• Forord 3. udgave

      Denne 3. udgave af SBi-anvisning 258 forklarer og fortolker bestemmelserne i Bygningsreglement 2015 (BR15) gældende fra 1. juli 2017. Reglements- og vejledningsteksten til BR15 gældende fra 1. juli 2016 (Bekendtgørelse nr. 1028, 2016), er således opdateret med ændringer fra 1. januar 2017 og 1. juli 2017 (Bekendtgørelse nr. 1514, 2016 & bekendtgørelse nr. 718, 2017).

      Ændringerne vedrører blandt andet:

      • –Krav til opførelse af garager, carporte, udhuse m.m., så det nu er muligt at opføre et samlet areal på 50 m2 uden byggetilladelse (kap. 1.3.1, stk. 1, kap. 1.6, stk. 1). Begrebet ’småbygninger under 10 m2’ er fjernet (tidl. kap. 2.2.3.5). Ny vejledning uddyber reglerne.

      • –Krav til niveaufri adgang for fritliggende enfamiliehuse, så der fremadrettet er krav om forberedelse til niveaufri adgang ved mindst én yderdør i adgangsetagen (kap. 3.2.1, stk. 3). 

      • –Krav til elevatorer ved ombygninger, så fx inddragelse af eksisterende tagetage til bolig ikke kræver etablering af elevator (kap. 3.2.2, stk. 7).

      • –Præcisering af krav til køkken og bade- og wc-rum i kollegieboliger, ungdomsboliger og institutionsboliger, så indretning kan være med fælles køkken-, bade- og wc-faciliteter (kap. 3.3.1, stk. 2).

      • –Bestemmelse om opbevaring af genstande i eller uden for boligen (kap. 3.3.1, stk. 4).

      • –Krav til CO2-indhold i indeluften i daginstitutioner og skoler (kap. 6.3.1.3).

      • –Krav til campinghytter og lignende ferieboligformer (kap.1.6., stk. 1), fx vedrørende energikrav (kap. 7.5).

      • –Bestemmelser om funktionsafprøvning af varme- og køleanlæg (kap. 8.2, stk. 5), ventilationsanlæg (kap. 8.3, stk. 17), elevatorers energiforbrug (kap.8.8, stk. 8) og belysningsanlæg (kap. 6.5.3, stk. 7).

      • –Bestemmelser om affaldshåndtering (kap. 8.7, stk. 6-7), så bl.a. krav om affaldsskakt er fjernet (tidl. kap. 8.7, stk. 6). Desuden præciseres at tilgængeligheden skal sikres ved arealer til opbevaring af affald (kap. 2.4.3, stk. 2).

      Anvisningsteksten er tilsvarende opdateret som konsekvens af ændringerne i bygningsreglementet vedrørende:

      • –Opførelse af carporte, garager og lignende mindre bygninger (kap. 2.2.3.4)

      • –Tilgængelig indretning af adgangsareal ved arealer til affaldsopbevaring (kap 2.4.3, stk. 2).

      • –Niveaufri adgang for fritliggende enfamiliehuse (kap. 3.2.1, stk. 3).

      • –Etablering af elevator (kap. 3.2.2, stk. 7) samt

      • –Indretning af boliger med fællesfaciliteter (kap. 3.3.1 stk. 2).

      • –Krav til CO2-indhold i indeluften i daginstitutioner og skoler (kap. 6.3.1.3, stk. 1-2).

      Tilsvarende er litteraturlisten med henvisninger til yderligere information og alment teknisk fælleseje opdateret.

      Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet

      Afdelingen for Byggeteknik og Proces

       

      Ruut Peuhkuri

      Forskningschef

    • Forord 2. udgave

      Denne 2. udgave af SBi-anvisning 258 forklarer og fortolker bestemmelserne i Bygningsreglement 2015 (BR15) gældende fra 1. juli 2016. Reglements- og vejledningstekst i 1. udgave af BR15 (Bekendtgørelse nr. 1601, 2015) er således opdateret med ændringer i bekendtgørelser af 14. januar og 30. juni 2016 (Bekendtgørelse nr. 69; nr. 1028, 2016).

      Ændringerne vedrører blandt andet:

      • –Nyt kapitel vedrørende brandkrav ved indretning af camping-, festival og salgsområder (kap. 1.3.6 og 5.7).

      • –Midlertidige raftekonstruktioner i forbindelse med spejderlejre fritages for regler i bilag 2 vedrørende transportable telte og konstruktioner (kap. 1.3.5.1).

      • –Mulighed for, at kommuner kan fastsætte et fast gebyr for byggesagsbehandlingen (kap. 1.12).

      • –Nye, funktionsbaserede brandkrav til højlagre og lignende lagerbygninger i en etage (kap. 5).

      • –Indførelse af krav om anvendelse af vedvarende energi til bygningsopvarmning (kap. 7.1).

      • –Ny standard for måling af lufttæthed (kap. 7.2.1 og bilag 6).

      • –Lempelse af indeklimakrav for renoveringsklasse 1 (kap. 7.4.3.1).

      • –Fjernelse af forbud mod kedler til fossil-brændsel, fx olie og naturgas (kap. 8.5.1).

      Anvisningsteksten er opdateret som konsekvens af ændringerne i bygningsreglementet, særligt i kapitel 5 vedrørende brandkrav til højlagre.

      Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet

      Afdelingen for Byggeteknik og Proces

       

      Ruut Peuhkuri

      Forskningschef

    • Forord 1. udgave

      Denne anvisning forklarer bestemmelserne i Bygningsreglement 2015 (BR15) (Bekendtgørelse nr. 1601, 2015), der træder i kraft 1. januar 2016, og efter en overgangsperiode frem til 30. juni 2016 erstatter Bygningsreglement 2010 (BR10) (Bekendtgørelse nr. 810, 2010). Anvisningen erstatter herefter tilsvarende SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010 (de Place Hansen, 2014).

      Bygningsreglement 2015 bygger på en række områder ligesom Bygningsreglement 2010 på funktionskrav frem for detailkrav, hvilket har medført behovet for en SBi-anvisning i direkte tilknytning hertil.

      Anvisningsteksten til Bygningsreglement 2015 er opdateret på flere områder som en konsekvens af ændringer i bygningsreglementet, nye SBi-anvisninger og standarder m.m. samt nye erfaringer fra praksis.

      Det gælder særligt kapitel 7, Energiforbrug, hvor energirammen for den tidligere frivillige bygningsklasse 2015 nu er blevet minimumskrav for nybyggeri. Desuden er der indført frivillige renoveringsklasser, der kan anvendes som alternativ til komponentkravene, til dokumentation af, at energikravene er opfyldt ved renovering.

      I kapitel 4, Konstruktioner, er anvisningsteksten opdateret vedrørende dimensionering af konstruktioner, og i kapitel 6, Indeklima, vedrørende termisk indeklima og luftkvalitet. I kapitel 8 er anvisningsteksten vedrørende energikrav til tekniske installationer uddybet som følge af implementering af en række EU-forordninger.

      Det redaktionelle arbejde er forestået af seniorforsker, civilingeniør, ph.d. Ernst Jan de Place Hansen i samarbejde med en række andre SBi-medarbejdere, særligt arkitekt Niels Samsø Nielsen.

      Kapitel 1 indeholder udelukkende reglementstekst. Hovedforfatterne til anvisningens øvrige kapitler er:

      • –Kapitel 2: Seniorrådgiver Søren Ginnerup og seniorforsker Ernst Jan de Place Hansen (begge SBi) og Birgitte Dela Stang (Alectia)

      • –Kapitel 3: Seniorrådgiver Søren Ginnerup og seniorforsker Inge Mette Kirkeby (begge SBi)

      • –Kapitel 4: Forsker Thomas Cornelius Buch-Hansen og seniorforsker Erik Brandt (begge SBi) og institutdirektør Niels-Jørgen Aagaard (DTU Byg, tidligere forskningschef SBi)

      • –Kapitel 5: Brandafdelingen, Alectia og seniorforsker Lars Schiøtt Sørensen (SBi)

      • –Kapitel 6: Seniorforsker Niels Christian Bergsøe og seniorforsker Birgit Rasmussen (begge SBi) samt seniorspecialist Dan Hoffmeyer (Delta)

      • –Kapitel 7: Forskningschef Søren Aggerholm og seniorforsker Jesper Kragh (begge SBi)

      • –Kapitel 8: Seniorforsker Erik Brandt, forskningschef Søren Aggerholm og seniorforsker Kim B. Wittchen (alle SBi)

      • –Appendiks A: Seniorforsker Ernst Jan de Place Hansen (SBi).

      SBi takker de mange bidragsydere for det store arbejde med at kommentere og konsolidere manuskriptet.

       

      Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet

      Afdelingen for Byggeri og Sundhed

      Niels Haldor Bertelsen

      Konstitueret forskningschef

    • Vejledning

      Denne anvisning præsenterer baggrund og begrundelse for samt tolkning af bestemmelserne i Bygningsreglement 2015 (BR15) (Bekendtgørelse nr. 1028, 2016). Anvisningen har samme kapitelstruktur som BR15.

      Anvisningen adskiller sig fra SBi’s øvrige anvisninger, fordi indholdet er mere generelt beskrivende. Der anvises kun eksempler på løsninger i begrænset omfang, og hvor der ikke i øjeblikket findes relevante, mere detaljerede anvisninger på området.

      Desuden henviser anvisningen til relevante standarder, anvisninger og andet baggrundsmateriale med mere uddybende information.

      Anvisningen har samme relation til lovgivningen som andre anvisninger fra SBi.

      Anvisningen er opbygget, så bygningsreglementets kravtekst står øverst umiddelbart efterfulgt af vejledningstekst, hvorefter SBi’s anvisningstekst følger til sidst. Bygningsreglementets krav- og vejledningstekst samt SBi’s anvisningstekst markeres med overskrifter. Krav- og vejledningstekst skiller sig desuden ud ved at stå med blå baggrund. Både vejledningstekst og SBi’s anvisningstekst kan indeholde illustrationer.

      Der er ikke anvisningstekst til kapitel 1, Administrative bestemmelser. Til gengæld omfatter anvisningen et selvstændigt appendiks A, Dokumentationsmateriale, der indeholder en bruttoliste over oplysninger og dokumentation, der afhængigt af byggesagens omfang kan være nødvendige for byggesagens myndighedsbehandling.

    • Funktionskrav

      En lang række af bygningsreglementets krav er ’funktionskrav’, hvilket kan medføre nogen usikkerhed om bestemmelsernes rækkevidde og opfyldelse. Modsat ’detailkrav’, der er umiddelbart lette at forstå og rette sig efter, fordi de angiver en præcis grænse under veldefinerede omstændigheder. Detailkravene er imidlertid begrænset til at gælde for traditionelt byggeri og rummer derfor ikke friheden til nytænkning.

      • Historisk udvikling væk fra detailkrav

        Indførelsen af funktionskrav er en proces, der startede for mere end 30 år siden. Med det første bygningsreglement fra 1961 (Boligministeriet, 1961) tog kravene udgangspunkt i, hvordan huse traditionelt blev bygget. Kravene var fastlagt ud fra erfaring om god byggeskik og anviste detaljerede krav med angivelse af mindstemål m.m. I et vist omfang adskilte disse detaljerede målkrav (detailkrav) sig ikke fra håndværksmesters regler for, hvordan huse skulle bygges.

        Indførelsen af nye materialer og byggeskikke under industrialiseringen af byggeriet i 1960’erne lod sig vanskeligt sammenligne med det traditionelle byggeri. Ved revisionen af bygningsreglementet i 1972 (Boligministeriet, 1972) ændredes derfor en række af detailkravene til mere åbne krav – såkaldte ’funktionskrav’ – der beskrev, hvad den givne bygningsdel skulle yde frem for, hvordan den skulle være bygget op.

        I de efterfølgende revisioner af bygningsreglementet er andelen af funktionskrav øget på bekostning af detailkravene.

      • Højere abstraktionsniveau

        Funktionskrav er baseret på et højere abstraktionsniveau end detailkrav. Det kan derfor være svært at tolke og vurdere funktionskrav med mindre, at man er specialist. Der findes i dag en række tekniske anvisninger og andet informationsmateriale med klare forskrifter for, hvordan bygninger kan udføres, så de opfylder de gældende funktionskrav. Disse tekniske vejledninger udgives af SBi, diverse oplysningsråd, Teknologisk Institut og andre.

        Funktionskrav åbner mulighed for at udvikle og anvende alternative løsninger. Det kræver ofte fagteknisk viden at vurdere, hvordan den alternative løsning kan udformes, så den opfylder funktionskravet i bygningsreglementet. Til gengæld skal der ikke søges om særlige dispensationer hos bygningsmyndigheden, sådan som der skal ved detailkrav.

      • Ydeevne

        Der stilles almindeligvis mange samtidige og forskelligartede funktionskrav til en bygning eller dele heraf. Det kan være krav til sikkerhed, holdbarhed, brug, æstetik, tilgængelighed m.m. Tilsvarende skal der tages højde for forskellige påvirkninger, fx temperatur, fugt, statiske og dynamiske belastninger, slid m.m. Som en sammenfattende betegnelse for bygningsdelens samlede funktionsevne under påvirkninger bruges udtrykket ’ydeevne’ (fra engelsk: ’performance’).

        Det kan være svært at skelne mellem funktionskrav og ydeevne. Overordnet set skal ydeevnen mindst opfylde de funktionskrav, der er relevante for den konkrete bygningsdel under de påvirkninger, der må forventes inden for bygningsdelens levetid.

        Fastlæggelse af en bygningsdels ydeevne er særlig vigtig som grundlag for at vurdere, om en given byggevare kan indgå for eksempel i klimaskærmen, på en måde, som der ikke er opnået erfaring med i Danmark.

    • Kvalitet

      Bygningsreglementets krav bygger på en række hensyn til både brugere og ejere af byggeriet og til samfundet. Det omfatter på den ene side sikkerhed med hensyn til sundhed, brand, konstruktiv styrke og bæredygtighed, og på den anden side betyder det, at bygningsreglementets krav skal være økonomisk forsvarlige og bidrage til at beskytte det byggede miljø. Formålet med bygningsreglementets krav er først og fremmest at fastlægge en nedre grænse for sådanne ydeevner i danske bygninger.

      Bygningsreglementets krav udstikker derfor ikke nødvendigvis retningslinjer for høj kvalitet. Det kan være ønskeligt at sætte et højere kvalitetsniveau, eller en højere standard, for visse typer byggeri. Det kan være byggeri rettet mod bestemte anvendelser, fx museumsbyggeri, hvor et højere kvalitetsniveau på områder som adgangsveje for publikum og slidstyrke af gulve og vægge vil være at foretrække.

      Brugere af for eksempel eksklusive boliger vil typisk have højere forventninger til kvalitetsniveauet på en lang række grundlæggende områder som lyd, ventilation og adgangsforhold. Disse grundlæggende egenskaber er ofte så tæt knyttet til bygningsbasen, at det vil kræve omfattende indgreb i bygningen at forbedre forholdene efter ibrugtagning.

      Derfor bør brugernes eller ejerens forventninger altid vurderes forud for planlægning af et byggeri, og der bør formuleres tilsvarende krav til det færdige byggeri.

      Den forventede kvalitet og opfyldelse af de stillede forventninger til et byggeri skal almindeligvis kunne dokumenteres. Den projektspecifikke dokumentation af byggeriet består af tegninger, beskrivelser, beregninger, it-modeller og andre lignende oplysninger. Eksempler på dokumentation kan findes i appendiks A. Derudover kan der henvises til almindelig god praksis og byggeskik, se kapitel 4.1 om konstruktioner.

      • Kvalitetsbegrebet

        Kvalitet behandles i bekendtgørelse om kvalitet, OPP og totaløkonomi i offentligt byggeri (Bekendtgørelse nr. 1179, 2013) og den tilhørende Vejledning til bekendtgørelse om kvalitet, OPP og totaløkonomi i offentligt byggeri (Bygningsstyrelsen, 2013). Her nævnes, at kvalitet i byggeriet omfatter en række forskellige områder:

        • –Arkitektonisk kvalitet, der dækker oplevelsen, herunder designmæssigt udtryk, proportionering, udseende, farvesætning m.m.

        • –Brugsmæssig kvalitet, der vedrører selve bygningens indretning og funktionaliteten af de enkelte bygningsdele og installationer.

        • –Byggeteknisk kvalitet, der omhandler styrke og holdbarhed over for de påvirkninger, som bygningsdelen udsættes for i den forventede levetid.

        • –Andre kvaliteter, for eksempel inden for bæredygtighed, der dækker bygningens belastning på ressourcer og miljø før, under og efter opførelsen; og klimatilpasning, der dækker hensyn til ændringer af fremtidige klimaparametre.

        Det bemærkes, at kvalitet i denne sammenhæng ikke dækker kvalitet i betydningen ’indfrielse af forventninger’, som det for eksempel defineres i DS/ISO-standarder, fx DS/EN ISO 9000 (Dansk Standard, 2015g).

      • Kvalitetsniveauer

        Det kan ofte være en udfordring at få afstemt forventningerne mellem parterne i et byggeri. For at tilbyde byggeriets parter et redskab til forventningsafstemningen introduceres med denne anvisning gennemgående en skelnen mellem tre kvalitetsniveauer: A, B og C, hvor A er højest og C er lavest. Kvalitetsniveau C svarer til bygningsreglementets krav og almindelig god byggeskik. De tre kvalitetsniveauer er knyttet til udvalgte ydeevner, og et byggeri behøver derfor ikke have samme niveau på alle områder. På tilgængelighedsområdet kan kvalitetsniveau A være rettet mod forskellige anvendelser, se efterfølgende afsnit om Handicaptilgængelighed og kvalitetsniveauer.

        En systematisk anvendelse af kvalitetsniveauer i byggeriet er i denne sammenhæng tænkt i relation til de områder og krav, der vedrører bygningsreglementet, og der er lagt vægt på, at de formulerede kriterier er objektive. Det vil derfor primært være relevant at forholde sig til kvalitetsniveauer i relation til funktionskvalitet og byggeteknisk kvalitet. Kvalitet i denne betydning omtales undertiden også som ’byggeteknisk standard’.

        Formålet med kvalitetsniveauer er derfor at gøre det nemmere at formulere krav til en højere kvalitet end den, der anvises i bygningsreglementet; samt at differentiere denne højere kvalitet, fordi der kan aftales én kvalitet på nogle områder og en anden på andre områder.

        Det vil normalt ikke være hensigtsmæssigt at definere et højt kvalitetsniveau på alle områder, fordi et højt niveau på ét område kan være hindrende for opnåelse af et højt kvalitetsniveau på et andet område. Kvalitetsdifferentiering kan blive aktuel både i forbindelse med tilfredsstillelse af kræsne brugeres forventninger og i forbindelse med valg af løsninger til bygninger med stort slid, fx offentlige bygninger. Et andet eksempel på kvalitetsdifferentiering kan være ønsket om lavt energiforbrug. I Bygningsreglement 2015 indgår bygningsklasse 2020, hvilket i denne sammenhæng svarer til kvalitetsniveau B, mens energirammen i BR15 svarer til kvalitetsniveau C.

        Anvendelse af kvalitetsniveauer kan øge synligheden af ellers oversete kvaliteter i byggeriet og dermed give større gennemsigtighed i for eksempel markedsføring og kommunikation. Værdsættelsen af, at disse krav er opfyldt, er imidlertid individuel, og det er op til byggeriets parter at indbygge højere kvalitet i byggeriet i den udstrækning, at det bliver værdsat af bygherren eller brugerne.

        Kvalitetsniveau A, B og C er defineret således:

        Kvalitetsniveau A:

        Kvalitetsniveau A beskriver en særlig høj kvalitet. Kvalitetsniveau A er aktuel, hvor der ønskes:

        • –Tilfredsstillelse af alle brugere

        • –Opnåelse af særlig høj grad af anvendelighed

        • –Opnåelse af en ekstraordinær lang levetid med yderst beskeden vedligeholdsindsats.

        Og/eller

        • –Opnåelse af stor fleksibilitet samt opfyldelse af forventninger til fremtidige anvendelser.

        For at opnå den bedste funktion er det normalt nødvendigt at formulere krav ud over bygningsreglementet eller almindelig god byggeskik. Disse krav vil typisk være rettet mod brugernes forventninger nu og i fremtiden, valg af materialer, konstruktioner og installationer samt bygningens fremtidige anvendelser og påvirkninger.

        Kvalitetsniveau B:

        Kvalitetsniveau B beskriver en høj kvalitet. Kvalitetsniveau B er aktuel, hvor der ønskes:

        • –Tilfredsstillelse af næsten alle brugere

        • –Opnåelse af en høj grad af anvendelighed

        • –Opnåelse af en lang levetid med beskedent vedligeholdsindsats.

        Og/eller

        • –Opnåelse af en vis fleksibilitet samt opfyldelse af visse forventninger til fremtidige anvendelser.

        Ligesom ved kvalitetsniveau A er det normalt nødvendigt at formulere krav ud over bygningsreglementet eller almindelig god byggeskik.

        Disse krav vil typisk være rettet mod brugernes forventninger nu og i fremtiden, valg af materialer, konstruktioner og installationer samt bygningens fremtidige anvendelser og påvirkninger.

        Kvalitetsniveau C:

        Kvalitetsniveau C beskriver en god kvalitet. Kvalitetsniveau C er aktuel, hvor der ønskes:

        • –Tilfredsstillelse af flertallet af brugerne

        • –Opnåelse af anvendelighed.

        Og/eller

        • –Opnåelse af en tilfredsstillende levetid med begrænset vedligeholdsindsats.

        Kvalitetsniveau C markerer en nedre grænse for acceptabel kvalitet, som skal kunne opfyldes i hele bygningens forventede levetid. Selv ved kvalitetsniveau C kan det være nødvendigt at formulere krav ud over bygningsreglementet. Det vil være gældende på de områder, hvor ydeevnekrav ikke er specificeret i bygningsreglementet. Krav til kvalitetsniveau C svarer til almindelig god byggeskik.

        Ved anvendelse af kvalitetsniveauer bør de så vidt muligt foreskrives, dokumenteres, udføres og kontrolleres i henhold til gældende danske standarder inden for det pågældende område.

      • Acceptgrænser

        Indtil videre er der i denne anvisning kun få områder, hvor retningslinjer for fastsættelse af kvalitetsniveauer er angivet. Ovenfor er de differentierede krav til energiforbrug i bygningsreglementet nævnt som et eksempel. Et andet eksempel er de krav, der er formuleret for lydisolation, fordi bygningsreglementet henviser til DS 490, Lydklassifikation af boliger (Dansk Standard, 2007c), hvor tillægskravene er formuleret.

        De fleste kvalitetsniveauer vedrørende brugertilfredshed kan, hvis der ikke findes noget bedre at lægge til grund, formuleres ud fra ’acceptgrænser’. Det vil sige en vurdering af andelen af personer, der finder de tilsvarende løsninger tilfredsstillende. Kvalitetsniveau C svarer i denne forbindelse til bygningsreglementets mindstekrav, men der foreligger endnu ikke undersøgelser, der viser hvor stor en andel af brugerne, der på de forskellige områder finder dette kvalitetsniveau tilfredsstillende.

        Derfor kan der ikke gives absolutte acceptgrænser. Som et eksempel opererer man på lydområdet med acceptgrænser, der svarer til, at andelen af personer, der finder løsningen tilfredsstillende, øges fra ca. 57 % for løsninger i kvalitetsniveau C til henholdsvis ca. 77 % og 95 % for tilsvarende løsninger i kvalitetsniveau B og A, jf. DS 490 (Dansk Standard, 2007c).

      • Handicaptilgængelighed og kvalitetsniveauer

        På området for handicaptilgængelighed opereres med tre kvalitetsniveauer A, B og C, der er defineret ved henholdsvis:

        Kvalitet A:

        • –Tilfredsstillelse af alle brugere

        • –Opnåelse af tilfredsstillende forhold for arbejde med personer med stort plejebehov. I særlige tilfælde sigtes på arbejde i sundheds- og plejeorienteret byggeri, der skal fungere for stærkt overvægtige (bariatriske) personer.

        • –Opnåelse af særlig høj grad af anvendelighed.

        I kapitel 3, Bygningers indretning, er fremhævet, når kvalitet A mest er relevant, da kvaliteten ikke er hensigtsmæssig i alle byggerier

        Kvalitet B:

        • –Tilfredsstillelse af næsten alle brugere

        • –Opnåelse af høj grad af anvendelighed.

        Kvalitet B svarer i de fleste tilfælde til det lidt højere kvalitetsniveau i standarder og anvisninger om tilgængelighed.

        Kvalitet C:

        • –Tilfredsstillelse af flertallet af brugerne

        • –Opnåelse af anvendelighed.

        Bygningsreglementets tilgængelighedskrav og vejledning fordeler sig både på kvalitet C og den højere kvalitet B.

    • Relation til lovgivning

      • BR15

        Bygningsreglementet har til formål at sikre en nedre grænse for kvaliteten af byggeriet i Danmark. Denne grænse er principielt politisk fastsat og skal blandt andet sikre en nedre grænse for acceptabel kvalitet af nye boliger, institutioner og arbejdspladser.

        Bestemmelserne i bygningsreglementet suppleres af vejledningstekster, som relaterer sig til de enkelte stykker i bygningsreglementet. En vejledningstekst kan for eksempel indeholde minimumsværdier for forhold, hvor funktionskravet er formuleret i almene vendinger. Ofte er vejledningsteksten en god, kortfattet vejledning for den rutinerede fagperson. I denne anvisning vises reglementets vejledningstekster i umiddelbar forlængelse af bestemmelserne.

        Tegninger i reglementets vejledningstekst skal alene opfattes som eksempler. Derudover har de myndigheder, der har ansvaret for byggelovgivningen, udarbejdet vejledninger vedrørende særlige emner, der reguleres i bygningsreglementet, fx på brandområdet. Disse vejledninger kan findes på hjemmesiden om Bygningsreglement 2015 [www.bygningsreglementet.dk].

      • Standarder

        Formålet med anvendelse af standarder er at opnå ensartede specifikationer, fremgangsmåder og terminologier inden for et bestemt område eller produkt. Den europæiske standardiseringsorganisation Comité Européen de Normalisation (CEN) udarbejder europæiske standarder på næsten alle områder. Moderne standardisering retter sig især mod krav til ydeevne for ikke at bremse innovation og udvikling.

        Læs mere om danske og internationale standarder hos Dansk Standard [www.ds.dk].

      • CE-mærkning

        Det er obligatorisk at forsyne byggevarer med CE-mærke, hvis de er omfattet af en harmoniseret, europæisk standard, jf. byggevareforordningen (Bekendtgørelse nr. 668, 2013). Byggevareforordningen introducerer blandt andet bæredygtighed, som et væsentligt krav ved udarbejdelse af produktstandarder. Desuden skal alle CE-mærkede byggevarer ledsages af en ’ydeevnedeklaration’ (ofte forkortet DoP, Declaration of Performance), der indeholder de deklarerede værdier.

        Selvom en byggevare er CE-mærket, kan der godt være nationale byggebestemmelser, der bevirker, at varen kun kan anvendes i begrænset udstrækning.

        Byggevareinfo.dk er en hjemmeside med en oversigt over harmoniserede produktstandarder. Listen indeholder standardernes navne, numre, tidspunktet for, hvornår CE-mærkning er mulig, og hvornår CE-mærkning er obligatorisk [www.byggevareinfo.dk].

      • MK- og VA-godkendelser

        Der er i bygningsreglementet ikke længere krav om MK-godkendelse af materialer og konstruktioner. VA- og MK-godkendelser fungerer derfor fremtidig som frivillige ordninger til dokumentation af, at bygningsreglementets krav er opfyldt.

        For byggevarer i kontakt med drikkevand, fx vandhaner, gælder særlige regler, se kapitel 8.4.2.4, Materialer, produkter og udførelse.

      • Anden lovgivning

        Arbejdsmiljølovgivningen indeholder i visse/flere tilfælde krav til forhold, der ikke håndteres af bygningsreglementet eller krav, der supplerer bestemmelserne i bygningsreglementet. I forbindelse med udarbejdelsen af denne anvisning er det tilstræbt at henvise til arbejdsmiljølovgivningen, hvor det er fundet relevant.

        Særligt kapitlet om bebyggelsesregulerende bestemmelser har overlap med planloven (Bekendtgørelse nr. 1529, 2015), der administreres af Miljøministeriet. Planloven tilsigter at skabe og bevare værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber.

      • Alment teknisk fælleseje

        Alment teknisk fælleseje omfatter summen af forskningsbaseret viden, praktiske erfaringer, undersøgelsesteknikker og rutiner på byggetekniske områder.

        Med til alment teknisk fælleseje hører blandt andet danske standarder, SBi-anvisninger, BYG-ERFA-blade, vejledninger fra branchens oplysningsorganisationer samt erfaringsformidling fra byggeskadefondene.

        Det er god byggeskik at følge indholdet i alment teknisk fælleseje.

        Byggeriets parter har pligt til at være bekendt med indholdet af alment teknisk fælleseje. Man kan vælge at bruge andre løsninger end beskrevet heri, men skal da kunne dokumentere de valgte løsningers ydeevne og holdbarhed. Man har dermed en særlig bevisbyrde, såfremt der viser sig at være problemer med de løsninger, man har valgt.

         

        1. 1.1 Generelt

              • Stk. 1

      Reglementet gælder for alt byggeri, med mindre andet er bestemt i kap. 1.2.

              • Vejledning (1.1, stk. 1)

      Hovedanvendelsesområdet for reglementet er etageboligbyggeri og alle former for erhvervs- og institutionsbyggeri, herunder de bygningskategorier, der er nævnt i byggelovens § 11, huse med én bolig til helårsbeboelse, enten som fritliggende enfamiliehuse eller sammenbyggede enfamiliehuse, sommerhuse i sommerhusområder, kolonihavehuse, campinghytter samt garager, udhuse og andet sekundært byggeri.

              • Stk. 2

      Reglementet finder anvendelse ved de byggearbejder, der er nævnt i byggelovens § 2.

       

              • Vejledning (1.1, stk. 2)

      § 2 i byggeloven omfatter opførelse af ny bebyggelse, tilbygning til bebyggelse, ombygning af og andre forandringer i bebyggelse samt ændringer i benyttelse af bebyggelse, som er væsentlige i forhold til byggelovens eller reglementets bestemmelser, nedrivning af bebyggelse samt ombygninger og andre forandringer i bestående bebyggelse, som har betydning for energiforbruget i bygningen.

       

      Byggeloven omfatter også miner og lignende anlæg, hvortil offentligheden har adgang.

       

        1. 1.2 Begrænsninger i reglementets anvendelsesområde

              • Stk. 1

      Reglementet gælder ikke for:

       

      1) Broer, tunneler og andre anlæg til trafikale formål, som udføres af eller godkendes af vej-, jernbane- eller andre myndigheder eller selskaber, der ved lov er ansvarlige for byggearbejdet samt midlertidige konstruktioner og anlæg, der er nødvendige for byggearbejdets udførelse.

       

      2) Master til elforsyningsanlæg, almindelige master til elinstallationer, herunder vejbelysningsanlæg og master til offentlige elektriske baners køreledningsanlæg.

       

      3) Læskærme ved stoppesteder og lignende.

       

      4) Transformerstationer og kabelskabe for fremføring af elektricitet, måle- og trykregulatorstationer for fremføring af gas, pumpestationer og trykforøger-anlæg for vand- og afløbs- og fjernvarmesystemer samt radio- og blokhytter og relæhuse til offentlig trafik med et areal på højst 30 m² og en højde, der ikke overstiger 3,0 m.

       

      5) Sireneenheder til varslingsanlæg, som udføres af eller godkendes af Beredskabsstyrelsen.

       

      6) Hegnsmure ved skel mod nabo, vej og sti, der ikke overstiger 1,8 m.

              • Vejledning (1.2, stk. 1)

      De nævnte bebyggelser mv. kan opføres og nedrives uden tilladelse. Der er ikke fastsat særlige krav i reglementet til disse bebyggelser mv. Begrænsningerne er fastsat i medfør af byggelovens § 3 og § 16 B, stk. 1.

              • Vejledning (1.2, stk. 1, nr. 4)

      Teknikhuse til elektroniske kommunikationsnet eller tjenester er ikke omfattet af bestemmelsen.

              • Vejledning (1.2, stk. 1, nr. 6)

      Der henvises til hegnsloven.

              • Stk. 2

      For kolonihavehuse, der i øvrigt er tilladt, og hvis størrelse og placering er fastlagt i en lokalplan, byplanvedtægt eller tinglyst deklaration godkendt af en offentlig myndighed, gælder alene bestemmelserne om aftrækssystemer og vand- og afløbsinstallationer i kap. 8.4 og kap. 8.5.

              • Vejledning (1.2, stk. 2)

      Kolonihavehuse kan opføres uden byggetilladelse, jf. kap. 1.6. Om anlæg, lokalisering og omfang af kolonihaver henvises til lov om planlægning og lov om kolonihaver.

              • Stk. 3

      Jordbrugserhvervets avls- og driftsbygninger er undtaget fra bestemmelserne i kap. 2-8 bortset fra bestemmelserne om:

              • - Byggeret i kap. 2.2 og højde- og afstandskrav i kap. 2.3.3 og 2.3.4
              • - Arbejdssteders indretning i kap. 3.4.1, stk. 3
              • - Udførelse og dimensionering af bygningskonstruktioner i kap. 4.1 og 4.2
              • - Brandforhold i kap. 5.1, flugtveje i kap. 5.2, konstruktive forhold i kap. 5.3 (gælder alene for dyrestalde), brandtekniske installationer i kap. 5.4 (gælder alene for dyrestalde), brand- og røgspredning i kap. 5.5, samt 5.6 redningsberedskabets indsatsmulighed
              • - indretning af rum, hvor ansatte udfører almindeligt erhvervsarbejde i kap. 6
              • - Vand- og afløbsinstallationer i kap. 8.4 og fyringsanlæg og aftrækssystemer i kap. 8.5.
              • Stk. 4

      For bygningsfredede bygninger og bygninger, som er del af et fredet fortidsminde, kan der ske lempelser fra bestemmelserne i kap. 2-8, såfremt bestemmelserne skønnes at være uforenelige med frednings- og bevaringsværdierne.

              • Vejledning (1.2, stk. 4)

      Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med vurderingen af, om der af frednings- og bevaringshensyn kan ske lempelser fra konkrete bestemmelser i kap. 2-8 være opmærksom på, om hensyn bag bestemmelsen kan opfyldes på andre måder. Dette gælder særligt i forhold til tilgængelighedsbestemmelserne i kap. 3. Det skal af byggetilladelsen klart fremgå, hvor der er tale om lempelser.

              • Stk. 5

      Master og antennesystemer omfattende antenner med tilhørende teknisk udstyr, herunder kabler, befæstelse, forstærkere, filtre, teknikhuse, -kabiner og -skabe, jording og microlinks til transmission, der anvendes til jernbanekommunikation, er undtaget fra bestemmelserne i kapitlerne 1 og 2.

              • Vejledning (1.2, stk. 5)

      Undtagelsen gælder alene anlægselementer, der indgår i signal- og radiokommunikationssystemer langs offentlige baner.

       

      Ved jernbanekommunikation forstås sikkerhedssamtaler mellem lokoførere og personalet i fjernstyringscentralerne, overførelse af sikkerhedsdata mellem togene og de faste anlæg, samt anden nødvendig kommunikation for at sikre jernbanens drift, herunder passagerinformation og rangering.

              • Stk. 6

      Transportable konstruktioner, der opsættes og anvendes til brug for udførelsen af et byggearbejde, hvortil der er meddelt byggetilladelse, er alene omfattet af bestemmelserne i kap. 4.6. Omfattet er transportable konstruktioner placeret på byggepladser eller nærved, når konstruktionens anvendelse har en direkte tilknytning til et igangværende byggearbejde. Transportable konstruktioner, der opsættes eller anvendes til andre formål end selve udførelsen af byggearbejdet, herunder konstruktioner, hvori der udføres tegnestuearbejde, kontorarbejde eller andet, der ikke er egentligt byggearbejde, og som anvendes som en fast arbejdsplads, er omfattet af bestemmelserne i kap. 4.6, kap. 5 og kap. 7.3.1, stk. 2. Bestemmelsen omfatter ikke oplagsområder og lignende, der betjener flere byggepladser samtidigt. Konstruktioner, der benyttes til overnatning, er ikke omfattet af bestemmelsen. Telte til andet brug end stilladsinddækning og lignende er ikke omfattet af bestemmelsen.

              • Vejledning (1.2, stk. 6)

      De konstruktioner, der ikke er omfattet af bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde, er fortsat omfattet af bygningsreglementets bestemmelser.

       

      Bestemmelsen medfører, at transportable konstruktioner til brug for udførelsen af byggearbejder kun er omfattet af få af bygningsreglementets bestemmelser, og blandt andet ikke er omfattet af kravet om byggesagsbehandling.

      Det er som udgangspunkt bygningsejerens ansvar, at konstruktionerne lever op til kravene i byggelovgivningen, jf. byggelovens § 17, stk. 1. Bygningsejeren er den person, der ejer den matrikel, hvorpå byggearbejdet udføres. Ansvaret kan dog efter byggelovens bestemmelse også påhvile brugeren.

       

      Bestemmelsen medfører, at alle transportable konstruktioner, f.eks. kraner, stilladser, skure og velfærdsforanstaltninger til brug i arbejdstiden samt konstruktioner til brug for byggeledelsen, der alene anvendes lejlighedsvist, er undtaget fra bygningsreglementets anvendelsesområde, idet disse er omfattet af bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde.

       

      Konstruktioner, hvori der udføres arbejde, der ikke er egentligt byggearbejde, skal dog også leve op til kravene i bygningsreglementets kap. 5 og bilag 6, afsnit 4 om forskellige vilkår for midlertidige flytbare pavilloner, jf. kap. 7.3.1, stk. 2.

       

      Transportable konstruktioner, der anvendes til personophold uden for arbejdstiden, fx skure, der anvendes til overnatning, er ikke omfattet af bestemmelsen. Disse konstruktioner er derfor omfattet af bygningsreglementet og skal behandles efter reglerne i kap. 1.3.5 og bilag 2.

       

      Bestemmelsen fritager ikke de transportable konstruktioner for at efterleve krav i medfør af anden lovgivning. Eksempelvis kan kravet om landzonetilladelse eksistere uanset, om konstruktionen er omfattet af bygningsreglementet eller ej.

       

        1. 1.3 Ansøgning om byggetilladelse

              • Stk. 1

      Et byggearbejde må ikke påbegyndes uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, med mindre andet er bestemt i kap. 1.3.5 eller kap. 1.6.

              • Vejledning (1.3, stk. 1)

      En bygherre, der opfører ny bebyggelse, som hovedsageligt skal anvendes til beboelse, skal forsikre bebyggelsen mod byggeskader, der har deres årsag i forhold ved opførelsen af bebyggelsen, jf. byggelovens 25A, stk. 1. Ved behandlingen af en byggeansøgning skal kommunen påse, om der foreligger dokumentation for, at et forsikringsselskab har afgivet tilbud på en byggeskadeforsikring jf. byggelovens § 25C, stk. 1.

       

      Kommunalbestyrelsen kan benytte deltilladelser, så byggeriet kan påbegyndes, uden at alle forhold i byggesagen er endeligt afklaret, jf. byggelovens § 16, stk. 9. Herved kan kommunalbestyrelsen sikre sig, at f.eks. alle nødvendige statiske beregninger og tegninger for den følgende etape foreligger, inden den enkelte deltilladelse gives.

       

      Opsætning af altaner er omfattet af kravet om byggetilladelse og skal behandles i henhold til bestemmelserne i kap. 1.3.1, 1.3.2 og 1.3.3.

              • Stk. 2

      Ansøgning om byggetilladelse skal indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed.

              • Vejledning (1.3, stk. 2)

      Den digitale ansøgning anses at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunen.

       

      Kommunen skal tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde, hvis der er særlige forhold, der gør, at ansøgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening. Kommunen kan undlade at afvise en ansøgning, der ikke er modtaget digitalt, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele ved at modtage ansøgningen på anden måde end kommunens digitale løsning.

              • Stk. 3

      Ansøgningen signeres af ejeren med digital signatur. Hvis ansøgningen ikke er signeret af ejeren, skal ansøgeren på anden måde dokumentere sin ret til at udføre arbejdet.

              • Vejledning (1.3, stk. 3)

      En ansøgning om byggetilladelse skal som udgangspunkt signeres af bygningsejeren. Bygningsejeren kan dog lade andre ansøge via fuldmagt eller på anden måde dokumentere, at han har ret til at udføre arbejdet.

       

      Det forudsættes, at de digitale systemer, som kommunen stiller til rådighed for ansøgning mv., indrettes på en sådan måde, at kommunen kan identificere, hvem der har indgivet ansøgningen.

       

      Der stilles krav om anvendelse af en sikker identifikation af ejeren i form af den nødvendige digitale signatur som eksempelvis NemID eller en digital signatur med et sikkerhedsniveau svarende til OCES-standarden eller højere, og som er teknisk kompatible med OCES.

              • Stk. 4

      Såfremt bebyggelsen er omfattet af bestemmelserne i kap. 1.3.1 eller kap. 1.3.2 skal dette fremgå af ansøgningen.

              • Vejledning (1.3, stk. 4)

      Kommunalbestyrelsen foretager den endelige vurdering af, om bebyggelsen er omfattet af enten kap. 1.3.1 eller kap. 1.3.2.

              • Stk. 5

      Ved transportable konstruktioner, som ikke er certificeret efter reglerne i bekendtgørelse om certificeringsordning for transportable telte og konstruktioner, jf. kap. 1.3.5, skal ansøgning om byggetilladelse til opstilling af konstruktionen indgives og signeres med digital signatur af brugeren af konstruktionen.

              • Vejledning (1.3, stk. 5)

      Ejeren og brugeren kan være den samme fysiske eller juridiske person. Ved bruger forstås den fysiske eller juridiske person, der rent faktisk skal anvende konstruktionen, eller til hvis arrangement konstruktionen skal anvendes.

       

            1. 1.3.1 Særlige bestemmelser vedrørende mindre bygninger og fritliggende enfamiliehuse mv.

                • Stk. 1

        For følgende bebyggelser gælder, at der alene skal indsendes ansøgning til kommunalbestyrelsen vedrørende forhold omfattet af kap. 2:

         

        1) Garager på terræn i én etage, garager i kældre i énfamiliehuse samt tilbygninger hertil, når bygningernes samlede areal er over 50 m².

         

        2) Carporte, udhuse, drivhuse og lignende mindre bygninger samt tilbygninger hertil, når bygningernes samlede areal er over 50 m².

         

        3) Garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger, der ikke overholder byggeretten, jf. kap. 2.2.

         

        4) Fritliggende enfamiliehuse samt om- og tilbygninger hertil. Bestemmelsen finder også anvendelse, selv om en del af boligen anvendes til sådanne former for erhverv, som sædvanligvis kan udøves i forbindelse med en bolig.

         

        5) Sammenbyggede enfamiliehuse med lodret lejlighedsskel med højst 2 boliger samt om- og tilbygninger hertil. Bestemmelsen finder også anvendelse, selv om en del af boligen anvendes til sådanne former for erhverv, som sædvanligvis kan udøves i forbindelse med en bolig.

         

        6) Sommerhuse samt tilbygninger hertil.

         

        7) Vindmøller

                • Vejledning (1.3.1, stk. 1)

        Disse bebyggelser betegnes som byggerier af begrænset kompleksitet og er derfor undtaget kommunalbestyrelsens behandling af de tekniske bestemmelser. Ansøgeren skal derfor ikke indsende ansøgning vedrørende forhold omfattet af kap. 3-8. Bebyggelse med en begrænset kompleksitet skal fortsat overholde gældende lovgivning.

         

        Såfremt kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandlingen af bestemmelserne i kap. 2 tillader en placering af bygningen, som gør det nødvendigt at stille særlige krav om brandforanstaltninger, kan kommunalbestyrelsen stille dette krav, uanset at der ikke indsendes ansøgningsmateriale vedrørende bestemmelserne i kap. 5. Kommunalbestyrelsen kan i disse tilfælde forlange det ansøgningsmateriale, der er nødvendigt for at kunne behandle ansøgningen. Dette kan f.eks. være dokumentation for brandsikring af ydervægge mv.

         

        Sker der ændringer i projektet, som medfører eller som kan medføre, at bebyggelsen ikke længere er omfattet af stk. 1, skal ansøgeren meddele kommunalbestyrelsen dette. Kommunalbestyrelsen vurderer herefter, hvorvidt bygningen fortsat er omfattet af stk. 1.

                • Vejledning (1.3.1, stk. 1, nr. 1 og 2)

        Bestemmelserne gælder uanset hvilken anden form for bebyggelse, bygningerne opføres i tilknytning til.

                • Vejledning (1.3.1, stk. 1, nr. 3)

        Bestemmelsen omfatter de bygninger, der i udgangspunktet kan opføres uden byggetilladelse, jf. kap. 1.6, men som forudsætter, at kommunalbestyrelsen foretager en helhedsvurdering, fordi byggeretten i kap. 2.2 ikke kan overholdes.

                • Vejledning (1.3.1, stk. 1, nr. 4-6)

        For disse bygninger gælder, at ombygninger kan udføres uden byggetilladelse, såfremt der ikke sker en udvidelse af etagearealet, eller en væsentlig anvendelsesændring, jf. kap. 1.6, stk. 1.

         

        Erhverv, der sædvanligvis udøves i forbindelse med en bolig, er f.eks. frisør, ejendoms-, advokat-, revisor- og arkitektvirksomhed og lignende liberale erhverv samt dagpleje og lignende.

                • Stk. 2

        Ansøgningen skal indeholde en tydelig beskrivelse af det arbejde, der skal udføres, og skal være bilagt relevant tegningsmateriale med angivelse af målestoksforholdet. Ansøgningen skal indeholde enhver oplysning af betydning for kommunens behandling af bestemmelserne i kap. 2.

                • Vejledning (1.3.1, stk. 2)

        Afhængig af byggearbejdets art kan f.eks. følgende oplysninger og tegninger være af betydning:

         

        Tegningsmateriale, der viser bebyggelsens samlede omfang, herunder muliggør en vurdering af bebyggelsens samlede indvirkning på omgivelserne, oplysninger om grundens størrelse, bebyggelsens etageareal, bebyggelsens højde- og afstandsforhold, beliggenheden af tilstødende eller omliggende grundes bebyggelse, grundens nuværende og fremtidige højdekoter og højdekoter på tilstødende eller omliggende grunde, beregning af bebyggelsesprocenten.

         

        Tegningsmaterialet skal alene indeholde oplysninger, som er nødvendige for kommunens behandling af bestemmelserne i kap. 2.

         

        Såfremt opfyldelsen af bestemmelser i kap. 3-8 har betydning for forhold, som er reguleret i kap. 2, skal ansøgeren indsende oplysninger herom til kommunalbestyrelsen sammen med ansøgning om byggetilladelse. Det kan f.eks. være placering af udvendige ventilationsanlæg, som har betydning for bebyggelsens ydre fremtoning.

         

        Kommunalbestyrelsen kan forlange enhver oplysning og tegningsmateriale, som er nødvendig for at kunne give byggetilladelse efter kap. 2.

         

        Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med ansøgningen stille krav om fremsendelse af yderligere oplysninger, såfremt dette er nødvendigt efter anden lovgivning. Det kan f.eks. være oplysninger om materialevalg, farver mv. for vurdering af lokalplansbestemmelse.

         

        Oplysninger og tegningsmateriale skal som udgangspunkt indsendes elektronisk via kommunens digitale løsning. Hvis oplysningerne og tegningsmaterialet ikke kan indsendes digitalt, uden at det ændrer karakter eller gøres ubrugbart i forhold til byggeprojektet, kan det indsendes pr. brev til kommunen.

         

                • Stk. 3

        Ansøgningen skal indeholde:

         

        1) Nødvendige oplysninger til identifikation af ejendommen, bygningen eller enheden.

         

        2) Oplysning om den påtænkte benyttelse af bebyggelsen og ved ombygning og ændret anvendelse, oplysning om hidtidig benyttelse.

         

        3) Oplysninger til registrering af sagen i Bygnings- og Boligregistret (BBR).

         

        4) Oplysning om hvorvidt projektet er i strid med bestemmelser i byggeloven, bygningsreglementet, servitutter og andre byggeforskrifter sammen med en begrundet ansøgning om de nødvendige dispensationer eller tilladelser.

                • Vejledning (1.3.1, stk. 3, nr. 1)

        Oplysningerne vil typisk være matrikelbetegnelse, adgangsadresse, ejendomsnummer, etageangivelse, side/dørnummer.

                • Vejledning (1.3.1, stk. 3, nr. 2)

        Ud over tilladelse efter byggeloven kræver ændret benyttelse af sommerhuse i sommerhusområder til helårsbeboelse også tilladelse fra kommunalbestyrelsen efter planloven.

                • Vejledning (1.3.1, stk. 3, nr. 3)

        Der henvises til bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvorefter ejeren i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse skal meddele alle oplysninger, som er af betydning for drift og ajourføring af BBR.

                • Vejledning (1.3.1, stk. 3, nr. 4)

        Såfremt der søges om dispensation fra bestemmelser i kap. 3-8, skal ansøgningen vedlægges de oplysninger, som er nødvendige for kommunalbestyrelsens behandling af ansøgningen.

                • Stk. 4

        Hvis det skønnes nødvendigt i det enkelte tilfælde, kan kommunalbestyrelsen forlange attestering af en landinspektør af oplysninger om grundens størrelse eller afsætningen af byggeriet.

                • Stk. 5

        Ved opførelse af vindmøller skal ansøgningen ud over oplysningerne i stk. 2 vedlægges nødvendige tilladelser efter anden lovgivning.

         

            1. 1.3.2 Særlige bestemmelser vedr. sammenbyggede enfamiliehuse, avls- og driftsbygninger og visse industri- og lagerbygninger

                • Stk. 1

        For følgende bebyggelser gælder, at der kun skal indsendes ansøgning til kommunalbestyrelsen vedrørende bestemmelserne omfattet af kap. 2 og kap. 5:

         

        1) Sammenbyggede enfamiliehuse med mere end 2 boliger med lodret lejlighedsskel. Bestemmelsen finder også anvendelse, selv om en del af boligen anvendes til sådanne former for erhverv, som sædvanligvis kan udøves i forbindelse med en bolig.

         

        2) Avls- og driftsbygninger i 1. etage, som kan henføres til konsekvensklasse CC1 eller CC2 i DS/EN 1990 DK NA.

         

        Bestemmelsen omfatter dog ikke avls- og driftsbygninger, hvor der ved svigt vil være stor fare for tab af dyreliv, svarende til bygninger, der ville blive placeret i konsekvensklasse CC3, hvis de var beregnet til ophold for mennesker.

         

        3) Industri- og lagerbygninger i 1. etage, som kan henføres til konsekvensklasse CC1 eller CC2 i DS/EN 1990 DK NA.

                • Vejledning (1.3.2, stk. 1)

        Disse bebyggelser betegnes som byggerier af begrænset kompleksitet og kan derfor undtages behandling af de tekniske bestemmelser i kommunen, bortset fra bestemmelserne i kap. 5.

         

        Bebyggelse med en begrænset kompleksitet skal fortsat overholde gældende lovgivning.

         

        Sker der ændringer i projektet, som medfører eller som kan medføre, at bebyggelsen ikke længere er omfattet af stk. 1, skal ansøgeren meddele kommunalbestyrelsen dette. Kommunalbestyrelsen vurderer herefter, hvorvidt bygningen fortsat er omfattet af stk. 1.

                • Vejledning (1.3.2, stk. 1, nr. 1)

        For disse bygninger gælder, at ombygninger kan udføres uden byggetilladelse, såfremt der ikke sker en udvidelse af etagearealet eller en væsentlig anvendelsesændring, jf. kap. 1.6.

         

        Erhverv, der sædvanligvis udøves i forbindelse med en bolig, er f.eks. frisør, ejendoms-, advokat-, revisor- og arkitektvirksomhed og lignende liberale erhverv samt dagpleje og lignende.

                • Vejledning (1.3.2, stk. 1, nr. 2)

        Avls- og driftsbygninger, der ville blive placeret i konsekvensklasse CC3, vil typisk være staldbygninger over 2.000 m2, hvor samtlige dyr i bygningen vanskeligt vil kunne evakueres ved svigt. Bygninger omfattet af konsekvensklasse CC3 skal altid byggesagsbehandles efter kap. 1.3.3.

                • Vejledning (1.3.2, stk. 1, nr. 3)

        Bestemmelsen omfatter ikke industri- og lagerbygninger, som placeres i konsekvensklasse CC3 i DS/EN 1990 DK NA med centralvarmekedler mv. med en nominel ydelse over 400 kW.

         

        I forbindelse med kommunalbestyrelsens vurdering af, om en bygning er omfattet af kap. 1.3.2, stk. 1, nr. 3, skal bygningen vurderes samlet. Det indebærer, at en bygning, hvis primære formål er industri- eller lagerbygning vil være omfattet af bestemmelsen, uanset at der i bygningen er indrettet kontorlokaler. Kommunalbestyrelsen skal behandle bygningen som en samlet enhed.

                • Stk. 2

        Ansøgningen skal indeholde en tydelig beskrivelse af det arbejde, der skal udføres og skal være bilagt relevant tegningsmateriale med angivelse af målestoksforholdet. Ansøgningen skal indeholde enhver oplysning af betydning for kommunens behandling af bestemmelserne i kap. 2 og kap. 5.

                • Vejledning (1.3.2, stk. 2)

        Afhængig af byggearbejdets art kan f.eks. følgende oplysninger og tegninger være af betydning:

         

        Tegningsmateriale, der viser bebyggelsens samlede omfang, herunder muliggør en vurdering af bebyggelsens samlede indvirkning på omgivelserne, oplysninger om grundens størrelse, bebyggelsens etageareal, bebyggelsens højde- og afstandsforhold, beliggenheden af tilstødende eller omliggende grundes bebyggelse, grundens nuværende og fremtidige højdekoter og højdekoter på tilstødende eller omliggende grunde, beregning af bebyggelsesprocenten.

        Oplysning om materialer og konstruktioner, som har betydning for overholdelse af bestemmelserne i kap. 5.

         

        Såfremt opfyldelsen af bestemmelser i kap. 3-4 og kap. 6-8 har betydning for forhold, som er reguleret i kap. 2 eller kap. 5, skal ansøgeren indsende oplysninger herom til kommunalbestyrelsen sammen med ansøgning om byggetilladelse.

         

        Kommunalbestyrelsen kan forlange enhver oplysning og tegningsmateriale, som er nødvendig for at kunne give byggetilladelse efter kap. 2 og kap. 5.

        Oplysninger og tegningsmateriale skal som udgangspunkt indsendes elektronisk via kommunens digitale løsning. Hvis oplysningerne og tegningsmaterialet ikke kan sendes digitalt, uden at det ændrer karakter eller gøres ubrugbart i forhold til byggeprojektet, kan det indsendes på papir.

                • Stk. 3

        Ansøgningen skal indeholde:

        1) Nødvendige oplysninger til identifikation af ejendommen, bygningen eller enheden.

         

        2) Oplysning om den påtænkte benyttelse af bebyggelsen og ved ombygning og ændret benyttelse, oplysning om den hidtidige benyttelse.

         

        3) Oplysninger til registrering af sager i Bygnings- og Boligregistret (BBR).

         

        4) Oplysning om hvorvidt projektet er i strid med bestemmelser i byggeloven, bygningsreglementet, servitutter og andre byggeforskrifter sammen med en begrundet ansøgning om de nødvendige dispensationer eller tilladelser.

                • Vejledning (1.3.2, stk. 3, nr. 1)

        Oplysningerne vil typisk være matrikelbetegnelse, adgangsadresse, ejendomsnummer, etageangivelse, side/dørnummer.

                • Vejledning (1.3.2, stk. 3, nr. 3)

        Der henvises til bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvorefter ejeren i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse skal meddele alle oplysninger, som er af betydning for drift og ajourføring af BBR.

                • Vejledning (1.3.2, stk. 3, nr. 4)

        Såfremt der søges om dispensation fra bestemmelser i kap. 3-4 og kap. 6-8 skal ansøgningen vedlægges de relevante oplysninger, som er nødvendige for kommunalbestyrelsens behandling af ansøgningen.

                • Stk. 4

        Hvis det skønnes nødvendigt i det enkelte tilfælde, kan kommunalbestyrelsen forlange:

         

        1) Brandteknisk dokumentation for bygningens udformning og grundlaget for de valgte brandsikkerhedstiltag.

         

        2) Dokumentation for, hvordan kontrol og vedligeholdelse af de brandtekniske installationer og bygningsdele vil blive gennemført.

         

        3) Kommunalbestyrelsen kan indhente en sagkyndig erklæring vedrørende den brandtekniske dokumentation, jf. nr. 1 og 2. Udgifterne hertil afholdes af ansøgeren.

         

        4) Attestering af en landinspektør af oplysninger om grundens størrelse eller afsætningen af byggeriet.

         

            1. 1.3.3 Øvrig bebyggelse

                • Stk. 1

        Ansøgningen om byggetilladelse skal indeholde en tydelig beskrivelse af det arbejde, der skal udføres og skal indeholde enhver oplysning af betydning for sagens behandling, herunder for sagens registrering i Bygnings- og Boligregistret (BBR). Ansøgningen skal være bilagt relevant tegningsmateriale med angivelse af målestoksforholdet.

                • Vejledning (1.3.3, stk. 1 og 2)

        Kommunalbestyrelsen kan forlange enhver oplysning og tegningsmateriale, som er nødvendigt for at give byggetilladelse.

        Afhængig af byggearbejdets art kan f.eks. følgende oplysninger og tegninger være af betydning:

         

        - Tegningsmateriale, der viser bebyggelsens samlede omfang, herunder muliggør en vurdering af bebyggelsens samlede indvirkning på omgivelserne, oplysninger om grundens størrelse, bebyggelsens etageareal, bebyggelsens højde- og afstandsforhold, beliggenheden af tilstødende eller omliggende grundes bebyggelse, grundstykkets nuværende og fremtidige højdekoter og højdekoter på tilstødende eller omliggende grunde, beregning af bebyggelsesprocenten.

         

        - Oplysninger til bedømmelse af energiforbrug.

        - Statiske beregninger.

        - Oplysning om materialer og konstruktioner.

        - Dimensionering af ventilation.

        - Indretningsmæssige forhold, herunder handicaptilgængelighed.

        - Oplysning om vand- og afløbsforhold mv.

         

        Oplysninger og tegningsmateriale skal som udgangspunkt indsendes elektronisk via kommunens digitale løsning. Det vil fremgå af den digitale selvbetjeningsløsning, hvilke dokumenter der kan eller skal indgives digitalt, herunder hvilke dokumenter der kan indgives på anden måde.

                • Stk. 2

        Ansøgningen skal indeholde:

         

        1) Nødvendige oplysninger til identifikation af ejendommen, bygningen eller enheden.

         

        2) Oplysning om de bestemmelser i byggeloven, bygningsreglementet, servitutter og andre byggeforskrifter, som projektet måtte være i strid med. Ansøgningen skal indeholde en begrundet ansøgning om de nødvendige dispensationer eller tilladelser.

         

        3) Oplysning om den påtænkte benyttelse af bebyggelsen og ved ombygning og ændret benyttelse, oplysning om den hidtidige benyttelse.

         

        4) Oplysning om, hvorvidt byggearbejdet er projekteret efter de lempeligere bestemmelser for ombygningsarbejder, jf. kap. 3. Ansøgningen skal indeholde en redegørelse for de eksisterende bygningskonstruktioner og øvrige bygningsmæssige forhold, som er af betydning for sagens behandling.

         

        5) Oplysninger om, hvordan der er truffet foranstaltninger, som af hensyn til klimatiske forhold er nødvendige for en forsvarlig udførelse, jf. kap. 4.1, stk. 5.

         

        6) Oplysninger for bygninger omfattet af kap. 7.2, om bygningens beregnede energibehov, dokumentation for at energirammen er opfyldt samt oplysninger om evt. lavenergiklasse.

         

        7) Redegørelse for sagkyndige undersøgelser vedrørende undergrundens styrke- og stabilitetsforhold, som gennemføres, og hvem der forestår disse ved ansøgning om tilladelse til at give offentligheden adgang til en mine og lignende anlæg.

         

        8) Oplysninger til registrering af sagen i Bygnings- og Boligregistret (BBR).

                • Vejledning (1.3.3, stk. 2, nr. 1)

        Oplysningerne vil typisk være matrikelbetegnelse, adgangsadresse, ejendomsnummer, etageangivelse, side/dørnummer.

                • Vejledning (1.3.3, stk. 2, nr. 4)

        Der henvises til kap. 3.1, stk. 2.

                • Vejledning (1.3.3, stk. 2, nr. 5)

        For byggeri i perioden 1. november til 31. marts kan udgangspunktet for de krævede oplysninger være bilag 1 til bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejder i perioden 1. november til 31. marts, som omhandler vejrligsbestemte foranstaltninger.

