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Kravet til trappens bredde er bl.a. affødt af, at man skal kunne få en båre med en person på ned ad trappen.

    Se også tjeklister for tilgængelighed på: www.sbi.dk/tilgaengelighed/tjeklister

  • 1. 1. 1. 3.3.4 Adgang via eksisterende trappeopgang

    Benyttes den eksisterende (hoved)trappe som adgang til tagboligerne, vil det ofte være anledning til at renovere trappeopgangen. En smal og nedslidt trappeopgang er ikke indbydende for en køber af en ny tagbolig eller en dyr penthouselejlighed. Det er derfor afgørende, at trappeopgangen har en kvalitet, som stemmer overens med tagboligen.

    

    Figur 88. Nedslidt bagtrappe. Foto: rönby studio.

     

    

    Figur 89. Hovedtrappe før og efter indbygning af elevator. Østbanegade, København. Foto: rönby studio.

    Særligt i ældre etageejendomme vil det ofte være nødvendigt at forbedre adgangsforholdene, idet trappen til loftet typisk ikke lever op til dagens krav til bredde, hældning og brandsikring. Det gælder, uanset om adgangen til loftet inden ombygningen sker via hoved- eller bagtrappe. I ejendomme, hvor tagboliger etableres ved at tilføje en ekstra etage, vil den primære opgave bestå i at forlænge den eksisterende trappe. Der vil typisk være tale om nyere boligbyggeri med fladt tag og kun én trappe, typisk af beton.

    Uanset om en eksisterende hoved- eller bagtrappe forlænges, eller en ny intern trappe benyttes, bør man så vidt muligt placere trappen, så man griber mindst muligt ind i træbjælkelaget mellem loftrum og eksisterende lejligheder.

  • 1. 1. 1. 3.3.5 Ændret anvendelse af bagtrappe

    Det kan være relevant at anvende bagtrappehuset i en eksisterende ejendom til andre formål – fx til en elevator til alle etager eller til en udvidelse af boligarealet i opgangen. Ofte vil man kunne nedlægge bagtrappen, hvis man sikrer hovedtrappen tilstrækkeligt mod brand. Hvis hovedtrappen er af beton, behøver man typisk ikke at gøre noget. Hvis den er af træ, skal man enten udskifte den, installere trapperumssprinkling og/eller beklæde trappen med gipsplader, som beskrevet i afsnit 2.6, Brandsikring samt Brandsikring af trætrapper ved brug af sprinkling (Socialministeriet, 2007) og Ny forskrift udvider mulighederne for trapperumssprinkling i ældre beboelsesejendomme (Kristensen, 2007). En udskiftning af trappen kan afføde behov for indgreb i bygningens bærende og afstivende konstruktion.

    

    Figur 90. Bagtrappe, Blågårdsgade, København. Nedlægges og erstattes af elevator. Foto: rönby studio.

    

    Figur 91. Elevator indrettet i bagtrapperum. Der er direkte udgang til lejlighederne. Esplanaden, København. Foto: rönby studio.

    Det er kommunalbestyrelsen, der fastlægger de nødvendige tiltag for at nedlægge bagtrappen. Man skal bl.a. være opmærksom på kravene til flugtveje fra lejlighederne. Et eksempel på lokale retningslinjer er beskrevet af Århus Kommune i Retningslinjer for nedlægning af bagtrapper (Bygningsinspektoratet, 2009b). Yderligere eksempler kan findes i Brandsikring af trætrapper ved brug af sprinkling (Socialministeriet, 2007).

    En række kommuner har en standardvejledning med betingelser, der skal opfyldes, for at tillade nedlæggelse af trapper. I store træk er følgende fælles for vejledningerne, jf. Brandsikring af trætrapper ved brug af sprinkling):

    • –hovedtrappen skal som minimum være bygningsdel klasse R 30 D-s2,d2 [BD-bygningsdel 30 af materialer som er mindst klasse B materiale] med beklædning klasse K₁ 10 B-s1,d0 [klasse 1 beklædning].

    • –omgivende vægge skal minimum være bygningsdel REI 60 A2-s1,d0 eller bygningsdel EI 60 A2-s1,d0 [BS-bygningsdel 60].

    • –entredøre skal være dør klasse EI₂ 30 [BD-dør 30 M]. (Frederiksberg Brandvæsen,1977) angiver, hvordan eksisterende døre kan forbedres, så de opfylder dette krav. Fx skal glas i døre dækkes med 12 mm krydsfiner eller spånplade på den ene side, eller det skal og erstattes med 22 mm massivt træ.

    • –der må ikke findes gas- eller el-installationer i skabe i trapperummet.

    • –adskillelse mod kælder skal mindst være bygningsdel klasse REI 60 A2-s1,d0 eller bygningsdel EI 60 A2-s1,d0 [BS-bygningsdel 60], evt. bygningsdel klasse REI 90 eller bygningsdel EI 90 [BD-bygningsdel 90] med eventuelle døre som dør klasse EI₂ 60-C A2-s1,d0 [BS-dør 60].

    • –der skal etableres røgudluftning øverst i trappeskakten eller via oplukkelige sidelysvinduer.

    Supplerende krav for bygninger med gulv i øverste etage mere end 9,6 m over terræn:

    • –boliger i tagetagen skal have 1 m2 redningsaltan eller kvist egnet til redning.

    • –adgang til kælder må kun ske gennem luftsluse.

    Hvis loftetagen udnyttes ved at udvide eksisterende lejligheder opad, er der ikke noget krav om elevatorer, dvs. bagtrappen kan bevares og hovedtrappen behøver af samme grund ikke at blive ombygget. Hvis adgang til loftet hidtil er sket via bagtrappen, kan den del af bitrappen nedlægges og erstattes af interne trapper i de enkelte boliger.

  • 1. 1. 1. 3.3.6 Adgang via separat trappetårn

    I stedet for at forlænge eller forbedre den eksisterende trappe kan man vælge at etablere et separat trappe- og elevatortårn til tagboligerne. Det vil typisk være aktuelt i de tilfælde, hvor man vælger kun at etablere elevator til tagboligerne.

    Vælges løsningen med adgang til tagboliger ad udvendige trapper, skal man være opmærksom på bygningsreglementets anbefaling om enten at undgå trin med gitterriste eller vælge gitterdimensioner på 9 mm, som er lidt under diameteren på de tyndeste blindestokke. Ligeledes bør trinflader med fx drænhuller i metalplader undgås, da de kan give risiko for at førerhundes kløer rives af. Se BR08, kap. 2.6.3, stk. 3 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009).

    

    Figur 92. Eksempel på ombygning af bagtrapperum til køkken samt etablering af elevatoradgang via nye altaner med direkte adgang fra køkken. (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2004a). Kilde: Pålsson Arkitekter AS.

• 1. 1. 3.4 Elevator

  Bygningsreglementet stiller krav om elevator til boliger, der ligger på 2. sal (3. etage) eller højere, BR08, kap. 3.2.2, stk. 5 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Det betyder i praksis, at der i forbindelse med alle tagboligprojekter som udgangspunkt skal installeres elevator til samtlige etager, kælderen dog undtaget. Etablering af elevatorer til samtlige etager er en stor investering og kan være teknisk kompliceret at gennemføre pga. pladsforholdene. Omvendt kan beslutningen om at etablere tagboliger igangsætte etablering af elevatorer, idet elevatorer kan medvirke til at gøre ejendommen mere attraktiv eller anvendelig for såvel nuværende som kommende beboere og deres gæster. Se afsnit 1, Årsager og motivation i SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger (Hansen & Andersen, 2009).

  Der er ikke noget elevatorkrav, hvis man vælger en løsning, hvor loftetagen udnyttes ved at udvide eksisterende boliger opad.

  • 1. 1. 1. 3.4.1 Muligheder og begrænsninger

    I ældre etageboligbyggeri i bykernen, hvor tagboliger etableres ved ombygning af et eksisterende loftrum, er der begrænset plads omkring bygningen og ingen fri gavl. Elevatortårnene vil typisk blive opført ud for eller som erstatning for et bagtrapperum, som vist på fig. figur 93-95, idet der sjældent er plads inde i hovedtrapperummet, og man ikke ønsker at inddrage dele af lejlighederne til en elevatorskakt. Se afsnit 3.3, Adgangsforhold, og afsnit 3.5, Flugtveje og redningsforhold, vedrørende problematikken omkring nedlæggelse af bagtrappen.

    

    Figur 93. Elevatortårn på gårdsiden af ældre byggeri. Foto: sbs.

    

    Figur 94. Indvendig elevator i bagtrapperum. Kilde: Kuben Byfornyelse Danmark og rönby studio.

    

    Figur 95. Elevator indsat i bagtrapperum. Foto: sbs.

    I ejendomme med altaner kan det være en mulighed at placere elevatortårnet, så der opnås elevatoradgang til boligerne via altanen, som vist på figur 96-98.

    

    Figur 96. Elevator påbygget mellem altaner. Kilde: Kuben Byfornyelse Danmark og rönby studio.

    

    Figur 97. Elevatortårn med forbindelse til altaner. Foto: sbs.

    

    Figur 98. Elevatortårn med forbindelse til altaner (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2004a). Foto: Tegnestuen Jens V. Nielsen.

    Boligblokke med fladt tag, hvor tagboliger etableres på en ny etage, er normalt af nyere dato. Her har man flere muligheder for at placere et eller flere elevatortårne, især hvis det accepteres, at det kun er de nye lejligheder, der får adgang til en elevator.

