Plejeboliger for personer med demens – indledende spørgsmål

Kun et fåtal af de eksisterende plejeboliger er indrettet, så de tilgodeser behov hos personer med demens. Men med det stigende antal af personer med demenssygdomme er der behov for langt flere (Kähler, 2014).

Denne anvisning samler og fremhæver de vigtigste forhold med hensyn til at skabe plejeboliger med gode fysiske rammer for personer med demenssygdomme, så det fremmer deres trivsel og livskvalitet.

Anbefalingerne i anvisningen er baseret på national og international forsknings- og erfaringsbaseret viden. Forskningen underbygger i vid udstrækning den omfattende erfaringsbaserede viden, praktikere som medarbejdere på plejecentre og rådgivere har opbygget gennem års arbejde inden for området. Målgruppen er primært byggeriets professionelle parter.

Anvisningen er den første af to anvisninger om plejeboliger for personer med demenssygdomme. Den anden anvisning vil udfolde feltet yderligere og rumme supplerende anbefalinger, detaljer og eksempler fra udførte byggerier.

Udarbejdelsen af anvisningen er finansieret af Satspuljeaftalen 2015.

Der er knyttet en følgegruppe til projektet, som undervejs i processen har givet værdifulde input og sparring til forfatterne. SBi takker følgegruppen, som består af:

• –Søren Buggeskov, Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

• –Claus Cornelius, FOA

• –Ane Eckerman, Alzheimerforeningen

• –Lars Hetland, Rubow arkitekter

• –Mary-Ann Knudstrup, Aalborg Universitet / Arkitektur og Design

• –Søren Svane Kristensen, Sundheds- og Ældreministeriet

• –Margrethe Kähler, Ældre Sagen

• –Karen Marie Myrndorff, Kommunernes Landsforening (KL)

• –Charlotte Rugh, demenskoordinator, senior center Bakkegården

• –Kirsten Ryssing, DemensKoordinatorer i Danmark (DKDK)

• –Karen Tannebæk, Nationalt Videnscenter for Demens.

Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet

Afdelingen for By, Bolig og Ejendom

Hans Thor Andersen
Forskningschef

Middellevealderen er stigende, og deraf er der en voksende andel af ældre personer i befolkningen. Derfor forventes også en betydelig vækst i antallet af personer med demenssygdomme i de kommende årtier. Det øger behovet for plejeboliger, der ikke kun er egnede til personer med fysiske funktionsnedsættelser, men også er egnede for beboere med demens.

Denne anvisning fokuserer på indretning af plejeboliger for personer med demenssygdomme. Anvisningen kommer med en række anbefalinger, der supplerer de krav og anbefalinger, der i øvrigt stilles til en plejebolig. Disse supplerende anbefalinger retter sig mod personer med demens og deres trivsel og mulighed for at klare dagligdagen og orientere sig i egne omgivelser.

Forskningsresultater peger på tre overordnede tiltag i de fysiske omgivelser, der kan øge velbefindendet hos personer med demenssygdomme og medvirke til at mindske urolig og aggressiv adfærd, depression og deraf følgende medicinforbrug:

• –at bygge små overskuelige, genkendelige og skærmede miljøer, hvor personen med demens lettere kan orientere sig.

• –at skabe rige, men samtidig afpassede, sanseoplevelser ved hjælp af lys, lyd, farver, dufte og materialer.

• –at sikre gode muligheder for at komme udendørs og i kontakt med dags- og sollys, naturen, planter, vind og vejr (van Liempd et al., 2010).

Med hensyn til det første punkt er der en væsentlig forskel mellem personer med demens og andre beboeres behov for, om et plejecenter opdeles i adskilte, mindre miljøer eller er et mere åbent miljø.

Med hensyn til det andet og tredje punkt er der tale om almene arkitektoniske kvaliteter, der også kan være attraktive for andre beboere i et plejecenter og dermed vil imødekomme en bredt sammensat beboergruppe.

• Læsevejledning

  Denne anvisning har særligt fokus på indretning af plejeboliger for personer med demenssygdomme. Grundlæggende krav til nødvendig mindsteplads for personer med fysisk plejebehov er medtaget under indretningen af de forskellige rum.

  I det efterfølgende afsnit beskrives kort hovedtyperne af demenssygdomme og det lovmæssige udgangspunkt for plejeboliger. Herefter følger anbefalinger til plejecentrets, boliggruppens og den private boligs udformning, alle opbygget som en række illustrerede spørgsmål med begrundelse og eventuel henvisning til yderligere uddybning af emnet. Bagerst er oversigt over anvendt litteratur.

  Anvisningen omfatter de overordnede spørgsmål, der har betydning for de indledende faser i et ombygnings- eller nybygningsprojekt. Spørgsmålene kan anvendes til at afdække muligheder i et eksisterende byggeri og til at afklare kvaliteten i og ønsker til et nyt byggeprojekt.

  Anbefalingerne i anvisningen tager overvejende hensyn til den brede gruppe af personer med demenssygdomme. Nogle personer med demens har særlige behov og har brug for yderligere forenklede omgivelser med mindre tæt socialt fællesskab end det, denne anvisning lægger op til.

• Demenssygdomme

  Begrebet demens dækker over en række sygdomme i hjernen, der vedvarende svækker de mentale funktioner. Demens betyder ’væk fra sindet’ og beskriver den forandring, der sker for personer med en demensdiagnose. Personligheden forandres, og dermed forandres også personens handlinger og reaktioner. Hukommelse, orienteringsevne, sproglige færdigheder, evne til at tænke og handle i sammenhænge ændres og kan give reaktioner som frustration, ængstelse, forvirring og vrede, der kan komme til udtryk som verbale eller fysisk udfarende reaktioner.

  Mange personer med demenssygdom udvikler psykiatriske sygdomstegn som vrangforestillinger, hallucinationer, manier eller paranoide forestillinger. Sygdomsbilledet er komplekst, og der er stor forskel på, hvordan den enkeltes demenssygdom udvikler sig, men fælles for dem er, at personer med demens har behov for at være i et miljø, der er bygget og indrettet til dem ud fra netop deres behov for, og evne til at navigere og genkende og til at blive beskæftiget og inspireret. Alle forandringer er varige og vil udvikle sig over tid, så personen bliver mere og mere plejeafhængig.

  Medicinsk behandling kan i startfasen nogle gange dæmpe de symptomer, sygdommene medfører, men gode fysiske rammer kan også medvirke til at mindske symptomerne, særligt de adfærdsmæssige, og støtte personer med demens til at klare sig selv bedst muligt og få bedre livskvalitet.

  Der findes omkring 200 demenssygdomme, hvoraf Alzheimers sygdom er den hyppigst forekommende. Demens kan opdeles i tre grader:

  • –Let demens med let nedsat funktionsevne. Mange lever en stort set uafhængig tilværelse, hvor kun mere komplekse opgaver kan volde problemer.

  • –Moderat demens med betydelig nedsat funktionsevne, hvor personen er afhængig af hjælp i hverdagen fra partner eller kommunale ordninger.

  • –Svær demens, hvor personen er helt afhængig af hjælp fra andre, og hvor overvågning døgnet rundt er nødvendig. Personer med svær demens vil ofte skulle bo i en plejebolig.

  Fordelingen af de tre grader af symptomer på demens varierer med alderen. Ifølge internationale undersøgelser udgør personer med moderat og svær demens ca. 45 % af alle demenstilfælde på tværs af aldersgrupperne (Nationalt Videnscenter for Demens, 2015).

   

• Lovgivningsmæssige rammer

  Kravene og anbefalingerne i denne anvisning følger nuværende love og bekendtgørelser med de begrænsninger og muligheder, de kan medføre:

  • –Byggeloven (Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2010)

  • –Bygningsreglement 2010, BR10 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010)

  • –Lov om almene boliger m.v. (Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, 2013)

  • –Arbejdsmiljølovgivningen (Beskæftigelsesministeriet, 2010)

  • –Bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning (Beskæftigelsesministeriet, 2001)

  • –Serviceloven (Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, 2015)

  • –Lejeloven (Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, 2010)

  • –Boligstøtteloven (Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, 2015).

   

Når der planlægges plejeboliger for personer med demenssygdomme, er der en række overordnede beslutninger, der bør træffes tidligt i processen.

I de følgende afsnit opstilles de gældende krav og en række anbefalinger, som byggeriets parter bør tage stilling til allerede under planlægningen. Det drejer sig bl.a. om placering i forhold til lokalområde og øvrig bebyggelse, og om hvilke typer plejeboliger og hvilke faciliteter beboerne vil have behov for. Anbefalingerne er relevante at overveje, både når det gælder nybyggeri eller ombygning af et eksisterende plejecenter eller de enkelte plejeboliger.

I anbefalingerne indgår en række aspekter, som er direkte relateret til den manglende evne til orientering hos personer med demenssygdomme. Disse forhold kan udformes på forskellig måde afhængig af lokale ønsker, muligheder og prioriteringer.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at mange af de valg og prioriteringer, der træffes i begyndelsen, både direkte og indirekte sætter rammerne for, hvad der senere kan lade sig gøre med hensyn til udformning og indretning.

• 1. 1. 1.1 Placering og disponering

  • 1. 1. 1. 1.1.1 Er plejecentret i nær forbindelse til lokalområdet?

    

    Central placering af plejecentret i forhold til offentlig transport bør overvejes af hensyn til lettere adgang for besøgende. Indkøbsmuligheder i nærheden giver mulighed for at kombinere besøg med indkøb, eventuelt sammen med beboerne.

    Placeringen har næppe direkte betydning for beboerne selv, der sjældent selvstændigt kan benytte sig af tilbud uden for plejecenteret. Det kan dog være en fordel, at besøgende og personale kan benytte de nære omgivelser sammen med beboerne.

    Dog bør plejecentret ikke ligge i urolige, larmende omgivelser, idet trivsel og orientering for personer med demenssygdomme kobles til rolige, stimulerende omgivelser (Day et al., 2000; van Liempd et al., 2010).

  • 1. 1. 1. 1.1.2 Kan plejecentrets faciliteter bruges af andre end beboerne?