                • Vejledning (1.3.3, stk. 2, nr. 6)

        Der henvises til lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

                • Vejledning (1.3.3, stk. 2, nr. 8)

        Der henvises til bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvorefter ejeren i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse skal meddele alle oplysninger, som er af betydning for drift og ajourføring af BBR.

                • Stk. 3

        Hvis det skønnes nødvendigt i det enkelte tilfælde, kan kommunalbestyrelsen forlange:

         

        1) Brandteknisk dokumentation for bygningens udformning og grundlaget for de valgte brandsikringstiltag.

         

        2) Dokumentation for, hvordan kontrol og vedligeholdelse af de brandsikringstiltag og bygningsdele vil blive gennemført.

         

        3) Kommunalbestyrelsen kan indhente en sagkyndig erklæring vedrørende den brandtekniske dokumentation, jf. nr. 1 og 2. Udgifterne hertil afholdes af ansøgeren.

         

        4) Dokumentation for, at bygningskonstruktionerne opfylder bestemmelserne i kap. 4, Konstruktioner. Dokumentationen skal være i overensstemmelse med bilag 4, Dokumentation af bærende konstruktioner. Ansøgeren udpeger en bygværksprojekterende for de bærende konstruktioner, som det påhviler at samle og koordinere den statiske dokumentation, således at den udgør et hele. Ansøgeren oplyser om den valgte bygværksprojekterende.

         

        5) Attestering af en landinspektør af oplysninger om grundens størrelse eller afsætningen af byggeriet.

                • Vejledning (1.3.3, stk. 3, nr. 1 og 2)

        Afhængigt af byggearbejdets art bør dokumentationen indeholde følgende: Den overordnede strategi for brandsikringen, tegningsmateriale og beskrivelser, der viser de enkelte bygningsdeles brandtekniske egenskaber, brandtekniske installationer, flugtveje og redningsforhold mv., brandtekniske beregninger, dokumentation for de enkelte bygningsdeles og installationers brandtekniske egenskaber samt en beskrivelse af, hvordan eventuelle brandtekniske installationer og bygningsdele løbende kontrolleres og vedligeholdes.

                • Vejledning (1.3.3, stk. 3, nr. 4)

        Statisk dokumentation for sekundære bygningskonstruktioner er ikke omfattet af krav om erklæring fra en statiker, der har anerkendelse efter reglerne i bilag 3.

         

        For bygninger i lav dokumentationsklasse, jf. SBi-anvisning 223, er der sædvanligvis ikke grundlag for at kræve dokumentation for, at bygningskonstruktionerne opfylder bestemmelserne i kap. 4.

                • Stk. 4

        For bærende konstruktioner, hvor svigt har alvorlige konsekvenser med hensyn til tab af menneskeliv eller, hvor de økonomiske, sociale eller miljømæssige konsekvenser er særligt store, skal den statiske dokumentation efter stk. 3, nr. 4, bilægges en erklæring udformet og underskrevet personligt af en statiker, der har anerkendelse efter reglerne i bilag 3 (Anerkendelsesordning for statikere). Erklæringen skal omfatte den statiske dokumentation i sin helhed. Ejeren vælger den anerkendte statiker.

                • Vejledning (1.3.3, stk. 4)

        De omfattede bygningskonstruktioner svarer til de konstruktioner, som i henhold til Nationalt Anneks til Eurocode 0, tabel B1 (EN 1990 DK NA Nationalt Anneks til Eurocode 0: Projekteringsgrundlag for bærende konstruktioner) afsnit B4 er omfattet af høj konsekvensklasse CC3. Der henvises til DS/INF 1990 Konsekvensklasser for bygningskonstruktioner.

         

        Sekundære bygningskonstruktioner, hvor svigt alene vil omfatte den pågældende konstruktionsdel, og hvor konsekvenserne af et svigt er begrænsede, er dog ikke omfattet af krav om erklæring fra en anerkendt statiker.

                • Stk. 5

        For bærende konstruktioner omfattet af stk. 4, og hvor konsekvenserne af et eventuelt svigt er særligt alvorlige, gælder endvidere, at den statiske dokumentation efter stk. 3, nr.4, bilægges en erklæring udformet og underskrevet af en statiker, der har anerkendelse efter reglerne i bilag 3, og som hverken direkte eller indirekte må være økonomisk forbunden med den eller de organisationer, som har medvirket ved projekteringen af bygningen. Ejeren vælger den anerkendte statiker, og valget heraf godkendes af kommunalbestyrelsen.

                • Vejledning (1.3.3, stk. 5)

        De omfattede bygningskonstruktioner svarer til de konstruktioner, som i henhold til Nationalt Anneks til Eurocode 0 (EN 1990 DK NA Nationalt Anneks til Eurocode 0: Projekteringsgrundlag for bærende konstruktioner) afsnit B4 er omfattet af høj konsekvensklasse CC3 samt punkt (4) og (5).

         

        Den anerkendte statiker gennemfører personligt en tredjepartskontrol af projektet og dokumenterer kontrollen i henhold til SBi-anvisning 223.

                • Stk. 6

        For bærende konstruktioner, der ikke er omfattet af stk. 4 og 5, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde forlange, at den statiske dokumentation efter stk. 3, nr. 4, med tilhørende bilag, bilægges en erklæring udformet og underskrevet personligt af en statiker, der har anerkendelse efter reglerne i bilag 3 (Anerkendelsesordning for statikere).

                • Vejledning (1.3.3, stk. 6)

        Et eksempel på de særlige tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen kan forlange, at den statiske dokumentation efter stk. 3, nr. 4, bilægges en statikererklæring, kan være bygningskonstruktioner, der i henhold til SBi-anvisning 223, er henført til høj dokumentationsklasse.

                • Stk. 7

        Dokumentationen og erklæringer efter stk. 3-6 indgives i digital form og skal være forsynet med den pågældendes digitale signatur med et sikkerhedsniveau, der mindst er på niveau med OCES-signaturen.

                • Vejledning (1.3.3, stk. 7)

        Den pågældende er den person, der er ansvarlig for dokumentationen mv., f.eks. landinspektøren eller den bygværksprojekterende.

         

            1. 1.3.4 Særlige bestemmelser vedrørende samlet byggesagsbehandling af master og antenner

                • Stk. 1

        Ansøgning om byggetilladelse til opsætning af en mast og/eller til opsætning af mulige fremtidige antenner på masten kan byggesagsbehandles samlet.

                • Vejledning (1.3.4, stk. 1)

        Kommunen vurderer selv, hvorvidt den vil foretage en samlet byggesagsbehandling.

         

        Bestemmelsen kan ligeledes anvendes ved ansøgning om byggetilladelse af flere fremtidige antenner på eksisterende master.

         

        Hvis der i forbindelse med en samlet byggesagsbehandling er pligt til at foretage partshøring efter forvaltningslovens regler, skal partshøringen både vedrøre masten og de mulige fremtidige antenner, der er omfattet af ansøgningen.

         

        Kommunen kan i byggetilladelsen stille vilkår om, at kommunen skal orienteres hver gang, der opsættes en antenne på masten. Antenner, der efterfølgende opsættes på masten, skal være i overensstemmelse med byggetilladelsen.

                • Stk. 2

        Ved en samlet byggesagsbehandling af ansøgning om opsætning af mast og mulige fremtidige antenner på masten skal ansøgningen indeholde en beskrivelse af de mulige fremtidige antennekonstruktioner, som senere kan opsættes på masten. Beskrivelsen skal omfatte antennernes antal og placering på masten.

                • Vejledning (1.3.4, stk. 2)

        Antenner, der ønskes opsat på masten, men som ikke fremgår af den oprindelige byggeansøgning, eller antenner, hvor placeringen i henhold til byggeansøgningen ændres, skal byggesagsbehandles separat.

                • Stk. 3

        Byggetilladelsen til opsætning af masten bortfalder, hvis opsætningen af masten ikke er påbegyndt et år fra tilladelsens dato. Tilladelsen til at opsætte de tilladte antenner på masten bortfalder dog ikke, selvom de planlagte antenner ønskes opsat mere end et år efter masten er opstillet.

                • Vejledning (1.3.4, stk. 3)

        For så vidt angår pkt. 1.3.4, stk. 3, sidste punktum, gælder dette alene for de antenner, der er en del af den samlede byggesagsbehandling.

                • Stk. 4

        Byggearbejdet færdigmeldes, og der udstedes ibrugtagningstilladelse allerede efter opsætningen af masten, uden de fremtidige tilladte antenner er monteret på masten. Ibrugtagningstilladelse udstedes i henhold til reglerne i kap. 1.7, stk. 2.

         

            1. 1.3.5 Transportable telte og konstruktioner

      • 1.3.5.1 Generelt

                • Stk. 1

        De i bilag 2, skema 1, nævnte transportable telte og konstruktioner må ikke opstilles uden forudgående byggetilladelse fra kommunalbestyrelsen.

                • Vejledning (1.3.5.1, stk. 1)

        Transportable konstruktioner skal byggesagsbehandles efter reglerne i kap. 1.3.3, da der er tale om øvrig bebyggelse. I byggesagsbehandlingen skal kommunen dog kun påse, at reglerne i kap. 3.2,1, kap. 4.1-4.3 og kap. 5, er overholdt, jf. stk. 3

         

        Transportable telte og konstruktioner, der ikke er nævnt i bilag 2, skema 1 eller 2, men som kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering finder at være omfattet af byggelovens § 2, stk. 3, må ikke opsættes uden forudgående byggetilladelse, jf. byggelovens § 16, stk. 1, og bygningsreglementets kap. 1.3, stk. 1.

         

        Disse telte og konstruktioner kan dog certificeres i henhold til bekendtgørelse om certificeringsordning for transportable telte og konstruktioner, og byggetilladelse er i så fald ikke påkrævet, jf. kap. 1.3.5.1, stk. 2.

                • Stk. 2

        Transportable telte og konstruktioner kan dog opstilles uden, at der foreligger byggetilladelse fra kommunalbestyrelsen, hvis det transportable telt eller den transportable konstruktion er certificeret efter reglerne i bekendtgørelse om certificeringsordning for transportable telte og konstruktioner.

                • Vejledning (1.3.5.1, stk. 2)

        Det er ligeledes muligt at få certificeret et transportabelt telt eller en transportabel konstruktion, der skal bruges til overnatning.

                • Stk. 3

        Opstilling af transportable konstruktioner skal dog meddeles til kommunalbestyrelsen, hvis den transportable konstruktion anvendes af mere end 150 personer.

                • Vejledning (1.3.5.1, stk. 3)

        Meddelelsen til kommunalbestyrelsen, hvor den transportable konstruktion anvendes af mere end 150 personer, skal ske uanset, om der er krav om byggetilladelse eller certificering. Meddelelsen til kommunalbestyrelsen skal sikre, at beredskabet, på baggrund af kommunalbestyrelsens orientering, får besked om opstillingen af den transportable konstruktion.

                • Stk. 4

        Transportable telte og konstruktioner er alene omfattet af reglerne i kap. 3.2.1, kap. 4.1-4.3 og kap. 5, der er relevante i forhold til den konkrete konstruktion.

                • Vejledning (1.3.5.1, stk. 4)

        Transportable telte og konstruktioner er alene omfattet af de bestemmelser, der står nævnt i bestemmelsen. I byggesagsbehandlingen skal kommunen derfor kun påse, at disse bestemmelser er overholdt.

         

        Telte med et samlet areal på 50 m² og mindre er ikke omfattet af reglerne i kap. 4, jf. kap. 4.1, stk. 7.

         

        Det er alene de bestemmelser, der er relevante i forhold til det konkrete telts eller den konkrete konstruktions udformning og anvendelse, der skal overholdes.

                • Stk. 5

        Telte og konstruktioner, der opstilles med en varighed på over 6 uger på den samme placering, må uanset bestemmelsen i stk. 2, ikke opstilles uden forudgående byggetilladelse fra kommunalbestyrelsen. Opstillingen er i disse tilfælde også omfattet af kap. 2. Er en konstruktion, der ønskes opstillet med en varighed på over 6 uger, certificeret, kan kommunen lægge certificeringen til grund i den tekniske del af byggesagsbehandlingen. Herefter vil kommunen alene skulle byggesagsbehandle de bebyggelsesregulerende forhold.

                • Vejledning (1.3.5.1, stk. 5)

        Telte og konstruktioner, der opstilles samme sted for en periode på over 6 uger, betragtes som varige konstruktioner. Disse varige konstruktioner er underlagt kravet om byggetilladelse på lige fod med andre faste og permanente bygninger, og de kan derfor ikke opsættes på grundlag af en certificering i henhold til bekendtgørelse om certificeringsordning for transportable telte og konstruktioner.

         

        Såfremt teltet eller konstruktionen opstilles uden forudgående viden om, at teltet eller konstruktionen skal være opstillet på den samme placering i mere end 6 uger, vil teltet eller konstruktionen blive omfattet af kravet om byggetilladelse, når den tidsmæssige grænse på 6 uger er nået.

                • Stk. 6

        De i bilag 2, skema 2, nævnte telte og konstruktioner kan opstilles uden byggetilladelse eller certificering. De i bilag 2, skema 2, nævnte telte og konstruktioner skal dog leve op til reglerne i kap. 3.2.1, kap. 4.1-4.3 og kap. 5, der er relevante i forhold til den konkrete konstruktion.

                • Stk. 7

        Ved privat brug i bilag 2 forstås telte, der ejes af en privatperson, og som udelukkende anvendes til privat brug af denne privatperson.

                • Vejledning (1.3.5.1, stk. 7)

        Det afgørende for, om et telt er privat, beror således dels på ejerforholdet, dels på den konkrete anvendelse af teltet. Telte til privat brug er således telte, hvor den privatperson, der ejer teltet, også rent faktisk selv bruger teltet. Telte, der udlånes – uanset om udlån sker mod vederlag – er ikke omfattet af definitionen "privat", idet teltet da ikke anvendes af ejeren af teltet.

                • Stk. 8

        Raftekonstruktioner, der opstilles midlertidigt, er alene omfattet af byggeloven efter kommunalbestyrelsens konkrete vurdering, jf. byggelovens § 2, stk. 3. Raftekonstruktioner, der opstilles midlertidigt, er derfor ikke omfattet af bilag 2.

                • Vejledning (1.3.5.1, stk. 8)

        Raftekonstruktioner, der opstilles midlertidigt, er alene omfattet af byggeloven efter en konkret vurdering. Midlertidige raftekonstruktioner kan f.eks. være tårne, tribuner eller lignende, der opstilles i forbindelse med afvikling af arrangementer afholdt af spejderorganisationer eller lignende organiserede udendørs aktiviteter.

                • Stk. 9

        Konstruktioner omfattet af dette kapitel skal ikke færdigmeldes til kommunalbestyrelsen og kan tages i brug uden ibrugtagningstilladelse.

         

      • 1.3.5.2 Ansvarsbestemmelser

                • Stk. 1

        I tilfælde, hvor ejer og bruger af en transportabel konstruktion ikke er samme fysiske eller juridiske person, påhviler det ejeren af konstruktionen at oplyse brugeren, om konstruktionen er certificeret.

                • Vejledning (1.3.5.2, stk. 1)

        Ejer og bruger kan være den samme fysiske eller juridiske person.

                • Stk. 2

        Hvis en transportabel konstruktion er omfattet af kravet om byggetilladelse, og konstruktionen ikke er certificeret efter reglerne i bekendtgørelse om certificeringsordning for transportable telte og konstruktioner, jf. kap. 1.3.5.1, stk. 2, påhviler det brugeren af konstruktionen at indhente byggetilladelse fra kommunalbestyrelsen, inden konstruktionen opstilles.

                • Stk. 3

        Brugeren af en transportabel konstruktion, der er nævnt i bilag 2, skema 1, eller som kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering efter byggelovens § 2, stk. 3, har skønnet er omfattet af kravet om byggetilladelse, skal til enhver tid overfor bygningsmyndigheden kunne dokumentere, at konstruktionen er blevet enten byggesagsbehandlet eller certificeret.

                • Stk. 4

        Ansvaret for, at opstilling, forankring, placering og nedtagning af en transportabel konstruktion er i overensstemmelse med byggetilladelse meddelt af kommunalbestyrelsen, påhviler den, der har forestået opstillingen, henholdsvis nedtagningen af konstruktionen.

                • Vejledning (1.3.5.2, stk. 4)

        Dette medfører, at det er den person, der har opstillet konstruktionen, der er ansvarlig for, at konstruktionens opstilling er korrekt og lovlig. Brugeren vil derfor være ansvarlig for opstillingen af konstruktionen i de tilfælde, hvor brugeren selv har stillet konstruktionen op.

         

            1. 1.3.6 Camping-, festival og salgsområder

      • 1.3.6.1 Campingområder

                • Stk. 1

        Campingområder til flere end 150 overnattende personer, skal placeres, indrettes og bruges i overensstemmelse med kapitel 5.7.

         

                • Vejledning (1.3.6.1, stk. 1)

        Bestemmelsen er gældende for campingområder på musikfestivaler, spejderlejre, til sportsarrangementer og lign., hvor der opstilles mindre, transportable konstruktioner til brug for overnatning.

         

        Et campingområde, der er bestemt til færre end 150 overnattende personer, er ikke omfattet af bestemmelsen, og der stilles således ikke krav efter kapitel 5.7 til disse områder.

         

        Campingpladser, der er omfattet af bekendtgørelse om tilladelse til udlejning af arealer til campering og om indretning og benyttelse af campingpladser (campingreglementet), er ikke omfattet af byggeloven.

         

        Campingtelte til brug for overnatning skal ikke byggesagsbehandles og skal ikke leve op til andre krav i bygningsreglementet.

                • Stk. 2

        Campingområder med et areal på mellem 1.000 m² og 3.000 m² til flere end 150 overnattende personer, skal meddeles til kommunalbestyrelsen og skal placeres, indrettes og bruges i overensstemmelse med kapitel 5.7.

                • Vejledning (1.3.6.1, stk. 2)

        Bestemmelsen er gældende for campingområder på musikfestivaler, spejderlejre, til sportsarrangementer og lign., hvor der opstilles mindre, transportable konstruktioner til brug for overnatning.

         

        Et campingområde, der er bestemt til færre end 150 overnattende personer, er ikke omfattet af bestemmelsen, og der stilles således ikke krav efter kapitel 5.7 til disse områder.

         

        Campingpladser, der er omfattet af bekendtgørelse om tilladelse til udlejning af arealer til campering og om indretning og benyttelse af campingpladser (campingreglementet), er ikke omfattet af byggeloven.

         

        Campingtelte til brug for overnatning skal ikke byggesagsbehandles og skal ikke leve op til andre krav i bygningsreglementet.

         

        Meddelelsen til kommunalbestyrelsen skal sikre, at beredskabet, på baggrund af kommunalbestyrelsens orientering, får besked om etableringen af campingområdet.

                • Stk. 3

        Campingområder, som har et samlet areal på over 3.000 m² til flere end 150 overnattende personer, skal have en godkendelse af kommunalbestyrelsen og skal placeres, indrettes og bruges i overensstemmelse med kapitel 5.7.

                • Vejledning (1.3.6.1, stk. 3)

        Bestemmelsen er gældende for campingområder på musikfestivaler, spejderlejre, til sportsarrangementer og lign., hvor der opstilles mindre, transportable konstruktioner til brug for overnatning.

         

        Et campingområde, der er bestemt til færre end 150 overnattende personer, er ikke omfattet af bestemmelsen, og der stilles således ikke krav efter kapitel 5.7 til disse områder.

         

        Campingpladser, der er omfattet af bekendtgørelse om tilladelse til udlejning af arealer til campering og om indretning og benyttelse af campingpladser (campingreglementet), er ikke omfattet af byggeloven.

         

        Campingtelte til brug for overnatning skal ikke byggesagsbehandles og skal ikke leve op til andre krav i bygningsreglementet.

         

      • 1.3.6.2 Festival- og salgsområder

                • Stk. 1

        Festival- og salgsområder med et samlet areal på indtil 1.000 m² skal placeres, indrettes og bruges i overensstemmelse med kapitel 5.7.

                • Vejledning (1.3.6.2, stk. 1)

        Bestemmelsen er gældende for festival- og salgsområder på musikfestivaler, markeder, dyrskuer og lign., hvor der er opstillet transportable konstruktioner.

        Transportable konstruktioner opstillet i festival- og salgsområder skal uanset denne bestemmelse leve op til de krav, der følger af 1.3.5.1.

                • Stk. 2

        Festival- og salgsområder med et samlet areal på over 1.000 m² skal have en godkendelse af kommunalbestyrelsen og skal placeres, indrettes og bruges i overensstemmelse med kapitel 5.7.

                • Vejledning (1.3.6.2, stk. 2)

        Bestemmelsen er gældende for festival- og salgsområder på musikfestivaler, markeder, dyrskuer og lign. hvor der er opstillet transportable konstruktioner.

         

        Transportable konstruktioner opstillet i festival- og salgsområder skal uanset denne bestemmelse leve op til de krav, der følger af 1.3.5.1.

         

        Kravet om indhentelse af godkendelse ved kommunalbestyrelsen gælder både for områder med transportable konstruktioner, der er certificeret og konstruktioner, hvortil der søges byggetilladelse. Kravet om godkendelse udløser dog ikke krav om byggetilladelse for certificerede konstruktioner.

         

        1. 1.4 Byggetilladelse

              • Stk. 1

      En byggetilladelse skal være skriftlig. Der kan i byggetilladelsen stilles krav om, at kommunalbestyrelsen skal have besked, når forskellige stadier af byggearbejdet udføres.

              • Vejledning (1.4, stk. 1)

      Byggetilladelsen bortfalder, hvis byggearbejdet ikke er påbegyndt inden 1 år fra tilladelsens dato, jf. byggelovens § 16, stk. 10. Kommunalbestyrelsen kan forlange besked om byggearbejders forskellige stadier for at sikre kommunalbestyrelsen mulighed for at føre tilsyn i det omfang, den måtte ønske det.

       

      For bebyggelse omfattet af kap. 1.3.1 gælder, at kommunalbestyrelsen alene skal meddele byggetilladelse vedrørende bestemmelserne i kap. 2. For bebyggelse omfattet af kap. 1.3.2 gælder, at kommunalbestyrelsen alene skal meddele byggetilladelse vedrørende bestemmelserne i kap. 2 og kap. 5.

              • Stk. 2

      I byggetilladelsen kan stilles krav om:

       

      1) at der foretages målinger i den færdige bygning til dokumentation af, at de lydmæssige krav i kap. 6, Indeklima, er opfyldt.

       

      2) at der foretages målinger i den færdige bygning til dokumentation af, at kravet til klimaskærmens tæthed i kap. 7, Energiforbrug, er opfyldt. Kommunalbestyrelsen skal i mindst 10 pct. af byggesagerne stille krav om måling af klimaskærmens tæthed. For alle bygninger, der opføres som bygningsklasse 2020, stilles der krav om dokumentation af, at klimaskærmens tæthed er eftervist ved prøvning. Trykprøvning skal foretages af en uvildig, kvalificeret bygningstester.

       

      3) at der dokumenteres korrekt beregningsmæssig eftervisning af energirammens overholdelse. For bygninger der opføres som bygningsklasse 2020 skal kommunalbestyrelsen, uanset bestemmelserne i kap. 1.3.1 og 1.3.2, i mindst 10 pct. af byggesagerne stille krav om dokumentation for korrekt beregningsmæssig eftervisning af energirammens overholdelse. Dokumentationen skal foretages af en uvildig energisagkyndig. Dokumentationen skal foreligge, før der gives byggetilladelse.

       

      4) at der stilles sikkerhed for, at byggemodningsarbejder, omfattet af byggelovens § 4 udføres, inden bebyggelsen tages i brug.

       

      5) at der foretages en måling eller leveres anden form for dokumentation fra en fugtsagkyndig, der efterviser opfyldelse af kravet i kap. 4.1, stk. 6, om kritisk fugtindhold i konstruktioner og materialer.

       

      6) at dokumentation og erklæringer for de bærende konstruktioner, jf. kap. 1.3.3, stk. 3, nr. 4, og stk. 4-6, senest ved ibrugtagning svarer til det færdige byggeri.

       

      7) at der foretages en systemintegrationstest for de brandtekniske anlæg inden bebyggelsen tages i brug.

              • Vejledning (1.4, stk. 2)

      Lydmålinger kan udføres i overensstemmelse med retningslinjerne i SBi-anvisning 217, Udførelse af bygningsakustiske målinger og SBi-anvisning 218, Lydforhold i undervisnings- og daginstitutionsbygninger.

              • Vejledning (1.4, stk. 2, nr. 2)

      Kravet om måling af volumenstrømmen gennem utætheder gælder kun for bygninger, der er omfattet af kap. 7.2, og som opvarmes til 15° C eller derover. Bestemmelserne om tæthed fremgår af kap. 7.2.1, stk. 4-6.

              • Vejledning (1.4, stk. 2, nr. 3)

      Den energisagkyndige kan udpeges af bygningsejeren.

              • Vejledning (1.4, stk. 2, nr. 7)

      En systemintegrationstest skal sikre, at de brandtekniske installationer har den funktionssammenhæng, der er forudsat i brandstrategien.

              • Stk. 3

      Med undtagelse af stk. 2, nr. 2 og 3, gælder bestemmelserne i stk. 2 ikke for bebyggelse omfattet af kap. 1.3.1 og 1.3.2. Stk. 2, nr. 1, gælder dog for bebyggelse omfattet af kap. 1.3.2, stk. 1, nr. 1.

              • Vejledning (1.4, stk. 3)

      Kommunalbestyrelsen kan også i byggeri omfattet af kap. 1.3.1 og kap. 1.3.2 stille krav om måling af, at kravet om lufttæthed er opfyldt. Målingsrapporten indsendes til kommunalbestyrelsen.

       

      Kommunalbestyrelsen kan også i byggeri omfattet af kap. 1.3.2, stk. 1, nr. 1, stille krav om, at der foretages målinger i den færdige bygning til dokumentation af, at de lydmæssige krav er opfyldt.

       

        1. 1.5 Anmeldelse - UDGÅR

       

        1. 1.6 Byggearbejder, der kan opføres uden byggetilladelse

              • Stk. 1

      Følgende byggearbejder kan ske uden byggetilladelse:

       

      1) Ombygninger og andre forandringer i bebyggelser som nævnt i kap. 1.3.1, stk. 1, og kap. 1.3.2, stk. 1, nr. 1 Ombygningen eller forandringen må ikke medføre en udvidelse af etagearealet eller en væsentlig anvendelsesændring.

       

      2) Opførelse, ombygninger og andre forandringer af garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger, når bygningernes samlede areal er højst 50 m². Ombygningen eller forandringen må ikke medføre en væsentlig anvendelsesændring.

       

      3) Byggearbejder ved åbne svømmebassiner, havepejse og terrasser i tilknytning til enfamiliehuse og sommerhuse.

       

      4) Opførelse, ombygninger og andre forandringer af kolonihavehuse. Ombygningen eller forandringen må ikke medføre en væsentlig anvendelsesændring.

       

      5) Opførelse, ombygninger og andre forandringer af campinghytter og lignende ferieboligformer, der er omfattet af campingreglementet. Ombygningen eller forandringen må ikke medføre en væsentlig anvendelsesændring.

       

      6) Tørringsanlæg for korn, frø og andre afgrøder.

       

      7) Udendørs anlæg til opbevaring af husdyrgødning, korn og foder samt befæstede pladser.

       

      8) Anlæg med en lagerkapacitet af F-gas i tanke på indtil 1.200 gasoplagsenheder.

       

      9) Antennesystemer, der anvendes til radiokommunikation i elektroniske kommunikationsnet, som defineret i lov om elektroniske kommunikationsnet og tjenesters § 2, nr. 4 og 5.

       

      10) Konstruktioner og anlæg, som indeholder brugerbetjente funktioner, såsom IT-standere, betalings- og selvbetjeningsautomater og lignende publikumsrettede servicefunktioner.

       

      11) Vedligeholdelsesbyggearbejder, ombygninger og andre forandringer i bestående bebyggelse, som har betydning for energiforbruget i bygningen, og som er omfattet af byggelovens § 2, stk. 1, litra e.

       

      12) Ombygninger og andre forandringer i boligenheder i etageejendomme, der alene vedrører ændringer inden for den enkelte enhed, og som ikke medfører ændringer i bærende konstruktioner. Den enkelte ombygning eller forandring må ikke medføre en udvidelse af etagearealet eller en væsentlig anvendelsesændring.

       

      13) Enkeltstående ombygninger og andre forandringer i erhvervsbebyggelser, der alene vedrører en enkelt erhvervsenhed på højst 150 m2, og som ikke medfører ændringer i bærende konstruktioner samt flugtvejsforholdene. Den enkelte ombygning eller forandring må ikke medføre en udvidelse af etagearealet eller en væsentlig anvendelsesændring.

       

      14) Enkeltstående ombygninger og andre forandringer i traditionelt kontorbyggeri, som alene vedrører ændringer inden for en eller flere kontorenheder, som hver især udgør selvstændige brandmæssige enheder. Den enkelte ombygning eller forandring må ikke påvirke flugtveje, som anvendes af flere brandmæssige enheder, og må ikke medføre ændringer i bærende konstruktioner. Den enkelte ombygning eller forandring må ikke medføre en udvidelse af etagearealet.

              • Vejledning (1.6, stk. 1)

      Kan byggearbejdet ikke overholde de relevante bestemmelser i kap. 2-8, skal der søges om dispensation hos kommunalbestyrelsen, og byggearbejdet må ikke påbegyndes, før dispensation er givet.

              • Vejledning (1.6, stk. 1, nr. 1)

      Udvendig efterisolering på maksimalt 25 cm betragtes ikke som en udvidelse af etagearealet i henhold til byggeloven. Udvidelsen skal meddeles til Bygnings- og Boligregistret (BBR).

       

      Ændringer i antal værelser, køkkenforhold mv. skal indberettes til Bygnings- og Boligregistret (BBR).

       

      Hvis der i forbindelse med ombygningsarbejder og lignende sker en udvidelse af arealet, dvs. en forøgelse af bebyggelsesprocenten, skal der søges byggetilladelse hertil efter kap. 1.3.1 og kap. 1.3.2. Som eksempel herpå kan nævnes enhver tilbygning, eller hel eller delvis inddragelse af en uudnyttet tagetage i boligarealet, der ikke tidligere er medregnet i etagearealet.

       

      Inddragelse af udhuse, garager og lignende bygninger til beboelse er en væsentlig anvendelsesændring, som kræver byggetilladelse.

       

              • Vejledning (1.6, stk. 1, nr. 2)

      Bestemmelsen omfatter ikke integrerede garager.

       

      Bestemmelsen gælder for det samlede areal af sådanne bygninger inkl. eksisterende bygninger på grunden, der ikke overstiger 50 m².

       

      Byggearbejder omfattet af nr. 2 skal overholde byggeretten i kap. 2.2. Kan dette ikke ske, skal der ansøges om byggetilladelse, jf. kap. 1.3.1, stk. 1, nr. 3.

       

      Bestemmelser i byplanvedtægter og lokalplaner om bebyggelsens placering og udformning gælder fortsat, selvom byggearbejdet kan udføres uden tilladelse.

       

      Der gøres opmærksom på, at arbejder på fredede bygninger, der går ud over almindelig vedligeholdelse både udvendigt og indvendigt, kræver tilladelse efter bygningsfredningsloven. For bevaringsværdige bygninger, der er omfattet af en bevarende byplanvedtægt, bevarende lokalplan eller tinglyst bevaringsdeklaration, gælder fortsat de bestemmelser for ombygninger, forandringer mv., der fremgår heraf.

       

      Der henvises til bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvorefter ejeren i forbindelse med opførelse af sådanne bygninger skal meddele alle oplysninger, som er af betydning for drift og ajourføring af BBR.

       

              • Vejledning (1.6, stk. 1, nr. 4)

      Undtagelser til bygningsreglementet for kolonihavehuse følger af kapitel 1.2, stk. 2.

              • Vejledning (1.6, stk. 1, nr. 5)

      Det er alene campinghytter og lignende ferieboligformer som f.eks. mobilehomes, der er omfattet af campingreglementet, der er undtaget fra byggesagsbehandling. Campinghytter og lignende, der opstilles uden hjemmel i campingreglementet, skal byggesagsbehandles efter kap. 1.3.3.

       

      Campinghytter og lignende sidestilles med sommerhuse i forhold til krav til energiforbrug, jf. kap. 7.5.

              • Vejledning (1.6, stk. 1, nr. 7)

      Bestemmelsen omfatter gylletanke, gyllelaguner, møddingpladser, ensilagepladser, foderpladser, vaskepladser, siloer til korn- og foderopbevaring og lign.

              • Vejledning (1.6, stk. 1, nr. 8)

      F-gasanlæg og F- gasstationer, hvis samlede oplag overstiger 100 m³ flydende gas, kræver godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven.

       

      For installation af F-gastanke henvises endvidere til Forsvarsministeriets bekendtgørelse om tekniske forskrifter for gasser.

       

      Der henvises endvidere til bekendtgørelse om anvendelse af trykbærende udstyr.

       

      Opstilling af F-gastanke er tillige omfattet af beredskabsloven.

              • Vejledning (1.6, stk. 1, nr. 9)

      Bestemmelsen omhandler alene antenner, der anvendes til radiokommunikation. Lov om elektroniske kommunikationsnet og tjenester definerer elektroniske kommunikationsnet som enhver form for radiofrekvens- eller kabelbaseret teleinfrastruktur, der anvendes til formidling af elektroniske kommunikationstjenester. Derudover er offentlige elektroniske kommunikationsnet defineret som elektroniske kommunikationsnet, der stilles til rådighed for en ikke på forhånd afgrænset kreds af slutbrugere eller udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller – tjenester. Som eksempel på antennesystemer i elektroniske kommunikationsnet kan nævnes offentlige mobilnet, SINE-nettet og tilhørende radiokæder. Bestemmelsen omfatter også satellitantenner.

       

      Bestemmelsen undtager ikke antenneejeren fra at indhente tilladelser, der er påkrævet efter anden lovgivning, eksempelvis tilladelser efter planloven.

              • Vejledning (1.6, stk. 1, nr. 11)

      Bestemmelsen omfatter byggearbejder, herunder vedligeholdelsesarbejder, udskiftning af bygningskomponenter og installationer, der indebærer en mulighed for at påvirke energiforbruget samt forbedring af bygningens energieffektivitet. Vedligehold omfatter både vedligehold af hele eller dele af den samlede bebyggelse samt udskiftning af enkelte bygningskomponenter. Bestemmelsen vedrører alene forhold vedrørende bygningers energiforbrug. Byggelovens øvrige bestemmelser i § 2 finder endvidere anvendelse, hvis ombygningen eller forandringen er omfattet af disse bestemmelser.

              • Vejledning (1.6, stk. 1, nr. 12-14)

      Bestemmelsen omfatter alene ombygninger og andre forandringer, der ikke medfører en udvidelse af etagearealet eller en væsentlig anvendelsesændring. Ombygningerne og forandringerne skal forsat opfylde de tekniske bestemmelser i reglementet. Ombygninger, der påvirker bebyggelsens fælles installationer, herunder nyetablering af badeværelser, er ikke omfattet og der skal derfor søges om byggetilladelse.

       

      En ændring af en erhvervsenhed til beboelse eller ændring af beboelse til erhverv er en væsentlig anvendelsesændring og er således ikke omfattet af bestemmelsen, og der skal derfor søges om byggetilladelse.

              • Vejledning (1.6, stk. 1, nr. 12)

      Bestemmelsen omfatter ombygningsarbejder og forandringer inden for de enkelte boligenheder, uanset antallet af boligenheder, der ombygges eller forandres. Bestemmelsen omfatter bl.a. ændring af ikke-bærende vægge i den enkelte boligenhed, udskiftning og ombygning af badeværelse, vinduer eller køkken.

       

      Ombygninger, der vedrører hele bebyggelsen, f.eks. udskiftning af tagbelægning til anden form for belægning og derved ændring af tagkonstruktionen eller ændringer i bebyggelsens flugtvejs- eller ventilationssystem, er ikke omfattet af bestemmelsen, og der skal søges om byggetilladelse hertil. Tilsvarende gælder for ombygninger, som medfører ændringer i udgangsforholdene fra boligen, ombygninger, der medfører ændringer i flugtvejsforhold, samt blænding af døre til trapper, som er flugtveje.

       

      I forbindelse med væsentlige ombygninger i boligenheder, skal der opsættes røgalarmanlæg, som er tilsluttet strømforsyningen og er udført med batteribackup. Ved mindre ombygninger vil det også være hensigtsmæssigt at opsætte røgalarmanlæg, som er tilsluttet strømforsyningen og er udført med batteribackup.

              • Vejledning (1.6, stk. 1, nr. 13)

      Bestemmelsen omfatter ombygningsarbejder og forandringer i en enkelt erhvervsenhed.

       

      Ombygningsarbejder af større dele af en erhvervsejendom kræver byggetilladelse, og der kan derfor ikke ske ombygning af en hel erhvervsbebyggelse efter denne bestemmelse ved at henvise til, at der er tale om separate, enkeltstående ombygninger.

       

      For nogle anvendelsesændringer i erhvervsbyggeri gælder, at de er omfattet af krav om tilladelse efter planloven, hvorfor der skal søges tilladelse herom hos kommunen.

              • Vejledning (1.6, stk. 1, nr. 14)

      Bestemmelsen omfatter traditionelt kontorbyggeri, det vil f.eks. sige kontorbyggeri, som er opført efter retningslinjerne i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri.

       

      Bestemmelsen omfatter ombygningsarbejder og forandringer inden for selvstændige brandmæssige enheder, som f.eks. en brandcelle eller en brandsektion. Bestemmelsen omfatter bl.a. ændringer af cellekontorer til storrumskontorer og omvendt, sammenlægning af enkelte kontorer i en brandmæssig enhed, ændringer i ikke-bærende vægge samt udskiftning og ombygning af bad eller køkken.

       

      Ændringer, som vedrører mere end en enkelt enhed i bebyggelsen, eller som påvirker flugtvejsforholdene, er ikke omfattet af bestemmelsen, og der skal søges om byggetilladelse hertil.

              • Stk. 2

      Byggearbejder omfattet af dette kapitel skal ikke færdigmeldes til kommunalbestyrelsen.

              • Vejledning (1.6, stk. 2)

      Der henvises til bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvorefter ejeren i forbindelse med, at byggeriet fuldføres eller faktisk bliver taget i brug, skal meddele alle oplysninger, som er af betydning for drift og ajourføring af BBR.

       

        1. 1.7 Nedrivning af bebyggelse

              • Stk. 1

      Nedrivning af bebyggelser må ikke påbegyndes uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen.

              • Vejledning (1.7, stk. 1)

      Nedrivning af bebyggelser skal meddeles til Bygnings- og Boligregistret (BBR).

      Nedrivning af fredede og bevaringsværdige bygninger kræver tilladelse efter bygningsfredningsloven. For nedrivning af bebyggelse henvises til bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde.

      Endvidere henvises til bekendtgørelse om asbest og til bekendtgørelse om affald vedrørende håndtering af PCB.

       

      I lokalplaner kan der være fastsat bestemmelser om bevaring af eksisterende bebyggelse, således at bebyggelsen kun med tilladelse fra kommunalbestyrelsen må nedrives.

              • Stk. 2

      En ansøgning om tilladelse til nedrivning af bebyggelse skal ud over oplysninger om ejendommens adresse og matrikelbetegnelse samt bygningsidentifikation indeholde oplysninger om bygningens omtrentlige højde og grundflade. Kommunalbestyrelsen kan i det enkelte tilfælde fastsætte retningslinjer for nedrivningen.

              • Vejledning (1.7, stk. 2)

      Der henvises til bekendtgørelse om ejeres pligt til at give oplysninger om Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvorefter ejeren i forbindelse med anmeldelser af sådanne bygninger skal meddele alle oplysninger, som er af betydning for drift og ajourføring af BBR.

              • Stk. 3

      Bebyggelse, der kan opføres uden ansøgning om byggetilladelse, kan nedrives uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen.

       

        1. 1.8 Tilladelse til ibrugtagning og færdigmelding

              • Stk. 1

      Når et byggearbejde er afsluttet, skal der ske færdigmelding til kommunalbestyrelsen, jf. dog kap. 1.3.5.1, stk. 7, og kap. 1.6, stk. 2.

              • Vejledning (1.8, stk. 1)

      Der henvises til bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR), hvorefter ejeren i forbindelse med, at byggeriet fuldføres eller faktisk bliver taget i brug, skal meddele alle oplysninger, som er af betydning for drift og ajourføring af BBR.

       

      Ved færdigmelding af byggeri skal kommunalbestyrelsen påse, at der foreligger dokumentation for, at der er tegnet en byggeskadeforsikring og at præmien er betalt, jf. byggelovens § 25C, stk. 2.

       

      I henhold til bekendtgørelse om energimærkning af bygninger skal ejeren fremsende energimærkningen til den stedlige bygningsmyndighed senest samtidig med afslutningen af byggearbejdet.

              • Stk. 2

      Byggearbejder, der kræver byggetilladelse, må ikke tages i brug uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

              • Vejledning (1.8, stk. 2-3)

      Kommunalbestyrelsen kan nægte at give tilladelse til ibrugtagning, hvis byggearbejdet ikke er i overensstemmelse med byggetilladelsen, og kommunalbestyrelsen kan i disse tilfælde meddele ejeren påbud om at berigtige forholdet, jf. byggelovens § 17.

       

      Kommunalbestyrelsen kan eksempelvis kræve en opdateret brandstrategi eller anden dokumentation for, at kravene til bygningen er opfyldt.

              • Stk. 3

      Byggearbejder kan dog tages i brug uden tilladelse efter stk. 2, hvis arbejdet vedrører bebyggelse omfattet af kap. 1.3.1 og kap. 1.3.2.

              • Vejledning (1.8, stk. 3)

      Der kræves ikke tilladelse til at tage de byggearbejder i brug, hvor kommunen ikke giver tilladelse vedrørende forhold i kap. 3-8 (bebyggelse omfattet af kap. 1.3.1) og kap. 3-4 og kap. 6-8 (bebyggelse omfattet af kap. 1.3.2). Disse byggerier skal alene færdigmeldes til kommunalbestyrelsen, jf. stk. 1.

              • Stk. 4

      For bygninger omfattet af kap. 1.3.1 indsendes til opbevaring i kommunen dokumentation for, at bestemmelserne i kap. 3-8 er opfyldt, sammen med erklæringen i bilag 5.

              • Vejledning (1.8, stk. 4-5)

      Kravet følger af byggelovens § 16, stk. 2.

       

      Ansøger indsender dokumentationen sammen med erklæringen i bilag 5. Kommunalbestyrelsen har i forhold til dokumentationen alene en arkivfunktion og skal derfor ikke behandle den indsendte dokumentation. Kommunalbestyrelsen skal alene kontrollere, at ansøgeren har underskrevet erklæringen i bilag 5.

       

      Det er ansøger, der står inde for, at den fornødne dokumentation er vedlagt.

       

      Der gives i bilag 5 eksempler på dokumentation, som kan være relevant at vedlægge byggesagen.

              • Stk. 5

      For bygninger omfattet af kap. 1.3.2 indsendes til opbevaring i kommunen dokumentation for, at bestemmelserne i kap. 3-4 og 6-8 er opfyldt, sammen med erklæringen i bilag 5.

              • Stk. 6

      Kommunalbestyrelsen kan give tilladelse til, at bebyggelse, der er omfattet af stk. 2, kan tages i brug, helt eller delvis, selv om byggearbejdet endnu ikke er helt afsluttet. Kommunalbestyrelsen kan give en frist for byggeriets færdiggørelse og kræve sikkerhedsstillelse for færdiggørelsen. Såfremt fristen ikke overholdes, kan byggeriet færdiggøres ved kommunalbestyrelsens foranstaltning for den stillede sikkerhed.

              • Stk. 7

      Ved tilladelse til ibrugtagning, der giver offentligheden adgang til en mine eller lignende anlæg, skal der foreligge en sagkyndig erklæring vedrørende undergrundens styrke- og stabilitetsforhold. Kommunalbestyrelsen kan stille krav om overvågningsforanstaltninger af minen eller lignende anlæg.

       

        1. 1.9 Forhåndsdialog

              • Stk. 1

      Inden der gives byggetilladelse eller dispensation, kan kommunalbestyrelsen afholde en forhåndsdialog med ejeren og dennes repræsentanter.

              • Vejledning (1.9, stk. 1)

      Under forhåndsdialogen afklares rammerne for byggeprojektet, ligesom der kan indgås aftaler om f.eks. tidsplaner og dokumentation mellem ejeren og bygningsmyndigheden.

       

      En forhåndsdialog kan bruges til at afklare, hvorvidt en bebyggelse er omfattet af bestemmelserne i kap. 1.3.1 og kap. 1.3.2, således at dette spørgsmål er afklaret inden indsendelse af ansøgning.

       

       

        1. 1.10 Forhold til anden lovgivning

              • Stk. 1

      Inden der kan gives byggetilladelse, skal kommunalbestyrelsen undersøge, om byggearbejdet er i strid med anden lovgivning, herunder:

       

      Lov om planlægning

      Lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug

      Lov om naturbeskyttelse

      Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer

      Lov om skove

      Lov om miljøbeskyttelse

      Lov om forurenet jord

      Lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål mv.

      Lov om arbejdsmiljø

      Lov om offentlige veje

      Lov om private fællesveje

      Lov om sanering

      Lov om byfornyelse og udvikling af byer

      Lov om varmeforsyning

      Lov om midlertidig regulering af boligforholdene

      Beredskabsloven

      Museumsloven

      Lov om vandforsyning

      Lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

              • Vejledning (1.10, stk. 1)

      Kommunalbestyrelsens pligt omfatter al anden lovgivning, der er relevant i forbindelse med byggesagsbehandlingen.

       

      Listen over lovgivning som skal undersøges er ikke udtømmende.

      For bygninger omfattet af kap. 1.3.1 gælder, at ansøger selv er ansvarlig for, at der ikke er forhold vedrørende kap. 3-8, som er i modstrid med bestemmelser i anden lovgivning.

       

      For bygninger omfattet af kap. 1.3.2 gælder, at ansøger selv er ansvarlig for, at der ikke er forhold vedrørende kap. 3-4 og kap. 6-8, som er i modstrid med bestemmelser i anden lovgivning.

       

      For bygninger omfattet af kap. 1.6, hvor der ikke er krav om byggetilladelse, gælder, at ansøger selv er ansvarlig for, at der ikke er forhold i strid med anden lovgivning. Det kan f.eks. være nødvendigt at søge om tilladelse efter planloven.

       

      Er kommunalbestyrelsen forpligtet til at føre kontrol med et forhold af teknisk karakter i henhold til anden lovgivning, som f.eks. miljølovgivningen, arbejdsmiljølovgivningen, planlovgivningen mv. eller en privatoprettet servitut, skal kommunalbestyrelsen fortsat udøve denne kontrolfunktion. Følger det af anden lovgivning, at bygningsreglementets regler på et bestemt område skal kontrolleres af kommunen, vil kommunen fortsat skulle foretage denne kontrolfunktion, da hjemlen til kontrollen følger af anden lovgivning.

              • Stk. 2

      Hvis der i byggetilladelsen optages krav fra anden lovgivning, skal dette nævnes særskilt i tilladelsen.

              • Stk. 3

      Såfremt der ikke efter stk. 1 er foretaget en tilstrækkelig habitatvurdering, skal kommunalbestyrelsen, forinden der meddeles byggetilladelse, vurdere, om planen eller projektet vil påvirke et habitatområde negativt.

              • Vejledning (1.10, stk. 3)

      Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for et internationalt naturbeskyttelsesområdes forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer eller projekter kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, skal vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for dette. Denne vurdering skal foretages, inden myndigheden giver tilladelsen. Hvis det ikke kan udelukkes, at planen eller projektet vil påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde negativt, må myndigheden ikke give sin tilladelse til projektet eller planen.

       

      Kravet gælder også for byggeri uden for et udpeget område, der kan have en påvirkning ind i området.

       

      I de tilfælde, hvor en væsentlig påvirkning ikke kan afvises, skal gennemføres en konsekvensvurdering, der skal dokumentere påvirkningens omfang. Der kan således ikke gives byggetilladelse, medmindre det på baggrund af konsekvensvurderingen kan afvises, at der sker skade på et habitatområde.

              • Stk. 4

      Hvis der foreligger helt særlige og bydende nødvendige nationale hensyn til væsentlige samfundsinteresser og hvor der ikke er andre alternativer, kan der uanset stk. 3, meddeles byggetilladelse.

              • Vejledning (1.10, stk. 4)

      Der er tale om helt særlige tilfælde, hvor bydende nødvendige nationale hensyn til væsentlige samfundsmæssige interesser kun kan opfyldes ved at se bort fra det overordnede hensyn til et internationalt naturbeskyttelsesområdes forvaltning. Undtagelsen kan således ikke anvendes ved lokale og regionale hensyn. Som eksempel på helt særlige og bydende nødvendige nationale hensyn til væsentlige samfundsmæssige interesser kan nævnes opførelse af en vindmøllepark.

       

        1. 1.11 Midlertidig rådighed over nabogrund

              • Stk. 1

      Kommunalbestyrelsen kan give en ejer midlertidig tilladelse til at råde over en nabogrund i følgende tilfælde:

       

      1) Når det er nødvendigt for at sikre omliggende grunde, bygninger og ledningsanlæg i forbindelse med et funderingsarbejde, en udgravning eller en terrænændring på egen grund.

       

      2) Når det er nødvendigt for, at en ejer kan udføre et bygge-, reparations- eller vedligeholdelsesarbejde på egen ejendom.

              • Vejledning (1.11, stk. 1)

      Ved vejarealer skal tilladelsen indhentes hos vejmyndigheden.

              • Vejledning (1.11, stk. 1, nr. 1)

      Der henvises til byggelovens § 12, stk. 4, som indeholder en varslingsfrist på 14 dage.

              • Vejledning (1.11, stk. 1, nr. 2)

      Der kan være tale om tilladelse til at anbringe afstivning, stige, byggekran, stillads, skærmtag eller lignende på nabogrund eller tilladelse til at tilvejebringe adgang via nabogrund.

              • Stk. 2

      Benyttelsen af nabogrunden skal ske på en sådan måde, at der sker mindst mulig ulempe. Når arbejdet er forbi, skal den, der har fået tilladelsen, snarest muligt bringe nabogrunden i samme stand som før.

              • Stk. 3

      Hvis ny opførelse af bebyggelse, ændring af eksisterende bebyggelse eller nedrivning af eksisterende bebyggelse i skel mod nabo medfører, at naboen må ændre eller fjerne konstruktioner ved skellet, skal naboen have mulighed for at foretage det fornødne, inden byggearbejdet forhindrer det.

       

        1. 1.12 Gebyrer

              • Stk. 1

      Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der skal opkræves gebyr for tilladelser og midlertidige tilladelser efter reglementet. Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte, at der skal opkræves gebyr for dispensationer ved byggearbejder, der ikke kræver tilladelse. Gebyr kan også opkræves, selvom der meddeles afslag på ansøgningen, eller såfremt ansøger trækker sin byggeansøgning tilbage.

       

              • Vejledning (1.12, stk. 1)

      Hjemlen til at opkræve gebyrer er fastsat i byggelovens § 28, stk. 1. Der kan opkræves gebyr, selvom der meddeles afslag på en ansøgning om tilladelse, midlertidig tilladelse eller dispensation. Det er alene ved afslag, der kan opkræves byggesagsgebyr, mens der ved afvisning af en sag ikke kan opkræves gebyr. En afvisning er den situation, hvor kommunen afviser at foretage en egentlig byggesagsbehandling, da der fra sagens start mangler væsentlige oplysninger i sagen. Et afslag er den afgørelse, som kommunen når frem til, efter der er foretaget en egentlig byggesagsbehandling af sagen, men hvor der er forhold, der gør, at det ønskede byggeri ikke kan tillades.

       

      I tilfælde hvor en ansøger trækker sin byggeansøgning tilbage i processen, og kommunen således har påbegyndt byggesagsbehandlingen af ansøgningen, kan kommunen opkræve gebyr for den tid, kommunen har brugt på byggesagsbehandling i perioden fra byggesagsbehandlingens påbegyndelse og indtil tilbagetrækningen.

       

      Kommunerne kan endvidere opkræve gebyr ved lovliggørelsessager.

              • Stk. 2

      Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der ikke skal opkræves gebyrer, eller at der kun skal opkræves gebyrer for visse sagstyper.

              • Stk. 3

      Beslutter kommunalbestyrelsen, at der skal opkræves gebyr, kan gebyret opkræves efter tidsforbrug eller som et fast gebyr, jf. stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der alene skal opkræves gebyr for visse sager. Beslutter kommunalbestyrelsen, at der kun skal opkræves gebyr for visse sager, er det alene udgifterne forbundet med behandlingen af disse gebyrpålagte sager, som kommunalbestyrelsen kan dække via gebyrindtægterne. Udgifterne forbundet med de byggesager, der ikke er gebyrpålagte, kan kommunalbestyrelsen ikke dække via gebyropkrævningen.

              • Vejledning (1.12, stk. 3)

      Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der alene skal opkræves gebyr for visse sager. Kommunalbestyrelsen afgrænser på baggrund af en objektiv og saglig vurdering de enkelte sagstyper. Det kan eksempelvis ske ved, at sagstyperne inddeles efter deres retlige karakter, eller den type bygning, sagen vedrører. Eksempler på sagstyper kan være dispensationsansøgninger, sager vedrørende enfamiliehuse og lagerbebyggelse osv. Hvis kommunalbestyrelsen opkræver gebyr for visse typer af byggesager efter tidsforbrug, skal kommunalbestyrelsen opkræve gebyr for hver type byggesag i forhold til den tid, kommunen har brugt på at behandle byggesagen, således at størrelsen af gebyret afspejler den tid, kommunen har brugt på at behandle ansøgerens byggesag. Der kan ikke opkræves gebyr efter tidsforbrug i de sagstyper, hvor kommunalbestyrelsen har besluttet at opkræve et fast gebyr.

              • Stk. 4

      Kommunalbestyrelsen fastsætter selv sin timepris. Kommunalbestyrelsen skal opkræve samme timepris i alle byggesager.

              • Stk. 5

      Kommunalbestyrelsen skal ved opkrævning af byggesagsgebyr efter tidsforbrug udspecificere tidsforbruget i den enkelte byggesag, så ansøgeren får kendskab til kommunens tidsopgørelse.

              • Vejledning (1.12, stk. 5)

      Ved opkrævning af byggesagsgebyrer skal tidsforbruget i den enkelte sag udspecificeres, så ansøgeren får kendskab til opgørelsen af tidsforbruget i den enkelte byggesag og herved bliver gjort bekendt med, hvordan kommunens tidsforbrug har fordelt sig i den konkrete sag.

              • Stk. 6

      Kommunalbestyrelsen kan vælge at opkræve byggesagsgebyret som et fast gebyr, hvor byggesagsbehandlingen i øvrigt gøres gratis. Kommunalbestyrelsen fastsætter selv prisen for det faste gebyr. Der kan dog maksimalt opkræves 1.011 kr. pr. byggesag. Opkræves gebyret som et fast gebyr, forfalder det til betaling, når byggearbejdet lovligt kan påbegyndes. I sidstnævnte tilfælde kan kommunalbestyrelsen tilbageholde tilladelsen eller dispensationen, indtil gebyret er indbetalt.

              • Vejledning (1.12, stk. 6)

      Såfremt kommunalbestyrelsen vælger at opkræve et fast gebyr, gælder det faste gebyr således i alle de af kommunalbestyrelsen valgte sagstyper. Kommunalbestyrelsen fastsætter, hvilke typer af byggesager, der er omfattet af beslutningen om, at byggesagsgebyret opkræves som et fast gebyr. Afgrænsningen af de enkelte sagstyper skal ske på baggrund af en objektiv og saglig vurdering, jf. stk. 3. De 1.011 kr. udgør et loft for størrelsen på det faste gebyr. Opkrævningen af det faste gebyr forudsætter, at der ikke opkræves betaling efter tidsforbrug for disse sagstyper. Vælger kommunalbestyrelsen at fastsætte et fast gebyr, må indtægterne herfra ikke overstige kommunalbestyrelsens samlede udgifter til sagsbehandlingen af disse sagstyper.

       

      Det faste beløb vil årligt pristalsreguleres efter Finansministeriets generelle indeks for løn- og prisstigninger.

              • Stk. 7

      Gebyr fastsat efter tidsforbrug forfalder til betaling, når bygningen endeligt kan tages lovligt i brug. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at gebyret skal forfalde til betaling i to rater. Første rate vil i disse tilfælde forfalde, når byggetilladelsen eller dispensationen meddeles. Anden rate vil forfalde, når bygningen endeligt kan tages lovligt i brug.

              • Vejledning (1.12, stk. 7)

      Forfaldstidspunktet angiver det tidspunkt, hvor kommunen tidligst kan opkræve gebyr fra borgerne. Kommunalbestyrelsen kan efter det angivne forfaldstidspunkt selv fastsætte de nærmere betalingsbetingelser, herunder, hvornår gebyret skal erlægges i den enkelte byggesag, hvis blot dette tidspunkt tidligst er, når bygningen endeligt kan tages lovligt i brug. Dette tidspunkt vil være samtidigt med, at byggesagen kan afsluttes, idet bebyggelse ikke kan tages lovligt i brug, hvis ikke der foreligger den fornødne dokumentation mv. i sagen.

       

      Beslutter kommunalbestyrelsen, at byggesagsgebyret skal forfalde til betaling i to rater, vil gebyret for første rate omfatte perioden fra byggesagsbehandlingens påbegyndelse og indtil det tidspunkt, hvor byggetilladelse meddeles. Byggesagens påbegyndelse vil være det tidspunkt, hvor kommunen enten modtager en ansøgning, eller det tidspunkt hvor kommunen vurderer, at der foretages en egentlig byggesagsbehandling, selvom der ikke er modtaget en formel ansøgning. Dette vil ofte være, når kommunen ikke blot iagttager sin forvaltningsretlige vejledningspligt, men foretager konkrete vurderinger og afholder møder mv., der tager udgangspunkt i et helt konkret byggearbejde, og hvor kommunens arbejde må betragtes som konkret byggesagsbehandling.

       

      Anden rate vil omfatte kommunens arbejde i perioden fra byggetilladelsen meddeles, og til bygningen endeligt kan tages lovligt i brug. Dette tidspunkt vil være samtidigt med, at byggesagen kan afsluttes, idet bebyggelse ikke kan tages lovligt i brug, hvis ikke der foreligger den fornødne dokumentation mv. i sagen.

       

      I tilfælde, hvor ansøger i løbet af processen trækker sin byggeansøgning tilbage, kan kommunen opkræve gebyr for den tid, kommunen har brugt på byggesagsbehandling i perioden fra byggesagsbehandlingens påbegyndelse og indtil tilbagetrækningen. Ved lovliggørelsessager kan der opkræves gebyr for perioden, fra kommunen påbegynder lovliggørelsessagen, og indtil byggeriet er lovliggjort.

       

        1. 1.13 Dispensation mv.

              • Stk. 1

      For dispensation til at fravige reglementets bestemmelser gælder byggelovens § 22.

              • Vejledning (1.13, stk. 1)

      Kommunalbestyrelsen kan give dispensation fra de materielle bestemmelser i byggeloven og bygningsreglementet. Der kan ikke dispenseres fra de formelle regler, som f.eks. bestemmelserne om, hvornår der skal ske byggesagsbehandling, bestemmelserne om, hvornår naboer skal orienteres forud for dispensation, ankebestemmelser og lignende. Kommunalbestyrelsen kan kun give dispensation, når den skønner, at det er foreneligt med de hensyn, der ligger bag den bestemmelse, der søges dispensation fra. Opmærksomheden henledes på bagatelgrænsen i byggelovens § 22, stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen kan undlade at foretage naboorientering, når en dispensation skønnes at være uden betydning for de pågældende naboer.

              • Stk. 2

      For bebyggelse omfattet af kap. 1.3.1, kap. 1.3.2 og kap. 1.6, gælder, at såfremt der ønskes dispensation til at fravige reglementets bestemmelser, skal der indsendes ansøgning herom til kommunalbestyrelsen.

              • Vejledning (1.13, stk. 2)

      Kravet om dispensationsansøgning gælder forhold omfattet af hele reglementet, uanset at der ikke skal indsendes ansøgningsmateriale vedrørende forhold omfattet af kap. 3-8 (kap. 1.3.1) eller kap. 3-4 samt kap. 6-8 (kap. 1.3.2), eller uanset at byggearbejdet er undtaget fra byggesagsbehandling.

       

      Kommunalbestyrelsen kan forlange enhver oplysning og tegningsmateriale, som er nødvendig for at kunne give dispensationen.

       

      Ansøgning herom skal indsendes ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed.