    Bygningsreglementet giver dog mulighed for, at kommunalbestyrelsen i ombygningssager, hvortil tagboligprojekter regnes, kan lempe elevatorkravet. I forbindelse med byggetilladelsen kan kommunalbestyrelsen give tilladelse til anvendelse af såkaldte minielevatorer (BR08, kap. 3.2.2, stk. 6) (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009), eller på anden måde lempe bestemmelserne. Det er dog kun muligt, hvis det skønnes, at en type 2 elevator kræver gennemgribende ændringer i bebyggelsen, fx flytning af bærende vægge (BR08, kap. 3.1 stk. 2).

    Denne bestemmelse giver bl.a. mulighed for kun at stille krav om elevator til tagboligerne. Det kan i visse byggerier gøre det muligt at benytte en løsning, hvor et elevatortårn placeres ved gavlen, og tagboligerne betjenes via en svalegang, uanset at det vil være en utilfredsstillende løsning for beboerne i de eksisterende boliger. Kommunalbestyrelsen kan dog kun give dispensation fra kravet om elevator af tekniske årsager og ikke af økonomiske grunde. Se også SBi-anvisning 225, Etablering af tagboliger, 7.3.1 Myndighedskrav (Hansen & Andersen, 2009).

    

    Figur 99. Kombineret elevator- og trappetårn med forbindelse til svalegang. Tårnet er placeret væk fra bygningen for at reducere støjgener. Kilde: Arkitekt Steen Pedersen.

    Konstruktionsmæssigt skal man primært sikre sig, at elevatorkonstruktionen forankres til bygningen. Desuden bevirker Arbejdstilsynets krav om personsikkerhed i forbindelse med tekniske eftersyn og vedligehold af elevatoren, at elevatorskakten i mange tilfælde vil komme til at rage op over ejendommens tag, ligesom der skal etableres en grube under skakten. Hvis elevatoren etableres inde i den eksisterende bygning og ikke skal gå helt ned i kælderen, kan kælderarealet under elevatoren eventuelt benyttes som grube. Se også hjemmesiden for Grundejernes Investeringsfonds projekt om minielevatorer: (www.ejendomsviden.dk).

  • 1. 1. 1. 3.4.2 Minielevatorer

    Som nævnt åbner bygningsreglementet mulighed for at anvende minielevatorer i visse tilfælde. Ved en minielevator forstås i bygningsreglementet en elevator, der er indrettet efter Bekendtgørelse om indretning af elevatorer (Bekendtgørelse nr. 678, 2008), som implementerer Elevatordirektivet, men hvor et eller flere af de indvendige mål ligger under dimensionerne for en type 2 elevator efter DS/EN 81-70 (Dansk Standard, 2003). Grundejernes Investeringsfond har gennemført en undersøgelse af minielevatorer og konkluderer efter forsøg med 23 rollatorbrugere, at en elevatorstol på 0,9 × 0,9 m kan anvendes af en person med rollator.

    Andre løsninger, såsom løfteplatforme, kan ikke benyttes, da de ikke opfylder gældende regler i Bekendtgørelse om indretning af elevatorer. Ved en løfteplatform, trappeløbselevator eller trappelift forstås løfteudstyr til persontransport, som er indrettet efter reglerne i (Bekendtgørelse nr. 612, 2008), som implementerer Maskindirektivet.

    Grundejernes Investeringsfond har udgivet to vejledninger, (Grundejernes Investeringsfond, 2005b, 2005c), med regler og bestemmelser for indbygning af minielevatorer. Se også www.ejendomsviden.dk/Minielevatorer.

  • 1. 1. 1. 3.4.3 Niveaufri adgang til elevator

    Bygningsreglementet stiller, i overensstemmelse med DS 3028, krav om niveaufri adgang, se BR08, kap. 3.2.1, stk. 2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009), og Tilgængelighed for alle (Dansk Standard, 2001). Det betyder, at der ikke må være trin op til elevatoren. I ældre ejendomme er der ofte 2-3 trin op til stueetagen fra gadesiden. En højdeforskel der ofte ikke kan udlignes hverken inde i bygningen eller ude på fortovet. Derimod kan der muligvis etableres niveaufri adgang til elevatoren fra gårdsiden. Et eksempel ses i figur 91, afsnit 3.3.

    Er det helt umuligt at etablere niveaufri adgang til elevatoren, vil 2-3 trin kunne overvindes af nogle ældre og gangbesværede, som ikke benytter rollator. Derfor har en elevator altid stor værdi uanset adgangsforholdene.

    Bygningsreglementet stiller krav om, at fælles adgangsveje skal have en fri bredde på mindst 1,3 m, dvs. at der foran elevatordøre skal være et areal på mindst 1,3 m × 1,3 m. Se BR08, kap. 3.2.2 stk. 1 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Hvis kørestolsbrugere skal kunne vende, er dette krav i underkanten, men en rollatorbruger vil kunne vende 180°. Er der for lidt plads, kan arealet nedsættes til 1,1 × 1,1 m, hvis rollatorbrugere kun skal vende 90°. Se DS 3028, Tilgængelighed for alle (Dansk Standard, 2001).

  • 1. 1. 1. 3.4.4 Betjening af elevator

    Betjeningen af elevatorer skal udformes i henhold til DS/EN 81-70 (Dansk Standard, 2003), uanset om det er en type 2 elevator eller mindre. Det betyder bl.a., at betjeningsknapper skal være følbare, at tal og bogstaver for etager skal kunne ses og føles, at det kan høres og føles, når knapper aktiveres, og at en stemme oplyser hvilken etage, der stoppes på. Desuden er der krav til placering af betjeningsknapper både ud- og indvendig, jf. SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008 (Stang, 2009).

• 1. 1. 3.5 Flugtveje og redningsforhold

  I tilfælde af brand skal det være muligt på en let og betryggende måde ved egen eller andres hjælp at kunne komme direkte ud til det fri eller til et sikkert sted i bygningen. Det kan ske via et vindue (redningsåbning) eller via flugtveje. Se BR08, kap. 5.2. Et sikkert sted vil typisk være en anden brandsektion end den, hvor branden er opstået, og hvorfra der er adgang til en flugtvej eller direkte til terræn i det fri.

  Ved etablering af tagboliger skal man være særlig opmærksom på placering af redningsåbninger i tagfladen, jf. afsnit 3.5.2, Redningsåbninger.

  Flugtveje er et sammenhængende system af passager, gangarealer og trapper, der så vidt muligt udelukkende er indrettet til trafik. Etableringen af tagboliger er en anledning til at gennemgå, om disse forhold er tilfredsstillende, ikke mindst hvis bagtrappen nedlægges. Det skyldes, at der altid skal være to uafhængige måder at forlade en bygning på.

  Da en flugtvej skal kunne anvendes i hele evakueringsperioden, er det vigtigt, at den udgør en selvstændig brandmæssig enhed. Kravene til flugtveje og redningsforhold skal ses i sammenhæng med kravene til brandsikring. I øvrigt henvises til kap. 2 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006).

  • 1. 1. 1. 3.5.1 Trapper som del af en flugtvej

    Ældre ejendomme er traditionelt udført med en hovedtrappe og en bagtrappe, begge i brandbart materiale. De to trapper skulle sikre en flugtvej ud af bygningen i tilfælde af, at en brand blokerede den ene trappe. Ofte ser man, at bagtrappen nedlægges i forbindelse med etablering af tagboliger, fordi det giver plads til et elevatortårn. Det kræver, at der i stedet etableres redningsåbninger, typisk i form af vinduer af en vis størrelse i en ydervæg, jf. afsnit 3.5.2, Redningsåbninger.

    For at sikre, at en trappe kan fungere som flugtvej og er tilgængelig for redningsberedskabet, er der krav til brandmodstandsevnen af både trappen og de omgivende konstruktioner, ligesom der er krav om fremkommelighed. Hvis gulvet i bygningens øverste etage er mere end 9,6 m over terræn (mere end 4 etager), er der også krav om, at der ikke må være direkte døradgang mellem trapperum og kælder. Adgang til kælder skal i stedet ske ved at passere det fri eller gennem en luftsluse, se Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006). Kravet gælder dog ikke, hvis kælderen ikke har stor brandbelastning i form af oplag, pulterrum m.m. Brandsikring af trætrapper ved brug af sprinkling (Socialministeriet, 2007) giver en samlet beskrivelse af kravene til trapper som flugtvej.

    Trapper, der fungerer som flugtvej, skal opfylde kravene til fælles adgangsveje i BR08, kap. 3.2.2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Det betyder bl.a., at trappen bør have lige trappeløb, da det tager længere tid at anvende en spindel- eller vindeltrappe. Bredden af trapper skal være mindst 1,0 m og SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008 (Stang, 2009) anbefaler, at hovedreposer bør have en fri bredde på mindst 1,3 m.

    Det er vigtigt at være opmærksom på, at hovedtrappen overholder disse krav, hvis bagtrappen nedlægges. Man skal også være opmærksom på, at døre i flugtveje skal være lette at åbne uden brug af nøgle eller værktøj (BR08, kap. 5.2, stk. 3), samt at flugtvejsdøre overholder kravene til døre generelt (BR08, kap. 3.2.1, stk. 3), herunder at minimumsbredden er 0,77 m. For at personer med nedsat kraft i fingre og hænder skal kunne åbne døre i flugtveje, anbefales det, at dørene kan betjenes med en lukket hånd.