    

    Et plejecenter med dagcenter, aflastningsboliger og faciliteter kan danne bindeled mellem hjemmeboende borgere og beboere i plejeboligerne, som fortsat vil kunne tage del i aktiviteter i det omfang, de magter. Det kan for eksempel dreje sig om faciliteter som café eller restaurant, fællesrum til musik, dans, motion, terapi- og hobbyrum eller rum til religiøse handlinger, der kan bruges af en bredere gruppe af borgere.

    Se mere i afsnit 4, Plejecentrets fællesfaciliteter.

     

  • 1. 1. 1. 1.1.3 Udnyttes udearealer og lysforhold på grunden bedst muligt?

    

    Dags- og sollys og udsigt til grønne områder har betydning for trivsel for personer med demens. Dagslyset er med til at regulere menneskers døgnrytme og ved at få dagslys af høj intensitet i morgentimerne vedligeholdes ens døgnrytme (Day et al., 2000; Marquardt et al., 2014; Nationalt Videnscenter for Demens, 2015).

    Når plejecentret skal placeres, er det derfor vigtigt at tage videst muligt hensyn til lysforholdene på grunden og bygningens sammenhæng med omgivende udearealer.

    Ved ombygning kan der være en række begrænsninger og færre valgmuligheder, men det anbefales nøje at overveje rummenes orientering i forhold til dags- og sollys og udsigt.

    Læs mere i afsnit 2.2, Fælles udearealer og afsnit 7.2, Dagslys.

     

  • 1. 1. 1. 1.1.4 Er plejecentret inddelt i mindre, selvstændige boliggrupper?

    

    Flere forskningskilder konstaterer, at der er bedre interaktion og venskab mellem beboere med demens, når de bor i mindre, selvstændige boliggrupper (Day et al., 2000; Høeg, 2008; Marquardt & Büter, 2014). Hvis der er for mange beboere, kan der opstå flere konflikter og mere aggression (Day et al., 2000).

    En mindre boliggruppe defineres dog forskelligt: fra 6-12 boliger (Høeg, 2008) til 5-15 boliger (Marquardt & Büter, 2014).

    Det skal dog understreges, at det ikke nødvendigvis er egnet til alle personer med demenssygdom at bo i en boliggruppe centreret omkring fællesrum, idet nogle demenssygdomme medfører, at beboerne ikke kan håndtere det sociale fællesskab. Derfor bør plejecentret rumme et mindre antal boliger, der kan fungere uden tæt forbindelse med fællesarealerne.

    Eventuelt kan to boliggrupper deles om nogle faciliteter eller fællesrum kan slås sammen ved større arrangementer. De ændrede rum kan dog skabe forvirring og nedsætte genkendeligheden og orienteringen hos beboerne.

    Overvej endvidere, om der senere kan forventes en anden beboersammensætning med behov for større og mere åbne boliggrupper, og om flere boliggrupper på sigt derfor skal kunne slås permanent sammen.

     

  • 1. 1. 1. 1.1.5 Understøtter bygningens struktur og udformning beboernes orientering?

    

    Med demenssygdomme følger vanskeligheder med at orientere sig og finde vej. Fx kan åbne strukturer sammen med støj og larm fra omgivelserne nedsætte beboerens evne til at kunne orientere sig på egen hånd.

    Det er derfor vigtigt at strukturere plejecentret og boliggrupperne med korte gangforløb og en klar struktur.

    Desuden kan orienteringsevnen understøttes yderligere gennem forskelle i former og farver på vægge og gulvbelægninger, og ved hjælp af belysningsgrader og forskellige kendetegn eller pejlemærker på centrale steder (Day et al., 2000).

    Se også afsnit 3.3.1, Er gulvene ensfarvede, lyse og med lav glans?

     

  • 1. 1. 1. 1.1.6 Har beboerne adgang til dagslys og haveanlæg?

    

    Meget peger på, at det har en positiv indvirkning på personer med demenssygdomme at komme mest muligt udenfor i dagslys og frisk luft i haveanlæg. Dagslyset kan være med til at skabe en bedre balance mellem aktivitetsniveauet i løbet af dagen og en rolig nat (Day et al., 2000; Møller & Knudstrup, 2008; Marquardt & Büter, 2014).

    Fælles haveanlæg bør udformes, så det ud over dagslys, oplevelser og rekreation også giver beboerne mulighed for at få motion, hvilket også regnes for at have positiv indflydelse på velbefindende og adfærd (Nationalt Videnscenter for Demens, 2015).

    Se også afsnit 2.2, Fælles udearealer.

     

  • 1. 1. 1. 1.1.7 Imødekommer de fysiske rammer personer med fysisk plejebehov?

    

    Mange personer med demenssygdomme har eller får også andre funktionsnedsættelser af bevægelses- eller sansemæssig karakter. Byggeriet skal derfor også tage højde for krav og behov i forbindelse med assistance af beboere, der anvender hjælpemidler.

    Ved nybyggeri skal plejecentret følge gældende regler om tilgængelighed og arbejdsmiljø. Ved ombygninger kan det i visse situationer ikke være muligt at opfylde hele spektret af krav og anbefalinger. Overvej derfor, om en differentiering mellem forskelligt indrettede boliggrupper og boliger samlet set vil kunne imødekomme en bredere vifte af behov.

    Læs mere om vejledende pladskrav i Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. (Arbejdstilsynet et al., 1997).

     

Dagslys kan indvirke positivt på trivsel og velbefindende hos personer med demens. Det kan være med til at regulere og vedligeholde døgnrytmen og skabe balance mellem dag og nat (Day et al., 2000; Møller & Knudstrup, 2008; Marquardt & Büter, 2014). Derfor anbefales det, at personer med demens har nem og sikker adgang til at komme udendørs. I den forbindelse er der en række forhold, man bør være opmærksom på, når man planlægger plejecentrets omgivelser, hvilket dette afsnit fokuserer på.

Bygningsreglementet stiller en række mindstekrav med hensyn til bredde, hældning og overflade ved udformning af adgangsarealer frem til bebyggelse og opholdsarealer i tilknytning til en bebyggelse. For personer med demens er det i særlig grad udformningen af adgangsarealerne frem til de fælles opholdsarealer og de fælles udearealer, der bør være i fokus.

Læs om grundlæggende krav og generelle anbefalinger til adgangsarealers udformning i SBi-anvisning 250, Tilgængelige bygninger generelt – indledende spørgsmål, 2 Bygningers omgivelser (Ginnerup & Sigbrand, 2015) samt i SBi-anvisning 230 Anvisning om Bygningsreglement 2010, 2.4.3 Adgangs- og tilkørselsarealer (de Place Hansen, 2014).

• 1. 1. 2.1 Fælles adgangsarealer og stier

  • 1. 1. 1. 2.1.1 Er adgangsarealer og stier anlagt, så beboerne ikke farer vild?

    

    Det er en fordel for personer med demenssygdomme, pårørende og personale, hvis adgangsarealer og stier er anlagt i sløjfer, der fører tilbage til udgangspunktet. Det skaber tryghed for beboere med demens, som ofte har glæde af gåture som motionsform.

    Det kan også mindske de pårørendes ængstelse og frygt for, at beboerne farer vild og bliver væk (Holthe, 2011).

     

  • 1. 1. 1. 2.1.2 Er adgangsarealer og stier tilstrækkeligt brede?

    

    En stibredde på mindst 1,8 meter anbefales, så personer med demens kan følges med ledsager og passere andre uden at komme for tæt på hinanden.

    Det gør det også muligt for to personer i kørestole, evt. med hjælpere, at følges eller passere hinanden (Henriksen et al., 2007; de Place Hansen, 2014).

     

  • 1. 1. 1. 2.1.3 Er belægningen på gangstier ensartet, skridhæmmende og i kontrast til omgivelserne?

    

    Personer med demens kan have vanskelighed med at tolke og forstå synsindtryk og derfor svært ved at opfatte former og figurer i fx belægninger.

    Sorte figurer og mørke belægninger, fx fugtig asfalt og vandpytter, kan opfattes som huller i jorden. Ensartede, plane, faste og skridhæmmende belægninger i farvemæssig kontrast til omgivelserne opleves sikre og dermed trygge at gå på (Henriksen et al., 2007). Belægningens visuelle og taktile egenskaber i våd tilstand bør også tages i betragtning.

     

  • 1. 1. 1. 2.1.4 Er belysning langs adgangsarealer og stier retningsgivende og jævn?

    

    Belysning af adgangsarealer og stier giver mulighed for aftenture eller ture i vinterperioden. Belysningen bør være jævn over hele gangfladen, så der ikke opstår mørke flader, der kan opfattes som huller af personer med demens. Lyskilderne bør placeres i samme side af stien og afskærmes, så de ikke blænder (de Place Hansen, 2014).

• 1. 1. 2.2 Fælles udearealer

  • 1. 1. 1. 2.2.1 Er der direkte adgang til skærmede haver?

    

    Personer med demens er ofte afskåret fra at komme udendørs, selvom der findes et tilgængeligt udeareal i tilknytning til plejecenter og boligerne, da det fx kræver ledsagelse af personale eller pårørende. Derfor er det vigtigt at strukturere bygning og haveanlæg, så der er let adgang for beboere til at gå ud og få dagslys og oplevelser på egen hånd (Day et al., 2000; Henriksen et al., 2007).

    Direkte adgang til skærmede og sikre anlæg har også den fordel, at det ikke er nødvendigt at låse dørene. Derved kan de negative reaktioner, der kan opstå, hvis beboerne møder aflåste døre, mindskes (Day et al., 2000).

    Tydelig ud- og indgang kan fremme beboernes orientering. Hvis beboerne kan gå ud på egen hånd, bør personalet let kunne følge med i, om personen har behov for assistance.

    Se også afsnit 8.1.1, Er der planlagt overvågning af udgange og udearealer?

     

  • 1. 1. 1. 2.2.2 Er der mulighed for forskellige opholdspladser i haven?

    

    En have indrettet med små overskuelige områder med forskellige opholdsmuligheder, som beboerne kan benytte alene eller sammen med ledsagere, motiverer beboerne og deres pårørende til at anvende haven (Henriksen et al., 2007).