              • Stk. 3

      Kommunalbestyrelsen kan stille krav om, at ansøgning om dispensation eller om tilladelse til at beholde et ulovligt forhold signeres af ejeren personligt. Dette krav er opfyldt, hvis ejeren signerer ansøgning med en digital signatur med en sikkerhed, der mindst er på niveau med OCES-signaturen.

              • Stk. 4

      Tilladelse til afvigelser fra byggelovens og reglementets bestemmelser kan kun anses for meddelt, såfremt dispensationen eller tilladelsen udtrykkeligt er nævnt i byggetilladelsen eller på anden måde meddelt skriftligt.

       

        1. 1.14 Klage

              • Stk. 1

      Der kan klages over kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende reglementets bestemmelser i overensstemmelse med byggelovens §§ 23 og 24. Klagemuligheden gælder kun de forhold, der er behandlet af kommunalbestyrelsen, jf. kap. 1.3.1 og kap. 1.3.2.

              • Vejledning (1.14, stk. 1)

      Klage over kommunalbestyrelsens afgørelse skal ske til statsforvaltningen. Statsforvaltningens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

       

      Der er kun mulighed for at klage over en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen, hvis afgørelsen omfatter retlige spørgsmål, dvs. at der ikke kan klages over en kommunalbestyrelses skønsmæssige afgørelser. Fristen for at klage er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.

       

      Klagemyndighedens afgørelse kan indbringes for domstolene inden 6 måneder efter den dag, beslutningen er meddelt, jf. byggelovens § 25.

       

       

        1. 1.15 Straf

              • Stk. 1

      Med bøde straffes den, der overtræder bestemmelserne i kapitel 1-8.

              • Vejledning (1.15, stk. 1)

      Byggelovens § 30, stk. 1-5 indeholder straffebestemmelserne for overtrædelse af byggelovens bestemmelser.

       

        1. 1.16 Servicemål

              • Stk. 1

      Kommunalbestyrelsen skal hvert år i januar måned fastsætte og offentliggøre mål for kommunens sagsbehandlingstid ved behandlingen af en byggesag. Kommunalbestyrelsen skal som minimum fastsætte ét servicemål for byggesagsbehandlingen.

              • Vejledning (1.16, stk. 1)

      Hjemlen til at fastsætte servicemål fremgår af byggelovens § 21, stk. 3. Servicemålene skal angive den sagsbehandlingstid, som en ansøger kan påregne i den enkelte kommune for at få en byggetilladelse. Servicemålene skal således angive sagsbehandlingstiden fra det tidspunkt, hvor ansøgeren har indsendt en ansøgning om byggetilladelse, der fra ansøgerens side er fuldt oplyst, og frem til, at kommunen rent faktisk træffer den endelige afgørelse i sagen. Den del af sagen, som kommunen som myndighed skal oplyse, herunder at foretage partshøring og tilvejebringe oplysninger, som det ikke påhviler ansøgeren at indhente mv., regnes således med i den sagsbehandlingstid, kommunen opstiller som servicemål.

       

      I forhold til en eventuel forhåndsdialog i forbindelse med en byggesag skal kommunen tydeliggøre over for ansøgeren, hvornår forhåndsdialogen ophører, og den egentlige sagsbehandling påbegyndes.

       

      Kommunalbestyrelsen skal som minimum fastsætte ét servicemål, men kan også fastsætte flere servicemål, eksempelvis for forskellige bygningstyper, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at dette er hensigtsmæssigt. Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre servicemålene, således at ansøgerne til enhver tid har mulighed for at orientere sig om en kommunes servicemål.

       

       

        1. 2.1 Generelt

              • Stk. 1

      En bebyggelses samlede omfang og indvirkning på omgivelserne reguleres med hensyn til:

       

      1) Grundens størrelse.

      2) Bebyggelsens afstand til skel mod nabo, vej, sti og anden bebyggelse på samme grund.

      3) Bebyggelsens etageantal og højde, herunder bebyggelsens højde i forhold til skel mod nabo, vej, sti og anden bebyggelse på samme grund.

      4) Bebyggelsens etageareal og bebyggelsesprocent.

      5) De ubebyggede arealers indretning.

              • Vejledning (2.1, stk. 1)

      Bestemmelsen beskriver de forhold, der er gældende for kapitel 2 både inden for byggeretten i henhold til kapitel 2.2 og ved en helhedsvurdering i henhold til kapitel 2.3.

       

      De bebyggelsesregulerende forhold kan indgå som vilkår i byggetilladelsen.

       

      • SBi-anvisning (2.1, stk. 1)

        De bebyggelsesregulerende bestemmelser fastsætter krav til de ydre forhold for en bygning, herunder:

        • –Hvor stor en bygning må være i forhold til grundens størrelse

        • –Hvor høj bygningen må være

        • –Hvor på grunden bygningen må placeres.

        Bestemmelserne skal vurderes ud fra et konkret projekt. De bebyggelsesregulerende bestemmelser er bygget op om funktionsbaserede krav, som kommunen skal anlægge et helhedssyn på. Derved kan kommunen fastlægge, hvilke bebyggelsesregulerende bestemmelser der skal gælde for den pågældende bebyggelse. En række af kapitlets bestemmelser træder kun i kraft, hvis forholdet ikke er fastlagt i en lokalplan eller lignende.

        Byggeret

        Kapitel 2.2, Byggeret, fastslår en generel byggeret. Dermed er det umiddelbart tilladt at bygge, hvis en række standardkrav er opfyldt. Overholder byggeriet kravene, kan kommunen som udgangspunkt ikke nægte byggetilladelse. Selv om et byggeri er omfattet af byggeretten, skal der indhentes byggetilladelse hos kommunen på forhånd.

        Byggeretten gælder ikke, hvis der i en lokalplan eller byplanvedtægt er fastsat andre bestemmelser. Kommunen kan derfor fastlægge andre bestemmelser for et område gennem en lokalplan, se omtale under stk. 3.

        Helhedsvurdering

        Kommunen skal i det konkrete tilfælde anlægge en helhedsvurdering ud fra kravene i dette kapitel og på den baggrund fastlægge, hvilke bestemmelser der skal gælde for den pågældende bebyggelse. Helhedsvurderingen sker med baggrund i en række overordnede kriterier, der beskrives nærmere i kapitel 2.3.1, Generelle kriterier. Hvis en afgørelse skyldes et administrativt skøn, skal kommunen angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. forvaltningslovens § 24 (Bekendtgørelse nr. 433, 2014). Kravet om begrundelse for tilladelser og afslag er særlig relevant ved dispensationer. Behandlede byggetilladelser (og afslag), der er sket ud fra en helhedsvurdering, bør også vedhæftes en begrundelse, så ansøger har mulighed for at aflæse de væsentligste hensyn, der ligger til grund for afgørelsen. Begrundelsen bør formuleres i et letforståeligt sprog, der ikke giver anledning til misforståelser.

                • Stk. 2

        Beregning af de bebyggelsesregulerende forhold skal ske efter beregningsreglerne i bilag 1.

         

                • Stk. 3

        Bestemmelserne i kapitel 2 finder ikke anvendelse, hvis en lokalplan eller en byplanvedtægt eller en reguleringsplan efter de tidligere gældende byggelove fastsætter andre bestemmelser om de pågældende forhold.

         

                • Vejledning (2.1, stk. 3)

        Bestemmelserne i planloven gælder forud for de bygningsregulerende bestemmelser i kapitel 2. Bestemmelserne i kapitel 2 har alene udfyldende karakter i forhold til bebyggelse i landzone.

         

                • Stk. 4

        Beregningsreglerne efter bilag 1 er selvstændigt gældende og kan ikke ændres ved lokalplan, byplanvedtægt eller reguleringsplan.

         

      • SBi-anvisning (2.1, stk. 4)

        Hvis der findes en lokalplan for området, er det lokalplanen, og ikke de bebyggelsesregulerende bestemmelser i dette kapitel, der er gældende. Det betyder, at bestemmelserne kun er gældende, hvis der ikke foreligger andre krav i en lokalplan. Beregningsreglerne i bilag 1 kan dog ikke ændres ved en lokalplan.

        Lokalplan

        En lokalplan udarbejdes af kommunen og vedtages af kommunalbestyrelsen. Lokalplanen kan fastlægge regler for et bestemt område med hensyn til:

        • –Anvendelse

        • –Bebyggelsernes omfang og placering

        • –Veje og stier

        • –Arkitektonisk udformning.

        En lokalplan giver grundejeren ret til at bebygge og anvende ejendommene i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. En lokalplan skal bestå af bindende bestemmelser, kortbilag og en redegørelse for planens forhold til anden lovgivning og planlægning. Bestemmelserne i en lokalplan eller byplanvedtægt kan træde i stedet for de bebyggelsesregulerende bestemmelser i bygningsreglementet. Det gælder dog kun, hvis lokalplanen angiver præcise bestemmelser om de enkelte forhold.

        Kommune- eller lokalplanen for et område kan indeholde særlige forhold, der ønskes fremmet i forbindelse med det pågældende byggeri, fx bestemte udtryk i byggestilen eller særlige elementer ved bebyggelsens udformning.

        Vejledning om Lokalplanlægning (By- og Landskabsstyrelsen, 2009a) indeholder en gennemgang af lokalplaners indhold, tilvejebringelse og retsvirkninger, herunder om lokalplanret og -pligt, dispensationsmuligheder m.m., samt om hvad der skal redegøres for i tilknytning til en lokalplan. Eksempler på formulering af lokalplanbestemmelser kan findes i den tilhørende eksempelsamling (By- og Landskabsstyrelsen, 2009b).

        Planloven

        Formålet med planloven (Bekendtgørelse nr. 1529, 2015) er blandt andet at sikre en helhedsorienteret udvikling af byer og landskab. Dette sker ved at afveje de samfundsmæssige og individuelle interesser for området. Grundstenen er kommunalpolitisk stillingtagen til det planmæssige indhold inden for rammerne af den overordnede planlægning, herunder at stillingtagen sker på et alsidigt belyst grundlag. Det spiller en stor rolle, at borgerne gennem planlægningen sikres mulighed for information om og indflydelse på udviklingen.

        Lokalplanpligt

        Lokalplanpligten indtræder ved større udstykninger og større bygge- og anlægsarbejder. Det vil sige, at kommunen skal vurdere det konkrete projekt i forhold til det omgivende miljø, herunder selve omfanget, men også inddrage de konkrete visuelle, funktionelle og miljømæssige konsekvenser.

        Det afgørende kriterium for lokalplanpligten er, om projektet vil medføre en væsentlig ændring af det bestående miljø. Projektets omfang skal bl.a. relateres til byens størrelse og er derfor ikke nærmere defineret i loven, men bliver løbende konkretiseret gennem en række afgørelser fra Naturklagenævnet. Derudover er det nødvendigt at udarbejde en lokalplan, hvis projektet strider mod en gældende lokalplan, eller hvis en gældende lokalplan for området ikke opfylder lokalplanpligten.

        Byplanvedtægt

        En byplanvedtægt svarer til en lokalplan, men den er udarbejdet efter byplanlovgivningen, der var gældende indtil 1977. Byplanvedtægter indeholder normalt bestemmelser om anvendelses- og bebyggelsesforhold og er ofte mindre detaljerede end lokalplaner.

        Reguleringsplan

        En reguleringsplan er en plantype, der hører til den særlige københavnske byggelov, der var gældende fra 1939 til 1977. Reguleringsplaner har ligesom byplanvedtægter og lokalplaner bestemmelser om især anvendelse og fremtidige bebyggelsesforhold. Reguleringsplaner har samme gyldighed som lokalplaner og byplanvedtægter. Der findes syv reguleringsplaner i Københavns kommune.

        En byplanvedtægt eller en reguleringsplan kan ophæves, hvis der i stedet udarbejdes en lokalplan.

        1. 2.2 Byggeret

              • Stk. 1

      Kommunalbestyrelsen kan ikke nægte at godkende en bygnings etageareal, etageantal, højde og afstandsforhold samt grundens størrelse, når betingelserne i kapitel 2.2.1, 2.2.2 og 2.2.3 er opfyldt med de begrænsninger og udvidelser, der følger af kapitel 2.2.3.2-2.2.3.5.

              • Vejledning (2.2, stk. 1)

      Kan en bebyggelse ikke opføres i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel 2.2 fastlægges bebyggelsens samlede omfang og indvirkning på omgivelserne ved en helhedsvurdering efter bestemmelserne i kapitel 2.3. Tilladelse vedrørende de bebyggelsesregulerende forhold efter kapitel 2 kan meddeles som vilkår i byggetilladelsen.

       

      • SBi-anvisning (2.2, stk. 1)

        Den enkelte grundejer har som udgangspunkt en byggeret, hvis byggeriets omfang antager 'normale' dimensioner. Kommunen skal dog konkret vurdere, om byggeriets omfang m.m. er uhensigtsmæssigt på det pågældende sted ud fra planlægningen for området, fx lokalplaner, og eventuelt anden lovgivning.

        Kommunen kan vurdere, at bestemmelserne om byggeretten er for vidtgående for den pågældende bebyggelse. Restriktion i byggeretten kan ske på to måder:

         

        • –Ved anvendelse af planlovens regler vedrørende bebyggelser, der er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel.

        • –Ved anvendelse af planlovens regler om forbud mod byggeriet og efterfølgende udarbejdelse af lokalplan.

        Det skal bemærkes, at byggeretten ikke fjerner pligten til at ansøge om byggetilladelse eller anmeldelse af byggeriet.

            1. 2.2.1 Bebyggelsesprocent

                • Stk. 1

        Kommunalbestyrelsen kan ikke nægte at godkende en bygnings etageareal, når bebyggelsesprocenten ikke overstiger:

         

        1) 60 for etageboligbebyggelse i et område, der i kommuneplanen er udlagt hertil,

         

        2) 40 for helt eller delvist sammenbyggede enfamiliehuse, herunder dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse og lignende tæt/lav bebyggelse,

         

        3) 30 for fritliggende enfamiliehuse og tofamiliehuse med vandret lejlighedsskel beliggende i et parcelhusområde,

         

        4) 15 for sommerhuse i sommerhusområder og

         

        5) 45 for anden bebyggelse.

                • Vejledning (2.2.1, stk. 1)

        Bebyggelsesprocenten beregnes efter reglerne i bilag 1, B. 1.1.1, grundens areal beregnes efter bilag 1, B. 1.1.2, og etageareal beregnes efter bilag 1, B. 1.1.3.

                • Vejledning (2.2.1, stk. 1, nr. 5)

        Anden bebyggelse er etageboligbyggeri i et område, der ikke er udlagt til etageboligbebyggelse, og byggeri, der ikke er omfattet af nr. 1-4.

         

      • SBi-anvisning (2.2.1, stk. 1)

        Bebyggelsesprocenten for en ejendom beregnes som etagearealet (summen af bruttoarealet for alle etager) i procent af grundens areal. Udestuer, lukkede overdækninger, lukkede altaner, lukkede overdækkede gårde, forbindelsesgange og lignende, der kan indrettes til personophold, skal således regnes med til etagearealet.

        Der er særlige regler for grunde med særlig beliggenhed, dvs. hjørnegrunde og grunde, der ligger tæt op ad brede veje, se stk. 2-3.

                • Stk. 2

        For tofamiliehuse med vandret lejlighedsskel, etagebebyggelse, erhverv og institutionsbebyggelse, kan kommunalbestyrelsen ved om- og tilbygning på grunde med særlig beliggenhed, der var bebygget før den 1. februar 1977, ikke nægte at godkende en bebyggelsesprocent på til og med 50, jf. stk. 3.

                • Stk. 3

        Ved grunde med særlig beliggenhed, jf. stk. 2, forstås:

         

        1) hjørnegrunde,

         

        2) grunde beliggende ved veje med en bredde på 15 m eller derover og

         

        3) grunde med en dybde, der ikke overstiger 25 m regnet fra grundens grænse mod vej.

         

            1. 2.2.2 Grundens størrelse

                • Stk. 1

        Ved udstykning, matrikulering eller arealoverførsel i forbindelse med grunde til fritliggende enfamiliehuse og sommerhuse i sommerhusområder kan kommunalbestyrelsen ikke nægte at godkende ejendomme med en grundstørrelse på:

         

        1) mindst 700 m2 ved fritliggende enfamiliehuse og

         

        2) mindst 1.200 m2 ved sommerhuse i sommerhusområder, jf. lov om planlægning.

                • Vejledning (2.2.2, stk. 1)

        Udstykning, matrikulering eller arealoverførsel i forbindelse med grunde til andet byggeri end fritliggende enfamiliehuse og sommerhuse i sommerhusområder skal ske efter bestemmelserne i kapitel 2.3.2.

         

      • SBi-anvisning (2.2.2, stk. 1)

        Beregning af grundens størrelse er angivet i bilag 1, kapitel B.1.1.2.

                • Stk. 2

        Ved fastsættelse af grundens størrelse efter stk. 1 ses bort fra vejareal eller areal, der skal holdes ubebygget som følge af hjørneafskæring eller byggelinjepålæg til sikring af vejanlæg.

                • Vejledning (2.2.2, stk. 2)

         

        \\SBI.AAU.DK\Users\nsn\Documents\Anvisninger\Anv. 2xx-BR15\Illustrationer_5_udg\2.2.2.stk.2-RGB.eps

         

         

            1. 2.2.3 Højde- og afstandsforhold

      • 2.2.3.1 Etageantal og højdeforhold generelt

                • Stk. 1

        Kommunalbestyrelsen kan ikke nægte at godkende en bygningshøjde efter kapitel 2.2, når bebyggelsens højde ved det ansøgte ikke overstiger 2 etager og ingen del af bygningens ydervægge eller tag er hævet mere end 8,5 m over terræn.

                • Vejledning (2.2.3.1, stk. 1)

        Beregning af højder sker efter reglerne i bilag 1, B. 1.1.4, og beregning af etageantal efter bilag 1, B. 1.1.6.

         

        Bestemmelsen omfatter det vandrette højdegrænseplan. Ingen del af bygningens ydervægge eller tag må være højere end 8.5 m., jf. dog bilag 1, B 1.1.4, stk. 3.

         

        \\SBI.AAU.DK\Users\nsn\Documents\Anvisninger\Anv. 2xx-BR15\Illustrationer_5_udg\2.2.3.1.stk.1.eps

         

      • SBi-anvisning (2.2.3.1, stk. 1)

        Etageantal

        Bilag 1, kapitel B.1.1.6, angiver, hvordan etageantallet defineres. Til etageantallet skal medregnes udnyttelige tagetager samt kældre, hvor loftet er mere end 1,25 meter over terræn. Ved særlige bebyggelsestyper kan kommunen beslutte, hvordan for eksempel forskudte planer eller særlige konstruktioner ved tagetagen skal regnes.

        Bygningshøjder

        Højden af en bygning måles lodret fra naturligt terræn. For bebyggelse på skrånende terræn eller terræn med større niveauforskelle, fx kuperet terræn, måles fra et niveauplan, som fastlægges af kommunen. Der kan efter behov fastlægges flere niveauplaner for samme grund, Se bilag 1, kapitel B.1.1.4, for mere information om bestemmelse af bygningshøjder.

      • 2.2.3.2 Fritliggende enfamiliehuse, tofamiliehuse og dobbelthuse

                • Stk. 1

        Ved fritliggende enfamiliehuse, tofamiliehuse med vandret lejlighedsskel og dobbelthuse med lodret lejlighedsskel kan kommunalbestyrelsen ikke nægte at godkende bygningshøjde og afstandsforhold, når betingelserne i nr. 1 og 2 er opfyldt.

         

        1) Maksimal højde: 1,4 × afstanden til skel mod nabo og sti.

         

        2) Mindste afstand til skel mod nabo, vej og sti: 2,5 m.

                • Vejledning (2.2.3.2, stk. 1)

        Bebyggelsens højde- og afstandsforhold beregnes efter reglerne i bilag 1, B. 1.1.4 og bilag 1, B. 1.1.5.

                • Vejledning (2.2.3.2, stk. 1, nr. 1)

        Bestemmelsen omfatter det skrå højdegrænseplan. Ingen del af bygningens ydervægge eller tag må være højere end 1,4 x afstanden til skel mod nabo og sti jf. dog bilag 1, B 1.1.4, stk. 3.

         

        \\SBI.AAU.DK\Users\nsn\Documents\Anvisninger\Anv. 2xx-BR15\Illustrationer_5_udg\2.2.3.stk.1.nr.1.eps

      • Vejledning (2.2.3.2, stk. 1, nr. 2)

        Afstandskravet gælder også for hævede opholdsarealer i det fri (hævet mere end 30 cm over naturligt terræn), udestuer, udvendige trapper, altaner, skorstene, tagterrasser, solcelleanlæg eller solfangere og lignende samt for svømmebassiner.

         

      • SBi-anvisning (2.2.3.2, stk. 1)

        Mod vej, sti og skel kræves en afstand på minimum 2,5 meter. I tillæg hertil er der mod sti og skel mod nabo et skråt højdegrænseplan, idet kravet i denne sammenhæng varetager nabohensyn i langt højere grad, end tilfældet er i forhold til vej, se figur i vejledningstekst.

        Højdeforhold og afstande til vej, sti og skel er for eksempel uddybet i SBi-anvisning 253, Småhuse – indretning og funktion, 2.2 Byggeret for småhuse og tilhørende mindre bygninger (de Place Hansen et al., 2015).

      • 2.2.3.3 Sommerhuse i sommerhusområder

                • Stk. 1

        Ved sommerhuse i sommerhusområder kan kommunalbestyrelsen ikke nægte at godkende en bygnings etageantal, højde og afstandsforhold, når betingelserne i nr. 1-3 er opfyldt.

         

        1) Maksimalt etageantal: 1.

         

        2) Maksimal højde: For tag på 5,0 m og for ydervæg langs mindst en langside på 3,0 m.

         

        3) Mindste afstand til skel mod nabo, vej og sti: 5,0 m.

                • Vejledning (2.2.3.3, stk. 1, nr. 1)

        Er eksisterende bebyggelse i området overvejende opført på anden måde end angivet i stk. 1, nr. 1-3 i henseende til bygningshøjde og udnyttelse af tagetage, kan ny bebyggelse opføres efter helhedsvurderingen i kapitel 2.3 med henblik på at tilpasse ny bebyggelse efter områdets karakter.

                • Vejledning (2.2.3.3, stk. 1, nr. 2)

        Bestemmelsen omfatter det vandrette højdegrænseplan.

         

        \\SBI.AAU.DK\Users\nsn\Documents\Anvisninger\Anv. 2xx-BR15\Illustrationer_5_udg\2.2.3.2.stk.1.nr.2.eps

                • Vejledning (2.2.3.3, stk. 1, nr. 3)

        Sommerhuse må ikke opføres nærmere skel mod nabo, vej og sti end 5,0 m.

        Afstandskravet gælder også for hævede opholdsarealer i det fri (hævet mere end 30 cm over naturligt terræn), udestuer, udvendige trapper, altaner, skorstene, tagterrasser, solcelleanlæg og solfangere og lignende samt for svømmebassiner.

         

        \\SBI.AAU.DK\Users\nsn\Documents\Anvisninger\Anv. 2xx-BR15\Illustrationer_5_udg\2.2.3.3.stk.1.nr.3.eps

         

      • SBi-anvisning (2.2.3.3, stk. 1)

        De udvendige højder for sommerhuse må ikke overstige 5,0 meter, men langs mindst én langside af husets ydervægge må den være højst 3,0 meter. Det giver mulighed for ensidig taghældning med høje vinduespartier langs en af langsiderne, se figur til vejledningstekst kapitel 2.2.4, stk. 1, nr. 2.

        Mange ældre sommerhusområder er opført i to eller flere etager, og dermed er bygningerne højere end fem meter. Ny bebyggelse i områder med denne karakter kan da tilpasses de eksisterende bebyggelser. Det kræver dog kommunens accept efter helhedsvurderingen i kapitel 2.3.1, Generelle kriterier.

      • 2.2.3.4 Garager, carporte og lignende mindre bygninger

                • Stk. 1

        Følgende bygninger skal overholde bestemmelserne i kapitel 2.2.3.1 og 2.2.3.2, men kan dog opføres nærmere skel mod nabo, vej og sti end 2,5 m:

         

        1) Garager og carporte.

         

        2) Overdækkede terrasser, som ikke er hævet over terræn.

         

        3) Drivhuse, skure og lignende mindre bygninger til udhusformål.

         

        4) Lagertanke for fyringsolie og lignende installationer, som er nødvendige til selve bygningens drift.

         

        5) Teknikhuse til elektroniske kommunikationsnet eller tjenester.

                • Vejledning (2.2.3.4, stk. 1)

        Bestemmelsen omfatter bygninger til udhusformål, herunder fyrrum, samt lagertanke for fyringsolie og lignende installationer, som er nødvendige til selve bygningens drift og andre udhusbygninger, der normalt vil kunne opføres som fritliggende bygninger.

         

        Bestemmelsen omfatter alene garager, carporte og lignende mindre bygninger, der opføres i tilknytning til en primær bebyggelse.

         

        Bestemmelsen omfatter ikke bygninger, der anvendes til beboelse, køkken, WC eller bad.

         

        \\SBI.AAU.DK\Users\nsn\Documents\Anvisninger\Anv. 2xx-BR15\Illustrationer_5_udg\2.2.3.4.stk.1.nr.1.eps

                • Stk. 2

        Ingen del af bygningens ydervægge eller tag, inklusiv eventuel brandkam, må inden for en afstand af 2,5 m fra skel være højere end 2,5 m over terræn eller det for bygningen fastsatte niveauplan.

                • Stk. 3

        Opføres bygningen nærmere skel mod nabo og sti end 2,5 m, skal betingelserne i nr. 1- 3 være opfyldt:

        1) De sider, der vender mod skel må ikke have en større samlet længde end 12,0 m. Kun bygningernes længste side mod skel medregnes.

         

        2) Der må ikke udføres vinduer, døre eller lignende åbninger imod skel.

         

        3) Tagvand skal holdes inde på egen grund.

                • Vejledning (2.2.3.4, stk. 3)

        Opfylder byggeriet ikke alle bestemmelsens betingelser i stk. 3, nr. 1-3 skal byggeriet behandles efter helhedsvurderingen i kapitel 2.3.

         

        Bestemmelsen omfatter alle sekundære bygninger i skel, også bygninger omfattet af kapitel 2.2.3.5.

         

        Fra 2,5 m og videre ind på grunden henvises til kapitel 2.2.3.2, stk. 1, nr. 1, om det skrå højdegrænseplan.

                • Vejledning (2.2.3.4, stk. 3, nr. 1)

        Udhæng udover 50 cm medregnes til bygningens længde. Længden af en carport måles 50 cm inden for tagfladens begrænsning.

                • Vejledning (2.2.3.4, stk. 3)

        E:\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv258-BR15\2 udg Anv258-Illustrationer\2.2.3.4.stk.3.nr.1.eps

         

      • SBi-anvisning (2.2.3.4, stk. 3)

        Carporte, garager, drivhuse, legehuse og redskabsskure m.m., altså bygninger, der normalt anvendes til kortere ophold betegnes som ’sekundær bebyggelse’. Forhold vedrørende opførelse af denne type bygninger, fx krav til byggetilladelse og beregning af bebyggelsesprocent, fremgår af Vejledning om opførelse af sekundær bebyggelse med et samlet areal på højst 50 m2 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2017).

        Bemærk, at der med ændringerne til Bygningsreglement 2015 gældende fra 1. juli 2017 (Bekendtgørelse nr. 718, 2017) ikke længere gælder særlige regler for ’småbygninger under 10 m2 (tidl. kap. 2.2.3.5).

        Det er muligt at placere sekundær bebyggelse nærmere skel mod nabo eller i vejskel end angivet i kapitel 2.2.3.4. Bygningen må dog ikke være højere end 2,5 meter, og den samlede længde af de sider, der vender mod skel, må ikke overstige 12 meter i skel mod nabo. For at minimere indbliksgener skal vægge mod nabo være lukkede og uden døre og vinduer. Det er muligt at placere flere bygninger i eller ved skel. Det er den samlede længde af disse bygninger, der ikke må overstige 12 meter, se figur i vejledningstekst.

        De lempede krav i denne bestemmelse forudsætter, at der er tale om selvstændige bygninger med selvstændig tagflade. Integrerede carporte, udhuse m.m., der opføres nærmere skel end 2,5 meter, stiller særlige krav til brandmodstandsevnen for at modvirke brandspredning. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c) anfører, at ydervægge mod skel i både hus og garage/carport bør udføres mindst som bygningsdel klasse EI 60, der slutter tæt til den yderste tagdækning. Alternativt, at garage/carport adskilles brandmæssigt fra huset på tilsvarende vis.

                • Stk. 4

        I tilknytning til sommerhuse i sommerhusområder skal bygninger omfattet af stk. 1 overholde bestemmelserne i 2.2.3.3, men kan dog opføres mindst 2,5 m fra skel mod nabo, vej og sti.

         

        Ingen del af bygningens ydervægge eller tag, inklusiv eventuel brandkam må inden for en afstand af 2,5 m til 5,0 m fra skel mod nabo, vej og sti være højere end 2,5 m over terræn eller det for bygningen fastsatte niveauplan.

                • Vejledning (2.2.3.4, stk. 4)

         

        \\SBI.AAU.DK\Users\nsn\Documents\Anvisninger\Anv. 2xx-BR15\Illustrationer_5_udg\2.2.3.4.stk.4.eps

         

      • SBi-anvisning (2.2.3.4, stk. 4)

        I sommerhusområder er det muligt at placere sekundære bygninger, fx carporte, garager og redskabskure, nærmere skel mod nabo eller i vejskel end angivet i kapitel 2.2.2.3. Bygningen må dog ikke placeres nærmere skel end 2,5 meter, den må ikke være højere end 2,5 meter, og den samlede længde af de sider, der vender mod skel mod nabo, må ikke overstige 12 meter. For at minimere indbliksgener skal vægge mod nabo være lukkede og uden døre og vinduer. Det er muligt at placere flere bygninger 2,5 meter fra skel. Det er da den samlede længde af disse bygninger, der ikke må overstige 12 meter.

        De lempede krav i denne bestemmelse forudsætter, at der er tale om selvstændige bygninger med selvstændig tagflade. Integrerede carporte, udhuse m.m., der opføres nærmere skel end 5,0 meter, stiller særlige krav til brandmodstandsevnen for at modvirke brandspredning. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c) anfører, at ydervægge mod skel i både hus og garage/carport bør udføres mindst som bygningsdel klasse EI 60, der slutter tæt til den yderste tagdækning. Alternativt, at garage/carport adskilles brandmæssigt fra sommerhuset på tilsvarende vis.

        Bemærk, at der med ændringerne til Bygningsreglement 2015 gældende fra 1. juli 2017 (Bekendtgørelse nr. 718, 2017) ikke længere gælder særlige regler for ’småbygninger under 10 m2’.

        Forhold vedrørende opførelse af sekundær bebyggelse, fx krav til byggetilladelse og beregning af bebyggelsesprocent, fremgår af Vejledning om opførelse af sekundær bebyggelse med et samlet areal på højst 50 m2 (Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, 2017).

                • Stk. 5

        Opføres bygningen inden for en afstand af 2,5 m og [red. til] 5,0 m fra skel mod nabo og sti, skal betingelserne i nr. 1-3 være opfyldt:

         

        1) De sider, der vender mod skel, må ikke have en større samlet længde end 12,0 m. Kun bygningernes længste side mod skel medregnes.

         

        2) Der må ikke udføres vinduer, døre eller andre åbninger imod skel.

         

        3) Tagvand skal holdes inde på egen grund.

         

      • 2.2.3.5 Avls og driftsbygninger

                • Stk. 1

        Avls- og driftsbygninger til land- og skovbrugsejendomme beliggende i landzone, som ikke kræver tilladelse efter lov om planlægning eller anmeldelse, tilladelse eller godkendelse efter lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug, må opføres i en højde af indtil 12,5 m.

                • Vejledning (2.2.3.5, stk. 1)

        Højder måles efter bestemmelsen i bilag 1, B. 1.1.4.

                • Stk. 2

        Siloer, der opføres som en del af en større bygning af den i stk. 1 omhandlede art, og som har et tværsnit på højst 80 m², må opføres i en højde af indtil 20 m.

                • Vejledning (2.2.3.5, stk. 2)

        Bestemmelsen gælder også for fritstående siloer, der opføres som en del af et fodersystem, der er forbundet med driftsbygningen via et transportsystem. Tværsnit måles som det vandrette plan på siloens bredeste sted.

                • Stk. 3

        For gartnerier gælder reglerne i stk. 1 også for ejendomme, der ikke har kunnet noteres som landbrugsejendomme i matriklen.

         

        1. 2.3 Helhedsvurdering

              • Stk. 1

      Kommunalbestyrelsen fastlægger bebyggelsens samlede omfang og indvirkning på omgivelserne, jf. kapitel 2.1, stk. 1, ved en helhedsvurdering efter de bebyggelsesregulerende bestemmelser i kapitel 2.3.2-2.3.5, under hensyn til de generelle kriterier i kapitel 2.3.1.

              • Vejledning (2.3, stk. 1)

      Ved en helhedsvurdering forstås kommunalbestyrelsens konkrete vurdering i henhold til bestemmelserne i kapitel 2.3.2.-2.3.5 af en bebyggelses samlede omfang og indvirkning på omgivelserne med hensyn til grundstørrelse, bebyggelsesprocent, afstands- og højdeforhold, etageantal, samt de ubebyggede arealers indretning, jf. kapitel 2.1, stk. 1. Dette sker, efter de generelle kriterier i kapitel 2.3.1, under hensyn til hensigtsmæssigheden af bebyggelsens omfang i forhold til anvendelse, at bebyggelsen svarer til det sædvanlige for et område, og at bebyggelsen og dens omgivelser sikres tilfredsstillende lysforhold og sikres mod væsentlige indbliksgener.

              • Stk. 2

      Kommunalbestyrelsen foretager en samlet helhedsvurdering jf. stk. 1, såfremt der er forhold, der ikke helt eller delvist er reguleret af, eller opfylder bestemmelserne om byggeretten i kapitel 2.2.

              • Vejledning (2.3, stk. 2)

      I helhedsvurderingen bør indgå samtlige forhold i kapitel 2.3.1 -2.3.5 også de, der ikke er relevante for det konkrete byggearbejde.

       

            1. 2.3.1 Generelle kriterier

                • Stk. 1

        Ved regulering af et eller flere af de bebyggelsesregulerende forhold i kapitel 2.3.2-2.3.5 skal kommunalbestyrelsen lade følgende forhold indgå i bedømmelsen:

         

        1) Bebyggelsens samlede omfang skal være hensigtsmæssig i forhold til bebyggelsens anvendelse.

         

        2) Bebyggelsens samlede omfang skal svare til det sædvanlige i karréen, kvarteret eller området eller til det, der tilstræbes i området.

         

        3) Der skal under hensyn til ejendommens benyttelse sikres tilfredsstillende lysforhold for ejendommens bebyggelse og nabobebyggelse samt sikres mod væsentlige indbliksgener i forhold til anden bebyggelse på samme grund og på nabogrunde.

         

        4) Der skal i overensstemmelse med kravene i kapitel 2.4 sikres tilfredsstillende friarealer i forhold til ejendommens benyttelse, herunder opholdsarealer for beboere, brugere og beskæftigede.

         

        5) Der skal i overensstemmelse med kravene i kapitel 2.4 og under hensyn til ejendommens benyttelse sikres tilfredsstillende adgangs- og tilkørselsforhold for ejendommens brugere, herunder personer med handicap, og redningsberedskab, og der skal være tilstrækkelige parkeringsarealer.

         

        6) Ved bebyggelse i randen af tæt bebyggede byområder, der støder op til et uplanlagt areal, til et parcel-, sommerhus- eller kolonihaveområde, eller et område med tæt/lav bebyggelse, skal bebyggelsens samlede omfang fastlægges under hensyn til karakteren af de tilstødende arealer og omfanget af eventuel bebyggelse.

                • Vejledning (2.3.1, stk. 1)

        De i stk. 1, nr. 1-6, nævnte kriterier er udtryk for de retligt bindende grænser for kommunalbestyrelsens vurdering af de bebyggelsesregulerende forhold og udtrykker hermed de saglige hensyn, som kommunalbestyrelsen lovligt kan og skal inddrage i helhedsvurderingen.

                • Vejledning (2.3.1, stk. 1, nr. 1)

        Ved afvejningen af, om bebyggelsens omfang er hensigtsmæssig i forhold til anvendelsen, skal indgå de hensyn, som er bygget ind i bestemmelserne i kapitel 2.3.2-2.3.5. De enkelte hensyn vil ikke have samme væsentlighed for alle typer byggerier. For eksempel vil hensynet til opholdsarealer veje tungere ved fastlæggelse af bebyggelsesprocenten for en beboelsesbygning end for en erhvervsbygning, der herved vil kunne tillades opført med et større etageareal. Ved publikumsorienterede erhvervsbygninger vil kravet til parkering omvendt veje tungere end ved opførelse af en beboelsesbygning.

                • Vejledning (2.3.1, stk. 1, nr. 2)

        Ved området forstås et af kommunen udlagt areal som f.eks. et sommerhusområde, parcelhusområde, industriområde eller en bebyggelse, der efter sin karakter fremstår som et afgrænset område.

         

        Ved bebyggelse af en ubebygget ejendom må det vurderes, hvad der er det sædvanlige i kvarteret og/eller alternativt i området. Hvis det på denne baggrund ikke kan fastlægges, hvad der er det sædvanlige, eller ved bebyggelse i et nyudlagt område, skal der lægges vægt på, hvad der tilstræbes i området. Rammebestemmelser vedrørende grundstørrelse, etageareal, etageantal og højde- og afstandsforhold i en kommuneplan kan være vejledende for, hvad der er sædvanligt eller tilstræbes i området.

                • Vejledning (2.3.1, stk. 1, nr. 6)

        Bestemmelsen dækker en række »sammenstødstilfælde«, hvor hensynet til karakteren af de nævnte tilstødende arealer skal inddrages i vurderingen på samme måde som de øvrige hensyn i kapitel 2.3.1, stk. 1, nr. 1-5, hvorefter der uden for de nævnte sammenstødstilfælde i geografisk henseende ellers kun ville skulle lægges vægt på hensynet til karakteren af bebyggelsen i karréen, kvarteret eller området.

         

      • SBi-anvisning (2.3.1, stk. 1)

        De seks forhold, der skal indgå i helhedsvurderingen, prioriteres ikke nødvendigvis lige højt overalt. Den enkelte bygningsmyndighed vil ofte vægte forholdene i helhedsvurderingen i relation til det konkrete område. Det kan være en god idé, hvis kommunen på forhånd anviser, hvilke forhold de anser for vigtigst i udvalgte områder.

        Kommunen kan med fordel gøre sine retningslinjer tilgængelige på sin hjemmeside sammen med en prioriteret liste over de væsentligste punkter i helhedsvurderingen. Det letter sagsbehandlingen for både sagsbehandler og bygherre.

        Omfang i forhold til anvendelse

        Bebyggelsens omfang (bebyggelsesprocent) skal være hensigtsmæssig ud fra en afvejning af en række hensyn:

        • –Grundens størrelse: hensyn til bebyggelsens højde, afstand til andre bygninger, adgangsforhold, friarealer og evt. opdeling i flere bygninger.

        • –Afstandsforhold til vej, sti og skel: hensyn til afledning af tagvand, indblik og bebyggelsens art.

        • –Højde og etageantal: hensyn til anden bebyggelse, indblik og friarealer.

        • –Etageareal: hensyn til tidssvarende boliger og krav til friarealer og parkeringspladser.

        • –Ubebyggede arealer: hensyn til udlæg af passende opholdsarealer, legeområder efter bebyggelsens art, samt parkeringsarealer efter bebyggelsens anvendelse.

        • –Adgangs- og tilkørselsarealer: hensyn til handicaptilgængelighed og redningskøretøjer.

        De forskellige hensyn er ikke lige væsentlige for alle typer byggerier. For eksempel vil hensynet til opholdsarealer veje tungt ved fastlæggelse af bebyggelsesprocenten for en boligbebyggelse. Ved en erhvervsbebyggelse, hvor der forventes mange besøgende, vil hensynet til parkering veje tungt.

        Hvis der ikke findes en lokalplan for området, kan helhedsvurderingen ikke indeholde et krav om bebyggelsesprocenter, der er lavere end angivet i kapitel 2.7.1, Bebyggelsesprocent. Bygningsmyndighederne kan derimod godt tillade en højere bebyggelsesprocent, hvis det skønnes at være i overensstemmelse med helhedsvurderingen.

        Omfang i forhold til karréen, kvarteret eller området

        Omfanget af bebyggelsen skal også svare til det normale for karréen, kvarteret eller området – eller følge lokalplanerne for området. Kommuneplanens rammebestemmelser kan være vejledende for, hvad der er normalt eller tilstræbes i området. I bestemmelserne indgår ofte krav til bebyggelsesprocenter, etageantal, etagearealer, grundstørrelser samt højde- og afstandsforhold.

        Tilfredsstillende lysforhold

        Der skal sikres tilfredsstillende lysforhold både for bebyggelsen og for naboejendomme. Ved vurdering af lysforholdene skal der tages hensyn til, hvad bebyggelsen skal bruges til. Heri indgår også en afvejning af lysforholdenes betydning for den pågældende anvendelse og for bebyggelsens indvirkning på naboejendomme.

        Tilfredsstillende friarealer

        Der skal sikres tilfredsstillende friarealer, herunder opholdsarealer for bebyggelsens beboere, brugere og beskæftigede. Friarealerne skal vurderes ud fra bebyggelsens anvendelse. Som udgangspunkt bør opholdsarealer være på terræn, men kan dog også indrettes som overdækket eller hævet gårdareal eller i form af fælles tagterrasse. For en bebyggelse med flere boliger skal en passende del af opholdsarealet anlægges som legeområde. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte størrelsen af friarealer.

        Tilfredsstillende adgangs- og tilkørselsforhold

        Adgangs- og tilkørselsarealerne skal afpasses bebyggelsens art og forsynes med belysning. Der stilles også præcise krav til bl.a. bredden af adgangsarealer og indgange, udformning af ramper og håndlister, så bebyggelsen kan benyttes af personer med handicap, se nærmere beskrivelse i kapitel 2.6.3, Adgangs- og tilkørselsarealer. Kravene gælder dog ikke fritliggende enfamiliehuse, der alene anvendes til boligformål, og for sommerhuse i sommerhusområder.

        Af hensyn til adgangen for redningskøretøjer stilles der krav til udformning af porte eller gennemkørsler.

        Bebyggelse i randen af tæt bebyggede områder

        Omfanget af bebyggelsen skal fastlægges under hensyn til karakteren af de tilstødende arealer og eventuelt tilstødende ejendomme. I randen af tæt bebyggede områder, der støder op til en helt anden og mere ekstensiv bebyggelsesform, vil hensynet til disse arealer eller ejendomme kunne inddrages.

            1. 2.3.2 Grundens størrelse

                • Stk. 1

        Ved udstykning, matrikulering eller arealoverførsel fastlægges grundens størrelse efter kriterierne i kapitel 2.3.1 og denne bestemmelses nr. 2.

                • Vejledning (2.3.2, stk. 1)

        Der kan ved fastsættelse af grundstørrelsen lovligt lægges vægt på samtlige de hensyn, som er indeholdt i kapitel 2.3, herunder ved opdeling af grunden således, at en fortsat lovlig udnyttelse af ejendommen muliggøres.

         

        Kommunalbestyrelsen kan tilsvarende nægte at godkende en grundstørrelse, når der herved vil fremkomme en grundstørrelse, der på opdelingstidspunktet ikke muliggør bebyggelse, der overholder de bebyggelsesregulerende krav til de ubebyggede arealer, herunder adgang til ejendommen, og afstandsbestemmelserne, herunder forholdet mellem en bebyggelses højde og afstand til nabobebyggelse.

                • Stk. 2

        Der skal fastlægges en grundstørrelse, der ud fra en samlet vurdering, herunder af forholdet mellem eventuel eksisterende bebyggelse og grundstørrelsen, muliggør bebyggelse og udnyttelse af ejendommen i overensstemmelse med kravene i kapitel 2.3 og kapitel 2.4, og giver mulighed for vejadgang i overensstemmelse med vejlovgivningen og sikrer, at de ubebyggede arealer opfylder kravene i dette kapitel.

         

      • SBi-anvisning (2.3.2, stk. 2)

        Udstykning

        En udstykning er nødvendig, når et areal ønskes fraskilt én eller flere ejendomme, og når arealet i fremtiden skal udgøre en ny selvstændig ejendom. Udstykning foregår efter (Bekendtgørelse nr. 494, 2003). Der henvises desuden til byggelovens § 10A (Bekendtgørelse nr. 1178, 2016) om lovlig vejadgang og mindste grundstykke.

        Når der udstykkes en ny ejendom, skal der tages hensyn til tinglyste rettigheder (servitutter) og panthæftelser.

        Matrikulering

        Matriklen bruges i Danmark som officiel betegnelse for registeret over faste ejendomme. Ved matrikulering registreres et umatrikuleret areal i matriklen som en samlet fast ejendom. Matrikulering foregår efter udstykningsloven (Bekendtgørelse nr. 1213, 2013).

        På Geodatastyrelsens hjemmeside (tidligere Kort- & Matrikelstyrelsen) er alle aktuelle oplysninger fra matrikelregistret frit tilgængelige. Her kan der for eksempel hentes registerinformationer om hvert enkelt matrikelnummer og oplysninger om forurenede grunde, strandbeskyttelse, klitfredning og stormfaldstilskud [www.gst.dk].

        Arealoverførsel

        Arealoverførsel adskiller sig fra udstykning ved, at der ikke opstår en ny ejendom, men alene flyttes areal fra én ejendom til en anden.

        Vejadgang

        Vejadgangskravet indebærer, at der ved enhver udstykning skal etableres lovlig adgang til offentlig vej. Grænser ejendommen ikke op til en offentlig vej, kan kravet opfyldes ved, at vejbestyrelsen giver tilladelse til etablering af en overkørsel til den pågældende vej. Alternativt må vejadgangen etableres via private fællesveje (eksisterende eller over anden ejendom), hvilket normalt også forudsætter vejmyndighedens godkendelse af, at vejen kan fungere som adgangsvej.

            1. 2.3.3 Afstandsforhold

                • Stk. 1

        Bebyggelsens afstand til skel mod nabo, vej og sti fastlægges efter kriterierne i kapitel 2.3.1 og kravene i stk. 2.

                • Vejledning (2.3.3, stk. 1)

        Ved fastlæggelse af afstande efter stk. 1 skal det sikres, at der er tilfredsstillende forhold med hensyn til sammenhængen mellem bebyggelsens højde og dens afstand til skel mod nabo, vej og sti i overensstemmelse med kapitel 2.3.4.

         

        Af bilag 1. B 1.5 [red. B.1.1.5] fremgår reglerne for beregning af afstandsforhold.

         

        Opmærksomheden henledes på de brandmæssige forhold i kapitel 5.

         

      • SBi-anvisning (2.3.3, stk. 1)

        Bebyggelsens afstandsforhold

        Bebyggelsens afstandsforhold skal først og fremmest sikre tilfredsstillende lysforhold og forhindre væsentlige indbliksgener. Kravet til mindsteafstande vil derfor ofte være relateret til bygningens højde.

        Brand

        Risikoen for brandspredning mellem bygninger øges, jo mindre afstanden er mellem dem. Jo længere bebyggelser ligger fra hinanden, des mindre er risikoen for brandspredning.

        I kapitel 5.5.3, Brandspredning til bygninger på anden grund, er angivet mindsteafstande mellem bygningens facade og skel (hhv. 2,5 eller 5 meter afhængig af facadebeklædningens brandklasse). Bliver afstanden til skel mindre, vil det normalt være nødvendigt at lave en brandvæg.

        For at hindre brandspredning til andre bygninger på egen grund, bør bygninger placeres under hensyntagen hertil. Brandmæssige afstande behandles nærmere i kapitel 5.5.3.

                • Stk. 2

        Ved fastlæggelse af afstande efter stk. 1 skal det i øvrigt sikres, at:

         

        1) Tagvand holdes på egen grund.

         

        2) Vinduer, altaner og lignende ikke giver væsentlige indbliksgener i forhold til anden bebyggelse på samme grund og på nabogrunde.

         

      • SBi-anvisning (2.3.3, stk. 2)

        Tagvand

        Med tagvand menes nedbør, der falder på taget og typisk ledes til tagrender og nedløbsrør. Kravet om, at tagvandet skal holdes på egen grund, medfører normalt, at tagvandet skal ledes til undergrunden via en faskine (mindre bygninger) eller til afløbssystemet. I kapitel 4.5, Fugt og holdbarhed, findes yderligere krav og anvisninger om sammenhængen mellem fugt og holdbarhed af konstruktioner.

        Indbliksgener

        En vurdering af, om indbliksgener er væsentlige, afhænger blandt andet af områdets karakter. I tættere og højere bymæssig bebyggelse forventes en større tolerance over for indbliksgener, fordi det betragtes som en del af det at bo i byen.

        I områder med karrébebyggelse i flere etager, kan indbliksgener i et vist omfang næppe undgås. Derimod er der mindre tolerance over for indbliksgener i for eksempel områder med fritliggende enfamiliehuse, hvor der typisk lægges vægt på privathed inden for den enkelte ejendom. Men heller ikke i disse områder kan indbliksgener helt undgås, især ikke i områder med boliger i mere end et plan.

        Under alle omstændigheder er det op til kommunalbestyrelsen i det enkelte tilfælde at bestemme, om indbliksgenerne er væsentlige.

                • Stk. 3

        Er et område overvejende bebygget med sluttet bebyggelse, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ny bebyggelse skal opføres i vej- eller byggelinjen og føres ud i skel mod nabogrundene.

         

      • SBi-anvisning (2.3.3, stk. 3)

        Sluttet bebyggelse ses typisk i bymæssig bebyggelse og betyder, at bygningerne ligger i samme linje med lille eller ingen indbyrdes afstand.

        Ved sluttede bebyggelser skal man være særligt opmærksom på sikring mod brandspredning, indbliksgener mellem naboer og afledning af tagvand.

        Vej- og byggelinjer

        Vejlinjen beskriver skel mod vej eller sti. Byggelinjen er typisk parallel med vejlinjen og angiver den mindste afstand til vej, hvor det er tilladt at bygge.

            1. 2.3.4 Etageantal og højdeforhold

                • Stk. 1

        Bebyggelsens højde og etageantal fastlægges efter kriterierne i kapitel 2.3.1 med de udvidelser og begrænsninger, der følger af stk. 2.

                • Vejledning (2.3.4, stk. 1)

        Bestemmelsen omfatter både det såkaldt vandrette og det skrå højdegrænseplan. Af bilag 1, B 1.1.4, fremgår reglerne for beregning af bebyggelsens højde. Af bilag 1, B 1.1.6, fremgår reglerne for beregning af bebyggelsens etageantal.

         

      • SBi-anvisning (2.3.4, stk. 1)

        Højde

        Højden af en bygning måles lodret fra naturligt terræn. Beregning af en bygnings højde er fastsat efter bilag 1, kapitel B.1.1.4, Beregning af højdeforhold.

        Etageantal

        Bygningsreglementet angiver i bilag 1, kapitel B.1.1.6, Beregning af etageantal, hvordan etageantallet defineres. Til etageantallet skal medregnes udnyttelige tagetager og kældre, hvor loftet er mere end 1,25 meter over terræn.

        Vandret højdegrænseplan

        Det vandrette højdegrænseplan beskriver den maksimale højde fra terræn til bebyggelsens højeste punkt. Ved bestemmelse af bebyggelsens højde medregnes normalt ikke skorstenspiber og antenner, se bilag 1, kapitel B.1.1.4, Beregning af højdeforhold.

        Skrå højdegrænseplan

        'Det skrå højdegrænseplan' betyder, at bygninger eller bygningsdele, der ligger tæt på skel mod nabo, ikke må være lige så høje som de dele, der ligger længere væk fra skel mod nabo. Kravet skal blandt andet minimere indbliksgener og skyggekastning på nabogrunden.

                • Stk. 2

        Fastlæggelse af bebyggelsens højde og etageantal efter stk. 1 skal ske under hensyntagen til forholdet mellem bebyggelsens højde og afstand til anden bebyggelse og friarealer på samme grund samt til nabobebyggelse og dennes friarealer samt til vej og sti med henblik på at sikre tilfredsstillende lysforhold og forhindre væsentlige indbliksgener.

         

      • SBi-anvisning (2.3.4, stk. 2)

        Bebyggelsens højde og etageantal er en del af helhedsvurderingen, se kapitel 2.3.1, Generelle kriterier.

            1. 2.3.5 Etageareal

                • Stk. 1

        Bebyggelsens etageareal fastsættes efter kriterierne i kapitel 2.3.1 og denne bestemmelses nr. 2.

         

      • SBi-anvisning (2.3.5, stk. 1)

        Etageareal

        Langt de fleste bygningers etageareal svarer til bygningens ydre mål (længde × bredde) ganget med antallet af anvendelige etager. Der er imidlertid en række undtagelser, som skal tages i betragtning, se beregningsreglerne i bilag 1, kapitel B.1.1.3, Beregning af etageareal.

                • Stk. 2

        Ved fastlæggelse af etageareal til boligformål i eksisterende bebyggelse, herunder eksisterende uudnyttede tagetager, skal kommunalbestyrelsen lægge vægt på, at der tilvejebringes tidssvarende boliger af en rimelig størrelse i forhold til det samlede areal, der søges udnyttet.

                • Vejledning (2.3.5, stk. 2)

        Etablering af nye (flere) boliger i en eksisterende ejendom kan medføre krav om etablering af p-pladser og friarealer efter kapitel 2.4.

         

        En tidssvarende bolig skal forstås som en bolig, der som minimum lever op til kravene i kapitel 3.3.

         

      • SBi-anvisning (2.3.5, stk. 2)

        Tidssvarende boliger

        At en bolig er tidssvarende betyder, at den tilgodeser de funktioner, der normalt forbindes med en bolig, herunder bygningsreglementets krav om køkken, bade- og wc-rum, mulighed for vask og tørring af tøj samt opbevaringsplads i og uden for boligen.

        Rimelig størrelse

        En rimelig størrelse af en bolig afhænger af det tilsigtede antal beboere. Emnet er behandlet i kapitel 3.3.1, Boligers indretning.

        1. 2.4 De ubebyggede arealer

              • Stk. 1

      De i kapitel 2.4 foreskrevne arealer kan være fælles for flere ejendomme. Disponering, anlæg og anvendelse af sådanne fælles friarealer skal sikres ved tinglysning på de pågældende ejendomme.

              • Vejledning (2.4, stk. 1)

      Ubebyggede arealer, der er udlagt i henhold til bestemmelserne, må ikke benyttes i strid med det formål, hvortil de er udlagt. Der henvises til byggelovens § 7.

       

      • SBi-anvisning (2.4, stk. 1)

        Grundens areal kan suppleres med en forholdsmæssig andel af et fælles friareal for flere ejendomme. Denne fremgangsmåde benyttes for eksempel ofte i forbindelse med tæt-lav-bebyggelser. Det fælles friareal skal være sikret for eksempel gennem en lokalplan.

            1. 2.4.1 Bebyggelsens opholdsarealer

                • Stk. 1

        Der skal til en bebyggelse udlægges opholdsarealer af en passende størrelse i forhold til bebyggelsens benyttelse, omfang og beliggenhed.

         

      • SBi-anvisning (2.4.1, stk. 1)

        Der skal sikres tilfredsstillende opholdsarealer for bebyggelsens beboere, brugere og beskæftigede. Opholdsarealerne skal vurderes under hensyn til ejendommens anvendelse.

        Ved planlægningen af opholdsarealer kan kravene om adgangsforhold i kapitel 2.4.3, stk. 2 med fordel anvendes. Herved får flest mulige brugere glæde af opholdsarealet, fx forældre med barne- og klapvogne, kørestolsbrugere m.m.

                • Stk. 2

        Opholdsarealerne skal være på terræn, men kan dog tilvejebringes på et overdækket eller hævet gårdareal eller delvist tilvejebringes på et tagareal eller på større altaner.

                • Stk. 3

        For etageboliger og tæt/lav boligbebyggelse, herunder rækkehuse og kædehuse mv., skal en passende del af opholdsarealet anlægges som legeområde. Hvor stort legeområdet skal være, afgøres af kommunalbestyrelsen og skal fremgå af byggetilladelsen.

                • Vejledning (2.4.1, stk. 3)

        Sikkerhedskrav til legepladsredskaber fremgår af kapitel 4, Konstruktioner.

         

      • SBi-anvisning (2.4.1, stk. 3)

        Legepladsers adgang og indretning

        Legepladser og adgang hertil kan med fordel udføres efter kravene om adgangsforhold i kapitel 2.4.3 stk. 2. Herved vil flest mulige brugere, fx forældre med barne- og klapvogne, børn på cykler og kørestolsbrugere, have adgang til og kunne komme rundt på pladsen og til dens udstyr.

        Der henvises til kapitel 4.4, Legepladsredskaber m.v., vedrørende krav til legepladsredskaber og deres sikkerhed.

                • Stk. 4

        Der kan i byggetilladelsen fastsættes en frist for indretningen af opholdsarealer og legeområder.

      • Vejledning (2.4.1, stk. 4)

        Bestemmelsen giver mulighed for, at beboerne kan inddrages i indretningen af opholdsarealer og legeområder.

         

            1. 2.4.2 Parkeringsarealer

                • Stk. 1

        Der skal udlægges (reserveres) tilstrækkelige parkeringsarealer til, at bebyggelsens beboere, de beskæftigede i bebyggelsen, besøgende, kunder og leverandører mv. kan parkere biler, motorcykler, knallerter og cykler, mv. på ejendommens område.

         

      • SBi-anvisning (2.4.2, stk. 1)

        Behovet for parkeringspladser afhænger typisk af bebyggelsens anvendelse. Ved publikumsorienterede erhvervsbebyggelser stilles ofte større krav til parkeringsmuligheder end ved beboelsesbygninger.

        Manglende plads eller uhensigtsmæssig placering af cykelparkering kan medføre uhensigtsmæssig parkering af cykler i adgangsveje, hvilket er til gene for alle, men skaber især problemer for kørestolsbrugere, personer med barnevogne og synshandicappede.

                • Stk. 2

        Hvor stor en del af grundens areal, der skal udlægges (reserveres) til parkeringsareal, og hvornår det skal anlægges, fastsættes af kommunalbestyrelsen og skal fremgå af byggetilladelsen.

         

      • SBi-anvisning (2.4.2, stk. 2)

        Kommunalbestyrelsen har mulighed for at tillade en forsinkelse af indretningen af de ubebyggede arealer, herunder parkeringsarealerne. Det giver de nye brugere mulighed for medindflydelse på indretningen med hensyn til ophold, parkering og lignende. Det er dog et krav, at tidspunktet for færdiggørelse fremgår af byggetilladelsen.

                • Stk. 3

        Ved udformningen af parkeringspladser skal et passende antal parkeringspladser udformes, så de kan anvendes af personer med handicap. Kravet omfatter ikke fritliggende enfamiliehuse og sommerhuse i sommerhusområder.

                • Vejledning (2.4.2, stk. 3)

        Handicapparkeringspladser har et brugsareal på 3,5 x 5 m og bør placeres så nær indgangen som muligt og være med fast jævn belægning. Mindst én handicapparkeringsplads bør have et brugsareal på 4,5 x 8 m af hensyn til minibusser med lift bag på. Hvis der er niveauspring i adgangen fra parkeringsareal til andet areal, bør disse være højst 2,5 cm.

         

        DS-håndbog 105:2012 »Udearealer for alle – Sådan planlægges et tilgængeligt udemiljø« indeholder anvisninger på udformning af det fysiske miljø med henblik på at give handicappede større uafhængighed, bevægelsesfrihed og sikkerhed. Der henvises endvidere til »Færdselsarealer for alle« fra Vejdirektoratet.

         

      • SBi-anvisning (2.4.2, stk. 3)

        Parkeringspladser for personer med handicap bør placeres, så der er let og kortest mulig adgang til bygningen, maks. 30 meter. Der skelnes mellem to typer handicapparkering:

        • –Parkeringsplads til almindelige personbiler

        • –Parkeringsplads til kassebiler eller minibusser.

        Figur 1 angiver minimumsmål på parkeringspladser til handicappede og vejledende maksimale stigning til fortov.

        Figur 1. Minimumlængde til parkeringsplads for almindelige personbiler er fem meter og minimumsbredde er 3,5 meter. Til kassebiler og minibusser er mindstemålene 8 gange 4,5 meter. Ved parkeringsplads langs fortov er minimumslængden 8 meter og minimumsbredden 2,5 meter. Stigning ved opkørsel til fortov er 1:10 (0,1 meter per meter).

        Figur 1. Udformning af parkeringspladser til handicappede.

        Tabel 1 viser, hvor mange handicapparkeringspladser til hhv. almindelige biler og kassebiler, der anbefales i forhold til parkeringsanlæggets størrelse.