    Flere kommuner giver rutinemæssigt dispensation fra bygningsreglementet i forbindelse med ansøgning om nedlæggelse af bagtrapper. Se eksempler på retningslinjer i afsnit 3.3.5, Ændret anvendelse af bagtrappe.

  • 1. 1. 1. 3.5.2 Redningsåbninger

    En redningsåbning har tre funktioner:

    • –give personer, der opholder sig i bygningen, mulighed for at give sig til kende over for redningsberedskabet.

    • –personredning, eventuelt via redningsberedskabets stiger, hvis flugtvejene i bygningen er blokerede.

    • –røgudluftning.

    Et rum i en bolig vil normalt ikke udgøre en selvstændig brandcelle, typisk vil tagboligen under ét udgøre en brandcelle. Det vil sige at hvert opholdsrum bør have mindst én redningsåbning for at bevare muligheden for personredning, hvis en person fanges i rummet. Undtagelser fra denne regel kan fx være opholdsrum, hvor der gennem døre er adgang til redningsåbninger i to naborum, der ikke er i åben forbindelse med hinanden, og rum med to uafhængige flugtveje, jf. SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 5.2 Flugtveje og redningsforhold (Stang, 2009), stk.6. Redningsåbninger er udelukkende et supplement til flugtvejene fra brandcellen og kan derfor ikke erstatte en flugtvej.

    

    Figur 100. Rum med to uafhængige flugtveje, hvor redningsåbning derfor ikke er nødvendig. Kilde: SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008 (Stang, 2009).

    En redningsåbning er typisk et vindue i en ydervæg. Normalt skal der være mindst én redningsåbning i hvert opholdsrum i boligen. I boliger med gulv i øverste etage mere end 9,6 m over terræn skal der være mindst én facade med redningsåbning mod brandredningsareal. I tagetagen skal der være en kvist eller redningsaltan, der vender mod redningsarealet.

    En redningsåbning skal have en fri højde og bredde på tilsammen 1,5 m, hvor højden er mindst 0,6 m og bredden mindst 0,5 m. Kap. 2.7 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006) giver en nøjere beskrivelse af dimensionering, udførelse og placering af redningsåbninger.

    

    Figur 101. Bestemmelse af fri højde og bredde på redningsåbninger. Kilde: SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008 (Stang, 2009).

    I bygninger, hvor gulv i øverste etage er mere end 9,6 m over terræn, kan det være vanskeligt at nå redningsåbninger i tagfladen. Redningsåbningen bør da i åben stilling have en fri højde, der ikke er mindre end 0,8 m, idet redningsberedskabet i disse tilfælde skal anvende en motorstige. Desuden må den vandrette afstand mellem tagkant og underkant af åbningen ikke overstige 1,4 m, jf. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri, kap. 2.7.2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2006). I praksis betyder det, at det kan være vanskeligt at etablere redningsåbninger fra et spidsloft, som er inddraget i en bolig.

    Figur 102 viser et eksempel, hvor der er etableret nye kviste på et tag, sandsynligvis i forbindelse med at tørreloftet er indrettet til tagbolig i to etager. Her er der risiko for, at redningsberedskabets stiger ikke kan nå de øverste kviste, og at disse derfor ikke kan anvendes som redningsåbninger.

    

    Figur 102. Kviste som redningsåbninger ved ombygning af loftrum til tagboliger. Foto: Dansk Brand- og sikringsteknisk institut.

    Særlige forhold gør sig gældende, hvis gulvet i øverste etage er beliggende mere end 22 m over terræn, eller hvis ikke alle redningsåbninger kan nås af redningsberedskabets stiger, som beskrevet i BR08, kap. 5.2, stk. 8 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) samt i afsnit 2.6, Brandsikring.

    Brug af redningsåbninger som flugtvej stiller krav til udformningen af bebyggelsens udeareal, idet en del af dette skal kunne fungere som brandredningsareal, jf. afsnit 2.6.8, Redningsberedskabets indsatsmulighed.

• 1. 1. 3.6 Parkering og udearealer

  I forbindelse med etablering af tagboliger er der behov for at tage stilling til:

  • –om det nødvendige antal parkeringspladser er til stede.

  • –om adgangs- og opholdsarealer er indrettet hensigtsmæssigt.

  • 1. 1. 1. 3.6.1 Parkeringspladser

    Når tagboliger etableres, vil behovet for parkeringspladser naturligvis øges tilsvarende, medmindre der er tale om at udvide eksisterende lejligheder opad. Hvis ejendommen har sit eget parkeringsareal, må man derfor forvente, at kommunalbestyrelsen vil forlange flere p-pladser udlagt, herunder også handicap p-pladser. Har ejendommen derimod ikke sit eget reserverede parkeringsareal, som det ofte ses i byerne, vil det ikke være rimeligt at forlange reserverede p-pladser til de nye tagboliger.

    Antallet af parkeringspladser fastsættes af kommunalbestyrelsen i flg. BR08, kap. 2.6.2, stk. 2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Typisk forlanges 1,5 p-plads pr. lejlighed. Ved udvidelse af et eksisterende parkeringsareal skal "et passende antal" p-pladser kunne benyttes af personer med handicap (BR08, kap. 2.6.2, stk. 3). SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 2.6.2 Parkeringsarealer (Stang, 2009) beskriver, hvordan "et passende antal" kan fortolkes. Bygningsreglementets vejledningstekst beskriver kravene til:

    • –Nødvendig størrelse (personbil 3,5 × 5,0 m, kassebil 4,5 x 8,0 m).

    • –Placering (nær indgang).

    • –Niveaufri adgang fra handicap p-plads til adgangsvejen frem til indgangen.

    Ved ældre ejendomme er der normalt ikke udlagt handicap p-pladser, idet dette ikke var et krav i bygningsreglementet på det tidspunkt, ejendommen blev opført. Hvis parkeringsarealet udvides, vil det derfor være en god idé at udlægge handicap p-pladser i et forhold svarende til det totale antal p-pladser – og ikke kun det nye antal. Begrundelsen for denne anbefaling er, at ejendommens øvrige lejligheder ved etablering af elevatoradgang til disse kan bebos og/eller besøges af folk med gangbesvær.

    Kan elevatoren ikke rumme kørestolsbrugere, vil det være rimeligt kun at etablere handicap p-pladser til personbiler – ikke kassebiler, idet sidstnævnte som regel benyttes af kørestolsbrugere.

  • 1. 1. 1. 3.6.2 Adgangsveje til/fra parkeringspladser

    For at gangbesværede kan nå frem til elevatoren, bør man gennemgå ruten frem til denne med fokus på eventuelle kantsten og trin. I bygningsreglementet er der således krav om, at der ikke må være niveauspring på ruten fra vej og p-plads frem til bebyggelsens indgang, se BR08, kap 2.6.3, stk. 2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Desuden kan ruten med fordel gennemgås mht. kravene om adskillelse af trafikformer og markering af adgangsveje. Se BR08, kap. 2.6.3, stk. 3. Se også afsnit 3.3, Adgangsforhold.

    Hvis det er muligt, anbefales det at etablere niveaufri adgang fra elevator til bebyggelsens opholdsarealer, så flest mulige brugere får glæde af arealerne.

  • 1. 1. 1. 3.6.3 Opholdsarealer

    Da tagboliger etableres på en eksisterende boligbebyggelse, må man som udgangspunkt forvente, at der er etableret de nødvendige opholdsarealer i form af legeplads, gårdrum og lign. Medmindre der er tale om at udvide lejligheder opad, vil etablering af tagboliger øge antallet af beboere, hvilket naturligvis vil øge brugen af opholdsarealerne. I de fleste tilfælde er der ikke mulighed for at udvide opholdsarealerne, men etablering af tagboliger kan være en anledning til at gennemgå opholdsarealerne, så de bliver mere tidssvarende og mere hensigtsmæssigt indrettet.

    Samtidig skal man være opmærksom på, at etablering af tagboliger kan resultere i et skærpet krav til brandredningsarealer som følge af, at bygningshøjden øges, eller fordi bagtrappen nedlægges i samme forbindelse. Dette er beskrevet i afsnit 2.2, Brandsikring og i BR08, kap. 5.6.1.

    Uderum i form af fælles tagterrasse og lign. er beskrevet i afsnit 3.1, Boligens indretning.

Det er vigtigt at sikre et godt indeklima for beboerne. Et godt indeklima forudsætter velbelyste rum, at temperaturforhold er i orden, samt at der er en tilstrækkelig ventilation til at sikre en god luftkvalitet. Ligeledes skal tagboligerne være udformede, så der ikke opstår problemer med lydforholdene i forhold til underboer og til naboer.

Tekniske installationer i tagboliger adskiller sig i princippet ikke fra tilsvarende installationer i andre boliger, men netop det forhold, at installationerne indbygges i en ældre bygning, betyder, at der er en række forhold, man skal være opmærksom på.

Det er således vigtigt, at føringsveje for vand og afløb etableres, så det er muligt at udskifte ledningerne, og så eventuelle lækager opdages hurtigst muligt. Man skal også sikre sig, at der er tryk nok i vandledningen til en ekstra etage.