    Opholdspladserne bør være forbundet med stier og bør være skærmet for vind, sol og regn, så man kan være i haven uanset vejrforhold.

    Ved valg og placering af inventar bør der tages højde for, at der skal være tilstrækkelig plads til personer i kørestol.

     

  • 1. 1. 1. 2.2.3 Tilbyder haven forskellige oplevelser?

    

    En have med forskelligartede elementer som fx græsplæne, frugttræer, flagstang, springvand og haveplanter kan vække minder om beboernes egne haver eller tidligere nærmiljø. Det kan medvirke til at skabe et trygt og genkendeligt miljø, samtidig med at det kan stimulere sanserne hos personer med demenssygdomme og herigennem medvirke til at skabe trivsel og velvære (Landmark et al., 2009).

    Mange beboerne med demens kan opleve glæde ved at deltage i lettere havearbejde. Det anbefales at hæve bedene over terræn, så planterne kommer op i bekvem højde. Det mindsker den fysiske belastning og giver beboerne let adgang til at komme tæt på planterne.

     

  • 1. 1. 1. 2.2.4 Er der planlagt alternativt udeopholdsrum?

    

    I en række situationer vil det være vanskeligt at etablere direkte udgang til have i terrænniveau fx i etagebyggeri. Af hensyn til trivsel er det imidlertid væsentligt for personer med demenssygdomme at få mest mulig dagslys året rundt og at opleve planter og naturens gang (Henriksen et al., 2007).

    En tagterrasse, en vinterhave eller en udestue med meget dagslys og mulighed for mange planter kan være et godt alternativ til en have (Marshall, 2010). En vinterhave eller udestue kan også supplere et haveanlæg og lægge op til udeophold i dagslys, når vejr og årstid ellers ikke er til det.

     

  • 1. 1. 1. 2.2.5 Er der planlagt legeområde for børn?

    

    Et legeområde kan medvirke til hyppigere besøg af pårørende med børn og være et attraktivt sted for naboområdets børnefamilier at besøge og derved give adspredelse for beboerne (Holthe, 2011).

    Afhængig af udformningen af legeområdets elementer kan det også benyttes af beboerne selv til aktivitet og træning.

     

  • 1. 1. 1. 2.2.6 Er der planlagt dyrehold?

    

    Personer med demens kan have stor glæde og gavn af at omgås dyr. Kæledyr kan skabe en god stemning, afhælpe uro og give beboerne mulighed for at vise omsorg (Henriksen et al., 2007).

    Husdyr som høns eller kaniner kan være et trygt og genkendeligt element. Det er nødvendigt, at der afsættes tilstrækkelig plads til dyreholdet i haveanlægget. Dyrehold forudsætter dog, at personalet er ansvarlig for at passe dyrene.

     

I plejecentre og boliger for personer med demenssygdomme er det vigtigt at skabe rumlige forhold, der kan støtte beboerne i at komme rundt på egen hånd. Det kan være med til at skabe en hverdag med livskvalitet og trivsel. Samtidig skal plejecentre og boliggrupper indrettes, så de også tilgodeser personer med behov for hjælpemidler samt plads til hjælpere (Arbejdstilsynet et al.,1997).

I det følgende gennemgås de generelle krav og anbefalinger til pladskrav samt til gulve, vægge m.v. og indretningen i fællesarealer.

Se mere om grundlæggende krav til adgangsforhold i bygninger i SBi-anvisning 250, Tilgængelige bygninger generelt – indledende spørgsmål, kapitel 3 Bygningers udformning (Ginnerup & Sigbrand, 2015) samt i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 3.2 Adgangsforhold / tilgængelighed (de Place Hansen, 2014).

• 1. 1. 3.1 Generelle anbefalinger til plads

  • 1. 1. 1. 3.1.1 Er der tilstrækkelig fri passagebredde gennem døre?

    

    Generelt bør alle døre have en fri passagebredde på mindst 0,87 meter, så personer i kørestol let kan passere.

    Hvor almindelige plejesenge og bredere hjælpemidler skal kunne passere, bør den fri passagebredde være mindst 1,07 meter.

    En dør kan eventuelt deles op i en asymmetrisk to-fløjet dør, hvor det ene dørblad opfylder de 0,87 meter fri passagebredde (de Place Hansen, 2014).

     

  • 1. 1. 1. 3.1.2 Er der tilstrækkelig fri bredde i fælles adgangsveje?

    

    Den fri bredde på gange m.m. bør være mindst 1,8 meter, så to personer i kørestol kan passere hinanden.

    Gange kan også være del af flugtveje, der skal opfylde særlige krav.

    Læs mere i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 5.2 Flugtveje og redningsforhold (de Place Hansen, 2014).

     

  • 1. 1. 1. 3.1.3 Er der tilstrækkeligt manøvreareal i opholdsrum?

    

    Der bør kunne etableres et areal til manøvrering af personer i kørestol i alle opholdsrum på mindst 2,1 × 2,1 meter (Høj & Thisted, 2001). Dette areal gør det muligt for en hjælper at dreje 360 grader med en person i komfortkørestol.

    I visse situationer kan mindre arealer være tilstrækkelige.

    Læs mere om generelle pladskrav i Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. (Arbejdstilsynet et al., 1997).

     

• 1. 1. 3.2 Indgange og adgangsveje

  • 1. 1. 1. 3.2.1 Opfordrer bygningens udformning til den ønskede adfærd?

    

    Da beboere med demenssygdomme ofte har en tendens til at søge mod døre, fx fordi de vil væk, hvis tingene bliver uoverskuelige eller forestiller sig, at de skal ’hjem’, kan placering og udformning af døre påvirke beboernes adfærd (National Videnscenter for Demens, 2015).

    Det kan være en fordel at tydeliggøre ganglinjer, og hvor faciliteter er, fx wc-rum tæt på opholdssteder med tydelig markering af døren til et wc.

    På den anden side er der også bevægelsesmønstre, der ønskes undgået. Først og fremmest er det vigtigt at undgå, at beboere med demens går udenfor plejecentret på egen hånd. Udgangsdøre til uafskærmede udearealer bør placeres hensigtsmæssigt i forhold til ganglinjer, fx ved at trække dørene tilbage fra gangforløbet eller visuelt nedtone dem for at undgå, at beboerne går ud og udsætter sig for fare i trafik eller for at blive væk. Det kan også medvirke til at undgå de verbale eller fysiske reaktioner, der kan opstå hos personen med demens, hvis de møder aflåste døre (Landmark et al., 2009).

     

  • 1. 1. 1. 3.2.2 Er indgange og adgangsveje lette at finde og logiske at følge?

    

    Personer med demens mister i varierende grad evnen til at opfatte rum og omgivelser. Derfor kan det være en fordel, at indgange og hovedadgangsveje i bygningen planlægges, så de er lette at finde og logiske at følge (Day et al., 2000; Landmark et al., 2009).

     

  • 1. 1. 1. 3.2.3 Er gangforløb korte og udført, så de ikke ender blindt?

    

    Ved at skabe korte sluttede gangforløb, gerne med kendetegn og pejlemærker, mindskes desorienteringen for personer med demens. Det giver dem mulighed for i større omfang selv at finde rundt og komme frem til den rigtige destination.

    Mange personer med demens vandrer uden at være klar over hvorfor, eller hvor de skal hen. Personer med demens kan have behov for at vandre af forskellige årsager. Derfor er det vigtigt at skabe gode muligheder for at vandre omkring uden at fare vild eller ende i blindgyder (Day et al., 2000).

     

  • 1. 1. 1. 3.2.4 Er trapper udført, så de er sikre og gode at færdes på?

    

    Færdsel, især ned ad trapper, kan udgøre en faldrisiko (Kirkhus, 2005). Det anbefales at udføre trapper med lav stigning på højst 15 cm og dyb grund på mindst 30 cm, så trappen er så sikker og bekvem som mulig at færdes på. Samtidig bør der tages højde for trappeløsninger, hvor trinfladen og forkant kan markeres med kontrastfarve.

    Stødtrin mellem trinnene kan medvirke til at øge sikkerheden i forbindelse med færdsel på trapper for personer med demens. Dels ved at trappen træder tydeligt frem uden visuelle forstyrrelser fra bagvedliggende elementer, dels ved at foden ikke risikerer at hænge fast ved færdsel op af trappen.

    Håndlister i begge sider af en trappe, som går ubrudt hen over reposen og afsluttes vandret, er væsentlige for sikkerheden ved færdsel på trapper. Håndlister skal være udformet efter håndens gribefunktion og bør være i kontrastfarve til omgivelserne.

     

• 1. 1. 3.3 Gulve, vægge og lofter

  • 1. 1. 1. 3.3.1 Er gulvene ensfarvede, lyse og med lav glans?

    

    For at personer med demens kan færdes sikkert og frit, anbefales det at vælge gulvmaterialer, der under alle lysforhold opleves ensfarvede og lyse uden forstyrrende eller generende farveforskelle eller genskin.

    Mange personer med demens har forstyrret dybdeperception og vil tro, at der ligger noget på gulvet, hvis dette har et tydeligt mønster og eventuelt forsøge at samle det op.

    Forskelle i oplevelsen af farven på gulvet kan af personer med demens blive opfattet som niveauforskelle. Et mørkt gulv eller et område med mørkt farvet gulv eller med mørke skygger, fx slagskygge fra sol, kan opfattes som et hul, hvilket beboerne kan frygte at falde i eller træde ned i (van Liempd et al., 2010).

    Et gulv med høj glans kan skabe refleksioner, der kan blænde beboerne. En høj glans kan tillige få gulvet til at se vådt ud, hvilket nogle personer med demens vil forsøge at undgå at træde i.

    Gulve, som støder op imod hinanden, bør have nogenlunde samme lyshed, så personen med demens ikke tror, at der er en niveauforskel. Samlinger mellem to gulvmaterialer bør udføres i plan og uden taktil forskel, som kan give usikker gang.

     

  • 1. 1. 1. 3.3.2 Er væggenes overflade rolig, robust og jævn?