        Tabel 1. Antal parkeringspladser til personer med handicap.

        Parkeringsanlæggets
        størrelse

        Handicappladser til
        alm. biler (3,5 × 5,0 m)

        Handicappladser til
        kassebiler (4,5 × 8,0 m)

        1-9

         

        1

        10-25

        1

        1

        26-50

        1

        2

        51-75

        2

        2

        76-100

        2

        3

        101-150

        3

        3

        151-200

        3

        4

        201-500

        4

        4

        501-1000

        4

        5

        For yderligere information om handicapparkering henvises til SBi's tjekliste om parkeringspladser [www.sbi.dk/tjeklister].

            1. 2.4.3 Adgangs- og tilkørselsarealer

      • Stk. 1

        Fra vej til indgange i en ejendoms bygninger og til en ejendoms ubebyggede arealer skal der være adgang og tilkørsel. Udformningen af adgangs- og tilkørselsarealerne skal være afpasset efter bebyggelsens art. Adgangs- og tilkørselsarealer skal forsynes med belysning. Trapper og ramper skal belyses stærkest.

      • Vejledning (2.4.3, stk. 1)

        Belysning af adgangs- og tilkørselsarealer bør være retningsgivende og ikke blændende. Der henvises endvidere til privatvejslovens regler om private fællesveje, hvorefter kommunen kan beslutte, at der på offentligt tilgængelige veje skal være belysning.

         

      • SBi-anvisning (2.4.3, stk. 1)

        Belysningsarmaturer opsat med relativ lille afstand, fx 10 meter eller mindre, kan fungere som retningsorientering frem mod indgangen, især for personer med nedsat syn. Afskærmede lyskilder kan være med til at sikre, at lyset ikke blænder. For at øge sikkerheden skal trapper og ramper belyses stærkest. Det anbefales også at belyse indgangen stærkere end resten af adgangsvejen.

      • Stk. 2

        Ved arealer til opbevaring af affald i tilknytning til bygningen skal der være adgangsforhold, der sikrer, at brugerne direkte og ved egen hjælp kan komme ind til arealerne og anvende funktionerne.

      • Vejledning (2.4.3, stk. 2)

        Der henvises til kap. 8.7, stk. 6.

         

      • SBi-anvisning (2.4.3, stk. 2)

        Adgangsarealet foran anlæg til kildesortering og bortskaffelse af affald, fx affaldsbeholdere, affaldscontainer, affaldsøer, affaldsskure m.m., skal indrettes så de kan benyttes af alle; herunder personer, hvis funktionsevne er nedsat. Adgangsarealet skal være mindst 1,3 meter bredt, ligesom niveauforskelle i adgangsarealet skal udlignes, jf. kap. 3.5, stk. 2. Et adgangsareal på min. 1,5 ×1,5 meter øger brugervenligheden.

        Højden på underkant af affaldsindkast/-låg bør være mellem 0,70 og 0,85 meter over terræn, se figur 2.

        Information om indretning af arealer til opbevaring af affald kan for eksempel findes i SBi-rapport 326, Brugervenlig affaldssortering (Jensen & Woetmann Nielsen, 2000).

        E:\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv258-BR15\3. udg. nye illustrationer\Affaldsareal\Anv258-Fig02-Affaldsareal4.jpg

        Figur 2. Eksempel på indretning af adgangsareal ved område til opbevaring af affald.

      • Stk. 3

        Adgangs- og tilkørselsarealer skal være udformet, så bebyggelsen kan benyttes af personer med handicap. Adgangsareal fra vej, herunder p-plads til ejendommens ubebyggede arealer og til indgange i bygninger, skal være mindst 1,3 m bredt og med en fast jævn belægning.

         

        Niveauforskelle i adgangsarealet skal udlignes i terræn eller ved rampe, og ramper kan suppleres med trin med en stigning på højst 15 cm og en grund på mindst 30 cm. Ramper må ikke udføres med en større hældning end 1:20 (5 cm pr. m), og der skal være en vandret plads på mindst 1,3 m x 1,3 m for hver ende af rampen.

         

        Ramper med en hældning på mere end 1:25 (4 cm pr. m) skal desuden forsynes med reposer for hver 12 m. Gribeegnede håndlister skal opsættes i en højde på ca. 0,8 m i begge sider af ramper og trapper.

      • Vejledning (2.4.3, stk. 3)

        DS-håndbog 105:2012 »Udearealer for alle – Sådan planlægges et tilgængeligt udemiljø« indeholder anvisninger på udformning af det fysiske miljø med henblik på at give handicappede større uafhængighed, bevægelsesfrihed og sikkerhed.

         

        Ramper med hældning mellem 1:25 og 1:20 kan i stedet for håndlister forsynes med værn eller udføres som en terrænudligning uden fare for fald til siderne.

         

      • SBi-anvisning (2.4.3, stk. 3)

        Tilkørselsveje

        Tilkørselsveje på ejendommes ubebyggede arealer anbefales udført i overensstemmelse med vejreglerne i Færdselsarealer for alle – Håndbog i Tilgængelighed (Vejdirektoratet, 2013). Der bør sikres en frihøjde på mindst 2,6 meter på til- og frakørselsveje samt på selve handicapparkeringspladserne, da mange kassebiler udføres med forhøjet tag.

        Bemærk, at adgangsarealer ifølge bygningsreglementet altid skal være uden trin. Trin og trapper kan supplere, men ikke erstatte ramper og udligninger.

        Belægninger

        Plane, faste og skridhæmmende belægninger på adgangsarealet er med til at nedsætte risikoen for faldulykker. En belægning lagt efter for eksempel DS/EN 1136 og afsnittet om flisebelægninger (Dansk Standard, 2013h) kan anvendes. Standarden opstiller mål for blandt andet jævnhed og fugebredde. For at sikre, at belægninger har en tilstrækkelig skridhæmmende effekt i både våd og fedtet tilstand, kan en værdi R12 anbefales målt efter DIN 51130 (Deutsches Institut für Normung, 2014) og DIN 51097 (Deutsches Institut für Normung, 1992). Overfladens egenskaber er også vigtige for personer med gangbesvær, synshandicap eller kørestol. Eventuelle fuger bør ikke være mere end ca. 5 mm brede. Hvis fugerne er bredere, anbefales det at fylde dem helt op med et fast materiale med god holdbarhed.

        En fri gangbredde på mindst 1,5 meter anbefales generelt, så man kan vende med de fleste kørestole (kvalitetsniveau B). Ved bygninger med mange brugere anbefales 1,8 meter (kvalitetsniveau A).

        Figur 2. Mål for rampe til indgang: Hældning højst 1:20 (50 millimeter per meter). Bredde mindst 1,3 meter. Vandret repos foran dør mindst 1,5 gange 1,5 meter samt etablering af rende mod fugt foran dør.

        Figur 3. Udligning i terræn.

        Udligning af niveauforskelle

        Hvis niveauforskelle udlignes med ramper, som hælder mere end 1:25 (40 mm pr. meter), skal disse udføres med vandrette hvilereposer på mindst 1,3 × 1,3 meter og håndlister. Det anbefales dog at udføre reposerne større, hvis selvkørende palleløftere skal kunne vende 180 grader, fx ved ramper med flere parallelle løb. Når rampen hælder mindre end 1:20 (50 mm pr. meter) kan håndlister evt. undværes, når rampen er forsynet med værn eller indgår i en terrænudligning uden fare for fald til siderne. En vejledende, maksimal hældning til siderne kan være 1:5 (200 mm pr. meter).

        Ramper og udligninger i terræn, der kommer i forbindelse med soklen, bør afsluttes på en måde, der forhindrer, at fugt trænger ind i bygningen, se løsning i kapitel 3.2.1, stk. 2 om generelle forhold vedrørende adgangsforhold.

        Figur 3. Ramper i adgangsveje. Hældning højst 1:20 (50 millimeter per meter) med hjulværn.

        Figur 4. Ramper i adgangsveje.

        Små niveauspring

        Opkørsler ved kantsten kan i følge vejreglerne (Vejdirektoratet, 2013) udføres med hældning 1:10, der er det maksimale, som mange kørestole er godkendt til, se figur 4. Et eksisterende, enkelt trin vil ofte kunne accepteres udlignet med en rampe på 1:12 (83 mm pr. meter) udført i overensstemmelse med DS/ISO 21542 (Dansk Standard, 2012e), men det kræver en lempelse fra kommunen begrundet i, at hældningen 1:20 (50 mm pr. meter) ellers ville betyde indgribende ændringer.

        Figur 4. Udligning af små niveauspring ved kantsten hældning højst 1:10 (100 millimeter per meter). Bredde mindst en meter. Kant højst 25 millimeter.

        Figur 5. Udligning af små niveauspring ved kantsten kan have en hældning på 1:10.

        Trappers hældning

        Trapper på adgangs- og tilkørselsarealer skal have en stigning (trinhøjde) på højst 150 mm og en grund (trinflade) på mindst 300 mm. En håndregel er, at en bekvem udendørs trappe opnås ved følgende sammenhæng:

        1 grund + 2 stigning = 650-700 mm

        Det anbefales, at trapper udføres med lav hældning, hvis der er mange brugere, fx i offentlige bygninger, institutioner og erhvervsvirksomheder. Her kan stigningen være ca. 150 mm og grunden ca. 375 mm.

        Trapper bør have samme grund og stigning over hele forløbet. Varierende størrelser kan betyde større risiko for, at brugerne falder. Trinflader bør være vandrette, men lukkede trapper og trapper i terræn bør dog have et lille, udadgående fald på højst 1:40 (25 mm pr. meter) af hensyn til afvanding. Det kan mindske risikoen for isdannelse om vinteren.

        Begreberne grund og stigning refererer til DS 1107 (Dansk Standard, 1978) om terminologi for trapper.

        Håndlister

        Håndlister til trapper og ramper skal være nemme at gribe om og holde fast i, se kapitel 3.2.3, stk. 1, for anvisning på, hvordan dette kan opfyldes.

        Figur 5. Udformning af håndlister. Bredde 40 til 50 millimeter. Afstand til væg 50 millimeter.

        Figur 6. Eksempel på udformning af håndlister.

        Eksempler

        Eksempler på adgangs- og tilkørselsarealer med god tilgængelighed kan findes sammen med SBi's tjeklister for belægninger, ramper, trapper og taktil markering, se [www.sbi.dk/tjeklister].

        Særligt for jernbanestationer

        Der gælder særlige EU-regler for adgangsarealer til stationsbygninger på det transeuropæiske netværk. Der er blandt andet tale om større bredder af de såkaldte hindringsfri strækninger, dobbelte håndlister ved trapper, konkrete krav til skiltning og kontrastmarkeringer. Bestemmelserne er opsamlet i TSI-PRM (Teknisk Specifikation for Interoperabilitet for Personer med Reduceret Mobilitet), som der kan læses mere om på [www.sbi.dk/tjeklister].

      • Stk. 4

        Gangarealer til bebyggelsen skal anlægges med markant taktil adskillelse til andre trafikformer. Oven for trapper i adgangsveje skal der udføres et belægningsskift i farve og følbarhed 90 cm før trappens begyndelse og i hele trappens bredde. Det yderste af trinflader og trinforkanter skal markeres med kontrastfarve.

      • Vejledning (2.4.3, stk. 4)

        For at undgå kollision med fritstående trapper ved enten siden eller undersiden af trappen, bør trappen afskærmes med trappeværn, så en fri højde på 2,2 m opnås. Af hensyn til personer med synshandicap bør trinflader med gitterriste, huller og lignende undgås eller udformes på en måde, så blindestokke ikke kan sidde fast i eller falde igennem trinfladerne, og så førerhunde sikres mod at få beskadiget kløerne.

         

      • SBi-anvisning (2.4.3, stk. 4)

        Følbar adskillelse af trafikformer

        Gangarealer til bebyggelsen, dvs. indgange og udearealer, skal være adskilt på en tydeligt følbar (taktil) måde fra andre trafikformer, dvs. cykelsti, vej og parkeringsplads. Formålet er at nedsætte risikoen for, at syns- og hørehandicappede påkøres og at gøre det lettere at orientere sig. Den følbare adskillelse kan for eksempel etableres ved, at en plan flisegang afgrænses ved hjælp af en græsrabat, kantsten, håndliste eller lignende.

        Hvis gangarealet ikke er en følbar afgrænset sti, men for eksempel passerer over en åben plads, kan der med fordel anlægges en såkaldt ledelinje, som kan bidrage til at skille trafikformerne. Ledelinjer bør udformes, så de kan følges med en blindestok og ses tydeligt af svagsynede. De kan anvendes på forpladser, trafikterminaler, torve og pladser og angive retningen til indgange, taxaholdepladser og busstoppesteder. Der er udviklet specielle fliser og elementer med langsgående ribber til brug som ledelinjer. Ledelinjer bør ligge i en plan belægning, fx som beskrevet i anvisningstekst til afsnit 2.4.3, stk. 2 vedrørende belægninger. Hvis ledelinjen placeres i belægninger med mange fuger eller ujævnheder, vil den ikke kunne mærkes tilstrækkelig tydeligt.

        For vejledning om udformning og anlæg af ledelinjesystem henvises til SBi's tjekliste for udendørs ledelinjer [www.sbi.dk/tjeklister].

        Markering af trappe og forkant

        Oven for en trappe skal der være et belægningsskift, som adskiller sig markant både synligt og følbart fra den øvrige belægning. Ligesom for ledelinjer er der udviklet specielle knopfliser og elementer, som kan anvendes til formålet, se [www.sbi.dk/tjeklister].

        Forkanter på trin markeres både på det yderste af trinfladerne og den lodrette del af trinnet, så kanterne fremstår tydeligt for personer med svagt syn. Der henvises til kapitel 3.2.2, stk. 1 og stk. 4, med hensyn til at opnå tilstrækkelig visuel kontrast. Det anbefales at anvende forkanter, som er skridhæmmende.

        Sikring af fritstående trapper

        Områder under fritstående trapper med mindre end 2,2 meter frihøjde anbefales at være afskærmet med værn i højder på ca. 0,2 meter og 1,2 meter, så for eksempel personer med synshandicap sikres mod at støde ind i trappens underside.

        Trinflader af gitterriste

        Trinflader af gitterriste bør undgås. Alternativt kan de gøres egnede for personer med blindestokke ved at vælge gitterdimensioner på ca. 9 mm, der er lidt under diameteren på de tyndeste blindestokke. Trinflader med for eksempel drænhuller i metalplader kan give risiko for at førerhundes kløer rives af, og denne type trinflader bør derfor også undgås. Problemet kan eventuelt fjernes ved at ændre detailudformningen af fladerne eller montere trædeplader.

        Lukkede stødtrin

        Trapper med lukkede stødtrin uden fremspring er sikrere og lettere at gå op ad for personer med gangbesvær, fx halvsidigt lammede.

      • Stk. 5

        Porte eller passager, der er nødvendig i henhold til stk. 1, skal udformes, så der er let adgang for redningskøretøjer.

      • Vejledning (2.4.3, stk. 5)

        For at redningskøretøjer kan komme ind, skal der være en fri bredde på mindst 2,8 m og en fri højde på mindst 3,4 m. I smalle gader kan der være behov for at øge gennemkørslens bredde.

      • Stk. 6

        Fritliggende enfamiliehuse, der alene anvendes til boligformål, og sommerhuse i sommerhusområder, er ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1-3.

      • Vejledning (2.4.3, stk. 6)

        Fritliggende enfamiliehuse, der delvist anvendes til erhverv, er omfattet af bestemmelserne i stk. 1-3.

         

      • SBi-anvisning (2.4.3, stk. 6)

        Det kan anbefales at følge bestemmelserne i stk. 1-3 for sommerhuse til udlejningsformål.

        1. 3.1 Generelt

      • Stk. 1

        Bygninger skal udformes og indrettes, så der under hensyn til deres anvendelse opnås tilfredsstillende forhold med hensyn til sikkerhed, sundhed, tilgængelighed og anvendelse for alle samt renholdelse og vedligeholdelse.

      • Vejledning (3.1, stk. 1)

        For mere uddybende vejledning om tilgængelighed til bygninger henvises til hjemmesiden ”Universelt design og tilgængelighed” på følgende link:

        http://anvisninger.dk/tilgaengelighed/Pages/start.aspx

         

        Desuden henvises til DS/EN 14383 – serien ”Forebyggelse af kriminalitet - By- og bygningsplanlægning”.

         

        DS-håndbog 105:2012 "Udearealer for alle – Sådan planlægges et tilgængeligt udemiljø" indeholder anvisninger på udformning af det fysiske miljø med henblik på at give handicappede større uafhængighed, bevægelsesfrihed og sikkerhed. Arbejdsmiljølovgivningen indeholder ofte andre målkrav til rum, gangbredder og indretning. Det gælder især i institutioner/boliger, hvor der skal benyttes tekniske hjælpemidler. Publikationen "Indretning af ældreboliger til fysisk plejekrævende" (Arbejdstilsynet m.fl.) indeholder vejledning til hensigtsmæssige indretninger.

         

      • SBi-anvisning (3.1, stk. 1)

        Kapitel 3 vedrører udformning og indretning af bygninger, herunder boliger og arbejdsrum. Indledningsvis behandles indgangs- og adgangsforhold, fælles adgangsveje og tilgængelighed.

        Bygningsreglementets krav til bygningers indretning er mindstekrav. For at gøre det lettere at vælge et kvalitetsniveau, der er højere end mindstekravene, har anvisningen tre kvalitetsniveauer. Indretning af bygninger, der kun lige opfylder lovkravene, betegnes kvalitetsniveau C. Både anvendelighed, tilgængelighed og komfort vil ofte kunne øges betragteligt ved at vælge et højere kvalitetsniveau, dvs. kvalitetsniveau B eller det højeste kvalitetsniveau A.

        Viden om tilgængelighed

        Nyeste viden og vejledning om tilgængelighed og universelt design kan findes på hjemmesiden www.anvisninger.dk/tilgaengelighed, der henvender sig til både bygherrer, brugere og rådgivere. Hjemmesiden drives af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) og vil med udgangspunkt i lovgivning samt international og national forskning belyse problemstillinger og præsentere løsningsmodeller til ligebehandling i det byggede miljø.

        Tjeklister til de mere detaljerede krav om tilgængelighed i bygningsreglementet og hjælp til valg af kvalitetsniveau for tilgængelighed kan for eksempel findes på www.sbi.dk/tjeklister.

        Tilgængeligt byggeri generelt

        For at sikre ligeværdighed for alle mennesker uanset funktionsevne i det byggede miljø, er det vigtigt at have fokus på tilgængelighed tidligt i byggeprocessen. Vigtige spørgsmål til bygningsreglementets tilgængelighedskrav i byggeriets tidlige faser, fx arkitektkonkurrence, idéprojekt eller dispositionsforslag, behandles for eksempel i:

        Fysisk plejekrævende

        Forhold vedrørende boliger til personer med plejebehov behandles for eksempel i Vejledning om indretning af ældreboliger til fysisk plejekrævende (Arbejdstilsynet et al., 1997), og for sundheds- og plejeorienteret byggeri til stærkt overvægtige (bariatriske) personer kan findes information i blandt andet SBi’s tjekliste herom [www.sbi.dk/tjeklister].

        Personer med demens

        Indretning af plejeboliger for personer med demenssygdomme behandles for eksempel i SBi-anvisning 259, Plejeboliger for personer med demens – indledende spørgsmål (Sigbrand et al., 2015) og SBi-anvisning 263, Plejeboliger for personer med demenssygdomme – detaljer og eksempler (Sigbrandt et al., 2016). Anvisningerne kommer med en række anbefalinger, der supplerer de krav og anbefalinger, der i øvrigt stilles til en plejebolig. Disse supplerende anbefalinger retter sig mod dementes trivsel og deres mulighed for at klare dagligdagen og orientere sig i egne omgivelser.

      • Stk. 2

        Ved ombygning kan der ske lempelser af bestemmelserne i dette kapitel, når ombygningsarbejdet efter kommunalbestyrelsens skøn ellers ikke kan udføres uden indgribende ændringer i bebyggelsen. Bestemmelsen gælder ikke for bebyggelser omfattet af kap. 1.3.1 og kap. 1.3.2.

      • Vejledning (3.1, stk. 2)

        Hvis bestemmelsen finder anvendelse, skal ombygningsarbejdet ske under størst mulig hensyntagen til personer, hvis bevægelses- og orienteringsevne er nedsat. Ombygningsarbejdet skal i øvrigt sikre hensigtsmæssig indretning under hensyn til brugen.

         

        For bebyggelser omfattet af kap. 1.3.1 og kap. 1.3.2 gælder, at der kan søges om dispensation fra kravene i dette kapitel, hvis det vurderes, at kravene ikke kan opfyldes i forbindelse med ombygninger.

         

        Anvendelse af bestemmelsen forudsætter desuden, at kommunalbestyrelsen foretager en særskilt vurdering af ombygningsprojektet, bygningens konstruktioner og andre byggetekniske forhold.

         

        Kan kapitlets bestemmelser opfyldes uden indgribende ændringer i bebyggelsen, er betingelserne for brug af bestemmelsen ikke opfyldt.

         

        Der henvises til ”Bekendtgørelse om tilgængelighedsforanstaltninger i forbindelse med ombygninger i eksisterende byggeri” samt til "Vejledning til kommunerne om byggesagsbehandling af tilgængelighedsbestemmelser".

         

      • SBi-anvisning (3.1, stk. 2)

        Krav ved ombygninger

        Bygningsreglementet skal som udgangspunkt altid følges ved ombygninger. Der kan dog være bebyggelser, hvor det ikke er muligt at opfylde enkelte bestemmelser uden samtidig at foretage gennemgribende ændringer af bygningen. I disse tilfælde kan kommunen efter en vurdering af det konkrete ombygningsprojekt tillade, at nogle bestemmelser ikke helt opfyldes. Det kræves dog, at hensigten i tilgængelighedsbestemmelserne følges i så høj grad som muligt, og at løsningen kan bruges i praksis. Bestemmelserne skal ikke bare frafaldes. Eksempelvis hvis etablering af en rampe med korrekt hældning eller en elevator af størrelse som en type 2, se kapitel 3.2.2, stk. 6, kræver meget indgribende ændringer i en eksisterende bygning, fx flytning af bærende vægge, kan kommunen lempe på kravene. Løsningerne kan være henholdsvis en lidt stejlere rampe eller en lidt mindre elevator. Det vil i hvert enkelt tilfælde kræve en vurdering af løsningen set i forhold til, hvad der er anvendeligt for personer med handicap.

        For bebyggelser omfattet af bestemmelserne i kapitel 1.3.1 og 1.3.2, der under ét betegnes som byggeri med begrænset kompleksitet, kan der søges om dispensation fra kravene i kapitel 3. Der skal ikke søges om byggetilladelse for disse bebyggelser vedrørende forhold omfattet af kapitel 3, men byggeriet skal stadig overholde bygningsreglementets bestemmelser på dette område. En afvigelse kræver derfor en dispensation. Se desuden kapitel 1.2, stk. 4, om fredede bygninger.

        Ved ombygninger er det meget vigtigt at være opmærksom på bekendtgørelse om tilgængelighedsforanstaltninger i forbindelse med ombygninger i eksisterende byggeri (Bekendtgørelse nr. 1250, 2004), der uddybes i Vejledning til kommunerne om byggesagsbehandling af tilgængelighedsbestemmelser (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2008).

        Vejledningen forklarer blandt andet, at der altid skal skabes mindst én niveaufri adgang ved ombygning af offentligt tilgængeligt byggeri og byggeri til service og administration, hvis ombygningen kræver byggesagsbehandling.

        Det kan desuden være nødvendigt at afsætte op til 9 % af ombygningssummen til handicapegnede p-pladser, toiletter og eventuelt elevator. Det afgøres ud fra et overslag på de samlede omkostninger ved ombygningen og hvilken kategori byggeri, der er tale om. Der gælder desuden særlige forhold, hvis der er tale om blandet byggeri, som også indeholder boliger.

        Der kan blandt andet findes eksempler på SBi’s hjemmeside [www.sbi.dk/tjeklister] på tilgængelighedskrav i forbindelse med:

        • –Væsentlige ombygninger

        • –Indgribende ændringer og lempelser

        • –Ændret anvendelse

        • –Byggetilladelse.

        Ved ny- og ombygninger af jernbanestationer på det transeuropæiske netværk gælder der enkelte EU-bestemmelser, som ikke helt svarer til bygningsreglementets. Bestemmelserne er opsamlet i TSI-PRM (Teknisk Specifikation for Interoperabilitet for Personer med Reduceret Mobilitet), som der kan læses mere om på [www.sbi.dk/tjeklister].

        Overblik over hvordan henholdsvis færgeterminaler og passagerskibe kan indrettes, så de er ligeværdigt tilgængelige for alle uanset funktionsnedsættelse, er for eksempel beskrevet i Rederiernes standard for tilgængelighed i færgeterminaler (Bredmose & Ginnerup, 2014) og Rederiernes standard for tilgængelighed på passagerskibe (Bredmose, 2017).

      • Stk. 3

        Sommerhuse i sommerhusområder er ikke omfattet af bestemmelserne i dette kapitel.

      • Vejledning (3.1, stk. 3)

        Et sommerhusområde er et område, der i kommuneplanen er udlagt som sommerhusområde.

         

      • SBi-anvisning (3.1, stk. 2)

        Anvisningerne i kapitlet vil med fordel kunne betragtes som vejledende for sommerhuse i sommerhusområder. Det gælder især for sommerhuse som opføres med henblik på udlejning.

        1. 3.2 Adgangsforhold / Tilgængelighed

            1. 3.2.1 Generelt

      • Stk. 1

        Bygningers adgangsforhold skal sikre tilgængelighed for alle. Til hver bolig og anden enhed skal der være adgang direkte fra det fri eller via fælles adgangsvej fra det fri.

      • Vejledning (3.2.1, stk. 1)

        Ved adgangsveje, som også er flugtveje, henvises til kapitel 5 om brandforhold.

         

      • SBi-anvisning (3.2.1, stk. 1)

        Tilgængelighed for alle

        Tilgængelighed for alle betyder bl.a., at bygninger har adgang og indretning for alle uanset handicap. Med en god planlægning kan flere mennesker være selvhjulpne, have et arbejde, følges med familie og venner, besøge andre, gå i byen eller tage på ferie. Desuden er bygninger med god tilgængelighed ofte lettere at bruge også for folk med barnevogne, rengøringsvogne, varetransporter eller med gangbesvær.

        Tilgængelighed bør tænkes ind i projektet fra starten, så det indgår som en naturlig del af bygningen og ikke fremstår som specialhjælp til personer med handicap.

        Kvalitetsniveauer for tilgængelighed

        Anvisningen graduerer for oversigtens skyld tilgængelighed i tre kvalitetsniveauer:

        • –Kvalitetsniveau C, der svarer til bygningsreglementets niveau

        • –Kvalitetsniveau B, højere kvalitet, fx svarende standarder, SBi-anvisninger m.m.

        • –Kvalitetsniveau A, der svarer til for eksempel behovene hos personer med stort plejebehov. I særlige tilfælde sigtes på arbejde i sundheds- og plejeorienteret byggeri, der skal fungerer for stærkt overvægtige (bariatriske) personer.

      • Stk. 2

        Ved alle yderdøre skal der være niveaufri adgang til enheder og til eventuelle elevatorer i bygningens stueetage (adgangsetage). Eventuelle niveauforskelle skal reguleres i adgangsarealet uden for bygningen. Der kan anvendes ramper. Uden for yderdøre skal der være et vandret, fast og plant areal på 1,5 m x 1,5 m målt fra dørens hængselside. Hvor døren åbner udad, skal der være yderligere 20 cm langs bygningsfacaden. Arealet uden for yderdøre skal være i samme niveau som det indvendige gulv. Arealet ud for yderdøre skal markeres taktilt eller ved anden farve end den omkringliggende belægning.

         

        Porttelefoner og tilkaldeanlæg skal have en sådan udformning, at det såvel auditivt som visuelt tilkendegives, at anlægget er aktiveret, og at forbindelse til modtageren er etableret. Ved anvendelse af tal i betjeningspanel i porttelefoner og tilkaldeanlæg skal 5-tallet være markeret med taktil identifikation.

         

                • Vejledning (3.2.1, stk. 2)

        Bestemmelsen omfatter foruden yderdøre, døre ved flugtveje i stueetagen samt have-, altan- og terrassedøre. Niveaufri adgang betyder, at der ikke må være trin mellem niveauet (terrænet) uden for bygningen og enhederne i stueetagen samt eventuelle elevatorer. Trappelifte, løfteplatforme og løstliggende skraberiste vil være i strid med bestemmelsen. Dørtrin med en højde på maksimalt 2,5 cm accepteres jf. stk. 4. Porttelefoner og tilkaldeanlæg bør placeres i en højde på mellem 90 og 120 cm over gulv/terræn.

         

         

        E:\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv258-BR15\2 udg Anv258-Illustrationer\3.2.1.stk.2.eps

         

      • SBi-anvisning (3.2.1, stk. 2)

        Niveaufri adgang

        En lokal terrænhævning eller rampe er den anbefalede måde til at opnå niveaufri adgang, i begge tilfælde kombineret med et vandret areal foran indgangsdørene. Arealet skal være så stort, at personer i kørestol har plads til at åbne døren, og det opnås normalt ved et areal på 1,5 × 1,5 meter foran indadgående døre. Arealet måles fra den side, hvor hængslerne sidder, se tegning til vejledningstekst. En udadgående dør kræver et større areal, så personen kan trække døren forbi sig, når den åbnes. Her skal bredden være 1,7 meter langs bygningens facade. Dobbeltdøre og meget brede døre kræver en udvidelse af arealet langs facaden, svarende til den ekstra dørbredde.

        Der bør sikres tilstrækkelig frihøjde under fx udadgående flugtvejsdøre og havedøre, så disse kan åbnes trods lidt is og sne på det hævede areal. Brug fx korte, skråtstillede ramper fra det hævede areal over til dørtrinnet, så kravet om maksimalt 2,5 cm dørtrinshøjde kan overholdes, og arealet udenfor ligge lidt under gulvniveau indenfor.

        Lokale terrænhævninger

        Hvis der skal sikres mod mere ekstreme mængder af nedbør, bør bygninger ikke sænkes ned i terrænet. Der bør være min. 150 mm fri sokkelhøjde, og render mellem sokkel og lokalt hævede arealer bør have afløb ud over det omliggende terræn. Det giver den bedste indbyggede sikkerhed mod vandindtrængning ved soklen, fx når der forekommer opstuvning i kloaknettet. Løsninger alene baseret på nedsivning til dræn har ikke altid tilstrækkelig kapacitet og oftest ikke i overensstemmelse med normer for afløbsinstallationer og dræning af bygværker.

        Bygninger med terrændæk og eksisterende bygninger, der får tilføjet niveaufri adgang, er særlig vigtige at sikre mod indtrængen af vand ved soklen. Render kan ved indgange overdækkes med en rist i en bredde på 1,5 eller 1,7 meter, der samtidig kan fungere som taktil (følbar) belægning og til justering af dørtrinshøjde. Se figur 7. Hvis terrænet af særlige grunde vælges hævet langs hele soklen, bør renden forbindes direkte til afløbssystem. Husk at sikre adgang til at vedligeholde fuger under dørtrin og lavtsiddende vinduer.

        En hensigtsmæssig konstruktion er for eksempel vist i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger, 7.4.1 Niveaufri adgang (Brandt et al., 2013). Andre løsninger kan for eksempel findes under [www.sbi.dk/tjeklister] samt SBi-anvisning 267, Småhuse – klimaskærmen (Møller, Brandt & Pedersen, 2016).

        E:\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv258-BR15\Anv258-Illustrationer\anv258-figur07-NY.eps

        Figur 7. Niveaufri adgang udført med et areal, der kun er hævet ved indgangen. Renden har afløb ud over naturligt terræn for bedre sikring mod ekstreme nedbørsmængder, og der er en fri sokkelhøjde på mindst 150 mm. En rist over renden kan placeres skråt for at lette passagen over dørtrin og begrænse hvor meget arealet udenfor behøver hæves. Dette giver også frihøjde til at åbne flugtvejsdøre og havedøre ud over lidt sne og is. En højst 300 mm bred rist, der ikke hælder mere end 1:8 kan anvendes af de fleste, også i kørestol. Fra rist til overkant af dørtrin må der højst være 2,5 cm.

        Belægningsskift foran indgange

        Et skift i belægningen foran indgangsdøre giver svagsynede og blinde mulighed for at finde indgangen. Belægningen bør både være let at se for svagsynede og let at føle for blinde, som bruger en hvid stok. Et skift i belægningen kan etableres med:

        • –En nedsænket skraberist i niveau med den omgivende belægning. Hulstørrelse på den smalle led bør være højst 10 mm, så en markeringsstok ikke går igennem risten.

        • –En ændring af selve belægningen i form af et såkaldt opmærksomhedsfelt, fx specielt fremstillede fliser med 5 mm høje knopper eller eventuelt chaussésten. Den omgivende, plane belægning bør have så få fuger og ujævnheder som muligt, fx som beskrevet i anvisningstekst til afsnit 2.4.3, stk. 2 vedrørende belægninger. Opmærksomhedsfeltet bør have en forskel i lysrefleksionsværdi på mindst 30, svarende til ca. 0,4 på NCS skalaen. NCS står for Natural Color System, se [www.ncscolour.co.uk].

        Udformning af opmærksomhedsfelter og ledelinjer kan for eksempel ske som vist i SBi's tjekliste om udendørs ledelinjer [www.sbi.dk/tjeklister].

        Dørtrin

        Højden af dørtrin må ikke overstige 2,5 cm, jf. 3.2.1, stk. 4, og bundstykket anbefales forsænket for at begrænse højden af trinet mest muligt.

        Porttelefoner og automatiske døre

        Automatiske døre, porttelefoner og lignende bør kunne betjenes både siddende og stående. Derfor bør knapper m.m. placeres, se figur 8.

        • –I en højde på 0,9-1,2 meter

        • –Mindst 0,5 meter fra indvendige hjørner.

        Figur 12. Placering af knapper og betjeningspaneler. Højde mellem 0,9 og 1,2 meter. Mindst 0,5 meter fra indvendige hjørner.

        Figur 8. Placering af knapper og betjeningspaneler.

        Porttelefoner og tilkaldeanlæg bør placeres modsat dørens hængslingsside. Herved bliver afstanden til dørhåndtag mindst mulig og betjeningen lettes. Samtidig har blinde lettere ved at finde anlægget.

        Porttelefoner og tilkaldeanlæg skal med lyd og lys fortælle, at anlægget er aktiveret, og at der er forbindelse til modtageren. Ved anvendelse af tal i betjeningspanel i porttelefoner og tilkaldeanlæg skal 5-tallet være markeret med en følbar (taktil) markering, fx en forhøjet prik midt på tasten.

        For udformning og placering af brugerbetjente knapper, automater og lignende udstyr henvises til kapitel 3.5, Tilgængelig indretning af brugerbetjente anlæg, samt for eksempel til Handicaptilgængelig udformning af brugerbetjente anlæg (Statens Byggeforskningsinstitut, 2007).

        Anvendes dørautomatik, der kræver brug af kontakt, bør denne anbringes mindst 1 meter fra døropslaget, så kørestolsbrugere og gangbesværede ikke rammes af døren. Dørautomatik af typen med berøringsløs føler anbefales, og her justeres føleren på en måde, så døren åbner, inden man når hen til den. Ellers risikerer for eksempel blinde at blive ramt af døren. Automatiske døre bør stå åbne i mindst 10 til 15 sekunder.

      • Stk. 3

        For fritliggende enfamiliehuse er der alene krav om forberedelse til niveaufri adgang ved en af bygningens yderdøre i stueetagen, jf. kap. 3.2.1, stk. 2.

      • SBi-anvisning (3.2.1, stk. 3)

        Forberedelse til niveaufri adgang kan opfyldes ved at sikre tilstrækkelig plads foran en yderdør til etablering af et vandret repos på 1,5 × 1,5 meter samt udligning i terræn med svage hældninger, fx 1:25, op til denne. Desuden bør yderdørens bundstykke være maks. 25 mm højt således, at dette ikke skal udskiftes ved en senere etablering af niveaufri indgang.

         

      • Stk. 4

        I offentligt tilgængelige bygninger, der har en borgerrettet servicefunktion, skal væsentlig information om orientering i og brug af bygningen være letlæselig og letforståelig.

      • Vejledning (3.2.1, stk. 4)

        Kravet retter sig kun mod den del af bygningen, der er offentlig tilgængelig, og som har en borgerrettet servicefunktion.

         

        Bestemmelsen gælder for information ved indgangen til bygningen samt i forbindelse med orientering ved væsentlige funktioner i bygningen som wc-rum, handicaptoiletter, elevatorer, trapper, fordelingsveje mv.

         

        Informationen kan være i form af skilte, der er letlæselige og letforståelige. Informationen kan suppleres med punktskrift, lyd, piktogrammer etc. Hvor det er relevant, kan den være i form af lys, ledelinjer, teknologiske løsninger mv.

         

      • SBi-anvisning (3.2.1, stk. 4)

        Letlæselig og let forståelig information om orientering kan blandt andet ske gennem:

        • –Orienteringsskilt ved hovedindgang

        • –Supplerende information om orientering, fx på hjemmeside

        • –Henvisningsskilte til wc-rum, handicaptoiletter, elevator, trapper og vigtige fælles adgangsveje

        • –Skilte ved døre til udvalgte rum som wc-rum og handicaptoiletter

        • –God kontrast mellem skilt og baggrund

        • –God kontrast mellem skrifttyper og skilte

        • –God belysning på skilte og information

        • –Relativ store skrifttyper med størrelse tilpasset læseafstand

        • –Skilte og information i passende højde for siddende og stående

        • –Brug af genkendelige symboler

        • –Følbar tekst og symboler på udvalgte skilte og håndlister

        • –Retningsorienterende belysning og farve i fælles adgangsveje

        • –Evt. ledelinjer frem til vigtige orienteringspunkter og mål i større forhaller eller adgangsveje.

        Udformning, baggrund og eksempler uddybes blandt andet i SBi's tjeklister på [www.sbi.dk/tjeklister].

      • Stk. 5

        Døre skal have en fri passagebredde på mindst 0,77 m. Åbner døren imod personen, skal der være mindst 50 cm ved siden af døren modsat dens hængselside. Højden af dørtrin må højst være 2,5 cm.

      • Vejledning (3.2.1, stk. 5)

        Den fri passagebredde måles med døren åbnet 90 grader.

        Bestemmelsen omfatter døre i fælles adgangsveje, herunder mindst en dør til hver enhed på hver af bygningens etager.

         

         

        E:\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv258-BR15\2 udg Anv258-Illustrationer\3.2.1.stk.4-NY.eps

         

      • SBi-anvisning (3.2.1, stk. 5)

        Fri passagebredde

        Den fri passagebredde måles med døren åbnet 90 grader og er den mindste afstand mellem døren og den modsatte karm, se tegning til vejledningstekst. En fri bredde på 0,77 meter tillader passage af de fleste personer i kørestol, men en fri bredde på 0,87 meter anbefales, da for eksempel personer i manuelle kørestole kan have brug for ekstra plads til betjening af drivringe.

        Dørens konstruktion og tykkelse betyder jævnligt, at 9M- og 10M-døre giver en mindre passagebredde end 0,77 og 0,87 meter, særligt ved lyddæmpende døre og branddøre. Derfor skal man ved projekteringen være opmærksom på dette, og eventuelt gå et modulmål op. Ved skydedøre skal der på samme måde ofte regnes med et murhul på 10M for at opnå 0,77 meter fri passagebredde.

        Døre, som skal kunne passeres af almindelige plejesenge, bør have en fri passagebredde på mindst 1,07 meter. I nogle byggerier bør fri passagebredder helt op til 1,5 meter overvejes, fx i sundheds- og plejeorienteret byggeri til stærkt overvægtige personer. For at undgå, at meget brede døre bliver for tunge at håndtere, kan de opdeles i asymmetriske, tofløjede døre, hvor åbning af det ene dørblad opfylder kravet om 0,77 eller 0,87 meter fri passagebredde.

        Tabel 2. Fri passagebredde afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

        Tilgængelighed

        Fri passagebredde

        Kvalitetsniveau C

        Min. 0,77 meter

        Kvalitetsniveau B

        Min. 0,87 meter. Tillader bl.a. at drivringe på manuelle kørestole kan bruges i døråbningen.

        Kvalitetsniveau A

        Min. 1,07 meter. Anvendes, hvor almindelige plejesenge og bredere hjælpemidler skal kunne passere. Meget bred dør deles evt. op i asymmetrisk, tofløjet dør, hvor ene dørblad opfylder krav om 0,77 eller 0,87 meter fri passagebredde
        Min 1,5 meter. Anvendes i sundheds- og plejeorienteret byggeri for stærkt overvægtige (bariatriske) personer.

         

        Plads ved siden af dør

        For at en kørestolsbruger siddende kan åbne en dør mod sig og trække den forbi kørestolen, skal der være mindst 0,5 meter ved siden af døren modsat dens hængselside, som vist på figur i vejledningstekst. For at nå dørhåndtaget ved døre, der åbner væk fra personen, anbefales 0,3 meter plads ved siden af døren i håndtagssiden.

        Karruseldøre

        Karruseldøre kan være meget vanskelige at passere for personer i kørestol, med synshandicap, gangbesvær og med førerhund. Dørene skal normalt have en relativt stor diameter og et lille antal fløje for at kunne passeres af kørestolsbrugere. Karruseldøre bør derfor suppleres med sidehængslede døre eller skydedøre. Selvåbnende skydedøre er en velegnet løsning.

        Dørtrin

        Højden på dørtrin må ikke overstige 2,5 cm, og generelt bør dørtrin undgås i fælles adgangsveje. Alternativt kan forsænkede bundstykker anvendes, se figur 9. Af hensyn til svagsynede anbefales det at gøre dørtrin nemme at se, fx ved at vælge et materiale, der afviger fra gulvbelægningen. Tabel 3 angiver højder på dørtrin afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

        E:\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv258-BR15\Anv258-Illustrationer\anv258-figur10-NY.eps

        Figur 9. Forsænket bundstykke.

        Tabel 3. Højde af dørtrin afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

        Tilgængelighed

        Højde af dørtrin

        Kvalitetsniveau C

        Maks. 2,5 cm

        Kvalitetsniveau B

        1,5 cm, anvendes fx ved indgangsdøre i tilgængeligt boligbyggeri, som skal være egnet for personer med gangbesvær, i kørestol eller med rollator

        Kvalitetsniveau A

        0 cm, anvendes fx indendørs i tilgængelige boliger og ved alle døre i plejeorienteret byggeri

        Betjeningskraft

        For at sikre tilgængelighed til bygninger bør døres maksimale åbningskraft være 25 N (svarende til en vægt på ca. 2,5 kg), og de bør kunne betjenes med en lukket hånd, se tabel 4. Selvåbnende døre anbefales, særligt ved yderdøre og branddøre.

        Tabel 4. Åbningskraft for døre afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

        Tilgængelighed

        Åbningskraft

        Kvalitetsniveau C

        Åbningskraft, der sikrer tilgængelighed for alle

        Kvalitetsniveau B

        Maks. 25 N (svarende til en vægt på ca. 2,5 kg). Evt. dørpumpe justeres til så lav lukkekraft som muligt

        Kvalitetsniveau A

        Selvåbnende dør, dvs. aktivering via føler

            1. 3.2.2 Fælles adgangsveje

      • Stk. 1

        Fælles adgangsveje skal have en tilstrækkelig bredde efter den planlagte brug og skal kunne passeres uhindret i deres fulde bredde og skal markeres ved forskelle i materialer, farver eller belysning. Den fri bredde skal være mindst 1,3 m.

      • Vejledning (3.2.2, stk. 1)

        Fælles adgangsveje fører til to eller flere boliger, kontorer, mødelokaler eller andre enheder og omfatter vindfang, forrum, gange, altangange, svalegange, plads foran elevatorer, ramper og reposer såvel i som uden på bygningen, herunder udvendig adgangsareal til kælder.

        Efter arbejdsmiljølovgivningen skal gangbredder i visse erhvervsbyggerier også dimensioneres, så der kan benyttes særlige transportmidler som f.eks. trucks.

        De fleste fælles adgangsveje er tillige flugtveje og skal derfor også opfylde bestemmelserne i kap. 5 (brand) om flugtveje.

         

      • SBi-anvisning (3.2.2, stk. 1)

        Bredder

        Fælles adgangsveje med en større bredde end 1,3 meter øger brugervenligheden, og de kan med fordel gøres bredere, hvor der forventes at passere mange personer, se tabel 5. De fleste fælles adgangsveje udgør samtidig flugtveje, der skal opfylde særlige krav, blandt andet til bredden. Krav til flugtveje er omtalt i kapitel 5.2 om flugtveje og redningsforhold.

        Tabel 5. Bredde af fælles adgangsveje afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

        Tilgængelighed

        Bredde af fælles adgangsveje

        Kvalitetsniveau C

        Min. 1,3 meter

        Kvalitetsniveau B

        Min. 1,5 meter, tillader en gående og en kørestolsbruger at passere hinanden. Tillader omkring 80 % af alle kørestolsbrugere at vende på adgangsvejen

        Kvalitetsniveau A

        Min. 1,8 meter. Tilgodeser hyppigere trafik af gående i begge retninger Desuden kan to kørestolsbrugere nemt passere hinanden

        Fælles adgangsveje bør foran elevatorer være mindst 1,5 meter brede. Hvis der er nedadgående trapper foran elevatordøren bør afstanden til trappen være mindst 2,0 meter. Disse mål skal dog være større, hvis der skal kunne manøvreres med senge, personlifte, trucks eller lignende, bl.a. i bygninger til erhverv eller hvor der findes særlige krav i henhold til arbejdsmiljølovgivningen.

        Markering med farver og belysning

        Fælles adgangsveje skal markeres ved forskelle i materialer, farver eller belysning. Formålet er at gøre adgangsvejene nemme at orientere sig på for personer med synshandicap og orienteringsvanskeligheder. Farver kan for eksempel gøre dørkarme, døre og fodlister m.m. mere synlige, hvis de er i kontrast til væggenes farve, se tabel 6. Steder med fare markeres ekstra tydeligt, fx trinforkanter og kanter på siddetrin. Bredden af markeringerne bør være 40-50 mm brede, jf. DS/ISO 21542 (Dansk Standard, 2012e).

        Tabel 6. Anbefalet kontrast i forhold til væg- og gulvfarver.

        Område

        Forskel i lysrefleksionsværdi (LRV)

        Forskel i lyshed (efter NCS-skalaen)*

        Dørkarme, døre og fodlister

        Min. 30

        Min. 0,4

        Steder med fare, fx trinforkanter

        Min. 60

        Min. 0,75

        * NCS står for Natural Color System, se [www.ncscolour.co.uk].

        Belysning, der understreger retningen af et gangforløb, er en hjælp for synshandicappede, fx lamper med kort indbyrdes afstand. Markering af overordnede adgangsveje, elevatorer, trapper, retningsændringer m.m. kan ske ved at belyse disse kraftigere. Lyskilderne bør være blændfrie, fx ved afskærmning af lyskilden, og bratte overgange fra stærkt lys til mørke bør undgås.

        For forhold vedrørende markering af glaspartier og -døre i fælles adgangsveje henvises til kapitel 4.3, Glaspartier, glasflader og glaskonstruktioner.

        Indendørs ledelinjer

        Retningsforløb i haller og andre åbne rum kan med fordel angives med ledelinjer, som både giver taktil (følbar) og synlig kontrast til det omgivende gulv. Den synlige kontrast i forhold til gulvet anbefales til mindst 30 målt i lysrefleksionsværdi, se tabel 6. En tilstrækkelig taktil kontrast kan opnås ved at benytte langstrakte elementer, som er hævet op til 5 mm over den omgivende gulvbelægning. Der er udviklet specielle ledelinjefliser og -elementer, som opfylder disse krav, men for eksempel en tæppeløber på et gulv af træ, fliser eller anden gulvbelægning kan også bruges. Dimensioner på ledelinjer og opmærksomhedsfelter kan for eksempel findes på [www.sbi.dk/tjeklister].

        Seende har normalt vanskeligt ved at vurdere, om den taktile forskel er tilstrækkelig. Ved anvendelse af ikke afprøvede ledelinjer anbefales det at kontakte Dansk Blindesamfund [www.dkblind.dk] eller Statens Byggeforskningsinstitut [www.sbi.dk].

        Det er ikke altid nødvendigt at markere en gangretning i gulvbelægningen, hvis vægge uden fremspring og forhindringer kan udgøre en naturlig ledelinje, fx i gangområder.

        Ledelinjer anbefales i offentligt tilgængeligt byggeri, fx kulturhuse, hospitaler, rådhuse, butikscentre, jernbanestationer og busterminaler. Her kan de forbinde centrale funktioner, fx indgang og reception, information, billetsalg, toiletter og adgangsveje via trapper, elevatorer og døre.

      • Stk. 2

        Fælles adgangsveje skal give niveaufri adgang til alle enheder på hver af bebyggelsens etager. Eventuelle niveauspring og højdeforskelle skal udlignes med ramper. Ramper må ikke udføres med en større hældning end 1:20 (5 cm pr. m), og der skal være en vandret plads på mindst 1,3 m x 1,3 m for hver ende af rampen. Ramper, der udligner højdeforskelle på mere end 60 cm, skal desuden forsynes med vandret repos for hver 60 cm stigning. Ramper skal forsynes med håndlister. Ved ramper med en hældning på 1:25 (4 cm pr. m) eller mindre kan håndlister undlades.

      • Vejledning (3.2.2, stk. 2)

        Bestemmelsen omfatter niveaufri adgang til elevatorer, beboelses- og erhvervsenheder samt fællesarealer, herunder udendørs opholdsarealer på etagerne.

         

        I forbindelse med eventuelle niveauspring og højdeforskelle inden for offentligt tilgængelige enheder bør disse udlignes med ramper, lifte eller lignende.

         

        Altaner betragtes som en selvstændig enhed. Fritaget for kravet er terrasser på bygningens tag, såfremt der ikke er adgang hertil med elevator.

         

        E:\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv258-BR15\2 udg Anv258-Illustrationer\3.2.2.stk.2.eps

         

         

      • SBi-anvisning (3.2.2, stk. 2)

        Enheder

        Bestemmelsens formål er at give alle mulighed for at bevæge sig rundt til alle enheder på en etage uden at møde trin. Kun ramper og elevatorer må anvendes. I offentligt tilgængeligt byggeri og byggeri til kontor og administration er en enhed oftest det samme som et rum, og denne type byggeri består derfor af mange enkelte enheder, der skal være adgang til uden trin. For boliger er det anderledes; her betragtes den enkelte bolig som en enkelt enhed, selv om den består af flere rum. Altaner regnes dog som selvstændige enheder i begge tilfælde, og man skal derfor være opmærksom på, at der skal være niveaufri adgang fra de fælles adgangsveje og frem til altanen.

        Bygningsreglementet åbner mulighed for at anvende løfteplatforme og trappelifte i nybyggeri inden for en enkelt enhed, fx i et rum med to forskudte planer, men ikke frem til andre enheder. Det kan eventuelt lempes ved ombygning, hvor det ellers vil kræve indgribende ændringer, fx flytning af bærende vægge. Niveauspring inden for de enkelte enheder bør dog også udlignes med ramper, da de generelt kan bruges af flere mennesker med handicap end løfteplatforme og trappelifte kan.

        Håndlister ved ramper

        Ramper i en fælles adgangsvej skal som hovedregel forsynes med håndlister, der er nemme at gribe om og støtte sig til. Der er dog mulighed for at undvære håndlister, hvis rampen har værn, så der ikke er fare for fald til siderne, og når rampehældningen ikke overstiger 1:20 (50 mm pr. meter), se kapitel 3.2.3, stk. 1. Stejlere ramper, som eventuelt kan være en løsning ved ombygninger, skal altid have håndlister i begge sider, se for eksempel SBi's tjekliste for ramper [www.sbi.dk/tjeklister].

        Løfteplatforme

        Løfteplatforme er ikke tilladt til niveaufri adgang i fælles adgangsveje, men kan bruges inden for en enkelt enhed eller ved ombygninger, hvor ramper ikke kan indbygges uden indgribende ændringer. En god løsning er en lodretkørende løfteplatform med automatiske døre, fordi den minder om en elevator med lukkede sider. Løsningen kræver dog, at brugeren konstant kan trykke på etageknappen, mens platformen kører, og dette kan være meget vanskeligt for eksempelvis personer med spastiske bevægelser. En løftekapacitet på mindst 300 kg anbefales, så en tung person i el-kørestol kan løftes. Hvis en hjælper også skal med i platformen, skal løftekapaciteten være højere, fx 450 kg. Løfteplatformen bør have betjening som beskrevet i DS/EN 81-41 (Dansk Standard, 2011b). Ladstørrelsen bør være mindst 0,9 meter bred og 1,4 meter lang. Der bør desuden være et manøvreareal på mindst 1,5 × 1,5 meter før og efter løfteplatformen. Med hensyn til betjening og lignende se for eksempel SBi's tjekliste om løfteplatforme [www.sbi.dk/tjeklister].

        Trappelifte

        Trappelifte, som følger trappeløbet på skrå, er underlagt samme begrænsninger i bygningsreglementet som løfteplatforme. De bør kun anvendes ved ombygninger, når det ikke er muligt at indbygge ramper, elevatorer og løfteplatforme, da trappelifte typisk er åbne, mindre i ladstørrelse og ikke giver samme sikkerhed under kørsel. De kan derfor ikke bruges af lige så mange mennesker med handicap. Trappelifte bør have betjening iht. til DS/EN 81-40 (Dansk Standard, 2008a), dog skal det bemærkes, at ladstørrelse og løftekapacitet ikke er tilstrækkelig i denne standard. Løftekapaciteten bør være mindst 300 kg, og ladstørrelsen være mindst 0,8 × 1,3 meter. Der bør være et manøvreareal på mindst 1,5 × 1,5 meter før og efter trappeliften. Se for eksempel også SBi's tjekliste for løfteplatforme og trappelifte [www.sbi.dk/tjeklister].

      • Stk. 3

        Trapper i fælles adgangsveje skal udformes med tilstrækkelig bredde og lofthøjde efter den tilsigtede brug.

      • Vejledning (3.2.2, stk. 3)

        Kravet kan opfyldes ved, at trappens fri bredde er mindst 1,0 m og den fri lofthøjde er mindst 2,1 m.

         

        Hvis der kun er få brugere – som f.eks. i tofamiliehuse – kan kravet opfyldes med en fri bredde på mindst 90 cm. Hvis der er mange brugere bør bredden forøges tilsvarende.

         

        Højden måles over ganglinjen.

         

        Den fri bredde måles vandret mellem håndlisterne eller - hvor der kun er håndliste i den ene side – mellem væg, spindel eller lignende og håndliste.

         

      • SBi-anvisning (3.2.2, stk. 3)

        Der stilles ikke særlige krav til interne trapper i den enkelte bolig. Af hensyn til komforten anbefales det dog, at interne trapper har en bredde på mindst 0,8 meter og en fri højde på mindst 2,1 meter. Trappe til en hems og lignende trapper med begrænset trafik kan dog være smallere. Se også kapitel 3.2.3 om værn og afskærmning ved trapper.

      • Stk. 4

        Trapper i fælles adgangsveje skal have en hældning (grund og stigning), der gør dem lette og sikre at gå på. Trappers stigning må ikke være større end 18 cm. På ligeløbstrapper og kvart- og halvsvingstrapper må grunden ikke være mindre end 28 cm – i beboelsesbygninger dog mindst 25 cm. På spindel- og vindeltrapper må grunden ikke være mindre end 20 cm.

      • Vejledning (3.2.2, stk. 4)

        Trapper med lavere hældning (lavere stigning og dybere grund), end de angivne krav, er lettere og mere sikre at gå på.  Grunden måles i ganglinjen midt i trappens fri bredde, dog højst 50 cm fra den indre håndliste.

         

        Trapper bør forsynes med stødtrin og det yderste af trinfladen samt trinforkant bør markeres med kontrastfarve.

         

        \\SBI.AAU.DK\Users\nsn\Documents\Anvisninger\Anv. 2xx-BR15\Illustrationer_5_udg\3.2.2.stk.4.eps

         

      • SBi-anvisning (3.2.2, stk. 4)

        Stigning og grund

        Trapper anbefales udført med samme stigning og grund over hele forløbet. Varierende størrelser kan betyde øget risiko for, at brugerne falder. Trinflader bør være vandrette og skridhæmmende. Som hovedregel er ligeløbstrapper sikrere end kvart- og halvsvingstrapper.

        Trapper anbefales udført med højst 2 meter højdeforskel for hvert trappeløb.

        Hvis mange brugere benytter bygningen, fx i erhvervsvirksomheder, offentlige bygninger og institutioner, bør trappens hældning være mindre end bestemmelsen i bygningsreglementet angiver. Særligt bør trappens grund forøges til mindst 300 mm for at formindske sandsynligheden for at falde på vej ned ad en trappe.

        En håndregel er, at en bekvem indendørs trappe opnås ved følgende sammenhæng:

        1 trinflade (grund) + 2 trinhøjder (stigninger) = 610-630 mm

        Efter denne håndregel kan for eksempel anbefales en trinflade på 320 mm og en trinhøjde på 150 mm.

        Risikoen for, at brugerne falder, kan nedsættes, når trapper forsynes med stødtrin uden fremspring.

        Der er ingen krav til stigning og grund på interne trapper i de enkelte boliger. De bør dog udformes i overensstemmelse med den tilsigtede brug og med anvendelse af ovenstående anbefalinger som vejledende retningslinje.

        Begreberne ganglinje, stigning og grund refererer til ISO 3880-1 (ISO, 1977) om terminologi for trapper.

        Markering

        Vær opmærksom på, at trapper i fælles adgangsveje kan være omfattet af kap. 3.2.2, stk. 1, der stiller krav om markering ved forskelle i materialer, farver eller belysning.

        Forkanter kan afmærkes med 4-5 cm bred e bånd med en forskel i lysreflektionsværdi på 60 i forhold til trinfladen, jf. DS/ISO 21542 (Dansk Standard, 2012e). En forskel i lyshed på 0,75 efter NCS-skalaen kan også bruges som vejledende.

        Det anbefales, at der oven for trapper i fælles adgangsveje udføres et areal med belægningsskift i farve og følbarhed, der starter 0,9 meter før trappens begyndelse og strækker sig i hele trappens bredde på samme måde som for udendørs trapper, se kapitel 2.4.3, stk. 3.

      • Stk. 5

        I bygninger med 3 etager og derover skal installeres mindst én elevator, der kan betjene hver etage, herunder eventuel udnyttet tagetage og kælder. Enfamiliehuse er undtaget fra bestemmelsen.

      • Vejledning (3.2.2, stk. 5)

        En bygning med stueplan, 1. og 2. sal regnes for en bygning med 3 etager. Kælder medregnes i denne sammenhæng ikke ved opgørelse af etageantallet. For boliger i flere internt forbundne etager, er det udelukkende de enkelte boligers adgangsetage, der i denne sammenhæng regnes med i opgørelsen af etageantallet.

         

      • SBi-anvisning (3.2.2, stk. 5)

        I nybyggerier bør elevatorer placeres centralt for bygningens væsentligste funktioner, så der opnås korte transporttider og enkle transportveje til elevatorerne. Elevatorernes kapacitet og antal bør afpasses behovet i bygningen.

        Kun boligers adgangsetage medregnes i etageantallet ved installation af elevator, se figur 10.

        Figur 15. a) Ejendom i tre etager uden krav om elevator, fordi den består af boliger med kun to adgangsetager, da de to øverste etager er internt forbundet. b) Ejendom i tre etager med krav om elevator, fordi den indeholder en bolig på hver etage, og alle tre etager er adgangsetager.

        Figur 10. a) Ejendom i tre etager uden krav om elevator, fordi den består af boliger med kun to adgangsetager, da de to øverste etager er internt forbundne. b) Ejendom i tre etager med krav om elevator, fordi den indeholder en bolig på hver etage, og alle tre etager er adgangsetager.

      • Stk. 6

        I bygninger, hvor der installeres elevator, skal mindst én elevator have størrelse og udføres som en type 2 elevator i overensstemmelse med DS/EN 81-70: Sikkerhedsregler for konstruktion og installation af elevatorer – Særlige anvendelser for passager- og godselevatorer – Del 70: Tilgængelighed til elevatorer for personer, inklusive personer med handicap.

      • Vejledning (3.2.2, stk. 6)

        Bestemmelsen gælder i hver opgang for bygninger med flere opgange. Der henvises til bekendtgørelse om indretning af elevatorer mv. Ved ombygning kan der anvendes mindre elevatorer end de angivne, herunder minielevatorer, når ombygningsarbejdet efter kommunalbestyrelsens skøn ellers ikke kan udføres uden indgribende ændringer i bebyggelsen, jf. kap. 3.1, stk. 2. Opmærksomheden henledes på kap. 8 om installation af elevatoranlæg.