Når det gælder installationer til at sikre den nødvendige ventilation af tagboliger, skal man først og fremmest tage stilling til, om tagboligerne skal kobles på et eksisterende ventilationssystem, hvilket forudsætter, at det er baseret på mekanisk ventilation, og om der er anledning til helt eller delvis at udskifte dette. Tilsvarende skal man tage stilling til, om tagboligerne kan tilsluttes det eksisterende varmeanlæg.

Udviklingen inden for informations- og kommunikationsteknologi gør det relevant at forsyne tagboligerne med el- og it-installationer med tilstrækkelig kapacitet, så de også på det område lever op til dagens standard.

• 1. 1. 4.1 Temperaturforhold

  Tagboligens (og de enkelte rums) beliggenhed medfører ofte, at indeklimaet vil være mere påvirket af udeklimaet, end tilfældet er i andre boliger. Skrå og vandrette tagfladers eksponering for vind, regn, solindfald og kuldeudstråling bevirker, at der typisk vil være større temperaturudsving og måske også større luftskifte end i andre boliger.

  • 1. 1. 1. 4.1.1 Varmebelastning og overtemperaturer

    Solindfaldets betydning for temperaturforholdene i tagboliger er større end i andre boliger. Da strålingsintensiteten om sommeren er større på en skrå (og vandret) flade end på en lodret, jf. afsnit 4.2.4, Solindfald og -afskærmning vil varmetilførslen gennem klimaskærmen ofte være større end i andre boliger. Derfor er det vigtigt at forebygge hyppige overtemperaturer for at leve op til bygningsreglementets bestemmelser om termisk indeklima, BR08, kap. 6.2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009).

    Tre forhold er vigtige for imødegåelse af generne:

    • –Effektiv, regulerbar solafskærmning.

    • –God mulighed for udluftning, gerne ved at indrette boligen så det er muligt at etablere tværventilation af de enkelte rum ved manuel åbning af vinduer.

    • –Stor lofthøjde, fx i form af loft til kip.

    Ved stor lofthøjde vil den naturlige temperaturgradient bevirke, at der kan være en acceptabel temperatur i opholdszonen, selv om der er varmt under loftet (i kippen). Større lofthøjde giver også mulighed for at placere udluftningsåbninger højere, fx indbyggede ventiler i ovenlysvinduerne. Udluftning skabt ved tværventilation skal opfattes som et supplement til ventilationssystemets ydelse og ændrer ikke ved kravene til dette.

  • 1. 1. 1. 4.1.2 Udnyttelse af solvarmen

    I modsætning til om sommeren er strålingsintensiteten om vinteren lavere på en skrå (eller vandret) flade end på en lodret, jf. afsnit 4.2.4, Solindfald og -afskærmning. Bidraget fra solstrålingen gennem skrå eller (næsten) vandrette tagvinduer til at dække varmebehovet bliver derved mindre end gennem tilsvarende lodrette vinduer. Det er derfor vigtigt, at mest muligt af den solstråling, som rammer vinduerne i opvarmningssæsonen, kommer boligen til gode. Det betyder bl.a., at der ikke bør anvendes solafskærmende ruder, samt at solafskærmninger skal kunne trækkes helt fra på tidspunkter, hvor solindfaldet ikke giver gener. Energiruder skal monteres, så energibelægningen er placeret på udvendig side af det inderste glas. Ruderne bør altså have en høj g-værdi (total solvarmetransmittans), en høj LT-værdi (lystransmittans) samt en lav U-værdi.

  • 1. 1. 1. 4.1.3 Kuldestråling

    Skrå og vandrette tagvinduer har normalt frit 'udsyn' til himlen, hvilket medfører, at udstrålingen til en klar og kold himmel bliver væsentlig større end for lodrette vinduer, hvor et tagudhæng måske endda dækker for noget af himlen. Ved valg af ruder og afskærmningssystem bør man derfor være opmærksom på, at udvendig kondens og rim vil optræde hyppigere på tagvinduer med energiruder. I tilfælde, hvor udvendig kondens og delvis blokering af udsynet betragtes som et problem, skal man være opmærksom på, at en lav U-værdi øger hyppigheden af udvendig kondens og is. Derfor bør U-værdien for vinduer uden udvendig afskærmningsmulighed næppe vælges lavere end 1,2 W/m² K. Der skal dog ske en afvejning af problemet med kondens imod overholdelse af bygningsreglementets krav til U-værdier og varmetab, jf. BR08, kap. 7.4.1, stk. 1, og 7.3.1, stk. 1, eller krav til energiramme, og kap. 7.2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009).

• 1. 1. 4.2 Dagslys

  BR08, kap. 6.5.2, stk.1 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) udtrykker, at beboelsesrum skal have en sådan tilgang af dagslys, at rummene er vel belyste. Vejledningsteksten angiver to forskellige måder til at eftervise, at der er tilstrækkeligt dagslys (i arbejdsrum). Dette vurderes at være tilfældet, hvis:

  • –rudearealet ved sidelys svarer til mindst 10 % af gulvarealet eller ved ovenlys mindst 7 % af gulvarealet, forudsat at ruderne har en lystransmittans på mindst 0,75.

  • –det ved beregning eller måling kan eftervises, at der er en dagslysfaktor på 2 % (ved arbejdspladserne).

  Selv om vejledningsteksten refererer til arbejdspladser, vil det være rimeligt at benytte de samme kriterier for dagslys i beboelsesrum. Rudearealet kan primært benyttes ved mindre rum med begrænset rumdybde (mindre end 4-5 m). Reglen vil altså typisk være anvendelig i boliger. Dagslysfaktoren er særlig relevant i store eller mere komplekse rum, fx med stor rumdybde, hvor man ønsker at vurdere, hvor det er muligt at placere de enkelte arbejdspladser.

  Det bør understreges, at det egentlige krav i BR08, kap. 6.5.2 om, at rummene skal være velbelyste, kun behandles i snæver forstand i vejledningsteksten, nemlig med hensyn til om der kan forventes at være tilstrækkeligt dagslys i rummene, henholdsvis ved arbejdspladserne. Derimod er rudearealet og dagslysfaktoren ikke udtryk for hvilken 'dagslyskvalitet', der opnås i rummene. Kvaliteten må vurderes ud fra flere forhold, fx lysets fordeling, forholdet mellem rettet og diffust lys, luminansforhold samt lysets egnethed til de specifikke aktiviteter eller arbejdsopgaver, som skal udføres i rummet.

  Se også

  • –SBi-anvisning 219, Dagslys i rum og bygninger (Johnsen & Christoffersen, 2008)

  • –SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 6.5 Lysforhold (Stang, 2009)

  • –By og Byg Anvisning 203, Beregning af dagslys i bygninger (Christoffersen, Johnsen & Petersen, 2002).

  I kraft af deres placering har tagboliger særlig gode forudsætninger for at få en masse dagslys, ikke mindst hvis der indbygges ovenlysvinduer i den skrå eller (næsten) vandrette tagflade. Det betyder samtidig, at det typisk er særlig aktuelt med solafskærmning for at undgå generende lysindfald eller uønsket opvarmning af boligen.

  • 1. 1. 1. 4.2.1 Tilgang af dagslys

    At der i vejledningsteksten til BR08 skelnes mellem lodrette vinduer og (skrå eller vandrette) ovenlysvinduer, skyldes, at mængden af dagslys, der tilføres gennem et ovenlysvindue, er markant større end gennem et lodret vindue. Figur 103 viser for en overskyet dag forskellen i belysningsstyrken på vandret plan i det samme rum med henholdsvis et lodret vindue, et kvistvindue og et skråt ovenlysvindue, jf. SBi 2006:08 (Johnsen, Dubois & Grau, 2006). Rummene er illustreret øverst i figur 103 på en dag med sol.

    

    Figur 103. Illustration af belysningsstyrken (lux) under en overskyet himmel på et vandret plan i et simpelt rum med tre forskellige typer vindue, henholdsvis et lodret vindue, et kvistvindue og et skråt ovenlysvindue. Tallene angiver den maksimale belysningsstyrke. Kilde: SBi 2006:08 (Johnsen et al., 2006).

    Figur 103 viser, at belysningsstyrken i rummet med et ovenlysvindue er flere gange højere end i rummene med henholdsvis et lodret vindue og et kvistvindue. Dette hænger sammen med, at himlens luminans typisk er op til 3 gange højere i zenit end i horisonten.

    Det skal pointeres, at selv om et 'lyst rum' ofte opleves behageligt, er et højt dagslysniveau i sig selv ikke nødvendigvis en kvalitetsindikator. Vinduets type, form og placering i tagfladen eller facaden har også stor betydning for, hvordan det enkelte rum påvirker brugerne, om det opleves behageligt og interessant, eller måske snarere ubehageligt eller kedeligt. Rummets kvalitet hænger således nøje sammen med lysets kvalitet, og derfor bør lysets fordeling i rummet samt blændings- og kontrastforhold nøje vurderes i forbindelse med valg af ovenlysvinduets størrelse og placering.

  • 1. 1. 1. 4.2.2 Udsyn og udsigt

    BR08, kap 6.5.2 stk. 2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) stiller krav om, at vinduerne skal placeres, så personer i rummet kan se ud på omgivelserne.

    Udsynet eller udsigten til omgivelserne er en af de vigtigste faktorer for personers vurdering af vinduer. Kravet bør derfor forstås sådan, at personer skal kunne se ud på det omgivende terræn, i det mindste når de står op i rummet. I opholdsrum uden lodrette vinduer bør (nogle af) ovenlysvinduerne derfor så vidt muligt placeres, så den nederste glaskant ikke er mere end ca. 1 m over gulvniveau.