    

    Ofte har personer med demens vanskelighed med at opfatte rum. Væggenes overflade bør derfor være rolig, uden refleksioner og uden kraftigt farvede mønstre, der kan skabe forvirring.

    Desuden bør overfladen være robust og jævn uden relief, der kan indbyde til at pille i overfladen.

    Farver på vægge, paneler og døre kan være med til at definere rum og markere døre med og uden adgang for beboerne (van Liempd et al., 2010).

    Læs i afsnit 3.4, Døre og afsnit 3.6, Farver.

     

  • 1. 1. 1. 3.3.3 Er lofter udformet, så de fremstår med hjemlig karakter?

    

    Loftets udformning kan være et vigtigt element i plejeboligen, da personer med demens i perioder kan tilbringe meget tid i sengen og dermed have direkte udsyn til loftsfladen.

    Lofter bør derfor minde om loftet i traditionelle boliger, så plejeboligen får hjemlig karakter. Desuden kan en frise, farveforskelle eller markering mellem væg og loft være med til at markere overgangen og derved være med til at definere rummet (Henriksen et al., 2007).

• 1. 1. 3.4 Døre

  • 1. 1. 1. 3.4.1 Er døre fremhævede?

    

    Indgangsdøre til fælles køkken og fælles opholdsrum kan med fordel fremhæves, eventuelt i en kontrastfarve på eller omkring døren, så personer med demens lettere kan finde den. Dørene kan eventuelt være forsynet med glasfelt, så det er muligt at se, hvilken aktivitet der foregår bag døren.

    Døre, som ikke er hensigtsmæssige at benytte for personer med demens, bør sløres, fx døre til serviceområder for personale og udgangsdøre til ikke-sikrede områder med trafik, eller hvor der er risiko for at fare vild. Det kan fx gøres ved at male dør og karm i samme farve som væggen og derved gøre den mindre synlig (van Liempd et al., 2010).

     

  • 1. 1. 1. 3.4.2 Er døre til sikre udeområder tydeligt markerede?

    

    Personer med demens finder ofte ro i naturen. Dette betyder, at det kan være et positivt tilskud i deres hverdag, hvis der er centralt placerede og tydelige døre ud til et sikkert haveanlæg. Dette vil kunne øge sandsynligheden for at flere beboere vil gå ud på egen hånd (van Liempd et al., 2010)

     

• 1. 1. 3.5 Vinduer

  • 1. 1. 1. 3.5.1 Er der god dagslyskvalitet i alle rum?

    

    For personer med demens, som kan have vanskeligt ved at tolke og forstå synsindtryk, har gode dagslysforhold stor betydning for trivsel og tryghed. Det anbefales derfor at sikre jævn og høj dagslysintensitet i alle opholdsrum.

    Vinduerne bør kunne skærmes for sollyset eller en hvid lysende himmel, så kraftige skyggedannelser på fx gulv, blænding samt overophedning af rummet kan undgås.

    At følge lysets variationer hen over dagen og gennem året kan også være med til at fastholde dags- og døgnrytme og forståelse af årstider for personer med demens (Møller & Knudstrup, 2008).

    Se endvidere afsnit 7.2, Dagslys.

     

  • 1. 1. 1. 3.5.2 Er der udsigt til genkendelige omgivelser fra alle opholdsrum?

    

    Personer med demens kan have stor glæde af at kunne se ud på genkendelige omgivelser. At kunne se ud på dagslyset giver fornemmelse af tid og sted og at kunne se ud på et haveanlæg eller naturen kan stimulere ønsket om at komme udenfor (Henriksen et al., 2007).

     

  • 1. 1. 1. 3.5.3 Er vinduer udformet til beboernes behov?

    

    Klart definerede vinduer er lettere at forstå for personer med demens end store vinduesflader, der spænder fra gulv til loft.

    Et vindue med bred vinduesplade (vindueskarm) kan skabe en tydelig overgang mellem ude og inde og giver tillige mulighed for at stille planter og ejendele, der kan gøre boligen mere personlig. Opsprossede vinduer kan også medvirke til at definere vinduer og markere, at man ikke kan gå igennem.

    Et vindue med lav brystning giver siddende og dermed også kørestolsbrugere bedre mulighed for at se ud.

    En hel ubrudt glasflade kan af personer med demens opfattes som ingenting og være svær at forstå. Anvendt med omtanke kan dette dog bruges til at skabe oplevelsen af at være ude i det fri inden døre (Holthe, 2011).

     

• 1. 1. 3.6 Farver

  • 1. 1. 1. 3.6.1 Understøtter farvevalg rummenes afgrænsning?

    

    Personer med demens har ofte en dårlig rumopfattelse. Derfor kan det være en fordel at benytte sig af farver til at definere rummets afgrænsning. Tydelige farveforskelle og kontraster mellem gulve, vægge og lofter kan med fordel anvendes.

    Derudover er det hensigtsmæssigt, at materialer og maling er robust og kan tåle afvaskning. Materialer og maling bør have lav glans, så generende blænding og refleksioner undgås (Holthe, 2011; van Liempd et al., 2010).

     

  • 1. 1. 1. 3.6.2 Fremhæver farver genstande og områder og giver hjemligt præg?

    

    Personer med demens kan have vanskeligt ved at orientere sig visuelt pga. deres sygdom kombineret med det aldersbetingede ændrede syn. Det anbefales derfor at gøre brug af farver, materialer, tapeter (uden kraftigt farvede mønstre, som kan forvirre den nedsatte rumopfattelse) og inventar med farver. Det kan også være med til at understrege et hjemligt præg i indretningen

    Hvis fx væg/inventar, døre/dørgreb, væg/kontakter osv. har farver eller forskellige materialer, bliver de lettere at finde, hvis de er i kontrast (Holthe, 2011).

     

Det kan være en fordel at planlægge en række fællesfaciliteter i forbindelse med plejecentret. Dels servicefaciliteter som personalerum og opbevaring m.m. Dels til café, restaurant, fællesrum til dansk, musik, motion, terapi, hobbyer, der kan bruges af en bredere gruppe af borgere. Et plejecenter kan på den måde danne bindeled mellem beboere, pårørende og hjemmeboende borgere, som vil kunne tage del i aktiviteter på plejecentret. I det følgende gennemgås en række fællesfaciliteter, der bør overvejes i de tidlige faser af nybyggeri eller ombygning af et plejecenter.

• 1. 1. 4.1 Faciliteter for beboere og borgere

  • 1. 1. 1. 4.1.1 Er der indrettet café eller restaurant?

    

    En café eller restaurant kan være til glæde for pårørende, der kan benytte den i forbindelse med besøg hos beboere med demens. Ligesom et café- eller restaurantbesøg sammen med beboeren kan vække minder om tidligere sociale aktiviteter. En café eller restaurant kan også benyttes af andre borgere fra lokalområdet, som derved kan inviteres ind i plejecentret (van Liempd et al., 2010).

     

  • 1. 1. 1. 4.1.2 Er der planlagt vinterhave eller drivhus?

    

    En vinterhave, en havestue eller et drivhus med højt dagslysniveau og planter i nær forbindelse med plejecentrets øvrige fælles opholdsrum giver mulighed for, at beboerne og borgere også i vinterperioden kan opholde sig i mest muligt dagslys. Det medvirker til at stimulere den naturlige døgnrytme og giver mulighed for at opleve de forskellige årstider (Marshall, 2010).

     

  • 1. 1. 1. 4.1.3 Er der indrettet ’velværerum’?

    

    Personer med demens kan ofte opleve ubehag i forbindelse med vask og badning (Landmark et al., 2009). Det anbefales derfor at indrette fælles badefaciliteter, hvor indretningen har fokus på velvære og den behagelige oplevelse.

    Et baderum med badekar og plads til evt. bruseleje, med god temperatur, ingen træk, godt lys, god akustik, og hvor der er god plads til personale, kan medvirke til at skabe en god badeoplevelse. Desuden kan det betyde, at badeværelset i den enkelte private bolig ikke bliver unødigt stort.

    Rummet kan yderligere bruges til frisør, fodpleje og massage samt eventuelt som baderum for hjemmeboende borgere.

     

  • 1. 1. 1. 4.1.4 Er der indrettet motionsrum?

    

    Dans, motion og fysisk aktivitet kan have positiv indflydelse på personer med demenssygdommes trivsel og livskvalitet og kan være med til at mindske psykiske symptomer hos personer med demens.

    Dans og bevægelse kan også vække minder, skabe fællesskab og støtte sociale relationer samt medvirke til, at beboeren kan blive mere aktiv og selvhjulpen i hverdagen (Nationalt Videnscenter for Demens, 2015).

     

  • 1. 1. 1. 4.1.5 Er der indrettet værksted til hobbyaktiviteter?

    

    Mindre værkstedsaktiviteter kan være med til at skabe meningsfyldt indhold i hverdagen for personer med demens. Det kan eventuelt også give mulighed for at fortsætte aktiviteter, beboerne tidligere havde glæde ved at beskæftige sig med, fx maling, frøsåning m.m.

     

  • 1. 1. 1. 4.1.6 Er der rum til sansestimulering?

    

    For personer med svær demens, som ikke kan tage aktivt del i aktiviteter i øvrige fællesrum, kan det anbefales at indrette et rum, hvor der kan foregå sansestimulering af fx taktil, auditiv eller visuel karakter individuelt eller i små grupper (Holthe, 2011).

     

• 1. 1. 4.2 Servicefaciliteter

  • 1. 1. 1. 4.2.1 Er der særskilte personalerum?

    

    Personalet bør have eget personalerum. Selvom personalet tilbringer det meste af tiden sammen med beboerne, anbefales det, at samtaler om eventuelt personfølsomme emner og lignende ikke foregår i de fælles opholdsrum i boliggrupperne, men i personalerum. Det institutionelle bør adskilles fra det private (Holthe, 2011).

     

  • 1. 1. 1. 4.2.2 Er der mulighed for overnatning for de pårørende?