         

      • SBi-anvisning (3.2.2, stk. 6)

        Størrelse af elevator

        Vær opmærksom på, at løfteplatforme, trappeløbselevatorer eller trappelifte ikke forstås som elevatorer, da de ikke opfylder kravene til personsikkerhed i Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning m.v. af elevatorer (Bekendtgørelse nr. 1540, 2015). Ved både om- og nybygning skal det huskes, at elevatorskakte af sikkerhedsmæssige grunde normalt skal have en grube under skakten og ekstra højde over øverste etage.

        En type 2 elevator måler indvendigt mindst 1,4 meter i dybden og mindst 1,1 meter i bredden og har en dør på mindst 0,8 meter, der er anbragt i en kort side.

        Elevatorer, der skal kunne medbringe personer med større kørestole, skal være dybere, mindst 1,7 meter, og have en dørbredde på mindst 0,9 meter. Elevatorer, der skal kunne medbringe en ambulancebåre, skal have en dybde på mindst 2,1 meter med døråbning i elevatorens smalle side.

        I byggeri med mange brugere kan der være behov for indre mål på 2,4 × 1,4 meter og dørbredde på 1,1 meter. I byggeri til stort plejebehov kan 2,4 × 1,85 meter og dørbredde på 1,5 meter være nødvendig.

        Elevatorer med døre i to tilstødende sider bør have et indvendigt mål på mindst 1,8 × 1,8 meter, hvis for eksempel el-kørestolsbrugere skal kunne komme ind og ud. Det vil kræve en 90 graders vending inde i elevatoren. De nødvendige indre mål i elevatoren afhænger af dørenes placering og bredde.

        Figur 16. Minimumskrav til elevatorers størrelse. Kvalitetsniveau A: indvendig bredde mindst 1,85 meter, indvendig længde 2,4 meter, døråbning mindst 1,5 meter. Kvalitetsniveau B: indvendig bredde mindst 1,1 meter, indvendig længde 1,7 meter, døråbning mindst 0,9 meter. Kvalitetsniveau C: indvendig bredde mindst 1,1 meter, indvendig længde 1,4 meter, døråbning mindst 0,8 meter.

        Figur 11. Minimumskrav til elevatorers størrelse afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

        Tabel 7. Indvendig størrelse af elevatorer afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

        Tilgængelighed

        Indvendig størrelse af elevator

        Kvalitetsniveau C

        1,1 x 1,4 meter eller mere

        Kvalitetsniveau B

        1,1 x 1,7 meter eller mere

        Kvalitetsniveau A

        1,85 x 2,4 meter eller mere

        Plads foran elevatorer

        Foran elevatordøre skal der være et vendeareal på mindst 1,3 × 1,3 meter. Et vendeareal på 1,5 × 1,5 meter anbefales dog, da det muliggør, at de fleste personer i kørestol kan vende foran elevatoren, se figur 12. Er der en nedadgående trappe ud for elevatordøren, bør afstanden til trappen være mindst 2,0 meter, da kørestolsbrugere oftest må bakke ud af elevatoren og derfor risikerer at køre ud over trappekanten, hvis afstanden er mindre.

        Figur 17. Indretning af område foran elevator. Plads foran elevator mindst 1,5 gange 1,5 meter. Placering af betjeningspanel: højde mellem 0,9 og 1,10 meter og mindst 0,5 meter fra indvendigt hjørne.

        Figur 12. Indretning af område foran elevator.

        Betjening

        Betjening og indretning af elevatorer skal udformes i henhold til standarden DS/EN 81-70 (Dansk Standard, 2009d). Det betyder bl.a. følgende:

        • –Alle betjeningsknapper og tilhørende tal og bogstaver skal udformes på en bestemt måde, så de er både synlige og følbare.

        • –Det skal både kunne høres og føles, når knapper aktiveres.

        • –En stemme af en vis lydstyrke skal fortælle hvilken etage, der stoppes på, og der skal være synlig information herom.

        • –Etageknapper og anden betjening indvendig i elevatoren skal sidde i højden 0,9-1,2 meter, mindst 0,4 meter fra indvendige hjørner, se figur 13.

        • –Tilkaldeknapper uden for elevatoren skal sidde i højden 0,9 til 1,1 meter, mindst 0,5 meter fra indvendige hjørner.

        • –Elevatorens kørselsretning skal angives med lysende pile uden for elevatoren.

        • –Elevatorens kørselsretning skal angives med lyd, fx en tone for 'op' og to toner for 'ned'.

        Elevatorstolen skal desuden indrettes med:

        • –En specielt udformet håndliste, 0,9 meter over gulv, i mindst én side.

        • –Spejl eller andet udstyr til brug for kørestolsbrugere, der er nødt til at bakke ud af døren.

        Det anbefales at montere et klapsæde 0,5 meter over gulv.

        Standarden stiller også krav til:

        • –Hvor præcist elevatorstolen stopper i forhold til gulvniveau.

        • –Justerbarhed af, hvor længe døren står åben.

        Figur 18. Indretning af elevator. Placering af betjeningspanel: højde mellem 0,9 og 1,2 meter og mindst 0,4 meter fra indvendigt hjørne. En specielt udformet håndliste, 0,9 meter over gulv, i mindst én side.

        Figur 13. Indretning af elevator.

      • Stk. 7

        Ombygninger og mindre tilbygninger til eksisterende boligbebyggelse er ikke omfattet af krav om etablering af elevator, jf. kap. 3.2.2, stk. 5 og 6.

      • Vejledning (3.2.2, stk. 7)

        Ombygninger i eksisterende boligbyggeri omfatter f.eks. inddragelse af en eksisterende tagetage til bolig. Mindre tilbygninger omfatter f.eks. etablering af tårne til bade- og wc-rum, køkkener mv. i tilknytning til eksisterende boliger, og tilbygning af 1 etage til boligformål ovenpå eksisterende boligbebyggelse.

      • SBi-anvisning (3.2.2, stk. 7)

        Med ændringer til Bygningsreglement 2015 gældende fra 1. juli 2017 (Bekendtgørelse nr. 718, 2017) er der ikke længere krav om etablering af elevator ved udnyttelse af en eksisterende tagetage, som ligger på 2. sal eller højere. Derimod er der fortsat krav om elevator til en nyopførte bygninger med mindst tre etager, se figur 10.

            1. 3.2.3 Værn

      • Stk. 1

        Gange, trapper og ramper i fælles adgangsveje samt altaner, franske altandøre, altangange, luftsluser, tagterrasser, udvendige trapper samt andre hævede opholdsarealer skal under hensyn til bygningens anvendelse sikres med værn og forsynes med håndlister. Håndlister skal være nemme at gribe om og holde fast i.

      • Vejledning (3.2.3, stk. 1)

        Kravet kan opfyldes ved, at opsætte håndlister i begge sider af trapper. Smalle trapper kan forsynes med håndliste i kun én side, når afstanden mellem håndlisten og væg, spindel eller lignende er mindre end 1,1 m. Ramper med en hældning mellem 1:20 (5 cm pr. m) – 1:25 (4 cm pr. m) kan i stedet for håndlister forsynes med værn uden fare for fald til siderne. Brede trapper og ramper bør opdeles med håndlister med en afstand på højst 2 m.

         

        Højden på værn eller rækværk bør være mindst 1,0 m. Ved trapper og ramper bør højden på værnet være mindst 80 cm og over trappereposer mindst 90 cm. Ved trapper med bredere lysning end 30 cm, altangange og luftsluser bør højden af værnet forøges passende, dog til mindst 1,2 m.

         

        Håndlister bør føres ubrudt forbi repos og afsluttes vandret. Det nederste af trappen bør afskærmes med værn, så en fri højde på 2,2 m opnås.

        Højden af værn og håndlister måles over trinforkanter og ramper.

         

         

      • SBi-anvisning (3.2.3, stk. 1)

        Figur 19. Højde på værn mindst 1,2 meter. Placering af håndliste i højde mellem 0,8 og 1,2 meter. Bredde på håndliste mellem 40 og 50 millimeter. Afstand fra værn 50 millimeter.

        Figur 14. Placering og udformning af håndlister og værn.

        Håndlister

        Håndlister skal som hovedregel opsættes langs ramper, iht. kapitel 3.2.2, stk. 2 om fælles adgangsveje.

        Håndlister kan gøres nemme at gribe om og holde fast i ved, se figur 14:

        • –Et cirkulært, ovalt eller afrundet tværsnit på 40-50 mm i diameter.

        • –En afstand til væg og understøtning på mindst 50 mm.

        • –En vandret afslutning på mindst 0,3 meter ved start og slutning på trapper og ramper.

        • –En ubrudt føring hen over reposer.

        • –En placering i højden på 0,8-1,0 meter.

        Afskærmning af fritstående trapper

        Af sikkerhedshensyn bør undersiden af fritstående trapper afskærmes, så uopmærksomme personer og synshandicappede ikke støder hovedet mod trappen.

        Højde af værn

        Vær opmærksom på, at trapper med mere end 0,3 meter fri lysning til en af siderne, skal have værn i en højde på mindst 1,2 meter, men at der stadig skal findes håndlister i en højde, som gør dem nemme at gribe om og holde fast i, som hovedregel 0,8 til 1,0 meter over trinforkanterne. Altaner anbefales at være forsynet med værn med samme højde, som kræves ved altangange, dvs. mindst 1,2 meter.

      • Stk. 2

        Alle typer af værn eller rækværk skal under hensyn til bygningens anvendelse udformes, så personer sikres på betryggende måde. Værn udført af glas skal udføres i henhold til bestemmelserne i kap. 4 Konstruktioner.

      • Vejledning (3.2.3, stk. 2)

        Den indbyrdes afstand mellem alle typer af balustre, herunder lodrette og vandrette, skal udformes, så de ikke giver anledning til personskader. Der skal i særlig grad tages hensyn til, at børn ikke kan klatre på dem eller komme i klemme mellem dem.

         

        For benyttelsen af glas i værn, herunder i forbindelse med niveauforskelle henvises til DS/INF 119, Bygningsglas – ”Retningslinjer for valg og anvendelse af sikkerhedsglas – Personsikkerhed”.

         

         

      • SBi-anvisning (3.2.3, stk. 2)

        For at sikre børn mod at komme i klemme, bør åbninger i værn og rækværk dimensioneres, så en barnekrop ikke kan presses igennem. Dette kan afprøves som i DS/EN 1176 (Dansk Standard, 2008-2014), hvor en stump kile på 89 × 140 mm forsøges trykket gennem åbningerne. Ved et tryk på op til 222 N må kilen ikke passere helt igennem. For eksempel bør lodrette balustre anbringes mindre end 89 mm fra hinanden og være stive nok til at bestå ovennævnte prøve.

        Åbninger mellem trappetrin bør sikres på samme måde.

        Værn bør desuden udføres, så det er svært for børn at kravle op på dem, fx ved at anvende lodrette balustre eller lukkede værn, se figur 15.

        Retningslinjer for anvendelse af glas som værn er beskrevet i anvisningstekst til kapitel 4.3, Glaspartier, glasflader og glaskonstruktioner, stk. 2.

        E:\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv258-BR15\Anv258-Illustrationer\anv230-figur16-Ny udg..eps

        Figur 15. Åbninger i værn og rækværk.

        1. 3.3 Boliger

            1. 3.3.1 Boligers indretning

      • Stk. 1

        En bolig skal være udformet på en sådan måde og de enkelte rum have en sådan størrelse og udformning, at både boligen som helhed og de enkelte rum er hensigtsmæssige under hensyn til den tilsigtede brug.

         

        Kommunalbestyrelsen kan kræve dokumentation for, at kravet er opfyldt, f.eks. redegørelse for møbleringsmuligheder.

         

      • SBi-anvisning (3.3.1, stk. 1)

        Brugsmæssig kvalitet

        Boligens brugsmæssige kvalitet øges, når den kan indrettes på flere måder. Det kan være med til at sikre, at boligen kan tilpasses beboernes ændrede ønsker og krav, skift i beboersammensætning og familiemønster over tid, eller når nye beboere overtager boligen.

        Enkeltrum

        De enkelte rum bør udformes, så der er god plads, og de kan møbleres hensigtsmæssigt i forhold til deres anvendelse. Det vil sige en hensigtsmæssig planløsning med gode møbleringsmuligheder, herunder placering af døre. For eksempel muliggør en afstand på 0,3-0,4 meter mellem dør og hjørne i rummet, at der kan placeres en bogreol bag døren, mens en afstand på 0,6-0,7 meter giver plads til et skab og en afstand på 0,8-0,9 meter giver mulighed for at placere en seng, se figur 16.

        Figur 21. Pladsbehov for møbler placeret mellem dør og væg: Seng 0,8 til 0,9 meter. Skab 0,6 til 0,7 meter. Reol 0,3 til 0,4 meter.

        Figur 16. Pladsbehov for møbler placeret mellem dør og væg.

        Boligen som helhed

        Der kan skabes flere brugsmuligheder, hvis rum ved siden af hinanden både kan anvendes hver for sig og i sammenhæng. Eksempelvis kan beboelsesrum med fordel placeres og dimensioneres, så de både kan indrettes til børneværelse, arbejdsværelse eller som en udvidelse af stuen. Etablering af mulighed for at åbne mellem flere rum kan bidrage til at skabe en oplevelse af rummelighed gennem det større volumen. Benyttes der skydedøre, bør konstruktioner udføres, så lydisolering er sikret mellem rummene, når de anvendes hver for sig, se kapitel 6.4, Akustisk indeklima.

        Arealbehov

        De centrale behov, som en bolig altid bør opfylde, er plads til at sove, spise, lave mad og slappe af samt plads til personlig hygiejne, dvs. bade- og wc-rum.

        Tilgængelig indretning

        Generelt bør boliger være tilgængelige uanset handicap, eller så de med minimale ændringer kan blive bedre egnede for personer med handicap. Dermed opnås ofte en generel kvalitetsforbedring i form af god rummelighed og enkle ganglinjer. Tilgængelige boliger giver også bedre muligheder for at kunne blive boende i samme bolig gennem hele livet og minimerer behovet for efterfølgende ændringer i den enkelte bolig, når der opstår behov for det som følge af en funktionsnedsættelse. Boligen er samtidig mere egnet til besøg af familie og venner.

        Boligers tilgængelighed kan især fremmes gennem:

        • –Niveaufri adgang til alle indgange

        • –Niveaufri adgang til alle rum

        • –Rummeligt bade- og wc-rum

        • –Brede døre

        • –Lave eller ingen dørtrin.

      • Stk. 2

        En bolig skal udover et eller flere beboelsesrum have køkken og bade- og wc-rum..

         

      • Vejledning (3.3.1, stk. 2)

        Kollegie-, ungdoms- og institutionsboliger og lignende kan f.eks. indrettes med flere værelser, hvor flere beboere er fælles om køkken-, bade- og wc-faciliteter. Indretning af de fælles faciliteter skal ske under hensyn til antallet af beboere i boligen.

      • SBi-anvisning (3.3.1, stk. 2)

        Alle boliger skal indeholde et rum med wc, håndvask og bruseplads eller badekar. I boligers adgangsetage skal der mindst indrettes ét wc-rum med niveaufri adgang og med en hensigtsmæssig indretning og størrelse. Boliger med mere end tre værelser og boliger i to etager bør have to wc-rum (et på hver etage).

        Hvis det ønskes, at bade- og wc-rum skal kunne bruges for eksempel ved hjælp i hjemmet, bør der grundlæggende være:

        • –Frit areal på mindst 1,5 × 1,5 meter foran inventar.

        • –Fri afstand på mindst 0,9 meter ved den ene side af wc'et.

        • –Fri bredde på mindst 0,9 meter til bruseafdeling, højst 1,5 cm kant, men helst ingen.

        For boliger i flere etager bør adgangsetagen som minimum indeholde:

        • –Køkken

        • –Et soverum

        • –Et opholdsrum

        • –Et rummeligt bade- og wc-rum.

        Der er mange andre forhold, som har betydning for, hvor godt en bolig fungerer gennem hele livet. Se for eksempel nærmere beskrivelse i SBi-anvisning 249, Tilgængelige boliger – indretning (Sigbrand & Jensen, 2015).

        Ungdomsboliger

        Studier af ungdomsboliger med fællesfaciliteter som køkken kan for eksempel findes i SBi2014:23, Ungdomsboliger i lille størrelse (Hansen, Højring & Blach, 2014).

      • Stk. 3

        Køkken kan enten udføres som et selvstændigt rum eller i forbindelse med beboelsesrum eller som kogeniche i boligenheder under 50 m².

      • Vejledning (3.3.1, stk. 3)

        Et køkken indeholder foruden plads til opbevaring og køling af mad, opbevaringsplads til service, vask med afløb og plads til kogeplader og madlavning.

         

      • SBi-anvisning (3.3.1, stk. 3)

        Køkkenet kan stå i åben forbindelse med beboelsesrum, fx køkken-alrum. Et køkken skal rumme bordplads til tilberedning, vask til rengøring af madvarer og brugt service samt plads til komfur og køleskab. Der skal desuden være plads til opbevaring af mad og service.

        I boligenheder på under 50 m2 kan køkkenet bestå af en kogeniche. En kogeniche har ligesom et køkken plads til kogeplader, køleskab og vask med afløb.

      • Stk. 4

        I tilknytning til etageboliger og sammenbyggede enfamiliehuse skal der etableres et tilstrækkeligt og aflukket areal til opbevaring af større brugsgenstande, f.eks. cykler, barnevogne, rollatorer.

      • SBi-anvisning (3.3.1, stk. 4)

        Cykler, barnevogne og andre større brugsgenstande, der ikke er i daglig brug, kan opbevares uden for boligen. Det kan være i en cykelkælder, et udhus på grunden eller et særskilt rum, hvortil der er adgang udefra.

      • Stk. 5

        I eller i tilknytning til etageboliger og sammenbyggede enfamiliehuse skal der under hensyn til indeklimaet etableres faciliteter til vask og tørring af tøj.

      • SBi-anvisning (3.3.1, stk. 5)

        Mulighed for tørring af tøj bør placeres uden for boligen for ikke at tilføre boligen for meget fugt. Hvis der installeres tørretumbler i boligen, bør den have særskilt aftræk til det fri. Alternativt kan der anvendes en kondensbaseret tørretumbler.

      • Stk. 6

        Beboelsesrum og køkken skal udformes med en tilfredsstillende lofthøjde. Lofthøjden skal fastsættes i forhold til boligens rumdybder, rumstørrelser og vinduers placering.

      • Vejledning (3.3.1, stk. 6)

        Jo større og dybere et rum er, jo højere fastsættes lofthøjden. I etageboligejendomme kan kravet opfyldes med en fri lofthøjde på mindst 2,5 m.

         

        Hvis rummene har forskellig højde, kan lofthøjden opgøres som gennemsnitshøjden af boligens beboelsesrum og køkken. I fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse kan kravet opfyldes med en fri lofthøjde på mindst 2,3 m.

         

        Hvis loftet ikke er vandret, måles højden som gennemsnitshøjden, og kun frie højder på 2,1 m og derover medregnes. I rum med skråvægge kan kravet opfyldes med en fri lofthøjde på mindst 2,3 m over mindst 3,5 m² af gulvarealet.

         

      • SBi-anvisning (3.3.1, stk. 6)

        Lofthøjden har stor betydning for boligens rumlige kvalitet og bør afstemmes efter rummenes øvrige proportioner og karakter, herunder rumdybder, rumstørrelser og vinduesplacering. Der kan for eksempel være behov for større lofthøjde i en bolig med store rum end i en bolig med små rum.

        Etageboliger bør have en lofthøjde på mindst 2,5 meter. En lofthøjde på 2,8 meter kan dog ofte give en forbedret rumlighed.

        Beboelsesrum og køkken i fritliggende og sammenbyggede enfamiliehuse bør have en lofthøjde på mindst 2,3 meter. Det må dog betragtes som et absolut mindstemål, og det kan ofte anbefales i videst muligt omfang at have en lofthøjde på 2,5 meter.

        I boliger i flere etager kan der opnås større lofthøjde i fælles opholdsrum ved eksempelvis at have områder med dobbelthøje rum. På etager under taget kan der laves loft til kip.

        Større lofthøjde end mindstekravene skaber større rumvolumen, og det har betydning for rumlig kvalitet, indeklima og brandsikkerhed.

        En øget lofthøjde og dermed øget rumvolumen forbedrer normalt indeklimaet, se kapitel 6, Indeklima. Rigtigt anvendt kan øget lofthøjde fremme naturlig ventilation, og hvis vinduernes overkarm placeres tilsvarende højt, vil dagslyset spredes længere ind i boligen, hvorved behovet for kunstlys nedsættes. Det skal dog bemærkes, at et kraftigt øget volumen kan øge boligens varmebehov.

        Endelig har lofthøjden betydning i tilfælde af brand. En lav lofthøjde øger risikoen for en hurtig røgforgiftning, mens høje rum er mere sikre i den henseende.

        I boligens centrale opholdsrum, herunder især store og højloftede rum, bør der være særlig opmærksomhed på rummets akustik, se kapitel 6.4.2, Boliger og andre bygninger benyttet til overnatning.

      • Stk. 7

        Gulvet i beboelsesrum og køkken må ikke ligge lavere end det naturlige terræn udenfor. Ved særlige terrænforhold kan der ses bort fra dette krav, hvis gulvet ligger over terrænet langs med mindst en vinduesvæg.

      • Vejledning (3.3.1, stk. 7)

        Tegningen viser et eksempel, hvor der er set bort fra kravet, da gulvet langs en hel vinduesvæg ligger over naturligt terræn.

         

        E:\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv258-BR15\2 udg Anv258-Illustrationer\3.3.1.stk.6 og 3.4.2.stk.3.eps

         

      • SBi-anvisning (3.3.1, stk. 7)

        Gulvet i beboelsesrum og køkken må ikke ligge lavere end det naturlige terræn udenfor. Beboelsesrum eller køkken må derfor ikke indrettes i kælderetagen. Ved naturligt terræn forstås det oprindelige terræn som fastsat eller forudsat af kommunen ved ansøgning om byggetilladelse.

        Bygninger placeret i skrånende terræn kan dog indeholde beboelsesrum og køkken, der ligger under det naturlige terræn i en del af rummet, hvis blot gulvet ligger over terræn langs mindst én væg med vinduer i.

        Ved løsninger med dele af rum under terræn bør der udvises særlig omhyggelighed med gulv- og vægkonstruktioner mod jord af hensyn til risiko for indtrængen af fugt og eventuelt radon. Forhold vedrørende fugtsikring er blandt andet beskrevet SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013). Retningslinjer for sikring mod radon er blandt andet beskrevet i SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2011) samt SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger (Rasmussen, 2011).

        I forbindelse med boliger i forskudte planer ligger dele af rummene ofte under det naturlige terræn. Der gøres opmærksom på, at boliger bør indrettes, så de forskudte planer udlignes i adgangsetagen, i overensstemmelse med kapitel 3.2.1, stk. 2.

      • Stk. 8

        I køkkener skal der være plads til, at køkkenarbejde kan foregå på en hensigtsmæssig og betryggende måde.

      • Vejledning (3.3.1, stk. 8)

        Kravet kan opfyldes med en fri afstand ud for arbejdspladser og opbevaringspladser på mindst 1,1 m. En større fri afstand øger komfort og brugervenlighed.

         

        I rum med skråt loft kan kravet opfyldes med en fri højde på mindst 2,1 m ved forkant af arbejdspladser og opbevaringspladser.

         

        For en hensigtsmæssig køkkenindretning for bevægelseshæmmede henvises til SBi-anvisning 249 ”Tilgængelige boliger - indretning”.

         

      • SBi-anvisning (3.3.1, stk. 8)

        Et køkkens funktionalitet afhænger især af størrelsen, udformning og mængden af inventar og udstyr. Størrelsen er vigtigere end udstyr, som kan suppleres – hvis der er plads til det.

        Inventaret omfatter mindst tre arbejdspladser: tilberedningsplads, opvaskeplads og kogeplads. De tre arbejdspladser kan med fordel anbringes i en sammenhængende bordplade eller i parallelopstilling. Der bør også være plads til at stille fra mellem vask, komfur og køleskab. Hvis inventar opstilles i vinkelform, bør man være opmærksom på, at den inderste skabsplads i hjørnet kun er delvis anvendelig, se for eksempel SBi-anvisning 249, Tilgængelige boliger – indretning (Sigbrand & Jensen, 2015).

        Fri afstand i køkkener

        Den fri afstand ud for arbejdspladser og opbevaringspladser bør være mindst 1,1 meter. Er to rækker inventar anbragt parallelt, eller skal der være plads til, at flere personer kan færdes og arbejde uden at være i vejen for hinanden, bør den fri afstand være mindst 1,2 meter.

        Hensigtsmæssig køkkenindretning for bevægelseshæmmede stiller særlige krav til indretning og plads. For eksempel bør den fri afstand ud for arbejdspladser være mindst 1,5 meter, for at en kørestolsbruger kan vende. Øvrige mål og vejledninger kan blandt andet findes i SBi-anvisning 249, Tilgængelige boliger – indretning (Sigbrand & Jensen, 2015).

      • Stk. 9

        Indskudte etager (hemse) betragtes ikke som selvstændige beboelsesrum, når gulvarealet højst er 4,5 m².

      • Vejledning (3.3.1, stk. 9)

        Det er en betingelse, at den indskudte etage står i åben forbindelse med det rum, den er indbygget i. Til gulvarealet medregnes kun den del af arealet, der i et vandret plan 1,5 m over færdigt gulv ligger inden for planets skæring med tagbeklædningens udvendige side.

         

        Der kan indrettes 2 eller flere hemse med et areal på højst 4,5 m2, men hvis de ikke skal betragtes som selvstændige beboelsesrum, er det en betingelse, at de ikke er internt forbundne, herunder at adgang til hemsene foregår separat.

         

        Er flere hemse indbyrdes forbundne, opgøres arealet af disse samlet.

         

        E:\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv258-BR15\2 udg Anv258-Illustrationer\3.3.1.stk.8.eps

         

      • SBi-anvisning (3.3.1, stk. 9)

        En indskudt etage, der er større end 4,5 m2, betragtes som et beboelsesrum og skal opfylde kravene hertil, bl.a. adgang til dagslys, redningsåbninger, ventilation og lofthøjde m.m.

        Uanset hemsens størrelse skal den have overflader i overensstemmelse med bestemmelserne for overflader i det pågældende rum, se kapitel 5.5, Brand- og røgspredning.

            1. 3.3.2 Bade- og WC-rum

      • Stk. 1

        I boligers adgangsetage skal der mindst indrettes 1 WC-rum med niveaufri adgang og med en hensigtsmæssig indretning og størrelse.

      • Vejledning (3.3.2, stk. 1)

        Kravet kan opfyldes med en fri afstand ud for installationer som håndvask og wc på mindst 1,1 m. En større fri afstand øger komfort og brugervenlighed.

      • SBi-anvisning (3.3.2, stk. 1)

        Fri afstand i bade- og wc-rum

        Den fri afstand ud for wc-rummets sanitære installationer, som håndvask og wc, bør være mindst 1,1 meter. Større fri afstand øger komforten. En fri gulvplads på 1,3 × 1,3 meter gør det muligt for to personer at være i rummet på samme tid og giver rimelig plads til rengøring.

        Ved indretning, som tager højde for eventuel pleje i hjemmet eller brug af kørestol er der behov for større afstande ud for installationerne, mindst 1,5 meter, samt 0,9 meter fri plads ved siden af wc'et. I boliger for personer med stort plejebehov kan der være behov for 2,0 meter ud for installationerne, så der kan manøvreres med en gulvlift eller lignende.

        Ud over fast inventar og fri gulvplads bør der beregnes plads til møblering i baderummet, fx opbevaringsskab, puslebord og eventuelt også til vaskemaskine og tørretumbler.

        For en hensigtsmæssig indretning for bevægelseshæmmede kan for eksempel henvises til SBi-anvisning 249, Tilgængelige boliger – indretning (Sigbrand & Jensen, 2015).

      • Stk. 2

        Der skal være håndvask i WC-rum eller forrum til WC-rum.

         

            1. 3.3.3 Dørbredder

      • Stk. 1

        Døre i boligers adgangsetage skal have en fri passagebredde på mindst 77 cm.

      • Vejledning (3.3.3, stk. 1)

        Bestemmelsen omfatter udvendige døre, døre til vindfang, forstuer, gange og lignende adgangsrum og mindst 1 dør til hvert beboelsesrum, køkken samt bade- og WC-rum i boligens adgangsetage.

         

      • SBi-anvisning (3.3.3, stk. 1)

        Fri passagebredde

        Den fri passagebredde måles med døren åbnet 90 grader og er den mindste afstand mellem døren og den modsatte karm (se tegning til vejledningstekst). En fri bredde på 0,77 meter tillader passage af de fleste personer i kørestol, men en fri bredde på 0,87 meter anbefales, da for eksempel personer i manuelle kørestole kan have brug for ekstra plads til betjening af drivringe.

        Døre, som lejlighedsvist skal kunne passeres af personer i plejesenge eller bredere kørestole, anbefales at have en fri bredde på mindst 1,07 meter. En sådan dør kan med fordel være en asymmetrisk dobbeltdør, hvor det ene dørblad opfylder kravet om en fri passagebredde på 0,77 meter. Det forhindrer, at døren bliver for tung at betjene.

        Dørens konstruktion og tykkelse betyder jævnligt, at 9M- og 10M-døre giver en mindre passagebredde end 0,77 og 0,87 meter, særligt ved lyddæmpende døre og branddøre. Derfor skal man ved projekteringen være opmærksom på dette, og eventuelt gå et modulmål op. Ved skydedøre skal der på samme måde ofte regnes med et murhul på 10M for at opnå 0,77 meter fri passagebredde.

        Tabel 8. Fri passagebredde afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

        Tilgængelighed

        Fri passagebredde

        Kvalitetsniveau C

        Min. 0,77 meter

        Kvalitetsniveau B

        Min. 0,87 meter. Gør det lettere at bruge drivringe på manuelle kørestole i døråbningen

        Kvalitetsniveau A

        Min. 1,07 meter. Anvendes, hvor almindelige plejesenge og bredere hjælpemidler skal kunne passere. Meget bred dør deles evt. op i asymmetrisk, tofløjet dør, hvor ene dørblad opfylder krav om 0,77 eller 0,87 meter fri passagebredde
        Min 1,5 meter. Anvendes i sundheds- og plejeorienteret byggeri for stærkt overvægtige (bariatriske) personer.

         

         

            1. 3.3.4 Gangbredder

      • Stk. 1

        Vindfang, forstuer, gange og lignende adgangsrum skal indrettes på en sådan måde, at de i deres fulde bredde kan passeres uhindret.

      • Vejledning (3.3.4, stk. 1)

        Kravet kan opfyldes med en fri bredde på mindst 1,0 m i adgangsrummene. Hvis der er døre eller skabsdøre i siderne af gangarealet, bør bredden forøges med mindst 30 cm. En større fri bredde øger komfort og brugervenlighed.

         

        E:\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv258-BR15\2 udg Anv258-Illustrationer\3.3.4.stk.1.eps

         

      • SBi-anvisning (3.3.4, stk. 1)

        Tilstrækkelig bredde i adgangsrum er afgørende for en boligs funktionalitet. En gangbredde på 1,0 meter gør, at to gående personer kan passere hinanden uden besvær. Hvis en person skal kunne hjælpe en anden med at tage overtøj på, kræves mindst 1,3 meter.

        Det anbefales at øge gangens bredde ud for alle indvendige døre, så der sikres et frit vendeareal på mindst 1,5 × 1,5 meter til kørestolsbrugere, ligesom ved indgangsdøre.

        1. 3.4 Andre bygninger end beboelsesbygninger

            1. 3.4.1 Generelt

      • Stk. 1

        I det omfang andre bygninger kan sidestilles med beboelsesbygninger, finder bestemmelserne i kap. 3.3 om boligers indretning anvendelse.

         

        Bestemmelserne i kap. 3.3 om boliger finder også anvendelse, når de efter kommunalbestyrelsens skøn stemmer overens med de krav, som må opfyldes under hensyn til bygningernes anvendelse.

         

      • SBi-anvisning (3.4.1, stk. 1)

        Bygninger, hvis anvendelse kan sidestilles med boliger, skal som udgangspunkt regnes som beboelse. Der gælder dog særlige forhold i forbindelse med skoler, dag- og døgninstitutioner, der samtidig udgør en arbejdsplads, og derfor også skal opfylde kravene for arbejdssteders indretning, herunder også Arbejdstilsynets krav og vejledninger.

      • Stk. 2

        I bygninger, hvori der indrettes arbejdssteder, som er omfattet af lov om arbejdsmiljø, skal arbejdsrum indrettes i overensstemmelse med kravene i kap. 3.4.2, og der skal indrettes wc-rum og baderum samt udenomsrum i overensstemmelse med bestemmelserne i kap. 3.4.4 og 3.4.5.

         

      • Vejledning (3.4.1, stk. 2)

        Arbejdsstedet skal overholde kravene i bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning. Bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning finder endvidere anvendelse for arbejdssteder, der indrettes i avls- og driftsbygninger, som er omfattet af lov om arbejdsmiljø. Det fremgår af bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning, hvilke arter af erhvervsbyggerier, der skal behandles af kommunalbestyrelsen uden Arbejdstilsynets medvirken. I tilknytning til bekendtgørelsen har Arbejdstilsynet udsendt en række vejledninger, hvortil der henvises. Opmærksomheden henledes på, at dispensation i medfør af byggelovens § 22 alene kan meddeles inden for kommunalbestyrelsens kompetenceområde i henhold til byggeloven

         

      • SBi-anvisning (3.4.1, stk. 2)

        Velfærdsforanstaltninger for ansatte må normalt ikke stå til rådighed for andre end dem, der er beskæftiget på arbejdsstedet.

      • Stk. 3

        Bygninger, som ikke er omfattet af bestemmelserne i kap. 3.3 eller af stk. 1 og 2, skal indrettes i overensstemmelse med de sikkerheds- og sundhedsmæssige krav, som kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde stiller til bygningernes indretning.

      • Stk. 4

        På de etager i en bygning, hvor der indrettes WC-rum, som er offentligt tilgængelige eller er til brug for andre personer end de i bygningen beskæftigede, skal mindst et af disse rum overholde kravene i nr. 1-8. Mindst et WC-rum, som er indrettet efter nr. 1-8, skal indrettes i stueetagen eller andre etager med adgang via elevator, lift eller lignende.

         

        1) Der skal være niveaufri adgang frem til WC-rum.

         

        2) Den fri passagebredde i dør til WC-rum skal være mindst 77 cm.

         

        3) Håndvask og WC skal placeres over et hjørne på hver sin sammenstødende væg, så håndvask kan nås af person siddende på WC’et.

         

        4) Der skal være en fri afstand på mindst 90 cm ved den side af WC’et, der vender bort fra håndvask. Væggen ved siden af WC’et, der vender bort fra håndvasken, skal friholdes fra fastmonteret inventar.

         

        5) Der skal være et frit manøvreareal med en diameter på 1,5 m foran WC'et og fri af dørens opslagsareal.

         

        6) Toiletsæde skal placeres i en højde på 48 cm.

         

        7) Der skal være opklappelige armstøtter i en højde på 80 cm på begge sider af WC’et.

         

        8) Håndvask skal placeres i en højde på ca. 80 cm, med afløb under vask trukket tilbage.

         

      • SBi-anvisning (3.4.1, stk. 5)

        Hvis der indrettes wc-rum, der er beregnet til andre end de ansatte, skal mindst et af disse kunne anvendes af kørestolsbrugere. Indrettes der offentligt tilgængelige wc-rum på flere etager, skal der på hver af disse etager være mindst ét wc-rum, der kan anvendes af kørestolsbrugere, se figur 17. Kravet gælder også for offentlige wc-rum i kældre.

        Det anbefales, at wc-rum, som kan anvendes af kørestolsbrugere, placeres på adgangsetagen og på alle etager, som der er adgang til med elevator.

        Figur 22 Wc-rum indrettet til personer med handicap. Placering af vask i højde på cirka 0,8 meter. Opklappelige armstøtter i højde på 0,8 meter. Frit vendeareal foran wc på 1,5 gange 1,5 meter. Fri passagebredde i dør mindst 0,77 meter. Fri afstand på mindst 0,9 meter ved den side af wc væk fra håndvask. Toiletsæde skal placeres i en højde på 0,48 meter.

        Figur 17. Størrelser på wc-rum, som er indrettet for personer med handicap.

        Plads

        Et frit vendeareal på 1,5 × 1,5 meter foran wc og inventar gør det muligt at placere kørestolen her ved overflytning til og fra wc'et. Ved et 0,9 meter bredt friareal på den ene side af wc'et kan overflytning også foregå herfra.

        Hvis området under vask og forkant af wc kan udnyttes, vil også personer i lidt større kørestole kunne vende i wc-rummet. Døren til wc-rummet må ikke slå ind over det fri vendeareal.

        Døre

        Hvis det ønskes, at personer i bredere kørestole skal kunne komme ind på wc-rummet, anbefales den frie døråbning øget til mindst 0,87 meter. Udadgående døre giver bedre plads i wc-rummet og er lettere at få åbnet udefra i tilfælde af faldulykker i wc-rummet.

        Det anbefales, at udadgående døre forsynes med et vandret tilbagetræksgreb på indersiden, så døren let kan lukkes af kørestolsbrugere.

        Inventar

        En håndvask med en højde på 0,8 meter, en dybde på ca. 0,6 meter og tilbagetrukket afløb, giver kørestolsbrugere mulighed for at komme ind under den med fodstøtter og ben. Sædehøjde på 0,48 meter på toilettet svarer til sædehøjden på de fleste kørestole.

        Ud over de otte punkter i reglementsteksten vil nedenstående indretning gøre wc-rummet mere egnet for personer med handicap:

        • –Sæbeautomat, håndklædeholder og knager bør monteres med en betjeningshøjde på 0,9-1,2 meter.

        • –Toiletpapirholder anbringes, så den let kan nås fra siddende position på toilettet, fx forrest på armstøtterne.

        • –Dør- og låsegreb, blandingsbatteri, udskylsknap m.m., der kan betjenes med lukket hånd og lille kraft, gør det muligt for personer med nedsat arm- og håndfunktion at bruge toilettet uden hjælp.

        • –Spejl bør kunne bruges af både siddende og stående personer, fx anbragt mellem 0,9 og 1,9 meter over gulv.

        • –Forkant af wc placeres ca. 80 cm fra bagvæg.

        Der kan for eksempel findes indretningseksempler i SBi's tjekliste for wc-rum, offentligt tilgængelige eller for andre end beskæftigede, se [www.sbi.dk/tjeklister].

        Personer med plejebehov

        Wc-rum, hvor hjælpere for personer med plejebehov skal kunne arbejde, kræver ofte en anden indretning og større mål. Der henvises til Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende (Arbejdstilsynet et al., 1997).

      • Stk. 5

        WC-rum, som er omfattet af stk. 4, skal ved ombygning indrettes, så det kan anvendes af personer i kørestol. Mindst et WC-rum, som kan anvendes af personer i kørestol, skal indrettes i stueetagen eller andre etager med adgang via elevator, lift eller lignende.

         

      • SBi-anvisning (3.4.1, stk. 5)

        Bestemmelsen omfatter ombygning af wc-rum, herunder også wc-rum, der ikke er indrettet for personer med handicap.

      • Stk. 6

        I offentligt tilgængelige lokaler og anlæg med fastmonterede publikumspladser skal der indrettes et passende antal publikumspladser for kørestolebrugere.

      • Vejledning (3.4.1, stk. 6)

        Bestemmelsen omfatter koncertsale, biografer, teatre, kirker, idrætsanlæg med videre, hvor der er fastmonterede publikumspladser. Publikumspladser for kørestolebrugere bør være fordelt blandt de øvrige tilskuerpladser og med mulighed for at sidde sammen med ledsager(e).

         

        Et passende antal er 1 pct. af det samlede antal pladser dog minimum to pladser.

         

      • SBi-anvisning (3.4.1, stk. 6)

        En optimal løsning er, at alle almindelige pladser efter behov kan omdannes til pladser for kørestolsbrugere. Kan det ikke lade sig gøre, anbefales det at placere kørestolspladserne to og to, så to kørestolsbrugere kan sidde sammen, se for eksempel SBi's tjekliste om publikumspladser for kørestolsbrugere [www.sbi.dk/tjeklister].

            1. 3.4.2 Arbejdsrum

      • Stk. 1

        Arbejdsrum skal have en sådan størrelse, rumhøjde og rumindhold, at arbejdet kan foregå på betryggende måde i forhold til rummets anvendelse og antal personer, der normalt er beskæftiget i rummet.

      • Vejledning (3.4.2, stk. 1)

        Kravet kan opfyldes ved, at selv små arbejdsrum udføres med en fri lofthøjde på mindst 2,5 m og har et rumindhold på mindst 12 m³ for hver person, der er beskæftiget i rummet.

         

        Såfremt der i et arbejdsrum forekommer et betydeligt antal personer, som ikke er beskæftigede i rummet, skal rumindholdet forøges svarende til disse personers antal.

         

        Kommunalbestyrelsen kan tillade rumindholdet nedsat, når der etableres effektiv mekanisk ventilation af rummet. Dog bør rumindholdet i disse tilfælde ikke være under 8 m³ pr. person.

         

        Efter arbejdsmiljølovgivningen omfatter arbejdsrum ethvert rum, hvor der udføres arbejde.

         

      • SBi-anvisning (3.4.2, stk. 1)

        Areal

        Arbejdsrummets areal skal afstemmes efter arbejdets art og antal beskæftigede i rummet. Der skal være uhindret plads til at udføre arbejdet og i øvrigt mulighed for at røre sig uden at forstyrre andre igangværende aktiviteter i rummet unødvendigt.

        Lofthøjde

        Lofthøjden har stor betydning for den rumlige kvalitet. I tilfælde af brand har lofthøjden også indflydelse på risikoen for røgforgiftning. Lav lofthøjde øger risikoen for røgforgiftning, mens høje rum er mere sikre.

        En passende lofthøjde er et væsentligt led i sikring af gode dagslysforhold, et godt indeklima og en god komfort. Lofthøjden skal derfor fastsættes i forhold til rumdybde, rumstørrelse og vinduers placering. Jo større og dybere et rum er, jo større bør lofthøjden som regel være. I for eksempel storrumskontorer er en lofthøjde på 2,5 meter næppe tilstrækkeligt til at sikre ordentlige arbejdsforhold. Meget stor lofthøjde kan dog medføre øget behov for akustisk regulering af rummet.

      • Stk. 2

        Arealet og rumindhold af normalklasserum i skoler og lignende samt opholdsrum i daginstitutioner for pasning af børn skal være tilstrækkeligt stort i forhold til antallet af børn og ansatte i institutionen.

         

        Opholdsrum i daginstitutioner for pasning af børn skal mindst have et frit gulvareal på 3 m2 pr. barn i vuggestuer og 2 m2 pr. barn i børnehaver.

        Normalklasserum i skoler og lignende skal, når der etableres effektiv ventilation, have et rumindhold på mindst 6 m3 pr. person.

         

         

      • Vejledning (3.4.2, stk. 2)

        Ved beregning af rumindholdet medregnes kun de dele af rummet, hvor det under hensyn til loftshøjden er tilladt at indrette arbejdspladser.

         

        Ved beregningen skal endvidere tages hensyn til, om rumindholdet indskrænkes væsentligt af maskiner, inventar og oplagrede genstande mv.

        Den del af rummet, der ligger mere end 4,0 m over gulvet, medregnes ikke ved beregningen af rumindholdet.

         

        Vedrørende ventilation i daginstitutioner og normalklasserum i skoler og lignende henvises til kap. 6.3.1.3, stk. 1-2.

         

      • SBi-anvisning (3.4.2, stk. 2)

        Krav til areal og rumindhold er minimumskrav. Både skolers og dag- og døgninstitutioners kvalitet øges markant, når der er mere plads. God plads øger mulighederne for kvalitet og mangfoldighed i det pædagogiske arbejde og i undervisningen, ligesom smitterisiko mellem brugerne kan nedsættes. Se også Hygiejne i daginstitutioner (Sundhedsstyrelsen, 2013). Rumindholdet har stor betydning for luftkvalitet og indeklima.

        Areal i skoler, dag- og døgninstitutioner

        Når det planlægges, hvor stort et areal, der er nødvendigt i normalklasserum og opholdsrum for pasning af børn, bør man være opmærksom på, at der i kortere eller længere perioder kan være behov for differentieret undervisning. Det vil sige, at mindre grupper bør kunne udføre forskellige aktiviteter uden at forstyrre andre igangværende aktiviteter, hvis de skal hente bøger, værktøj, rekvisitter, anvende computer eller lignende. Desuden bør det beregnes, hvor stort behovet er for opbevaringsplads til endnu ikke færdigbearbejdede produkter, fx plancher og modeller, se for eksempel udgivelsen Fag og rum i folkeskolen (Statens Byggeforskningsinstitut, Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger & Undervisningsministeriet, 2003).

        Normalklasserum og opholdsarealer for pasning af børn bliver normalt mere anvendelige, når arealet øges, eventuelt i form af aktivitetsrum i umiddelbar tilknytning til rummet. Det har stor betydning for trivsel og inklusion i børnehaver, at arealet per barn øges, se kapitlet Derfor er børnehavens fysiske rammer vigtige i Plads til trivsel og udvikling (Kirkeby, Gammelby & Elle, 2013).

        Anbefalet frit gulvareal i dag- og døgninstitutioner er angivet i tabel 9.

        Tabel 9. Frit gulvareal i dag- og døgninstitutioner afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

        Tilgængelighed

        Frit gulvareal

        Kvalitetsniveau C

        Vuggestue: min. 3 m2 pr. barn
        Børnehave: min. 2 m        2 pr. barn

        Kvalitetsniveau B

        Vuggestue: min. 4,5 m2 pr. barn
        Børnehave: min. 3,5 m        2 pr. barn

        Kvalitetsniveau A

        Som B suppleret med aktivitetsrum

        Ved opgørelse af pladsforholdene i en daginstitution medregnes rum, der anvendes til ophold for børnene, herunder alrum, grupperum, legerum, hvilerum og liggehaller. Plads til senge/hvilelejer og eventuelt nagelfast inventar regnes ikke som frit gulvareal og skal lægges oven i tabellens arealangivelser.

        Indeklima

        Der skal sikres tilstrækkelig ventilation i skoler og dag- og døgninstitutioner, se kapitel 6.3.1.3, Andre bygninger end beboelsesbygninger. Der gælder også særlige lydkrav til undervisnings- og daginstitutionsbygninger, se kapitel 6.4.3, Andre bygninger end boliger m.v. Lydkravene til undervisningsbyggeri og daginstitutioner adskiller sig ved, at rummene i daginstitutioner skal dæmpe lyden mest muligt, mens rum i undervisningsbyggeri skal sikre, at lærer og elever kan høre hinanden. Lydkravene er nærmere beskrevet i SBi-anvisning 218, Lydforhold i undervisnings- og daginstitutionsbygninger (Hoffmeyer, 2008).

      • Stk. 3

        Gulvet i opholdsrum i dag- og døgninstitutioner og i normalklasserum i skoler og lignende må ikke ligge lavere end terrænet udenfor. Ved særlige terrænforhold kan der ses bort fra dette krav, hvis gulvet ligger over terrænet langs med mindst en vinduesvæg.

      • Vejledning (3.4.2, stk. 3)

        Tegningen viser et eksempel, hvor der er set bort fra kravet, da gulvet langs en hel vinduesvæg ligger over terrænet.

         

        E:\Anvisninger.dk\Anvisninger\Anv258-BR15\2 udg Anv258-Illustrationer\3.3.1.stk.6 og 3.4.2.stk.3.eps

         

      • SBi-anvisning (3.4.2, stk. 3)

        Gulv over terræn

        Gulv i opholdsrum i dag- og døgninstitutioner må ikke ligge lavere end terrænet udenfor. Denne type institutioner må derfor ikke indrettes i kælderetager. Bygninger på skrånende terræn kan dog indeholde opholdsrum, der ligger under terræn i en del af rummet, hvis blot gulvet ligger over terræn langs mindst én vinduesvæg. Ved løsninger med dele af rum under terræn bør der udvises særlig omhyggelighed med gulv- og vægkonstruktioner mod jord af hensyn til risikoen for indtrængen af fugt og eventuelt radon. Forholdsregler vedrørende fugtsikring er blandt andet beskrevet i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013). Retningslinjer for sikring mod radon er for eksempel beskrevet i SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2011) samt SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger (Rasmussen, 2011).

            1. 3.4.3 Spiserum

      • Stk. 1

        Hvor spiserum skal indrettes på grund af arbejdets art, skal det placeres bekvemt i forhold til arbejdspladserne.

      • Vejledning (3.4.3, stk. 1)

        Efter arbejdsmiljølovgivningen skal spiserum i almindelighed indrettes, hvis der på arbejdsstedet er beskæftiget mere end 3 ansatte samtidig.

         

        Spiserum må ikke have direkte adgang til WC-rum eller forrum til WC-rum.

         

      • SBi-anvisning (3.4.3, stk. 1)

        Der skal være en særlig spiseafdeling, når der er beskæftiget mere end tre ansatte samtidig på arbejdsstedet, eller hvis ansatte udfører arbejde, der er tilsmudsende, og der ikke klædes om før spisepauserne. Spiseafdelinger skal normalt indrettes i et særskilt rum.

        Arbejdspladsen, fx arbejdsbordet til den enkelte ansatte, må ikke anvises som spiseplads. Yderligere information om indretning af spiserum findes i At-vejledning A.1.13, Velfærdsforanstaltninger på faste arbejdssteder (Arbejdstilsynet, 2005a).

      • Stk. 2

        Spiserum skal forsynes med vask og kogeindretning, og der skal være vinduer, der er anbragt, så man kan se ud på omgivelserne.

         

      • SBi-anvisning (3.4.3, stk. 2)

        Spiserum skal have et passende antal borde og siddepladser med ryglæn. Arbejdstilsynet anser mindst 60 cm bordplads til hver spiseplads for at være passende.

        Spiseafdelingen skal være forsynet med vask og kogeindretning, eventuelt placeret i et selvstændigt rum i forbindelse med spiseafdelingen. Der skal være mulighed for at vaske hænder i nærheden af spiseafdelingen. En køkkenvask kan ikke erstatte en håndvask.

        Spiseafdelingen eller spiserummet skal have rimelig dagslystilgang, og vinduerne skal anbringes, så det er muligt at se ud på omgivelserne. Vinduerne skal kunne åbnes, alternativt skal spiseafdelingen ventileres effektivt på anden måde. Det er bedst, at vinduerne kan åbnes direkte ud til det fri, da mange mennesker værdsætter den mulighed. Mad og drikke skal kunne opbevares sundhedsmæssigt forsvarligt, fx i køleskab. Der skal være adgang til frisk drikkevand.

            1. 3.4.4 WC-rum

      • Stk. 1

        Adgang fra arbejds- og opholdsrum til WC-rum skal ske gennem et forrum.

      • Vejledning (3.4.4, stk. 1)

        Forrum kan være fælles for flere WC-rum.

         

      • SBi-anvisning (3.4.4, stk. 1)

        I henhold til At-vejledning A.1.13 (Arbejdstilsynet, 2005a) må der ikke være adgang direkte fra spiserum til forrum.

      • Stk. 2

        Antallet af WC'er skal tilpasses antallet af beskæftigede.

      • Vejledning (3.4.4, stk. 2)

        Kravet kan opfyldes ved indretning af mindst 1 WC for hver 15 beskæftigede. Indrettes der urinaler for mænd, kan antallet af WC'er nedsættes til 1 for hver 20 beskæftigede. Antallet af urinaler bør i så fald være mindst 1 for hver 20. mand.

        Der bør indrettes særskilte WC'er for mænd og kvinder, med mindre hver enkelt WC anbringes i selvstændigt rum med forrum uden urinaler.

      • Stk. 3

        Wc-rum eller forrum hertil skal forsynes med håndvask.

      • Stk. 4

        I kontor- og administrationsbygninger skal på de etager, hvor der indrettes WC-rum, mindst et af disse overholde kravene i nr. 1-7.

         

        1) Den fri passagebredde i dør til WC-rum skal være mindst 77 cm.

         

        2) Håndvask og WC skal placeres over et hjørne på hver sin sammenstødende væg, så håndvask kan nås af person siddende på WC.

         

        3) Der skal være en fri afstand på mindst 90 cm ved den side af WC, der vender bort fra håndvask. Væggen ved siden af WC’et, der vender bort fra håndvasken, skal friholdes fra fastmonteret inventar.

         

        4) Der skal være et frit manøvreareal med en diameter på 1,5 m foran WC'et og fri af dørens opslagsareal.

         

        5) Toiletsæde skal placeres i en højde på 48 cm.

         

        6) Der skal være opklappelige armstøtter i en højde på 80 cm på begge sider af WC.

         

        7) Håndvask skal placeres i en højde på ca. 80 cm, med afløb under vask trukket tilbage.

         

        Mindst et WC-rum, som er indrettet efter nr. 1-7, skal indrettes i stueetagen eller andre etager med adgang via elevator, lift eller lignende.

         

      • SBi-anvisning (3.4.4, stk. 4)

        Der skal indrettes et wc-rum for kørestolsbrugere på alle etager, hvor der er indrettet wc-rum, se figur 18. Mindst et af disse skal indrettes på adgangsetagen eller en etage med adgang via elevator eller alternativt løfteplatform med lodret løft. Trappelift anbefales ikke. Se i øvrigt vejledningen til kapitel 3.4.1, stk. 5, om indretning.

        Antallet af wc-rum bør tilpasses antal beskæftigede eller besøgende, der normalt opholder sig i bygningen. Et vejledende antal er anvist i tabel 10.

        Tabel 10. Antal wc-rum for kørestolsbrugere.

        Antal samtidigt besøgende eller beskæftigede

        Antal wc-rum, som kan anvendes af kørestolsbrugere

        0-50

        Min. 1

        51-100

        2

        101-250

        3

        251-500

        4

        501-1000

        5

        Det anbefales, at wc-rum for kørestolsbrugere indrettes med egen indgang og forrum og er fælles for mænd og kvinder. Det betyder, at en eventuel hjælper kan følge med ind på rummet, uanset om hjælperen er af modsat køn.

        Figur 22 Wc-rum indrettet til personer med handicap. Placering af vask i højde på cirka 0,8 meter. Opklappelige armstøtter i højde på 0,8 meter. Frit vendeareal foran wc på 1,5 gange 1,5 meter. Fri passagebredde i dør mindst 0,77 meter. Fri afstand på mindst 0,9 meter ved den side af wc væk fra håndvask. Toiletsæde skal placeres i en højde på 0,48 meter.

        Figur 18. Størrelser på wc-rum, som er indrettet for personer med handicap.

      • Stk. 5

        WC-rum, som er omfattet af stk. 4, skal ved ombygning indrettes, så det kan anvendes af personer i kørestol. Mindst et WC-rum, som kan anvendes af personer i kørestol, skal indrettes i stueetagen eller andre etager med adgang via elevator, lift eller lignende.

         

            1. 3.4.5 Baderum og omklædningsrum

      • Stk. 1

        Hvor der efter kap. 3.4.1. stk. 2 skal indrettes baderum, skal antallet af brusepladser tilpasses antal beskæftigede og indrettes hensigtsmæssigt. Der skal indrettes omklædningsrum i forbindelse med baderum.

      • Vejledning (3.4.5, stk. 1)

        Kravet kan opfyldes ved at indrette mindst 1 brusebad for hver 10. beskæftigede. Omklædningsrum bør være afskærmet fra baderum.

         

        Efter arbejdsmiljølovgivningen skal kvinder og mænd enten have adskilte baderum eller have mulighed for at benytte baderummet hver for sig.

         

      • SBi-anvisning (3.4.5, stk. 1)

        For bade- og omklædningsrum, der skal kunne anvendes af kørestolsbrugere, kan der for eksempel findes information i SBi's tjekliste for baderum og omklædningsrum i andre bygninger end beboelsesbygninger [www.sbi.dk/tjeklister].

      • Stk. 2

        Der skal indrettes WC-rum i forbindelse med baderum.

      • Stk. 3

        Ved snavset og sundhedsfarligt arbejde skal der i en erhvervsvirksomhed etableres et passende antal frit tilgængelige håndvaske.

      • Vejledning (3.4.5, stk. 3)

        Kravet kan opfyldes ved at indrette mindst 1 håndvask for hver 5 beskæftigede. Håndvaske, der er anbragt i WC-rum eller i et aflåseligt forrum, medregnes ikke i antallet af håndvaske.

      • Stk. 4

        I baderum og rum med vaskeplads skal der udføres gulvafløb.

         

      • SBi-anvisning (3.4.5, stk. 4)

        Gulve med afløb skal udføres som vådrumsgulve, se eksempler i blandt andet SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015). Vådrumsgulve skal være udført med fald mod afløb i den mest vandbelastede del af rummet, og intet sted i rummet må der være bagfald eller lunker.

        For at sikre hensigtsmæssige pladsforhold ud for vaskepladser bør den være mindst 0,6 meter bred, og der bør være en friafstand på mindst 1,2 meter foran vaskepladsen.

         

        1. 3.5 Tilgængelig indretning af brugerbetjente anlæg

      • Stk. 1

        Brugerbetjente anlæg, såsom indkast til affaldssystemer, IT-standere, betalings- og selvbetjeningsautomater og lignende anlæg med publikumsrettede servicefunktioner, skal opsættes, så de kan benyttes af mennesker, hvis funktionsevne er nedsat.

         

      • SBi-anvisning (3.5, stk. 1)

        Tilgængelig indretning af brugerbetjente anlæg stk. 1

        Indretningsforhold

        Indretning af brugerbetjente anlæg, så de kan benyttes af mennesker med nedsat funktionsevne, omfatter hensyntagen til blandt andet:

        • –Betjeningshøjder

        • –Afstande

        • –Displays

        • –Betjeningskraft

        • –Lys

        • –Lyd

        • –Samspil med handicapkompenserende udstyr.

        Nærmere beskrivelser findes for eksempel i Handicaptilgængelig udformning af brugerbetjente anlæg (Statens Byggeforskningsinstitut, 2007).

        Affaldssystemer

        Eksempel på tilgængelig indretning af område til opbevaring af affald er vist i anvisningstekst til kapitel 2.4.3, stk. 2.

      • Stk. 2

        Adgangsarealet foran brugerbetjente anlæg skal være mindst 1,3 m bredt, og niveauforskelle i adgangsarealet skal udlignes.

      • Vejledning (3.5, stk. 2)

        Kravet svarer til adgangskravet for de ubebyggede arealer til bygninger i kapitel 2. Kravet kan bl.a. opfyldes ved udligning i terræn eller ved etablering af de i kapitel 3.2 omtalte ramper.

         

      • SBi-anvisning (3.5, stk. 2)

        Brugerbetjente anlæg skal placeres, så der findes et mindst 1,3 meter bredt adgangsareal foran anlægget. Arealet skal være vandret, og eventuelle udligninger af niveauforskelle op til adgangsarealet må højst hælde 1:20.

      • Stk. 3

        Brugerbetjente anlæg skal placeres i en højde, så de kan betjenes af en person i kørestol.

      • Vejledning (3.5, stk. 3)

        Kravet kan også opfyldes ved, at selve anlægget kan sænkes og hæves.

         

      • SBi-anvisning (3.5, stk. 3)

        Ifølge DS 3028, Tilgængelighed for alle (Dansk Standard, 2001c), bør betjening af brugerbetjente anlæg kunne ske i et interval på 0,9-1,2 meter, hvis knapper med mere sidder tilnærmelsesvis på en lodret flade, som en person i kørestol kan komme helt tæt på. Det anbefales at anbringe alle betjeningsknapper og områder, der skal kunne nås, mindst 0,5 meter fra indvendige hjørner, se figur 19.

        Figur 24. Afstande og arealer ved indretning af brugerbetjente anlæg, som her en pengeautomat. Placering af betjeningspanel i højde på mellem 0,9 0g 1,20 meter og med afstand til indvendigt hjørne på 0,5 meter. Vandret areal foran automat mindst 1,3 gange 1,3 meter.

        Figur 19. Afstande og arealer ved indretning af brugerbetjente anlæg, som her en pengeautomat.

        En del anlæg på det danske marked, fx automater til benzinanlæg, kan dog kun fås indrettet efter amerikanske standarder, hvor der tillades både højere og lavere placering. Disse placeringer accepteres indtil videre, selv om de ikke opfylder DS 3028 (Dansk Standard, 2001c).

        De amerikanske regler siger, at betjening skal kunne ske i intervallet mellem 0,37 og 1,37 meter, hvis personen kan komme tæt på, dvs. højst skal række 0,25 meter ind over den del af anlæg, sokkel m.m., som rager længst ud. Hvis personen skal række mere end 0,25 meter ind, anbringes knapperne i en højde mellem 0,37 og 1,17 meter. Knapper og betjening må ikke anbringes mere end 0,61 meter fra den del, der rager længst ud, se figur 20.