    Muligheden for udsigt øges i de tilfælde, hvor man vælger en løsning med kombination af ovenlysvindue og et ekstra element under vinduet.

    

    Figur 104. Udsyn og udsigt. Kilde: Velux A/S.

  • 1. 1. 1. 4.2.3 Blænding

    Man bør være opmærksom på, at det store lysindfald og udsynet til himlen gennem ovenlysvinduer giver hyppigere problemer med blænding fra vinduerne og dermed øger behovet for solafskærmning. Undersøgelser viser, at behovet for at afskærme mod blænding optræder ca. dobbelt så hyppigt i et rum med skrå ovenlysvinduer som i et rum med et lodret vindue eller med en (traditionel) kvist, jf. SBi 2006:08 (Johnsen et al., 2006).

    Ved valg af afskærmning til ovenlysvinduer er det derfor særlig vigtigt ikke kun at tænke på afskærmningens evne til at holde solvarmen ude, men også at lægge stor vægt på dens evne til at regulere lysindfaldet og beskytte mod blænding fra direkte sol og fra en kraftigt lysende himmel. Ofte er det ønskeligt at kunne lukke af for den direkte sol og samtidig tillade en stor del af dagslyset at komme ind i rummet. Soverum bør kunne mørklægges, og derfor vil det ofte være nødvendigt at montere to forskellige afskærmninger. Den ene for at regulere sol- og lysindfald, den anden for at mørklægge.

  • 1. 1. 1. 4.2.4 Solindfald og -afskærmning

    Solindfaldet gennem et uafskærmet skråt vindue er større end gennem et tilsvarende lodret vindue. Figur 105 viser eksempler på beregnet solindfald gennem 45° skrå ruder i forhold til solindfaldet gennem en tilsvarende lodret eller vandret rude. Figuren viser, at for alle orienteringer er solindfaldet om sommeren væsentlig større gennem et 45° skråt vindue end gennem et tilsvarende lodret vindue. I forårs- og efterårsperioden er forskellen i solindfald mindre, jf. midterste grafer i figur 105. Om vinteren er situationen derimod modsat, så solindfaldet er størst gennem de lodrette vinduer, jf. nederste grafer i figuren.

    

    Figur 105. Eksempler på typisk solindfald på en klar dag gennem et vandret vindue samt lodrette (90°) og skrå (45°) vinduer med forskellige orienteringer og på forskellige årstider. Kurverne, der er beregnet med BSim (Wittchen et al., 2008), angiver solindfaldet i kW pr. m² rude, og der er forudsat fri horisont. For et vindue mod øst kan der regnes med et solindfald, der er 'symmetrisk omkring kl. 12' i forhold til det tilsvarende vestvendte vindue.

    BR08, kap. 6.5.2, stk.1 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) udtrykker, at vinduer skal udføres, placeres og eventuelt afskærmes, så solindfald gennem dem ikke medfører overophedning i rummene, og så gener ved direkte solstråling kan undgås.

    Førende ovenlysfabrikanter har udviklet systemkomponenter, der er beregnet til direkte montering på eller indbygning i de gængse ovenlysvinduer. Afskærmningerne er udført, så de er nemme at regulere og altid slutter tæt langs kanterne uanset vinduets hældning. På den måde har man taget højde for, at det som udgangspunkt er mere kompliceret at lave en effektiv afskærmning af ovenlysvinduer end af lodrette vinduer. Valget af den optimale afskærmning til et vindue i et givet rum må ske ved en afvejning af afskærmningernes forskellige egenskaber i forhold til det aktuelle rums benyttelse. Ofte ønsker man på én gang at undgå overophedning om sommeren og at udnytte solindfaldets tilskud til opvarmning om vinteren. Man vil til enhver tid kunne regulere lysindfaldet efter de skiftende behov. Tabel 9 giver en oversigt over forskellige afskærmningstypers egenskaber med en generel vurdering af fordele og ulemper.

    Tabel 9. Egenskaber for forskellige typer afskærmninger til (skrå eller næsten vandrette) ovenlysvinduer. Alle typer bør være specielt fremstillede til den aktuelle vinduesstørrelse og bør kunne fungerer sammen med almindelig betjening af vinduet.

    

• 1. 1. 4.3 Lydforhold

  Nabostøj i etageejendomme opleves i dag som et stort problem i mange menneskers dagligdag – ofte som et større problem end trafikstøj. Tit er det egentlig ikke naboerne, der støjer for meget, men i langt højere grad boligerne, der har en utilstrækkelig lydisolation.

  En af årsagerne til, at beboere oplever store lydgener fra naboerne, er, at der i dag er en forventning om høj komfort i boligerne, hvilket også omfatter gode lydforhold med begrænset støj fra naboer og øvrige omgivelser. Hertil kommer, at der i dag findes flere og kraftigere lydanlæg, der hyppigt er i brug med et højt lydniveau, ligesom der i boligerne sjældent er væg-til-væg-tæpper, der har en dæmpende virkning på lydtransmissionen mellem boliger.

  Det skal være muligt for beboere at slappe af i egen bolig og få hvile uden at blive forstyrret af støj fra trafik, installationer eller naboer. Beboere skal også i rimelig grad kunne udfolde sig, uden at naboer bliver generet. Det er baggrunden for det overordnede krav om tilfredsstillende lydforhold i boliger i BR08, kap. 6.4.2, stk. 1 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). Formålet er at sikre en tilfredsstillende akustisk komfort hvad angår nabostøj, installationsstøj, trafikstøj m.v.

  Etableringen af tagboliger vil være særlig mærkbar for de beboere, der hidtil har boet øverst, idet de nu får overboer. Derfor er der grund til at være særlig opmærksom på, at etageadskillelsen under tagboligerne lydisoleres så godt som muligt. Hvis nabostøj er et problem i den pågældende ejendom, kan man overveje, om etableringen af tagboliger er en anledning til at forbedre lydforholdene generelt for på den måde at sikre, at de eksisterende beboere oplever etableringen af tagboliger som en forbedring af deres boligsituation.

  • 1. 1. 1. 4.3.1 Myndighedskrav

    Krav til boligers akustiske indeklima findes i BR08, kap. 6.4.2. Kravene gælder både for nybyggeri, tilbygninger og væsentlige ombygninger og anvendelsesændringer. De gælder dermed også for tagboliger.

    Funktionskravet for boliger anses for opfyldt, jf. vejledningstekst til BR08, kap. 6.4.2, stk. 1, når de udføres som klasse C i DS 490, Lydklassifikation af boliger (Dansk Standard, 2007a). Der er her specificeret grænseværdier for følgende lydforhold i beboelsesbygninger:

    • –Luftlydisolation mellem boliger og andre rum uden for boligen.

    • –Trinlydniveau fra gulve, trapper og altaner uden for boligen.

    • –Efterklangstid i trapperum.

    • –Støj fra tekniske installationer.

    • –Støj i beboelsesrum fra trafik.

    Grænseværdierne for klasse C findes i DS 490, tabel 1 til 5, der også indeholder kriterier for de to højere klasser A og B samt en lavere klasse D. Opfyldelse af klasse A er normalt ikke muligt i etageboligbyggeri, selv ikke ved nybyggeri. For nyetablerede tagboliger i eksisterende bebyggelser, kan det i sig selv være en udfordring at opfylde klasse C. Klasse B vil kræve yderligere foranstaltninger, som i praksis vil være omkostningsfyldte at gennemføre.

    For boliger, der opfylder grænseværdierne i klasse C i DS 490, kan man forvente, at 50-60 % af beboerne finder lydforholdene tilfredsstillende, mens 15-20 % forventes at være generet af støj fra naboer.

    Lydisolationskrav

    For tagboliger gælder følgende hovedkrav til lydisolation mellem boliger (klasse C):

    • –Luftlydisolation, R’_w ≥ 55 dB

    • –Trinlydniveau, L’_n,w ≤ 53 dB fra beboelsesrum og køkkener i andre boliger

    • –Trinlydniveau, L’_n,w ≤ 58 dB fra trapperum, toilet- og baderum, gange, altaner m.v.

    Kravet til lydisolation skal også opfyldes for vægge og døre mod trapperum, se DS 490 (Dansk Standard, 2007a). Altaner samt gulve og dæk i rum med et gulvareal under 2,5 m2 skal ikke opfylde trinlydkravene. For information om krav til lydisolation mod lokaler med støjende aktiviteter (erhverv og fællesrum), se DS 490.

    Generelt

    Med hensyn til alle øvrige lydkrav henvises til BR08, DS 490 og SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, (Stang, 2009). Eksempler på, hvordan man konstruktivt håndterer lydkravene, er givet i afsnit 2.7, Lydisolering.

  • 1. 1. 1. 4.3.2 Kontrolmålinger

    I forbindelse med etablering af taglejligheder har kommunerne erfaret, at lydisoleringen mod de underliggende lejligheder har været utilstrækkelig i mange af de renoveringer, der er udført i ældre ejendomme. Derfor er kommunerne meget opmærksomme på, at lydkravene skal overholdes.