    

    Det anbefales at etablere overnatningsmuligheder for pårørende i form af et eller flere gæsteværelser. Gæsteværelser kan indgå som en del af fællesarealerne og anvendes til andre formål, når der ikke er behov for overnatning (Holthe, 2011; Høeg, 2008).

     

  • 1. 1. 1. 4.2.3 Er der tilstrækkelig plads til opbevaring af hjælpemidler m.m.?

    

    Placering, størrelse og antal af depotrum bør planlægges nøje både inden for den enkelte boliggruppe og i fællesområdet. Ellers kan ekstra inventar og hjælpemidler som fx rollatorer, kørestole, mobile lifte og badestole optage plads på gange til gene for beboerne og medvirke til at nedsætte oplevelsen af hjemlighed (Holthe, 2011).

     

For at skabe tryghed for beboerne i boliggruppen bør alle daglige aktiviteter kunne foregå inden for den enkelte boliggruppe, afskærmet fra øvrige boliggrupper og den resterende del af plejecentret. Der bør både være køkken, spise- og opholdsstue og tilknyttet servicefaciliteter såsom bryggers med vaskefaciliteter og opbevaringsplads. Enkelte faciliteter kan eventuelt deles med en anden boliggruppe.

Forskning viser, at en mindre boliggruppe med få beboere og god plads i fællesarealer og i den private bolig lettere kan overskues af personer med demens og giver generelt lavere lyd- og støjniveau, hvorved orienteringsevnen lettes og stress, overstimulering og konflikter blandt beboere med demens mindskes (Day et al., 2000; Henriksen, 2007; Landmark et al., 2009).

• 1. 1. 5.1 Hjemlighed

  • 1. 1. 1. 5.1.1 Er der plads til personlige ejendele og inventar?

    

    En lang række forskningsresultater vurderer, at en ikke-institutionel indretning generelt vurderes positivt og fører til større trivsel og livskvalitet for personer med demenssygdomme (Day et al., 2000; Henriksen et al., 2007; Landmark et al., 2009; van Liempd et al., 2010).

    Hjemlighed forbindes med emotionelt velvære, social interaktion og tryghed. Der bør derfor være fokus på, at de fælles rum og de enkelte boliger kan indrettes, så de fremstår som et hjem og ligner et miljø, beboerne kan genkende.

    Der kan ikke gives en fast definition på begrebet ’hjemlighed’. Men ’hjemlig’ er ofte knyttet til en forestilling om at sætte personligt præg. Derfor anbefales det at afsætte tilstrækkelig gulvplads og vægplads til personlige ejendele, så det er muligt at placere de elementer, der skaber den hjemlige atmosfære for den enkelte beboer.

     

  • 1. 1. 1. 5.1.2 Kan boliggrupper og boliger indrettes forskelligt?

    

    Det fremmer trivsel hos personer med demenssygdomme og det daglige samvær med de øvrige beboere, hvis de fysiske rammer også giver mulighed for at afspejle den enkelte beboers værdier og kultur.

    Både fællesrum og de private boliger bør derfor tage højde for individuelle indretninger ud fra forskellige beboergruppers præferencer, livsstile eller kulturelle baggrunde (Day & Cohen, 2000).

     

• 1. 1. 5.2 Opholds- og spisestue

  • 1. 1. 1. 5.2.1 Er der mulighed for fleksibel indretning af opholds- og spisestue?

    

    Opholds– og spisestue bør kunne rumme både beboere og personale i det daglige hverdagsliv og bør være afskærmet fra andre boliggrupper. Ved større arrangementer kan man eventuelt inddrage en tilstødende boliggruppes opholdsrum eller fælles gangareal.

    Forskning har vist, at det vil medføre bedre trivsel og positiv adfærd, hvis opholdsstuen kan indrettes med flere mindre siddegrupper frem for ét samlet siddearrangement. Det giver mulighed for, at beboere kan være sig selv, samtidig med at de er en del af fællesskabet.

    Tilsvarende bør spisestuen også kunne indrettes med flere mindre spiseborde, så beboerne også lettere kan spise i mindre grupper eller på forskellige tidspunkter (van Liempd et al., 2010).

    Der bør derfor allerede i planlægningen tages højde for, at flere mindre opholds- og spisegrupper er mere pladskrævende end samlede opholds- og spisegrupper. Som rettesnor bør der regnes med mindst 15 m² pr person til opholds- og spisestue inklusiv køkken, så der er mulighed for fleksibel indretning og brug af boliggruppen (van Liempd et al., 2010).

     

  • 1. 1. 1. 5.2.2 Er der adgang til skærmet udeareal fra opholds- og spisestue?

    

    Direkte adgang til skærmet udeareal med tydelig ud- og indgang kan medvirke til, at beboerne vil gå mere ud på egen hånd og dermed få dags-og sollys og opleve planter og natur. Dette kan medvirke til bedre trivsel og livskvalitet (Day et al., 2000; Henriksen et al., 2007).

    Læs mere i afsnit 2.2 Fælles udearealer.

     

  • 1. 1. 1. 5.2.3 Er der planlagt wc-rum i tilknytning til opholds- og spisestue?

    

    Et wc-rum med synlig adgang fra daglig- og spisestuen kan støtte beboernes orienteringsevne og selvhjulpenhed og mindske risiko for uheld. Personer med fremskreden demens kan have vanskeligt ved at huske, hvor wc-rummet er. Det anbefales derfor, at wc-døren er markeret og kan ses fra stuen (Landmark et al., 2009).

     

  • 1. 1. 1. 5.2.4 Er der taget højde for plads til beboere i kørestol i opholds- og spisestue?

    

    Det bør være muligt at manøvrere med alle typer indendørs kørestole i rummene. Derfor bør der tages højde for, at der kan skaffes et frit areal til manøvrering på mindst 2,1 × 2,1 meter samt at beregne plads ved spiseborde og ved opholdsgrupper, tv og vinduer (Høj & Thisted, 2001).

    Se mere om plads i afsnit 3.1 Generelle anbefalinger til plads.

     

• 1. 1. 5.3 Køkken

  • 1. 1. 1. 5.3.1 Er køkkenet i åben forbindelse med spise- og opholdsstue?

    

    Det kan være hensigtsmæssigt, at personalet kan se beboerne i opholdsstuen, mens de tilbereder mad (van Liempd et al., 2010). Der bør derfor være tæt forbindelse mellem køkken og opholdsstue.

    Mange ældre har nedsat appetit. Duft fra madlavning kan stimulere appetit og kan derved medvirke til at undgå undervægt hos personer med demenssygdomme.

    Hvis beboerne også kan følge personalets arbejde i køkkenet, får de måske lyst til at hjælpe til med madlavningen, som ligeledes kan give appetit og være meningsfuld beskæftigelse for mange.

     

  • 1. 1. 1. 5.3.2 Er køkkenet indrettet fleksibelt for både personale og beboere?

    

    Både personalet og beboere med demens og med eventuelle fysiske funktionsnedsættelser bør kunne arbejde i køkkenet. Der skal derfor tages højde for arbejdsmiljø, hygiejnekrav og plads til personer i kørestol, samtidig med at køkkenet bør udtrykke hjemlighed. Dette kan kræve ekstra plads og installationer.

    En tilberedningsplads, hvor der kan arbejdes på modstående sider, giver en person med demens mulighed for at spejle personalets aktiviteter. Samtidig bør der tages højde for, at bordpladen er lang nok til, at to personer kan arbejde ved siden af hinanden.

    Skabe bør have glas i lågerne, så beboerne lettere kan finde de ting, der skal bruges i forbindelse med tilberedning og borddækning.

    Bordplader, skabe, kogeplader, ovn og vask bør kunne justeres i højden, så det giver ergonomisk korrekte arbejdsstillinger for alle personer, stående som siddende.

    Kørestolsbrugere og andre siddende skal kunne få benene ind under tilberedningsplads og eventuelt vask og kogeplader. Der bør kunne etableres frit areal til manøvrering af alle typer kørestole på mindst 2,1 × 2,1 meter (Høj & Thisted, 2001).

    Hvis mad leveres i transportvogne fra produktionskøkken, bør der tages højde for, at vognene kan køres direkte til køkkenet uden om boliggruppens fælles opholdsarealer, så det hjemlige præg fastholdes.

     

  • 1. 1. 1. 5.3.3 Er depotrum placeret nær køkkenet?

    

    Med et depotrum kan man undgå at benytte køkkenet som opbevaringsplads. Her kan eventuelle transportvogne med mad fra produktionskøkken også placeres, og maden holdes varm.

    Det kan lette overblikket for personer med demens, hvis skabe og skuffer kun indeholder det nødvendige service og mad til boliggruppens beboere og personale.

     

  • 1. 1. 1. 5.3.4 Er der taget hensyn til akustik?

    

    Ofte kan aktiviteter i køkkenet være forbundet med lyde og støj, der kan virke uforståelige og dermed genere personer med demens (Marquardt & Büter, 2014). Derfor anbefales det at tage højde for, hvordan gulvbelægning, udformning og beklædning af loft samt overflader på inventar vil påvirke akustikken.

    Læs mere om akustik i afsnit 7.1 Lyd

     

• 1. 1. 5.4 Øvrige fællesrum

  • 1. 1. 1. 5.4.1 Er der separat tv-stue?

    

    Mange personer med demens er sensitive over for lyde og støj og kan blive udad-reagerende. Det kan derfor være en fordel at lave separat rum til tv og musik, så man ikke forstyrrer dem, som vil tale eller bare have ro i opholds- og spisestuen. Rummet kan eventuelt deles med anden boliggruppe (Holthe, 2011).

     

  • 1. 1. 1. 5.4.2 Er der planlagt bryggers i tilknytning til boliggruppen?

    

    Et bryggers med vask, vaskemaskine, tørretumbler og tørrestativ kan indgå i det fælles boligareal. Det giver beboerne mulighed for at deltage i almindelige daglige aktiviteter, fx tøjvask og -foldning, som for nogle kan være en velkendt, meningsfuld beskæftigelse (Holthe, 2011).