        Nyere amerikanske brugerundersøgelser viser dog, at for eksempel de laveste værdier for rækkehøjder ikke er brugbare, og det samme gælder for betjeningsknapper, der skal rækkes mere end 0,20 meter efter. Derfor bør det tilstræbes det at anbringe knapper i højde mellem 0,9 og 1,2 meter.

        Tabel 11. Betjeningshøjde og rækkeafstand afhængig af kvalitetsniveau for tilgængelighed.

        Tilgængelighed

        Afstande

        Kvalitetsniveau C

        Kunne nås af siddende i kørestol

        Kvalitetsniveau B

        Betjeningshøjde mellem 0,37 og 1,37 meter.
        Maksimal rækkeafstand 0,25 meter

        Kvalitetsniveau A

        Betjeningshøjde mellem 0,9 og 1,2 meter.
        Afstand fra indvendige hjørner min. 0,5 meter (DS 3028)

         

        Figur 25. Afstande og højder til betjeningspaneler ved automater til benzinanlæg. For benzinstander højde maksimalt 1,37 meter og maksimalt 0,25 meter inde fra sokkel. For betalingsautomat i højde på mindst 0,37 meter og højst 1,17 meter. Og højst 0,61 meter fra sokkel.

        Figur 20. Sammenhæng mellem acceptabel betjeningshøjde, og hvor tæt det er muligt at komme på betjeningsknapper og andre områder, der skal kunne nås.

        1. 3.6 Hoteller mv.

      • Stk. 1

        Ved hoteller, kroer og lignende bygninger skal mindst hvert femte af sengepladserne med eget WC-og baderum være indrettet, så de er tilgængelige for kørestolsbrugere i overensstemmelse med kap. 3.3.2, stk. 1.

         

      • SBi-anvisning (3.6, stk. 1)

        Indretning i overensstemmelse med kapitel 3.3.2, stk. 1, om bade- og wc-rum betyder, at der stilles krav til niveaufri adgang, samt at der skal være mindst 1,1 meter friareal foran faste installationer som toilet og håndvask. Der er ikke krav om en sådan indretning, hvis mindre end fem sengepladser har eget wc og bad.

      • Stk. 2

        Ved byggeri efter stk. 1 med 10-20 sengepladser skal minimum 2 sengepladser med egne wc- og badefaciliteter indrettes med fuld tilgængelighed for personer i kørestol. Ved byggeri efter stk. 1 med 21-40 sengepladser skal minimum 4 sengepladser med egne WC- og badefaciliteter indrettes med fuld tilgængelighed for personer i kørestol.

      • Vejledning (3.6, stk. 2)

        En sengeplads defineres som en seng placeret på gulv. Opredninger, sovesofaer og køjesenge medregnes ikke som sengepladser. Senge med en bredde på 1,4 m anses som dobbeltsenge.

         

        Indretning af tilgængelige sengepladser med eget WC- og baderum kan ske ved:

         

        - At der er niveaufri adgang til værelset og til WC- og baderum.

         

        - At der er et frit manøvreareal med en diameter på 1,5 m fri af dørens opslagsareal – gælder både for værelse med sengeplads og WC- og baderum.

         

        - At der er en fri passagebredde i døre til værelse og WC- og baderum på mindst 77 cm.

         

        - At håndvask og WC er placeret over et hjørne på hver sin sammenstødende væg, så håndvask kan nås af person siddende på WC.

         

        - At der er en fri afstand på mindst 90 cm ved den side af WC, der vender bort fra håndvask. Væggen ved siden af WC’et, der vender bort fra håndvasken, skal friholdes fra fastmonteret inventar.

         

        - At toiletsæde har en højde på 48 cm.

         

        - At der er opklappelige armstøtter i en højde på 80 cm på begge sider af WC.

         

        - At der forefindes en højdeindstillelig badestol, der kan stilles til rådighed, eller at der er etableret en anden løsning, som sikrer, at kørestolsbrugere siddende i 48 cm’s højde med armstøtter kan benytte badefaciliteterne.

         

        - At der maksimalt er 2,5 cm kant mellem badeværelsesgulv og bruseniche. Jf. i øvrigt kap. 4.5, stk. 5.

         

      • SBi-anvisning (3.6, stk. 2)

        Bestemmelsen giver anvisning på, hvordan fuld tilgængelighed kan opnås, og gælder for hoteller m.m. med mindst 10 og højst 40 sengepladser. For yderligere råd om indretning kan der for eksempel findes information i SBi's tjekliste for sengepladser med egne wc- og badefaciliteter i hoteller m.v. [www.sbi.dk/tjeklister].

      • Stk. 3

        Ved byggeri efter stk. 1 med mere end 40 sengepladser skal for hver yderligere 20 sengepladser indrettes mindst 1 sengeplads med egne WC- og badefaciliteter med fuld tilgængelighed for personer i kørestol.

         

      • SBi-anvisning (3.6, stk. 3)

        Der stilles krav om sengepladser i fuldt tilgængelige værelser med egne wc- og badefaciliteter som vist i tabel 12.

        Indretning med fuld tilgængelighed bør ske iht. stk. 2.

        Tabel 12. Antal fuldt tilgængelige sengepladser i forhold til samlet antal sengepladser.

        Antal sengepladser

        Antal tilgængelige sengepladser

        10-20

        2

        21-59

        4

        60-79

        5

        80-99

        6

        100-119

        7

        120-139

        8

        140-159

        9

        160-

        10

      • Stk. 4

        Byggeri med indretning af mindst 10 sengepladser med egne WC- og badefaciliteter med fuld tilgængelighed for personer i kørestol vil opfylde kravene i stk. 1-3 uanset antallet af sengepladser i øvrigt.

         

      • SBi-anvisning (3.6, stk. 4)

        Bestemmelsen betyder, at der maksimalt stilles krav om 10 sengepladser med fuld tilgængelighed for kørestolsbrugere uanset hotellets størrelse. I praksis vil bestemmelsen gælde for hoteller med 160 eller flere sengepladser, som angivet i stk. 3.

        Indretning med fuld tilgængelighed bør ske iht. stk. 2.

      • Stk. 5

        Altaner i forbindelse med værelser som nævnt i stk. 1 skal udføres, så de også kan anvendes af personer med handicap.

         

      • SBi-anvisning (3.6, stk. 5)

        Altaner

        Hvis altanen skal kunne bruges af kørestolsbrugere, bør der være:

        • –Et frit vendeareal på mindst 1,5 × 1,5 meter på altanen.

        • –Gulv i samme niveau som i værelset.

        • –Dørtrin på højst 2,5 cm.

        • –Fri passagebredde på mindst 0,77 meter.

        Se også for eksempel SBi's tjekliste for sengepladser med egne wc- og badefaciliteter i hoteller m.v. [www.sbi.dk/tjeklister].

        1. 4.1 Generelt

      • Stk. 1

        Bygninger skal opføres, så der opnås tilfredsstillende forhold i funktions-, sikkerheds-, holdbarheds- og sundhedsmæssig henseende.

        Udførelsen skal være i overensstemmelse med god praksis, og der skal anvendes materialer, som er egnede til det konkrete formål.

      • Vejledning (4.1, stk. 1)

        Forsvarlig udførelse af byggearbejder omfatter foruden sikkerhed for bæreevne, sundhedsmæssige forhold og en vis bestandighed også sikring mod rotter og andre skadedyr.

         

        Bestemmelserne omfatter også opførelsesperioden, hvor opfyldelse af bestemmelserne indebærer, at kollaps og lignende skal forhindres.

         

        Bygningskonstruktioner mod undergrunden skal sikres mod radon, se kap. 6 om radonsikring. Den samlede bygningskonstruktion skal være lufttæt af hensyn til energiforbruget, se kap. 7 om energiforbrug.

         

      • SBi-anvisning (4.1, stk. 1)

        Tilfredsstillende forhold er et almindeligt anvendt udtryk for, at alment anerkendte anvisninger for den tekniske udformning følges, og at rimelige forventninger udtrykt ved byggetraditioner er opfyldt.

        For generel information om anvendelse af kvalitetsniveauer i byggeriet henvises til det indledende afsnit om kvalitetsbegreber.

        Funktion

        Bygninger og konstruktioner skal bibeholde deres funktion i hele den levetid, som kan anses for normal for bygningstypen i forhold til den påtænkte anvendelse.

        Det sker, at bygningen i løbet af levetiden indrettes til nye funktioner og andre anvendelser. Her kan et mindre specifikt og mere generelt bygnings- og konstruktionsdesign samt valg af fleksible løsninger ofte give en mere anvendelig bygning.

        Der skelnes mellem 'fleksibel bygningsfunktion' og 'fleksibel konstruktion'. En fleksibel bygningsfunktion og indretning vil ofte stille større krav til konstruktionernes ydeevne, mens en fleksibel konstruktion tillader, at bygningen anvendes til flere funktioner.

        Holdbarhed

        Bygningen og dens konstruktioner skal som minimum holde i hele den levetid, der kan anses for normal for bygningstypen i forhold til den påtænkte funktion. En bedre holdbarhed kan opnås ved at vælge løsninger, dimensioner og materialer, som i nogen grad mere end opfylder kravene.

        En bygnings levetid vil være en funktion af mange parametre, fx anvendelse, konstruktionstype, materialer, vedligehold. Bygninger, der ikke fra starten er tænkt midlertidige, vil kunne forventes at have en levetid på mindst 50 år, og en levetid på 70 til 100 år kan anses for normal. Levetiden for bygningsdele afhænger af bygningsdelens funktion, materiale, vedligehold m.m. Levetiden for konstruktionsdele vil almindeligvis skulle svare til bygningens levetid som helhed. Ikke-bærende bygningsdele til klimaskærmen kan have en kortere levetid end bygningen som helhed, mens dele til bygningens aptering normalt vil have de korteste levetider, fx 10 til 30 år.

        Robuste bygninger

        En bygning anses for robust, når de kvalitetsmæssigt afgørende bygningsdele enkeltvis og i deres samvirken kun er lidt følsomme over for fejl og utilsigtede påvirkninger. Bygningsdele og materialer bør have overskud til at modstå mindre svigt. Minimering til grænsen af ydeevnen vil for almindeligt byggeri derfor ikke være tilrådeligt, da det ofte vil føre til et mindre robust bygværk, se i øvrigt DS/INF 146 (Dansk Standard, 2003a). Design og projektering bør have sigte på, at et bygværk i hele sin levetid til en vis grad er robust overfor utilsigtede forandringer og påvirkninger, ligesom der bør vælges løsninger, der er så enkle som mulige at udføre.

        Bemærk, at der ved svigt tænkes på alle betydende situationer, hvor ydeevnen viser sig utilstrækkelig. Det vil sige både svigt af konstruktioner og svigt af bygningsfysisk ydeevne m.m. Vedrørende begreberne fejl, svigt, skade og mangel henvises til rapporten Svigt i byggeriet (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2004).

        Bygningsdele kan betragtes som robuste, hvis de kan modstå utilsigtede, men ikke sjældent forekommende påvirkninger i den normale levetid ved den påtænkte anvendelse. I den europæiske standard for projektering af bærende konstruktioner, Eurocode 0 (Dansk Standard, 2007d), stilles mere specifikke krav til konstruktioners statiske robusthed. En bærende konstruktion kan anses for robust, når de sikkerhedsmæssigt afgørende dele af konstruktionen kun er lidt følsomme over for utilsigtede påvirkninger og defekter, eller der ikke sker et omfattende svigt af konstruktionen, hvis en begrænset del af konstruktionen svigter, se i øvrigt kapitel 4.2, Dimensionering af konstruktioner, og kapitel 4.5, Fugt og holdbarhed.

        God praksis

        God praksis er et almindeligt anvendt udtryk for, at anerkendte anvisninger for den tekniske udførelse følges. God praksis omfatter også, at der tages hensyn til registrerede erfaringer fra praksis, fx udgivelser fra fonden Byg-Erfa [www.byg-erfa.dk]. God praksis svarer til god byggeskik.

        God praksis omfatter også at følge alment anerkendte sædvaner og traditioner – også de uskrevne – som er skabt og udviklet af byggeriets parter gennem erfaringsopsamling fra praksis. Erfaringer med 'god byggeskik' og tilknyttede begreber er opsamlet af blandt andet Byggeskadefonden [www.bsf.dk].

        Egnede materialer

        Materialer, der har været anvendt i mange år, og som har vist sig egnede til formålet, vil ofte være at foretrække frem for ukendte materialer. Nye materialer eller materialer, der ikke er erfaring med til det påtænkte formål, bør prøves og vurderes før anvendelsen. Prøvningsresultater og vurderinger skal som hovedregel kunne dokumenteres.

        Byggematerialer skal være forenelige med andre materialer, som de sammenbygges med i fysisk og kemisk henseende. Her skal man især være opmærksom på kemiske reaktioner, elektrokemisk korrosion, opfugtning fra byggefugt og nedbrydning af polymere materialer.

        Bygbarhed

        For at opnå holdbare og sikre bygninger skal bygningen være bygbar i praksis. God bygbarhed indebærer blandt andet at:

        • –Konstruktioner, samlingsdetaljer og udførelsesmetoder er tænkt igennem og beskrevet i et fyldestgørende udførelsesgrundlag.

        • –Materialer og bygningsdele kan indbygges og monteres korrekt under hensyntagen til forholdene på byggepladsen.

        • –Bygningsdele kan modstå håndtering og montering på byggepladsen.

        • –Byggeriet kan kontrolleres på en praktisk måde under udførelsen.

        Komplicerede processer kan ofte med fordel udføres på fabrik eller værksted, hvor vilkårene for arbejdet almindeligvis er bedre end på byggepladsen. Sådanne bygningskomponenter skal kunne modstå påvirkninger under transporten til byggepladsen.

        Granskning

        For at reducere omfanget af svigt og skader, sikre et veldokumenteret projekt som grundlag for en effektiv udførelse, reducere risikoen for budgetoverskridelser og opnå et funktionelt og driftsvenligt byggeri, bør der foretages en granskning af projektet. Intern granskning er hos mange projekterende virksomheder et almindeligt anvendt værktøj til sikring af kvaliteten og kan efter behov suppleres med ekstern projektgranskning, udført af tredje part.

        Granskningen bør fokusere på risikobehæftede forhold, som for den pågældende type bygværk erfaringsmæssigt kan betyde svigt med betydelige konsekvenser. Beskrivelse af hvordan særligt den eksterne projektgranskning kan planlægges, gennemføres og dokumenteres, kan for eksempel findes i SBi-anvisning 246, Granskning af byggeprojekter (Aagaard, Bunch-Nielsen & de Place Hansen, 2014).

        Udførelse

        Under udførelsen skal der tages hensyn til såvel sikkerheden i bygningen som sikkerheden af midlertidige konstruktioner, fx til understøtning, afstivning eller støbning.

        Sikkerhed af bygningen under opførelsen omfatter for eksempel sikkerhed mod væltning, kipning og ustabilitet af bygningsdele samt laste og lastkombinationer, der følger af udførelsen.

        Lufttætte konstruktioner mod undergrund

        Konstruktioner skal udføres lufttætte mod undergrund for at modvirke, at gasarten radon trænger ind i bygningen. Lufttæthed kan sikres ved at etablere et sammenhængende tæthedsplan omfattende alle konstruktionsdele mod jord, se desuden kapitel 6.3.3.2 om radon.

      • Stk. 2

        Bygningskonstruktioner skal dimensioneres, så de kan modstå de normalt forekommende statiske og dynamiske påvirkninger.

      • Vejledning (4.1, stk. 2)

        Hensyn til andre forhold, som f.eks. lydisolation og brand kan også være dimensionerende.

         

      • SBi-anvisning (4.1, stk. 2)

        Laster

        Bygninger påvirkes af egenlast, nyttelaster, naturlaster og ulykkeslaster.

        • –Egenlast er påvirkninger fra bygningskonstruktionens egenvægt med tilhørende faste bygningselementer, fx beklædning, isolering og faste installationer.

        • –Nyttelaster er den belastning, der påføres bygningen under brug, fx personer og inventar.

        • –Naturlaster er påvirkninger fra vind, sne, temperatur m.m.

        • –Ulykkeslaster omfatter brand samt last fra påkørsler og eksplosioner.

        Sikkerhed i forbindelse med brand behandles i kapitel 5, Brandforhold.

        Laster behandles i den europæiske standard Eurocode 1 (Dansk Standard, 2007e).

        Bygningskonstruktioner skal dimensioneres for kombinationer af samtidigt forekommende laster. Lastkombinationer behandles i den europæiske standard for projektering af bærende konstruktioner, Eurocode 0 (Dansk Standard, 2007d).

        Primære og sekundære bygningsdele

        I forbindelse med konstruktioner skelnes mellem 'primære bygningsdele' og 'sekundære bygningsdele'. Primære bygningsdele betragtes som bygningskonstruktioner og skal dimensioneres i henhold til ovenstående.

        Sekundære bygningsdele er bygningsdele, hvor det vurderes, at konsekvensen af et svigt er lille, dvs. med minimal risiko for personers liv og helbred samtidig med, at bruddet har ingen eller ringe konsekvens for sikkerheden af resten af konstruktionen. Det bør indgå i vurderingen, i hvilket omfang nedstyrtende bygningsdele, herunder beklædninger, udgør en risiko for personer, der færdes i nærheden af bygningen.

        Sekundære bygningsdele kan for eksempel være beklædningsplader, indvendige ikke-bærende vægge eller lette nedhængte lofter.

        Sekundære bygningsdele kan udføres med mindre sikkerhed end krævet i standarderne for konstruktioner. For glas gælder dog særlige forhold, se kapitel 4.3, Glaspartier, glasflader og glaskonstruktioner.

        Det skal bemærkes, at svigt som følge af vindpåvirkning kan medføre væsentlige ændringer af vindlastforholdene på andre bygningsdele, og derfor kan have konsekvens for resten af konstruktionen. Udfyldende elementer i klimaskærmen, fx glas, kan derfor ikke generelt anses for sekundære bygningsdele.

      • Stk. 3

        Fundering skal ske til frostsikker dybde og bæredygtig bund eller på anden måde, så der ikke opstår skader som følge af bevægelser i jordbunden.

         

        Underlag for kloak- og drænledninger, fundamentskonstruktioner og lignende skal holdes frostsikre.

      • Vejledning (4.1, stk. 3)

        Ved udvendig frostsikring af fundamenter bør løsningerne være så robuste og pålidelige, at frostsikringen bevares i hele bygningens levetid.

         

      • SBi-anvisning (4.1, stk. 3)

        Eftervisning for frosthævning

        Traditionelt føres fundamenter til frostfri dybde, hvilket normalt er 0,9-1,2 meter under terræn. For fundamenter, der ikke føres til frostfri dybde, skal det eftervises, at der ikke er risiko for frosthævning. Det kan anses for opfyldt, hvis temperaturen ikke kommer under −1 °C i frostfølsomme lag, dvs. jordlag under fundamentet og et eventuelt kapillarbrydende lag.

        For bygninger, der kan antages at være konstant opvarmede, skal en udvendig frostsikring af fundamenter være tilstrækkelig robust til at sikre, at frostsikringens ydeevne er opretholdt i hele bygningens påtænkte levetid.

        Ved bygninger, der ikke kan antages at være konstant opvarmede, fx sommerhuse, bør kravet opfyldes for en uopvarmet bygning. Ved bygninger, der kan forventes holdt frostfrie, kan eftervisningen ske for en indendørstemperatur på 5 °C ved hjælp af DS/EN ISO 13793 (Dansk Standard, 2001a).

        Dimensionering og udførelse

        Retningslinjer for dimensionering og udførelse af et bygværks fundering samt fundering af ledninger i jord iht. Eurocode 7 (Dansk Standard, 2007g) er blandt andet beskrevet i SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger (Pedersen et al., 2011).

      • Stk. 4

        Tage og ovenlys i tage skal udføres, så der opnås tilfredsstillende sikkerhed mod gennemtrædning.

         

      • SBi-anvisning (4.1, stk. 4)

        Periodevis last fra personer på tage kan for lægter, tagplader og andre lokale konstruktioner med beskeden spændvidde give betydeligt større påvirkninger end vind og sne. For at forhindre personskade ved arbejde på taget, bør taget være trædesikkert. Det kan opnås enten ved, at tagdækning og tagunderlag i sig selv er tilstrækkeligt stærkt, eller ved at en anden bygningsdel kan opfange en person, der er trådt igennem tagdækningen.

        Taglægter med dimensionen 38 × 73 mm, der er styrkesorteret til klasse T1, lagt med en indbyrdes afstand på højst 460 mm (c-c) og med en spændvidde på maksimalt 1 meter, kan normalt anses for at yde tilstrækkelig sikkerhed mod gennemtrædning, se for eksempel TRÆ 65, Taglægter (Træinformation, 2011) og TRÆ BB01, Lægtning af tage (Munch-Andersen, 2005).

        Tagunderlag af plader eller brædder, som spænder mellem spær, er normalt bærende. Plader skal være CE-mærkede i henhold til DS/EN 13986 (Dansk Standard, 2015a), og der skal eksistere en vejledning om korrekt brug af det specifikke produkt. Anbefalinger vedrørende dimensionering kan for eksempel findes i Projektering af tage med tagpap og tagfolie (Tagpapbranchens Oplysningsråd, 2001).

        Tegl i traditionelle tegltage kan anses for trædefaste.

        Tagkonstruktioner mellem vinduespartier, herunder større ovenlyspartier, der skal kunne passeres ved tagarbejde, kan udføres med bærende veksler eller lægter, så de er trædefaste. Glas i tage, tagvinduer og andre glaskonstruktioner er normalt ikke trædefaste.

      • Stk. 5

        Ved planlægning, projektering, udbud og udførelse af bygningskonstruktioner skal der træffes de foranstaltninger, som af hensyn til klimatiske forhold er nødvendige for en forsvarlig udførelse.

      • Vejledning (4.1, stk. 5)

        Bestemmelsen skal bl.a. sikre, at våde fugtfølsomme materialer samt materialer og bygningsdele med skimmelsvamp ikke indbygges i opførelsesperioden. Det kan f.eks. ske ved opførelse under total inddækning og hensigtsmæssig opbevaring af byggematerialer.

         

        En hensigtsmæssig kvalitetssikringsprocedure er også af stor betydning i denne sammenhæng. Der henvises til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejder i perioden 1. november til 31. marts.

        Funktionskravet kan f.eks. opfyldes ved:

         

        - At der i planlægnings- og projekteringsfasen fokuseres på at undgå materialer og byggetekniske løsninger, der er unødigt fugtfølsomme.

         

        - At der i bygherrens udbuds- og tidsplan eksplicit skal afsættes tid til den nødvendige udtørring af byggematerialer og -konstruktioner.

         

        - At bygherren, hvis muligt inden udbuddet, foretager en cost-benefit analyse af totalinddækning af byggeriet under opførelsen og foreskriver totalinddækning, hvor det er økonomisk fordelagtigt, eller hvor der i udbudsmaterialet er foreskrevet særligt fugtfølsomme materialer eller byggetekniske løsninger.

         

        - At bygherren ved udbud i fagentrepriser foranstalter fælles faciliteter til opbevaring af fugtfølsomme materialer.

         

      • SBi-anvisning (4.1, stk. 5)

        Klimapåvirkninger

        Under byggeprocessen kan klimapåvirkninger forårsage utilsigtet nedbrydning af byggematerialer eller konstruktioner, hvilket kan medføre forkortet levetid og forringet eller helt manglende funktionsevne. Ved byggeprocessen forstås i denne forbindelse transport til byggepladsen, oplagring på byggepladsen, selve indbygningen samt endelig perioden frem til byggeriet tages i brug.

        Skimmelsvampevækst

        Der kan i princippet gro skimmelsvampe på alle byggematerialer, men materialer som gipskartonplader og træbaserede bygningsdele er særligt følsomme over for vækst af skimmelsvampe, der kan forårsage indeklimaproblemer.

        Byggematerialer skal håndteres, så skimmelsvampevækst ikke opstår under byggeprocessen. Skimmelsvampe kan undgås, hvis fugtpåvirkningerne holdes nede, fx gennem passende afskærmning mod nedbør og udtørring af byggefugt. Risikoen for skimmelsvampevækst er størst på organiske materialer, men der vil også kunne vokse skimmelsvamp på støv på uorganiske materialer. Tapet, tapetklister og visse typer maling tilbyder gode vækstforhold for skimmelsvampe, hvorfor beton bør udtørres til et passende lavt fugtindhold, før malerarbejdet igangsættes.

        Ved projektering af konstruktioner og bygningsdele samt under planlægning af udførelsen bør der tages hensyn til risiko for skimmelsvampevækst, så der ikke indbygges fugt, som kun vanskeligt kan udtørre før byggeriet fortsættes eller afsluttes. Det kan sikres ved så vidt muligt at anvende tørre byggematerialer og sikre hurtig udtørring efter nødvendige, våde byggeprocesser, så betingelser for skimmelsvampevækst ikke opstår. Se også kapitel 4.1, stk. 6 om kritisk fugtindhold.

        Om vækstbetingelser og forholdsregler for skimmelsvampe, se for eksempel SBi-anvisning 204, Undersøgelse og vurdering af fugt og skimmelsvampe i bygninger (Valbjørn, 2003) og Skimmel i bygninger – vækstbetingelser og forebyggelse (Byg-Erfa, 2005a).

        Svind og kvældning

        Nogle byggematerialer, herunder træ og træbaserede materialer, vil ved fugtpåvirkning kvælde og ved efterfølgende udtørring svinde. Ved kvældning forstås volumenudvidelse som følge af opfugtning, mens svind betegner volumenreduktion som følge af udtørring. Både kvældning efter utilsigtet opfugtning og svind ved udtørring af opfugtet materiale kan medføre skader på bygningsdele og bygning. Denne type byggematerialer skal derfor under byggeprocessen håndteres, så kraftige udsving i fugtindholdet undgås – blandt andet ved afskærmning mod nedbør.

        Ved indbygning af materialer og bygningsdele skal der tages hensyn til, at uundgåeligt svind og kvældning som følge af årstidsvariationer i luftfugtigheden kan forekomme uden at give anledning til bortfald af ydeevne, fx ved svigt af materialer, bygningsdele eller samlingselementer. Det kan være nødvendigt at udforme løsninger, så uhindret udvidelse (dilatation) i nogen grad kan foregå.

        UV-stråling

        Solstrålingens indhold af UV-stråling virker nedbrydende på materialer, der indeholder polymerer, fx plast eller tekstil. Bygningsdele af materialer med begrænset UV-bestandighed bør derfor opbevares beskyttet mod UV-stråling og afdækkes hurtigst muligt efter monteringen, fx dampspærrer, visse undertagsmaterialer, termorudekanter m.m.

        Frost

        Lave temperaturer kan forårsage frysning af vand i beton, jord, grus m.m., hvilket kan medføre frosthævning eller frostsprængninger. Underlag for kloak, dræn og bygningskonstruktioner skal holdes frostfri.

        Hærdnende beton

        Beton skal beskyttes mod skadelige påvirkninger i hærdningsperioden, fx solstråling, stærk vind, træk, frysning og nedbør. DS/EN 13670, Udførelse af betonkonstruktioner (Dansk Standard, 2010c), beskriver, hvilke krav der bør stilles til beskyttelse af beton i hærdeperioden, og hvordan kvaliteten kan kontrolleres.

        Kvalitetssikring

        For at sikre, at der ikke indbygges materialer eller bygningsdele, som er opfugtede eller har skimmelsvampevækst, bør producenter og udførende følge forskrifter for kvalitetsstyring, som tager sigte på at undgå fugttekniske problemer. Det er særligt aktuelt ved vinterbyggeri og byggeri i våde perioder, se fx bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde (Bekendtgørelse nr. 477, 2011).

        Kvalitetssikringen bør bl.a. indeholde fugtmålinger og visuel inspektion for skimmelsvampe. Forskrifter for kvalitetsstyringen bør for fugtfølsomme materialer omfatte følgende processer:

        • –Emballering og håndtering på fabrik

        • –Transport til byggeplads

        • –Opbevaring på byggeplads

        • –Håndtering og indbygning

        • –Udtørring og opvarmning

        • –Dokumentation af kontrol.

        Også materialer, der er mindre følsomme over for fugt, bør løbende undersøges for fugtindhold, så det sikres, at aptering af fugtfølsomme materialer, fx tapet, trægulve og skabe, ikke bygges ind, før bygningen er tilstrækkeligt tør.

        Kvalitetsstyringssystemet bør følge principperne i DS/EN ISO 9001 (Dansk Standard, 2008a). Kvalitetssikring i forbindelse med at håndtere fugt i byggeriet gennem byggeprocessen er desuden beskrevet i Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010).

      • Stk. 6

        Bygningskonstruktioner og bygningsmaterialer må ikke have et fugtindhold, der ved indflytning medfører risiko for vækst af skimmelsvamp.

      • Vejledning (4.1, stk. 6)

        Kravet skal minimere risikoen for indflytning i for fugtige bygninger samt risikoen for vækst af skimmelsvamp. Dette gælder i forbindelse med såvel nybyggeri som renovering. Ved bestemmelse af et materiales kritiske fugtindhold skal der tages hensyn til eventuel overfladesnavs.

         

        Kravet skal ses i sammenhæng med stk. 5.

         

      • SBi-anvisning (4.1, stk. 6)

        Fugtkravet kan eftervises ved måling af fugtindhold i materialer og bygningsdele før ibrugtagning. Ifølge bestemmelserne om krav i byggetilladelser i kapitel 1.4, stk. 2, nr. 4, skal fugtmålingen foretages af en sagkyndig, som efterfølgende skal afgive en erklæring om fugtforholdene. Erklæringen kan være en del af den fugttekniske dokumentation, jf. afsnittet nedenfor om fugtteknisk dokumentation. Der er ingen specifikke krav til den sagkyndiges organisatoriske placering, og denne kan med fordel udføre sit arbejde som et integreret led i byggeriets tilblivelse.

        Kravene til en fugtsagkyndig og dennes opgaver beskrives i vejledningen Krav til fugtteknisk dokumentation samt fugtsagkyndiges kompetencer og virke (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2011).

        Ved fugtmåling skal det eftervises, at fugtindholdet i et materiale ikke overstiger materialets kritiske fugtindhold. Ved vurdering af et materiales kritiske fugtindhold skal der blandt andet tages hensyn til risiko for:

        • –Forringelse af mekaniske egenskaber

        • –Forringelse af termiske egenskaber

        • –Uønskede fugtbevægelser som følge af svind og kvældning

        • –Uønskede kemiske og elektrokemiske reaktioner

        • –Råd, svampe- og insektangreb

        • –Skimmelsvampevækst.

        Med hensyn til risikoen for skimmelsvampevækst skal vurderingen af, om fugtindholdet er kritisk, blandt andet ses i sammenhæng med temperaturen, overfladens beskaffenhed og fugtbelastningens varighed.

        I øjeblikket findes der ikke nogen ensartet testmetode, hvorefter materialer kan testes for kritisk fugtindhold med hensyn til risiko for vækst af skimmelsvampe eller andre påvirkninger. Men leverandører og producenter kan eventuelt have oplysninger om kritisk fugtindhold. I givet fald må det vurderes, om den valgte testmetode er relevant for det aktuelle tilfælde.

        Hvis det kritiske fugtindhold med hensyn til skimmelvækst for et materiale ikke er kendt og dokumenteret, kan et fugtindhold i materialet, der er i ligevægt med en relativ luftfugtighed (RF) på 75 % på materialets overflade, normalt anvendes som kritisk fugtindhold uanset overfladebeskaffenhed, temperatur og varighed af fugtbelastningen, se for eksempel Fukthandbok: Praktik och teori (Nevander & Elmarsson, 2006).

        Ved tilrettelægning af fugtmålingen skal der blandt andet tages hensyn til:

        • –Særligt fugtfølsomme materialers fugtforhold

        • –Materialers varierende evne til at optage fugt fra omgivelserne

        • –Årstidsbestemte variationer i materialernes fugtindhold

        • –Udtørring af materialer efter våde byggeprocesser

        • –Lukning af råhus og udtørringsprocesser ved opvarmning

        • –Fugtophobning ved transport og opbevaring.

        Fugtmålinger skal være repræsentative, dækkende og tilrettelægges individuelt for det enkelte byggeri. Det vil sige, at fugtmålinger skal være fordelt jævnt over bygningen og dens bygningsdele samt være af et antal, der giver et signifikant grundlag for vurdering af bygningens fugtforhold. Der skal ofte foretages et stort antal fugtmålinger, da fugtforholdene kan variere betydeligt i den samme bygning og inden for samme bygningsdel. For eksempel er det nødvendigt i et trægulv på et betondæk både at måle fugtindhold i trægulv og det underliggende betondæk. Måling af fugtindhold i betondæk bør foretages før lægning af trægulv.

        Fugtmålinger, der efterviser et fugtindhold under materialernes kritiske fugtindhold, er ikke en garanti mod, at der alligevel kan optræde fugtophobninger og skimmelvækst i byggeriet af følgende årsager:

        • –Det kan være vanskeligt at opnå en dækkende beskrivelse af fugtforholdene med fugtmålinger.

        • –Fugt kan transporteres rundt i materialer og bygningsdele efter byggeriets færdiggørelse.

        • –Skimmelvækst kan være skjult i utilgængelige bygningsdele på måletidspunktet.

        Forhold vedrørende fugtmåling og fugtteknisk dokumentation behandles blandt andet i:

        • –SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013)

        • –Fukthandbok: Praktik och teori (Nevander & Elmarsson, 2006)

        • –Fugtindhold i træ – måling og vurdering (Byg-Erfa, 2014)

        • –Fugtindhold i beton og murværk - måling og fejlkilder (Byg-Erfa, 2005b).

        Fugtteknisk dokumentation

        Før ibrugtagning af byggeriet kan der med fordel udarbejdes en fugtteknisk dokumentation, som bør indeholde:

        • –Forskrifter for kvalitetssikring, jf. stk. 5 i dette kapitel, som foreskrevet i projektets udførelsesgrundlag, herunder arbejdsbeskrivelser.

        • –Kontroldokumentation af fugttekniske forhold under udførelsen.

        • –Resultater af fugtmålinger.

        Som supplement til den fugttekniske dokumentation kan der gennemføres en systematisk visuel kontrol for skimmelvækst.

        Nærmere beskrivelse, af hvordan den fugttekniske dokumentation kan udføres, findes i Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010).

      • Stk. 7

        Telte med et samlet areal på op til 50 m2 er ikke omfattet af bestemmelserne i kap. 4.

        1. 4.2 Dimensionering af konstruktioner

      • Stk. 1

        Dimensionering af konstruktioner skal ske på grundlag af følgende Eurocodes med tilhørende danske annekser:

         

        DS/EN 1990 Projekteringsgrundlag for bærende konstruktioner, med DS/EN 1990 DK NA

        DS/EN 1991-1-1 Densiteter, egenlast og nyttelast for bygninger, med DS/EN 1991-1-1 DK NA

        DS/EN 1991-1-2 Brandlast, med DS/EN 1991-1-2 DK NA

        DS/EN 1991-1-3 Snelast, med DS/EN 1991-1-3 DK NA

        DS/EN 1991-1-4 Vindlast, med DS/EN 1991-1-4 DK NA

        DS/EN 1991-1-5 Termiske laster, med DS/EN 1991-1-5 DK NA

        DS/EN 1991-1-6 Last på konstruktioner under udførelse, med DS/EN 1991-1-6 DK NA

        DS/EN 1991-1-7 Ulykkeslast, med DS/EN 1991-1-7 DK NA

        DS/EN 1992-1-1 Betonkonstruktioner, Generelle regler samt regler for bygningskonstruktioner, med DS/EN 1992-1-1 DK NA

        DS/EN 1992-1-2 Betonkonstruktioner, Brandteknisk dimensionering, med DS/EN 1992-1-2 DK NA

        DS/EN 1992-3, Betonkonstruktioner til opbevaring af væsker og pulvere med DS/EN 1992-3 DK NA

        DS/EN 1993-1-1 Stålkonstruktioner, Generelle regler samt regler for bygningskonstruktioner, med DS/EN 1993-1-1 DK NA

        DS/EN 1993-1-2 Stålkonstruktioner, Brandteknisk dimensionering, med DS/EN 1993-1-2 DK NA

        DS/EN 1993-1-3 Stålkonstruktioner, Supplerende regler for koldformede elementer og beklædning af tyndplader, med DS/EN 1993-1-3 DK NA

        DS/EN 1993-1-4 Stålkonstruktioner, Supplerende regler for Rustfrit stål, med DS/EN 1993-1-4 DK NA

        DS/EN 1993-1-5 Stålkonstruktioner, Pladekonstruktioner, med DS/EN 1993-1-5 DK NA

        DSEN 1993-1-6 Stålkonstruktioner, Styrke og stabilitet af skalkonstruktioner, med DS/EN 1993-1-6 DK NA

        DS/EN 1993-1-7 Stålkonstruktioner, Styrke og stabilitet af pladekonstruktioner med tværbelastning, med DS/EN 1993-1-7 DK NA

        DS/EN 1993-1-8 Stålkonstruktioner, Samlinger, med DS/EN 1993-1-8 DK NA

        DS/EN 1993-1-9 Stålkonstruktioner, Udmattelse, med DS/EN 1993-1-9 DK NA

        DS/EN 1993-1-10 Stålkonstruktioner, Materialesejhed og egenskaber i tykkelsesretningen, med DS/EN 1993-1-10 DK NA

        DS/EN 1994-1-1 Kompositkonstruktioner, Generelle regler samt regler for bygningskonstruktioner, med DS/EN 1994-1-1 DK NA

        DS/EN 1994-1-2 Kompositkonstruktioner, Brandteknisk dimensionering, med DS/EN 1994-1-2 DK NA

        DS/EN 1995-1-1 Trækonstruktioner, Almindelige regler samt regler for bygningskonstruktioner, med DS/EN 1995-1-1 DK NA

        DS/EN 1995-1-2 Trækonstruktioner, Brandteknisk dimensionering, med DS/EN 1995-1-2 DK NA

        DS/EN 1996-1-1 Murværkskonstruktioner, Generelle regler for armeret og uarmeret murværk, med DS/EN 1996-1-1 DK NA

        DS/EN 1996-1-2 Murværkskonstruktioner, Brandteknisk dimensionering, med DS/EN 1996-1-2 DK NA

        DS/EN 1996-2 Murværkskonstruktioner, Designbetragtninger, valg af materialer og udførelse af murværk, med DS/EN 1996-2 DK NA

        DS/EN 1997-1 Geoteknik, Generelle regler, med DS/EN 1997-1 DK NA

        DS/EN 1999-1-1 Aluminiumkonstruktioner, Generelle regler for bygningskonstruktioner

        DS/EN 1999-1-2 Aluminiumkonstruktioner, Brandteknisk dimensionering, med DS/EN 1999-1-2 DK NA

        DS/EN 1999-1-3 Aluminiumkonstruktioner, Udmattelse, med DS/EN 1999-1-3 DK NA

      • Vejledning (4.2, stk. 1-4)

        En række af sammenbyggede enfamiliehuse (dobbelthuse og rækkehuse) kan dimensioneres som én bygning, uanset ejerform og matrikelforhold. Der henvises til bestemmelsen i kap. 1.3.2.

         

        For vindmøller kan kravene i dette kapitel anses for opfyldt, når vindmøllen opføres i overensstemmelse med den godkendelse, der er meddelt i henhold til bekendtgørelse om teknisk godkendelsesordning for konstruktion, fremstilling og opstilling af vindmøller.

         

        Der henvises til DS/INF 1990 Konsekvensklasser for bygningskonstruktioner.

        DS/EN 1992-3, Betonkonstruktioner til opbevaring af væsker og pulvere med DS/EN 1992-3 DK NA indeholder supplerende regler for dimensionering af betonkonstruktioner til opbevaring af væsker og pulvere, samt andre betonkonstruktioner med krav om væsketæthed.

         

        Når en bygningskonstruktion eller en bygning dimensioneres ved anvendelse af en standard, skal det sikres, at der er taget hensyn til de i stk. 1 nævnte eurocodes samt standarderne beskrevet i stk. 2-4 med tilhørende nationale annekser.

         

        For telte og lignende midlertidige konstruktioner kan der henvises til DS/EN 13782, Midlertidige konstruktioner – Telte – Sikkerhed.

      • Stk. 2

        Ved dimensionering af betonkonstruktioner anvendes DS/EN 206-1 Beton, specifikation, egenskaber, produktion og overensstemmelse og DS 2426 Beton - Materialer - Regler for anvendelse af DS/EN 206 i Danmark.

      • Stk. 3

        Ved dimensionering af konstruktioner i letbeton med lette tilslag skal benyttes DS/EN 1520 Præfabrikerede armerede elementer af letbeton med lette tilslag og åben struktur med bærende eller ikke-bærende armering med DS/EN 1520 DK NA.

      • Stk. 4

        Ved dimensionering af konstruktioner af autoklaveret porebeton skal benyttes DS/EN 12602 Præfabrikerede armerede komponenter af autoklaveret porebeton sammen med DS/EN 12602 DK NA.

         

      • SBi-anvisning (4.2, stk. 1-4)

        Dimensionering

        Standarderne vedrørende konstruktioner indeholder en række krav, der skal sikre, at bygningskonstruktioner, herunder telte og lignende midlertidige konstruktioner, har den ønskede sikkerhed mod tab af menneskeliv, personskade, tab af værdier og tab af funktionalitet. Standarderne forudsætter indsigt i teorier og beregningsprincipper for dimensionering af konstruktioner.

        Ved praktisk dimensionering kan beregningsarbejdet støttes ved at bruge håndbøger, lærebøger og beregningsværktøjer udgivet af for eksempel Statens Byggeforskningsinstitut, universiteter, oplysningsråd, brancheforeninger og producenter. Vejledning i dimensionering for de mest anvendte konstruktionsmaterialer kan for eksempel findes i Teknisk Ståbi (Jensen et al., 2015). Oplysninger om materialeegenskaber og ydeevne fra producenter bør være dokumenterede. Dimensionering og kontrol skal afstemmes med konsekvenser ved svigt; herunder indplacering af konstruktioner i konsekvensklasser. Vejledning i valg af konsekvensklasser findes i DS/INF 1990, Konsekvensklasser for bygningskonstruktioner (Dansk Standard, 2013f).

        Sekundære bygningsdeles bidrag til bæreevnen indregnes normalt ikke ved dimensioneringen af de bærende konstruktioner.

        Konstruktionsudformning

        Bærende konstruktioner skal udformes og dimensioneres, så sikkerheden mod svigt er tilstrækkelig i henhold til standarderne, og så konstruktionerne kan anvendes til det påtænkte formål. Ifølge standarderne for konstruktioner skal sikkerheden eftervises i både 'brudgrænse-tilstanden' og 'anvendelsesgrænse-tilstanden'.

        Det bør tilstræbes at anvende enkle bærende konstruktioner med letforståelige kraftveje. Konstruktioner kan ofte med fordel designes, så lokale brud giver mulighed for omfordeling af laster til andre konstruktionsdele.

        Konstruktioner skal være stabile og kunne modstå sekundære påvirkninger.

        Konstruktioner skal udformes, så bygningsdele ikke udsættes for uhensigtsmæssige nedbrydningsmekanismer, fx initieret af regelmæssige opfugtninger, høje temperaturer og kemiske påvirkninger.

        Kvalitet

        Kvaliteten af udformning og dimensionering bør styres ved planlægning og kontrol. Kontrollen bør dokumenteres.

        Anvendelse af IKT-værktøjer til modellering, simulering og dimensionering kræver indsigt i værktøjernes indlejrede beregningsforudsætninger og -rutiner. Valg og brug af IKT-værktøjer kan i praksis støttes ved brug af værktøjernes dokumentation. Egnetheden af de anvendte IKT-værktøjer bør dokumenteres.

        Detaljer

        Der bør rettes særlig opmærksomhed mod konstruktionsdetaljers udformning og sikkerhed, fordi sikkerhedsproblemer ofte skyldes uhensigtsmæssige eller mangelfulde samlingsdetaljer. Standarder nævnt i stk. 1 i dette kapitel anviser regler for udførelse og dimensionering af samlingsdetaljer og forbindelsesmidler.

        Ved forankring af telte og lignende midlertidige konstruktioner bør rettes særlig opmærksomhed på egenskaberne af jorden, se for eksempel SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger (Pedersen et al., 2011) og DS/EN 13782, Midlertidige konstruktioner – Telte – Sikkerhed (Dansk Standard 2015d).

        Vejledning i udformning og beregning af samlingsdetaljer kan normalt findes i lærebøger, for eksempel for trækonstruktioner i Beregning af forbindelser (Munch-Andersen & Larsen, 2009).

        Dokumentation

        Bærende konstruktioners sikkerhed og anvendelse dokumenteres ved 'en statisk dokumentation'. Bygningsreglementets bilag 4, Dokumentation af bærende konstruktioner, skitserer, hvordan en statisk dokumentation kan opbygges, og hvilke elementer den almindeligvis skal bestå af. Den statiske dokumentation omfatter en dokumentation af både konstruktion og projektering, herunder en dokumentation af kontrol, konstruktionsændringer og udførelse.

        Nærmere beskrivelse for udformning, håndtering og kontrol af dokumentation for de bærende konstruktioners ydeevne kan findes i SBi-anvisning 223, Dokumentation af bærende konstruktioner (Aagaard & Feddersen, 2016).

        Vindmøller

        Energistyrelsen har sammen med DTU Vindenergi lavet en hjemmeside, hvor information om godkendelse af vindmøller er samlet, se [www.vindmoellegodkendelse.dk].

        Eksisterende konstruktioner

        Eksisterende konstruktioners sikkerhed skal revurderes ved ændringer af forhold af betydning for konstruktionernes ydeevne og påvirkninger; fx ombygning af konstruktionen, ændring af konstruktionens anvendelse, uforudset nedbrydning af materiale, større deformationer eller sætninger end forventet, en skadeshændelse, mistanke om fejl ved projektering eller udførelse, forlængelse af konstruktionens levetid eller ændringer i omgivelserne af betydning for naturlaster og funderingsforhold.

        Revurderingen skal som udgangspunkt foretages efter nugældende regler, da disse formodes at repræsentere et større vidensgrundlag end tidligere regler, og baseres på oplysninger om den aktuelle konstruktion. Vejledning i revurdering af eksisterende konstruktioner kan for eksempel findes i SBi-anvisning 251, Vurdering af eksisterende konstruktioners bæreevne (Pedersen, 2015) og SBi-anvisning 248, Ældre murværks egenskaber (Pedersen & Hansen, 2015).

      • Stk. 5

        Der kan afviges fra bestemmelserne angivet i stk. 1, når det dokumenteres over for kommunalbestyrelsen, at afvigelsen er forsvarlig.

         

      • SBi-anvisning (4.2, stk. 5)

        Afvigelse fra standarderne kræver normalt en komplet dokumentation for materialestyrker, brudmekaniske modeller og materialeparametre eller lignende forhold på de områder, hvor afvigelsen finder sted. Afvigelse fra gældende standarder ved anvendelse af tidligere normer eller standarder kræver også dokumentation på de områder, hvor afvigelsen finder sted.

        Standardernes modeller og beregningsregler kan fraviges, hvis det dokumenteres, at de anvendte modeller og beregningsregler giver samme eller højere sikkerhed end, standarderne kræver.

        Standardernes materialeparametre kan fraviges, hvis det dokumenteres, at de anvendte materialer rent faktisk besidder de anvendte materialeparametre, og at de anvendte materialeparametre giver samme eller højere sikkerhed end, standarderne kræver.

        Der bør være varsomhed med at afvige fra standarderne, da dokumentationspligten kan være betydelig.

      • Stk. 6

        Når der anvendes materialer og konstruktioner, der ikke dækkes af Eurocodes angivet i stk. 1, skal det på anden vis dokumenteres, at der opnås sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende forhold.

         

      • Vejledning (4.2, stk. 6)

        Prøvningsresultater, standarder eller alment anerkendte anvisninger kan med fordel indgå i dokumentationen under forudsætning af, at sikkerhedsniveauet herunder eventuel tredjepartsovervågning svarer til niveauet nævnt i stk. 1-4.

         

      • SBi-anvisning (4.2, stk. 6)

        Beregning

        Påvisning af tilfredsstillende sikkerhedsmæssige forhold ved beregning, analyse og simulering på områder, der ikke dækkes af standarderne, skal dokumenteres fuldt ud og kan bl.a. omfatte henvisning til standarder eller alment anerkendte anvisninger.

        Dokumentationen skal ud over referencer til de anvendte standarder eller anvisninger omfatte en analyse med angivelse af forudsætninger, modeller, resultater samt en sammenfattende vurdering. Dokumentationen bør omfatte en kontroldokumentation, og hvor der er anvendt it-systemer til analyse eller simulering, må relevante proceskontroller dokumenteres. Det kan for eksempel gøres ved at dokumentere kontrol af inddata, mellemresultater og beregningsresultater, se for eksempel SBi-anvisning 223, Dokumentation af bærende konstruktioner (Aagaard & Feddersen, 2016).

        Ved simulering af materialeforhold og konstruktioner bør simuleringsmodellen dokumenteres og eventuelle dynamiske simuleringsforhold beskrives.

        Prøvning

        Prøvningsresultater bør indgå i dokumentationen af materialers egenskaber og kan med fordel indgå i dokumentationen af konstruktioners virkemåde.

        Prøvning bør baseres på alment anerkendte prøvningsmetoder. Ved dokumentation af egenskaber, der er fastlagt ved prøvning, skal referencer til de anvendte prøvningsmetoder angives. Fastlæggelse af egenskaber på basis af prøvningsresultater skal ske efter metoder, som er beskrevet i Eurocode 0, anneks D, (Dansk Standard, 2007d) eller tilsvarende.

        Vurdering af eksisterende konstruktioners sikkerhed kan indebære prøvning af konstruktionsmaterialernes eller konstruktionernes egenskaber; se for eksempel SBi-anvisning 251, Vurdering af eksisterende konstruktioners bæreevne (Pedersen, 2015) og SBi-anvisning 248, Ældre murværks styrkeegenskaber (Pedersen & Hansen, 2015).

      • Stk. 7

        Garager, carporte, overdækkede terrasser, udhuse, drivhuse og lignende bygninger samt teknikhuse til elektroniske kommunikationsnet eller tjenester med et areal på højst 50 m² kan udføres, uden at styrke og stabilitet er eftervist ved beregning.

      • Vejledning (4.2, stk. 7)

        Bygningerne er stadig omfattet af kapitel 4.1.

         

      • SBi-anvisning (4.2, stk. 7)

        Dokumentation

        De pågældende bygninger skal stadig opfylde bestemmelserne om tilfredsstillende sikkerhedsmæssige forhold, jf. kapitel 4.1 om konstruktioner generelt. I praksis betyder det, at også denne type bygninger skal have et sikkerhedsniveau svarende til, hvad der er beskrevet i bestemmelserne angivet i 4.2, stk. 1-4, om dimensionering af konstruktioner, blot er der tale om et lavere sikkerhedsniveau end for byggeri generelt. Samtidig er der tale om en lempeligere dokumentationspligt.

        Hensigten er at fritage for pligten til dokumentation, hvor der er lille risiko for liv, personskade og tab af store værdier. Hvis de pågældende bygværker ændrer anvendelse eller udformning, så risikoen for tab af menneskeliv, personskade eller tab af store værdier stiger væsentligt, bør styrke og stabilitet eftervises ved beregning, som er anført i gældende standarder og anvisninger.

        Bygningerne kan henregnes til lav dokumentationsklasse iht. SBi-anvisning 223, Dokumentation af bærende konstruktioner (Aagaard & Feddersen, 2016).

      • Stk. 8

        For opvarmede væksthuse ved gartnerier samt teltoverdækning af beholdere for opbevaring af flydende husdyrgødning gælder stk. 1 med den lempelse, at kravene til snelast kan reduceres med 65 pct.

      • Vejledning (4.2, stk. 8)

        Kravene til snelasten kan i henhold til stk. 1 alene reduceres med 65 pct., såfremt væksthuset er opvarmet i sådan en grad, at der ikke sker ophobning af sne. Som alternativ til opvarmningen kan væksthuset udformes således, at fjernelse af sne er muligt.

         

      • SBi-anvisning (4.2, stk. 8)

        Hvis der er publikumsadgang til et væksthus, skal kravene i kapitel 4.3, Glaspartier, glasflader og glaskonstruktioner, overholdes. I væksthuse til produktionsformål kan anvendes ikke-lamineret glas i taget.

        1. 4.3 Glaspartier, glasflader og glaskonstruktioner

      • Stk. 1

        Glaspartier, glasflader og glaskonstruktioner skal udføres og dimensioneres, så der opnås sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende forhold mod personskader.

        Bestemmelsen omfatter ikke glas benyttet i vinduer og døre, medmindre der foreligger særlige forhold i forbindelse med placeringen eller brugen af bygningen.

      • Vejledning (4.3, stk. 1)

        Bestemmelsen omfatter udførelse og dimensionering af glas i tage, vægge, facader, lofter, værn mv. [’døre, vinduer’ slettet, red.]

         

        Der henvises til DS/INF 119, Bygningsglas - Retningslinjer for valg og anvendelse af sikkerhedsglas - Personsikkerhed.

         

      • Stk. 2

        Ved glaspartier, glasflader og glaskonstruktioner skal det sikres, at der ikke opstår risiko for personskader på grund af kollision med glasset.

      • Vejledning (4.3, stk. 2)

        Bestemmelsen finder anvendelse i byggeri, hvor der i forbindelse med brug af glas i eksempelvis glasdøre, glasvægge og glasfacader kan opstå fare for, at personer kan kollidere med glasset. Det drejer sig eksempelvis om bygninger, hvor der færdes mange personer, eller hvor benyttelsen af bygningen kan øge risikoen for kollision med glasset.

         

        Disse glaspartier bør derfor afmærkes eller afskærmes. Afmærkningen bør placeres og udformes således, at den er iøjefaldende og tydelig for alle, herunder personer med synshandicap.

         

        Såfremt der ved glaspartier benyttes værn som afskærmning og sikring mod personskader, bør disse udføres i overensstemmelse med bestemmelserne i kap. 3.2.3.

         

      • SBi-anvisning (4.3, stk. 2)

        Glas i konstruktioner

        Ved valg af glastype og -dimension bør man være opmærksom på, at glasset og dets fastholdelser skal kunne modstå de forekommende laster med en sikkerhed svarende til kravene til andre konstruktionsmaterialer.

        Laster kan være:

        • –Vind-, sne- og egenlast.

        • –Temperaturpåvirkninger, herunder trykændringer i termoruder.

        • –Nyttelast, fx på glasgulve og -trapper samt på værn af glas.

        • –Desuden skal der forebygges personskader som følge af:

        • –Skæreskader, hvis en persons sammenstød med glasset forårsager brud i glasset.

        • –Nedstyrtning af personer, hvis en persons sammenstød med værn af glas medfører brud i glasset.

        • –Nedfald af glas ved brud i højtsiddende glas i tage og facader.

        Der findes ingen dansk eller europæisk standard for dimensionering af glas, men for eksempel SBi-anvisning 215, Dimensionering af glas i klimaskærmen (Munch-Andersen, 2007) giver retningslinjer for dimensionering af glas i klimaskærmen.

        Som en del af sikringen mod personskader kan der med fordel vælges lamineret eller hærdet sikkerhedsglas. Se i øvrigt DS/INF 119 (Dansk Standard, 2007a) vedrørende valg af glas med fokus på personsikkerhed.

        For at hindre nedstyrtning af personer og nedfald af glas skal man være opmærksom på, at glasset efter brud fortsat skal være fastholdt. Det stiller krav til glasfals, glaslister og evt. klæbning. Ved punktformige fastholdelser kræves særlige overvejelser.

        Vinduer, der kan åbnes, bør ikke have brystning under 80-90 cm af hensyn til personsikkerheden, jf. risikoen for at falde ud af vinduet. Indgår glaspartier i fuld højde i ydervæggen, bør den nederste del af glasset være forsynet med rækværk eller være fast monteret.

        Når glas fungerer som værn, bør højden være mindst 1,0 meter. Ved risiko for nedstyrtning bør højden øges til mindst 1,2 meter. Værn af glas bør forsynes med gennemgående håndlister, der sikrer, at håndlisten er fastholdt, hvis et glasfelt svigter. Se i øvrigt mere om krav til værn i kapitel 3.2.3, Værn.

        Tyske retningslinjer kan anvendes orienterende. For punktfastholdt glas kan TRPV (Deutsches Institut für Bautechnik, 2006a) anvendes, og for glas, der skal fungere som værn mod nedstyrtning, kan TRAV (Deutsches Institut für Bautechnik, 2003) anvendes.

        Begge bygger på TRLV (Deutsches Institut für Bautechnik, 2006b), der omfatter samme emner som SBi-anvisning 215, Dimensionering af glas i klimaskærmen (Munch-Andersen, 2007). Den norske standard NS 3510:2015 (Norsk Standard, 2015) indeholder principper for værn, og kan også anvendes orienterende.

        Andre materialegenskaber og vejledning om brug af glas i byggeriet findes for eksempel i SBi-anvisning 192, Glas i byggeriet (Lorentzen, 1999).

        Markering af glas

        Glas i facader, vægge og døre skal afmærkes af hensyn til personer med synshandicap og for at minimere risikoen for, at personer ved uopmærksomhed kolliderer med glasset, jf. DS/INF 119 (Dansk Standard, 2007a) om retningslinjer for valg og anvendelse af sikkerhedsglas. Afmærkningen bør placeres, så den er iøjnefaldende og tydelig for alle. Afmærkningen bør være varig og synlig under alle normale belysningsforhold og kan bestå i ornamentglas, farvet glas, sikkerhedstrådglas, lamineret glas med afmærkning i folien eller sandblæst glas.

        Disse markeringer er ikke altid tilstrækkelige. Som en mere effektiv løsning kan anvendes tre vandrette, 100 mm brede bånd i højderne 0-0,2 meter, 1,0 meter og 1,6 meter over gulv. Det tager hensyn til, at nogle svagsynede orienterer sig langs gulvet, mens andre ser lige frem. Højderne tager hensyn til, at siddende personer og kørestolsbrugere også har mulighed for udsyn. Hvid, gul eller anden lys markering kombineret med en mørk markering gør det muligt at se glaspartiet både i dagslys og i svagere kunstlys. Forskellen i lysrefleksionsværdi mellem de lyse og mørke farver bør være 60 eller mere. Information om forskellige farvers lysreflektionsværdi kan for eksempel findes i SBi-anvisning 203, Beregning af dagslys i bygninger (Christoffersen et. al., 2002).

        En glasdør i en glasfacade bør af hensyn til svagsynede markeres, så den tydeligt adskiller sig fra glasfacaden i øvrigt. Ud over ovenstående kan døren for eksempel indrammes med et 100 mm bredt bånd, som har en forskel i lysrefleksionsværdi på mindst 30 i forhold til gulv.

        1. 4.4 Legepladsredskaber mv.

      • Stk. 1

        Legepladsredskaber og lignende på legepladser, der er offentligt tilgængelige, skal udformes og dimensioneres, så der opnås sikkerheds- og sundhedsmæssigt tilfredsstillende forhold mod personskader.

      • Vejledning (4.4, stk. 1)

        Bestemmelsen finder alene anvendelse på redskaber, der er offentligt tilgængelige. Bestemmelsen finder ligeledes anvendelse på motionsredskaber, der opsættes på offentligt tilgængelige arealer. Der henvises til nedenstående standarder, hvori er angivet de specifikationer, som bør opfyldes, for i videst muligt omfang at beskytte mod den risiko, der kan være forbundet med, at børn benytter legeredskaber på legepladser. Andre tekniske specifikationer kan lægges til grund, hvis de giver tilsvarende sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende forhold. Bestemmelsen omfatter også skateboardbaner mv. For motionsredskaber, der også anvendes som legepladsredskaber, skal den faktiske anvendelse af redskabet ligge til grund for, hvilke standarder, der anvendes.