    I henhold til BR08, kap 1.5, stk.2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) kan kommunen i byggetilladelsen stille krav om lydmålinger i den færdige bygning. SBi-anvisning 217, Udførelse af bygningsakustiske målinger (Hoffmeyer et al., 2008) beskriver, hvordan og efter hvilke målestandarder kontrolmålinger bør udføres, og giver specifik vejledning om forhold, der ikke er fastlagt i målestandarderne. Kontrolmålinger tjener til dokumentation af, om kravene til det akustiske indeklima er opfyldt. Målingerne udføres som stikprøvekontrol.

• 1. 1. 4.4 Varme

  Etablering af tagboliger betyder, at det opvarmede areal i bygningen øges, uanset om tagboligerne etableres ved at inddrage en uopvarmet loftetage eller ved at tilføje en ekstra etage. I den forbindelse skal der tages stilling til, om opvarmning af det øgede areal skal ske ved:

  • –at tagboligerne tilsluttes eksisterende varmeanlæg.

  • –at tagboligerne opvarmes selvstændigt.

  Samtidig står valget mellem opvarmning via radiatorer eller gulvvarme – eller en kombination af disse.

  • 1. 1. 1. 4.4.1 Tilslutning af tagboliger til eksisterende varmeanlæg

    Som udgangspunkt anbefales det at koble de nye tagboliger på det eksisterende varmeanlæg, da det normalt vil være den enkleste løsning, ikke mindst i områder med fjernvarmeforsyning. Det kræver, at det eksisterende anlæg har den fornødne kapacitet til at levere varme til de nye boliger. Selv om mange ældre varmeanlæg er overdimensionerede, er der ikke altid kapacitet til flere boliger.

    Ofte foretager man samtidig med etablering af tagboligerne fx efterisolering af facader og udskiftning af vinduer. I så fald vil man normalt kunne reducere varmebehovet så meget i den eksisterende del af bygningen, at der er kapacitet nok til at også at opvarme de nye boliger. Er det ikke tilfældet, er det nødvendigt at udvide det eksisterende varmeanlægs kapacitet eller eventuelt etablere et nyt separat varmeanlæg til de nye tagboliger.

    Det kan også overvejes, om man skal etablere et solvarmeanlæg og koble det til den eksisterende bygnings varmtvandssystem. Dette kan være en god løsning, hvis opvarmningen sker med olie eller naturgas, men ikke i de områder hvor ejendommen forsynes med fjernvarme. Se også afsnit 4.4.2, Tagboliger uden tilslutning til eksisterende varmeanlæg.

    Når et varmeanlæg udvides, skal det sikres, at der er de nødvendige vandstrømme og temperaturer i alle dele af anlægget. I den forbindelse vil det normalt være nødvendigt at foretage en fornyet dimensionering af varmeanlægget inklusive udvidelserne. Ved idriftsættelse af det udvidede anlæg skal der ske indregulering, så der opnås de forudsatte vandstrømme og temperaturer i anlægget. Det skal også sikres, at anlægget kan udluftes på enkel vis. Fx bør det normalt undgås, at man skal ind i de enkelte lejligheder for at udlufte gulvvarmeslanger og radiatorer enkeltvis. Det samme gælder i øvrigt ved etablering af nyt separat varmeanlæg til tagboligerne.

    Hvis ikke tagboligerne kan tilsluttes i toppen af det eksisterende varmeanlæg, kan det være nødvendigt at etablere ny hovedføringsvej for varmerørene op gennem etagerne. I en eksisterende ejendom kan det være vanskeligt at finde et hensigtsmæssigt sted at etablere en ny hovedføringsvej, hvis ikke der af andre årsager skal ske ombygning på de øvrige etager, fx etablering af nye vådrum i den eksisterende del af bygningen. Mulige føringsveje kan da være trapperum eller evt. nedlagte affaldsskakte. Det bør overvejes, om den nye føringsvej også skal indeholde andre installationer, fx el, telefon, vand og afløb.

  • 1. 1. 1. 4.4.2  Tagboliger uden tilslutning til eksisterende varmeanlæg

    En anden mulighed er at lade opvarmningen af tagboligerne foregå uafhængigt af det eksisterende varmeanlæg i bygningen. Et demonstrationsprojekt, SOLTAG (www.soltag.net), (Vejsig Pedersen, 2007). har vist eksempler på modulopbyggede tagboligelementer, som anbringes på et fladt tag, hvor opvarmning sker ved hjælp af en varmepumpe i kombination med termisk solvarme og ventilation med varmegenvinding. Varmepumpen og den termiske solvarme bruges til opvarmning af tagboligen, mens termisk solvarme leverer det varme brugsvand til lejligheden. Tagboligelementerne er desuden forsynede med solceller på den sydvendte, skrå tagflade, for at dække elforbruget til varmepumpe m.m.

    

    Figur 106. Demonstrationsprojekt SOLTAG. Foto Velux A/S.

    Den beskrevne løsning forudsætter, at lejligheden er højisoleret, inkl. vinduerne. Ved valg af ventilation med varmegenvinding skal man være opmærksom på bygningsreglementets krav om individuel regulering af opvarmningen i hvert rum (BR08, kap. 8.2, stk. 3). Dette kan ikke opnås ved en varmluftløsning. Varmepumpen er at opfatte som elvarme, og det kræver derfor specifik godkendelse hos byggemyndigheden, at anvende løsningen.

    Nettilsluttede solcelleinstallationer er omfattet af en gunstig, tidsbegrænset aftale om målertilbageløb, som betyder, at overproduktion i solrige perioder kan hentes tilbage fra elforsyningen i solfattige perioder uden omkostninger for boligejeren. Økonomien i en sådan løsning frem for tilslutning til et eksisterende varmeanlæg afhænger derfor af, hvor længe denne aftale vil kunne opretholdes.

    En anden løsning er udnyttelse af termisk solvarme fra solfangere til at levere varmt brugsvand, ikke alene til de nye boliger, men også til de eksisterende, underliggende boliger. Termisk solvarme kan tilsluttes det eksisterende system, dog ikke hvis ejendommen forsynes med fjernvarme.

  • 1. 1. 1. 4.4.3 Radiatorer eller gulvvarme

    Ud over at tage stilling til, om tagboligerne skal kobles til det eksisterende varmeanlæg, står valget mellem opvarmning via radiatorer eller gulvvarme – eller en kombination af disse. Vælges gulvvarme, kræver det jf. BR08, kap. 7.5 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) ca. 50 mm isolering i etagedækket under varmerørene for at undgå, at man samtidig får loftvarme i lejlighederne nedenunder. Kravet er formuleret som et krav til etageadskillelsens U-værdi, der kan regnes om til en isoleringstykkelse.

    Gulvvarme vil normalt opfattes som attraktivt og kan give god afkøling af vandet i anlægget, hvilket især er væsentligt ved fjernvarme og kondenserende kedler. I rum med gulvvarme kan det dog være vanskeligt hurtigt at hæve og sænke temperaturen, hvorfor radiatorer kan være at foretrække i fx børneværelser, der både fungerer som opholdsrum om dagen og soverum om natten.

• 1. 1. 4.5 Ventilation

  

  Uanset om etableringen af nye tagboliger sker ved inddragelse af en udnyttelig tagetage eller som tilbygning i form af en ny tagetage på et fladt tag, er det nødvendigt at sikre:

  • –at der opnås ventilationsforhold i henhold til lovgivningen i de nye boliger.

  • –at ventilationsforholdene i de underliggende, eksisterende boligenheder opretholdes og eventuelt forbedres.

  Ventilationen har bl.a. til formål at kontrollere fugtforholdene i indeklimaet for derved at reducere risikoen for, at der sker kondensation på eller i bygningsdele, idet kondensation kan føre til skimmelsvampevækst. Ventilationen har også til formål at begrænse husstøvmider.

  Når det gælder indeklima og ventilation i nye tagboliger finder Bygningsreglementets kap. 6.3 anvendelse. Særlig relevant er bestemmelserne i BR08, kap. 6.3.1.1 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) om ventilation generelt, samt BR08, kap. 6.3.1.2 om minimumkrav til udelufttilførsel og luftfjernelse i etageboliger. BR08, kap. 6.3.1.2 indeholder også anvisninger på, hvordan kravet om udelufttilførsel kan sikres. Kravene til luftfjernelse betyder bl.a., at fjernelse af indeluft i tagboligerne skal ske gennem mekanisk udsugning i køkken og bad, uanset hvordan de underliggende boliger er ventileret. Udeluft skal tilføres boligens beboelsesrum gennem udeluftventiler, styrede vinduer eller ved mekanisk indblæsning. SBi-anvisning 216, Anvisning om Bygningsreglement 2008, 6.3 Luftkvalitet (Stang, 2009) giver yderligere anvisninger.

  Det anbefales derudover at indrette tagboligerne således, at det er muligt at skabe tværventilation ved åbning af vinduer. Det er særlig aktuelt ved stort lysindfald fra ovenlysvinduer, hvor man kan forvente, at der vil være behov for at kompensere for overtemperaturer, se afsnit 4.1, Temperaturforhold. Sådanne foranstaltninger ændrer dog ikke på kravene til ventilationssystemet.

  Selve ventilationssystemet skal opfylde kravene i BR08, kap. 8.3. Der er ikke krav om varmegenvinding, da det forudsætter, at anlægget indbefatter mekanisk indblæsning, hvor overskuddet af varme fra afkastluften kan afsættes. Vælges en løsning, der omfatter såvel mekanisk udsugning som indblæsning, skal varmegenvindingen have en virkningsgrad på mindst 65 %.