     

Den private bolig vil ofte være den sidste bolig for personer med demenssygdomme. Den bør derfor udtrykke hjemlighed og give mulighed for personligt præg afhængig af livstil, kulturel baggrund samt individuelle præferencer.

I henhold til bygningsreglementet skal en bolig bestå af beboelsesrum, køkken samt bade- og wc-rum. I mindre boliger kan køkkenet være udformet som en kogeniche med vask, køleskab og opbevaringsplads samt kogeplade. I en plejebolig er der i lovgivningen mulighed for at dispensere fra dette og eventuelt erstatte det af et mindre skabselement til fx kaffemaskine og køleskab.

Plejeboliger skal desuden leve op til arbejdstilsynets krav og anbefalinger om plads til personale og brug af hjælpemidler både i soveværelse og stue samt i bade- og wc-rum.

Læs mere om generelle krav og anbefalinger til boligers indretning i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 3.1.1 Boligers indretning (de Place Hansen, 2014). Samt om vejledende pladskrav i vejledningen Indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende (Arbejdstilsynet et al., 1997).

• 1. 1. 6.1 Overordnet disponering

  • 1. 1. 1. 6.1.1 Er fællesrum synlige fra den private bolig?

    

    Overskuelighed inden for den enkelte boliggruppe er vigtig. Hvis beboerne kan se den fælles dagligstue fra egen bolig, vil de blive mindet om at benytte denne og dermed få mulighed for mere socialt samvær.

    Hvis de tilsvarende kan se indgangsdøren til deres egen bolig fra den fælles dagligstue, vil de lettere selv kunne finde hjem, hvorved eventuelle frustrationer mindskes (Day et al., 2000; Landmark et al., 2009).

  • 1. 1. 1. 6.1.2 Er indgangsparti og dør til den private bolig tydelig?

    

    Personer med demens kan ofte lettere genkende deres private dør, hvis den har personlige kendetegn (Day et al., 2000). Det kan derfor være en fordel at planlægge plads til personligt navneskilt, billeder, private ejendele eller andre kendetegn, som har betydning for beboeren. Farve kan understøtte rumopfattelsen, hvorfor indgangsdøre til den private bolig anbefales at have kontrastfarve til væggene.

     

  • 1. 1. 1. 6.1.3 Er opholdsrum planlagt, så dagslys udnyttes bedst muligt?

    

    Dagslys, i særdeleshed om morgenen, har en positiv indvirkning på alle personer, men for personer med demenssygdomme, som ofte opholder sig meget indendørs i boligen, kan det være afgørende for at stimulere en naturlig døgnrytme (Henriksen et al., 2007; Marquardt & Büter, 2014). Opholdsrum i de private boliger bør derfor orienteres mod øst, syd og vest, så dags- og sollys udnyttes mest muligt.

    Læs mere i afsnit 7.2 Dagslys

• 1. 1. 6.2 Boligens indretning

  • 1. 1. 1. 6.2.1 Er den private opholdsstue stor nok?

    

    Den private stue bør kunne indrettes fleksibelt og have tilstrækkelig plads til personlige møbler og ejendele, som kan bidrage til at skabe hjemlighed.

    Det bør være muligt at kunne manøvrere med alle typer indendørs kørestole i den private stue. Derfor bør det også være muligt at etablere et frit areal til manøvrering på mindst 2,1 × 2,1 meter i stuen (Høj & Thisted, 2001). Også ved sofabord, tv, vindue m.m. bør der beregnes etablering af tilstrækkelig plads til kørestolsbrugere.

    Læs mere om vejledende pladskrav i Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. (Arbejdstilsynet et al., 1997).

     

  • 1. 1. 1. 6.2.2 Er soveværelset stort nok?

    

    Størrelsen på soveværelset afhænger af, om beboeren er selvhjulpen eller fysisk plejekrævende, og om der skal anvendes tekniske hjælpemidler. Det anbefales, at soveværelset kan variere i størrelse, fx ved hjælp af fleksible vægge og/eller flytbare skabe. Det anbefales endvidere, at soveværelset kan indrettes med flere sengeopstillinger med plads omkring til hjælpere og hjælpemidler.

    Ved svær demens kan det være hensigtsmæssigt, at den private bolig ikke er opdelt i soveværelse og stue, men består af et sammenhængende rum ud fra behov om overskuelighed.

    Til forflytning mellem seng og kørestol m.m. anbefales rumdækkende loftslift, som kræver mindst gulvplads og er mindst belastende for både beboer og personale.

    Loftshøjden i rummet bør tage højde for, at der er tilstrækkelig fri højde til anvendelse af loftslift.

    Til forflytning og manøvrering med alle typer kørestole bør der kunne etableres et frit areal på mindst 2,1 × 2,1 meter (Høj & Thisted, 2001).

    Læs mere om vejledende pladskrav i Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. (Arbejdstilsynet et al., 1997).

     

  • 1. 1. 1. 6.2.3 Kan der brygges kaffe m.m. i den enkelte bolig?

    

    For at understøtte oplevelsen af hjemlighed bør der være mulighed for mindre køleskab til opbevaring af egne mad- og drikkevarer, evt. mindre vask samt bordplads til kogekande eller kaffemaskine, så pårørende og personale kan lave kaffe m.v. og anvende beboernes eget service. Eventuelt kan dette integreres i skab eller udføres som flytbar enhed, som kan fjernes, hvis denne mulighed kan udgøre en sikkerhedsrisiko for beboeren (van Liempd et al., 2010).

• 1. 1. 6.3 Badeværelse

  • 1. 1. 1. 6.3.1 Er døren til badeværelset synlig fra sengen?

    

    For beboere, der selv kan stå op og ud af sengen, kan det være hensigtsmæssigt umiddelbart at kunne se døren til badeværelset og derved lettere kunne finde vej mellem badeværelse og seng (Landmark et al., 2009).

     

  • 1. 1. 1. 6.3.2 Er badeværelset stort nok, og kan det indrettes hjemligt og genkendeligt?

    

    Badeværelsets størrelse afhænger af valget af sanitet, øvrigt inventar og de hjælpemidler og forflytningsteknikker, der skal anvendes. Alle typer kørestole bør kunne anvendes i rummet.

    Der bør beregnes et frit manøvreareal på mindst 1,85 × 1,85 meter i rummet (Høj & Thisted, 2001). Eventuelt kan en del af manøvrearealet ligge i døråbningen eller gå ind under sanitet.

    Der bør tages højde for plads til hjælpemidler og arbejdsplads til hjælpere på begge sider af wc’et og håndvasken samt ved siden af brusepladsen.

    Alle vægge bør planlægges til at kunne bære støttegreb eller armstøtter.

    Tilstrækkeligt med skabe og hylder med enkel og overskuelig indretning til personlige toiletsager, vasketøj, eventuelle hjælpemidler og personalets remedier kan gøre det muligt at skabe en højere grad af hjemlighed i badeværelset.

    Spejle kan være et generelt problem for personer med demens. Nogle kan ikke genkende sig selv og kan blive bange, fordi de tror, at der står en fremmed. Det anbefales derfor at tage højde for, at spejlet kan fjernes eller skjules.

    Læs mere om vejledende pladskrav i Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. (Arbejdstilsynet et al., 1997).

     

  • 1. 1. 1. 6.3.3 Er væggene planlagt med kontrast til sanitet, inventar og udstyr?

    

    Klare kontraster mellem væggene og sanitet, inventar og udstyr gør det lettere at finde wc og håndvask og andet udstyr. Farver kan også medvirke til at skabe hjemlig atmosfære (Holthe, 2011; van Liempd et al., 2010).

     

  • 1. 1. 1. 6.3.4 Er lydniveauet dæmpet i badeværelset?

    

    Personer med demens, der udsættes for mange indtryk, stimuli m.m., kan have vanskeligt ved at tolke disse og derved i risiko for at blive overstimuleret. Lyden af rindende vand, bruser og ventilation kombineret med lang efterklangstid kan opleves voldsom og resultere i negative reaktioner (Landmark et al., 2009). Tekstiler (badeforhæng, håndklæder) i badeværelse kan medvirke til at dæmpe lydene.

    Læs om velværerum under afsnit 4.1 Faciliteter for beboere og borgere.

  • 1. 1. 1. 6.3.5 Har badeværelset belysning, der kan varieres efter behov?

    

    Belysningsarmaturer bør placeres hensigtsmæssigt i forhold til sanitet og øvrigt inventar. Belysningsniveauet i badeværelset bør kunne varieres afhængig af aktivitet, der skal finde sted samt døgntidspunkt. Fx bør lyset kunne dæmpes generelt om natten, men fremhæve wc’et (Day et al., 2000).

     

  • 1. 1. 1. 6.3.6 Er badeværelset tilstrækkeligt opvarmet og uden træk?

    

    For personer med demens kan afkøling og oplevelse af træk i forbindelse med bad forårsage ubehag og negativ reaktion (Marquardt & Büter, 2014). Luftstrøm mellem friskluftindtag og udsugning bør derfor tages i betragtning, samtidig med at der sikres god og jævn varme i rummet, fx ved gulvvarme.

• 1. 1. 6.4 Privat uderum

  • 1. 1. 1. 6.4.1 Er der privat terrasse ved boliger i terræn?

    

    I tilknytning til private boliger beliggende i terræn, anbefales det, at der etableres en afskærmet privat terrasse, så beboeren har let adgang til at komme ud i det fri og opleve dags- og sollys, planter m.m. (Henriksen et al., 2007, van Liempd et al., 2010).

  • 1. 1. 1. 6.4.2 Er dørbredden og størrelsen på terrassen tilstrækkelig?

    

    For at sikre, at beboere med demens benytter en eventuel privat terrasse og dermed kommer mest mulig ud i dags- og sollys, bør der være tydelig og let adgang. Døren bør have tilstrækkelig fri passagebredde til, at den let kan passeres, også af beboere i kørestol eller med rollator. Også sengeliggende beboere bør kunne komme ud på terrassen.

    Der bør tages højde for plads til manøvrering med rollator eller kørestol og til et lille bord og et par stole, så den private terrasse kan blive benyttet mest muligt. Der bør derfor kunne etableres fri plads på mindst 2,1 × 2,1 meter.

