Retten til lige adgang og deltagelse i det offentlige rum gælder alle, uanset alder og funktionsevne. Alligevel møder mennesker med medfødte eller tilstødte handicap mange barrierer i forhold til deres adgang til såvel institutioner, skoler, arbejdsmarked og bolig. Samtidig ændrer befolkningsbilledet sig, således at der bliver flere og flere ældre, og at de ældre bliver ældre og mange får derfor særlige behov.
Bygherreforeningen og Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), Aalborg Universitet starter derfor dette netværk for at diskutere muligheder, udveksle ideer til nytænkning og dele inspiration om, hvordan byggeriet kan gøres mere ligeværdigt og tilgængeligt for alle gennem universelt design.
I netværket vil vi skabe et ambitiøst forum, hvor vi:
- introducerer og diskuterer ny national og international viden, erfaringer og tendenser, og hvordan vi bruger denne viden politisk og i praksis.
- sikrer god kommunikation og forståelse af tilgængelighed og universelt designs betydning for ligeværd, inklusion og kvalitet for alle involverede.
- får inspiration til at arbejde videre i eget regi og skaber faglige kontakter, der kan være nyttige i dagligdagen mellem netværksmøderne.
I netværket skaber vi forståelse for brugernes behov og de gode designløsninger, herunder betydningen af kontekst, brug og funktion bl.a. med input fra evalueringer af eksisterende byggerier. Derudover drøfter vi, hvordan ny viden om tilgængelighed og universelt design kan integreres i program og byggeproces. Hvilke kompetencer der kræves for at sikre, at alle er inkluderet i det byggede miljø. Og hvordan universelt design og tilgængelighed fremadrettet kan indgå i design- og byggeprocessen som mere end tjeklister og regelværk.
Målet for netværket er dermed, at du som bygherre og rådgiver klædes på til at tænke tilgængelighedsløsninger af både kvalitativ- og æstetisk karakter, der skaber værdi for brugere såvel som samfund.
Indhold
Med udgangspunkt i inspirerende oplæg fra relevante indlægsholdere lægges der op til debat og erfaringsudveksling i netværket, både på netværksmøderne og ind imellem. Deltagelse er personlig, og netværket er et fortroligt rum, hvor deltagerne kan tale frit. Det skaber en unik mulighed for at udvikle koncepter og få vendt de udfordringer, der skal løses i en moderne rådgiver- eller bygherrevirksomhed. Deltagerne er selv med til at vælge temaerne, og det er Bygherreforeningens sekretariat, der faciliterer netværket og samler op på møderne. Netværket mødes to gange årligt.
Netværket skydes i gang med det første møde 4. april på Musholm Bugt Feriecenter.
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte projektleder
Anne Kristine Busch fra Bygherreforeningen.
Netværksmøder
1. møde: 4. april: Musholm Bugt feriecenter
2. møde: 27. september: Sted annonceres senere.
Tid
Kl. 10.00-16.00
Pris
3.000 kr. ex. Moms
Tilmeld dig