  Bemærk i den forbindelse, at DS 428, Norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg (Dansk Standard, 1986), der bl.a. indeholder krav til de rum, hvor der opstilles ventilationsanlæg, er under revision (sommer 2009).

  I ejendomme med mekanisk ventilation vil denne typisk bestå i mekanisk udsugning fra køkken og bad kombineret med udeluftventiler el.lign. andre steder i de øvrige rum.

  Der er principielt tre måder hvorpå Bygningsreglementets krav om mekanisk ventilation kan efterleves:

  • –Etablering af et separat ventilationsanlæg for de nye tagboliger.

  • –Tilslutning af de nye tagboliger til et eksisterende mekanisk ventilationsanlæg.

  • –Etablering af et nyt ventilationsanlæg for alle boliger.

  • 1. 1. 1. 4.5.1 Etablering af separat ventilationsanlæg for tagboligerne

    Denne løsning er aktuel, hvis:

    • –de eksisterende boliger ventileres vha. naturlig ventilation og en gennemgang af dette system viser, at det ikke er nødvendigt at ændre på disse forhold for at opretholde en tilfredsstillende ventilation.

    • –det eksisterende mekaniske ventilationsanlæg ikke har tilstrækkelig kapacitet til de nye tagboliger, og man ikke ønsker at etablere nye anlæg, der kan betjene samtlige lejligheder.

    I ældre beboelsesbygninger kan luftfjernelsen fra de eksisterende boligenheder være realiseret ved hjælp af passive aftrækskanaler fra køkken og bad. Aftrækskanalerne passerer i reglen loftrummet i klynger og udmunder i en fælles taghætte på taget. Såfremt etableringen af de nye tagboliger gør det nødvendigt at ændre føringen af de oprindelige aftrækskanaler, skal det sikres, at der ikke derved sker en forringelse af funktionen af det eksisterende naturlige aftrækssystem. Passive aftrækskanaler bør være lodrette og forløbe uden bøjninger. Kan bøjninger ikke undgås, skal der højst være to, og bøjningerne skal være bløde. Vinklen bør ikke overstige 45° i forhold til lodret.

    Ligeledes kan det i de tilfælde, hvor de eksisterende boliger ventileres mekanisk, være nødvendigt at omarrangere ventilationsanlægget. Det kan medføre ændrede tryk- og systemtab, som gør det nødvendigt ved beregninger at sikre, at ventilationsforholdene i de eksisterende boliger ikke forringes.

  • 1. 1. 1. 4.5.2 Tilslutning til eksisterende ventilationsanlæg

    Beregninger kan vise, at et eksisterende ventilationsanlæg har tilstrækkelig kapacitet til også at betjene de nye tagboliger. Beregningerne skal medregne eventuelt ændrede tryk- og systemtab i det eksisterende kanalsystem, såfremt byggearbejderne indbefatter omarrangering af anlæggene. Falder disse beregninger gunstigt ud, bør der, efter at de nye boliger er tilsluttet anlægget, foretages en kontrol af, at ventilationen er tilfredsstillende i samtlige boliger.

  • 1. 1. 1. 4.5.3 Etablering af nyt ventilationsanlæg for alle boliger

    Etablering af tagboliger kan være en anledning til at forbedre ventilationsforholdene i samtlige boliger, ikke mindst hvis det eksisterende ventilationssystem er nedslidt eller utidssvarende. Det gælder, uanset om de eksisterende boliger betjenes af naturlig eller mekanisk ventilation. Da taget ofte udskiftes, vil der være gode muligheder for at etablere nye gennemføringer, placeret hensigtsmæssigt i forhold til den nye anvendelse af loftetagen.

    Hvis denne løsning overvejes, og de eksisterende boliger hidtil er blevet ventileret naturligt, skal man være opmærksom på, at det kan medføre ganske store indgreb i de enkelte lejligheder at finde plads til de nye kanaler til mekanisk ventilation. Lofthøjden kan i den forbindelse vise sig at være afgørende for, om en sådan løsning er mulig, da kanalerne kan optage plads under loftet i hver lejlighed. Det er også afgørende, at der kan findes plads til selve ventilationsaggregatet.

    Som et led i at forbedre ventilationsforholdene kan man overveje brugen af behovsstyret ventilation, hvor ventilationen styres efter rumluftens fugtighed. I første omgang anbefales det at anvende passive, fugtstyrede udeluftventiler i ydervæggene i beboelsesrummene, se Fugtstyret boligventilation: Målinger og evalueringer (Bergsøe & Afshari, 2008). Forudsætningen er, at ventilerne indstilles på en sådan måde, at de i grundstillingen lever op til Bygningsreglementets krav om frit åbningsareal og ved forhøjet luftfugtighed i rummet åbner yderligere.

  • 1. 1. 1. 4.5.4 Ventilationssystem og energiforbrug

    Uanset om tagboliger etableres som en ny tagetage, som nye boliger på et fladt tag eller ved at indrette en udnyttelig tagetage, finder BR08, kap. 7.3 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009) om ændret anvendelse og tilbygninger anvendelse. Man kan dog også vælge at benytte bestemmelserne i BR08, kap. 7.2, som vedrører energirammer for nye bygninger, og som kan vise sig at være mere optimal for større bygninger.

    Muligheden for at vælge mellem BR08, kap. 7.3 og 7.2, har en vis betydning, idet kap. 7.3 i modsætning til kap. 7.2 kun stiller krav til varmetabet gennem klimaskærm og ventilationssystem og fx ikke til energiforbruget til ventilation. Man skal dog være opmærksom på, at BR08, kap. 8.3 indeholder krav til det maksimale elforbrug til ventilation. Det vil derfor være en vurderingssag fra gang til gang, hvor omfattende en renovering man vil foretage af det eksisterende ventilationssystem, herunder om ombygningen skal inkludere varmegenvinding.

    Brugen af behovsstyret ventilation, som beskrevet i Fugtstyret boligventilation: Målinger og evalueringer (Bergsøe & Afshari, 2008), viser, at det er muligt at reducere elforbruget til drift af ventilatorer i forhold til traditionel mekanisk udsugning.

• 1. 1. 4.6 Vand og afløb

  • 1. 1. 1. 4.6.1 Vandinstallationer

    Vandinstallationer bør normalt udføres i henhold til DS 439, Norm for vandinstallationer (Dansk Standard, 2005b), men det er ikke et krav. Arbejde på vandinstallationer skal udføres af autoriserede håndværkere, bortset fra enkelte småreparationer og udskiftninger ved tapsteder. SBI-anvisning 165, Vandinstallationer (Schmidt-Jørgensen et al., 1990) redegør nærmere for, hvordan udførelsen kan ske i praksis. I BYG-ERFA blad (53) 05 06 27 (Andersen, Fontenay & Nielsen, 2005) beskrives rørmaterialer til brugsvandsinstallationer.

    Nødvendig vandtilførsel kan bestemmes med udgangspunkt i DS 439 (Dansk Standard, 2005b) og eventuelle ønsker om anvendelse af vandbesparende eller merforbrugende komponenter. Rørføringer til brugsvand bør være så korte og enkle som muligt. Samlinger i vandrør eller samlinger mellem rør og armaturer må ikke udføres utilgængeligt, men skal kunne efterses og repareres. Rørinstallationer med skjulte samlinger kan dog udføres i tomrør, forudsat at eventuelle utætheder meldes synligt, fx vha. melderør eller ved lydsignal.

    Opmærksomheden omkring vandskader er særlig vigtig i de tilfælde, hvor man vælger en anden placering af køkken og/eller bad end hvor de tilsvarende rum er placeret i de underliggende lejligheder, eller i de tilfælde, hvor der etableres en tagterrasse som en del af den nye bolig.

    Rør og installationer gemt i utilgængelig kip eller skunkrum vil fordyre fremtidig vedligehold og tilsyn. Der skal her være særlig opmærksomhed på frost og kondens.

    Komponenter i forbindelse med drikkevand skal være VA-godkendte, med mindre de er omfattet af undtagelserne i BR08, kap. 8.4.1, stk. 6 og 7 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009). På www.etadanmark.dk findes en liste over komponenter, som kræver VA-godkendelse.

  • 1. 1. 1. 4.6.2 Afløbsinstallationer

    Afløbsinstallationer bør udføres efter DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2000). SBi-anvisning 185, Afløbsinstallationer (Ovesen, Faldager & Nielsen, 1997) redegør nærmere for, hvordan dette kan ske i praksis.

    Ved bestemmelse af føringsveje for afløbsledninger skal der tages hensyn til den nødvendige kapacitet og det nødvendige fald, herunder afløbsinstallationens selvrensningsevne. Den nødvendige afløbskapacitet bestemmes på baggrund af antal og type af de valgte komponenter for vandtapning.

    Der skal være gulvafløb i alle vådrum. Gulvafløbet kan eventuelt. suppleres med et såkaldt "nicheafløb", som afleder vand fra brusenichen til sideindløb på hovedafløbet. Nicheafløbet må i givet fald ikke have selvstændig vandlås. Gulvafløbet skal monteres, så det slutter i plan med gulvoverfladen.

    For at undgå isdannelser, som kan blokere vandafledning fra en tagterrasse, kan eventuelt monteres elvarmekabler i afløbsrender og afløbsskåle. For afløb fra tagterrasser henvises i øvrigt til BYG-ERFA blad (23) 07 12 29 (Bunch-Nielsen, Christensen & Dons, 2007).