    Se mere i afsnit 3.4 Døre.

     

  • 1. 1. 1. 6.4.3 Er der private uderum i etageboliger?

    

    Åbne altaner oppe på etagerne kan udgøre en sikkerhedsmæssig risiko for personer med demens (Marshall, 2010; Holthe, 2011). Private uderum i boliger på etagerne bør derfor udføres som lukket altan, en karnap eller et særligt udformet vindue, hvor beboerne kan opleve dags- og sollys, planter m.m. tæt på.

     

Indeklimaet er en væsentlig faktor i oplevelsen af velvære og komfort, og da personer med demenssygdomme ofte tilbringer meget af tiden inden døre, er det et vigtigt element i plejeboligens planlægning og udformning.

Lyd, lys, luft og temperatur kan udover at medvirke til trivsel hos personer med demenssygdomme også mindske forvirring, uro og vredesudbrud (Day et al., 2000; Marquardt & Büter, 2014).

Med alderen sker tab af sanser hos alle personer. Det betyder, at synet bliver dårligere, hørelsen forringes, mobiliteten bliver mindre og energiniveauet generelt bliver mindre. Det gælder også for personer med demens, der som følge af deres sygdom kan have ekstra svært ved at forstå de sansemæssige forandringer.

Personer med demens kan yderligere have svært ved at tolke lyde og lysindfald, hvis beboerne ikke umiddelbart kan forstå, hvor lyde og lysindfald kommer fra. Det anbefales derfor generelt at mindske forstyrrende gener fra utilsigtede lyde, lys, luft og temperatur i plejeboligen.

I det følgende gennemgås aspekter ved indeklimaet, som man med fordel kan have fokus på, når man planlægger boliger for personer med demenssygdomme.

Læs mere om indeklima generelt i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.1 Generelt (de Place Hansen, 2014).

• 1. 1. 7.1 Lyd

  • 1. 1. 1. 7.1.1 Er der gode lydforhold i fællesrum og i boligen?

    

    Lyde og støj fx fra personalets aktiviteter, naboer med en anden døgnrytme eller med støjende adfærd kan være til gene for personer med demens og gøre dem urolige. God lydisolering mellem tilstødende boliger og øvrige rum anbefales.

    Læs mere i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.4 Akustisk indeklima (de Place Hansen, 2014).

  • 1. 1. 1. 7.1.2 Kan gulvbelægning modvirke unødig støj?

    

    Trinlyde, kørsel af inventar på hjul og andre elementer kan skabe unødig støj til gene for personer med demens. Det anbefales derfor at vælge gulvbelægning med tilstrækkelig lydabsorption (Møller & Knudstrup, 2008).

     

  • 1. 1. 1. 7.1.3 Er tekniske installationer støjsvage?

    

    Mekanismer til døråbner, ventilation, opvaskemaskiner, støvsugere m.m. kan skabe støj, der kan være kilde til uro og ængstelse for personer med demens. Tekniske installationer og husholdningsmaskiner bør derfor lyddæmpes mest muligt (Møller & Knudstrup, 2008).

     

  • 1. 1. 1. 7.1.4 Er efterklangstiden tilpasset rummenes funktion?

    

    Et rums efterklangstid afhænger af rummets lydabsorberende overflader og rummets størrelse. Efterklangstiden bør planlægges i forhold til rummets anvendelse. For lang efterklangstid gør det vanskeligt at forstå tale og kan gøre det svært at følge begivenhederne i rummet, hvilket kan give uro hos personer med demens.

    Læs mere i SBi-anvisning 230, Anvisning i Bygningsreglement 2010, 6.4 Akustisk indeklima (de Place Hansen, 2014).

• 1. 1. 7.2 Dagslys

  • 1. 1. 1. 7.2.1 Er vinduerne orienteret mod øst, syd eller vest?

    

    At følge solens gang og årstidernes skiften kan medvirke til, at personer med demens kan relatere sig til tid og sted. Desuden kan variationen i lyset virke stimulerende på trivsel og velbefindende.

    Ved at orientere vinduer, især i opholdsrum, mod syd, øst eller vest har beboerne mulighed for at opleve varierende dags- og sollys i og uden for rummene.

    I rum uden direkte sollys, og som udelukkende orienterer sig mod nord, er der ikke samme mulighed for at følge solens gang, hvilket kan virke mindre stimulerende på personer med demens (Møller & Knudstrup, 2008).

     

  • 1. 1. 1. 7.2.2 Er der tilfredsstillende dagslys i boligen?

    

    Afhængig af vinduets placering, størrelse og udformning fordeler lyset sig i rummet og skaber rummets lysniveau. Et stort og klart defineret vindue kan bidrage til et højt lysniveau i rummet og kan være med til at skabe trivsel for personen med demens.

    Man bør være opmærksom på en eventuel nabobygning, en altan på etagen over, tagudhæng, træer eller lignende, der kan nedsætte lysniveauet i rummet. Derudover anbefales det, at dagslyset i boligen er jævnt fordelt, så kontraster ikke bliver for store og dermed kan gøre det vanskeligt at se.

    Læs mere i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.5.2 Dagslys (de Place Hansen, 2014).

     

  • 1. 1. 1. 7.2.3 Er der mulighed for at afskærme sollyset?

    

    Direkte sollys i rummet kan i sommermånederne medføre højt belysningsniveau og stort varmetilskud, som begge kan give gener. Også lyset fra den lavtstående sol om vinteren bør tages med i overvejelserne. Derfor anbefales god afskærmning mod sollys og ventilation af rummet.

    Det direkte sollys kan tillige skabe store kontraster mellem lys og skygge i rummet, hvilket især ved hårde skygger på gulvet kan være til gene for personer med demens, hvor mørke flader kan være angstskabende eller opfattes som noget der ligger på gulvet.

    Læs mere i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.5.2 Dagslys (de Place Hansen, 2014).

• 1. 1. 7.3 Elektrisk belysning

  • 1. 1. 1. 7.3.1 Er der planlagt tilstrækkeligt kunstlys?

    

    Ældre mennesker kan generelt have behov for op til tre gange højere lysintensitet end yngre mennesker. For personer med demens, som ofte har vanskeligt ved at orientere sig i tid og sted, er det derfor særligt vigtigt at sikre tilstrækkeligt og korrekt placeret kunstlys (Day et al., 2000).

    Derudover anbefales det, at der er mulighed for at have døgnrytmestyret belysning, hvor der er en særlig nattebelysning, der understreger tidspunktet på døgnet. For personer med demens kan høj intensitet i lysniveauet om natten virke generende og forvirrende.

    Læs mere i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.5.3 Elektrisk belysning (de Place Hansen, 2014).

  • 1. 1. 1. 7.3.2 Undgås blænding og reflekser i materialerne?

    

    Genskin i materialernes overflader fra lyskilder (kunstlys såvel som dagslys) kan skabe generende blænding og reflekser for personer med demens (Day et al., 2000). Derfor er det hensigtsmæssigt at afstemme, hvor lyst et materiale opleves samt dets farve og glans, så eventuelle gener mindskes.

     

  • 1. 1. 1. 7.3.3 Er adgangsveje, trapper og andre niveauforskelle belyst?

    

    Eventuelle trin, trapper og vigtige adgangsveje er hensigtsmæssige at fremhæve med ekstra belysning. Tydeligt markerede omgivelser, også gennem andre rum, giver beboere med demens større tryghed i at færdes i rummene og sikkerhed på trapperne.

    Læs mere i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.5.3 Elektrisk belysning (de Place Hansen, 2014).

     

  • 1. 1. 1. 7.3.4 Er der mulighed for fleksibel belysning af rummene?

    

    Kunstlyset kan med fordel være opdelt i flere enheder: en almen belysning, der oplyser rummet jævnt og ensartet, en supplerende belysning med specifikke funktioner som pendler (hængelamper), stander- og læselamper, sengelamper eller lignende og en særlig lyssætning, der oplyser områder effektivt i forbindelse med fx rengøring og nødsituationer.

  • 1. 1. 1. 7.3.5 Er der mulighed for at skabe hjemlig belysning?

    

    En varieret lyssætning med læselamper, standerlamper og pendler kan minde om den type af lyssætning, man traditionelt har i et hjem. Ved at lyssætte på den måde skaber man et hjemligt indtryk, samtidig med at læselamper, pendler over borde og sengelamper kan bidrage med ekstra lys, hvor der måtte være behov for det.

    Områder med højere lysstyrke kan også være retningsgivende for personen med demens. Ved at fremhæve for eksempel hvilestolen eller middagsbordet kan det forekomme mere logisk for personen med demens at gå derhen.

    Kontrasten imellem det fremhævede område og den generelle belysning bør dog ikke være for stor, da det kan medføre blænding eller uhensigtsmæssige skygger, der kan være angstprovokerende (Holthe, 2011).

• 1. 1. 7.4 Luft

  • 1. 1. 1. 7.4.1 Sikrer ventilationen tilstrækkelig frisk luft i rummet?

    

    Lugte og dufte i indeluften kan påvirke personer med demens både positivt og negativt og medføre følelses- og adfærdsmæssige reaktioner. Let regulering af indeluften i forhold til individuelle behov anbefales ved en kombination af mekanisk styrede ventilationssystemer såvel som ved oplukkelige vinduer eller vinduespartier i rummet. Åbne vinduer må dog ikke udgøre en risiko for at beboerne falder ud eller går ud denne vej.

    Læs mere i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.3 Luftkvalitet (de Place Hansen, 2014).

     

  • 1. 1. 1. 7.4.2 Er ventilationssystemet tilrettelagt, så træk undgås?

    

    Personer med demens vil ofte være mindre aktive, til tider sengeliggende, og dermed mere følsomme over for træk. Samtidig er de ikke altid i stand til at forstå eller give udtryk for deres oplevelse eller selv at ændre på forholdene. Derfor er det hensigtsmæssigt at planlægge indretningsmuligheder og luftgennemstrømning i forhold til hinanden.

    Læs mere i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.3.1.1 Generelt (se stk. 3) (de Place Hansen, 2014).

