Nyhed

Forskere og praktikere mødtes til konference om arkitektur og sundhedsbyggeri

​​Knap 70 deltagere fra 12 forskellige nationer var den 26.-27. april samlet på Aalborg Universitet København til den internationale konference ARCH17 for at høre og tale om, hvordan arkitektur og indretning påvirker vores sundhed, og hvordan vi kan designe miljøer i bl.a. hospitals- og plejebyggeriet, der understøtter pleje og behandling.

På konferencen blev begrebet universelt design introduceret som en integreret del af sundhedsbyggeriet.

Ud over to dage spækket med spændende oplæg, var deltagerne på ekskursion til Terapihaven Nacadia i Hørsholm, som bruges i behandlingen af bl.a. veteraner med posttraumatisk stress, og til Center for Kræft og Sundhed, som er designet ud fra forskningsbaseret viden om helende arkitektur.

"Vi er meget glade for den opbakning, der har været til konferencen. Og det er vigtigt for os, at det har været muligt at samle forskere, bygherrer og praktikere fra forskellige faggrupper, som har haft mulighed for at præsentere nye forskningsresultater og dele viden og erfaringer med hinanden", fortæller seniorforsker Anne Kathrine Frandsen fra SBi, som har været arrangør af konferencen.

Konferencen afholdes igen om to år, men inden da, blev det besluttet på konferencen at etablere et forskningsnetværk indenfor arkitektur og sundhedsbyggeri. For mere information om netværket kontakt Anne Kathrine Frandsen på e-mail akf@sbi.aau.dk eller telefon 30 46 05 54.

Artiklerne til konferencen er samlet i publikationen ARCH 17 - 3rd international conference on architecture, research, care and health, som du kan finde på konferencen hjemmeside.