  • 1. 1. 1. 4.6.3 Krav til gennemføringer i vægge og dæk

    I forbindelse med gennemføringer af vand- og afløbsinstallationer i vægge og etageadskillelser skal man – som i boliger generelt – sikre, at der ikke sker en forringelse af væggens/dækkets brandtekniske eller lydmæssige egenskaber, herunder at gennemføringen ikke medvirker til brandspredning eller spredning af støj. Ligeledes skal man sikre, at gennemgang af fugt, gas, røg og lugt hindres, jf. BR08, kap. 8.1, stk. 2 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2009).

    I vådrum skal rørgennemføringer i vægge desuden være vandtætte i den vandbelastede del af vådrummet, også kaldet vådzonen, se By og Byg Anvisning 200, Vådrum (Brandt, 2001), samt BYG-ERFA blad (53) 01 09 28 (Brandt, Kauffmann & Godtkjær, 2001).

• 1. 1. 4.7 El-installationer

  Elinstallationer i tagboliger udføres ligesom i andre boliger efter Stærkstrømsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 12502, 2001), som fastlægger præcise retningslinjer for antallet af afbrydere, stikkontakter og loftudtag i boligen. Disse installationer skal udføres af autoriserede håndværkere. Autorisationen skal netop sikre, at bekendtgørelsen bliver overholdt.

  Der er derfor som udgangspunkt ikke særlige forhold, man skal være opmærksom på, når det gælder el i tagboliger, men det er naturligvis nødvendigt at forlænge føringsveje for el fra de underliggende lejligheder, eller alternativt etablere separate, nye føringsveje. Man kan med fordel placere elinstallationer i tagboligen, så det giver mindst mulig gennembrydning af dampspærren, fx ved primært at placere dem øverst i indervægge i stedet for i ydervægge og taget. Dampspærre kan med fordel placeres 50 mm inde i isoleringen, dog højst 1/3 inde, hvorved elinstallationer kan føres i ydervægge og i taget på den varme side af tætningsplanet. På den måde minimeres antallet af gennembrydninger.

  I planlægningen af tagboliger bør der også tages stilling til omfanget og placeringen af it-installationer. Her er der tale om installationer til TV, telefoni, internet, smart-house styring mv. Det er på disse områder, at der sker store forandringer i disse år, fx med en omfattende udbredelse af bredbåndsløsninger til internet, telefoni samt TV. Der er derfor behov for at tage stilling til, om der skal indbygges en it-infrastruktur i samme omfang som elinstallationerne, med fx udtag til internet eller TV i alle værelser.

  Selv om der ikke etableres en række it-installationer under opførelsen af tagboligen, er der mange fordele i at indbygge føringsveje til el og it med kapacitet nok til fremtidige ændringer og udvidelser. Det kan ske ved at indbygge tomme trækrør i væggene eller under gulvene, som senere kan anvendes til at distribuere kabler mv. til strategiske lokationer rundt om i tagboligen.

• 1. 1. 4.8 Føringsveje

  Bygninger kræver i dag et væld af tekniske installationer til bl.a. it, strøm, belysning, ventilation, varme, vand, afløb mv. Disse installationer er nødvendige for en række forsyninger, som forbindes med bygningens funktionalitet for beboere og brugere. De er dermed værdiskabende for bygherren og ejeren. Over de seneste 50 år er antallet og omfanget af de tekniske installationer vokset voldsomt, og de udgør nu en stor og stigende andel af bygningers anlægs- og driftsudgifter.

  Installationsføring og -udformning bør indgå i de tidligste faser i planlægningen, så arealforbrug og afstande til forbrugssteder optimeres. Herved kan udgifter til anlæg og drift minimeres. Installationer kan med fordel placeres i tilgængelige rørkasser eller skakte. Fremføring af installationer i installationsskakte medfører både byggetekniske og driftsøkonomiske fordele og bør derfor prioriteres højt.

  Ved etablering af tagboliger er det normalt let at indpasse installationsskakte i ombygningsarbejdet. Rørskakte bør normalt indeholde alle de normale installationer – vand, varme, ventilation, afløb og el – samt forbrugsmålere, fx følere, fordelerstykker, målere mv.

  Installationer må i henhold til de overordnede retningslinjer i Bygningsreglementet:

  • –ikke give anledning til bygningsskade.

  • –ikke overføre rystelser.

  • –ikke give anledning til brandfare.

  • –være sundhedsmæssigt tilfredsstillende.

  • –være beskyttet mod frostsprængning.

  • –minimere energiforbruget.

  • 1. 1. 1. 4.8.1 Brandforhold

    Alle gennemføringer i vægge og etageadskillelser mellem brandceller og brandsektioner skal være tætte og udført, så de brandtekniske bestemmelser opfyldes. Som angivet i DBI vejledning 31 (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2005) kræves fx anvendelse af bøsninger med brandpakninger i forbindelse med gennemføringer i etageadskillelser.

  • 1. 1. 1. 4.8.2 Typer af installationer

    De tekniske installationer kan funktionsmæssigt opdeles i tre typer:

    • –Koldt og varmt brugsvand samt afløb.

    • –Varme og ventilation.

    • –El og data.

    Installationer til afløb og ventilation er styrende for føringsvejenes placering, da disse installationer fungerer bedst, når de føres lodret. Den historiske udvikling inden for etageboligbyggeriet har derfor fokuseret på løsninger, hvor køkken og bad placeres ved siden af hinanden med den lodrette føringsvej imellem. Herved bliver føringsvejene kortest muligt og risikoen for vandskader reduceres.

    I modsætning hertil er varme-, el- og datainstallationer mere decentrale, fordi der er behov for de enkelte installationstyper i stort set ethvert rum i boligen. Disse installationstyper er også mere fleksible i forhold til, hvordan de kan distribueres i bygningen og lejligheden.

    Strategien for så vidt angår de tekniske installationer og føringsvejene, afhænger af, om de eksisterende lejligheder samt deres tekniske installationer renoveres som en del af tagboligens opførelse. Se fx BYG-ERFA blad (99) 04 11 23 (Brandt et al., 2004).

  • 1. 1. 1. 4.8.3 Forlængelse af eksisterende føringsveje

    

    Hvis de eksisterende installationer, vådrum, køkkener mv. ikke skal udskiftes, skal der tages stilling til, om de eksisterende installationer skal benyttes og føres op til de kommende tagboliger. Det afhænger bl.a. af installationernes tilstand og kapacitet, samt hvor de er placerede i forhold til, hvordan tagboligerne ønskes indrettet, altså om køkken og bad i tagboligen placeres oven på køkken og bad i de underliggende lejligheder.

    Fordele og ulemper ved at benytte eksisterende føringsveje skal vurderes i forhold til omkostningerne ved at etablere separate føringsveje. Her spiller tilstanden af de eksisterende føringsveje og det eksisterende anlæg ind. Hvis de eksisterende føringsveje har tilstrækkelig kapacitet og er i en tilfredsstillende tilstand, er det enkleste og billigste at føre disse op til den nye etage, men i mange tilfælde kan der vise sig behov for hel eller delvis udskiftning af det eksisterende anlæg.

  • 1. 1. 1. 4.8.4 Separate føringsveje til tagboliger

    

    I en eksisterende bygning kan det være vanskeligt at finde et hensigtsmæssigt sted at etablere en ny hovedføringsvej, hvis ikke der af andre årsager skal ske ombygninger i de øvrige etager, fx hvis der etableres nye vådrum i den eksisterende del af bygningen. Mulige føringsveje i den eksisterende del af bygningen kan da være trapperum eller evt. nedlagte affaldsskakte. Alternativt kan nye separate føringsveje til tagboligerne blive placeret udvendig på bygningen, eventuelt i kombination med en facaderenovering. Selve skakten kan være fremstillet på fabrik for at gøre montagen mere effektiv, bl.a. fordi den kan foregå uafhængigt af vejret, se fx (Byggeriets Innovation, 2008).

    

    Figur 107. Ekstern føringsvej. Foto: VELUX A/S.

    En placering af skakten på bagtrappen eller uden på bygningen har den fordel, at det ikke kræver indgreb i de eksisterende lejligheder. Det betyder dog, at den nye lodrette føringsvej bliver placeret udvendig på den enkelte tagbolig. Det giver begrænsninger i planløsningen, fordi både køkken og vådrum så vidt muligt skal placeres i facadezonen med direkte adgang til den lodrette føringsvej. Vådrummet kan ganske vist godt placeres indeliggende, en typisk pladsbesparende løsning hvor facadezonen kan anvendes til stuer mv., men der skal så anvendes komplekse, hævede dækkonstruktioner med vandrette føringsveje fra vådrum til den lodrette føringsvej.

  • 1. 1. 1. 4.8.5 Udskiftning af eksisterende føringsveje

    Hvis de eksisterende installationer, vådrum, køkkener mv. skal udskiftes, skal der tages stilling til de eksisterende føringsvejes tilstand, placering og kapacitet. Omfanget af renoveringen af de eksisterende vådrum og køkkener vil ofte hænge sammen med lejlighedens alder og tilstand. De lodrette føringsveje vil sandsynligvis blive større for at håndtere nutidens mere omfattende installationer. Placeringen og størrelsen af de nye føringsveje kan bestemmes ud fra en afvejning af design- og tekniske krav til de renoverede lejligheder og tagboligerne.