     

  • 1. 1. 1. 7.4.3 Er byggematerialer og inventar uden forurenende stoffer?

    

    Indeluften indeholder ofte forskellige organiske gasser og dampe, blandt andet fra byggematerialer og inventar, hvis lugte kan påvirke personer med demens negativt. Denne type luftforurening bør begrænses ved at reducere eller eliminere forureningskilderne frem for at øge ventilationen.

    Læs mere i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.3.2 Forurening fra byggematerialer (de Place Hansen, 2014).

• 1. 1. 7.5 Temperatur

  • 1. 1. 1. 7.5.1 Er der sikret tilfredsstillende rumtemperatur året rundt?

    

    Personer med demens, der ofte er mindre aktive, vil typisk have behov for højere temperaturer end aktive mennesker. Ligesom de er mere følsomme over for temperatursvingninger og træk (Marquardt & Büter, 2014). Det skal derfor sikres, at der kan opnås tilfredsstillende temperaturforhold, også i sommerperioden.

    Læs mere i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 6.1 Indeklima (de Place Hansen, 2014).

     

  • 1. 1. 1. 7.5.2 Har vinduerne tilstrækkelig solafskærmning?

    

    Det er en fordel, at solafskærmningen er fleksibel, så den hindrer overophedning fra sollyset, men at den i overskyede situationer let kan fjernes og dermed tillade så meget himmellys som muligt at komme ind i rummet. Automatisk solafskærmning bør også kunne reguleres manuelt og tilpasses individuelle behov.

    En udvendig afskærmning i form af fx en markise er mere effektiv i forhold til regulering af overophedning end en indvendig afskærmning som fx gardiner eller persienner.

Bygningsreglementet stiller kun få krav til tekniske installationer rettet mod personer med funktionsnedsættelser, som også har relevans for personer med demenssygdomme.

Generelt er tekniske installationer og teknologiske hjælpemidler vanskelige at forstå og anvende for personer med kognitive funktionsnedsættelser såsom demenssygdomme pga. kompleksiteten og ny teknik. Visse installationer vil dog kunne være til gavn for beboere med demens, men vil kræve betjening af personale eller pårørende såsom styring af døre, vinduer, gardiner eller lys.

Installation af andre velfærdsteknologiske produkter såsom loftslifte i den private bolig til forflytning mellem seng og kørestol kan også være til gavn for personer med demens og bør inddrages i den tidlige fase af en byggeproces.

Andre teknologiske tiltag af omsorgs- eller overvågningsmæssig karakter som lydstimulering eller trykfølsomme gulve er stadig på forsøgsstadiet, hvorfor der endnu ikke foreligger forskningsresultater.

Læs mere om installationer i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 8.1 Generelt (de Place Hansen, 2014).

• 1. 1. 8.1 Tekniske installationer

  • 1. 1. 1. 8.1.1 Er der planlagt overvågning af udgange og udearealer?

    

    Overvej elektronisk overvågning af bygningernes udgange og udgange fra udearealerne for at skabe tryghed for både beboere med demens, deres pårørende og personalet.

    Overvågningen består fx af computerforbundne, underjordiske kabler rundt om plejecentret i kombination med en personbåren chip, der registrerer, hvis personen går ud over det sikrede område og medvirker til, at beboerne kan færdes frit uden at blive væk eller komme til skade (Møller & Knudstrup, 2008).

  • 1. 1. 1. 8.1.2 Er der planlagt fast teleslyngeanlæg i forsamlingsrum?

    

    Mange ældre, herunder også personer med demens, har nedsat hørelse og anvender høreapparat. Især i større forsamlinger, hvor mange mennesker taler, hvor der synges eller spilles musik, kan det være svært at skelne lydene fra hinanden. En teleslynge kan til en vis grad afhjælpe dette.

    I forsamlingsrum indrettet til fælles aktiviteter og underholdning er der krav om, at der skal være fast installation af teleslyngeanlæg eller lignende installationer målrettet personer med hørehandicap.

    Hvis et større fællesrum er planlagt til at kunne opdeles i flere mindre enheder skal teleslyngen kunne opdeles i flere sløjfer. Man skal desuden være opmærksom på overlapning mellem sløjferne og skærmning af signal mod andre rum.

    Det bør overvejes også at installere teleslynge i eventuelle fælles tv-stuer. Skærmning af signal mod rum eller boliger ved siden af bør i så fald også indgå.

    Etablering af teleslyngeanlæg skal planlægges tidligt og ofte installeres tidligere end andre elektriske installationer.

    Læs mere i SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010, 8.1 Generelt (se stk. 12) (de Place Hansen, 2014).

Arbejdstilsynet, Bygge- og Boligstyrelsen, Socialministeriet, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune. (1997). Vejledning om indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. København: Forlaget Kommuneinformation.

Beskæftigelsesministeriet. (2001). BEK nr. 96 af 13/02/2001: Bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning. København: Beskæftigelsesministeriet

Beskæftigelsesministeriet. (2010). BEK nr. 1072 af 07/09/2010: Bekendtgørelse af lov om arbejdsmiljø (Arbejdsmiljøloven). København: Beskæftigelsesministeriet.

Day, K., Carreon, D. & Stump.C. (2000). The therapeutic design of environments for people with dementia: a review of the empirical research. The Gerontologist vol. 40 (4), p.397-416. Washington D.C.: The Gerontological Society of America.

Day, K. & Cohen, U. The role of culture in designing environments for people with dementia. Environment Behavior. (2000). 32 (3): 361-399. London: SAGE Publications Ltd.

de Place Hansen, E.J. (red). (2014) Anvisning om Bygningsreglement 2010 (4. udg.) (SBi-anvisning 230). København: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

Erhvervs- og Byggestyrelsen. (2010). Bygningsreglement 2010. (BEK nr. 810 af 28/6/2010) [med ændringer]. København: Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Ginnerup, S. & Sigbrand, L. (2015). Tilgængelige bygninger generelt – indledende spørgsmål (SBi-anvisning 250). København: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

Henriksen, N., Møller, K. & Knudstrup, M-A. (2007). Trivsel og boligform. Litteraturgennemgang. Odense: Servicestyrelsen.

Holthe, T. (2011). Bogrupper for personer med demens. (SINTEF Kunnskabssystemer 220.340). Oslo: SINTEF Byggforsk.

Høeg, D. (2008). Boliger for ældre med demens. I: Møller, K. & Knudstrup, M. (red.). (2008). Trivsel i plejeboligen. En antologi om trivselsfaktorer i plejeboliger. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Høj, D. & Thisted, U. (2001). Egnet byggeri for ældre og handicappede. Esbjerg: Ribe Amts Hjælpemiddelcentral.

Kirkhus, A. (2005). Utforming av trapper (Byggforskserien 324.301) Oslo: Norges Byggforskningsinstitutt.

Kähler, M. (2014). Tænk demens ind i plejeboligen. Analyse og investeringsbehov 2014-24. København: ÆldreSagen.

Landmark, B., Kirkehei, I., Brurberg, K.G., & Reinar, L.M. (2009). Botilbud til mennesker med demens. Oslo: Kunnskapssenteret.

Marquardt, G., & Büter, K. (2014). Architektur für Menschen mit Demenz in stationären Altenpflegeeinrichtungen: eine evidenzbasierte Übersichtsarbeit. I: Marquardt, G., & Vieweger, A. (2014). Architektur für Menschen mit Demenz: Planingsgrundlagen, Praxisbeispiele und zukünftige Herausforderungen. Dresden: Technischer Universität Dresden.

Marshall, M. (2010). Designing balconies, roof terraces and roof gardens for people with dementia. Stirling: Dementia Services Development Centre, University of Stirling.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. (2010). LBK nr. 963 af 11.08.2010: Bekendtgørelse af lov om leje (Lejeloven). København: Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. (2013). LBK nr. 1023 af 21/08/2013: Bekendtgørelse af lov om almene boliger m.v. (Almenboligloven). København: Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. (2015). LBK nr. 150 af 16/02/2015: Bekendtgørelse af lov om social service (Serviceloven). København: Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. (2015). LBK nr. 158 af 18/02/2015: Bekendtgørelse af lov om individuel boligstøtte (Boligstøtteloven). Købehavn: Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.

Møller, K., & Knudstrup, M. (2008). Trivsel & plejeboligens udformning. København: Socialministeriet.

Nationalt Videnscenter for Demens. (2015). København. Lokaliseret på: http://www.videnscenterfordemens.dk/viden-om-demens/

van Liempd, H.M.J.A., Hoekstra, E.K., Jans, J.M., Huibers, L.S., & van Oel, C.J. (2010). Bouwen aan een thuis! Resultaten van een evaluatieonderzoek naar de kwaliteit van de huisvesting van kleinschalig wonen voor ouderen met dementie. Utrecht: Vilans en AKTA.

Økonomi- og Erhvervsministeriet. (2010). LBK nr. 1185 af 14/10/2010: Bekendtgørelse af byggeloven (Byggeloven). København: Økonomi- og Erhvervsministeriet.

• Supplerende litteratur

  Annerstedt, L. (1997). Group-living care: an alternative for the demented elderly. Dement Geriatr Cogn Disord. Vol. 8 (2). Basel: S. Karger AG

  Frandsen, A.K., Mullins, M., Ryhl, C., Folmer, M.B., Fich, L.B., Øien, T.B., & Sørensen, N.L. (2009). Helende arkitektur. Aalborg: Institut for Arkitektur og Medieteknologi.

  Johnsen, K., & Christoffersen, J. (2008). Dagslys i rum og bygninger (SBi-anvisning 219). Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

  Marquardt, G., & Schmieg, P (2009). Dementia-friendly architecture: Environments that facilitate wayfinding in nursing homes. Am J. Alzheimres Dis Other Demen. Vol. 24 (4). London: SAGE Publications Ltd

  Servicestyrelsen. (2008). Sådan kan du indrette dementes boliger – og begrænse anvendelsen af magt. København: Socialstyrelsen.

  Terkildsen, M. (2004). Indretning af plejecentre – for svage ældre og mennesker med demens. København: Socialstyrelsen.