         

        Legepladsredskaber:

         

        – DS/EN 1176-1 Legepladsredskaber og -underlag - Del 1: Generelle sikkerhedskrav og prøvningsmetoder

        – DS/EN 1176-2 Legepladsredskaber og -underlag - Del 2: Gynger - Supplerende specifikke sikkerhedskrav og prøvningsmetoder

        – DS/EN 1176-3 Legepladsredskaber og -underlag - Del 3: Rutsjebaner - Supplerende specifikke sikkerhedskrav og prøvningsmetoder

        – DS/EN 1176-4 Legepladsredskaber og -underlag - Del 4: Svævebaner - Supplerende specifikke sikkerhedskrav og prøvningsmetoder

        – DS/EN 1176-5 Legepladsredskaber og -underlag - Del 5: Karruseller - Supplerende specifikke sikkerhedskrav og prøvningsmetoder

        – DS/EN 1176-6 Legepladsredskaber og -underlag - Del 6: Vipper - Supplerende specifikke sikkerhedskrav og prøvningsmetoder

        – DS/EN 1176-7 Legepladsredskaber og -underlag - Del 7: Vejledning til brug ved installation, inspektion, vedligeholdelse og drift

        – DS/EN 1176-10 Legepladsredskaber og -underlag - Del 10: Fuldstændigt lukkede legeredskaber - Supplerende specifikke sikkerhedskrav og prøvningsmetoder

        – DS/EN 1176-11 Legepladsredskaber og -underlag - Del 11: Tredimensionelle klatrenet - Supplerende specifikke sikkerhedskrav og prøvningsmetoder

        – DS/EN 1177 Stødabsorberende legepladsunderlag - Bestemmelse af den kritiske faldhøjde

        Skateboardbaner:

        - DS/EN 14974 + A1 Sportsudstyr - Faciliteter for brugere af rullesportsudstyr (fx inlinere, rulleskøjter, skateboard, BMX-cykler) - Sikkerhedskrav og prøvningsmetoder

        Oppustelige legeredskaber:

        – DS/EN 14960 Oppustelige legeredskaber - Sikkerhedskrav og prøvningsmetoder

        Kunstige klatrevægge:

        – DS/EN 12572-1 Kunstige klatrevægge - Del 1: Sikkerhedskrav og prøvningsmetoder for kunstige klatrevægge med sikringspunkter

        – DS/EN 12572-2 Kunstige klatrevægge - Del 2: Sikkerhedskrav og prøvningsmetoder til boulderstrukturer

        – DS/EN 12572-3 Kunstige klatrevægge - Del 3: Sikkerhedskrav og prøvningsmetoder til klatregreb

        Motionsredskaber:

        – DS/EN 16630 Fastinstalleret udendørs fitnessudstyr – Sikkerhedskrav og prøvningsmetoder

         

         

      • SBi-anvisning (4.4, stk. 1)

        Legepladser

        Legepladser omfatter alle legepladser med offentlig adgang i byer, skove og på landet, herunder også naturlegepladser.

        Legepladser i for eksempel offentlige skoler og børneinstitutioner er også offentlige legepladser. Det er som regel kommunen, der er ejer og dermed ansvarlig for, at offentlige legepladser opfylder gældende regler for sikker indretning og vedligeholdelse.

        Der henvises til kapitel 2.4.1, stk. 3 om legepladsers adgang og indretning.

        Legepladsudstyr

        Legepladsudstyr bør være indrettet, så risikoen for personskade ved brug af udstyret er minimeret. Specifikationer, som bør opfyldes for i videst muligt omfang at minimere risikoen ved børns brug af legeredskaber på legepladser, findes i standarderne DS/EN 1176 (Dansk Standard, 2008-2009) og DS/EN 1177 (Dansk Standard, 2009a). Andre tekniske specifikationer kan lægges til grund, hvis de giver tilsvarende sikkerhed.

        Sikkerhedsforhold ved klatrevægge er behandlet i DS/EN 12572-1-3 (Dansk Standard, 2017e).

        Sikkerhedsforhold ved skateboardbaner m.m. er behandlet i DS/EN 14974 + A1 (Dansk Standard, 2010a).

        1. 4.5 Fugt og holdbarhed

      • Stk. 1

        Bygninger skal udføres så vand og fugt ikke medfører skader eller brugsmæssige gener, herunder forringet holdbarhed og utilfredsstillende sundhedsmæssige forhold, se også kapitel 6, Indeklima.

      • Vejledning (4.5, stk. 1)

        Fugtpåvirkninger kan stamme fra regn, sne, overfladevand, grundvand, vandstandsstigninger, jordfugt, byggefugt, påvirkninger fra brugsvand samt luftfugtighed, herunder kondensfugt. Der henvises til Trafik-, Bygge og Boligstyrelsens vejledning om håndtering af fugt i byggeriet.

      • SBi-anvisning (4.5, stk. 1)

        Undgå fugt

        Fugt i bygningsdele og konstruktioner kan medføre skimmelvækst, nedbrydning af materialer, nedsat isoleringsevne m.m. For at undgå opfugtning skal bygninger udformes, så:

        • –Vandbelastning fra omgivelserne minimeres.

        • –Vand og fugt afledes fra bygningen.

        • –Konstruktionerne yder beskyttelse mod indtrængning af vand.

        • –Konstruktionerne kan modstå normale vand- og fugtpåvirkninger.

        • –Dannelse af skadelig kondens på og i konstruktioner, herunder på overflader, undgås.

        Vand- og fugtbelastning

        Den bedste forholdsregel mod skader og gener fra fugtpåvirkning er at udforme byggeriet, konstruktionerne og detaljerne, så vand- og fugtbelastningen bliver så lille som muligt. Se i øvrigt kapitel 4.1, stk. 5 og 6, vedrørende fugtforhold i byggematerialer.

        Bygningen bør placeres og udformes under hensyntagen til vejr og vind. Læ for vind og vejr kan være en fordel for eksempel ved beskyttelse med bevoksninger og andre bebyggelser. Hvis facader og gavle eksponeres direkte for vind og vejr fra de dominerede vindretninger i åbent land, kan selv meget omhyggeligt udformede og udførte samlinger og tætninger have vanskeligt ved at beskytte mod vandindtrængning.

        Konstruktioner bør udformes, så nedbør bortledes direkte, hurtigt og synligt. Eksempelvis kan langsom bortledning af regnvand fra tage eller nedløbsrør indbygget i konstruktioner erfaringsmæssigt give vanskeligheder.

        Beklædningsmaterialer og samlingsdetaljer til facader og tag bør vælges under hensyntagen til de klimatiske forhold. Bygningsdele og samlinger bør udformes, så de yder konstruktiv fugtbeskyttelse af underliggende bygningsdele, fx ved overlap, drypnæser og to-trinstætninger, som sikrer bortledning af vand. Et stort tagudhæng kan beskytte sårbare samlinger mellem ydervæg og tag og samtidig reducere vandbelastningen på facadens øvrige dele.

        Fugtisolering

        For at hindre indtrængning af fugt i bygningen og skadelig fugtophobning i bygningens konstruktioner, må bygningsdele og konstruktioner fugtisoleres på passende vis.

        Grundlæggende viden om fugt og fugtbevægelser, som kan anvendes ved vurdering af konkrete konstruktioners ydeevne med hensyn til fugtisolering, gennemgås for eksempel i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013). Desuden beskrives, hvordan en række bygningsdele kan udføres fugtteknisk korrekt med konkrete eksempler på udførelsen. Flere eksempler kan for eksempel findes i SBi-anvisning 189, Småhuse (Statens Byggeforskningsinstitut, 1999).

        Fugtteknisk forsvarlig energirenovering

        Ved en energirenovering er det vigtigt, at løsningen er fugtteknisk forsvarlig, jf. kapitel 7.4.1, stk. 2. Nogle energibesparende foranstaltninger vil i sig selv forbedre konstruktionen fugtteknisk, mens andre kan øge risikoen for fugtskader, hvis der ikke bevidst foretages tiltag, der modvirker dette. Typiske, men ikke udtømmende, eksempler er:

        • –Tætning af klimaskærmen kan betyde, at den naturlige ventilation gennem utætheder nedsættes så kraftigt, at der skal sikres et minimum luftskifte gennem kontrollerede åbninger i klimaskærmen, se kapitel 6.3.1.1, stk. 2 om tilførsel af udeluft.

        • –Øget isoleringstykkelse i tag kan afføde et øget krav til konstruktionens tæthed over for vanddamp. Pudsede lofter vil således ikke længere være tilstrækkelig tætte, men skal suppleres med en egentlig dampspærre.

        • –Efterisolering af dæk over uopvarmet kælder eller krybekælder. Temperaturnedsættelsen i det uopvarmede kælderrum kan betyde øget fugtbelastning af rummet og væggene.

        • –Indvendig efterisolering af vægge kræver ikke kun omhu i udførelsen, men stiller også øgede krav til væggenes tæthed og håndtering af kuldebroer.

        Det er derfor nødvendigt at vurdere fugttekniske risici ved energibesparende foranstaltninger. Hjælp til vurdering af fugttekniske risici ved valg af efterisoleringsløsning til klimaskærmen for småhuse kan for eksempel findes i SBi-anvisning 240, Efterisolering af småhuse - byggetekniske løsninger (Møller, 2012b), der også viser eksempler på efterisolering af tag, ydervæg, kælder og terrændæk med særligt fokus på, at de er robuste og fugtteknisk forsvarlige. For efterisolering af mere kompliceret byggeri kan for eksempel findes information i SBi-anvisning 221, Efterisolering af etageboliger (Munch-Andersen, 2008).

      • Stk. 2

        Bygninger skal sikres mod skadelig akkumulering af kondensfugt som følge af fugttransport fra indeluften. Bygninger skal desuden sikres mod opsugning af fugt fra undergrunden.

      • Vejledning (4.5, stk. 2)

        Kondens på kolde indvendige overflader opstår sædvanligvis som følge af utilsigtet høj luftfugtighed, kombineret med utilstrækkelig ventilation og ringe luftbevægelse i områder med kolde overflader.

         

        Kolde indvendige overflader kan optræde ved konstruktive kuldebroer, ved klimaskærmspartier med lav isoleringsevne, ved utætheder i klimaskærmen, ved installationsgennemføringer, på vinduer, mm.

         

        Ved nybyggeri og renovering bør fugtbelastningen medtages i vurderingen af, om der er tilstrækkelig ventilation og luftbevægelse i alle rum.

         

        Ved valg af ventilationsstrategi, konstruktioner og bygningsdele bør der i projekterings-, udførelses- samt brugsfasen tages hensyn til den fugtproduktion, luftudskiftning og luftbevægelse, der er i bygningen, så forudsætningerne for et sundt indeklima skabes, så byggekomponenter og konstruktioner ikke nedbrydes.

         

      • SBi-anvisning (4.5, stk. 2)

        Kondens og dampspærre

        Kondens i bygningskonstruktioner optræder primært, når fugt fra indeluften trænger ud i konstruktionerne, hvor den kan kondensere på kolde overflader eller i kolde materialer. For at hindre fugtstrømning skal varmeisolerende bygningsdele være luft- og diffusionstætte på den varme side af isoleringen, se for eksempel SBi-anvisning 214, Klimaskærmens lufttæthed (Rasmussen & Nicolajsen, 2007) og Dampspærrer – monteringsdetaljer (Byg-Erfa, 2015). For almindelige, opvarmede huse og sommerhuse kan luft- og diffusionstæthed for eksempel opnås ved anvendelse af en tæt dampspærre på den indvendige side af konstruktionen kombineret med mere diffusionsåbne materialer længere ude i konstruktionen. For kølehuse betyder det, at dampspærren skal sidde på ydersiden af isoleringen.

        Den fugt fra indeluften, som uundgåeligt vil trænge ud i konstruktionerne, kan fjernes ved ventilation bag udvendige beklædninger eller ved brug af diffusionsåbne materialer, som tillader, at fugten kan forsvinde. Konkrete eksempler på udførelsen findes for eksempel i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013) samt en række Byg-Erfa-blade om dampspærrer, undertage m.m.

        Ved ydersiden bør isoleringsmaterialer sikres mod gennemblæsning, fx ved indbygning af en vindspærrende membran, jf. kapitel 7.1, stk. 3, om sikring mod varmetab.

        Kondens og kuldebroer

        For at undgå kondens og deraf følgende uheldige fugtpåvirkninger bør konstruktioner udformes, så kuldebroer ikke medfører indvendige overfladetemperaturer på bygningsdele og temperaturer inde i bygningsdele under dugpunktet. Desuden er det nødvendigt at overholde minimumskravene til ventilation i bygningsreglementets kapitel 6.3.1.2 og 6.3.1.3. Kondens på overflader er især et problem for vanskeligt tilgængelige overflader, fx bag et skab placeret op af en ydervæg, men er også uhensigtsmæssigt på synlige overflader som for eksempel vinduer.

        Risikoen for kondens på overflader kan vurderes ved hjælp af beregningsmetoder, som er angivet i DS/EN ISO 13788 (Dansk Standard, 2013g) om metoder for beregning af kritisk indre overfladetemperatur og i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013). Standarden beskriver flere metoder til beregning af den kritiske overfladetemperatur egnet henholdsvis til tunge ydervægge, hvor temperaturen kun langsomt ændres, og til lette konstruktioner, herunder vinduer, hvor temperaturen skifter hurtigere. Den kritiske indre overfladetemperatur vil afhænge af fugtproduktionen i bygningen, udtrykt ved fugtbelastningsklassen. Standarden kan både benyttes til bestemmelse af den kritiske overfladetemperatur for skimmelvækst og kondensdannelse.

        Værdier for kritiske overfladetemperaturer for forskellige fugtbelastningsklasser ved brug af DS/EN ISO 13788 (Dansk Standard, 2013g) kan for eksempel findes i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013).

        Desuden er forholdsregler til at modvirke kondensdannelse for eksempel nærmere beskrevet i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger, 2.1.4 Overfladekondens – kuldebroer (Brandt et al., 2013).

        Sommerkondens

        På facader og tage, der om sommeren kan opnå høje udvendige overfladetemperaturer ved direkte solstråling, bør konstruktioner udformes, så der sikres mod sommerkondens, dvs. kondens, der optræder, når fugt trænger ind gennem konstruktionen udefra og kondenserer på koldere materialer inde i konstruktionen, se for eksempel SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger, 3.3.4 Sommerkondens (Brandt et al., 2013).

        Grundfugt

        Opsugning af fugt fra grunden medfører opfugtning af materialer på grund af indtrængende vand eller ved kapillarvirkning i terrændæk og fundamenter. Opstigende grundfugt skal modvirkes ved fugtstandsende lag mellem grund og bygningsdele samt kapillarbrydende lag mellem grund og terrændæk m.m. Ved fundamenter sker sikringen ved brug af fugtspærre.

      • Stk. 3

        Der skal træffes foranstaltninger til bortledning af overfladevand omkring bygninger, herunder tagvand som ledes til terræn.

         

        Der skal træffes foranstaltninger til sikring af bygningen mod indtrængen af vand fra grundvand og nedsivende overfladevand.

         

        Hvis der benyttes dræning skal denne udføres i overensstemmelse med DS 436 Norm for dræning af bygværker mv.

      • Vejledning (4.5, stk. 3)

        Vedrørende afløbsinstallationer henvises til kap. 8.4.3.

         

      • SBi-anvisning (4.5, stk. 3)

        Overfladevand og tagvand

        Kravene om bortledning af overfladevand og sikring mod indtrængen af grundvand og nedtrængende overfladevand skal reducere fugtbelastningen på bygningen.

        Bortledning af overfladevand kan for eksempel sikres ved terrænfald bort fra bygningen og/eller anvendelse af fast belægning med fald mod afløb. Konkrete eksempler findes blandt andet i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013).

        Indtrængen af vand

        Sikring mod indtrængen af overfladevand, grundvand og nedsivende overfladevand kan opnås ved at kældervægge, sokler og terrændæk udføres vandtætte. Dokumentation for vandtæthed kan normalt fås hos producenter af tætningssystemer.

        Dræn

        Vand i grunden kan bortledes ved dræn eller anden regulering af grundvandet under og omkring bygningen. Dræning skal udføres i overensstemmelse med DS 436, Norm for dræning af bygværker m.v. (Dansk Standard, 1993a). Hyppigt anvendte løsninger til dræning kan for eksempel findes i SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger (Pedersen et al., 2011).

        Ved terrændæk i niveau med eller under det omgivende terræn bør der altid drænes, medmindre grunden i sig selv kan bortdræne vand, eller der på anden måde sikres mod langvarig vandpåvirkning.

      • Stk. 4

        Klimaskærmen skal være udført, så der opnås tæthed mod indtrængen af regn og smeltevand fra sne.

         

        Tage skal udføres, så regn og smeltevand fra sne på forsvarlig måde kan løbe af. Tagvand skal via tagrender og/eller tagnedløb afledes til afløb. Medmindre kommunalbestyrelsen i det enkelte tilfælde forlanger andet, kan tagrender udelades ved bygninger med særlig fri beliggenhed, herunder sommerhuse samt ved garager, udhuse og lignende mindre bygninger, forudsat at tagvandet ikke afledes til gene for vejareal eller nabogrund.

      • Vejledning (4.5, stk. 4)

        Klimaskærmen omfatter her bl.a. tage, ydervægge, døre, vinduer og terrændæk (inkl. evt. kælderydervægge og kældergulve).

         

        Dette vil sædvanligvis være opfyldt, hvis hældningen på tagfladen er større end 1:40 svarende til 2,5 cm pr. m.

         

        Af hensyn til grundvandsressourcerne og rensningsanlægs funktion kan overfladevand og tagvand, hvor det kan godkendes af kommunalbestyrelsen, ledes til nedsivningsanlæg frem for kloak, se Miljøministeriets bekendtgørelse om spildevandstilladelser mv. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.

         

         

      • SBi-anvisning (4.5, stk. 4)

        Klimaskærmens tæthed

        Klimaskærmen skal i sin helhed være udført, så der opnås tæthed mod indtrængen af regn og smeltevand fra sne. Til klimaskærmen medregnes her også tagudhæng og lignende bygningsdele. Klimaskærmen bør desuden være tæt mod fygesne.

        Tage

        Tage bør udføres med tilstrækkelig hældning, så regnvand og smeltevand fra sne ledes væk på forsvarlig måde. Den nødvendige hældning afhænger af tagdækningen. For flade tage med tagpap eller tagfolie bør taghældningen være større end 1:40 (1,5°). Løsninger for udførelse af tage med lav hældning kan for eksempel findes i Projektering af tage med tagpap og tagfolie (Tagpapbranchens Oplysningsråd, 2001) og erfaringsblade fra Byg-Erfa. Flade tage skal i nødvendigt omfang forsynes med nødoverløb til sikring mod skader ved tilstoppede nedløb og lignende, se for eksempel SBi-anvisning 255, Afløbsinstallationer – systemer og dimensionering (Brandt & Faldager, 2015a).

        For rejste tage med anden form for tagdækning, fx teglsten, sikres tætheden ofte ved anvendelse af et undertag. DUKO (Dampspærre- og Undertagsklassifikationsordning) [www.duko.dk] anviser relevante løsninger for undertage. Løsninger for træbaserede undertage findes for eksempel i håndbogen TRÆ 67, Undertage (Træinformation, 2013). Undertagets forventede levetid bør afpasses den forventede levetid af tagbeklædningen.

        Retningslinjer for ventilation af undertage er for eksempel beskrevet i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt et al., 2013).

        Skotrender, kip og andre skæringer mellem tagflader, gennemføringer samt inddækninger ved vindskede, stern og andre afslutninger af tagflader mod kanter skal udføres, så regnvand og smeltevand bortledes på forsvarlig måde.

        Løsninger til afledning af vand fra tage, og hvordan afløb og faskiner dimensioneres findes for eksempel SBi-anvisning 256, Afløbsinstallationer – anlæg og komponenter (Brandt & Faldager, 2015b) og Nedsivning af regnvand i faskiner (Byg-Erfa, 2006).

      • Stk. 5

        Vådrum, herunder baderum samt bryggers og WC-rum med gulvafløb skal opfylde følgende krav:

         

        1) Gulve og vægge skal udføres, så de kan modstå de fugtpåvirkninger og de mekaniske og kemiske påvirkninger, der normalt forekommer i vådrum.

         

        2) Gulve og gulvbelægninger, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og lignende, skal være vandtætte.

         

        3) Vægge og vægbeklædninger, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og lignende, skal være vandtætte i den vandbelastede del af rummet.

         

        4) Vand på gulvet skal afledes til gulvafløb.

         

        5) I den del af vådrummet, hvor der må forventes jævnlig vandpåvirkning, må der ikke udføres rørgennemføringer i gulvet.

         

        6) Ved brug af skeletvægge samt gulv- og vægkonstruktioner, der indeholder træ eller andre organiske materialer, skal der anvendes et egnet vandtætningssystem.

      • Vejledning (4.5, stk. 5)

        Bemærk at WC-rum uden gulvafløb ikke betragtes som vådrum.

        Områderne i og omkring bruseniche og badekar må forventes udsat for jævnlig vandpåvirkning.

         

        I SBI Anvisning 252 beskrives, hvorledes gulve og vægge i vådrum kan udføres. Her er der eksempler på planlægning, projektering og udførelse af badeværelser i nye og gamle boliger.

         

         

      • SBi-anvisning (4.5, stk. 5)

        Vådrum

        Vådrum defineres i SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015) som rum påvirket af vand, eller hvor der er høj relativ luftfugtighed (RF). Vådrum, der er direkte påvirket af vand, skal altid have gulvafløb. Kravene til vådrum skal sikre:

        • –Mod indtrængning af vand i fugtfølsomme konstruktioner.

        • –Tilsigtet anvendelse, herunder at det kan bruges uden risiko for personskade.

        Gulve og vægge i vådrum

        For at hindre opfugtning skal gulve og vægge – inklusive samlinger, gennemføringer m.m. – udføres vandtætte. Det kan for eksempel ske ved at anvende materialer, som i sig selv er vandtætte, eller ved at anvende en vandtæt overfladebeklædning. Til skeletvægge og til gulv- og vægkonstruktioner, der indeholder træ eller andre organiske materialer, skal der anvendes ’et egnet vandtætningssystem’, dvs. system med dokumentation for, at de opfylder de væsentligste ydeevnekrav for brug i vådrum. Der kan anvendes systemer, som er omtalt i SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015), er MK-godkendte eller har en ETA (Europæisk Teknisk Vurdering), der opfylder de danske krav, fx vandtætte flise- eller malesystemer. Det skal sikres, at vand, der rammer væggen, ledes ud på gulvets overflade. Bemærk, at nogle af de godkendte systemer kun kan anvendes i vådrummets fugtige zone, dvs. i en vis afstand fra bruseniche eller badekar, jf. SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015).

        For at sikre mod vandskader i forbindelse med tilstopning af afløb skal vådrummets gulv udformes som et bassin, der kan indeholde en vis mængde vand, uden at det trænger ind i omgivende bygningsdele. Gulvet skal have fald mod afløb. Normalt anvendes et fald på 0,5-1 %, under skjulte overflader dog 2 %. Gulvflader under indbyggede badekar skal også have fald og skal udføres, så eventuelt indtrængende vand kan slippe ud og synliggøre vandindtrængningen.

        Kravene er uddybet i SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015), der også beskriver, hvordan gulve og vægge i vådrum kan udføres, så kravene opfyldes. Alternativt kan der vælges konstruktioner eller vandtætningssystemer, som har en særskilt godkendelse. Godkendelserne kan være i form af en MK-godkendelse eller en Europæisk Teknisk Vurdering. MK-godkendelser udstedes af ETA-Danmark.

        Installationer i vådrum

        Vådrummets vand- og afløbsinstallationer skal udføres i henhold til krav i kapitel 8.4, hvor der henvises til DS 439, Norm for vandinstallationer (Dansk Standard, 2009b), og DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009c).

        Elinstallationer skal udføres i overensstemmelse med Stærkstrømsbekendtgørelsen (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2001). Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 6 og 6A ophæves 1. juli 2019 (Bekendtgørelse nr. 1082, 2016).

        Der gælder en særlig godkendelsesordning for byggevarer i kontakt med drikkevand, fx vandhaner, se kapitel 8.4.2.4.

        Hvor det er muligt, bør rør føres i lukkede installationskanaler og -skakte med inspektionslemme, der er så store, at der kan ske aflæsning af målere og nødvendige udbedringer i kanalen eller skakten. Det er en fordel at anbringe inspektionslemme, så adgang sker fra tørre rum.

        Vandinstallationerne planlægges, så rørstrækningerne bliver kortest mulige, og så eventuelle utætheder i rør eller samlinger meldes synligt. Vandinstallationer må ikke udføres med skjulte samlinger. Gulvafløb skal være beregnet til den pågældende gulvtype og skal anbringes let tilgængeligt, dvs. ikke skjult eller overdækket.

        1. 4.6 Byggepladsen

      • Stk. 1

        Byggepladsen skal indrettes, så der ikke opstår gener på de nærmeste grunde eller på offentlige og private vej og fortovsarealer.

         

        Indkørsel til byggepladser skal være befæstet på forsvarlig måde og holdes i forsvarlig stand.

      • Vejledning (4.6, stk. 1)

        Endvidere gælder bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejder samt bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejder i perioden 1. november til 31. marts (vinterbekendtgørelsen).

         

      • SBi-anvisning (4.6, stk. 1)

        Vand bortledes

        Vand skal bortledes fra byggepladsen på forsvarlig måde, og vand i byggegrube, skal holdes under kontrol, så der ikke opstår gener på nærliggende grunde eller offentlige arealer.

      • Stk. 2

        På byggepladsen og under byggearbejdets udførelse skal der gennemføres tilfredsstillende brandværnsforanstaltninger.

      • Vejledning (4.6, stk. 2)

        Der henvises bl.a. til cirkulære om instruks for brandværnsforanstaltninger under byggearbejder på fredede bygninger.

      • Stk. 3

        Konstruktioner på byggepladser skal placeres i en sådan afstand fra skel mod nabo, vej og sti eller udføres på en sådan måde, at der ikke er risiko for brandspredning til bygninger på anden grund. Konstruktioner, der ikke er placeret på en byggeplads, men hvor konstruktionens placering har en direkte tilknytning til det pågældende byggearbejde, skal ligeledes placeres og udføres på en sådan måde, at der ikke er risiko for brandspredning til anden bebyggelse.

      • Vejledning (4.6, stk. 3)

        Bestemmelsen om brandspredning til bygninger på anden grund findes i kap. 5.5.3, stk. 1.

         

      • SBi-anvisning (4.6, stk. 3)

        Der henvises også til kapitel 1.2, stk. 6, om transportable konstruktioner og kapitel 5.5.2 om brandspredning til bygninger på samme grund eller offentlige arealer.

         

        1. 5.1 Generelt

      • Stk. 1

        Bygninger skal opføres, placeres og indrettes, så der opnås tilfredsstillende sikkerhed mod brand og mod brandspredning til andre bygninger på egen og på omkringliggende grunde. Der skal være forsvarlig mulighed for redning af personer og for slukningsarbejdet. For dyrestalde skal der sikres acceptable forhold for dyrene i tilfælde af brand.

         

      • Vejledning (5.1, stk. 1)

        Omfanget af en brandteknisk dokumentation er beskrevet i kap. 1.3.

        For så vidt angår brandsikring af traditionelt byggeri henvises til eksempelsamling om brandsikring af byggeri, og for så vidt angår det mere utraditionelle byggeri henvises tillige til Information om brandteknisk dimensionering.

         

        Bygninger, hvor mange mennesker samles, og bygninger til brandfarlig produktion kan tillige være omfattet af beredskabslovgivningen.

         

        Tilsvarende gælder for bygninger til brandfarlig produktion Bygninger, som anvendes til oplag af produkter, der efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1272/2008 kan klassificeres som eksplosive, brandfarlige, brandnærende, gasser under tryk, selvreaktive, pyrofore, selvopvarmende, afgivende brandfarlige gasser ved kontakt med vand eller organiske peroxider, jf. forordningens afsnit 2.1 til 2.15, kan tillige være omfattet af beredskabslovgivningen, fyrværkerilovgivningen eller våbenlovgivningen.

         

        Bygninger, som anvendes til følgende oplag, kan endvidere være omfattet af beredskabslovgivningen, selvom de ikke er omfattet af beskrivelsen ovenfor:

         

        - Oplag i siloanlæg med en kapacitet på mere end 200 m³.

        - Oplag af produkter, som på grund af deres særlige egenskaber, tilstandsform, emballeringsform og størrelsen af oplaget væsentligt øger risikoen for en omfattende eller langvarig brand og en vanskelig eller langvarig rednings- og slukningsindsats.

         

        Eksempler på sådanne oplag er:

         

        • Væsker med flammepunkt over 55 °C og højst 100 °C.

        • Uemballeret træflis i mængder større end 1.000 m³.

        • Uemballerede piller af fast biomasse i mængder større end 1.000 m³.

        • Uemballeret sukker i mængder større end 200 m³.

        • Brændbart affald i mængder større end 1.000 m³.

        • Halm i mængder større end 1.000 m³.

         

        Bestemmelserne i beredskabslovgivningen om klassifikation af eksplosionsfarlige områder finder desuden anvendelse.

         

        Oplag i det fri er ikke omfattet af bygningsreglementet.

         

        Byggelovens bestemmelser tager udgangspunkt i sikkerhed for personer og dyr. Bestemmelserne skal således sikre mulighed for evakuering af personer og acceptable forhold for redning af dyr, hvilket afspejler sig i bestemmelserne i bygningsreglementet. Det betyder dog ikke, at værdier i en bygning opført efter brandbestemmelserne ikke er sikret. Kravene til bl.a. personsikkerhed og redningsberedskabets indsatsmuligheder er meget tæt knyttet til risikoen for brandspredning og bygningens stabilitet, hvilket ligeledes er afgørende for værdisikringen. Såfremt der ønskes en meget høj grad af værdisikring, kan det dog være nødvendigt at foretage ekstra tiltag, der særligt retter sig mod værdisikringen.

         

         

         

      • SBi-anvisning (5.1, stk. 1)

        Brandkravene kan enten opfyldes gennem brug af traditionelle løsninger eller brandteknisk dimensionering. Eksempler på traditionelle løsninger gives i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c), dvs. løsninger for bygninger, der er delt op i mindre brandmæssige enheder (brandceller og brandsektioner), og hvor der er udlagt beskyttede flugtvejsgange og -trapper.

        Desuden kan Håndbog om brandsikring af byggeri (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2017) eventuelt være en hjælp ved indretning af byggeri. Håndbogen omhandler primært traditionelt byggeri.

        Brandteknisk dimensionering

        For mere komplekst byggeri vil det ofte være nødvendigt at udføre en brandteknisk dimensionering. Retningslinjer for, hvordan brandteknisk dimensionering kan udføres, gives i Information om brandteknisk dimensionering (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2004). Det er muligt at kombinere anbefalinger i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c) med en brandteknisk dimensionering.

        Det vil ofte være nødvendigt at anvende supplerende faglitteratur i forbindelse med en brandteknisk dimensionering.

        Brandteknisk dokumentation

        Kommunalbestyrelsen kan stille krav om en brandteknisk dokumentation, jf. kapitel 1.3, Ansøgning om byggetilladelse. Indholdet af den brandtekniske dokumentation kan være:

        • –Strategi for brandsikring

        • –Bygningens anvendelse

        • –Bygningens placering på grunden

        • –Flugtvejsforhold

        • –Passive brandsikringstiltag

        • –Aktive brandsikringstiltag

        • –Redningsberedskabets indsatsmuligheder

        • –Drift og vedligehold.

        Se også kapitel 1.1 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c).

        Beredskabslovgivningen

        Med denne udgave af Bygningsreglement 2015 (Bekendtgørelse nr. 1028, 2016) flyttes brandkrav til højlagre og lignende industri- og lagerbygninger, der er i én etage og kan henføres til anvendelseskategori 1, fra beredskabslovgivningen til byggeloven, se kap. 5.1, stk. 3 og kap. 5.1.1, stk. 1.

        Højlagre er lagerbygninger med en stablingshøjde over 8 meter.

        Begrebet ’lignende lagerbygninger’ omfatter bygninger med oplag af produkter, hvor produkterne i sig selv ikke har farlige brand- eller eksplosionsmæssige egenskaber, men godt kan være brændbare.

         

        Følgende oplag i bygning er eksempler, der falder ind under begrebet ’lignende lagerbygninger’ (Beredskabsstyrelsen, 2016):

        • –Oplag af træ, bortset fra oplag af mere end 3.600 m³ eller 600 m² uemballerede høvlspåner eller uemballeret savsmuld eller træstøv,

        • –Oplag af forarbejdet plast, færdigvarer af plast i form af store emner samt emballeret uforarbejdet plast,

        • –Oplag af emballeret korn og emballerede foderstoffer,

        • –Oplag af emballeret mel,

        • –Oplag af kolonialvarer, papirvarer, tekstiler, tæpper, tovværk samt emballeret tobak og emballeret sukker,

        • –Oplag, der i dag er omfattet, fordi det oplagres i en godsterminal, postterminal eller lagerhotel

        • –Oplag af gummi og tagpap.

        Detaljeret beskrivelse og eksempler på indretning af denne type bygninger, så brandkrav i BR15 er opfyldt, kan findes i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c).

        Tekniske forskrifter og bekendtgørelser

        For bygninger, hvor der indrettes brandfarlig virksomhed eller brandfarligt oplag, stilles der skærpede krav til brandsikkerhed i medfør af beredskabsloven (Bekendtgørelse nr. 660, 2009). De skærpede krav er bl.a. formuleret i følgende bekendtgørelser og tekniske forskrifter:

         

        • –Bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding, brug af ild, lys, varmekilder m.v. (Bekendtgørelse nr. 1339, 2014).

        • –Bekendtgørelse om korn- og foderstofvirksomhed (Bekendtgørelse nr. 77, 1981).

        • –Tekniske forskrifter for træbearbejdning og træoplag, plastforarbejdning og plastoplag, korn- og foderstofvirksomheder, fremstilling og oplagring af mel. Visse brandfarlige virksomheder og oplag (FSK nr. 11050, 1990).

        • –Bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger ved fremstilling og oplagring af mel (Bekendtgørelse nr. 614, 1982).

        • –Bekendtgørelse om visse brandfarlige virksomheder og oplag (Bekendtgørelse nr. 613, 1982), herunder lagerhoteller, postterminaler m.m.

        • –Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om visse brandfarlige virksomheder og oplag (Bekendtgørelse nr. 37, 1984), herunder højlagre.

        • –Bekendtgørelse om tekniske forskrifter for gasser (Bekendtgørelse nr. 1444, 2010), herunder oplag af F-gas i flasker og tanke samt anlæg, hvor der benyttes F-gas. F-gas er gasser, der under tryk opbevares på væskeform. Desuden oplagring af andre gasser end F-gas i beholdere.

        • –Bekendtgørelse om brandfarlige væsker (Bekendtgørelse nr. 1639, 2016), om oplag af brandfarlige væsker herunder produktionsvirksomheder, hvor der forarbejdes eller benyttes brandfarlige væsker i produktionen. En brandfarlig væske er en væske med et flammepunkt på under 100 °C.

        • –Bekendtgørelse om krav til fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler (Bekendtgørelse nr. 1423, 2009), herunder opbevaring, salg og håndtering af fyrværkeri. Se også information om fyrværkeri hos Sikkerhedsstyrelsen [www.sik.dk].

        Se i øvrigt oversigten Placering, indretning og benyttelse af brandfarlige virksomheder og oplag (Beredskabsstyrelsen, 2010) på Beredskabsstyrelsens website [www.brs.dk].

        Brandmæssig enhed

        En bygning kan bestå af en eller flere brandmæssige enheder. Opdeling af en bygning i flere brandmæssige enheder kan sikre, at en brand ikke spreder sig hurtigt i en bygning og dermed påfører en uacceptabel risiko for personers sikkerhed, eller at redningsberedskabets indsatsmuligheder forringes. Udførelsen af den brandmæssige opdeling afhænger af bygningens størrelse og anvendelse.

        Opdelingen i brandmæssige enheder skal hindre brandspredning i det tidsrum, som kræves til evakuering og redningsberedskabets indsats. For traditionelt byggeri er en brandmæssig enhed normalt en eller flere brandceller, men kan også være en eller flere brandsektioner, se kapitel 5.1.1, Anvendelseskategorier.

        Bygningsafsnit

        Ofte vil en større bygning med forskellige anvendelser skulle opdeles, så anvendelsen inden for det enkelte område i brandmæssig henseende er sammenlignelig. Et sådant område kan benævnes et bygningsafsnit. Et bygningsafsnit kan altså være en del af en bygning med den samme anvendelse, eller det kan være en del af et større område i en bygning med et så stort areal, at det er hensigtsmæssigt at opdele det brandmæssigt for at begrænse en brands omfang.

        Et bygningsafsnit består af et eller flere rum med en brandmæssigt sammenlignelig risiko. Til et bygningsafsnit hører også gange, trapper og rum, som har direkte tilknytning til det pågældende afsnit, fx mindre kontorer, depotrum og toiletter. Et bygningsafsnit kan bestå af en eller flere brandmæssige enheder. Et bygningsafsnit udgør ofte en selvstændig brandsektion.

        Brandsektion

        En brandsektion er en bygning eller en del af en bygning, der er udformet, så en brand ikke spredes til andre brandsektioner inden for den tid, der er nødvendig for evakuering og redningsberedskabets indsats. En brandsektion er adskilt fra omkringliggende enheder med bygningsdele i brandklasse REI 60 A2-s1,d0 for bærende bygningsdele eller EI 60 A2-s1,d0 [tidligere BS-bygningsdel 60] for ikke-bærende bygningsdele.

        Brandcelle

        En brandcelle er et eller flere rum, hvorfra branden ikke spredes til andre brandceller i den tid, der kræves for evakuering og redningsberedskabets redning af personer i tilstødende brandceller. En brandcelle udgør en selvstændig brandmæssig enhed og er adskilt fra omkringliggende rum med bygningsdele i brandklasse REI 60 for bærende bygningsdele eller EI 60 [tidligere BD-bygningsdel 60] for ikke-bærende bygningsdele.

        Brandsikkerheden skal opretholdes i hele bygningens levetid. Det betyder blandt andet, at brandtekniske installationer samt bygningsdele skal vedligeholdes og kontrolleres.

        For bygninger, hvor mange mennesker er samlet, fx butikker, daginstitutioner, forsamlingslokaler, hoteller eller skoler, stilles der i medfør af beredskabsloven (Bekendtgørelse nr. 660, 2009) supplerende krav til drift og vedligehold af bygningens brandsikring og regler for bygningens brug. Kravene er formuleret i Bekendtgørelse om driftsmæssige forskrifter for hoteller m.v. (Bekendtgørelse nr. 212, 2008).

        Kolonihavehuse

        For at minimere risikoen for brandspredning mellem kolonihavehuse anbefales det at følge eksempelsamlingens retningslinjer for afstand til skel, se kapitel 5.5.3, Brandspredning til bygninger på anden grund.

        Væksthuse

        Der kan hentes inspiration til projektering af væksthuse i for eksempel publikationen Brandsikring af væksthusgartnerier (DEG Green Team & Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2003).

      • Stk. 2

        Brandsikkerheden i en bygning skal opretholdes i hele bygningens levetid.

      • Vejledning (5.1, stk. 2)

        For at brandsikkerheden i en bygning kan opretholdes i hele bygningens levetid, bør de brandtekniske installationer og bygningsdele løbende kontrolleres og vedligeholdes. Endvidere henledes opmærksomheden på, at ombygninger eller andre forandringer i bebyggelsen ikke må medføre ulovlig forringelse af brandsikkerheden. Ligeledes kan ændret anvendelse af bebyggelsen nødvendiggøre en ændring af brandsikringen.

         

        Jordbrugerhvervets avls- og driftsbygninger er undtaget fra bestemmelserne i kapitel 5 bortset fra:

         

        - generelt i kap. 5.1,

        - flugtveje i kap. 5.2,

        - konstruktive forhold i kap. 5.3 (gælder alene for dyrestalde)

        - brandtekniske installationer i kap. 5.4 (gælder alene for dyrestalde),

        - brand- og røgspredning i kap. 5.5.

        - redningsberedskabets indsatsmulighed i kap. 5.6

         

      • Stk. 3

        Lagerbygningers indretning og drift skal ske på en sådan måde, at der sikres tilfredsstillende sikkerhed i tilfælde af brand.

      • Vejledning (5.1, stk. 3)

        Bestemmelsen indebærer, at visse driftsmæssige foranstaltninger skal være opfyldt, når man bruger lagerbygninger. Der henvises til eksempelsamlingen om brandsikring af byggeri.

         

      • Stk. 4

        Transportable konstruktioners indretning og drift skal ske på en sådan måde, at der sikres tilfredsstillende sikkerhed i tilfælde af brand.

         

         

      • Vejledning (5.1, stk. 4)

        Bestemmelsen indebærer, at visse driftsmæssige foranstaltninger skal være opfyldt, når man bruger transportable konstruktioner. Der henvises til vejledningen om certificeringsordning og byggesagsbehandling af transportable telte og konstruktioner, der indeholder eksempler til opfyldelse af bestemmelsen.

         

        SBi-anvisning (5.1, stk. 4.)

        Beskrivelse af de relevante brandkrav for en række transportable konstruktioner, samt eksempler på hvordan brandkravene kan opfyldes findes i Vejledning om opstilling af transportable telte og konstruktioner (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016b).

            1. 5.1.1 Anvendelseskategorier

      • Stk. 1

        Et bygningsafsnit skal henføres til en af følgende anvendelseskategorier afhængigt af bygningsafsnittets anvendelse:

         

        - Anvendelseskategori 1 omfatter bygningsafsnit til dagophold, hvor de personer, som normalt opholder sig i bygningsafsnittet, alle har kendskab til bygningsafsnittets flugtveje og er i stand til ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed.

         

        - Anvendelseskategori 2 omfatter bygningsafsnit til dagophold med få personer pr. rum, hvor de personer, som opholder sig i bygningsafsnittet, ikke nødvendigvis har kendskab til bygningsafsnittets flugtveje, men er i stand til ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed.

         

        - Anvendelseskategori 3 omfatter bygningsafsnit til dagophold for mange personer, hvor de personer, som opholder sig i bygningsafsnittet, ikke nødvendigvis har kendskab til bygningsafsnittets flugtveje, men er i stand til ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed.

         

        - Anvendelseskategori 4 omfatter bygningsafsnit til natophold, hvor de personer, som opholder sig i bygningsafsnittet, har kendskab til bygningsafsnittets flugtveje og er i stand til ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed.

         

        - Anvendelseskategori 5 omfatter bygningsafsnit til natophold, hvor de personer som opholder sig i bygningsafsnittet, ikke har kendskab til bygningsafsnittets flugtveje, men er i stand til ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed.

         

        - Anvendelseskategori 6 omfatter bygningsafsnit til dagophold og eventuelt tillige til natophold, hvor de personer som opholder sig i bygningsafsnittet, ikke er i stand til ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed.

      • Vejledning (5.1.1, stk. 1)

        Et bygningsafsnit er ét eller flere rum med en brandmæssig sammenlignelig risiko. Til et bygningsafsnit hører også gange, trapper og rum, som har direkte tilknytning til det pågældende bygningsafsnit, f.eks. mindre kontorer, depotrum, og toiletter.

         

        I en bygning kan der være ét eller flere bygningsafsnit. Ved få personer forstås normalt højst 50 personer pr. rum, som udgør sin egen brandmæssige enhed.

         

        Et bygningsafsnit kan bestå af én eller flere brandmæssige enheder, der kan være én eller flere brandceller. En brandcelle er ét eller flere rum, hvorfra branden ikke spredes til andre brandceller i den tid, der kræves til evakuering og til redningsberedskabets redning af personer og dyr i tilstødende brandceller.

         

        En brandmæssig enhed kan også bestå af én eller flere brandsektioner. En brandsektion er en bygning eller en del af en bygning, der er udformet, så en brand ikke spredes til andre brandsektioner i den tid, der kræves til evakuering og for redningsberedskabets redning af personer og slukningsarbejdet.

         

        En brandmæssig enhed med en større brandbelastning er indrettet med en samlet brandbelastning fra oplag og bygningsdele, der er større end 1.600 MJ/m², hvor brandbelastningen er relateret til gulvarealet i den brandmæssige enhed.

         

        Efterfølgende er eksempler på, hvilke bygningsafsnit, der ofte kan henføres til de enkelte anvendelseskategorier.

         

        Opmærksomheden henledes på, at det er den faktiske anvendelse, der er bestemmende for hvilken anvendelseskategori, bygningsafsnittet henhører under.

         

        Anvendelseskategori 1: Kontorer, industri- og lagerbygninger, herunder lagerbygninger med en større brandbelastning eller en stablingshøjde over 8 m, jordbrugserhvervets avls- og driftsbygninger, garager, carporte og udhuse, teknikhuse til elektroniske kommunikationsnet og tjenester samt visse garageanlæg i én eller i flere etager.

         

        Anvendelseskategori 2: Undervisningsrum, skolefritidsordninger og fritidshjem, dagcentre og andre lignende rum beregnet til højst 50 personer. Hvert rum udgør en brandmæssig enhed.

         

        Anvendelseskategori 3: Butikker, forsamlingslokaler, kantiner, biografer, restaurationer, selskabslokaler, visse dele af skoler, idrætshaller, kirker, diskoteker, teatre, garageanlæg ved f.eks. indkøbscentre, møderum, koncertsale, udstillingslokaler og andre lignende rum beregnet til mere end 50 personer.

         

        Anvendelseskategori 4: Etageboliger, ungdomsboliger samt enfamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse, gruppehuse og sommerhuse.

         

        Anvendelseskategori 5: Hoteller, kollegier, vandrerhjem, kroer og pensionater.

         

        Anvendelseskategori 6: Ældreboliger, behandlings- og sengeafsnit på hospitaler, plejehjem, fængsler, boliger og institutioner til fysisk eller psykisk handicappede, vuggestuer og børnehaver.

         

         

      • SBi-anvisning (5.1.1, stk. 1)

        Formålet med anvendelseskategorierne er at afpasse brandsikringen til bygningens anvendelse og antallet af personer, der risikerer at blive udsat for en brand.

        Et bygningsafsnits anvendelseskategori afhænger af, om:

        • –Bygningsafsnittet er til dag- eller natophold.

        • –Brugerne har kendskab til flugtveje og selv er i stand til at bringe sig i sikkerhed.

        • –Indretningen er til få eller mange personer.

         

        Normalt vil personer, der ofte færdes i en bygning, eller som har kendskab til en evakueringsinstruks for området, have kendskab til flugtvejene. Det gælder typisk boliger og arbejdspladser.

        Der skelnes mellem bygningsafsnit, der er indrettet med rum til få eller mange personer. Begrebet 'rum' skal i denne sammenhæng forstås som en brandmæssig enhed (brandcelle eller brandsektion). Ved 'få personer' forstås mindre end 50 personer pr. brandmæssig enhed.

        Ved bygningsafsnit til dagophold forstås bygningsafsnit, hvor brugerne er vågne. Sondringen mellem dag- og natophold følger brugernes tilstand og ikke døgnets rytme. For eksempel skal bygningsafsnit med operationsstuer og opvågningsstuer på hospitaler regnes som bygningsafsnit med natophold, selvom bygningsafsnittene kun benyttes i dagtimerne.

        Personer er selvhjulpne, hvis de ved opdagelse af en brand er i stand til selv at påbegynde en evakuering og derefter ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed. Børn i børnehavealderen vil måske nok være i stand til selv at bringe sig i sikkerhed, men vil ofte reagere på en brand ved at gemme sig eller fortsætte deres leg uforstyrret. De kan derfor ikke regnes for selvhjulpne. Personer, der ikke er i stand til at bringe sig i sikkerhed ved egen hjælp, fx som følge af fysiske handicap eller generel aldersbetinget svækkelse, er ikke selvhjulpne.

        I mange bygninger færdes både selvhjulpne og ikke-selvhjulpne personer. Det er afgørende for anvendelseskategorien om andelen af ikke-selvhjulpne personer er normal, eller om bygningsafsnittet overvejende benyttes af ikke-selvhjulpne personer.

        Industri- og lagerklasser

        Med denne udgave af Bygningsreglement 2015 (Bekendtgørelse nr. 1028, 2016) tilføjes industri- og lagerbygninger i én etage, som et nyt eksempel på en bygningskategori, der normalt kan klassificeres til anvendelseskategori 1. Hvis bygningerne anvendes på anden måde, fx hvor der indrettes salgsafsnit i en lagerbygning, foretages en konkret vurdering af anvendelseskategorien(r).

        Industri- og lagerbygninger i én etage kan indeholde en række forskellige brandrisici afhængig af virksomhedens og oplagets karakter. For at give differentierede eksempler på, hvordan disse bygninger kan brandsikres, opdeles industri- og lagerbygninger i én etage i anvendelseskategori 1 yderligere i fem industri- og lagerklasser (ILK 1-5). Klasserne adskiller sig fra hinanden ved den forventede brandbelastning og brandudviklingshastigheden i brandens vækstfase. Specifikationer for de fem industri- og lagerklasser fremgår af Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c).

        1. 5.2 Flugtveje og redningsforhold

              • Stk. 1

      En bygning skal udformes, så evakuering let og betryggende kan ske via flugtveje eller direkte til det fri. Evakuering skal ske til terræn i det fri eller til et sikkert sted i bygningen. For dyrestalde skal der sikres acceptable forhold for dyrene og redningsberedskab.

              • Vejledning (5.2, stk. 1-8)

      Flugtveje skal tillige opfylde bestemmelserne i kap. 3.2 om Adgangsforhold/Tilgængelighed.

       

      Et sikkert sted i bygningen er et sted, hvor personer/dyr ikke er i umiddelbar fare, og hvorfra der er mulighed for evakuering til terræn i det fri.

       

      • SBi-anvisning (5.2, stk. 1)

        Alle personer i en bygning skal kunne redde sig helt ud af bygningen til terræn i det fri eller til et sikkert sted i bygningen. Det kan være ved egen hjælp, ved hjælp fra eventuelt personale eller ved hjælp fra redningsberedskabet. Et 'sikkert sted' er et sted, hvor personer kan søge tilflugt og derfra forlade bygningen i sikkerhed for branden. Et sikkert sted vil typisk være en anden brandsektion end den, hvor branden er opstået.

        For dyrestalde skal der sikres acceptable forhold for både dyr og redningsberedskab.

                • Stk. 2

        Flugtveje skal være lette at identificere, nå og anvende.

         

      • SBi-anvisning (5.2, stk. 2)

        Flugtveje er et sammenhængende system af passager, gange og trapper, der sikrer, at personer kan bringe sig i sikkerhed til terræn i det fri. Rum i bygninger skal udformes, så personer, der opholder sig i rummene, sikres adgang til flugtvej.

        For at undgå, at personer bliver fanget i et lokale, skal det sikres, at de kan forlade lokalet, selvom én flugtvej er blokeret. Lokaler med kun en flugtvej skal indrettes, så der er mulighed for, at redningsberedskabet kan redde personer ud, hvis flugtvejen er blokeret.

        Flugtveje bør udformes, så personer har mulighed for at forlade bygningen i minimum to forskellige retninger:

        • –Direkte til det fri

        • –Via trapper.

        eller

        • –Via et sikkert sted.

        Der må ikke opstå kritiske forhold i flugtvejene i form af uacceptabel temperatur, røgkoncentration, varmestråling eller lignende i det tidsrum evakueringen foregår. For komplekse bygninger kan dette krav afstedkomme behov for brandtekniske analyser for at dokumentere, at bygningsreglementets krav overholdes, se kapitel 5.2, stk. 4

        Overskuelighed

        Overskueligheden af flugtvejssystemet afhænger bl.a. af afstanden til udgangene. I traditionelt byggeri bør der ikke være mere end 25 meter fra adgangen til flugtvej og til nærmeste udgang.

        Døre må ikke placeres, så personer bliver fanget i den brandcelle, hvor branden er opstået. Der bør derfor ikke være blinde ender, hvor personer kan afspærres adgang til flugtveje. For brandceller i to etager er det ofte nødvendigt, at der fra hver etage er adgang til flugtvej eller udgang direkte til terræn i det fri.

        Lange flugtvejsgange bør opdeles med røgtætte døre for at afgrænse eventuel røg til et mindre område af flugtvejsgangen. Dermed reduceres antallet af brandceller, hvorfra personer skal reddes ud af redningsberedskabet i tilfælde af blokerede flugtvejsgange på grund af røg. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c) anbefaler opdeling med selvlukkende, røgtæt dør (klasse CSa) pr. 50 meter. For bygningsafsnit til natophold eller til personer med nedsat mobilitet, bør opdelingen af flugtvejsgange dog udføres pr. 25 meter.

        Flugtvejssystemet skal altid være tilgængeligt. Flugtveje fra et lejemål, fx bolig, kontor, butik, bør derfor ikke gå gennem andre lejemål, men forløbe inden for lejemålets grænser eller i områder udlagt som fællesareal.

        Overskueligheden af et flugtvejssystem kan forbedres ved opsætning af flugtvejs- og panikbelysning. Flugtvejs- og panikbelysning behandles nærmere i kapitel 5.4, Brandtekniske installationer. Af hensyn til synshandicappede og svagsynede bør flugtveje markeres med forskelle i materialer og farver for at forbedre overskueligheden, se kapitel 3.2.2, stk. 1, om fælles adgangsveje.

        Trapper og ramper i flugtvej

        En flugtvejstrappe er en trappe, der fører direkte til terræn i det fri, eventuelt via et forrum eller vindfang. I traditionelt byggeri placeres flugtvejstrapper oftest i selvstændige brandmæssige enheder (brandsektioner). I bygninger i to etager, hvor der er kort flugtvej og god mulighed for personredning, vil det ofte være forsvarligt, at flugtvejstrappen er en udvendig trappe uden trapperum. Udvendige flugtvejstrapper skal være anvendelige uanset vejrlig. Derfor er det ofte hensigtsmæssigt, at der etableres en form for klimaafskærmning.

        Flugtvejstrapper bør udføres som trapper i fælles adgangsvej, jf. kapitel 3.2.2, Fælles adgangsveje. Flugtvejstrapper bør have lige trappeløb, fordi det tager længere tid at anvende en spindel- eller vindeltrappe.

        For at sikre, at trapperne er tilgængelige for redningsberedskabet, bør trappernes bærende konstruktioner have en vis brandmodstandsevne. Retningslinjer for brandkrav til trappers bærende konstruktioner findes i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c).

         

        Højdeforskelle op til 0,35 meter i flugtveje bør udlignes med ramper i lighed med fælles adgangsveje, se kapitel 3.2.2, stk. 2 om krav til ramper.

                • Stk. 3

        Udgange og flugtveje skal dimensioneres til de personer, som udgangene og flugtvejene skal betjene. Døre i flugtveje skal i bygningens brugstid være lette at åbne uden brug af nøgle eller værktøj. Døre i flugtveje, som skal anvendes af mange personer, skal åbne i flugtretningen.

                • Vejledning (5.2, stk. 3)

        I forbindelse med flugtveje er mange personer normalt mere end 150 personer, som anvender den pågældende flugtvej.

         

      • SBi-anvisning (5.2, stk. 3)

        Antal adgange til flugtvej

        Brandmæssige enheder, hvorfra der kun er adgang til én flugtvej, indebærer risiko for, at flugtvejen blokeres. Fra disse lokaler skal redningsberedskabet have mulighed for at redde personer ud af bygningen via redningsåbninger. Brandmæssige enheder beregnet til mere end 50 personer skal altid have mindst to uafhængige flugtveje.

        Tabel 13 viser hvor mange adgange til flugtveje, der bør være, og om der bør være redningsåbning. Anbefalingerne kan i særlige tilfælde fraviges, se Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c). Se figur 21-23 og kapitel 5.2, stk. 6, vedrørende redningsåbninger.

        Tabel 13. Adgang til flugtvej og redningsåbning.

        Lokalets areal

        Antal personer

        Antal adgange til flugtvej

        Redningsåbning

        Mindre end 150 m2

        Mindre end 50

        11)

        Ja

        Større end 150 m2

        Mindre end 50

        2

        Ja

        -

        Større end 50

        Min. 2 uafhængige flugtveje2)

        Nej

        1) Rum med særlig brandfare bør dog altid have to adgange til flugtveje.
        2) Antallet af uafhængige flugtveje bør tilpasses antallet af personer, jf.         Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c).

        Figur 26. Højst 50 meter mellem to flugtveje ved brandcelle op til 150 kvadratmeter og højst 50 personer. Redningsåbninger i facadens vinduer.

        Figur 21. Adgang til flugtveje og redningsåbninger for brandcelle op til 150 m2 og højst 50 personer.

        Figur 27. Højst 25 meter til kontordør og højst 50 meter mellem flugtveje ved brandcelle større end 150 kvadratmeter og højst 50 personer. Redningsåbninger i facadens vinduer.

        Figur 22. Adgang til flugtveje og redningsåbninger for brandcelle større end 150 m2 og højst 50 personer.

        Figur 28. Højst 25 meter afstand til flugtveje ved brandcelle med mere end 50 personer.

        Figur 23. Adgang til flugtveje for brandcelle med mere end 50 personer.

        Bredder

        Flugtveje og adgange til flugtveje (flugtvejsdøre) skal dimensioneres, så de er lette at passere. Bredden af flugtveje skal mindst være 1,3 meter, jf. kapitel 3.2.2, stk. 1, om fælles adgangsveje. Det er dog ikke altid tilstrækkeligt til at sikre let passage af flugtvejene, se figur 24. Flugtvejsgange fra bygningsafsnit i anvendelseskategori 2 og 3, som er beregnet til mange personer (mere end 150 personer), bør have en bredde på mindst 10 mm pr. person, der skal benytte flugtvejen.

        For bygningsafsnit i anvendelseskategori 6, hvor der opholder sig personer, der ikke er fysisk selvhjulpne, bør flugtvejsgangens bredde være mindst 1,8 meter, hvilket tillader, at en båre og en brandmand kan passere hinanden. På hospitaler og lignende vil det ofte være nødvendigt, at to hospitalssenge kan passere hinanden. Normalt vil det kræve en fri bredde på ca. 2,4 meter (efter fradrag for eventuelle gelændere/sengeheste i siden).

        Indrettes flugtvejsgange til andre formål er det vigtigt at sikre sig, at den nødvendige bredde friholdes til gangareal for flugtvejen.

        Figur 29. Den fri bredde på 1,3 meter i flugtveje skal opretholdes, selv om der placeres møbler i flugtvejen.

        Figur 24. Den fri bredde på 1,3 meter skal opretholdes, selv om der placeres møbler i flugtvejen.

        Døre til og i flugtveje

        Døre til og i flugtveje skal have en fri bredde på mindst 0,77 meter, jf. kapitel 3.2.1, stk. 4, om krav til fri passage gennem døre til fælles adgangsveje. I lighed med flugtvejsgange og -trapper bør bredden tilpasses antallet af personer.

        Fra rum beregnet til mange personer bør der kunne gå mere end én person ad gangen gennem døråbningerne. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c) anbefaler derfor, at de primære døre fra rum beregnet til mere end 150 personer har en fri bredde på mindst 1,2 meter. Bredden af døråbningen måles som den fri passagebredde svarende til kapitel 3.2.1, stk. 3.

        I rum beregnet til mange personer er det også vigtigt, at presset fra mennesker mod dørene ikke gør det vanskeligt at åbne dørene. Derfor skal døre til og i flugtveje, der er beregnet til mere end 150 personer, åbne i flugtvejsretningen, se figur 25.

        Figur 30. Udadgående døre giver en mere sikker og ubesværet evakuering end indadgående.

        Figur 25. Udadgående døre giver en mere sikker og ubesværet evakuering.

        Hvis en dør til eller i en flugtvej (eller en åbning i flugtretningen) har en bredde på 1,2 meter, bør det også gælde alle døre i det videre flugtvejssystem for at sikre en jævn hastighed under evakueringen.

        For bygningsafsnit i anvendelseskategori 6 kan det i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt, at hospitalssenge og lignende kan passere dørene ved evakuering. Dette skal undersøges nærmere i hvert enkelt tilfælde.

        Døre i flugtveje skal have en fri højde svarende til normale døre i adgangsveje.

        For at personer med nedsat kraft i fingre og hænder skal kunne åbne døre i flugtveje, anbefales det, at dørene kan betjenes med en lukket hånd. For bygninger i anvendelseskategori 6 kan det være hensigtsmæssigt, hvis døre i flugtveje er selvåbnende, og åbningsfunktionen kan modstå brand i det tidsrum, det tager at gennemføre evakuering.

        Trappeløb og reposer

        Bredden af trappeløb og reposer bør ligesom med flugtvejsgange afpasses antallet af personer, der benytter trappen og eventuelt behovet for båretransport via trapperne. Hovedreposer bør have en fri bredde på mindst 1,3 meter.

      • Stk. 4

        I det tidsrum, hvor flugtvejene skal anvendes til evakuering, må der ikke forekomme temperaturer, røgkoncentrationer, varmestråling eller andre forhold, som hindrer evakueringen.

         

      • SBi-anvisning (5.2, stk. 4)

        Det skal være muligt at gennemføre evakueringen, inden der opstår kritiske forhold for personer. For at sikre at der ikke opstår kritiske forhold i flugtveje, udføres flugtvejssystemet i traditionelt byggeri oftest som beskyttede gange og trapper.

        Kritiske forhold for personer, herunder temperaturer, strålingsintensitet over kortere eller længere tid samt røgens indflydelse på sigtbarhed og vejrtrækning (højde fra gulv til underside af røglag) defineres i Information om brandteknisk dimensionering (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2004).

      • Stk. 5

        Væg- og loftoverflader samt gulvbelægninger i flugtveje skal udføres, så de ikke bidrager til brand- og røgudviklingen i det tidsrum, hvor flugtvejene skal anvendes til evakuering.

         

      • SBi-anvisning (5.2, stk. 5)

        Indvendige væg- og loftoverflader i flugtveje skal udføres med beklædning i klasse K1 10 B-s1,d0, og gulve med gulvbeklædning i klasse Dfl-s1.

      • Stk. 6

        En brandmæssig enhed til personophold skal udføres med redningsåbninger, jf. stk. 7 og stk. 8, medmindre et tilsvarende sikkerhedsniveau kan opnås på en anden måde.

      • Vejledning (5.2, stk. 6)

        Et tilsvarende sikkerhedsniveau kan eksempelvis opnås ved at etablere mindst 2 flugtveje, der er uafhængige af hinanden.

         

        En brandmæssig enhed kan i denne forbindelse være et rum, en brandcelle eller en brandsektion.

         

        I traditionelle bygninger bør udgange til flugtvejene placeres i eller umiddelbart ved rummets modstående ender, og afstanden fra et vilkårligt punkt i rummet til nærmeste udgang eller dør til flugtvej bør højst være 25 m.

         

      • SBi-anvisning (5.2, stk. 6)

        Redningsåbninger har tre funktioner:

        • –Redning af personer via redningsberedskabets stiger

        • –Mulighed for at personer kan give sig til kende over for redningsberedskabet.

        • –Udluftning af røg.

        Redningsåbninger er helt afgørende, hvis personsikkerheden bygger på, at personer i tilfælde af blokeret flugtvej kan forblive i det rum, hvor de opholder sig, indtil de kan reddes ud. Hvis det er tilfældet, bør rummet udgøre en selvstændig brandcelle. Det gælder bl.a. alle rum, der indrettes med kun én dør.

        Hvor en brandcelle består af flere rum adskilt med bygningsdele uden brandmæssig klassifikation, fx en bolig, risikerer personer at blive fanget i brandcellen. Selvom afgrænsninger omkring et rum ikke har nogen brandmæssig klassifikation, vil afgrænsningerne alligevel i nogen grad yde beskyttelse mod brand. Et rum, der ikke er en selvstændig brandcelle, bør derfor have mindst én redningsåbning for at bevare muligheden for personredning, hvis en person fanges i rummet.

        Udeladelse af redningsåbninger

        I rum, hvor personer ikke risikerer at blive fanget, hvis en flugtvej er blokeret, er redningsåbningen ikke nødvendig. Det kan fx være opholdsrum, hvor der gennem døre er adgang til redningsåbninger i to naborum, der ikke er i åben forbindelse med hinanden og rum med to uafhængige flugtveje, se figur 26.

        Figur 31. I rum med to uafhængige flugtveje er redningsåbning ikke nødvendig.

        Figur 26. Rum med to uafhængige flugtveje, og hvor redningsåbning ikke er nødvendig.

        I rum, hvor redningsåbninger udelades, skal man være opmærksom på, at det kan være nødvendigt at etablere mulighed for udluftning af røg for at tilgodese redningsberedskabets indsatsmulighed, se kapitel 5.6.2, stk. 2 om mulighed for røgudluftning.

      • Stk. 7

        Antallet af redningsåbninger i en brandmæssig enhed skal tilpasses det antal personer, som enheden er beregnet til. Redningsåbninger skal placeres og udformes på en sådan måde, at personer har mulighed for at give sig til kende over for redningsberedskabet. De skal endvidere udformes, så personer kan reddes ud via redningsberedskabets stiger eller ved egen hjælp, medmindre bygningen indrettes i overensstemmelse med stk. 8.

      • Vejledning (5.2, stk. 7)

        Redningsåbninger bør være lette at identificere, nå og anvende. Redningsåbninger kan ikke erstatte udgange eller flugtveje.

         

      • SBi-anvisning (5.2, stk. 7)

        En redningsåbning er typisk et vindue i en ydervæg. Redning af personer gennem en redningsåbning kan lade sig gøre, hvis den har en fri højde og bredde på tilsammen 1,5 meter, hvor højden er mindst 0,6 meter og bredden mindst 0,5 meter, se figur 27. Se kapitel 5.6.1, stk. 2, om redningsberedskabets muligheder for at rejse stiger.

        Figur 32. Størrelsen på redningsåbningens fri højde h og bredde b måles forskelligt afhængig af om vinduet er tophængt eller sidehængt.

        Figur 27. Bestemmelse af fri højde og bredde på redningsåbninger.

        Der bør være én redningsåbning pr. påbegyndt 10 personer, som rummet er beregnet til. Dimensionering, udførelse og placering af redningsåbninger er nærmere beskrevet i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c).

      • Stk. 8

        I en bygning, hvor gulv i øverste etage er beliggende mere end 22 m over terræn, eller hvor alle redningsåbningerne ikke kan nås af redningsberedskabets stiger, jf. kap. 5.6.1, stk. 2, skal der ved indretning af bygningen tages særligt hensyn til muligheden for evakuering fra bygningen, redningsberedskabets indsatstid og adgang til etagerne.

      • Vejledning (5.2, stk. 8)

        For at opfylde bestemmelsen kan det f.eks. være nødvendigt at etablere sikkerhedstrappe, brandmandselevator, varslingsanlæg, automatisk brandalarmanlæg, automatisk sprinkleranlæg, stigrør, byggetekniske muligheder, så personer kan give sig til kende over for redningsberedskabet mv.

         

      • SBi-anvisning (5.2, stk. 8)

        Redningsåbninger refererer her til åbninger, der er etableret med henblik på personredning. Vinduer eller andre åbninger, der alene er etableret for, at personer kan give sig til kende og/eller til røgudluftning skal ikke nødvendigvis kunne nås af redningsberedskabets stiger.

        Muligheden for evakuering og redningsindsats kan forbedres ved at udføre bygningen med en sikkerhedstrappe og/eller en brandmandselevator.

        Sikkerhedstrappe

        En sikkerhedstrappe er en flugtvejstrappe, hvortil risikoen for røg- og brandspredning er minimeret, så personer, der opholder sig over stigens redningshøjde, kan redde sig ud ved egen hjælp. Sikkerhedstrapper er placeret i en selvstændig brandsektion, hvortil adgang sker fra det fri eller via en luftsluse, og der må ikke forekomme brændbart materiale ud over håndlisten på trappens gelænder.

        En luftsluse har til formål at bortventilere røg og varme. Luftslusen skal derfor udføres med tilstrækkelig ventilation til, at der ikke ophobes røg. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c) anbefaler, at en luftsluse udføres med mindst én åben side, se figur 28. Der bør ikke benyttes brændbare materialer i luftslusen ud over eventuelle håndlister.

        Figur 33. Udformning af sikkerhedstrappe. Fælles forrum bredde mindst 1,5 meter. Afstand til luftsluse gennem fælles forrum højst seks meter. Luftslusens dybde d fra facade må højst være to gange luftslusens bredde b.

        Figur 28. Udformning af sikkerhedstrappe.

        Dør mellem luftsluse og trapperum skal være bygningsdel klasse EI230-C, mens der ikke er særlige brandkrav til døren mellem luftsluse og forrum ud over, at den ikke må kunne låses. De øvrige døre mod det fælles forrum skal være klasse EI260-C.

      • Stk. 9

        I lagerbygninger, hvor stablingshøjden er mere end 8 m, samt lagerbygninger med en større brandbelastning, skal der ved bestemmelse af bygningens flugtvejs- og redningsforhold tages hensyn til bygningens anvendelse og udformning.

         

      • Vejledning (5.2, stk. 9)

        Lagerbygninger, hvor stablingshøjden er mere end 8 m, samt lagerbygninger med en større brandbelastning kan være indrettet med lagersystemer og oplag, der kan have indflydelse på, hvorledes personer evakueres fra bygningen. Derfor kan det være nødvendigt at tage brandens forventede udvikling og indretningen af bygningen i betragtning i forbindelse med placering af udgange og flugtveje.

         

        1. 5.3 Konstruktive forhold

      • Stk. 1

        Byggevarer og bygningsdele skal udføres, så personer i eller ved bygningen kan bringe sig i sikkerhed på terræn i det fri eller et sikkert sted i bygningen, og så redningsberedskabet har mulighed for redning af personer og sikre acceptable forhold for dyr samt for slukningsarbejde.

      • Vejledning (5.3, stk. 1)

        Bærende konstruktioner i traditionelt byggeri kan udføres med en brandmodstandsevne som beskrevet i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri.

        Med hensyn til dimensionering af bærende konstruktioners bæreevne under brand henvises til Eurocodes, jf. kap. 4.2. Andre brandpåvirkninger kan anvendes, hvis de behandles som parametriske brande iht. DS/EN 1991-1-2 Brandlast med tilhørende DS/EN 1991-1-2 DK NA og brandbelastningen er dokumenteret.

         

        Det nationale system for brandteknisk klassifikation af byggevarer og bygningsdele erstattes i de kommende år løbende af det nye europæiske system. For hver gruppe af byggevarer vil der være en overgangsperiode, hvor både det hidtidige og det nye europæiske system kan anvendes. I denne periode vil de hidtidige og de nye europæiske prøvningsmetoder og klassifikationer eksistere side om side.

         

        Konstruktioner, der anvendes til brug ved udførelsen af et byggearbejde, er desuden reguleret i kap. 4.6.

         

      • SBi-anvisning (5.3, stk. 1)

        De bærende konstruktioners brandmodstandsevne har sammen med opdeling af bygningen i brandmæssige enheder, jf. kapitel 5.1.1, stk. 1, betydning for både bygningens brugere og redningsberedskabets sikkerhed under indsatsen.

        Brandmæssig klassifikation af byggevarer og bygningsdele

        I henhold til byggevareforordningen (Bekendtgørelse nr. 688, 2013) klassificeres byggevarer og bygningsdele ud fra deres:

        • –Reaktion på brand, dvs. i hvilken grad de medvirker til branden og afgiver røg og brændbare dråber eller partikler. Klassifikationsstandarden hedder DS/EN 13501-1 (Dansk Standard, 2009g).

        • –Brandmodstandsevne. Klassifikationsstandarden hedder DS/EN 13501-2 (Dansk Standard, 2009h).

        Brandmodstandsevnen beskrives bl.a. ud fra ydeevnekriterier:

        • –'R' for bæreevne

        • –'E' for integritet (dvs. at der ikke må ske gennemtrængning af flammer eller varme gasser)

        • –'I' for isolation

        • –'W' for varmestråling.

        Ydeevnekriterierne kombineres med en tidsangivelse, der angiver det tidsrum, ydeevnen opretholdes ved en standardiseret brandprøvning.

        Den hidtidige danske klassifikation af beklædninger i klasse 1 har i det europæiske system betegnelsen 'K1 10 B-s1,d0'. Klasse 2 betegnes 'K1 10 D-s2,d2'.

        Det europæiske klassifikationssystem er beskrevet nærmere i kapitel 3.1 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c).

        Bærende konstruktioner

        Det er et krav, at bærende konstruktioner enten udføres med klassifikation angivet i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c), eller det dokumenteres, at de kan overleve et relevant brandforløb.

        Brandmodstandsevnen for en bærende bygningsdel kan bestemmes som beskrevet i standarderne vedrørende konstruktioner, jf. bygningsreglementets kapitel 4.2, Dimensionering af konstruktioner.

        Ved beregning af bæreevnen for brandpåvirkede konstruktioner er det vigtigt at tage højde for den påvirkning af konstruktionens geometri, som temperaturbetingede deformationer af de enkelte konstruktionselementer kan medføre.

        Retningslinjer for, hvilken brandmæssig klassifikation, der vil være tilstrækkelig for bærende konstruktioner, bl.a. afhængig af anvendelseskategori, er angivet i kapitel 3.3 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c).

        Andre forhold

        Brandmæssig klassifikation af byggevarer og bygningsdele har også betydning for andet end de bærende konstruktioner, fx for brandspredning og røgudvikling. Der skal derfor tages hensyn til disse forhold, specielt når mere komplekse bygninger skal projekteres.

        Partielle etageadskillelser

        Industri- og lagerbygninger i én etage ønskes ofte udført med en partiel, indskudt etageadskillelse. Ved en partiel, indskudt etageadskillelse forstås en tæt etageadskillelse, hvis størrelse ikke overstiger 75 % af den pågældende brandsektions areal. Normalt vil en partiel, indskudt etageadskillelse, der højst er 150 m2, samt de bygningsdele, der bærer denne, kunne udføres uden krav til brandmodstandsevne.

        Hvis flugtveje og/eller redningsberedskabets primære indsatsveje går under en partiel indskudt etage, skal det overvejes, om muligheden for evakuering og redningsberedskabets sikkerhed er tilgodeset. Jævnfør bygningsreglementet skal flugtveje forblive sikre i det tidsrum, hvor evakueringen forløber.

      • Stk. 2

        Bygningsdele skal sammenbygges, så den samlede konstruktion i brandmæssig henseende ikke er ringere end kravet til de enkelte bygningsdele i konstruktionen.

         

      • SBi-anvisning (5.3, stk. 2)

        Brandmodstandsevnen af et bærende system bestemmes af brandmodstandsevnen af de enkelte bygningsdele og samlingerne mellem dem. Samlinger skal have samme brandmodstandsevne som de bygningsdele, der forbindes. Samlingers brandmodstandsevne bestemmes iht. beregningsmetoderne angivet i standarderne vedrørende konstruktioner eller ved prøvning.

        Det er vigtigt at tage højde for, at temperaturpåvirkning fra en brand kan ændre samlingers geometri.

        Figur 34. Deformation af betondæk som følge af temperaturpåvirkning.

        Figur 29. Deformation af betondæk som følge af temperaturpåvirkning.

        Det er også vigtigt, at samlinger udformes, så de ikke giver mulighed for røgspredning til hulrum, se også kapitel 5.3, stk. 3, om hulrum i konstruktioner. Det bør også sikres, at samlinger ikke giver anledning til utilsigtet transport af varme til andre bygningsdele.

        Konstruktioner, der bærer og/eller afstiver en brandmæssig adskillelse, skal kunne opretholde bæreevnen i samme tidsrum, som den brandmæssige adskillelse skal opretholde sin adskillende funktion. I traditionelt byggeri, der planlægges iht. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c), skal en række brandmæssige adskillelser opretholde ydeevnekriterierne 'EI' i 60 minutter. Det betyder, at de konstruktioner, der bærer og afstiver en sådan brandmæssig adskillelse i et traditionelt byggeri, skal udføres som bygningsdel klasse R 60.

        Hvor brandmæssige adskillelser bæres eller afstives af bærende konstruktioner i klasse R 30, må det derfor sikres, at den brandmæssige adskillelse er båret og afstivet på begge sider og på en sådan måde, at den brandmæssige adskillelse bliver stående, selvom de bærende og afstivende konstruktioner på den ene side bortfalder. Det er for eksempel relevant i bygningers øverste etage og i enetages bygninger, hvor de bærende konstruktioner i visse anvendelseskategorier kan udføres som bygningsdel klasse R 30, jf. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c).

        Figur 35. Vandret snit i konstruktion med bærende væg, der afstives fra to sider og bliver stående, når den ene afstivende væg bortfalder ved brand.

        Figur 30. Bærende konstruktion (vandret snit), hvor det er nødvendigt med afstivning fra to sider.

      • Stk. 3

        Bygningsdele skal udføres på en sådan måde, at en brand ikke kan sprede sig fra en brandmæssig enhed til et hulrum, som passerer én eller flere brandadskillende bygningsdele.

         

      • SBi-anvisning (5.3, stk. 3)

        Hvor hulrum i konstruktionen er nødvendig af hensyn til ventilation, lydisolation eller andet, bør der udføres brandstop alle steder, hvor hulrummet passerer en brandmæssig adskillelse. Hvilke materialer et brandstop kan udføres af, opridses i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c). For detailprojektering af brandstop henvises til litteraturen og producentanvisninger.

        Facadebeklædninger (regnskærme) med et bagvedliggende ventileret hulrum kan medføre øget risiko for brandspredning, se kapitel 5.5.2, stk. 1, om krav til udvendige overflader. En ventilationsspalte bag en regnskærm, der er udført i mindst materiale klasse B-s1,d0 [klasse A-materiale], og opsat på beklædning (vindspærre) klasse K1 10 B-s1,d0 [klasse 1 beklædning], kan udføres uden brandstop, selvom ventilationsspalten passerer brandmæssige adskillelser, jf. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c).

      • Stk. 4

        I en bygning, hvor gulvet i øverste etage er beliggende mere end 22 m over terræn, skal der ved dimensioneringen af de bærende konstruktioner tages særligt hensyn til tiden til evakuering af bygningen, redningsberedskabets indsatstid, adgang til etagerne, brandbelastningen og lignende.

         

      • SBi-anvisning (5.3, stk. 4)

        I bygninger, hvor gulv i øverste etage er mere end 22 meter over terræn, kan redningsåbninger på de øverste etager ikke nås med en normal drejestige. Denne type bygninger er ikke omfattet af Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c). Eftervisning af brandsikkerheden, herunder kravene til de bærende konstruktioner, må derfor bero på en konkret analyse af både evakuering og redningsberedskabets indsatsmuligheder. Kan de bærende konstruktioner overleve et fuldt udviklet brandforløb, anses brandsikkerheden for opfyldt for de bærende konstruktioner. For dimensionering af bærende konstruktioners bæreevne under brand henvises til Eurocodes. Desuden kan andre brandpåvirkninger anvendes, når de behandles som parametriske brande iht. Eurocode 1, Last på bærende konstruktioner - Del 1-2: Generelle laster – Brandlast (Dansk Standard, 2007f), med dansk anneks, og hvis brandbelastninger er dokumenteret.

      • Stk. 5

        I lagerbygninger, hvor stablingshøjden er mere end 8 m, samt lagerbygninger med en større brandbelastning, skal der ved bestemmelse af de konstruktive forhold tages hensyn til bygningen anvendelse og udformning.

         

      • Vejledning (5.3, stk. 5)

        For lagerbygninger, hvor stablingshøjden er mere end 8 m, og andre lagerbygninger med en større brandbelastning bør det bl.a. sikres, at de bærende konstruktioner udformes, så den nødvendige stabilitet af de brandadskillende bygningsdele tilgodeses.

         

        1. 5.4 Brandtekniske installationer

      • Stk. 1

        Brandtekniske installationer skal udføres, så de er pålidelige samt kan kontrolleres og vedligeholdes i hele deres levetid.

      • Vejledning (5.4, stk. 1-2)

        Ved brandtekniske installationer forstås blandt andet:

         

        - Et automatisk brandalarmanlæg er et anlæg, der registrerer en brand i begyndelsesfasen og herefter afgiver alarm til redningsberedskabet. Anlægget kan desuden aktivere andre brandtekniske installationer.

         

        - Et automatisk sprinkleranlæg er et anlæg, som med vand kan slukke en brand i begyndelsesfasen eller kontrollere en brand, indtil anden brandbekæmpelse sættes i gang, og som afgiver alarm til redningsberedskabet. Anlægget kan desuden aktivere andre brandtekniske installationer.

         

        - Et varslingsanlæg varsler personerne i bygningen i tilfælde af brand. Varsling med talende besked bør benyttes i bygningsafsnit i anvendelseskategori 3. Såfremt varsling med talende besked ikke er hensigtsmæssig som følge af bygningsafsnittets anvendelse, kan den talende besked erstattes af anden forsvarlig varslingsform, f.eks. hyletone.

         

        - Et røgalarmanlæg kan bestå af forbundne røgalarmer. Røgalarmanlægget i et bygningsafsnit bør alene give alarm i den brandmæssige enhed, f.eks. en bolig, hvor røgen registreres. Røgalarmanlægget afgiver ikke alarm til redningsberedskabet.

         

        - Flugtvejsbelysning er belyste, gennemlyste eller fluorescerende (selvlysende) flugtvejsskilte ved udgangsdøre i flugtveje. Flugtvejsbelysning omfatter også belysning af gulvarealer i flugtveje og i store lokaler. Selvlysende skilte kan kun anvendes, hvor der er sikret lys til den nødvendige opladning.

         

        - Panikbelysning er den del af en nødbelysning, som skal tjene til at undgå panik og give en belysning, der giver personer mulighed for at nå frem til et sted, hvor der findes en flugtvej.

         

        - Slangevinder har til formål at muliggøre, at personer uden særlige brandslukningsmæssige forudsætninger kan foretage brandbekæmpelse i den indledende fase af en brand.

         

        Andre brandtekniske installationer som f.eks. stigrør, brandventilation, iltreduktionsanlæg og røglemme er også omfattet af stk. 1 og 2.

         

      • SBi-anvisning (5.4, stk. 1)

        Brandtekniske installationer tilgodeser:

        • –Muligheder for evakuering.

        • –Forhold vedrørende brandmodstandsevne, især konstruktioners bæreevne.

        • –Begrænsning af brandspredning.

        • –Mulighed for redningsberedskabets gennemførelse af slukning.

         

        Installationer, som har indflydelse på evakueringsmulighederne, kan for eksempel være varslingsanlæg, automatiske brandalarmanlæg samt flugtvejs- og panikbelysning. Installationer som sprinkleranlæg installeres af hensyn til redningsberedskabets indsatsmulighed og for at hindre branden i at sprede sig. For bygningsafsnit i anvendelseskategori 6, se kapitel 5.1.1, Anvendelseskategorier, udføres sprinkling dog også af hensyn til personsikkerhed, fordi evakueringen kræver længere tid.

        Installationstyper

        De forskellige typer af brandtekniske installationer og krav til deres udførelse gennemgås i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c). Mere uddybende information om brandtekniske installationer kan for eksempel findes i Brandfysik og brandteknisk design af bygninger (Sørensen, 2004). I de efterfølgende afsnit berøres enkelte af installationerne kort.

        Automatisk brandalarmanlæg

        Et automatisk brandalarmanlæg (ABA-anlæg) afgiver alarm til redningsberedskabet og kan også aktivere andre brandtekniske anlæg. I bygningsafsnit i anvendelseskategori 6, hvor evakuering er afhængig af personalets hjælp, bør ABA-anlægget udføres, så det også afgiver alarm til personale.

        Automatisk vandsprinkleranlæg

        Et automatisk vandsprinkleranlæg (AVS-anlæg) skal udføres med alarmafgivelse til redningsberedskabet.

        I bygningsafsnit med både AVS-anlæg og automatisk brandventilation skal man være opmærksom på, at brandventilationen kan virke til ugunst for sprinklingen og omvendt, se efterfølgende afsnit om brandventilation.

        Automatisk sprinkleranlæg er nærmere omtalt i blandt andet DBI retningslinie 251/4001, Sprinkleranlæg (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2016a).

        Varslingsanlæg

        Varslingsanlæg kan enten være automatiske eller manuelle. Et automatisk varslingsanlæg aktiveres enten af et ABA-anlæg eller AVS-anlæg. Ved et automatisk varslingsanlæg vil der derfor også afgives alarm til redningsberedskabet.

        Et manuelt varslingsanlæg igangsættes ved aktivering af et brandtryk. Et manuelt varslingsanlæg varsler kun internt i bygningen. Det er derfor væsentligt, at der i bygninger med manuelt varslingsanlæg gøres opmærksom på, at redningsberedskabet skal alarmeres telefonisk.

        Varslingsanlæg er nærmere omtalt i for eksempel DBI retningslinie 024, Varslingsanlæg (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2015a). ABA-anlæg specifikt er nærmere omtalt i for eksempel DBI retningslinie 232, Automatiske brandalarmanlæg (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2016b) samt DBI retningslinie 005, Automatiske brandsikringsanlæg (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2008).

        Varslingsanlæg udføres traditionelt med et akustisk signal, hvor en indtalt besked eller en live-meddelelse er et mere effektivt varslingssignal end en ringetone eller lignende. Det anbefales dog, at der ved valg af varslingssignal tages hensyn til den aktuelle brug af bygningen. Det kan for eksempel være ældreboliger, hvor mange beboere har nedsat hørelse. Her anbefales en anden type varslingssignal, fx en kombination af både akustisk og visuelt varslingssignal.

        Hvis der anvendes varslingsanlæg med talende besked, bør der benyttes standarderne DS/EN 54-16, Brandalarmsystemer – Del 16: Talevarsling, kontrol og indikeringsudstyr (Dansk Standard, 2008b) samt DS/EN 54-24, Brandalarmsystemer – Del 24: Komponenter til stemmealarmsystemer - Højttalere (Dansk Standard, 2008c).

        Brandventilation

        Brandventilation tilgodeser et eller flere formål:

        • –Personsikkerhed, fordi sigtbarheden forbedres og temperaturen forbliver acceptabel.

        • –Røgudluftning af redningsberedskabets primære indsatsveje.

        • –Minimering af risiko for overtænding og brandspredning.

        • –Beskyttelse af bygningsdele.

         

        Hvor brandventilation udføres af hensyn til personsikkerhed eller for at minimere risikoen for overtænding, bør brandventilationen aktiveres automatisk.

        For bygninger i én etage i anvendelseskategori 1 til 5, se kapitel 5.1.1, Anvendelseskategorier, kan brandkravene til de bærende konstruktioner lempes, hvis der er brandventilation, jf. Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c).

        Formålet med brandventilation bør være afklaret, inden der træffes beslutning om, hvordan brandventilationen udføres, herunder placering, areal og opdeling i røgzoner.

        Brandventilationen kan kun fungere optimalt, hvis der tilføres erstatningsluft. Ved automatiske brandventilationsanlæg bør åbninger for erstatningsluft aktiveres samtidig med brandventilationen, se Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016c).

        I rum, hvor der er udført indskudte etager, skal det sikres, at de indskudte etager ikke forringer brandventilationen.

        Brandventilation og sprinkling kan virke til ugunst for hinanden:

        • –Udløses sprinkleranlægget først, afkøles røgen. Det betyder, at den termiske opdrift i røgen bliver mindre, hvorfor effektiviteten af brandventilation forringes.

        • –Udløses omvendt brandventilation først, kan det ske, at den varme røg ventileres bort, og at sprinkleranlægget først aktiveres senere i brandforløbet, fordi sprinkleranlæggets detektorer reagerer på temperatur og normalt er placeret lige under loftniveau.

        I områder, hvor der både er sprinkleranlæg og brandventilation, bør der tages stilling til, hvilken af de to installationer der skal udløses først. Dernæst kan det ved hensigtsmæssig placering af åbningerne for brandventilation opnås at få aktiveret installationerne i den rækkefølge, det ønskes.

        Brandventilation er nærmere omtalt i blandt andet:

        • –DS 428, Norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg (Dansk standard, 2011e),

        • –DBI retningslinje 027, Brandventilationsanlæg - projektering installation og vedligeholdelse (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2015b)

        • –DS/EN 12101-1, Brandventilation – Del 1: Specifikation for røgbarrierer (Dansk Standard, 2005)

        • –DS/EN 12101-3, Brandventilation – Del 3: Specifikation for ventilatorer til mekanisk brandventilation (Dansk Standard, 2004b).

        Flugtvejs- og panikbelysning

        Flugtvejs- og panikbelysning kan være nødvendig i bygninger, hvor der er mange mennesker, samt i bygninger, hvor evakuering vanskeliggøres af personernes mobilitet, evne til selv at redde sig ud eller manglende kendskab til bygningen.

        Flugtvejsbelysning sikrer, at der fra ethvert punkt i bygningen kan ses en selvlysende eller belyst henvisning til en flugtvej.

        Panikbelysning sikrer, at personer kan orientere sig om og i flugtvejene. Normalt bør der være et lysniveau på mindst 0,5 lux i åbne flugtvejsområder og mindst 1 lux på gulvarealer i flugtveje og på flugtvejsarealer i det fri.

        Flugtvejs- og panikbelysning bør opretholdes i så lang tid, som det tager at evakuere bygningen, typisk i 30-60 minutter fra en utilsigtet afbrydelse af den almindelige belysning.

        Flugtvejs- og panikbelysning er nærmere omtalt i Brandteknisk vejledning 34, Sikkerhedsbelysning (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2013).

        Slangevinder

        Slangevinder er nærmere omtalt i for eksempel Brandteknisk vejledning 38, Brandbekæmpelsesudstyr (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, 2014), samt DS/EN 671-1 (Dansk Standard, 2012b) og DS/EN 671-3 (Dansk Standard, 2012f).

        Brandmandselevator

        I høje bygninger, hvor ikke alle redningsåbninger kan nås med redningsberedskabets stiger, kan der være behov for en brandmandselevator, jf. kapitel 5.2, stk.8.

      • Stk. 2

        Brandtekniske installationer skal kontrolleres og vedligeholdes, så de er pålidelige i hele bygningens levetid.

         

      • SBi-anvisning (5.4, stk. 2)

        En brandteknisk dokumentation, jf. kapitel 5.1, stk. 1, bør indeholde en plan for drift, kontrol og vedligehold af passive og aktive brandsikringstiltag. Planen bør præcisere, hvem der er ansvarlig for opgaverne. Også vedligeholdelsen af de passive brandsikringstiltag, fx brandbeskyttelse af stålkonstruktioner, bør medtages i planen.

        Systemintegrationstest

        I byggetilladelsen kan der stilles krav om, at der foretages en systemintegrationstest for de brandtekniske anlæg, inden bebyggelsen tages i brug, jf. kapitel 1.4, stk. 2, nr. 6. Systemintegrationstesten skal sikre, at de brandtekniske installationer har den funktionssammenhæng, der er forudsat i brandstrategien. Det vil typisk være nødvendigt at gennemføre en systemintegrationstest, når der installeres et centralt ABA-anlæg, hvortil der er koblet ét eller flere aktive systemer, fx automatisk brandventilation, automatisk sprinkleranlæg eller et rumslukningsanlæg. Det skal sikres, at ABA-anlægget registrerer det/de rum, hvor brand(e) er detekteret og visuelt angiver dette. Desuden skal systemintegrationstesten sikre, at alarm afgives til redningsberedskabet og at eventuelt tilkoblede slukningssystemer aktiveres efter hensigten. Det skal i alle tilfælde særligt sikres under systemintegrationstesten, at den i brandstrategien forudsatte rækkefølge på aktivering af forskellige anlæg er opfyldt. Her tænkes i særdeleshed på interaktionen mellem et eventuelt sprinkleranlæg og brandventilation. Der henvises i øvrigt til Information om brandteknisk dimensionering (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2004).

      • Stk. 3

        Ved anvendelse af bestemmelserne i stk. 7, nr. 2, stk. 9-11 og stk. 14-15 skal to eller flere bygningsafsnit af samme anvendelseskategori, som er forbundet med fælles flugtvej, betragtes som ét afsnit.

      • Vejledning (5.4, stk. 3)

        Med hensyn til evakuering af personer er det ofte nødvendigt at vurdere behovet for brandtekniske installationer på baggrund af det samlede antal personer, som skal anvende de fælles flugtveje.

         

        Derfor bør der ved anvendelse af de i stk. 3 nævnte bestemmelser ses på den samlede belastning fra samtlige bygningsafsnit, som er forbundet af fælles flugtveje.

         

        Tilsvarende gør sig ikke gældende ved bedømmelse af mulighederne for brandbekæmpelse i den enkelte brandmæssige enhed, som f.eks. vurdering af behov for brandventilation og sprinkleranlæg.

        Med hensyn til flere anvendelseskategorier i samme bygningsafsnit henvises der til kap. 5.5.2, stk. 2.

         

      • SBi-anvisning (5.4, stk. 3)

        Ved vurdering af behovet for brandtekniske installationer af hensyn til evakuering skal bygningsafsnit i samme anvendelseskategori betragtes som ét bygningsafsnit, hvis de er forbundet med fælles flugtvej. Det gælder dog ikke bygningsafsnit i anvendelseskategori 4.

      • Stk. 4

        Bygningsafsnit i anvendelseskategori 1 skal udføres med automatisk brandalarmanlæg, hvis bygningsafsnittet anvendes som industri- eller lagerbygning og har et etageareal større end 2.000 m². Såfremt bygningsafsnittet er udført med automatisk sprinkleranlæg, kan automatisk brandalarmanlæg udelades.

        Bestemmelsen gælder også for visse avls- og driftsbygninger til dyrehold.

      • Vejledning (5.4, stk. 4)

        Vedrørende visse avls- og driftsbygninger til dyrehold henvises til eksempelsamlingen om brandsikring af byggeri.

      • Stk. 5

        Bygningsafsnit i anvendelseskategori 1 indrettet til industri- eller lagerbygninger skal udføres med automatisk sprinkleranlæg, når etagearealet er større end 5.000 m². Hvis de nævnte bygningsafsnit har stor brandbelastning, skal de udføres med automatisk sprinkleranlæg, når etagearealet er større end 2.000 m². Bestemmelsen gælder ikke for avls- og driftsbygninger.

         

      • SBi-anvisning (5.4, stk. 5)

        For at vurdere, om der er tale om stor brandbelastning, kræves en nærmere analyse.

        Brandbelastningen i et rum anses for stor, hvis brandbelastningen overstiger 200 MJ pr. m2 areal af de overflader, som afgrænser rummet.

      • Stk. 6

        Bygningsafsnit i anvendelseskategori 1 indrettet til industri- og lagerbygninger samt avls- og driftsbygninger til dyrehold skal udføres med slangevinder, når etagearealet er større end 1.000 m².

      • Stk. 7

        Garageanlæg i anvendelseskategori 1 og 3 skal udføres med:

         

        1) Selvstændig mekanisk ventilation, der kan fjerne eksplosive dampe og kulilte, hvis etagearealet er større end 150 m².

         

        2) Flugtvejsbelysning og slangevinder, hvis etagearealet er større end 600 m², og tillige med panikbelysning, hvis etagearealet er større end 2.000 m².

         

        3) Automatisk sprinkleranlæg, hvis bygningsafsnittets etageareal er større end 2.000 m².

      • Vejledning (5.4, stk. 7)

        Ventilationsanlægget skal udføres i henhold til DS 428 Norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg.

      • Stk. 8

        Rum i anvendelseskategori 1 og 3 med et gulvareal større end 1.000 m² skal udføres med et automatisk brandventilationsanlæg eller et automatisk sprinkleranlæg.

      • Vejledning (5.4, stk. 8)

        Formålet med kravet er at sikre, at redningsberedskabet har acceptable indsatsmuligheder. Dette kan ske ved, at det sikres, at en brand forbliver lille, f. eks. ved at begrænse brandens udbredelse ved sprinkling, eller ved et brandventilationsanlæg, som kan aflaste rummet for røg og varme.

         

        Et rum behøver i denne sammenhæng ikke at være en brandmæssig enhed.

        Kravet anses for opfyldt i garageanlæg med etageareal mellem 1.000 m² og 2.000 m², når der enten er automatisk brandventilationsanlæg eller automatisk sprinkleranlæg, og i garageanlæg med et etageareal større end 2.000 m², jf. 5.4, stk. 7, når der er automatisk sprinkleranlæg.

         

      • SBi-anvisning (5.4, stk. 8)

        Betydningen af begrebet 'rum' er i denne sammenhæng et lokale, der kan være adskilt fra andre lokaler med enten brandmæssigt klassificerede eller uklassificerede bygningsdele. Det vil sige, at rummet ikke nødvendigvis udgør en brandmæssig enhed. En brandmæssig enhed kan derfor godt være større end 1.000 m2, uden at der stilles krav om sprinkling eller brandventilation, hvis enheden er opdelt i flere lokaler, se figur 31.

        Figur 36. Brandsektion på 1.500 kvadratmeter i ét rum med krav om sprinkleranlæg eller automatisk brandventilation. Brandsektion på 1.500 kvadratmeter med to rum, der hver er mindre end 1.000 kvadratmeter med brandmæssig uklassificeret adskillelse, og intet krav om sprinkleranlæg eller automatisk brandventilation.

        Figur 31. Eksempler på brandmæssige enheder med og uden krav om sprinkleranlæg eller automatisk brandventilation.

        I situationen til venstre i figur 31 vil der være krav om enten sprinkleranlæg eller automatisk brandventilation, mens der ikke er et tilsvarende krav i situationen til højre. Adskillelsen mellem de to rum bør dog udføres under hensyntagen til afskærmning mod spredning af brand og røg i rimelig tid efter påbegyndelse af en brand. Bestemmelsen betyder blandt andet, at der i mange tilfælde vil kunne anvendes glasvægge som adskillelse.

        Arealet af en brandmæssig enhed kan dog udløse krav om sprinkleranlæg, selvom enheden opdeles i flere lokaler på hver under 1.000 m2, jf. stk. 5, stk. 7, stk. 12 og stk. 15 i dette kapitel.

      • Stk. 9

        Bygningsafsnit med tilhørende flugtveje i anvendelseskategori 2 og 3 beregnet til mere end 150 personer skal udføres med varslingsanlæg. I bygningsafsnit, hvor alle opholdsrum har dør direkte til terræn i det fri, og der ikke er rum beregnet til mere end 150 personer, kan varslingsanlæg udelades.

      • Stk. 10

        Bygningsafsnit beregnet til mere end 150 personer i anvendelseskategori 2 skal udføres med

         

        1) Slangevinder.

        2) Flugtvejs- og panikbelysning.

         

        Flugtvejene kan udføres uden flugtvejs- og panikbelysning, hvis alle opholdsrum har direkte adgang til terræn i det fri.

      • Stk. 11

        Flugtveje, der tilsammen er beregnet til mere end 150 personer i anvendelseskategori 3, og opholdsrum til mere end 150 personer i anvendelseskategori 3, skal udføres med:

         

        1) Slangevinder

        2) Flugtvejs- og panikbelysning

        3) Varslingsanlæg

         

        Varslingsanlægget skal udføres som automatisk varsling, hvis bygningsafsnittet anvendes på en måde, der forringer mulighederne for evakuering. I bygningsafsnit, hvor alle opholdsrum har dør til terræn i det fri, og der ikke er opholdsrum beregnet til mere end 150 personer, kan flugtvejs- og panikbelysning udelades.

      • Vejledning (5.4, stk. 11)

        Et automatisk varslingsanlæg er et varslingsanlæg, som er koblet til et automatisk brandalarmanlæg og hvor varslingen derfor kan aktiveres af detektorer og alarmtryk.

         

        Forhold der kan forringe mulighederne for evakuering kan være høj musik, mørke, scenerøg mv. Varslingsanlægget bør være koblet til musikanlæg, rumbelysning mv.

      • Stk. 12

        Bygningsafsnit i anvendelseskategori 3 skal udføres med automatisk sprinkleranlæg, hvis afsnittet har et etageareal større end 2.000 m².

      • Stk. 13

        Bygningsafsnit i anvendelseskategori 4 skal i den enkelte bolig udføres med røgalarmanlæg, som er tilsluttet strømforsyningen og er udført med batteribackup.

      • Vejledning (5.4, stk. 13)

        Der bør placeres mindst én røgalarm i hver bolig, dog mindst én på hver etage. I boliger med eget fyr bør der også placeres en røgalarm i rummet, hvor fyret er placeret. Røgalarmer bør være sammenkoblede. Hvis der placeres mere end én røgalarm i boligen, kan der sikres en hurtigere og mere rettidig alarmering af personerne i den enkelte bolig. Det er vigtigt, at afstanden mellem røgalarmerne ikke er for stor.

      • Stk. 14

        Bygningsafsnit i anvendelseskategori 5 med tilhørende flugtveje skal udføres med:

         

        1) Flugtvejs- og panikbelysning, hvis bygningsafsnittet har et samlet etageareal større end 1.000 m².

         

        2) Slangevinder.

         

        3) Automatisk brandalarmanlæg og varslingsanlæg, hvis bygningsafsnittet har mere end 10 soverum eller er beregnet til mere end 50 sovepladser.

         

        4) Røgalarmanlæg, som er tilsluttet strømforsyningen og er udført med batteribackup, hvis bygningsafsnittet har højst 10 soverum eller er beregnet til højst 50 sovepladser.

         

        5) Røgalarmanlæg, som er tilsluttet strømforsyningen og er udført med batteribackup, hvis alle soverum har dør direkte til terræn i det fri. I dette tilfælde kan slangevinder, automatisk brandalarmanlæg samt flugtvejs- og panikbelysning og varslingsanlæg udelades.

      • Stk. 15

        Bygningsafsnit i anvendelseskategori 6 skal udføres med:

         

        1) Slangevinder.

         

        2) Automatisk brandalarmanlæg, som skal udføres, så der kan ske varsling af personale.

         

        3) Automatisk sprinkleranlæg,

        a. hvis bygningen er mere end 1 etage og

        b. har soverumsafsnit i anvendelseskategori 6, som har et samlet etageareal større end 1000 m².

        Anlægget udføres, så der kan ske varsling af personale.

         

        4) Flugtvejs- og panikbelysning i flugtveje, hvis bygningsafsnittet har et etageareal større end 1.000 m².

      • Vejledning (5.4, stk. 15)

        Ved aktivering af automatisk brandalarmanlæg og/eller automatisk sprinkleranlæg bør der tillige ske en varsling af personale.

        Er forholdene i pkt. 3 a. og b. gældende skal hele bygningen udføres med automatisk sprinkleranlæg. Det er altså ikke kun det enkelte soverumsafsnit, der skal udføres med automatisk sprinkleranlæg. Andre soverumsafsnit, som ikke er omfattet af anvendelseskategori 6, medregnes ikke i beregningen af arealet i pkt. b.

      • Stk. 16

        Varsling fra et varslingsanlæg skal tilpasses bygningsafsnittets brug og organisation. Hvis der i bygningen er installeret automatisk brandalarmanlæg eller automatisk sprinkleranlæg, skal varslingsanlægget igangsættes af dette.

      • Stk. 17

        Et automatisk brandalarmanlæg og et automatisk sprinkleranlæg skal udføres med alarmafgivelse til redningsberedskabet.

      • Stk. 18

        Bestemmelserne i stk. 4 - 17 og stk. 20 kan fraviges, hvis det over for kommunalbestyrelsen kan dokumenteres, at sikkerhedsniveauet, som beskrevet i kap. 5.1, stk. 1 kan opnås på en anden måde.

      • Vejledning (5.4, stk. 18)

        Eksempel på, hvornår bestemmelserne kan fraviges, er bygningsafsnit, som udføres på baggrund af brandteknisk dimensionering.

         

      • SBi-anvisning (5.4, stk. 18)

        Kravene om brandtekniske installationer kan fraviges, hvis det kan dokumenteres, at det ikke forringer sikkerheden, jf. det overordnede krav i kapitel 5.1 stk. 1. Dokumentationen kan ske i form af en brandteknisk beregning som beskrevet i Information om brandteknisk dimensionering (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2004). Ved mindre afvigelser vil sikkerhedsniveauet ofte kunne vurderes ud fra en saglig argumentation.

      • Stk. 19

        I en bygning, hvor gulvet i øverste etage er beliggende mere end 22 m over terræn, skal der ved valg af brandtekniske installationer tages særligt hensyn til muligheden for evakuering fra bygningen, redningsberedskabets indsatstid, adgang til etagerne, brandbelastningen og bygningens konstruktive forhold.

      • Vejledning (5.4, stk. 19)

        Mulige installationer i forbindelse med høje bygninger kan f.eks. være brandmandselevator, varslingsanlæg, automatisk brandalarmanlæg, automatisk sprinkleranlæg og stigrør mv.

      • Stk. 20

        I lagerbygninger, hvor stablingshøjden er mere end 8 m, samt lagerbygninger med en større brandbelastning, skal der ved valg af de brandtekniske installationer tages hensyn til bygningens indretning og anvendelse.

         

        For lagerbygninger med bygningsafsnit i anvendelseskategori 1, hvor stablingshøjden er over 8 m, og etagearealet er større end 600 m², skal der installeres automatisk sprinkleranlæg.

         

      • Vejledning (5.4, stk. 20)

        Andre anlæg eller byggetekniske løsninger end automatisk sprinkleranlæg kan anvendes, såfremt en tilsvarende sikkerhed dokumenteres, som det er beskrevet i kap. 5.4, stk. 18. Dette gælder f.eks. for iltreducerende anlæg i frostlagre, såfremt anlæggets evne til at begrænse brandens udvikling og pålidelighed af anlægget er den samme, som den kan forventes at være for et sprinkleranlæg i den pågældende bygning.

         

        1. 5.5 Brand- og røgspredning

      • Stk. 1

        Bygninger skal opføres og indrettes, så en brand kan begrænses til den brandmæssige enhed, hvor branden er opstået. Spredning af brand og røg til andre brandmæssige enheder skal forhindres i den tid, som er nødvendig for evakuering og redningsberedskabets indsats.

         

      • Vejledning (5.5, stk. 1)

        En bygning kan med fordel inddeles i flere brandmæssige enheder, for at forhindre, at brand og røg spreder sig til hele bygningen.

         

      • SBi-anvisning (5.5, stk. 1)

        Brandspredning fra en brandmæssig enhed til en anden brandmæssig enhed i samme bygning eller i en anden bygning kan skyldes:

        • –Varmeledning

        • –Konvektiv overførsel

        • –Varmestråling

        • –Flyveild.

        Brandspredning via varmeledning skyldes opvarmning gennem bygningsdele, fx vægge og etageadskillelser.

        Brandspredning på grund af konvektiv overførsel skyldes varm røg, der via kanaler, skakter, hulrum eller utætheder og åbninger i brandmæssige adskillelser spredes fra én brandmæssig enhed til en anden.

        Brandspredning forårsaget af varmestråling skyldes primært strålingen fra flammer og varm røg.

        Ved flyveild forstås gløder og små brændende partikler, der transporteres væk fra branden via røgens opdrift og vind. Flyveild vil normalt kun udgøre en risiko for brandspredning i forbindelse med let antændelige overflader, fx stråtage.

            1. 5.5.1 Brand- og røgspredning i det rum, hvor branden opstår

      • Stk. 1

        Indvendige overflader skal udføres på en sådan måde, at de ikke bidrager væsentligt til brand- og røgudviklingen i den tid, som personer, der opholder sig i rummet, skal bruge til at bringe sig i sikkerhed.

      • Vejledning (5.5.1, stk. 1)

        Indvendige overflader omfatter væg- og loftoverflader samt gulvbelægninger. Bestemmelsen omfatter også nedhængte lofter, lyddæmpende produkter, dekorationer, opslagstavler, elkabler, rørisolering og lignende overflader som har et væsentligt omfang.

         

      • SBi-anvisning (5.5.1, stk. 1)

        Kravet kan opfyldes ved at anvende indvendige overflader, som opfylder følgende brandmæssige klassifikationer, se evt. kapitel 5.3, stk. 1 om brandmæssige klassifikationer.

        Tabel 14. Eksempler på brandmæssig klassifikation for indvendige overflader.

        Bygningens udformning

        Vægbeklædning

        Loftbeklædning

        Gulvbelægning

        Anvendelseskategori 1

         

        Generelt

        K1 10 B-s1,d0
         

        K1 10 B-s1,d0
         

         

        Bygninger i 1 etage med brandceller på indtil 1.000 m2

        K1 10 D-s2,d2

        K1 10 D-s2,d2
         

         

        Anvendelseskategori 1 og 2

         

        Generelt

        K1 10 B-s1,d0
         

        K1 10 B-s1,d0
         

         

        Bygninger i 1 etage med
        brandceller på indtil 150 m        2

        K1 10 D-s2,d2
         

        K1 10 D-s2,d2
         

         

        Brandceller på indtil 150 m2 i bygninger, hvor gulv i øverste etage er
        maks. 22 m over terræn

         

        K1 10 D-s2,d2
         

         

        K1 10 B-s1,d0
         

         

        Anvendelseskategori 3

         

        Generelt

        K1 10 B-s1,d0
         

        K1 10 B-s1,d0
         

        Dfl-s1
         

        Bygninger i 1 etage med
        brandceller på indtil 100 m        2

        K1 10 D-s2,d2
         

        K1 10 D-s2,d2
         

         

        Anvendelseskategori 4 og 5

         

         

         

        Generelt

        K1 10 B-s1,d0
         

        K1 10 B-s1,d0
         

         

        Bygninger med 1 etage

        K1 10 D-s2,d2
         

        K1 10D-s2,d2
         

         

        Bygninger, hvor gulv i øverste
        etage er maks. 5,1 m over terræn

        K1 10 D-s2,d2
         

        K1 10 D-s2,d2
         

         

        Bygninger, hvor gulv i øverste
        etage er maks. 22 m over terræn

        K1 10 D-s2,d2
         

        K1 10 B-s1,d0
         

         

        Anvendelseskategori 6

         

         

         

        Generelt

        K1 10 B-s1,d0
         

        K1 10 B-s1,d0
         

         

        Nedhængte lofter bør udføres som materiale klasse B-s1,d0. Skillevægge skal føres op til rummets egentlige loft. Den del af væggene, der ligger mellem det nedhængte loft og rummets egentlige loft, bør udføres med beklædning i samme klasse som væggene i rummet.

            1. 5.5.2 Brand- og røgspredning i den bygning, hvor branden opstår eller til bygninger på samme grund

      • Stk. 1

        Udvendige overflader og tagdækninger skal udføres på en sådan måde, at de ikke giver et væsentligt bidrag til brandspredning.

      • Vejledning (5.5.2, stk. 1)

        Bestemmelserne i stk. 1 til 4 gælder også jordbrugserhvervets avls- og driftsbygninger.

         

      • SBi-anvisning (5.5.2, stk. 1)

        Brandspredning via udvendige overflader og tagdækninger skyldes normalt varmestråling og konvektion. For at undgå, at tagdækninger bidrager væsentligt til brandspredning, bør tagdækning udføres med en brandteknisk klassifikation som mindst klasse Broof(t2). Man bør være opmærksom på, at ovenlys udført i brændbare materialer kan give anledning til brandspredning. Vægoverflader kan udføres med materialer, som opfylder følgende klassifikationer:

        Tabel 15. Eksempler på brandmæssig klassifikation for udvendige vægoverflader.

        Udvendige vægoverflader - anvendelseskategori 1-6

        Bygninger med 1 etage

        Beklædning klasse K1 10 D-s2,d2

        Højde til gulv i øverste etage
        mindre end 22 m over terræn

        Beklædning klasse K1 10 B-s1,d0
        Indtil 20 % af facadens areal kan normalt udføres med beklædning klasse K        1 10 D-s2,d2 eller som ydervægge med udvendig overflade klasse D-s2,d2.
        Partierne placeres, så risikoen for brandspredning minimeres, og beklædningen ikke medfører brandspredning i bygningen. Der bør ikke være sammenhængende partier med materiale klasse D-s2,d2 mellem over hinanden liggende vinduer. Tilsvarende skal man være opmærksom på risikoen for brandspredning til tagudhæng.

        Højde til gulv i øverste etage
        mere end 22 m over terræn

        Beklædning klasse K1 10 B-s1,d0

        Facadebeklædninger

        Facadebeklædninger (regnskærme) med et bagvedliggende ventileret hulrum kan medføre øget risiko for brandspredning. Normalt vil sikkerheden mod brandspredning være tilfredsstillende, hvis regnskærmen udføres i materiale klasse B-s1,d0 samtidig med, at overfladen på ydervæggen bag regnskærmen udføres efter anbefalingerne i tabel 15. Se også kapitel 5.3, stk. 3, om krav om brandstop i ventilerede hulrum.

        Det bør også sikres, at underlag for regnskærmen ikke bidrager væsentligt til brandspredning. Eksempler på typiske løsninger, hvor træ er anvendt som underlag for regnskærmen, findes for eksempel i Træ 71, Brandsikre bygningsdele (Træinformation, 2015b).

        Eksempler på løsninger til sikring mod brandspredning mellem boliger i sammenbyggede enfamiliehuse behandles blandt andet i SBi-anvisning 253, Småhuse – indretning og funktion, 4 Boligadskillende vægge (de Place Hansen et al., 2015)

        For bygninger med store glaspartier skal der foretages en særskilt vurdering af risikoen for brandspredning via facaden og brandspredning til andre bygninger. Det kan for eksempel ske ved en strålingsberegning som beskrevet i Information om brandteknisk dimensionering (Erhvervs- og Boligstyrelsen, 2004).

      • Stk. 2

        Bygningsafsnit i forskellige anvendelseskategorier skal udgøre selvstændige brandmæssige enheder. Bygningsafsnit skal yderligere opdeles, så der opnås tilfredsstillende sikring af flugtveje, og så personer, som opholder sig i et rum med kun én flugtvej, kan forblive i sikkerhed, indtil redning kan påregnes. I et bygningsafsnit kan der være flere anvendelseskategorier, hvis det sikres, at sikkerhedsniveauet beskrevet i kap. 5.1, stk. 1 er opfyldt.

         

      • SBi-anvisning (5.5.2, stk. 2)

        Bygningsafsnit kan opdeles i brandceller og/eller brandsektioner, se kapitel 5.1.1, stk. 1.

        Brandceller

        Opdeling i brandceller tilgodeser personsikkerheden ved evakuering og redning. I tilfælde af blokerede flugtveje sikrer opdeling i brandceller, at personer kan blive i den celle, hvor de befinder sig, indtil de kan reddes ud af redningsberedskabet via brandcellens redningsåbninger.

        Figur 37. Opdeling i brandceller hindrer brand- og røgspredning.

        Figur 32. Opdeling i brandceller hindrer brand- og røgspredning.

        Normalt kan en brandcelle højst strække sig over to etager. Derved begrænses den lodrette brand- og røgspredning i bygningen.

        Afgrænsning af en brandcelle kan ske med bygningsdele klasse REI 60 eller EI 60.

        Væg- og loftkonstruktioner mod tagrum, der ikke kan udnyttes, kan udføres som bygningsdel klasse EI 30.

        Brandsektioner

        Opdeling i brandsektioner skal primært forbedre redningsberedskabets mulighed for at begrænse brandspredning. Hvilken størrelse brandsektion, som redningsberedskabet kan håndtere, afhænger af brandrisikoen inden for brandsektionen; dvs. hvilken anvendelseskategori, der er tale om, og om der er sprinkleranlæg. Hvis mængden af brændbart materiale medfører, at bygningen er omfattet af tekniske forskrifter, se kapitel 5.1, og der er stor brandbelastning inden for den enkelte brandsektion, kan det have indflydelse på brandsektionens størrelse. Tabel 16 viser eksempler på, hvordan en bygning kan sektioneres:

        Tabel 16. Eksempler på brandsektionering.

        Bygningstype

        Brandsektions-
        adskillelse

        Maksimalt areal af
        brandsektion         uden
        automatisk sprinkling

        Maksimalt areal af
        brandsektion         med
        automatisk sprinkling

        Anvendelseskategori 1

         

         

         

        Bygninger med 1 etage

        (1) eller (2)

        5.000 m2

        10.000 m2

        Bygninger med 1 etage og stor brandbelastning*)

        (1) eller (2)

        2.000 m2

        10.000 m2

        Bygninger med mere end 1 etage

        (1) eller (2)

        2.000 m2

        10.000 m2

        Anvendelseskategori 2 og 3

         

         

         

        Bygninger med 1 etage

        (1) eller (2)

        2.000 m2

        10.000 m2

        Bygninger med mere end 1 etage

        (1) eller (2)

        1.000 m2

        10.000 m2

        Bygninger, hvor gulv i øverste etage er mere end 9,6 m over terræn

        (1)

        1.000 m2

        10.000 m2

        Anvendelseskategori 4 og 5

         

         

         

        Bygninger med 1 etage (anv.kategori 4)

        (1) eller (2)

        1.200 m2

        10.000 m2

        Bygninger med 1 etage (anv.kategori 5)

        (1) eller (2)

        2.000 m2

        10.000 m2

        Bygninger med mere end 1 etage

        (1) eller (2)

        600 m2

        10.000 m2

        Bygninger, hvor gulv i øverste etage er mere end 9,6 m over terræn

        (1)

        600 m2

        10.000 m2

        Anvendelseskategori 6

         

         

         

        Bygninger med 1 etage

        (1) eller (2)

        2.000 m2

        2.000 m2

        Bygninger med mere end 1 etage

        (1) eller (2)

        600 m2

        2.000 m2

        Bygninger, hvor gulv i øverste etage er mere end 9,6 m over terræn

        (1)

        600 m2

        2.000 m2

        (1) Bygningsdel klasse EI 60 A2-s1,d0.
        (2) Bygningsdel klasse EI 60 D-s2,d2 udført med beklædning klasse K2 60 A2-s1,d0.
        *) Hvis brandbelastning pr. areal overflade, som afgrænser rummet, overstiger 200 MJ/m        2.

        Personer, der sover, vil typisk blive opmærksomme på en brand senere end vågne personer. Derfor er der større risiko for, at sovende personer ikke kan bringe sig selv i sikkerhed. Der bør maksimalt være 50 sovepladser i en brandsektion, for at begrænse antallet af personer, der skal reddes ud af bygningen.

        Åbninger i brandsektionsadskillelser

        Døre, lemme, vinduer og lignende åbninger i en brandsektionsadskillelse bør som udgangspunkt lukkes med bygningsdel klasse EI2 60-C. Tabel 17 giver eksempler på, hvor det er forsvarligt at udføre åbninger i brandsektionsadskillelser med en anden brandmæssig klassifikation.

        Tabel 17. Klassifikationskrav til døre placeret i åbninger i brandsektionsadskillelser.

        Placering af dør

        Brandmæssig klassifikation

        Mellem to brandsektioner

        EI2 60-C

        Mellem brandsektion og trapperum/elevator

        EI2 30-C

        Mellem luftsluse og trapperum

        EI2 30-C

        Mellem forrum i kælder og elevatorskakt

        EI2 30-C

        Mellem flugtvejsgange i hver sin brandsektion

        E60-C1

        Mellem flugtvejsgang og trapperum/elevator

        E30-C2

        1) Døren bør udføres med automatisk branddørlukningsanlæg (ABDL).
        2) Døren bør i soverumsafsnit udføres med automatisk branddørlukningsanlæg (ABDL).

        Åbninger i brandcelle

        Åbninger i en brandcelle kan i mange tilfælde udføres med døre, der opfylder ydeevnekriterier til integritet og isolering (EI, jf. kapitel 5.3, stk. 1) i halvdelen af den tid, der gælder for de øvrige adskillende bygningsdele omkring brandcellen.

        Tabel 18. Klassifikationskrav for døre placeret i åbninger i brandcelleadskillelser.

        Placering af dør

        Brandmæssig klassifikation

        Mellem brandcelle til personophold og flugtvejsgang

        EI2 30

        Mellem brandcelle m. depot, køkken m.m. og flugtvejsgang

        EI2 30-C

        Mellem to brandceller og typisk ikke lukket

        EI2 30-C

        Mellem to brandceller og typisk lukket

        EI2 30

        Markering af brandsektioner

        Redningsberedskabet kan have stor nytte af at vide, hvor brandsektionen afgrænses, når slukningsindsatsen skal planlægges. I nogle tilfælde kan placeringen identificeres visuelt, fx ved bygninger med synlig brandkam.

        Er der derimod brandkamserstatning, har redningsberedskabet vanskeligere ved at afgøre en brandsektions afgrænsning. Derfor vil det forbedre redningsberedskabets indsatsmuligheder at markere placeringen af brandsektionsadskillelser med skiltning eller lignende.

        Sikring mod vinkelsmitte

        Risikoen for vandret brandspredning ved et knæk i facadelinje betegnes normalt 'vinkelsmitte'. Hvis en brandsektionsadskillelse, der føres ud til ydervæggen, er mindre end 2,5 meter fra et knæk i facadelinjen, kan det være nødvendigt at udføre sikring mod vandret brandspredning. Det gøres ved at sikre facaden ud for den brandsektionsadskillende væg, se figur 33.

        Normalt anses risikoen for vinkelsmitte at være til stede, hvis knækket i facadelinjen er mindre end 135°. Sikring mod vinkelsmitte kan udføres ved at udføre ydervæggen som bygningsdel klasse EI 60 og uden åbninger på en strækning af 2,5 meter omkring knækket i facadelinjen. Hvis sikringen sker på begge sider af knækket, kan de angivne 2,5 meter måles på skrå over hjørnet ved knækket i facadelinjen, se figur 33.

        Figur 38. Sikring mod vandret brandspredning over et indadgående hjørne med vinkel mindre end 135 grader (vinkelsmitte). Ydervæg skal udføres i klasse EI 60 og uden åbninger på en strækning af 2,5 meter omkring knækket i facadelinjen. Hvis sikringen sker på begge sider af knækket, kan de angivne 2,5 meter måles på skrå over hjørnet ved knækket i facadelinjen.

        Figur 33. Sikring mod vandret brandspredning.

        Brandkam

        Risikoen for brandspredning hen over en brandsektionsadskillelse kan reduceres med en brandkam eller brandkamserstatning. Ved en brandkamserstatning etableres sikring mod brandsmitte i tagkonstruktionen. Brandkamserstatningen vil ikke være synlig i modsætning til en brandkam.

        Brandkamserstatninger bør udføres som bygningsdel klasse EI 60. En brandkamserstatning kan enten udføres på begge sider af brandsektionsadskillelsen eller som en ensidig brandkamserstatning. En ensidig brandkamserstatning skal dog udføres som bygningsdel REI 60.

        Højden på en brandkam og udstrækningen af en brandkamserstatning afhænger af tagets hældning mod brandsektionsadskillelsen. Principperne for, hvordan sikring mod brandspredning over en brandsektionsadskillelse kan udføres, er vist på figur 34,